Theodore slog gardinet til side og vendte sig, så han kunne stikke benene ud først. Først det ene, så det andet.
"Jeg er tilbage om lidt," forsikrede han dæmpet og gøs, da de bare fodsåler ramte gulvet.
Av, hvor var det koldt! Alkoven havde været så dejlig varm, at resten af værelset pludselig føltes som en ganske urimelig straf for at stå op.
Inden han listede ud, fik han i forbifarten fat i sit håndklæde, der stadig hang over stolen, hvor han havde efterladt det aftenen før. Døren åbnede han forsigtigt og lukkede den efter sig med samme omhu. Så begyndte den farefulde færd mod badeværelset, hvor han gjorde sit yderste for ikke at få gulvbrædderne til at knirke. Hvilket naturligvis betød, at hans fødder fandt samtlige af husets mest højlydte brædder.
Knirk.
Theodore skar en grimasse. Den sidste, han havde lyst til at møde lige nu, var Salem. Eller endnu værre:
Ceelia. Ikke fordi han havde noget imod nogen af dem, men der fandtes tidspunkter, hvor man helst ville være fuldstændig usynlig, og dette var afgjort et af dem.
Knirk.
For pokker da også.
Først da han nåede badeværelset og fik lukket døren bag sig, tillod han sig at ånde lettet op. Han gjorde sig hurtigt i stand ved vaskefadet. Det var ikke ligefrem det mest afslappende morgenritual, han nogensinde havde haft.
Den var sensitiv... og havde da også fået lidt morgenenergi, selvom den vidst havde hygget sig riiiigeligt i nat. Theodore ignorerede det. Han var også pinligt bevidst om, hvor han befandt sig. Og ikke mindst om, at han om lidt skulle tilbage til Selmy.
For der var jo sket et eller andet i nat.
Ikke at han kunne huske det ordentligt. Kun nogle løsrevne fornemmelser af varme og bevægelse, som blev mere og mere uhåndgribelige, jo hårdere han forsøgte at tænke på dem. Han havde været vågen.
Næsten. Eller måske havde han bare drømt, at han var vågen?
Fantastisk. Selv hans egen hjerne nægtede åbenbart at afgive en ordentlig forklaring. Han lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret dybt.
"Ikke okay," formanede han lavmælt sig selv. Heldigvis var der ingen andre til at høre det.
Han gjorde sig færdig, efterlod håndklædet hængende og begav sig tilbage gennem huset. Denne gang med omtrent samme forsigtighed som en tyv, der havde begået den alvorlige forbrydelse at stå op før resten af familien.
Da han vendte tilbage til værelset, var Selmy allerede kommet ud af sengen og havde fået tøj på.
Åh. Theodore havde af en eller anden grund forestillet sig, at han stadig ville ligge og sove. Hjertet tog derfor et temmelig unødvendigt spring i brystet, da han fik øje på ham.
Men... der var vel ingen grund til at gøre noget særligt ud af dét.
"Jeg sov skønt!" meddelte han, måske en anelse mere begejstret, end situationen egentlig krævede.
"Der er bare noget enormt luksuriøst ved et varmt karbad, inden man skal sove. Måske skulle jeg gøre det til min faste aftenrutine." Han gik hen til bunken med sit tøj og begyndte at trække underbukserne på med ryggen delvist vendt mod Selmy.
"Selvom ... det nok ikke ligefrem er muligt for en simpel page. Hah." Den lille latter lød en smule mere anstrengt, end han havde tænkt sig.
Han trak natskjorten over hovedet og lagde den fra sig, inden han fandt sin undertrøje frem. Den lugtede brugt, men heldigvis ikke så slemt, at han behøvede at overveje, om han kunne tillade sig at tage den på igen.
"Sov du okay?" Han skævede over mod Selmy, mens han trak undertrøjen på. De blå øjne blev hængende ved hans ansigt et øjeblik længere, undersøgende efter et eller andet tegn på, at han havde bemærket noget mærkeligt i løbet af natten.
"Forhåbentlig savlede jeg ikke på dig." Et skævt smil trak i mundvigen.