Rex skulle til at springe på Taylor, da Yang pludselig stillede sig imellem dem. Han var lettere omtåget og syntes at det hele var blevet lidt gråt. Taylors brøl rungede stadig for hans indre øre. Han så sig om og syntes at det virkede som om, alle havde glemt at de befandt sig i et brændende rum. Han lyttede knap nok til Yangs ord, men da hun var færdig med at tale var der en kort pause. Tavshed. Stilhed. Kun en gnitren fra de røde flammer... Og så Rex' ord:
"... Jeg tror der er ild i mine bukser."
Tavshed.
Stilhed.
Intethed.
Rex drejede en omgang rundt om sig selv, i et forsøg på at se den blinde vinkel. Han trækker derefter på skulderen og smutter helt hen tæt op ad Yang. Han lægger en arm om hende og planter et kys på hendes kind.
"Kvinder, man kan ikke leve uden dem og man kan ikke leve uden dem... Nej vent. Det var ikke helt rigtigt... Hvordan er den nu?"
Rex følte sig lettere beruset og han forsøgte at erindre hvilke forskellige stoffer han havde blandet i kolben, hvis indhold han havde futtet rummet af med. Han var overbevist om at han havde slugt noget af det.
Der var vidst ... Rom i. Jo. Rom. Det brænder godt. Rom, ja. Hvad ellers?
Hans hoved dunkede og han skubbede, ganske blidt, Yang til siden og stillede sig foran hende. Han pegede på Taylor: "Hør, Taylor; jeg kan ende dette på den nemme måde, eller den svære måde."
Han fiskede endnu en kolbe ud af de dybe lommer. Han følte sig for én gangs skyld forberedt: Hvorfor egentlig? Det var farlige sager at rende rundt med. Han smilte til Taylor og hævede kolben over hovedet.
"Jeg kan, ved blot at kaste denne lille... Hov nej ikke den..." han rodede IGEN i lommen og fandt denne gang den rigtige kolbe frem.
"Ha-HAR ! Med denne kolbe kan jeg sprænge hele ... Eeh... Fra væggen og hen til sengen .... NÆSTEN hele rummet i luften! Så FARVEL Taylor!"
Han hævede armen op og skulle til at kaste den ned i gulvet, da han nåede at stoppe sig selv. "Ventligelidt ... At springe rummet nu ville være dumt! Ville du virkelig have ladet mig gøre det? Hjerne du har svigtet mig!" han tog sig til hovedet og så et øjeblik meget fortvivlet ud.
Han pakkede kolben væk og vendte sig kort imod Yang. "Det kører. Jeg har styr på det..." forsikrede han med et usikkert smil.
Han vendte sig igen imod Taylor og tvang sin højre arm til at forvandle sig til en klinge. Han svingede armen ud til siden og styrtede imod Taylor, desperat efter at finde på noget smart at sige, men det endte kun med et "HRAAH!", da han med sin sidste energi svingede sit våben; sit sidste angreb, imod sin modstander.

Yang skubber blidt Rex fra sig, da han kysser hendes kind.
"Narj Rex- du er fuld.." mumler hun, selv en smule omtåget. Dampene fra ilden påvirker hendes hjerne, og efterlader hende i en lettere døsig tilstand. Hun skæver til døren, der er omgivet af flammer. ser fra døren til Rex og tilbage igen flere gange, indtil Taylors arm pludselig skubber hende væk, med en sådan kraft, at hun tumler ind i et bord, der vælter over hende.
hvis bare.... tænker hun, og kæmper sig fri af bordet. Hun strækker sig for at nå dørens håndtag, og da det lykkedes, trækker hun sig op herved. Hun drejer panisk i låsen, rusker i håndtaget, men forgæves, og det ender med at hun sparker hullet fra Rex's ankomst, større.
Hvis de ikke snart kom ud, ville de dø herinde- røgen ville kvæle dem ganske langsomt, eller flammerne ville omringe dem.
Hun ser over imod Rex og Taylor- Rex der stadig laller rundt, og Taylor med det diabolske smil på læberne. hun når lige at opfatte Rex der hugger ud efter Taylor, før en ubeskrivelig smerte rammer hendes ben. Hun kigger ned af sig selv, og opdager flammerne, der slikker sig op ad hendes ankel. Et lavt skrig kommer fra hende, og hun tramper løs, desperat for at få slukket ilden. endelig lykkes det, og hun vender blikket imod Rex og Taylor.
"Rex!" halvt råber, halvt hoster og hulker hun.
"Rex din idiot, hvis ikke vi snart kommer ud, kan det være ligemeget med ære, for så DØR vi herinde!" Hun skæver til loftet, der nogle steder er ved at styrte sammen, grundet ilden.
Yang kæmper sig vej igennem røgen og ilden, der slikker sig op ad væggene, og alt hvad den får fat i. Hun er næsten blændet af den giftige røg, og famler efter Rex, med tårerne trillende ned af kinderne.
Tilsidst får hun fat i hans venste arm, og begynder at hale ham imod døren. (?)
"Du kan kæmpe på et andet tidspunkt- jeg vil ikke se flammerne blive slukket af dit blod!" halvsnerrer hun, med en konsekvent haling i hans arm- hendes greb er fast, skønt hendes krop dirrer af røgens virkninger, der er ingen diskussion. De må og skal væk!!

((er jeg den eneste, der forestiller mig Shak ligge på gulvet, og ligne en dehydreret sveske? oO))

( Jeg ville gerne svare, men jeg kan ikke. Taylor beskriver ikke nogen effekt af Rays angreb, så jeg har ingen mulighed for at svare på dette. Jeg synes det er sjovt hvordan Taylor bliver ved med at genfinde ny energi ... Jeg har ikke tænkt mig at lade Ray tabe; vi aftalte også at det skulle være en uafgjort kamp? How can he keep goin' with full energy? Synes heletiden at jeg lægger op til "sidste angreb", "sidste energi", "kan ikke mere" og blablabla, men synes bare at Taylor har evigt liv? Lol. Edit: Laver et alligevel, fordi Yang er en PUSHER !! )

Rex snubler over sine egne ben. De ben der før havde været hans venner ville nu blot trække ham ud af dette vanvid. Taylor kunne få lov til at boble derinde alene. Han skævede rundt og fik et sidste blik af en eller anden søpølse der lå ovre i hjørnet, før hans arm-klinge borede sig ind i væggen flere meter fra Taylor.
"Ah f..."
Han kommer fri af væggen og marcherer imod Taylor. Han løfter hånden og peger på ham. "Du..-" han mærker Yang trække i sig. Ære? Hun havde brugt det ord som betød så meget for ham. Ære... Var der ære i dette? En kamp imod hans dødsfjender hvor han satte en uskyldig kvindes liv på spil? En kamp for liv og død ikke kun for de kæmpende men også for en havmand og en smuk kvinde. Dette var der ingen ære i! Dette var vanvid! Han stirrede på Yang og i et øjeblik stod tiden stille. "Yang..." hviskede han og aede hendes kind. "Hvad har jeg dog rodet dig ud i...?" Han aede hendes kind og strejfede et lille snit, der havde efterladt sig et spor af blod ned langs hendes kind. Han stirrede bedrøvet på hende. Hvad havde han dog gjort? Han udsatte hende for farer. Han var ikke bedre en Taylor. Han var på samme niveau.
Han stirrede imod den psykotiske mand. Taylor kunne sikkert ikke mærke temperaturen. Mærke røgen. Skyggeform eller ej. Hver en celle i idiotens krop skulle bruge ild. Rex mærkede hvordan han selv var ved at give efter. Han måtte bare ikke. Han havde, i modsætning til Taylor, noget at kæmpe for. Han greb fat i Yangs hånd og gav den et klem. Han havde ikke vundet kampen. Men han havde ikke tabt den. Nu måtte Taylor se om han ville kunne nå at komme ud fra flammerne i tide.
"Taylor ... Intet er sandt. Alt er tilladt." hvislede han.
Han vendte sig rundt og forsvandt ud af døren med Yang. Han havde et inderligt ønske om at Taylor ville dø i flammerne men han vidste inderst inde at dette ikke var slut endnu. Det ville aldrig slutte. Ikke med Taylor... Aldrig.

// Yang n' Rex are out

( ... Ruru er du okay ? Du virker meget ... offensiv. Jeg har ikke lyst til at diskutere med dig ... Jeg har det ikke særlig godt lige for tiden, af personlige årsager og jeg gider ikke skulle angribes af flere mennesker. Har lidt mange ting at holde styr på, men ... Du virker lidt offensiv.

Jeg kan dog lige hurtigt skrive at vi jo faktisk blev enige om at de begge skulle gå kolde og falde om 'n stuff, og jeg forsøgte at lægge op til det mange gange. + Vi må huske på at denne tråd har udspillet sig i, for os, rigtig mange dage, ja endda måneder. Så det er da ikke så underligt at man til sidst bliver lidt træt af at der konstant er noget nyt der sker som man pludselig skal kæmpe imod og tage stilling til... Jeg, personligt, gad ikke rigtig tråden mere, men svarede kun fordi I kom og bad mig. Jeg havde opgivet den lidt, eftersom jeg ikke så nogen ende på den...

Men hvis du synes at jeg har spillet overpower, så undskylder jeg. Jeg forsøgte såmænd bare at få vores aftale til at holde stik... Jeg beklager hvis jeg har såret dine følelser eller fået dig til at føle dig skidt tilpas på nogen måde.

Til den random læser: Shoo! xD )

Rex havde arbejdet siden Taylor var gået, for mange mange timer siden. Han skrev, tegnede, blandede og øvede sin "ondt geni" latter.
Hans papirer lå overalt, nogle krøllet sammen andre i stakker. Andre var forsvundet og lå sikkert under sengen eller hang på hans ryg. Der var blækpletter overalt, eftersom Rex så ihærdigt forsøgte at skrive en masse ting og sager ned.
Han kastede et blik på en bog. Læste. Skrev. Læste igen. Sådan forsatte det i lang tid. Meget lang tid.

Endelig blev han færdig med at læse og skrive. Nu skulle han bare blande det hele op.
Han trak en kedel op fra under bordet. Den var fyldt med vand. Derefter tog han en lille kurv op, hvori der var en masske små flasker og planter.
Snart gik han igang med at blande tingene i kedelen, i en HELT bestemt rækkefølge. Han forsatte med at arbejde i en times tid, før han var færdig...

Da han endelig var færdig, hældte han mixturen op i et glas med et lusket smil.
"Bare en lille tår af det her... Og de er DØDSENS!"
(Han forsøgte at le som et ondt geni, men han fejlede)
Han rømmede sig kort før han gik ud af værelset.

Out.

Ray Eric Xulfor.
Man kunne høre manden nærme sig. Hans skridt var højlydte, men ikke brutale. De mørke støvler, der gik til just under knæet, knagede en anelse, for hver enkelt bevægelse deres ejer lavede.
Ray Eric Xulfor!
Mandens ansigt så forpint ud og en misfornøjet grimasse havde forplantet sig på hans ansigt. Han var lige kommet tilbage til Borgen, efter en tur på markedet; blot for at strække benene, havde hans forklaring været, da vagterne i første omgang havde nægtet at lade ham gå. Han havde dog - efter at have gentaget sit navn og hverv på Borgen utallige gange - fået lov til at gå. Da han så var kommet tilbage til Borgen et par timer efter, måtte han igen gentage sit navn et par gange, før vagterne lod ham ind. Og så havde de endda sagt hans navn forkert.
RAY ERIC XULFOR! Ikke Raoul Eric Sulfo! Hvordan kunne man overhovedet lave sådanne stupide fejl?
Manden tog sig til hovedet og sukkede opgivende. Hans fingre borede sig ind i det halv-grå hår og hev en lille tot ud. Han betragtede håret, og så endnu mere misfornøjet ud, da han opdagede et par sorte hår iblandt de grå. Sorte hår var for ham hvad grå hår var for andre; tegn på alder. Og et par sorte hår var allerede ved at vise sig i hans sølvmanke - eller manke og manke. Håret var nu kortklippet og pænt friseret. Sådan da. Han lignede langt fra dén Rex, som havde været der engang. Men det var jo også en kendt sag, at Rex havde været snart et halvt år væk. Han havde været oppe nord på, for at besøge familien. Han var først returneret til Borgen i sidste uge.

Noget der havde undret den nu knapt så unge Ray var, at han ikke havde set skyggen af Taylor. Ikke at det gjorde ham noget, sådan set. Han så sig helst fri for den mide. Han så sig helst fri fra alle i dette hæslige sted. Han ønskede blot at tage hjem og være en normal Nordkrystallianer, ligesom resten af familien. Alt det dér "slave-halløj", som hans mor havde formuleret det, var ikke lige hans stil. Han kastede et blik op fra sin hånd og stoppede ikke langt fra døren; ikke fordi han var nået til døren, men fordi nogen stod i vejen. Han stirrede på personen og rømmede sig højlydt, for at få denne til at flytte sig. Det var trods alt hans værelse, så der var ingen grund til at tilfældige mennesker skulle spærre vejen dertil!
"Undskyld mig, men hvis De kunne flytte deres unormalt lille krop, så jeg kunne komme forbi, så ville det være en betydelig hjælp, Hr." vrissede han mut.

Da han hørte svaret fra personen, blev han først en smule overrasket over at det var en kvinde; på den anden side ville det nok forklare personens spinkle krop, der dog var gemt væk under stof og hætte og jeg-ved-ikke-hvad. Han undlod dog at rette på sin tidligere udtagelse, eftersom det alligevel ikke havde nogen betydning. Han kunne alligevel ikke være mere ligeglad; hun måtte være en af Samsons duller. Eller bare en tjenestetøs. En af bordelhusets små kaniner. Tøser der solgte sig selv for en slik! Og det kunne forstås på flere måder endda. Xulfor fnøs da han passerede hende og puffede døren op. Den bandt en smule, men det var ikke noget et tvært slag med hånden kunne klare. Døren svingede op, og manden fandt rummet i præcis samme stand som han havde forladt det; tomt, støvet og kedeligt. Han skævede til kvinden, der stod ubevægelig knap en meter fra ham. Hvad ville hun? Han målte hende med øjnene, men kunne umiddelbart ikke se andet end kutten. Han himlede med øjnene og gik ind på værelset med endnu et suk. Han trængte til en lur. Eller et eksperiment. Eller end god bog... Nu lå landet jo blot sådan at der var nogen der havde sat ild i hans umættelige bogsamling, imens han havde været i norden. Og eftersom der fandtes meget få lærde mennesker i miles omkreds, så var det ikke helt let at få anskaffet nogle nye bøger.

Han tumlede rundt i værelset, puffede en stol hen til skrivebordet og gav sig til at lede efter et papir og en fjerpen. Det tog ham noget tid, og imens han ledte kastede han et par blikke hen imod den åbne dør, alt imens han lyttede opmærksomt. Det lod ikke til at kvinden var gået. Hun måtte stadig stå derude og lure. Gudfader bevares!
Han fandt hvad han søgte, efter nogle eder og roden rundt i diverse bunker lort og skrammel. Han samlede blæk, fjer og papir på bordet og gik atter hen til døren, for at kaste et blik ud på kvinden igen. Ak ja - hun stod der stadig.
"Hvad... Vil du... Kvindemenneske?!"

Ray så yderst overrasket ud da kvinden pludselig råbte om at hun da bestemt ikke var en kvinde. Stemmelejet fik ham i et kort øjeblik til at overveje om det var sandt. Han stirrede forvirret på hende i et par sekunder, før hun forklarede at hun var blevet bedt om at vente i værelset. Igen kom det misfornøjede ansigt frem på hans ansigt. Vente? Her? Det skulle være løgn. Han vippede utålmodigt med foden, imens han overvejede situationen.
"Hvem har fortalt dig dét? Hvem har sagt at du skal være her? Svar kvinde! Jeg har ikke tid til dine ... bizarre... reaktioner. Kom tilbage med et brev fra hvem end som sendte dig, så jeg har et bevis på at jeg ikke huser en forvirret lommeheks." brummede han tvært og smækkede døren for næsen af hende.
Kvinder! De skulle ikke tro, at de sådan kunne komme rendende fra tid til anden, og forvente at der var plads til dem. Desuden så gjorde han hende en tjeneste; hvis den psykopatiske, mølædende Taylor kom hjem, og der var en kvinde i værelset, så ville han kaste sig frådende over hende, uden at tænke på hvor mange vorter eller skægvækst hun havde. Ja, han gjorde tøsen en tjeneste. Han sukkede højlydt og satte sig ved bordet, tog fjeren op i hånden og noterede et par ord. Hans håndskrift var ulæselig; sådan foretrak han det. Han skrev kun ned for at træne sin ulæselige skrift. Han kunne jo huske alle formler, data og opskrifter i hovedet. Det var kun indkøbssedler han ikke kunne skrive.
Han sad knap nok i et halvt minut, før han atter rejste sig, for at åbne døren.
Han trak den knirkende dør op og stirrede opgivende på kvinden.
"Fint. Så kom da ind. Men hvis du får et anfald så lad mig fortælle dig én ting: Man siger at verbale fornærmelser gør mere ondt end fysisk smerte. De tager, selvfølgelig, fejl, og det vil du finde ud af idet jeg vil slagte dig med denne fjerpen, hvis du hæver stemmen overfor mig igen. Forstået, kvinde?" snappede han bistert, for kortefter at rykke sig fra døren, så hun kunne komme ind.
Hvad var verden dog også blevet til?

Xulfor stirrede mistroisk på kvinden, kastede nogle opmærksomme blikke ned af gangene og lukkede døren efter sig. Han betragtede kvindemennesket - for et menneske var hun jo højst sandsynligt - og forsøgte at sætte en finger på hvor i hjernen hun måtte være syg - for helt normal var hun tydeligvis ikke! Og hvad var grunden til at hun bar en kappe med en så enorm hætte? Der var noget der lugtede af bedrag... Faktisk var der noget der lugtede, men det var sikkert gamle madrester som Taylor havde glemt at fjerne. Enten dét, eller også havde frøken uuh hvor mystisk og bizar jeg er badet i gammel skinke. Han målte hende med øjet.
Måske lider hun af den der bylde-pest-sygdom. Eller spedalskhed. Det smitter... Undgå kontakt, undgå at røre!

"Vi lever i en tid hvor sygdom og pest hærger, og alligevel, frøken, formår du at frastøde mig blot ved dit nærvær. Jeg ville tage din hånd, men jeg frygter at den ville falde af..." sukkede han og passerede hende. For hvert andet skridt han tog mærkede han en jagende smerte snige sig op fra knæet og igennem ryggen. De lange vandreture i bjergene havde slidt hans krop, noget så gevaldigt. Det kunne umuligt være sundt at være aktiv. Lægerne havde tydeligvis taget fejl af noget!
"Har du et navn, frøken? Dit hverv behøver jeg vel ikke spørge om; du må være en af Samsons små dukker. Hvad han laver med jer og hvordan han gør det, er jeg ligeglad med. Så længe I holder jer fra dette værelse! ... Og så undgå at forplante jer; det sidste vi ønsker er nogle små mini-Samson'er der tøffer rundt og skider overalt. Vi har nok i én..." Det sidste var en lavmelt vrissen, der døde ud som han bevægede sig væk.
Endnu et højlydt suk forlod hans læber og han trampede halvt-humpende hen til skrivebordet, hvor han slog sig ned.
Hvorfor skulle han dog også belemres med hekse og sygdomsramte krapyler?
"Lykkens gudinde ørler endnu en gang på min vej..."

Ny frisure?
Xulfor hævede et øjenbryn og drejede hovedet en anelse, så han kunne se hende ud af øjenkrogen.
Sværdslave...?
Han lod tungen glide henover den øverste tandrække. Det var kun Taylor der kaldte ham en sværdslave. Det var kun Taylor der omtalte ham som en 'slave'. Selv Samson omtalte ham som... Ja... Sværd, faktisk. Eller 'Våben'. Men aldrig slave. Det var kun Taylor. Han rynkede næsen.
Knægten har forhåbentlig ikke skrevet hjem om mig. han skænkede kvinden et mistroisk blik og betragtede det snuskede hår med en hovedrysten. Hun ligner sin bror på alle måder. Talemåden, manglen på opdragelse, lugten og hygiejnen. Ak hvor dejligt at være hjemme!
Han rejste sig op og betragtede hende indgående. Et lille smil gled over hans matte læber.
"Søster? Jamen ser man det." brummede han hæst og målte hende med øjnene. Ikke noget videre imponerende syn. Hun lignede en tøs, der var blevet samlet op fra rendestenen, havde rullet rundt i en sandkasse, sat et pindsvin i håret, for derefter at få en kappe på. Og det var udentvivl hvad hun var.
Han vendte ryggen til hende og rynkede næsen. Han overvejede om noget af det hun fortalte var sandt. Han havde ikke set Taylor i noget tid. Hvem kunne vide hvad han havde rodet sig ind i? Og han mindes ikke at have hørt knægten tale om denne søster. Faktisk, så mindes Ra ikke at have set Taylor skrive et brev. Nogensinde. Kunne han overhovedet skrive? Sikkert ikke. Han satte armene i siden og tænkte over situationen.
Det skete jo for mig engang... tænkte han og kastede endnu et blik på Taylor. Måske... Er det slet ikke... ... Jeg må undersøge det lidt nærmere.
"Jamen dog. Fortæl mig lidt om Dem selv, frøken Taylors søster." sagde han og slog et klik med tungen. Dette kunne blive en sjov oplevelse, og hvis hans mistanke viste sig at være korrekt, så ville han nyde disse øjeblikke så meget som muligt.

Bizar opførsel.
Et suk forlod hans læber.
Men på den anden side; et bizart menneske.

Xulfor betragtede 'Taylors søster' i tavshed og ventede blot til 'hun' havde fået samlet sine ting. Han var ganske tålmodig og lod 'hende' tage sig sin tid. Nu var han ikke en person der drog forhastede konklusioner så ofte, men noget sagde ham at den kvinde der stod overfor ham, var lige så meget som en kartoffel. Han rynkede næsen og betragtede 'hende' lydløst. Ganske roligt hvilede de lyse pupiller på 'hende'.
Talemåden. Stemmeføringen. Temperamentet. Uhøfligheden. Det hele. Alt pegede på at det var Taylor. Han havde selv stået i dén situation... Og der var ingen tvivl om at Ray havde lært af sine egne oplevelser. Han havde selvfølgelig arbejdet på en kur, for netop den eliksir han selv havde været offer for. Ønskede idioten mon hjælp? Og fra ham? I så fald, ville han nyde øjeblikket.
Og dog. Kvinden så umiddelbart ikke ud som om hun havde lyst til at blive. Måske vandrede 'hun' bare forvirret rundt, i håb om at 'det' nok skulle gå over. Hvis der da var et 'det'. Da 'hun' satte kursen imod døren, sneg et slesk smil henover hans læber.

"Det er ikke så rart at gå med korset, har jeg ret? Taylor?" mumlede han og hævede et øjenbryn. Han betragtede indgående 'kvinden'. Afventede hendes reaktion.

Rex stirrede på hende med et stift smil. Han lod tungen glide henover de tørre læber, og rømmede sig en anelse. "A-ha..."
Han himlede med øjnene og smuttede hurtigt ind foran 'hende' og smækkede døren i, før 'hun' kunne nå at komme ud.

"Taylor... Hvad er der sket?" brummede han og lagde armene over kors. "Du kan fortælle mig det, det ved du jo, Taylor. Du kan fortælle mig alt."
Et smil gled henover hans læber. Han tog et par skridt hen imod kvindekroppen. Med en finger under 'tøsen's hage, vippede han hendes ansigt lidt op. "Jeg gør dig ikke noget. Endnu."
Han blinkede til hende og et grumt smil afslørede en lang række af hvide tænder.

"Og forresten... Så kan du huske at du skylder mig noget." hvislede han og puffede lidt til hende.
"Kan du huske det?"

Ray vendte sig om og betragtede roligt Taylor og lod tungen glide henover læberne. "Du skal hjælpe mig? Jeg er ikke sikker på at jeg forstår. Det er da mig der skal hjælpe dig! Ikke omvendt." Han rynkede næsen og kløede sig i nakken.
Da tjenestepigen gik forbi, og sendte dem et undrende blik, blev han en anelse rød i kinderne og tog et hurtigt skridt væk fra Taylor. Det var både akavet og forvirrende nu! Han rømmede sig og vurderede sin situaion. Han vendte blikket imod døren, som han i mellemtiden havde vendt ryggen til. Han lagde armene over kors og betragtede kvinden indgående. "Hvad vil du så? Hvor vil du gå hen? Før an! Og fortæl mig om din situation så jeg kan hjælpe dig. Så jeg kan hjælpe dig, hjælpe mig... Åbenbart."

(Kort sorry!)