Det lykkedes ikke Elizeph i første omgang at få Shinichiro til at slippe, da denne klamrer sig til ham som en tæge til hud.
"Neej.. Det er ikke sjovt at male på tomt papir.. billederne i bøgerne er så flotte! Det bliver rart at læse i dem når der er flere farver i, så når du sidder og læser dem, bliver du i godt humør og glad, og smiler og så får du god energi, og så bliver alle GLADE!" hviner han storsmilende og klapper begejstret i hænderne, som han nu har sluppet Elizeph med.
Han falder lidt ned, siger ikke noget, men smiler stadig meget bredt mens han lytter til hvad Elizeph siger. Eller, lytter og lytter.. Han hører hvad han vil høre, og tåger lidt..
"En undersåt? Hvad skal man bruge sådan en til? Er det sådan en slave?" spørger han med et glimrende blik i sine store blå øjne.
"Sådan en lille og sød og pæn en man kan lege med?"
Alt dette bliver næsten kævlet i munden på Elizeph, mens denne forklarer om undersåtten.. Da så han nævner at personen kommer under hans kommando, får det ham til at spørge:
"En som dig, Elizephsie?"
Han ser nu at Elizeph henviser til den anden der er i rummet - Han havde slet ikke tænkt over hvem dette mon kunne være.. Han tænker jo ikke ret langt..
Han smiler af den fremmede og vinker til ham, ret febrilsk, som skulle man tro han vinkede til en der var langt væk
"HEEEJ!" siger han smilende og læner sig lidt frem i stolen for at se mod den fremmede.
"Jeg hedder Shinichiro, og jeg er 18 år gammel, hvem er du?" spørger han så.
Tegnet af Risa
Krystallandet
