Hun ser på Ica, da hun taler, og på Kyo, da han taler. Frem og tilbage flyver hendes blik, mens hendes håndlflader så småt bliver svedige. Er hun nervøs? Det må hun være - men hvorfor? Fordi de to dæmoner snart ryger i totterne på hinanden, eller fordi... Fordi, at øhm.. Hun kan ikke finde flere "eller"-re.
Hvis hun havde katteører, så ville de ligge ned, det er hun sikker på. En fornemmelse af, at det nok er bedst at træde bare lige til siden rammer hende, men hun undertrykker den nemt igen. Der er ingen grund til at flytte sig, hun står fint.. Helt fint ved siden af Icaricia.
Der bliver skævet lidt ned til planterne, før hun med det samme slår blikket op igen og holder øje med dem.

"Den næste FlueKonge"

Siger hun med en let brummen, og da Kyoshiro er tæt nok på, træder hun et skridt frem med den frie fod og slå en knyttet næve imod ham. Uheldigvis er han kun lige udenfor rækkevidde, og siden hendes andet ben bliver holdt fast, er hun også lige ved at falde.
Forbandet...
Tænker hun blot, mens hun hurtigt retter sig op og trækker den frie fod tilbage til den fangede.

"Mweh... desuden har jeg stadig Io, han er stadig det vigtigste"

Siger hun, i håb om at kunne snige sig udenom at hun missede Kyoshiro.
Halerne vipper bag hende... Irriteret? nervøst?... Nok mere splitter ragende tosset... Ja, god beskrivelse af hende lige nu. Hun føler sig egentligt lidt træt

".. Fluekonge?"

Spurgte han lidt efter, dybt undrende. Dog da Ica pludselig tog et skridt frem og skulle til at slå efter ham, satte han en fod bag sig klar til at tage et skridt tilbage.
Dog da hendes hånd alligevel svang forbi ham og hun missede grueligt så han let bedøvet på hende.
Det der.. var faktisk temlig ynkeligt. Ret meget nu han tænkte over det.
En lav latter slap fra ham og han lagde en hånd over hans mund for at holde det lidt nede, selvom det ikke virkede specielt godt.
Endte dog med pludselig at læne sig forover, mens han grinte voldsomt, de lange arme var rundt om hans mave fordi latteren nærmest endte med at gøre ondt.
Det var faktisk temlig voldsomt, al hans latter og han havde ligefrem fået tårer i øjnene.

"H-HVOR VAR DET Y-YNKELIGT!"

((Det tog længere tid end ventet o.o))

Io.. Io, det er den store sommerfugl, den største, som Icaricia har talt om før; hendes store stolthed, lyder det til. Geill må virkelig undertrykke et smil ved tanken, og tager sig i stedet sammen for at gå et skridt til siden og lidt væk fra sin mor. Stemningen begynder at blive spændt, og Geill har ikke lyst til at være en del af det, hvis det udvikler sig.
Det kan godt se sådan ud; Icaricia gør det første udslag, men misser, og pigens blik flyver straks ned til planterne om dæmonens ankel, som man vel sagtens kan give skylden. Gad vide, om hun kunne fjerne dem..? Få dem til at give slip, sådan bare uden videre? Måske - men hun er usikker på om hun tør; hvis det mislykkedes, eller hun ender med bare at gøre det hele værre ved at få dem til at vokse, den chance tør hun slet ikke tage! Hvis hun endelig skal dumme sig, så er dette ikke det rigtig tidspunkt.

"..."

Kyoshiros hån får hende til at knuge lidt strammere om bogen. Hun burde ikke finde sig i det! Burde ikke finde sig i, at de to dæmoner er ved at ryge i totterne på hinanden - men hun ved ikke hvad der vil ske, hvis hun forsøger at sige noget. De vil med garanti ikke lytte, de er da ligeglade med, hvad hun har at sige. Hun er jo bare et menneske..
Nej! Nej, sådanne tanker er slet ikke passende, overhovedet ikke. Hun bør bare observere, ja. Ja, det er burde hun, og det gør hun. Selvom hun kommer til at spænde op i musklerne og holde vejret, så forholder hun sig i ro.. og træder lige et skridt mere tilbage. Bare i tilfælde af, hvis..

Icaricia sender et dystert blik mod Kyoshiro, hun ved at hun selv ville være ved at dø af grin, hvis hendes modstander dummede sig sådan... Det er også grunden til, at hun ville dække hele kloden med lava hvis hun var en vulkan.
Hun vender muggent blikket ned mod sit ben og planterne, men idét hun skænker dem mere end en tanke, opdager hun hvad det egentligt er. Kan godt være at hendes magiske evne over dem er falmet, men hendes viden er i den grad ikke forsvundet.
Forbandet... Det her kræver et laaaaangt iskoldt bad...
Tænker hun, da planterne er delvist efeu. Ikke fordi det er skadeligt, men hun ved at det kommer til at klø og svie ad helvede til. Hun kunne vel også tage op i bjergene og lægge sig i sneen... Ville nok være mere effektivt...
Dæmonen ser tomt op igen, opdager Kyoshiros latterlige fjæs, og igen bliver hendes udseende dystert. Hun knipser med fingrene, og straks dukker en sort sommerfugl op. Vingefanget på omkring 40 cm, og dens vinger så ud til at fade ud i mørket. Det der egentligt understreger sommerfuglen, er dens gasblå aftegninger.
Den begynder roligt at flaske rundt om Kyoshiro, og dæmonen vil egentligt mærke en kulde omkring sig. Det samme vil Geill kunne mærke.

Hendes dystre blik, fik blot hans fnisen til at blive en anelse højere og hånden over hans mund til at presse sig hårdere imod for at holde det inde.
Det var pisse besværligt var det, for hold da kæft hvor havde det set åndssvagt ud.
Han hævede dog et øjenbryn over den sommerfugl hun fik frem, betragtede den en anelse og skælvede ubevidst over den unaturlige kulde den afgav.
Men hun sendte en.. Sommerfugl efter ham? Hvad helvede skulle det til for?
Med et irriteret fnys hoppede han baglæns, endte et godt stykke væk fra de to tøser og med en ligegyldig vinken, vendte han sig om og gik væk derfra med én eneste kommentar.

"Pas på bogen Geilltøs"

Da Kyoshiro er langt nok væk, vender hun brat rundt på den ene hæl - den der er fanget af planterne. Dette bliver gjort med en så pludselighed og styrke, at planterne slides godt og grundigt. Så er det blot at hive benet voldsomt til sig, og hun er fri igen. Nu ikke noget med at stoppe op igen.. Det vil blot give planterne en mulighed for at.. Hun gyser svagt, før hun ryster tanken af sig, og fortsætter væk - langt væk fra sit mentale nederlag.

Alexander gik ved Larnas side. Hun havde vist ham vejen ud gennem Byen, men nu hvor de var kommet ud i skoven, var der blevet lidt mere ro på. Han kunne mærke det på sig selv; på, hvordan hans sanser hilste naturen velkommen. Han havde ikke været klar over, hvor beklemt hans andet jeg havde følt sig inde i katedralen.

Han lagde nakken tilbage og nød vinden, der kølede hans ansigt. Han skævede til Larna, hvis hår dansede omkring hende. Selvom han ikke så dirrekte på hende, kunne han se de mange detaljer, der gjorde hende så fuldendt. Hans sanser var skærpede og han følte sig let om hjertet.

”Du er endnu smukkere herude!” mumlede han forsigtigt, for ikke at forstyrre freden, der herskede rundt om dem. fuglene sang, træerne stod med forsigtige knopper og Alexander kunne fornemme et dådyr i nærheden. Han ignorerede jagtfølelsen, for han havde allerede et bytte ved sig. Han stoppede op midt på stien og så på hende med et smil. Forsigtigt løftede han hendes hånd og kyssede den blidt, hvorefter han bukkede for hende.

”Prinsesse. Befal, og jeg, din ydmyge tjener vil udføre ordren med fryd i mit hjerte.” Han lo stille og rettede sig op igen. Det var ment som kærligt drilleri, opstemt som han var over hendes skønhed.

Han nikkede samstemmende klemte hendes hånd blidt. Han stod helt stille med blikket mod jorden og fornemmede naturen omkring dem. Han kunne fornemme, hvordan den reagerede agtsomt på dem, selvom de begge tilhørte den. Sådan var det også, når han var i den anden skikkelse, når han som rovdyr støvede rundt mellem gevæksterne.

Alexander rødmede let under det pjuskede hår. Godt nok havde han fået en del komplimenter gennem tiderne, men de var stadig svære for ham at forholde sig til. Han havde aldrig følt sig som noget specielt, grundet hans opvækst, selvom evnen til at skifte skikkelse, hans vid og fægtetalenter eller berettigede ham dertil. Han var bare sig selv, og selvom han kunne fascineres af andres skønhed, kunne han ikke se sin egen.

Han så op på hende igen, da han mærkede at hans kinder ikke længere blussede, og besvarede hendes smil.

”Som de ønsker.” Han bøjede respektfuldt hovedet, men det kække glimt i hans blå øjne ødelagde illusionen om ham som hendes underdanige tjener.

”Jeg har fået stjålet mit hjerte i dag, så det er vist kun rimeligt, at jeg stjæler et kys mere.” Sagde han, trak hende lidt nærmere sig og kyssede hende forsigtigt, blidt på læberne. Han holdt det længe, længere end han havde gjort det de andre gange. Han vidste ikke, om det var sandheden eller om det bare var nogle fine ord, men i øjeblikket var han ligeglad. Det føltes… rigtigt, på en eller anden måde.

Alexander fulgte villigt med, da hun trak ham ind til sig på jorden. Den blide kommando var umulig for ham at ignorere, selv hvis han havde haft lysten til at trække sig væk. Han mærkede det kølige græs under dem, men skubbede tanken væk. Larna var så meget mere interessant, at han glemte at lytte til det, der skete omkring dem. End ikke hans rovdyrinstinkts normale agtsomhed kunne han mærke.

Han lagde en arm under hendes nakke, da han brød kysset, og rullede om på ryggen. Himmelen over dem var strålende blå og solen lokkede med løfter om varmere dage lige om hjørnet. Hvis det ikke var for synet af de endnu nøgne træer, ville han have troet, at det var sommer.

Alexander vendte hovedet mod den yndefulde skabning ved hans side igen og kyssede hende på panden. Han følte sig hjemme herude sammen med hende, og på en eller anden måde foruroligede det ham. Han var bange for at bryde freden ved at bevæge sig eller tale. For ham måtte øjeblikke gerne vare evigt; øjeblikket, hvor hans hjerte bankede stærkt mod ribbenene og hans sind kun var fuldt af lyse tanker og følelser.

Han nussede hende forsigtigt og lidt akavet med hånden, der lå under hendes nakke. Prøvende strøg han hendes hår om bag øret og plukkede et græsstrå, som han brugte til at kilde hende på næsen med.
Han smilede tavst til hende, hemmelighedsfuldt.

Da hun satte sig op og sad så tæt på ham, blev han helt svimmel. Han glædede sig over, at han lå ned, for ellers var han måske ligefrem besvimet. Han rakte prøvende ud efter hende, men tøvede en kende, inden han lod hånden strejfe hendes liv. Alexander prikkede hende i siden og forsøgte at kilde hende. Han opgav dog forehavendet og lod sine fingerspidse glide forsigtigt op fra hendes hånd, langs hendes arm og endte oppe ved halshulningen. Huden var silkeblød og føltes varm, som havde de ligget i solen gennem længere tid.
For pokker, hvor er hun smuk!

Han fornemmede hendes indre kamp og lod hende i fred. Han vidste ikke helt, hvad det var, hun kæmpede med, men hvis det var kvaler omkring, hvad han gjorde, ville han ikke tvinge hende til noget. Det gik op for ham, at han ikke vidste specielt meget omkring hende, f. eks. om hun tilhørte en anden. Han drejede hovedet væk og følte en let skuffelse, som et barn, der ikke havde fundet det, det søgte. Han havde åndsevne nok til at acceptere det, selvom han havde nydt de sorgløse timer.

Da hun smilende kiggede tilbage på ham, sprang hans hjerte et slag over. Hans hænder greb fat om den slanke talje og løftede hende nærmere sig, hvorefter han plantede endnu et kys på hendes fuldendte læber.

”Det ender med, at din skønhed giver mig hjertestop!” Lo han og pustede en lok af hendes hår væk, der kildede ham på næsen. Hendes ansigt befandt sig et par centimeter over hans, og han rakte ud og lod sine fingerspidser blidt kærtegne hendes kind.

”Ehm, inden vi få rodet os ud i alt for meget… - Du tilhører ikke nogen anden, vel? –Jeg vil helst ikke bringe dig i en dårlig situation.” Han havde følt, at han var nødt til at sige det, bare for lige at minde hende om, at der fandtes en verden uden for dette øjeblik… - selvom det smertede ham at tænke på.

(Så skal jeg nok også lade være at skrive for meget ^^)

Alexander tog fornøjet imod kysset, besvarede det kærligt og brummede som en velfornøjet kat, hvilket han egentlig også var. I øjeblikket var der ikke andet end hende og ham ude i naturens pragt. Han ønskede at øjeblikket kunne vare ved, i det mindste et stykke tid endnu.

Alexander smilede fornøjet, da hun erklærede sig hans. Det var, hvad han havde håbet på; set frem til at høre.

Han blinkede overrasket med øjnene, da han opdagede, hvad hun havde gang i. Det var for koldt til at klæde sig af, også selvom solen var fremme. Hans smil blev større, da hun med øjnene direkte opfordrede ham til at hjælpe sig. Han rejste sig op med hjælp af albuerne og rakte ud mod knapperne. Han tog forsigtigt hendes hænder væk, fik hende til at læne sig tilbage i hans favn og kyssede hende på halsen, mens han med rolige hænder åbnede den næste knap langsomt. Han havde ingen hast; dagen lå frugtbar foran dem.

Han kyssede hende igen på halsen og hviskede stille i hende øre:
”Ved du, hvad der sker, når en skønhed som dig åbenbares for geparder som mig?” Han tav og spekulerede på, om hun kunne mærke hans hjerte, som hun kunne med hans. Vi vil satte alt ind på jagten af byttet… og beskyttelsen af det, når det er vores. Erkendte han for sig selv og strøg hende over håret.
”Vi vil gøre alt for at beskytte, hvad vi ser som vores.” Hans fingre fik åbnet endnu en knap, men i stedet for at fortsætte, lagde han beskyttende armene omkring hendes skuldre og halvblottede bryst og lagde sin kind mod hendes. Hun mindede ham om skrøbelig blomst, der skulle passes på, for at skønheden ikke skulle falme. Godt nok var der en vildskab og kraft i hendes øjne, men af og til havde det virket som om, hendes gnist i øjnene truedes med at slukkes. Lidt, som om verdens grusomme realiteter fratog hende den frihed, hun var født til.

De sad dér, omgivet af en boble af lykke, der skærmede dem mod krigshandlingerne og magtdemonstrationerne, som havde vendt op og ned på landet, og Alexander priste sig lykkelig over dette øjeblik.

"Hvor er livet forunderligt smukt." Henåndede han, uden egentlig at mene noget specielt med det. Det var ham bare faldet ind lige pludselig.

Han nød kærtegnet fra hende og nussede hende som en slags gengæld i håret.
”Unik? Alt og alle er unikke, et af livets største genialiteter.” Han blev opmærksom på en bellis, der havde foldet de små kronblade ud. Han plukkede den og holdt den op foran Larnas ansigt.

”Se hvordan bladene er uregelmæssige. Der findes kun sporadisk symmetri i naturen, og det gør hver mindste lille vækst unik.” Han strøg blomsten ned bag hendes øre og fik den til at blive siddende. Den lyste hvidt mod hendes gyldenhed.

Alexander frydede sig over, at hun var blevet rolig og afslappet, så hun selv kunne nyde øjeblikket. Det var den her form for fred, han kunne tåle, om end over kortere perioder. Han vidste godt, at det ikke ville vare med, selvom han håbede, at det ville være anderledes denne gang. Måske. Hvad føler jeg egentlig for denne skønhed? Er det bare min forblindelse af smukke ting, der gør sig gældende… - igen? Han lukkede øjnene og forsøgte at hitte rede i sine tanker.

Pludselig klarede han op, åbnede øjnene og plantede endnu et kys på hendes kind. Når jeg nu ikke kan komme ud og fægte, skal jeg jo tage mig andet til… - og så er det her mere underholdende end så meget andet!
”Ja, nu er det…” Han forsøgte at ignorere den gnavende følelse af lede ved verden uden for deres lille verden af lykke, men tankerne var begyndt at gå i forkert retning. I et lille desperat forsøg på at glemme det, spurgte han:
”Hvad vil du med livet?”

Tiden var gået hurtigere end han havde været opmærksom på. Skyggerne havde ændret sig, og blomster havde vendt hovedet den anden vej. Hvorfor har jeg ikke været opmærksom på det? Han kunne ikke mindes, hvad tiden var gået med; det hele var flydt sammen i kærtegnene, tankerne og den eftertænksomme stilhed.

Han bemærkede med triste øjne, at hun dækkede sig til igen. Han forstod hende egentlig godt, men det havde været en fryd for øjnene… men de påtrængende tanker havde forstyrret ham. Han kiggede op mod Larna med nysgerrige øjne. Gad vide, hvor langt hun ville være gået, hvis han havde presset en smule på? Han lyttede eftertænksomt til hendes stemme.

Passer ind? Hvor passede han selv ind? Havde han overhovedet et sted at passe ind?
Han virrede irriteret på hovedet. Han ville ikke tage stilling sådanne ting lige nu. Godt nok var det nogle væsentlige spørgsmål, som han havde tænkt over tidligere, men da han aldrig havde fundet svar på dem, ville han ikke beskæftige sig med dem igen.
De generede ham. Hvis han ikke snart kunne aflede sine tanker fra emnet, risikerede han at komme i sit uhyggelige hjørne, og han havde ikke lyst til at skræmme Larna… - men samtidig syntes han, at han skyldte hende at støtte hende lidt. Hun havde lydt så usikker.

”Hvorfor ét sted? Og på hvilken måde passer ind? Vil du have magt, tryghed, børn om anklerne eller tjenestefolk til at passe dig op?” Han kunne mærke, at hans nysgerrighed var vakt en smule, og et lille håb tændtes i ham. Hvis han kunne koncentrere sig om hende, kunne han måske slippe for sine egne tanker.

Alexander satte sig i hugstilling lige som Larna og vippede lidt på hælene. Det var en behagelig stilling. Hendes smil varmede omkring hans hjerte, selvom han lagde mærke til den distance, der nærmest var mellem dem nu. som om hun var blevet… bange for ham?
”Du er vist en meget empatisk person, Larna. Hvis der var flere af din slag i verden, kunne vi måske have undgået denne krig om magten.” Han trak sigende på skulderen. Krigen interesserede ham egentlig ikke. Han fandt det moderat frustrerende, hvordan der var blevet øget sikkerhed, så man ikke kunne komme så let rundt i landet. Det begrænsede ham, og han brød sig ikke om at blive mødt med mistænksomhed.

”Hvis du virkelig vil gøre en forskel, kunne du forsøge at oprette et skjulested for flygtninge et øde sted, hvor de kunne være i sikkerhed. Det ville betyde meget for de folk, der jages på grund af deres tro. Din forvandlingsevne kunne du bruge til at spejde… - Du kunne egentlig blive en god spion i de her tider!” Han smilede let og sank hen i eftertænksomhed.

”Det eneste gode, jeg kan sige om magtskiftet, er, at der er blevet uddannet flere fægtere. Desværre har de en tendens til at ville slå én ihjel!” Han fnys sarkastisk og rullede med øjnene.

”Jeg er vel også en form for kriger, men jeg har ikke som mål at vinde andet end modstanderens respekt ved at sejre, når jeg fægter. Rigdom siger mig intet, for materielle ting fanger én i ansvaret, der følger med i administrationen af disse… - og magt anser jeg for at være et ynkeligt forsøg på at tilrane sig respekt og rigdom, som man egentlig ikke fortjener. Det eneste jeg behøver, er det, jeg har behov for nu og her.” Han strejfede hans ulveskindskappe med fingerspidserne og kiggede op i himlen over dem. Pludselig mistede han balancen og væltede om på ryggen. Himlens dybblå farve havde været overvældende og havde gjort ham svimmel.
”Pyha, tiden går hurtigt, når man har en god samtalepartner.” Han lo kort og så op på hende, før han lagde armene under nakken og sank hen i tanker.

(Har du lidt for megen fantasi og tid, Rula? XD)

”Hvad vil du gerne læres op i?” Han lagde hovedet på skrå og så spørgende på hende. Godt nok kunne han godt lide at lære nye ting og erfare mere om livet, men hans forestilling om at blive lært op beroede på en læreplads under en mester, hvor man var bundet af ansvar, forpligtelser og regler… - med andre ord; et fængsel. Bare tanken fik ham til at mindes de forpligtelser, han var flygtet fra tidligere. Han ønskede ikke at blive lært op, hvis det indebar for mange restrektioner.

”Hør nu; uanset hvor lille ens eksistens egentlig er, kan man gøre noget, hvis man har viljen til det!” Alexander blev frustreret over at se hendes mangel på selvtillid. Det var muligt, at han ikke udnyttede sine evner optimalt, men han vidste, hvad han kunne, og hvad det var værd.
”Du kan blive en ørn! Det er da en fantastisk evne, som der er mange muligheder for at bruge!” Tanken om at kunne kaste alle hæmninger og forsvinde op i luften fascinerede ham, men han ville ikke bytte sin egen evne med hendes. Han holdt af at løbe som en vanvittig, selvom det kun var for et kort øjeblik. Styrken, farten og eksplosiviteten; han var afhængig af frirummet, det skabte.

”Selvfølgelig kommer det an på, hvad du har lyst til. Man kan gøre en forskel på mange måder, afhængig af ens interesser. Mørkets krigere gør en masse for mørket ved at slå ihjel; neutrale læger forsøger at redde ofrene fra begge sider; lysets forkæmpere slås for deres tidligere magtposition. I disse tider må du vælge side.” Han

Han mærkede, hvordan hun kom og satte sig ved siden af ham. Det var rart, at de var lidt tættere på hinanden. Det gav ham muligheden for at tale lidt lavere, så han ikke forstyrrede den spinkle fred unødigt. Pludselig blev han opmærksom på hendes kropsvarme, og han indså, hvor tæt på hun sad.
Han trak den ene hånd frem fra under hans nakke og fandt hendes hånd, som han gav et lille klem. Han smilede dovent til hende og sukkede dybt.
”Jeg orker ikke at tage stilling til, hvor jeg står. Jo, neutral, vil jeg tro, men det vil afhænge meget af situationen, hvordan jeg agerer. Hvis jeg bliver kastet ud i en kamp, vil jeg nok forsøge at overleve, indtil jeg har fundet ud af, hvem jeg har lyst til at hjælpe…” Han drejede blikket væk fra himlen oven over ham og fandt hendes øjne. Han forsøgte at aflæse, hvordan hun tog hans udmelding. Hvis hun var meget bevidst om sin egen godhed eller lignende, risikerede han, at hun ikke forstod hans synspunkt. Nå ja, det er jo sandheden. Jeg går ikke rundt og slår ihjel, prygler børn eller lignende, men jeg render jo heller ikke rundt og betaler for tiggernes mad.

(Nu er jeg endelig ved at være så rask igen, at jeg kan tage mig sammen til at skrive lidt længere… - og hvis du skriver langt, må jeg også ^^;)

”Krigen skåner ingen. Voksne skynder på børn, for at få dem til at blive modne, så de kan kapere ulykken, skønt de ville have bedst af at få lov til at lege som de børn, de er.” Alexander sukkede igen. De smil, han havde set på børns ansigter var altid oprigtige. De voksne havde alt for tit en bagtanke med det; de brugte det som en manipulation. Børn var så dejligt ligefremme. Hvis de ikke kunne lide én, skulle man nok få det at vide!

Alexander hørte de undertrykte hulk med lethed, både fordi de sad så tæt, men også på grund af hans skærpede hørelse. Han så med følelsestomme øjne på hende og noterede sig det meget modne udtryk i hendes ansigt. Et lille stik i hans hjerte fortalte ham, at hun virkelig var sig sit ansvar i verden bevidst. Hun var hans umiddelbare modsætning med hensyn til ansvar.
Han hævede nysgerrigt et øjenbryn over hendes udsagn, men kommenterede det ikke. Af en eller anden grund syntes han ikke, at hun virkede videre glad ved at tale om det, så han ville ikke spørge ind til det… - selvom hans nysgerrighed var blevet pirret.
Han havde flere gange fornemmet, at der var et eller andet, der optog hendes tanker meget, selvom hun ikke var rykket ud med det… - som om hun havde en stor grum hemmelighed, der tærede hende op indefra. Hun virker ikke til at være led ved livet, mere… usikker på, hvordan hun skal takle det. Han sank hen i eftertænksomme tanker, hvor han forsøgte at mindes de andre udsagn, der havde båret præg af hendes… sjælelige problemer.

Det gibbede lidt i ham, da hun kyssede hans hånd. Det havde han ikke forudset. Han kom dog hurtigt over forbavselsen, smilede kækt til hende og nussede forsigtig hendes kind, hvorefter han forsøgte at trække hende ned til sig, så han kunne holde om hende. Han orkede ikke at rejse sig lige nu, han ville bare ligge og slappe af i solen… - gerne sammen med hende. Solen, der ramte hendes hud, fik hende til at dufte endnu bedre, og hendes nærvær både glædede ham og smertede ham. Han ville gerne glemme verden uden om dem, men hun virkede opsat på at påtage sig et stort ansvar, og han vidste derfor ikke helt, hvor han havde hende.

Han lå i tavshed i et par sekunder, før han trak vejret dybt ind, holdt det et stykke tid og pustede ud igen.
”Jo, krigen er ikke specielt opløftende at snakke om. Men…- du har måske noget andet, du hellere vil snakke om?” Han drejede spørgende hovedet og så på hende med overdrevent uskyldige øjne, men efter et øjeblik kunne han ikke holde udtrykket længere, og et kækt glimt kom igen til syne i de lyseblå øjne.

(XD)

”Jamen hvad så med… Det her?” Spurgte han og trykkede et blidt kys på hendes bløde læber. Han rullede om på siden, så han kunne se på hende uden at dreje hovedet og strøg igen en hånd nedover hendes kind, mens han betragtede de humørskiftende øjne. Hun var lige så omskiftelig som vejret over havet, lige så mystisk og levende som ild. Han anede ikke, hvordan han skulle forholde sig til hende, men hun gav ham både lyst til at finde ud af, hvem hun virkelig var, og til at stikke af, fordi hun fik ham til at tænke for meget.

”Hvordan kan det være, at et så fredselskende væsen som dig på grusomste vis blev placeret i en voldelig verden som denne? Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have mistænkt dig for at være prinsessen i de fortællinger, jeg hørte som lille! Hende; der altid fik den smukke prins, hende; alle så op til, hende; der konkurrerede med selve livet i skønhed.” Han blinkede fornøjet til hende og kyssede hende forsigtigt igen. Det passede ham fint at skifte emne, og så kunne han lige så godt drille hende lidt samtidig. Selvfølgelig var drilleriet kærligt ment.

”Har du egentlig nogen søskende?” Han var kommet i tanke om, hvor ofte han og hans søster havde drillet hinanden… Hvis hun er enebarn, er hun virkelig gået glip af meget. Både det positive og det negative! Han lagde panden mod hendes og lukkede øjnene.

(Jeg forstår det… Men min dansklærer ville nok kigge surt på mig… Men det gør hun også i forvejen XD)

”Jamen hvad hvis jeg er tosset? Hvis jeg er blevet fortumlet og ør af din skønhed? Hvordan har du det med at…” Han holdt en lille talepause, for at forøge spændingen, inden han endelig sagde:
”… -være grunden til min sindssyge?” Han lo stille ad hende og smilede drilsk. Lige nu morede hun ham. Han kunne godt lide at manipulere med folk, at få dem til at tænke over ting, der normalt ikke ville blive spildt opmærksomhed på.
Men er jeg tosset? I så fald, hvad er definitionen? Og… - er det ikke det normale at være lidt… anderledes? Han blev nærværende igen, da hun trak sig lidt væk. Han sukkede og smilede et dovent smil. Han havde det som en kat i solen; doven, ugidelig og lykkelig.

Han lyttede opmærksom til hendes stemme, der indikerede stor kærlighed til moderen. Han forstod hende på en eller anden måde godt, men for ham, havde moderen ikke behøvet være en søster. Han havde jo haft sin egen storesøster, han kunne lege med. De havde altid været tætte, men da de blev voksne var de gledet lidt fra hinanden. Der var kommet en mand i hendes liv, og hun havde derfor ikke længere behov for Alexanders beskyttelse. Nu var hun beskyttet af en anden.
Dette havde været en af grundene, de havde haft indflydelse på, at han var rejst hjemmefra.

En tanke om hans barndomshjem strejfede ham pludselig. Vejret var varmere dér, og foråret ville have budt naturen op til dans, så træerne igen stod i festklædning af spæde, grønne blade og duftende blomster, der med lokkende løfter om bugnende frugter senere på året, fyldte luften af sødme.
”Jeg glæder mig til foråret for alvor kommer her til området! Jeg savner varmen og det liv, der følger med det.” Hans instinkter sagde ham, at det ikke kunne vare længe, men de synlige tegn havde ladet vente på sig.

”Jeg elsker foråret med dets fornyelse! Godt nok elsker jeg også vinteren, men forandring fryder, og nu trænger jeg til at kunne mærke solen igen!” Hans normale solbrændthed var ikke forsvundet, men den var ikke så tydelig, som den ville være i sommerhalvåret. Selv hans hår var mørkere inde ved roden, end det var i spidserne. Måske burde jeg blive klippet? Han spekulerede kort over, om det var muligt at finde en barber i Byen. Det måtte det da være!

(De der lærere... Pyha, det kan godt være svært at stille dem tilfreds!)

”Ja, ikke?” Han smilede ad hende og betragtede hende, da hun pludselig rejste sig op. Dansetrinene så lette og ubesværede ud, som om hun virkelig nød bevægelserne. De mindede ham lidt om de indøvede fægteøvelser, bare at hendes bevægelser ikke havde til hensigt at involvere en anden… troede han, lige indtil hun stoppede og det søde smil kom frem. En kold iling langs rygraden advarede ham om, hvad der var ved at ske.

”Jamen, jeg kan ikke danse!?” Trods udsagnet rejste han sig op, trak hans kappe over hovedet og lagde den i græsset og lod hende så føre sig med rundt i hendes stille dans. Hendes latter snoede sig rundt om ham, mens han forsøgte at følge med. Jo, engang havde han lært at danse, men det var mange måneder siden, han sidst havde behøvet bruge den indlæring. Med opbyggelsen af hele sin vilje lykkedes det ham at genkalde sig de forskellige trin. Langsomt blev han bedre og dansen gik lidt lettere.

Efter et par vellykkede dansetrin trak han sig ud af dansen og blinkede til hende.
”Man skal stoppe mens legen er god!”
En frygtelig tanke var slået ned i ham, så frygtelig, at den havde ødelagt hans gode humør. Han vidste, at han var nødt til at handle snart, hvis han ikke ville risikere at blive sinket og få ødelagt hele hans møjsommelige arbejde. Bare hun forstår.

”Larna, det har været en fornøjelse at være her sammen med dig. Dagen er fløjet af sted, og det har virkeligt været behageligt at dele tanker og timer med dig. Men… ” Han havde svært ved at få ordene frem, for han var bange for, at de ville såre hende.
”Jeg er nødt til at gå tilbage mod Byen nu. Jeg har nogle ting, jeg ikke kan udskyde meget længere… - Det kan være, at du vil gøre mig selskab ind til Byen?” Han lagde hovedet på skrå med et både håbefuldt og længselsfuldt blik, mens han så bedende på hende. Hvis hun havde hjerte i livet ville hun ikke kunne afslå hans anmodning, men han var usikker på, hvordan hun ville tage det…

Han drejede sig langsomt rundt, samlede kappen op og begyndte at gå tilbage af den sti, de var kommet ad. Han kunne ikke vente på hendes svar, men han håbede, at hun ville følge med ham.

//Out.