Pax nikkede og drejede dernæst rundt på hælen. Han aflagde afstanden til kisten, Juno havde inviteret ham til at dykke ned i og Pax gennemrodede den indtil, at han fandt noget tøj, han kunne passe. Selvom han ikke var meget bredere end Juno, var han dog højere og i sit stille sind bestemte Pax sig for, at den snarlige udflugt ikke kun skulle omhandle den fæle mand alene.

Forinden at Pax gik ud af døren, kastede han et ulæseligt blik i retning af den blonde mand. ”Det bliver godt igen”, mumlede han, velvidende at ordene øjensynligt ikke havde den effekt, han håbede på; at de i nogen grad var tomme i deres løfte; umulige at tage til sig. Ikke desto mindre nikkede han afmålt en enkelt gang og forlod dernæst kammeret.

I det at Pax låste døren bag sig og dumpede nøglen i frakkelommen, drejede han rundt på hælen og stod stille.
Sanserne udvidede sig og både næse og ører søgte manden, der havde antastet Juno i baren. Det undrede Pax, at han ikke var kommet op til værelset efter, at Juno var forduftet men han havde ikke i sinde at finde ud af hvorfor. Det kunne, taget i betragtning af hvad der måtte følge, være ligegyldigt.
Pax listede sig på lydløse fødder hen langs gangen og ned af trapperne, indtil han kunne placere sig i skyggerne og overhøre, hvad end der måtte foregå i krostuen. Han kunne lugte manden derinde og høre hans dybe røst, når han skålede eller skreg af grin. Tilsyneladende var han blevet optaget af øl og terningespil, og havde forlagt idéen om Juno.

Det gjorde ikke nogen forskel. Nogle måtte dø, så andre kunne leve.

Pax lod sit magiske øje antænde og dernæst glide henover væggene, der omringede ham. Køkkenet lå længere fremme, gemt væk bag en smal trappe og en tung egetræsdør, og kun kokken var at finde derinde. Der var ikke megen mad, der skulle serveres på dette tidspunkt af dagen, og at dømme efter den mørkegrå fantomskikkelse der udgjorde ham, henslængt op af væggen i en akavet position, måtte han være faldet i søvn.
Der gik ikke mange øjeblikke før, at Pax vurderede, at kysten var klar og han satte i gang. Planen var ikke andet end grov skitse, og som så meget andet der var sket i løbet af det seneste døgn, måtte han improvisere sig igennem den.

At anskaffe kniven fra kroens køkken havde været barnemad; kokken havde sovet og snorket sig igennem hele den kortvarige affære, og Pax havde bevæget sig igennem potter og pander med lethed, indtil han var forsvundet ud af bagindgangen. Det hele var gået hurtigt og det havde været med en effektiv vanlighed, at Pax havde udvalgt sig en kniv; dens skaft var bred og lå godt i hånden, hvilket var vigtigt med det, han havde i sinde at gøre.

Der gik ikke lang tid før, at Pax dog måtte konstatere, at han ikke kunne overholde tidsrammen, han selv havde sat. At dømme efter himmelens langsomme lysning var han omtrent en time forsinket, da det han havde ventet på endelig skete –

Døren indtil kroen gik op med et brag og manden væltede ud på den anden side. Han kunne knap stå på sine træstammer af ben, så fuld var han, men det glædede Pax at se. Alting blev nemmere når sanserne var sløret. Desuden skulle det næstfølgende gå stærkt, for Pax havde brug for den anonymitet, nattens mørke ville skænke ham.

I det at den gamle og fordrukne omsider begyndte at bevæge sig hjemad, gled Pax fri af skyggerne og fulgte efter. Hele tiden sikrede han sig, at ingen så ham og at hans mål heller ikke hørte ham; des tættere på manden bevægede sig mod en større bygning, hvis stråtag kastede lange skygger, des nærmere kom også Pax på ham. Det måtte være stedet. Der var ikke andet eller bedre i nærheden, og Pax havde ikke råd til at vente længere –

En arret hånd lagde sig om Shimons koldklamme mund og han nåede ikke at reagere med andet end et opspærret blik, da en hæs stemme hviskede i hans øre: ”Jeg hader mænd som dig. Må din sjæl blive flænset i Zaladins forgård.”
Hvad der dernæst fulgte skete øjeblikkeligt – en smerte så ulig noget andet Shimon nogensinde havde oplevet, skød, som en pil fra en spændt bue, op fra nær hans lyske. Hans mund fyldtes af en tyk og metallisk substans, hans hjerte slog i vildskab men alle andre vegne end det burde –

Og – samme smerte – men på den anden side! Han forstod ikke, hvad der skete men smerten –

Pax lod manden dumpe ned på grusstien men så sig hurtigt omkring – lyttede, så de forbedrede ører var alt, han blev til. Der var ingen nær ham men nogen i horisonten, nogen der bevægede sig tættere på, slingrende og som også lugtede – han havde ikke megen tid.
Imens Shimon stadig forblødte, gylpende og med opspærrede, forvirrede øjne, rettet mod den høje skikkelse, han ikke kunne se, drejede Pax rundt på hælen og forsvandt ind i skyggerne.

Nogle må dø, så andre kan leve.
Nogle må dø, så andre kan leve.
Nogle må dø, så andre kan leve.

Pax vendte tilbage som horisonten blev lyserød. Han havde vasket kniven i en bæk i skovbrynet og formået at placere den i køkkenet igen, forinden at han var vendt uset tilbage til kammeret, hvori Juno øjensynligt lå og sov. Det var i hvert fald hvad han håbede i det, at han låste døren op og trådte ind… 

Ubevægelig, lå Juno i sengen imens Pax gennemrodede kisten. Med blikket rettet tomt imod loftet, genspillede han deres lille dans for sig selv, om og om igen, indtil Pax bød ham farvel, og Juno med undren så efter ham. Der var noget, Pax vidste. Noget, der fik ham til at sige sådan. 



Det lykkedes Juno at falde i søvn, omend det var over tæpperne og med alt sit tøj på. Han vågnede en time eller to senere, men der var ingen andre på værelset med ham, og selvom Juno ikke havde nogen konkret fornemmelse af, hvor længe der var gået, havde han en insisterende fornemmelse af, at han ikke burde være alene.
Han trak sine støvler på igen og sneg sig lydløst nedenunder, hvor bartenderen var blevet erstattet af kromutter bag baren. "Har du set - min kæreste?" begyndte den blonde dreng at spørge, søvndrukkent og udmattet, inden det gik op for ham, at de hverken var kærester eller at kromutter ikke ville vide hvem dét var. "Hvor mange kærester har du efterhånden, Juno?" bed hun tilbage. "Måske du skulle stoppe med at se på dem, som om du har lyst til at dræbe dem, så kunne det være de ville stoppe med at se så længselsfuldt efter dig." Juno rullede med øjnene af hendes velmenende råd - det kunne være ligegyldigt nu, når han var på vej væk.
"Han har gråt hår. To-farvede øjne?" Prøvede han igen.
"Det siger ikke mig noget, knægt. Men Shimon spurgte åbenbart efter dig flere gange i nat. Hvis du mangler krystaller til huslejen, så er det altså nogen gange bedst bare at få overstået. Det er som regel ikke så slemt, som man går og frygter." 
Denne gang svarede Juno hende ikke, men sprang i stedet op af trapperne, imens spøgelseshænder befamlede hans krop, strøg ind under hans tøj og holdt ham fast, åndede ham i nakken og nedgjorde ham. Kromutter vidste ikke, hvad hun snakkede om. 


Juno stod op mod vinduet og skuede ned på gaden, imens bekymringer for igennem hovedet på ham, indtil han endelig så en skikkelse bevæge sig ind i kroen. Det havde ikke været mere end en skygge, væk inden hans øjne kunne nå at registrere hvem eller hvad det havde været, men dét fik ham kun yderligere overbevist om, at det var Pax, der vendte tilbage, og han vendte sig om med et afventende blik mod døren, idet den gik op. 

Umiddelbart var der intet der var ændret ved Pax, men dét fodrede kun Junos mistanke. "Slog du ham ihjel?" spurgte han lavmælt. Han vidste ikke hvem han mente - manden, der havde ville købe ham tidligere, eller Shimon. Men han vidste, at Pax ikke ville have forladt ham, hvis ikke han skulle noget vigtigt. Og han kunne ikke se, hvilke andre planer fyren ellers skulle have haft i Zircon. 

Pax låste døren og skævede dernæst til Juno henover skulderen. Den blonde mand var ikke dum og i grunden havde han ikke forventet, at hans egentlige foretagende ville forblive hemmeligt…

Alligevel tøvede Pax for blot et øjeblik; et øjeblik hvori han stod og betragtede Juno afventende, som forsøgte han at regne ud, hvordan den anden havde tænkt sig at reagere, når visheden omsider indfandt sig i hans bryst.

”Ikke den første”, fortalte Pax omsider, i det han dernæst vendte sig om og lod sin ryg kollidere med døren bag ham. ”Han kommer sig igen. Hvis du vælger at blive, gør han dog ikke.” Pax lagde armene over kors og den tone, hvori han talte, vidnede om, at hvad end Juno syntes om det, stod det ikke til at ændre.

”Ham i baren –” Pax løsrev sit blik fra Juno, velvidende hvad han nu også tilstod til. ”Han kommer ikke igen.”

Tavst fulgte Juno Pax med blikket, indtil den anden begyndte at tale. Den første. Det betød at Pax vidste, at der var mere end én, og tanken om dén viden hos Pax, var mere end nok til at få Juno til at stivne. Han havde mistænkt det; med Pax's overmenneskelige hørelse og hans mekaniske øje, vidste Juno ikke hvor grænsen for hans evner gik, og selvom det var ubehageligt at høre, at Pax vidste mere end hvad Juno havde ønsket at han skulle vide, så var det også en lettelse. Der var ikke flere hemmeligheder.

"Jeg tager med dig. Selv hvis det er tilbage til Dianthos." Juno følte sig om ikke andet sikker i dét. Han ville være, hvor Pax var. Om manden fra tidligere endte op levende eller død, det var ligegyldigt for ham, så længe han slap for at se ham igen.

Shimon var ikke helt så ligegyldig. Ligegyldigt hvor lidt Pax havde set eller hørt Shimon sige eller gøre, så kunne det ikke have været godt. Alt, der kom ud af den mand, var slesk, og Juno brød sig ikke om at vide, at Pax havde hørt nogen tale til ham, som Shimon talte til ham.

"Hvordan gjorde du det? Lod du ham - lide?" Juno så ikke væk fra Pax, imens han stillede spørgsmålet. Han ville vide det; han ville have så mange detaljer at det kunne føles som om han selv havde dræbt ham. "Han fortjente at lide."

Det var med en lettelse så ulig nogen anden, Pax havde følt i lange tider, at han nikkede afmålt. At få Juno med hjem havde været det, han havde håbet på og nu - måske - også det, han fik. Det var næsten for godt til at være sandt og Pax turde endnu ikke tro på det.

Han blev stående, hvilende op af døren, men da Juno spurgte, om Shimon havde lidt, så han op.

De tofarvede øjne gled henover Juno, vurderende, men hvad de så, fik Pax's skuldre til at falde tilbage på plads. Han ville tilsyneladende ikke blive smidt ud - i hvert fald ikke endnu - og han forstod det, der fik Junos øjne til at funkle.

"Jeg punkterede hans nyrer og lunger. Jeg lånte en kniv fra køkkenet og ventede på, at han skulle hjem. Han så den ikke komme. Jeg ville gerne have skåret pikken af ham, så han kunne forbløde med den i munden, men der var flere, der var på vej hjem. Jeg kunne ikke nå det." Skuffelsen var tydelig at høre i Pax's stemme, for han havde sitret af et indestængt og rasende had, der ikke rigtig havde fundet nogen forløsning. Selv hans mekaniske øje gnistrede af det.

"Men at få en kniv, specielt i nyrerne, er meget smertefuldt. Medmindre man har en formidabel helbreder lige ved hånden, er skaden også uoverkommelig. Det tager tid til forskel for lungerne. Man kan virkrlig få tid til at lægge og tænke."

Juno så det hele for sig; det udspillede sig for hans indre blik, som havde han selv stjålet kniven fra køkkenet, selv ventet på Shimon, selv stukket ham ned. Der var blandede følelser i det, men størst af alt var lettelsen. Retfærdighed var sket fyldest og han skulle aldrig se ham igen. Shimon havde lidt til det sidste, præcis som han fortjente. 

"Tak," svarede han lavmælt, men det var ikke dét han egentlig ville sige. Det var kun starten på noget andet, vigtigere; "Så du hørte vores samtale?" Juno blev stående hvor han var. Shimons hånd mod hans nakke havde været mere end nok, til at få ham til at føle sig klam igen, og det var kun værre, når Pax vidste, hvad han havde gjort. Nu var det ikke kun Juno der dømte sig selv for det, men også Pax, og han kunne ikke forestille sig at Pax havde lyst til at røre ved ham igen lige foreløbig, også selvom han vidste, at de havde danset tæt sammen for bare et par timer siden. Han var kun lige holdt op med at genspille mindet for sig selv. 
"Det er ikke - hvad end du tror - så er det ikke sådan det var." Juno vidste ikke, hvad Pax troede, men han havde ikke lyst til at bekræfte noget som helst. 

Pax fjernede ikke sit tofarvede blik fra Juno, for de havde set noget, der lå og rumsterede på den andens tunge. Det virkede vigtigt, vigtigere end noget andet den blonde mand indtil videre havde fortalt og Pax havde ikke i sinde at forpurre øjeblikket ved at rykke sig ud af stedet. Han turde end ikke at blinke.

Junos desperate ord kom dog bag på ham og selvom det ikke viste sig i hans skarpe ansigt, følte Pax forundringen blomstre frem.
”Er det virkelig det, du bekymrer dig om? Hvad jeg tænker, der er sket?”, mumlede Pax, hans stemme forræderisk i sin så umiddelbare forbløffelse.

Langsomt, velvidende at Junos krop var styret af hans overlevelsesinstinkt, aflagde Pax afstanden til ham. Hans arrede hænder fandt forsigtigt fæstne omkring den andens overarme, alt imens de tofarvede øjne søgte hvile i Junos blå. Omsider skulle Pax’s ansigt dog afsløre, hvad han tænkte og midt i al det forvirrede, var der også sorg.
”Jeg har fucket så vildt op, hvis du tror, jeg tænker alt muligt pis om dig nu.” Pax tog et halvt skridt tættere på Juno, hvorefter han skar en grimasse og så ned. ”Jeg tog mig af det, fordi jeg kunne høre dit hjerteslag og lugte panikken, før du kom herop. Min krop er… jeg har svært ved at forklare det, og fordi du ikke selv… ja, gror tænder, må det være svært at sætte sig ind i. Måske ikke –” Pax fnøs, men ikke moret og i den grad over sine egne mumlende ord, før han hastigt fortsatte:

”Jeg tog mig af en trussel. Jeg fjernede noget i håb om, at det ville blive nemmere for dig. Jeg tænker ikke – hvad end du tror, at jeg tænker. Okay? Vi er – familie.”

Juno slog ud som armene, som for at sige hvad ellers? For hvad ellers skulle han have bekymret sig for? Manden var død. Han havde ikke betydet noget positivt for Juno overhovedet. Hans eneste bekymring ved hans død var, at det betød at Pax havde opdaget noget, som Juno havde forsøgt at holde for sig selv. Der havde været en grund til, at han havde holdt det for sig selv. 

Juno holdt også sit blik rettet skarpt imod Pax, imens den anden fyr kom tættere på ham, men tvang sin krop til at slappe af, med dybe indåndinger og et varmt minde om, hvor tryg han altid havde følt sig i Pax's arme, selv efter de værste øjeblikke i sit liv. Men alle de gange havde det været andre, der havde gjort forfærdelige ting mod ham. Det havde aldrig før været ham selv, der på samme måde havde været skyld i noget Pax kunne holde imod ham.

"Jeg forstår," afbrød Juno. Han behøvede ikke tænder for at vide, hvordan det føltes at være villig til at slå ihjel, for at beskytte nogen man elskede. Han havde haft sine unger at tage sig af. 

Selvom han hørte hvert eneste af Pax's ord, var det noget nær umuligt for ham at tro på dem. Det var nemmere at tro, at det var en misforståelse, end at Pax rent faktisk elskede ham på trods af hans tidligere handlinger. "Jeg lod ham," fortalte han, hans stemme kølig. Han havde brug for at prøve Pax af; teste om det virkelig passede, at han ikke tænkte dårligere om ham nu. "Jeg gjorde det nemt for ham. Drak mig så stiv, at jeg knap kunne stå og sagde kun nej, da han ville have tøjet af mig. Det gjorde ikke nogen forskel i længden."
Junos hjerte sad oppe i halsen på ham igen, men hans stemme var kold og mekanisk, og han kunne ikke få sig selv til at se andre steder end på Pax's brystkasse imens han talte. Han havde ikke lyst til at vide, hvordan hans indrømmelse påvirkede den ældre fyr. Han havde ikke lyst til at se, hvis han virkelig begyndte at tænke dårligere om ham nu, som han frygtede.

”Og hvad så?” Pax’s svar faldt prompte, som forstod han ikke, hvad den anden havde sagt. Fortsat hvilede hans arrede hænder om Junos arme, men forsigtigt og med et vågent blik rettet søgende mod de blå øjne, trak Pax Juno tættere på sig. ”Hvorfor synes du, at det ændrer noget? Hvorfor – gør det dig svag?”

Pax sank en klump og lod sit blik farer, så det i stedet fulgte med hans fingerspidser, der begyndte deres egen vandring ned mod Junos hænder. Da de nåede hele vejen ned af de lange arme, tog Pax begge af Junos hænder i sine egne og skar en forpint grimasse.
”Du ved… jeg gjorde det samme. På en måde. Dengang –”, begyndte han i en hvisken at forklare, alt imens han flettede deres blege fingre sammen; knugende, ikke villig til at give slip. ”Jeg forsvandt også. Jeg gjorde det også nemt for dem. Jeg siger det samme til pigerne – hvis en mand tvinger dem… nogle gange er det sådan, at man overlever. Andre gange er det bedst at lade som om – at man kan lide det. Dem der er rigtig syge i hovedet, bliver slappe af det.”

Pax rømmede sig og tog en dyb indånding, der førte hans blik tilbage på Junos ansigt. ”Det handler om magt, Juno. Lad være med at give dem det. Den der… gift… den der klamhed, de går rundt med – den sætter sig ikke fast i os. De tog vores krop men… lad være med at give dem resten. Hertil og ikke længere – forstår du?” 

Junos øjne blev større, som Pax blev ved med at overraske ham. Kunne det virkelig ikke ændre på noget, at Juno ikke engang havde kunne få sig selv til at kæmpe imod? Han havde nærmest selv bedt om det. Alligevel stod Pax her og fjernede al skyld fra hans skuldre, og flettede fingre med ham, som var han på ingen måde lige så klam, som han følte sig, men derimod fortsat elsket. 

"Du er så underlig. Jeg forstår dig virkelig ikke," mumlede Juno, imens hans blik søgte efter tegn på løgn i Pax's ansigt, kun for at finde oprigtighed. Men hans ord var også selv en lettelse - han var glad for, at han ikke forstod Pax, ligesom han var glad for, at han var underlig. Så længe det betød, at Pax ikke var vred på ham over det han havde gjort. 
Han understregede sine ord ved at lade sin vægt dumpe ind mod Pax's brystkasse, sit ansigt gemt mod hans hals, og hans øjne lukkede. "Elsker du mig stadig?" spurgte han lavmælt, mumlende ind imod Pax's trøje. Godt nok havde han lige sagt, at det ikke ændrede noget, men Juno havde brug for at høre det. 

Pax’s ene mundvige sitrede men det nåede aldrig rigtig at finde ordentligt fæstne. Stadig forblev hans tofarvede øjne dog hvilende mod den blonde mands blå, og det var med vilje, at Pax lod Junos ord hænge i luften mellem dem –

Han vidste nemlig godt, at det lød… underligt. Og han vidste også godt, at han måske burde føle anderledes. Filip ville have straffet ham – Juno – og ydmyget ham, indtil der ikke var mere tilbage indeni den anden, og selvom Pax havde stået ved sin leders side igennem mange helvedesøjeblikke, havde det skænket ham… forståelse? Han vidste ikke, hvad det var, men Juno gav mening på samme måde som tyngdekræftens mægtige styrke tvang alting til at blive på jorden. Og på en eller anden måde var Filip en komponent i det regnestykke.

”Jeg elsker dig”, mumlede Pax, hvorefter han slap taget om Junos hænder og i stedet lagde sine arme omkring ham. ”Jeg elsker dig uanset. Du giver stadig… mit liv mening. Ligesom dengang. Og jeg vil klamre mig til den idé, så længe jeg overhovedet vil være i stand til at tænke. Ellers så har jeg ingen ting og så er der ikke nogen grund til, at jeg er her.” Pax tav, velvidende han havde talt over sig, men at det også var for sent at rette op på. Måske Juno ville forstå, måske ikke – Pax kendte dog til sandheden. Den, der hvilede i hans bryst og fik hans hjerne til at vende tilbage til det stadie, han kendte bedre end noget andet.

"Jeg elsker også dig!" Udbrød Juno, så snart Pax havde sagt, at han elskede ham. Uanset, var dog alligevel dét, der fik Junos skælvende hjerte til at falde til ro. Han elsker mig uanset, tænkte Juno, og med en dyb indånding kunne han lade sin krop slappe af mod Pax's.


Juno havde brug for at sige farvel, og han havde brug for at sige farvel alene. Så med lidt overtalelse blev de enige om, at han skulle møde Pax længere op af landevejen, hvor Pax alligevel havde efterladt sine ting og sit tøj. Det var lidt af en rejse i sig selv, og da Juno havde taget den afsked han skulle, den eneste afsked der var noget værd, fulgte han efter Pax op af landevejen, sine få ting pakket i en rygsæk og sit hjerte delt i to. Det havde ikke været let for ham at rejse fra Zircon eller at forlade den drøm, han havde haft dér, men som hans knuste hjerte ikke havde tilladt ham at udleve.

En uendelig strøm af tanker bombarderede Junos hoved som han gik, og da han endelig fik øje på Pax's skikkelse længere nede af vejen slængede han tasken af skulderen og smed den fra sig, så han kunne løbe det sidste stykke op til den højere mand og kaste sine arme om hans skuldre, som han sprang op på ham, hans ben lukkede om hans hofter, som var han ikke andet end et lykkeligt barn, hvis far vendte hjem fra en forretningsrejse. 

Tiden alene var blevet brugt med en klinisk effektivitet der grænsede til krigerisk: Pax havde, forinden adskillelsen til Juno, tvunget den blonde mand igennem en række scenarier, hvori noget gik galt. Han havde tilmed delt den smule fortjeneste, Pax havde anskaffet sig ved den første mands besøg og afkrævet, at Juno tog halvdelen. Dernæst havde han brugt adskillelige øjeblikke på, at orientere Juno om, hvad han skulle gøre, skulle de blive adskilt – hvad end det var nu, i kammeret, eller når de mødtes på landevejen. Pax havde mistet Juno to gange og han vidste instinktivt, at han ikke ville holde til en tredje –

Det var derfor med en betydelig lettelse, at Pax trak sig ud af sin trance og væk fra den klippeafsat, han havde stået og stirret udover i et for langt øjeblik. Den havde lokket ham faretruende tæt på, med løfter om frihed og en slags forsoning med sig selv, der ikke kunne anskaffes andre steder og havde det ikke været for duften af Juno til at minde Pax om, at han havde en opgave…

Han var ikke sikker på, at han var blevet stående.

Pax nåede at gribe Juno og træde et skridt tilbage for at stabilisere dem begge. Det trak i hans mundvige i det, at han satte Juno fra sig og han kunne ikke kvæle et lavmælt grin. ”Du skal seriøst lære at respektere dine ældre. Tænk hvis jeg havde brækket ryggen! Du er fucking ikke syv år mere”, brummede han spøgefuldt, hvorefter han jog en hånd igennem det askegrå hår.

Junos latter kom helt nede fra hans mave, da Pax satte ham fra sig og selvfølgelig straks belærte ham. "Mig? Respektere dig? Aldrig." Juno smilede stadig i hele hovedet, da han sagde det og gnubbede straks derefter sit ansigt op mod Pax's skulder. "Du må bare sørge for at træne lidt mere, gamle mand," mumlede han med et smil i sin stemme, inden han trak sig væk med et dybt suk, som var det det sværeste han nogensinde havde gjort, og småløb tilbage til sin rygsæk som han, ligeså beklagende, slæbte i én, hårdt anspændt arm tilbage til Pax.

"Stopper vi her for i dag, eller vil du lidt videre?" spurgte han afslappet, tilsyneladende okay med hvad end Pax besluttede, men uden så meget overskud i realiteten. Et manglende overskud, der skulle blive tydeligt senere, vidste han, for i dét øjeblik faldt hans blik til den hånd, Pax havde strøget igennem sit hår, hvorpå der sad en ring. Der var rigeligt med mennesker, der gik med ringe, og de behøvede ikke at betyde noget, men Junos hjerte blev alligevel straks lige så sort som ringen.

"Hvad, er du blevet gift?" spurgte han med et fnys, hans tone drillende, selvom enhver fiber i hans krop bad ham om at stikke nogen ned, og hans tone kunne heller ikke skjule, hvor mørkt hans blik var blevet.

Pax grinede lavmælt og lagde straks en hånd imod Junos nakke, da den anden gnubbede sit ansigt mod hans skulder. Han forstod den slags kærtegn, for det sad instinktivt i hans krop, der gemte på ulven og dens væremåde.

"Synes du jeg trænger til at stramme op?" Smilet i Pax's mundvige blev bredere, næsten sultent i dens karakter.

Det var mere held end forstand, at Pax nåede at kysse Junos tinding, forinden at den anden løsrev sig fra ham og luntende stak afsted efter sin taske. Selv bar Pax på en lærredssæk, med en snor fastgjort i enden og på toppen, så den kunne hvile mod hans ryg.

Pax rystede på hovedet og skævede dernæst ned af landevejen. "Det er fint her", konstaterede han, hvorefter hans blik hastigt gled henover Juno. Det ene stålgrå øje gnistrede af varme og en art indforståethed mellem dem. Det var nemlig ikke gået hans næse forbi, at Juno så træt ud. Og han forstod - en halv dagsrejse var meget, når man ikke havde gjort sig i det i lange tider.

End ikke øjeblikket efter skulle alt det kærlighedsfyldte dog forsvinde som dug for solen. Gift? Pax fnøs og rystede på hovedet, hvorefter han skævede til den sorte ring.

"Det er en lang historie, men vi havde - aftalt at det skulle ske. Hun sagde nej, da hun fandt ud af... os", svarede han modvilligt, hvorefter han dog straks drejede rundt på hælen. Pax nikkede mod skoven, som tegn på Juno skulle følge efter.

"Det er for beskyttelse. Ringen, mener jeg. Som jeg sagde i går - jeg lavede en fejl, der ikke sådan kan ændres på."

"Hvis du ikke kan bære mig længere, så ja," svarede Juno med et kækt smil og et glimt i øjet, for han forstod også godt selv, at han ikke længere var 7 år gammel. Han var trods alt ikke kun blevet flottere, han var også blevet større. 

Juno åndede lettet op og lagde ikke skjul på det, da Pax lod til at ville lade ham hvile, også selvom han førte ham ind mod skoven. Et stykke ind i skoven, var ikke det samme som en halv dagsrejse yderligere.

Det bed sig fast i ham, at det var Evlyn der havde sagt nej, men han sagde ikke noget. Det havde været tydeligt, at Pax ikke havde opgivet Evlyn helt, da han var kommet ned til Juno, og Juno håbede, at det han havde følt, det skift, han havde oplevet i Pax, havde betydet noget.

"Hvilken slags fejl?" Juno skævede til Pax og følte straks, at han ikke ville få et fyldestgørende svar. "Du sagde det selv lige; jeg er ikke 7 år længere. Jeg vil gerne vide, hvad du er oppe mod."

Pax fortsatte med at gå, pludselig ikke humør til det forhør, der unægtelig måtte følge. Han vidste ikke, om Evlyn og ham stadig var sammen, og om han derved havde været utro mod det løfte, han havde afgivet hende. Der havde ikke været et øjebliks fred, forinden at han var taget af sted og minderne om hendes råben, hendes hulk hjemsøgte ham fortsat. Junos hadske blik havde ikke afhjulpet på dén fornemmelse.

For et langt øjeblik var Pax tavs og først, da han fandt frem til en smal hule i en af klippevæggene, de havde bakset sig rundt og op omkring, skævede han til den blonde mand over skulderen. "Den eneste grund til, jeg fortæller dig det, er så du ved, at du skal holde dig væk. Helt væk. Forstået? Det er mit rod og jeg rydder det selv op." De tofarvede øjne var næsten kølige i deres bestemthed, men de lå ikke længe i de andre blå før, at Pax trak sækken over hovedet og kylede den ind i den lille åbning.

"Jeg blev kontaktet af Ypperstepræstinden for Nalish'ras tempel for et halvt år siden", begyndte Pax modvilligt at fortælle, hvorefter han gned begge sine hænder henover de udsultede kinder. "Hun var interesseret i et samarbejde. Du ved, rotteøjne -" Pax sendte Juno et sigende blik. Han havde trods alt ansat Juno til selv samme opgave knap to år forinden.

"- hun har... informationer om mig, jeg ikke kan lade komme frem i lyset og... jeg var motiveret af andre grunde også." Verbatim. Ikke at jeg kan fortælle dig det, Juno, så ved alle guderne lad være med at spørge mig. "Så jeg indvilligede. Jeg gav hende en fin flænge i ansigtet og hun tog mit øje i gengæld. Jeg - var sur, da jeg kom. Rasende. Hun har den her evne... den forstærker, ja, hvad fuck man end føler og jeg - formåede ikke at tæmme det." Pax drejede rundt og satte sig til rette i hulens gab. Han sukkede og skar en forpint grimasse, men det var en pinsel født af arrigskab. Ikke af sorg.

"Hun tog røven på mig. Aftalen var, at vi skulle kommunikere telepatisk med hvad end for nogle oplysninger, vi havde til hinanden men - hun holder sig ikke til det alene. Der er ingen regelmæssighed i hvornår, jeg kan høre hende snakke eller råbe i mine tanker. Ringen gør det vanskeligere for hende."

Følelsen af uretfærdig brændte heftigt i Juno, da han fik strenge ordre om ikke at blande sig i Pax's sager. Det var ham selv, der kun dagen forinden havde dræbt en mand, der havde været Junos egen sag, så det var noget dobbeltmoralsk at bede Juno om ikke at gengælde tjenesten, men Juno var trods alt smart nok til at holde kæft med sine følelser i det øjeblik. 

Juno smed sin egen rygsæk fra sig, imens Pax fortalte, og gjorde sig umage med ikke at se alt for interesseret ud, selvom det blev svært, da Pax også afslørede, hvor det nye øje kom fra. Selvom Pax satte sig, blev Juno stående, for selv når han var udmattet, holdt hans krop ikke op med at være rastløs, og han vidste, at han ikke ville kunne sidde stille imens Pax fortalte videre.

"Ah," svarede han lavmælt og skævede ud af hulen, da han fik forklaret, hvad ringen gjorde. Det kunne ikke få ham til at glemme, at Pax havde planlagt at gifte sig med Evlyn. "Det er sgu nok meget smart at beholde den på alligevel så." Junos stemme afslørede ham; sorgen blev båret i den, stærkere end den vrede han ellers forsøgte at udtrykke med sit kropssprog. 

Tanken om Pax forlovet med en anden, lagt sammen med, at Juno ikke vidste, om han havde truffet sit valg endnu, og hvad der ville ske, når de vendte tilbage til Dianthos og Pax skulle konfronteres med sin tidligere forlovede, der ikke kun var en kvinde, men også ledte en succesfuld bande, fik bægeret til at flyde over, og Junos øjne var våde og hans stemme grødet, da han spurgte; "Føltes det sådan her hele tiden for dig, da jeg var sammen med Hector?"
Han vidste, at han virkelig burde fokusere på den farlige, skræmmende dame, der havde stjålet hans fyrs øje, men det eneste han kunne overskue, var hvor ondt hans hjerte pludselig gjorde, og den brændende jalousi der bølgede igennem hans krop.

Pax nikkede og gned sine indsunkne kinder for endnu engang. ”Ja for fanden. Det er sgu fucking upraktisk, hun pludselig begynder at råbe, når jeg laver – ja, alt”, brummede han, næsten lettet over den tilsyneladende forståelse og manglende fordømmelse, hans erkendelse i grunden ikke indbød til men som han stadig fik. Skulle Pax være ærlig, skammede han sig over sit mislykkede forsøg på at snøre Solari. Det var pinligt, for han begik ikke sådanne fejl! Han var bedre end dét!

De næstfølgende ord samt den tone, hvori de var blevet sagt, fik dog Pax’s tanker et ganske andet sted hen. Forfærdet over sorgen der gjorde Junos øjne våde så Pax op og for blot et sekund frøs han på stedet. At se Juno opgive at være vred var ubærlig for Pax selv at overvære, for han vidste, hvad det betød. Han vidste, at Juno følte smerte i sådan en grad, han kæmpede med at bære dens vægt i hans krop.

Pax rejste sig op og aflagde resolut afstanden til Juno. Hele hans væsen, hele hans krop reagerede instinktivt, og de arrede hænder fandt vej op til begge af den blonde mands kinder, hvorpå de lagde sig forsigtigt men bestemt. Dernæst bøjede Pax sig frem og lod deres læber kollidere, hans kys båret af den kærlighed og det afsavn, han følte for Juno.

I det at Pax fjernede sin mund fra Junos, sank han en besværet klump og tvang hans krop tættere på sig. ”Ja sgu da!”, udbrød han i en lavmælt mumlen, hvorefter de brede øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande. ”Hvordan fanden skulle det ellers føle? Jeg – var jo forhelvede ved at slå ham ihjel dengang.”

Juno havde lige så lidt lyst til at der skulle være en eller anden psykopatdame i Pax's hoved, så han var nødsaget til at acceptere ringen. Hvor ubehageligt det så ellers var at se på den. Det Pax og Evlyn havde tydeligvis været langt mere ægte, end noget Pax og Juno nogensinde havde haft sammen. Deres skjulte, hemmelig forhold, som ingen havde hørt om, skulle stå op imod ét, hvor de næsten var blevet gift - og kunne nå at blive det endnu. 

Tankerne i Junos hoved var ved at kaste ham ned i et sort hul, da Pax pludselig stod ham og øjeblikket efter kyssede ham. Alt Juno kunne gøre var at ånde lettet op imod hans læber og derefter desperat gengælde kysset.

"Du var så tæt på at slå ham ihjel," svarede Juno med et afstumpet grin, der mere var et overlevelsesinstinkt end fordi mindet morede ham. Skulle han være ærlig med sig selv, kunne mindet stadig skræmme ham. "Ja, men... Jeg troede bare du var et røvhul, jeg vidste ikke - at det føltes sådan her." Juno forstod det nu. Smerten var altoverskyggende og han havde pludselig også lyst til at slå Evlyn ihjel. Han var ret sikker på, at Pax ville kunne tilgive ham, hvis bare han kunne få det til at se ud som selvforsvar.

Med Pax tættere på igen, var det blevet nemmere at tænke klart. De havde snakket om en rigtig, fysisk trussel, ikke om en kærlighedsinteresse, og Juno tvang sig selv tilbage til emnet. Hvis han ville have at Pax nogensinde skulle stole på ham, til at hjælpe med reelle trusler, var han nødt til at lære at slås, nødt til at lære at forsvare sig selv.
"Lær mig at slås," bad han, og, som han så ofte gjorde han blev usikker, kommunikerede han det som en ordre, og inden Pax kunne nå at svare ham, drejede han sit ansigt imellem Pax's hænder mod sine kinder, og lukkede sine tænder om den nederste, tykke del af hans tommelfinger, blidt og legende, som var de allerede to hvalpe i gang med at slås for sjov.