Shinichiro misser en smule med øjnene da Elizeph dukker op igen.
Han rejser sig op fra sofaen med det samme det bliver sagt, men da han bliver bedt om at tage tøjet af skal han til at protestere, han kan ikke forstå hvordan det kan være han skal være nøgen?! Men da Elizeph så forklarer hvorfor, nikker han og tager sit tøj af. Han ligger tøjet på sofaen og ser så mod Elizeph.
"Hvad kræver det af mig?" spørger han så.

"at De slapper så meget af i kroppen som De kan, til trods for at det vil gøre ondt.." svarede Elizeph..
efter det, lukkede Elizeph øjnene, mens han langsomt lagde begge hænder om staven og vendte den ud i en vandret position foran sig.. Han begyndte at mumle; ganske lavt.. først en formular der skulle beskytte Shinichiros sind for overbelastning når den egentlige formular skulle udføres, dernæst en til at beskytte sit eget.. så en ny en, som skulle samle energier fra omgivelserne.. Om vinteren var det sværere at udføre magier, for der var ikke nær så meget liv at tærre på... det meste var jo vinterdødt.
Elizeph var i dyb koncentration mens han dæmpet hviskede formularen.. den var på olddæmonsk, så Shinichiro forstod næppe et eneste ord.
de røde rubiner der svævede om stavens top, begyndte at suse hurtigere.. den midterste rubin, den store, begyndte kraftigt at lyse i et klart skær.. længe gik der ikke, før Elizeph rettede staven op på vandret position, men uden at lade den røre gulvet..
"Er De parart?" spurgte han i en dæmpet tone..

Shinichiro ser stille til mens Elizeph ser ud til at forbedrede sig. Han forstår ikke hvad der foregår, men alt det forarbejde giver ham en forståelse for at det er noget mere alvorligt de er igang med. Det er ikke bare for sjov.
"Ja.." siger han så lidt efter Elizeph's spørgsmål. Han tager en dyb indånding og lukker øjnene mens han forsøger at slappe så meget af som muligt.

Elizeph nikkede, og påbegyndte så en ny formular.. Han talte tydeligt denne gang; hvilket tydede på, at selv for Elizeph, var denne formular svær.. Han talte i flere minutter, alt imens det føltes som om gulvet forsvandt under deres fødder, og væggene forsvandt væk, ganske langsomt..
nu flyttede Elizeph Shinichiros sjæl ud af kroppen på ham.. Shinichiro ville kunne se sin egen krop hænge svævende i det nøgne ingenting.. omgivelserne nu havde ingen farve; ikke sort, ikke hvid.. ikke grå; ingen farve overhovedet..
nu begyndte han en ny formular igen.. denne gang splittede han kroppen i to.. Shinichiro ville kunne mærke hvordan hans krop bleb trukket over på midten.. først huden som sprækkede, så kødet og knogler, indre organer.. han blev splittet over i to, inden Elizeph påbegyndte endnu en formular.. denne formular begyndte at skabe to nye halve kroppe.. altså; han reparerede de to halvdele af den skrøbelige drengekrop.. Først da disse to, nu helt identiske kroppe hang færdige, men livløse i det farveløse ingenting, gentog han den første af disse formulare; den han trak Shinichiros sjæl ud med.. men til forskel fra før, sagde han den bagfra denne gang.. Sjælen blev trukket tilbage ned i kroppene.. Den delte sig i to, og lod den ene side af ham, havne i den ene krop, og den anden side, i den anden..
til den sidste formular måtte Elizeph råbe..

De blev begge trukket tilbage til virkeligheden, hvor Elizeph omgående styrtede sammen på gulvet.. han var ikke besvimet; men han havde bare ikke flere kræfter tilbage i kroppen at bruge af.. han havde ladt roule staven helt op med de energier den kunne rumme, og brugt alle sine egne resoursekræfter på formularene.. så nu var han helt ufatteligt træt..
Han lå på siden, og lod øjnene slappe af et øjeblik.. Shinichiro ville nok føle sig lidt svimmel; begge de to af ham, som nu stod spræl levende på gulvet ikke så langt fra Elizeph..

Da Elizeph begynder at splitte hans krop i to mærker han en intens smerte, og det føles ganske rigtigt som om hans krop bliver revet i stykker, og meget hurtigt begynder han at skrige helt vildt. Han forsøger at beherske sig, men smerten er for stor til at han kan holde tilbage. Ligenu vil han hellere dø end at nogensinde opleve dette igen. Smerten er så intens at han næsten ikke kan tænke.
Lidt efter bliver smerten mindre, og han falder ned på knæ af udmattelse. Det havde gjort voldsomt ondt, og han trækker vejret i hårde stød mens hele hans krop ryster.
Den 'gode' side af Shinichiro falder også til jorden. godt nok havde han været semi-bevidst bagerst i sindet, men han havde ikke forstået noget som helst af hvad der foregik, så da den intense smerte kunne mærkes var han fuldkommen uforberedt.
Et par minutter efter har de nu to Shinichiro'er fået sig samlet nok til at sanse hvad der foregår omkring dem. Den onde side ser over på den anden med et tilfredst blik, i det mindste lykkedes det.
Mens den anden side er fuldstændig paf over der er to af dem.

Elizeph lå helt stille.. han orkede ikke at bevæge sig.. Han fik dog kæmpet sig til at løfte hovedet en anelse, så han kunne se hen på "sine herskere"
".. Det lader til.. at det lykkedes.." lød det ganske dæmpet.. han opgav dog at sige eller gøre mere.. I hvert fald for nu.. roule staven var lige så flad for energi, som Elizeph selv.. og den lå bare ned ved hans side.. rubinkuglerne svævede ikke længere, men lå blot på gulvet.
Der gik lidt tid inden Elizeph talte igen; ".. De burde få noget tøj på, Herre.. så De ikke bliver forkølet.." Så lukkede han øjnene igen... man kunne høre på hans stemme, hvor anstrengende det var bare at tale.. Det ville tage sig et par dage for Elizeph at komme sig over dette..

Den gode side af Shinichiro kravler hurtigt hen ved siden af Elizeph og ser på ham med et forvirret og bekymret blik.
"Er du død, Elizephsie?!" hviner han på kanten til at græde. Han vil ikke have at Elizeph skal dø, og nu ligger han jo der og ser så svag ud.
Han tænker ikke på at han ikke selv har tøj på, da det at være nøgen er et fuldkommen uskyldigt begreb for ham.

Den onde side af Shinichiro rejser sig og går hen til sofaen hvor han langsomt klæder sig på igen. Selvom det ikke er koldt i rummet vil han alligevel gerne have noget tøj på, da han ikke bryder sig så meget om nøgenhed. Han skæver hen på Elizeph. Han går ud fra han klarer sig, for ellers ville han nok ikke have udført dette, men han er stadig ret sur på Elizeph fordi han kaldte ham uduelig, før, så det gør ham ikke noget at se ham lide lidt.

død? Dog ikke.. langt fra!
"Nej.." svarede han lavt.
"Men De burde virkelig klæde Dem på, herre.. Vi kan ikke have at De går hen og bliver syg.." sagde han dæmpet.
"Bliver den ene af Dem syg, gør Den anden også..husk på det.." lød det svækket..
Elizeph følte tydeligt kulden fra marmorgulvet mod sin krop.. der var jo ikke noget gulvvarme, så det var ikke just fordi han havde det behageligt ved at ligge på det kolde stengulv..
Han spekulerede lidt på, hvad han skulle stille op, hvis hans herskers to sider gav ham forskellige ordre.. hvem skulle han adlyde? vel sikkert den først givne ordre

Den onde del af Shinichiro vender sig mod dem med et vredt blik. "Hvor fanden skal jeg skaffe tøj til den åndsamøbe, henne?!" snerrer han. Han hader at hans eget velbefindende hænger sammen med den anden del. For hans skyld kunne den side af ham bare dø hen og forsvinde så han selv kunne dominere hele kroppen.

Den gode side af Shinichiro bliver siddende ved siden af Elizeph med et bekymret blik. Han kan ikke lide at se Elizeph så svagelig, lidt ligesom børn der ikke kan lide at se deres forældre sårbare. "Elizephsie~.. " Siger han og skyder underlæben frem. "Du kan ikke blive liggende her.. Det er ikke rart" siger han så. Og med 'rart' mener han ikke om det er komfortabelt for ham, han mener mere at det ikke er rart at han ligger sådan.

Elizeph følte en lille irritation.
"I Deres klædeskab vel nok!" brummede han.. han følte, at det sagde sig selv!
Han henvendte sig så til den gode side; "Jeg kan ikke rejse mig endnu.. Tilgiv mig, herre." mumlede han lavt...
Elizeph følte sin krop som en døende et-eller-andet.. så afkræftet og svag.. Han ville have gået i seng, hvis han havde kunnet gå.. Men inderst inde var han ligeglad med hvorhenne han lå.. han ville bare slappe af..
Shinichiros mere selvstændige side, havde lært en del formulare.. han ville nemt kunne flytte både sig selv og Elizeph fra ét rum til et andet med en magisk flytning.. men han havde ikke fået nogen roule endnu, så han måtte bruge af egne kræfter for at udføre formulare.. Men hans krop var i stand til at optage langt flere magiske energier, end Elizephs var.. han måtte bruge en roule, hvor Shinichiro derimod, med lidt træning, ville kunne klare sig længe udelukkende på egne kræfter.

Den gode side af Shinichiro bliver stadig siddende hos Elizeph, han vil ikke gå fra ham når han er syg, for det må han jo være - efter Shinichiro's mening.
Den onde side mumler et eller andet i frustration og forsvinder ud af lokalet. Kort efter kommer han tilbage med en skjorte og et par bukser, samt noget til at putte på fødderne. Han smider det foran den gode del af Shinichiro med et muggent blik.
"Tag det på" siger han bare.
Den gode del af Shinichiro adlyder selvom han ikke er meget for at slippe Elizephsie af syne. Han får alt tøjet på og sætter sig så ved ham igen.
"HAN DØØØØØØØØØØØØØØØØR" tuder han så, og bliver bare ved og ved, selvom den onde side forsøger at få ham til at holde mund ved at sige at han ikke dør, men også at kaste ting efter ham.
Den onde side sukker opgivende og begynder så at udtale ordene til en besværgelse mens han rækker den ene hånd frem mod Elizeph der ligger på gulvet. Elizephs krop vil så lette fra gulvet og følge den onde Shinichiro's hånd's bevægelse og lande stille på sofaen.
Den gode Shinichiro skynder sig at finde et tæppe i et af skabene, som han smider hen over Elizephs krop så han kan hvile sig.
"Her kan du ligge godt og lunt" siger han med en barnlig stemme.

Elizeph lukkede øjnene helt tæt med et tungt suk, da Shinichiro begyndte at hyle sådan.. Han sagde ikke noget, og lod sig blot flytte over på sofaen.. det føltes rart da tæppet blev puttet rundt om ham.
Han takkede dog ikke.. det orkede han ikke ligenu.. Han ville bare gerne sove.
Han gav ingen resonse til Shinichiros barnlige sind, men ignorerede ham bare mere eller mindre.. alt dette her, ville han først tage stilling til på et senere tidspunkt; ligenu var alt for anstrengende!

Der gik ikke længe inden Elizeph var faldet i en dyb søvn.. han måtte jo genvinde nogle kræfter på den ene eller den anden måde; helt bestemt..

Den gode side af ham bliver siddende ved siden af Elizeph, på gulvet ved sofaen. Han vil ikke gå derfra, desuden kan han jo bare tegne i de kedelige bøger mens Elizephsie sover.

Den onde side derimod gider ikke blive der, men han gider heller ikke slæbe rundt med møgungen. Dette er dog en nødvendighed, da han jo skal holde øje med om han kommer til skade. Han sukker en smule og mumler et eller andet muggent hvorefter han går hen til døren.
"Kom med, nu" siger han til den anden. Men først efter megen overtalelse følger den gode side med ud af rummet
/out

Shinichiro sidder på gulvtæppet i en af de store stuer. Han sidder henne foran pejsen, hvor ilden stille og roligt brænder og giver en god varme i hele stuen, selvom det egentlig ikke er betydeligt koldt. Solen er for længest gået ned, og det er nu helt mørkt udenfor, hvilket også gør at der er en dunkel belysning i stuen, udover de mange stearinlys der er placereret rundt omkring.

Han sidder i skrædderstilling med lukkede øjne.. Han kan mærke at han er ved at miste kontrollen, og at den gode side vil frem og være den dominerende personlighed igen, hvilket han ikke vil tillade.. Ikke endnu ihvertfald. Han forsøger hele tiden at få styr på det kaos der er indeni ham, og håber at dette kan opnåes ved hjælp af noget meditation.

det var en dags tid eller to siden Shinichiro og Elizeph havde været oppe i kamp mod hinanden, og Shinichiro havde vundet, fordi han simpelt nok havde knust rubinen i Elizephs stav..
Elizeph havde brugt nogen tid på at komme sig, og begav sig nu afsted hen af gangene, for at... well... bare for ikke at sidde og glo tomt ud i luften...
Hans hår var ikke sat denne dag, men hang bare løst ned over hans ryg, og nogle lange totter ned foran skuldrende også... Det bølgede smukt i store, meget bløde slangekrøller ned til midt på skinnebenet..
Han var klædt i en sort, meget simpel kjortel, med det røde skærft over sine skuldre...
Han bestemte sig for, at han hellere måtte finde Shinichiro, og søgte efter dennes tanker... De var svære at opfange, fordi han var så svækket, men han endte med at finde ham, og satte så kurs mod den store stue...

Han åbnede lydløst døren, standsede i den med et tomt blik hvilende hen på Shinichiro... han ville ikke forstyrre, og blev derfor bare stående i døren..

Shinichiro er ved at blive sindsyg af at høre på den gode side indeni ham råbe og skrige, skabe sig hysterisk og forsøge at komme op til overfladen. Han bliver dog ved med at presse denne ned igen, men han ved ikke hvor længe han kan holde det, for det er jo den gode side der altid har været den dominante personlighed i kroppen.

Han hører døren gå op, og uden at spørge hvem det er åbner han bare munden:
"Hvad?" snerrer han, men åbner ikke øjnene endnu. Han tager en dyb indånding og forsøger at koncentrere sig om a bevare roen.

Elizeph svarede ikke først... han stod bare ganske stille ovre i døråbningen... Han gad ikke til at indlede en samtale før Shinichiro var færdig med hvad end han nu lavede... men herskeren ville sikkert også blive rasende, hvis Elizeph ikke svarede.
"Det kan vente til De er færdig med det der." svarede han i en rolig tone... hans stemme lød forandret i det.. men det undrede vel ikke nogen, efter den køter der dagen forinden nær havde spist ham. den havde fået fat i lungerne, og det havde så givet Elizeph vejrtrækningsproblemer..
Han blev stående... hans blik hvilede på Shinichiros skikkelse... underligt nok, så holdt Elizeph ikke mindre af Shinichiros mere ondsindede side, end den gode... begge havde en meget stor plads hos Elizeph, og egentlig havde han lidt dårlig samvittighed over at have handlet så skødesløst den foregående dag...

Shinichiro åbner øjnene og ser ind i ilden med et olmt blik.. For fanden da osse.. Hvorfor skal Elizeph også komme og irritere ham...? Han vil sikkert bare kævle videre om at han ikke er værdig til at være dæmonhersker.. Han ved godt at han ikke er stærk nok, men han kæmper alt hvad han kan for at lære.. Og det er ikke nemt når man har en mongol hængende i sit sind der nægter at lære noget nyttigt.

"Jeg er færdig." siger han koldt, rejser sig fra gulvet og vender fronten mod Elizeph. Han korslægger armene over brystkassen og ser afventene på ham.

Elizeph så på Shinichiro med et lidt ulæseligt, tomt blik.
"Jeg undskylder meget for min upassende opførsel... Mødet jeg var til, havde været så stressende, at jeg ikke kunne lægge det fra mig.." sagde han i en rolig, lidt dæmpet tone.
"Men, jeg spekulerede på.. hvad var det De lavede?" han lod sin ene skulder hvile mod dørkarmen i den store døråbning... det var anstrengende at stå op meget længere... Hans mave gjorde så ondt, at det næsten ikke var til at holde ud..
Havde han nu haft staven... ja, så havde han ikke skulle anstrenge sig så meget...

Shinichiro står i et stykke tid og kigger hen på Elizeph med et koldt blik. Han har ikke tænkt sig at tilgive ham.. Aldrig! Men han vil dog acceptere årsagen.
"Hm.." mumler han bare og sætter sig så i sofaen. "Lad det ikke ske igen" siger han så, i et tonefald der viser at årsagen er 'godkendt', eller hvad man nu kan sige. Og det at han nu sætter sig kan Elizeph vel tolke som at han også må tage plads..

"... Møgungen holder aldrig kæft.." mumler han så og tager sig til tindingerne.
"Konstant hovedpine" Det at han har Shinichiros gode side indeni hovedet gør at han har en konstant hovedpine, og det er ved at drive ham til vanvid.