Daphnies støn tog til, blev mere skingre, mere anstrengte. Hun nød det, uden tvivl, det var fantastisk. Det var vidunderligt. Det var guddommeligt. Det var for meget. Orgasmen havde lagt og luret i et stykke tid.  Hun havde været på nippet til at vippe over på den anden side flere gange, mem som tempoet steg og stødene blev hårdere blev hun skubbet over kanten. 
 Knoerne blev helt hvide som fingrene knugede sig sammen og kroppen spændte sig op. Stønnene lød halvkvalte som om lyden ikke helt kunne komme ud, og Daphnies krop rystede i små stød, høj af rusen nydelsen gav. 

 Som orgasmen trak ud og til sidst forsvandt var det som om kroppen gav op. Den blev ved med at små ryste, og ellers kollapsede den, ude af stand til at tage imod mere. 

Bastian kunne næsten mærke og hører på hende hvor langt han havde skubbet hende, og ikke mindst sig selv, ud - hvilket var meningen med deres leg. Han nød det til fulde, nød denne unge kvinde som hun havde givet sig fuldt ud til ham. Hendes støn var som musik I hans ører, skinger og anstrengende, hvor hans egne var dybe og langsomme. Han mærkede hvordan sveden dannede en skinnende overflade på hans krop, som han anstrengte sig for at give sig fuldt ud og for at lade hende mærke hvor meget han ønskede hende.
Det var tydeligt som hun knugede fingrene, at hun var tæt på at mærke sin forløsning og da denne kom blev hele hendes krop påvirket. Han mærkede de små rystelser, hvordan hendes underliv trak sig sammen omkring ham. Han forsatte ufortrødent med sine hårde og krævende stød, blot for at skubbe sig selv tættere på. Det var snart.

Han holdt hende oppe så længe han kunne efter at hun havde mærket sin orgasme, han kunne mærke hvordan hun var ved at kollapse. Hans ryk blev hårdere og til sidst skubbede hans sig så tæt ind mod hende, og så langt op i som han kunne. Alkoholen talte tydeligere end hans fornuft, og dermed lod hans sig færdiggøre oppe i hende og kollapsede efterfølgende sammen med hende, "Åh, Daffe.." hviskede han tilfredst.

 Som Bastian blev ved med at støde op i Daphnies efter kroppen var blevet kørt over kanten og længere end det, begyndte hun at vride sig lidt i ubehag. Kroppen kunne ikke mere, og at Bastian forsatte var for meget. Daphnie stønnede dog alligevel.
 " Ik.. mere.. Kan ikke... mere.. " Kom det ud mellem stønnene. Heldigvis forsatte stødene ikke længe, og da Bastian endelig faldt sammen ved siden af Daphnies, kom der stadig små ryst fra kroppen i over stimuli.  

 "  Ah.. J.. " Daphnie stoppede sig selv. Åh, Daffe.. Ordene gav genlyd i Daphnies hoved, stemmen rungede højt, trak hende lige så stille tilbage til virkeligheden, uden nydelse. Det var ikke Jaris. Det havde på intet tidspunkt været Jaris hun lå med. Det grønne blik begyndte tomt at stirre frem for sig op imod loftet. Hun kunne ikke en gang være Jaris tro. Skammen tog over hvor nydelsen havde været og gav hende ondt i maven. 
 " Du skal gå.. " Det var lavt, hviskende. Som kunne ordene knap nok komme ud. 

Bastian havde ikke længe tilbage og inden længe ville han nå sin egen ende og fuldføre deres lille akt. Han havde uden tvivl nydt det, og nydt Daffe som den kvinde hun var. Det gik dog hurtigt op for ham efter at hun var færdig, at hendes krop var brugt - og måske også hendes sind. Hun havde allerede kaldet ham for Jaris, og ikke mindst så havde hun været sårbar og haft følelserne ude på tøjet, det meste af aftenen. Det var sjældent at Bastian var sammen med personer, som var så sårbare og havde brug for at tale om sig selv på den måde som de havde gjort. 
Hun behøvede ikke modtage mere, for han nåede sin orgasme og kunne falde sammen med hende. Han var forpustet og træk vejret tungt, som han ramte madrassen ved siden af hende.

Hun skulle til at sige det igen. Hendes tanker kredsede om Jaris, det var der ingen tvivl om. Bastian vidste godt at denne aften ikke var noget som betød noget, andet end god sex. Der var intet som tydede på at der skulle være i det. Daffe var gift, og ikke med Jaris. Han havde aldrig været sammen med en som havde kaldt ham noget andet, og vidste ikke helt hvordan han skulle føle? "Du vil have at jeg går?" På et eller andet punkt forstod han hende godt, og så alligevel ikke. Han måtte rejse sig fra sengen og søge efter sit tøj på gulvet.

  Det var klar ingen kunne elske hende. Hun var intet andet end en ulækker skøge. Hun kunne finde ud af at gøre noget rigtigt. Selvfølgelig forsvandt Jaris. Det var klar at Aksel forlod hende. Ingen kunne elske hende, og hvorfor skulle de? Hun havde intet at tilbyde, andet end hende krop. 
 De grønne øjne stirrede forsat tomt op i loftet. Bastian var sikkert også kun taget med hende for at hive hende med i seng. Havde han mon overhovedet lyttet på de ting hun havde snakket om? Daphnie flyttede sig lidt væk fra Bastian i sengen. 

 Daphnie trak sengetæppet til sig, holdt det op foran brystkasse for at dække den nøgne krop, mens hun trådte ud fra sengen. Hun greb fast om puden med en rystende hånd, tårerne løbende ned af kinderne. 
 " Ud... Ud! " Det startede ud stille, men der kom mere kraft på. Puden blev svunget ud efter Bastian, som prøvede hun at banke ham ud, uden bekymring om at han ikke havde noget tøj på.
 " Ud! Ud ud ud! UD!  " Det gik fra at være kommanderende til mere desperate skrig der blandede sig med opgivende hulk. 

Daffe havde uden tvivl været en fantastisk person at møde og ikke mindst bruge hans aften med, og havde endda meget at byde på - udover de mange spøjse historier og samtale emner, men det havde alt i alt været en anderledes, men interessant aften og nu var han på vej ud på røv og albuer. Hun var yderst betagende og dragende med hendes udseende, og mon ikke hun havde mere at byde på end blot de mange samtaler? Han var sikker.

Det havde måske ikke været nødvendigt at spørge. Daffe var ude af sig selv og det var tydeligt hvordan hun gled fra at være kommanderende til at være hulkende, og så hvordan tårerne trillede ned ad hendes kinder. Han nåede kun lige at få samlet resterne af hans tøj op, inden puden kom i mod ham og han lukkede døren bag sig - nøgen. Han måtte stille sig op ad døren og skynde sig at få tøjet på inden andre ville komme forbi.

 Det hele faldt på jorden, Daphnie havde for en stund glemt alt det grimme. Alt det trælse. HUn havde hygget sig, nydt aftens med Bastian. Indtil illusionen brød og hun kom tilbage til virkeligheden. Han havde bare været en der fyldte et hul. Hullet hvor Jaris havde været, den glæde han havde givet hende. Men han var ikke Jaris. 

 Hun blev stående med sengetæppet tæt ind til sig, hulkende med blikket vendt mod gulvet. Hun kunne ikke på ham. Hun lyttede bare på han forsvinde ud af det lille hjem, noget der blot fik hende til at græde endnu mere. Alle forlod hende. Benene bukkede sammen under hende og hun faldt sammen, ned at sidde med benene trukket op til kroppen og armene om puden.