En dråbe rammer Janes kind og hun kniber øjnene sammen, endnu en rammer hendes pande, og endelig åbner hun øjnene og ser op på de grønne blande over hende. Duggen drøbber ned på hendes ansigt, og hun kan skimte barkens gullige skær - solen er på vej op.
Langsomt sætter hun sig op, og finder sig selv med fødderne inde i teltet, hvor Kanismo ligger, og resten af kroppen, fra livet af, ude i græsset.
Et svagt smil glider over hendes ansigt, og hun betragter kanismo nærmere, men hun tør ikke røre sig af frygt for at hun vægger ham.
Langsomt sætter hun hænderne bag sig og trækker sig ud af teltet, solen er liget nået op over horisonten og bader Jane i et gulligt lys. Lyser får også kanismos ansigt til at skinde, og igen betragter hun hans træk, det sorte hår ligger sig om hans ansigt og hun kan se at han reagerer på solen. Hurtigt skubber hun den ene halvdel af "Døren" for, så hans ansigt igen er i skygge.
Hun rejser sig og ser sig om på deres lejrplads; bålet er brændt ud og man kan se i græsset hvor de har siddet. Hun forholdt sig tavs og lod blikket glide ned af sig selv, hendes hånd finder håret og filtre det lidt ud. Hun finder båndet der forlængst har sat sig fat i hendes spidser, nu trækker hun ud det.
Det er blåt, som strimlerne på kjolen hun har på, hun har fået det af Meg men nu ligger hun det ved kanten af teltet. Synligt og som en tak.
Hun ville ønske at hun kunne gøre mere, men med lidt fantasi ville stoffet betyde mere end ord. Det havde hun da hørt. Endnu et skvæt smil flyder over hendes læber og hun ryster på hoved af sig selv, eller Meg som ordene kommer fra.
Med endnu et blik på teltet, tjekker hun det hele, hvorefter hun vender rundt og forsvinder ud i horisonten.

Kanismo vågner og ser sig stille omkring i teltet.
han smiler lidt for sig selv da han ser at Jane ikke er der inde længere.
han rejser sig, klør sig i håret og gaber højt og begynder at stræke sig.
han bemærker noget favet liggende ved teltåbningen, han rækker ud efter det og konstatere at det er et blåt bånd, og tænker lidt over om Jane havde tabt det da hun var på vej ud, han binder det om sin arm og smiler ved tanken om at den sidder fast.
han tar sin frakke på og kommer ud i den strålende sol, han holder en hånd op for øjnene for ikke at blive blændet af solen.
''nå jeg må nok komme igang med dagen'' siger han stille for sig selv, sukker lidt og gir sig til at pakke teltet sammen.
da teltet er pakket tar han tasken på ryggen og pifter efter sølvdjalen i træet. ''så er der afgang du!''

Sølvdjalen som der havde været vågen længe, sætter af og lander ved Kanismos side.

Kanismo går mod syd for at komme til sit job.

//out