" Bjork!  " bed Daphnie lidt af Jaris, med en let rødlig farve i kinderne. Selvfølgelig fordi hun ikke ville have han skulle stå der og give udtryk for de gjorde ting man ikke skulle som gøre som ugift - og slet ikke som fætter-kusine. Det var selvfølgelig heller ikke det han hentydede til, og Aksel forstod det heller ikke sådan, for han blev med det samme mere rød i hovedet.
 " Det var jo ikke.. Du lægger ord i munden på mig! " Lød det næsten klagende fra den rødhudet og -hårede dreng. Aksel så efterfølgende hen på Daphnie, som hun bad ham tage hjem. Han overvejede det. Han følte sig lidt dum, som han havde beskyldt Daphnie for at være sammen med hendes fætter. Han vidste ikke hvorfor han var kommet på sådanne tanker, for selvfølgelig var hun ikke sådan, det kunne han slet ikke forstille sig. Han havde ikke lyst til at forstille sig det, i hvert fald. 
 Alligevel havde han ikke lyst til at forlade hende uanstændigt klædt med denne mand, som for ham var fremmet. Hun var stadig hans kommende kone, og selvom hun selv sagde at det var hendes fætter, havde han alligevel svært ved at forstille sig at Lukas skulle lyve for ham. Han nåede dog ikke at gøre hverken det ene eller andet, før Jaris kommenterede på at Aksel ville gøre alverdens ved Daffe. Noget der fik Aksels øre til at blive røde igen, og han så hurtigt hen på Jaris.
 " Du hev mig ind! " sagde han anklagende. Han ville til at træde tættere på Daphnie, for at komme lidt væk fra den her underlig fyr, men inden han nåede så langt, var han pludselig blevet fanget ind i Jaris greb, med en vandrende hånd på kroppen. Et kort øjeblik stivnede han og først fra Jaris bed han i skulderen kom der liv i ham. Lidt voldsomt hev han sig fri fra Jaris, vendte sig rundt og skubbede hårdt til ham.
 " Hvad har du gang i!? Hold dine beskidte fingre for dig selv! " lød det i en blanding af vrede og foragt fra ham. 

 Daphnie havde bare stået og set på med et lidt sammenbidt og utilfreds udtryk. Følelserne fra aften før, fandt vej til hendes krop igen, som hun så Jaris' hænder bevægede sig rundt på Aksels krop. Et lille, lavt fnys forlod hendes læber ved Jaris ord. Selvfølgelig blev Daphnie da utilfreds over at Jaris pillede ved hendes forlovede. Han skulle jo kun pille ved hende. Smilet blev dog en smule mere tilfreds da Aksel skubbede Jaris væk. 
 " Nu skal jeg.. " Det blev sagt mere som en mumlen end noget andet, for det var egentlig kun henvendt til Jaris. Hun gik over til Aksel, lagde armene om hans hals, og pressede læberne mod hans, i nok det mest lidenskabelige og intense kys hun nogensinde havde givet Aksel. Der gik et lille øjeblik hvor Aksel bare stod og var lidt overrasket over det pludselig skift i Daphnie, men han kunne ikke lade vær med at give sig hen til kysset, og lade armene glide om Daphnie. Mens de kyssede fik Daphnie en smule diskret vendt dem lidt, så hun under kysset kunne se på Jaris. Det var tydeligvis ikke for Aksels skyld at hun kyssede ham. 

Hvad havde han nu gjort? Han rettede et stort smil mod Daphnie og trak let på skuldrende, som hun bed af ham. Jo, han kunne vel godt have holdt lidt igen, men hun måtte da indrømme at det var lidt sjovt at se Aksel reagere som han gjorde. Han blev så forlegen og så vred på samme tid, det var jo næsten en konkurrence om hvor meget han skulle skubbes til, før han ville gøre noget ved det. Indtil videre fik Jaris lov til at vade på ham, som han havde lyst, og derfor tøvede han heller ikke med at træde helt tæt på ham. Han tyssede let på ham, da han straks rettede sine anklagende ord mod ham. Okay, Jaris havde været skyld i at Aksel var kommet ind, men den detalje var ikke vigtig lige nu.

Jaris forventede en hurtig reaktion fra Aksel, men blev alligevel lidt overrasket over hvor længe han egentlig fik lov til at rage på ham, uden han gjorde noget ved det. Men som tænderne satte sig mod hans skulder, var det nok til at provokere ham og Jaris slap ham lige så snart han vendte sig rundt og skubbede. Han måtte træde et par skridt tilbage for ikke at falde, så nu stod han helt op ad døren med ryggen.
”Du fornærmer mig, mine fingre er helt rene,” sagde han og smågrinede. En latter der lige så stille aftog, da Daphnie pænt tog over og kyssede Aksel noget så intenst. Nu hvor Aksel lod sig rive med, forblev Jaris stille, men han kunne ikke lægge skjul på, at han nød at se på og at han nød hvordan Daphnie kiggede på ham. Han bed sig let i underlæben for ikke at smile alt for bredt, som han lænede sig op ad døren og stillede sig til rette. Han nikkede svagt, som tegn til hende at hun endelig skulle blive ved. Ikke kun fordi han nød at se med, men også fordi han var nysgerrig efter at se hvor langt hun mon kunne skubbe Aksel. Hvor længe han ville glemme, at Jaris stod lige bag ham og spærrede for døren.

 Aksel vidste ikke hvad han havde forventet ville ske, som han trådte ind af Daphnie dør. Han havde lidt håbet på, at finde hende være alene, for så havde Lukas tydeligvis taget fejl, men det havde ikke været tilfældet. Det var nok også derfor han var så langsom til at reagere på alle ting, for det var bestemt ikke hvad han havde forventet ville ske. 
 Ligeledes kom kysset fra Daphnie bag på ham. Hun havde altid kysset ham lidt kort og overfladisk, og han havde egentlig altid troet det bare var fordi hun gemte de gode kys til de var blevet gift. Det kunne vel stadig være hendes plan, men hun nu ville vise ham, at han var hendes. Helt opslugt af kysset glemte han at reagere på Jaris kommentar. 

 Daphnie forsatte kysset, og holdt blikket forsat mod Jaris. Hun havde egentlig ikke rigtig lyst til at kysse Aksel på den både, slet ikke lige nu, men hun havde bare lyst til at vise et eller andet over for Jaris. Og hvis det så betød at Aksel måske ville gå efterfølgende var det vel til at overleve. Det lille nik fik et sug til at løbe gennem hendes krop, og lod hun øjnene glide i. 
 Hun vidste ikke helt hvorfor hun gjorde det, men Daphnies ene hånd gled lidt over Aksels nakke, over skulderen og ned af hans side og videre hen til hans ene hånd. Blidt tog hun fat i hans hånd, og førte den over hendes side og vider op på hendes bryst. Der var en lille smule modstand fra Aksel, men så snart hånden lagde sig mod Daphnies bryst lød der et lille suk fra ham. Hun trådte lidt tættere på, så deres kroppe var helt tæt, og blidt klemte hun lidt oven på Aksels hånd, så han klemte lidt om det bløde bryst. Denne gang kom der også et lille suk på Daphnie. 
 Der var ingen tvivl om at de to unge nød hvad Daphnie havde sat i gang, og Aksel havde egentlig glemt alt om at de ikke var alene. Armen der stadig var om Daphnies krop, strammede grebet lidt så hun blev trykket mere ind til ham. 

 Et eller andet sted vidste Daphnie godt hun burde stoppe. Trække sig væk og få sendt Aksel hjem, om Jaris synes det var en god ide eller ej. Alligevel kunne hun ikke få sig til det. I stedet åbnede hun øjnene igen, og så hen på Jaris. Hånden der stadig havde fat i Aksels hånd, trak hans hånd med ned over hendes krop. Det der fik Aksel til at trække sig lidt fra kysset.
 " Daffe.. " sukkede han ud, tydeligvis påvirket af situationen. Daphnie flyttede blikket fra Jaris, og så på Aksel i stedet, men hånden forsatte med at flytte på Aksels hånd og da den nåede halvvejs ned over hendes mave, flyttede hun så hænderne i stedet gled videre ned over Aksels mave. 
 " Mmh?" brummede hun lidt sørgende. Deres hænder forsatte indtil Daphnie kunne lukke Aksels hånd lidt om bulen mellem hans ben. En støn forlod hans læber, mens han stadig stod med øjnene lukket.
 " Vi kan ikke.. Vi er ikke gift.. " Han bed sig lidt i læben. Daphnie lod bare mundvigene glide op i et lille smil, og hun skævede kort over til Jaris. Hvad havde hun dog gang i?
 " Vi gør ikke noget, det er kun dig der gør noget..  " hviskede hun til ham, som hun slap hans hånd lidt, men hans fjernede ikke hånden selv. I stedet kunne man høre et let suk fra ham, som han bevægede hånden lidt.

Han var egentlig lidt overrasket over Daphnie, og trods tænderne der var sunket ned i underlæben, og som lige netop skulle forhindre smilet i at brede sig, var det hvad der skete. Han kunne ikke lade være, som han stod der og så hende føre Aksels hånd rundt på sin krop. Det skulle da ikke undre ham, hvis det var første gang han fik lov til at have et blødt bryst i sin hånd, noget både han og Daphnie lod til at synes om. Jaris kunne ikke selv lade være med at blive lidt opstemt, hvilket han gik ud fra var meningen, nu hvor hun stod og gjorde sig til sammen med en anden. Hun var jo klar over, at han kunne lide at se på, også selvom Aksel næppe ville fortsætte, hvis han ikke var blevet distraheret så godt af hende. Så Jaris sagde stadig intet.

Det lettere lystige blik fulgte Daphnies bevægelser, mens hun førte hænderne ned over sin egen krop og derfra flyttede dem over på hans. Jaris efterlignede hendes bevægelser, da han førte sin egen hånd ned over den bare hud, og videre ned over det eneste stykke stof, som dækkede ham til. Lige som hun lukkede Aksels hånd om bulen i hans bukser, lukkede Jaris hånden om bulen i sine egne. Han håbede at deres samtale ville dække over det i forvejen lave suk han ikke kunne holde tilbage.
Det var så fristende at træde de få skridt tættere på dem, og selv få lov til at mærke Daphnies bryst i sin hånd, mærke hendes hænder føre hans rundt på sin krop. Men han var klar over, at lige så snart han gjorde bare lidt opmærksom på sig selv, ville Aksel stoppe hvad han lavede og sikkert forsvinde ud ad døren meget hurtigt. Lige som Jaris var sikker på at Aksel aldrig havde haft et bryst i hånden, var han lige så sikker på at han aldrig var blevet opfordret til at røre sig selv på den måde. Det ville da næsten være synd at afbryde ham, så Jaris sendte Daphnie et blik der tydeligt viste, at han ikke havde tænkt sig at blande sig indtil videre. Lige nu havde han det helt fint med at røre sig selv og se hende lege.

 At stå og se Jaris efterligne hvad hun fik Aksel til, tændte Daphnie overraskende mere end hun ville have forventet. Om det skyldes alkohollet  der stadig summede i hendes blod, eller fordi hun faktisk godt kunne lide det, vidste hun ikke. Af hvad hun vidst af, kunne det også bare være det at Aksel ikke vidste hvad der foregik bag ham, der sendte sug gennem hendes krop.  Uanset hvad der var grunde, slap et suk ud over hendes læber, ved synet af at Jaris tog på sig selv.

 " Mh.. Men.. " lød det sukkede fra Aksel som hans hånd forsatte med at gnide på bulen. Hånden der stadig lå mod Daphnies ryg knugede sig lidt om stoffet under Aksels hånd. Daphnie selv, stod bare og holdt blikket mod Jaris. Hendes tunge gled fugtende over underlæben inden tænderne sank ned i den. Daphnie vippede hovedet lidt op, så hendes bund kom tættere på Aksels øre.
 " Men hvad? " hviskede hun en smule kælent.
 Derefter gav hun sig til at kysse og nappe lidt i Aksels hals, mens hånden der før havde styret Aksels hånd, gled lige så stille op over Aksels mave igen. Daphnies læber mod Aksel hals fik ham til kort at stønne lidt. 
 " Det er ... uanstændigt... " hviskede Aksel en smule besværet tilbage. Daphnie stoppede op med læberne, og hånden og overvejede lidt hvad hun skulle gøre. Han forsatte med at lade hånden gnide mod ham, selvom han lige havde indrømmet det var noget han ikke burde gøre. Daphnie vidste ikke hvorfor hun havde lyst til drille Aksel lidt. Det var vel lidt en eller anden form for hævn for at anklage hende for at gøre uanstændige ting med hendes fætter. 
 " Okay..  " mumlede hun og trak sig så væk fra ham, næsten som om hun havde brændt sig. Daphnie lod blikket glide lidt ned Aksel der hurtigt stoppede med at gnide på bulen, nu hvor Daphnie ikke længere stod helt op af ham, og hans kinder var røde i en blanding af opstemthed og flovhed over det han lige hvad gjort. Blikket slog han lidt ud til siden, væk fra Daphnie.
 " Det var ik.. Du kunne godt.. " Aksel sank kort. Der var ingen tvivl om hvad han gerne ville have, hvad han prøvede at sige, men som han alligevel ikke kunne få sig til. Han ville gerne have hende til at blive ved. 

Jaris måtte bide tænderne sammen for ikke at komme med et let grin over Aksel. Han synes det var så forkert, og alligevel kunne han ikke lade være med at blive ved. Han kunne vel ikke bebrejde ham, han ville heller ikke ønske at det skulle stoppe, hvis Daphnie stod og småpillede ved ham. Lige nu stod han kun og pillede lidt ved sig selv, og han havde stadig ikke lyst til at stoppe. Til gengæld var det ikke nok, og nu hvor han også kunne se at hun kunne lide at se ham røre ved sig selv, førte han lige hånden ind under stoffet og fortsatte. Jo mere opstemt han blev, jo mere måtte han kæmpe for ikke at lade de lave suk glide over i støn, så han ville ende med at forstyrre Aksel, der så ud til at nyde sig selv.

Det viste sig dog ikke at være nødvendigt, for som Daphnie trådte væk, stoppede Aksel selv. Jaris kunne ikke se hans ansigt, men han smilede over den skam han kunne forestille sig var malet hen over. Han havde jo lige sagt, at det var uanstændigt, og så var han alligevel ikke holdt op. Han ville gerne have Daphnie til at blive ved, men det lød ikke som om ordene ville ud. Hvis Aksel alligevel ikke havde tænkt sig at blive ved, så kunne Jaris vel godt blande sig nu. Så han trak hånden til sig og listede tættere på.
”Jeg gør da gerne uanstændige ting ved dig, hvis du så gerne vil have mere.” I samme øjeblik lagde han en arm omkring ham, hvor hånden meget hurtigt fandt vej ned til bulen i hans bukser. Det blev sikkert kun værre for Aksel, som han også ville kunne mærke hvor opstemt Jaris var, mod sin ene balle. Det lystne blik var dog vendt mod Daphnie, for selvom han ikke tøvede med at rage på Aksel, så var det jo egentlig hende, han gerne ville gøre uanstændige ting ved. Han forventede alligevel at blive skubbet væk igen, lige så snart Aksel var kommet sig over chokket.

 Det var selvfølgelig ikke kun Aksel der var blevet påvirket at det lille pilleri. Daphnies kinder var også lidt let røde af opstemthed, og hendes vejrtrækning var en smule overfladisk. Hun var ikke meget for at indrømme at hun faktisk havde kunne lide at se Jaris stå og lege med sig selv, som hun legede med Aksel, men det var også tydeligt at hun havde nydt det. Det var også derfor hun ikke så på Jaris, men i stedet holdt blikket på Aksel. 
 Et lille smil gled over hendes læber, som Aksel gav udtryk for han ikke var helt tilfreds med hun havde trukket sig. Han var så selvmodsigende lige nu, og det var lidt underholdende at se. Han gik så meget op i at være anstændig og pligtopfyldende, og så ville han alligevel have hende til forsætte med at pille ved ham. 

 Daphnie nåede ikke at sige noget til Aksel, før Jaris kom hende i forkøbet og trådte tættere på. Eftersom han nu stod ved Aksel, var det svært at holde blikket væk fra ham, og hans ord fik hende til at bide sig lidt i underlæben, mens hun holder blikket i Jaris. Hun brude helt sikker ikke have så meget opmærksomhed på Jaris, mens Aksel var i hjemmet, men at havde dem i samme rum, gjorde det bare meget mere indlysende hvor stor forskel der var på dem, og hvorfor hun havde det så meget bedre med Jaris. 
 Aksel var ikke lige så imponeret over situationen. Han havde glemt alt om at Daphnies fætter var i rummet med dem, og derfor gippede det forskrækket i ham da Jaris snakkede. Farven af flovhed spredte sig til hele hans ansigt, og han skulle til flytte hænderne ind foran hans noget så afslørende bule, men han var ikke hurtigt nok, og før hans vidste af det, havde Jaris hånden på hans bule og der var noget der prikkede ham mod ballen. 
 "Wow! Hvad har du gang i!? " udbrød Aksel, som han trak sig fri fra Jaris  - igen - og endnu en gang satte han hænderne mod den nærgående fyrs skuldre og skubbede ham væk fra sig, og trådte selv lidt bag ud. Hænderne fandt hurtigt vej ned for at dække lidt for bulen. 
 
 Daphnie måtte bide sig lidt i underlæben for ikke at lade en latter slippe ud over læberne. Selvom Daphnie havde virket så død og træt for kun få øjeblikke siden, var der lidt mere liv i hende nu. Hun følte sig ikke nær så presset, og opstemtheden der sitrede lidt i hendes krop, holdt hende også i gang. I et forsøg på at redde Aksel lidt fra Jaris, og at få Aksel til at gå, stillede hun sig ind foran den rødhårede fyr igen, og lagde hænderne på hans brystkasse. Hun så op i hans øjne med hovedet lidt på skrå.
 " Se.. Du har ingen grund til at bekymre dig for hvad Lukas har snakket om..  " hviskede hun stille, som om det ikke var meningen Jaris skulle høre det. Det vidste hun jo godt han godt kunne. Hendes ene hånd lagde sig mod Aksels kind for at få ham til at se hende i øjnene.
 " Jeg er ikke rigtig hans.. type..  " løj hun, og hentydede til hvordan Jaris havde ville røre ved Aksel. Aksel rynkede panden lidt og skævede kort mod Jaris, og fik hurtigt øje på hans bule i bukserne. Flovt slog han blikket væk, og rømmede sig lidt.
 " Så kan du tage hjem nu, uden bekymringer? Jeg ser ikke min fætter særlig tit, så vil gerne udnytte tiden med ham.. " Daphnie forsatte i den hviskende tone, og håbede lidt Jaris kunne gætte sig til hun gerne ville at han holdt sig lidt væk nu, så hun kunne få Aksel ud. Aksel rømmede sig lidt igen, og så tilbage på Daphnie. 
 " ... Undskyld.. " hviskede han, og kyssede Daphnie på panden.
 " Jeg kan nok bare ikke helt forstå at vi skal giftes.. At du virkelig har valgt mig.. " Aksels usikkerhed skinnede tydeligt igennem, og det gav Daphnie lidt dårlig samvittighed. Hun foldede læberne lidt sammen, inden hun smilte lidt.
 " Selvfølgelig er det dig jeg vil.." Hurtigt stillede hun sig på tæer og pressede læberne mod Aksels. Nu ville hun bare gerne have ham ud.

Lige som Jaris havde forventet, fik han ikke lov til at blive stående længe, før Aksel trak sig fri og igen skubbede ham fra sig. Han måtte træde et par skridt tilbage for ikke at ende med at falde, og undslap samtidig et lille grin, nu hvor han ikke blev nødt til at være så stille længere. Han ville så gerne tilbage igen og drille videre, endnu mere når Aksel stod og dækkede for bulen i sine bukser med hænderne. Han nåede kun lige at tage det første skridt tættere på, før Daphnie stillede sig hen foran Aksel og dermed også sørgede for at Jaris ikke kunne komme meget nærmere alligevel. Det var måske ikke en dårlig idé. Hun var jo klar over hvor langt Jaris var villig til at gå når han skulle irritere og gøre andre flove. Måske Aksel allerede havde fået nok?

Mens Daphnie fik beroliget Aksel, listede Jaris sig udenom dem og satte sig tilbage i sengen. Det var så fristende lige at nive ham lidt i ballen på vejen, men han havde fanget Daphnies hentydning. Hun ville gerne have ham til at gå, og hendes beroligende ord ville sikkert ikke være nok, hvis Jaris begyndte at pille for meget. Den stakkels, uerfarne fyr kunne jo slet ikke holde til at blive pillet ved. Han ville egentlig også gerne have Aksel til at gå, for han kunne ikke lægge skjul på at han stadig var lidt opstemt, og ligesom hende, ville han helt bestemt også gerne udnytte tiden med hende. Han lagde hovedet let på skrå, som han lige betragtede dem midt i deres kys.
”Hvor er det bare sødt,” kommenterede han med en tone der tydeligt afslørede at han ikke fandt det helt sødt. Tværtimod morede han sig lidt.
”Men skulle det ende med at gå galt, så find mig lige, ik? Jeg skal nok vise dig hvor uanstændigt det kan blive,” sagde han og lænede sig helt tilbage, til baghovedet blev støttet mod væggen. Det var ikke fordi det var løgn, han ville da ikke have noget imod at lege lidt med Aksel, men måske de ord samtidig kunne hjælpe ham til at blive overbevist om, at Daphnie havde ret når hun løj om at han ikke ville røre sådan ved hende.

 Ordene fra Daphnie var bestemt beroligende for Aksel, især som han jo godt kunne se hvordan han havde taget fejl. Hans hænderne flyttede sig lidt fra bulen, for at ligge sig mod Daphnies hofter. Han nikkede lidt til hendes ord, og gengældte kysset. Lidt prøvende forsøgte han at gøre kysset lidt mere intenst, som Daphnie havde gjort tidligere, men Daphnies trak sig lidt. 
 Det var ikke fordi Daphnie ikke lagde mærke til hvordan Aksel prøvede at ændre kysset, men hun havde ikke lyst til at kysse sådan med ham. Selvom det var lidt sjovt at lege med ham, ville hun helst bare have ham ud af døren. Det var heller ikke gået forbi hende hvordan Jaris lige skulle kommentere på dem, og derfor lagde hun vægten på det ene ben, så hun kunne bruge det andet til at sparke ham kort over skinnebenet. 

 Aksel flyttede hænderne han foran bulen, der ikke virkede til at ville lægge sig, og så bare væk fra Jaris som han kommenterede på at Aksel altid kunne finde ham, hvis det gik galt. I stedet flyttede Aksels sig lidt, og gik over mod døren. Hans gang var tydeligt påvirket over bulen og hænderne. Daphnie gik med ham, efter kort at have skulet til Jaris.
 " Vi kan ses i morgen?  " spurgte Daphnie stille og så op på Aksel ud gennem øjevipperne, i et forsøg på at være hendes uskyldige selv, som Aksel kendte så godt. Han nikkede lidt og skævede lidt på Jaris, som om han ikke helt vidste hvordan han skulle have det med det hele. 
 " Jeg henter dig på kroen? " Daphnie nikkede og åbnede efterfølgende døren. Det var nok fint nok, hun havde brugt meget tid med Jaris, og skubbet Aksel lidt til siden. 
 " Okay.. " Daphnie stilte sig lidt på tæerne igen og gav ham et hurtigt kys.
 " Jeg elsker dig, prinsesse.. " Aksel gik ud af døren, og Daphnie sagde i lige måde inden hun lukkede døren i. Så snart den var lukket i, lukkede Daphnie øjnene og lagde opgivende panden mod døren. Lige nu havde hun ret dårlig samvittighed. 

Det gav et lille gib i Jaris, da hun sparkede ham over skinnebenet og selvom det ikke ligefrem gjorde ondt, kom han alligevel med en lyd der indikerede det modsatte. Med et lydløst grin trak han benet op under sig, så han kunne sætte foden mod sengekanten. Han måtte bide tænderne sammen for ikke at komme med en kommentar mere, det var ellers så oplagt at stikke lidt mere til Aksel, nu når han så stædigt ignorerede ham. Det var lige netop den slags Jaris altid tog som en opfordring til at blive ved, men han var næsten sikker på at det ikke kun ville irritere Aksel, men også Daphnie, og det var jo ikke meningen.
”Farvel, Aksel!” Nåede han lige at halvråbe efter ham, inden døren blev lukket.

”Han er da slet ikke så kedelig, som jeg troede. Måske lidt uhøflig, han gik uden at sige farvel.” Han forsøgte at lyde en smule fornærmet, men han kunne stadig ikke lægge skjul på hvor meget han morede sig over hele situationen. Han blev liggende lidt dovent i sengen, men kun i et øjeblik, da Daphnie ikke kom hen til ham. Han rettede lige på kanten af underbukserne, før han rejste sig og tøffede hen bag hende.
”Hvorfor er du så stille?” Hviskede han, som han blidt lagde hagen mod hendes skulder og lagde armene omkring hendes talje, så han kunne trække hende ind til sig. Måske tømmermændene havde ramt igen?

 Selvom Daphnie stod og havde det småskidt over hendes handlinger, kunne hun alligevel ikke lade vær med at trække lidt op i mundvigene ved Jaris kommentar om Aksel. Det var kun sket fordi Daphnie havde gjort som hun havde. Hun havde slået benene væk under Aksel, tage ham med bukserne nede. Måske endda prikket hul på noget, men ville hun vel finde ud af den kommende dag. Hun var da lidt spændt på om han ville lade som ingenting fremafrettet eller hvad. 
 Selvom det lille smil fandt vej til hendes læber, forsvandt det dog lige så hurtigt igen. Hun havde løjet en del for Aksel allerede, men hun følte lidt hun havde trådt over en grænse i dag. Hun følte lidt hun på en eller anden måde havde snydt ham. 

 Daphnie lukkede øjnene lidt i da hun mærkede Jaris bag sig, og da han lagde armene om hende, lagde hun den ene af hendes hænder oven på hans, og forsøgte at flette fingrene ind i hans, hvis han lod hende. Læberne blev foldet lidt hårdt sammen og hun sank kort. 
 " Jeg er et virkelig dårligt menneske..  " Hviskede hun stille tilbage. Hun vidste ikke om Aksel faktisk stadig stod uden for døren, men hun gik ud fra han var gået. 
 " Han vil mig så gerne.. Og jeg er bare.. en kæmpe røv.. " Hendes stemme var stille og tydeligt påvirket af nogle triste tanker. Det var ikke fair over Aksel at hun legede med hans følelser som hun gjorde, og lige i dag havde det givet havde det givet hende en virkelig grim smag i munden. 
 " Jeg elsker dig... " Der var næsten ingen lyd i hendes stemme som hun erklærede hendes følelser. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det. Hvorfor hun fortalte det, vidst hun ikke. Det virkede som det rigtige at gøre, for det var jo en stor del af hvad der gjorde hun følte som hun gjorde lige nu. 
 Bekymringerne der altid havde været omkring at sige hvordan hun havde det med ham, var der stadig. Hvad nu hvis han trak sig væk fra hende. Hvad nu hvis han ikke ville hende mere. Hun frygtede virkelig at han ville trække sig fra hende, men ordene fløj bare lidt ud af hende, og nu kunne hun ikke tage dem tilbage. 

Fingrene blev flettet ind i hendes og han klemte lidt mere til omkring hende. En let latter lød fra ham over hendes ord og så rystede han let på hovedet.
”At du ikke holder af ham på samme måde, som han holder af dig, gør dig ikke til et dårligt menneske.” Nu kendte han jo ikke omstændighederne for deres forlovelse, men det undrede ham da ikke det mindste, hvis Albert havde mere at sige om det, end Daphnie selv havde. At hun på en eller anden måde ikke følte, at hun havde noget valg. Trods der næsten ikke var meget lyd på hendes stemme, opfangede den alt for gode hørelse alligevel de tre små ord, som kunne få ham til at stoppe med at trække vejret, hvilket de også gjorde i få sekunder.

Han kneb øjnene sammen og bukkede hovedet længere ned, så han kunne hvile panden mod hendes skulder. Nej! Nej, det hørte han ikke. Alt i hans krop skreg at han skulle forsvinde. At han skulle slippe hende og gå derfra. Lige nu. Han burde være gået for længe siden, for han vidste det jo godt. Han vidste godt hvad hun følte for ham, og at han egentlig kun legede med hendes følelser ved at blive. Det var derfor han altid var skredet fra de fleste andre. Alle de følelser blev for meget. Måske det i virkeligheden bare var for at løbe fra sine egne følelser, fordi han ikke kunne håndtere at skulle have følelser for én og vide, at han aldrig ville kunne engagere sig nok. Nu havde han trukket den for alt for langt. Langt nok til at hun endelig indrømmede det. Men han kunne ikke flytte fødderne.

”Jeg…” Han ville så gerne sige det samme tilbage, men han ville jo ikke mene det. Han ville kun sige det for at gøre hende glad, selvom han godt vidste at det ville være at lege endnu mere med hendes følelser. Han løsnede sit greb om hende, og lagde i stedet hænderne ned omkring hendes hofter, så han kunne vende hende rundt. Det sammenbidte udtryk i hans ansigt forsvandt først da han rettede sig op og straks pressede sine læber mod hendes. Man kunne vel se det som en forsvarsmekanisme. Han kunne ikke sige det samme til hende, så han måtte distrahere hende med noget andet i stedet. Et kys. Det måtte virke.

 Selvom Jaris ord jo et eller andet sted var sande, og han havde fat i noget, hjalp det ikke meget på Daphnies humør. Handlede jo ikke så meget om at hun ikke følte det samme for ham, så han gjorde for hende, men mere hvordan hun lige havde stået og løjet så meget, direkte op i hans ansigt. Hvordan skulle han kunne stole på hende? Selvom Aksel jo ikke vidste det var løgn, kunne Daphnie ikke lade vær med at føle at han vidste det. Det krævede jo heller ikke mere end et enkelt spørgsmål til hendes forældre, for hele løgnen  ville falde til jorden.

 Stilheden der faldt mellem dem efter Daphnies erklæring, gjorde hende nervøs. Hun mærkede hvordan hjertet begyndte at banke hårdere i brystet. Panden hvilede stadig mod døren, og hånden der var flettet med Jaris', strammede den greb lidt om hans. Læberne pressede hun mod hinanden og øjnene kneb hun hårdt sammen. Hun skulle ikke have sagt det. Han følte ikke det samme som hende, og det vidste hun godt. Hun havde bare håbet på at han bare ville have skudt det til siden med en joke, og sagt at hun ellers plejede at hade ham, eller at Aksels besøg vidst havde steget hende til hovedet. Men han var bare helt stille. 
Da Jaris endelig gav lyd fra sig, hoppede Daphnies hjerte et slag over. Han kom dog ikke nogen vegne med det, og det gjorde næsten Daphnie mere nervøs end hun allerede var. Hvis hun ikke havde stået foran døren, var han så allerede stukket af? 
 Pludselig slap Jaris grebet lidt om Daphnie, og hun bed sig hårdt i læben for at holde et lavt hulk tilbage. En forvildet tårer gled ned over hendes og greb kort lidt mere om Jaris hånd. Hun ville ikke have han gik. Alligevel lod hun han trække sig lidt væk, selvom det var tydeligt at det  var en smule modvilligt. Da hans hænder lagde sig på hendes hofter, var hun klar på at det var for at flytte hende væk fra døren, så han kunne gå, men i stedet vendte han hende rundt. 
 Daphnie nåede kun lige at vippede op for at se på Jaris, før han pressede læberne mod hendes. Daphnie lod øjnene glide i, og hun flyttede hænderne op på hans bryst. Det hjalp helt klart lidt på Daphnies nervøsitet at han kyssede hende, men også kun lidt. Han kyssede hende for at ignorere hvad hun sagde. Et eller andet sted, var det måske også det hun gerne ville have, men alligevel følte hun ikke det var rigtigt. Hvad nu hvis han bare var væk når hun vågnede?

 Kyssede varede derfor kun et øjeblik, for Daphnie trak sig væk, og hurtigt lagde panden mod hans brystkasse, så han ikke bare nemt kunne kysse hende igen. Endnu en tårer sneg sig over hendes kind, men hun ignorerede den.
 " Du må ikke gå.." hendes stemme jeg lige så stille, som da hun havde sagt, at hun elskede ham. 
 " Jeg ved godt du ikke har det på samme måde.. " forsatte hun stille. 
 " Og det er okay.. Du må bare ikke.. Gå.. " Hun havde lyst til at sige meget mere, men hende hals snørrede sig lidt sammen, og tårene tog lidt til. Hun knyttede hænderne mod hans brystkasse.

Det ville være så meget lettere at skubbe sin egen akavede følelse væk, hvis Daphnie ikke trak sig så hurtigt. Det var som regel ikke nemt at gøre Jaris usikker, men han blev alligevel lidt nervøs nu. Han kunne ikke lade være med at tro, at hun skulle til at bede ham om at gå, nu hvor han ikke havde sagt det samme til hende. Han gik ikke ud fra at det kom som en overraskelse for hende, at han ikke følte det samme, men måske det var noget andet at få det så åbenlyst at vide, når han mere eller mindre ignorerede sådan en kommentar.

Selvom han var utrolig fristet til at gå, og flere gange havde været overbevist om, at han skulle lige til at gøre det, så blev han alligevel lidt lettet, da hun stille bad ham om ikke at gøre det. Så hvad gjorde man lige, når alt i ens krop skreg at man skulle gøre én ting, og det eneste der ikke ville lystre, var fødderne? Når man samtidig stod med en dejlig pige, der grædende bad en om ikke at gå. Han kunne ikke lade være med at fortryde det lidt, at han ikke bare var gået da han første gang fik tanken, at Daphnie følte lidt mere for ham, end han ville have.

Stilheden fik lov til at lægge sig som et tungt tæppe hen over dem, og blev kun afbrudt af Daphnies grædende vejrtrækning, som han ikke kunne undgå at høre. Det tog ham hvad der føltes som en evighed, men nok kun varede et par sekunder, endelig at lægge armene omkring hende.
”Jeg går ikke… Men…” Han bed tænderne lidt sammen, som om det han skulle til at sige ville gøre ondt. Ikke på ham, men på hende. Så han trak hende tættere ind til sig og klemte lidt til.
”Det gør dig så trist, at jeg ikke har det på samme måde. Jeg vil ikke gøre dig ked.” Han vidste, at det nok ikke ville blive bedre for hende hvis han gik, men han ville ikke være grunden til hendes tårer.

 Selvom Daphnie havde bedt Jaris om ikke at gå, var hun ikke sikker på om han ville høre på hende. Hun kunne godt mærke på ham, at han ikke var tilpas i situationen, og et eller andet sted kunne hun godt forstå ham, på flere måde. Hun vidste selv hvor ubehageligt det var, når en man ikke rigtig havde følelser for, erkendte hvad de følte. Det var jo sådan hun havde det med Aksel. Derudover havde Jaris ikke ligefrem slået hende som typen der.. slog sig ned. 
 Da Jaris endelig lagde armene ordenligt om hende, var det lidt en lettelse, for det betød at han ikke ville gå, i hvert fald ikke lige nu. Daphnie trak vejret ind med en meget rystende vejrtrækning, og hun trykkede sig ind til Jaris. Armene flyttede sig fra hans bryst og lagde sig om på hans ryg, så hun kunne sikre sig han ikke bare pludselig gik. Hovedet drejede sig så hun i stedet havde siden af hovedet mod hans bryst. 

 Det var med en snøften af Daphnie nikkede. Det gjorde hende trist, men så slemt var det ikke. Det var ikke så meget fordi Jaris ikke følte det samme for hende, som hun gjorde for ham, der gjorde hende så ked af det lige nu. Det var det hele. Med Aksel, med hendes følelser, med hendes løgne. Alle de ting hun gjorde, som hun virkelig ikke burde. 
 " Det ændre sig jo ikke hvis du går.. " mumlede hun lidt og snøftede igen. Det var sagt lidt i sjov, ikke at der var noget dril eller sjov at spore i hendes stille stemme. Læberne foldede sig sammen i en lidt tænkende mine og Daphnie åbnede endeligt øjnene igen. 
 " Det er ikke kun dig.. der gør mig ked af det.. Jo, det gør mig lidt trist du ikke føler det samme, men det kommer ikke bag på mig.. Og jeg er også okay med det.. Vi kan jo ikke.. Du så gammel.. " denne gang sneg en lille drilsk smil over hendes læber. Det var dog også sandt. De havde endda også snakket om det før, så det var jo ikke noget nyt. 
 " Det er bare ikke.. nemt.. " smilet var væk fra læberne igen og hun bed sig kort i underlæben.
 " Jeg ved hvordan Aksel har det med mig.. Og jeg snyder ham bare.. Det er jo ikke.. Okay.. " Daphnie flyttede hovedet lidt, så hun kunne se op på Jaris med et lidt forpint udtryk.
 " Jeg har lige stået og løjet han direkte op i ansigtet, efter at have stået og gjort ting ved ham, han egentlig ikke rigtig har lyst til.. Jeg snurrede om ham om min lillefinger, udelukkende fordi jeg hellere bare vil.. være med dig.. " hun slog blikket ned. Hun følte sig så tarvlig. Ligenu mod måde Aksel og Jaris.

Et lille, undskyldende smil, som hun alligevel ikke kunne se når de stod som de gjorde, viste sig på hans læber. Hendes ord bekræftede ham kun i hvad han allerede tænkte. Det ville ikke ændre sig hvis han gik, og stadig kunne han ikke helt lade være med at tænke, at det måske ville. Hvis han gik, som han burde have gjort for længe siden, så ville hun slet ikke stå i den her situation. Han ville ikke have været her til at såre hende, han ville ikke have været her til at genere Aksel og gøre ham i tvivl om hvorvidt Daphnie ville ham eller ej. Han havde ikke lyst til at gå, men hun ville uden tvivl have en hel del mindre problemer, hvis han gjorde.

Smilet gled over i en let, næsten lydløs latter. Han kunne ikke se det drillende smil, men kunne høre den samme undertone i hendes stemme, trods det triste stadig dominerede. Det var rart at høre, at hun stadig kunne lave lidt sjov.
Lige så langsomt forsvandt smilet hos ham igen, men var først helt væk, da han så det lidt forpinte udtryk i hendes kønne lille ansigt. Måske det ville være lettere for ham at håndtere, hvis han kunne finde ud af at sætte sig ind i hendes situation. Hun havde det så dårligt over at hun havde behandlet Aksel på den måde, men Jaris ville kun have set hvor meget han havde moret sig, hvis det havde været ham. Det var kun fordi han så hvordan det påvirkede Daphnie, at han ikke gav udtryk for det.
”Jeg kan ikke fortælle dig hvad der er det rigtige at gøre.” Han sukkede og trak let på skuldrende.
”Men jeg kunne forestille mig hvor skuffet både Aksel og dine forældre vil være, hvis du vælger Aksel fra til fordel for mig. Og jeg ved hvor dårligt du vil have det med at såre dem.” Han forsøgte måske at give udtryk for, at han ikke ville have hende til at droppe hele brylluppet fordi hun hellere ville være sammen med én, som ikke kunne give hende det samme som Aksel kunne. Han slap grebet omkring hende med den ene arm, og førte så hånden længere op, så han kunne lægge et par fingre under hendes hage og løfte hendes hoved lidt, hvis hun altså gav ham lov.
”Men.. Så glem Aksel for nu… og vær sammen med mig,” sagde han lavt, næsten hviskende og rykkede hovedet lidt tættere på hendes. Han lagde op til at ville starte et kys op, men ventede til hun tog det sidste skridt.

 Der lød endnu en snøften fra Daphnie, og hun nikkede lidt til Jaris ord. Hun havde heller ikke regnet med at han ville kunne sige hvad hun skulle gøre og så ville det hele være løst. Hun prøvede bare at forklare sig. Sikre sig han ikke gik fra hende. Han gjorde hendes liv bedre. Gjorde hende gladere, også selvom hun blev lidt trist en gang i mellem, men det var hun jo selv udenom. Hun ville jo netop ikke bare skubbe ham ud af hendes liv. 
 " Det ved jeg.. " mumlede hun stille, mens han trak på skuldrene. Den ene arm slap sit greb om Jaris, for at tørre hendes våde kinder med et snøft. Læberne foldede sig lidt sammen ved hans næste ord og hun nikkede igen. Et lille smil sneg sig over læberne.
 " Far ville slå dig ihjel.. igen..  " mumlede hun en smule underholdt. 

 Fingrene lagde sig mod hendes hage, og Daphnie løftede hovedet op så hun kunne se Jaris i øjnene. Hun sank kort og holdt blikket i hans som han kom tættere på. Hun mærkede hvordan hjertet bankede hurtigere i hendes brystkasse, og sommerfuglene der lavede piruetter i hendes mave. Var det sådan her, Aksel havde det når han kyssede med Daphnie?
 " .. Okay.." lød det næsten åndeløst fra Daphnie. Hånden hun havde brugt til at tørre kinderne, gled lige så stille op af Jaris brystkasse, og videre på i hans nakke, hvor den trak ham det sidste stykke hen til hendes læber, og hun startede et blidt kys op. Øjnene gled i, og lige så stille blev det mere ivrigt. 
 Hånden der stadig var på ryggen af Jaris, gled lige så stille over hans side, og ind mellem dem. Blidt gled fingrene over toppen af hans mave og videre op til hans brystkasse, hvor fingrene gled lidt mere undersøgende rundt på ham.

Daphnies kommentar fik en drenget, morende latter frem hos Jaris, der tydeligvis stadig fandt mindet om sit sidste møde med Albert ret underholdende. Det ville have været endnu bedre hvis han selv havde fået et par slag ind, men for hendes skyld havde han ikke gjort meget. Hans stikkende kommentarer til Albert havde været mere end rigeligt til at bringe et stort smil frem på hans læber. Et scenarie han kunne gøre helt forfra igen, nu hvor han havde ny krop og ingen var klar over hvem han var, udover en mulig fætter, der var dukket lidt tilfældigt op på Daphnies dørtrin.

Der var ikke den mindste modstand, som Daphnie trak ham det sidste lille stykke, og startede det kys op, som han havde lagt op til. Han gengældte det en smule mere ivrigt end det blev givet, kun afbrudt af et par enkelte nydende suk, som han mærkede hendes undersøgende hånd mod sin hud. Selv lod han begge hænder finde om bag hende, og kort efter ned mod bagdelen, hvor han tog let fat i stoffet fra underkjolen. Lige så stille trak han op i kjolen og lagde egentlig op til at ville fortsætte til han kunne trække den helt af, men da hænderne nåede til midten af hendes ryg, stoppede han. Han trak sig samtidig fra kysset, men kun lige nok til at deres læber stadig strejfede hinandens.
”Jeg er nysgerrig. Hvad ville du have gjort før, hvis du ikke var stoppet?” Han havde godt nok bedt hende om ikke at tænke mere på Aksel, men han ville egentlig gerne vide hvor langt hun ville være gået, hvis han ikke havde givet udtryk for hvor forkert han mente det var. Det var også en diskret hentydning til, at hun da gerne måtte gøre det samme mod ham.

 Efter et par kælende bevægelser mod Jaris brystkasse, lagde hånden sig fladt mod midten af brystkassen. Hånden i Jaris nakke nussede ham lidt. Daphnie fulgte bare med som kysset udviklede sig. Hun var egentlig klar til at kjolen ville blive pillet helt af hende, men i stedet stoppede han op og trak sig lidt væk.
 Et lille smil gled over hendes læber, og hun sugede kort underlæben ind mellem tænderne. Hvad ville hun have gjort? Daphnie trak lidt på skulderne, og nappede sig så i stedet fast i Jaris læbe.
 " Det ved jeg ikke.. Jeg gjorde bare.. noget.." Hver gang hun holdt en lille pause nappede hun lidt i hans læbe, og til sidst åbnede hun øjnene, og op i Jaris orange øjne. Et lidt drillende smil spillede på hendes læber. Hånden på hans brystkasse begyndte at bevæge sig igen, denne gang var det dog kun pegefingeren der lidt kælent gled rundt på brystkassen.
 " Du er måske.. lidt jaloux? " Daphnie regnede selvfølgelig ikke med han rigtig havde været jaloux. Han havde mere lignet en der nød at se på, hvordan hun legede med Aksel og snurrede ham om hendes lillefinger. Tankerne om hele situationen fik et sug frem i hendes mave, sammen med lidt blandede følelser. Gode og dårlige. 
 
 Jaris fik ikke mange sekunder til at svare, før Daphnie ville glide sig fri af hans greb - hvis han altså ikke holde hende fast - og som hun gik forbi ham, ville hånden på hans brystkasse følge hans krop og glide videre over hans side, ind til hun ikke længere kunne nå ham. Selvom om summende fornemmelse i kroppen, der var kommer efter at have pillet ved Aksel mens Jaris kiggede på, gav hende lyst til at springe på Jaris, var hovedpinen der var begyndt at dunke ekstra hårdt i hende baghoved, noget så distraherende og irriterende.
 Så havde Jaris ladet hende gå væk fra ham, ville hun gå hen til kruset med vand, der stod på gulvet ved sengen. Underkjolen fik lov til at passe sig selv, så faldt den ikke selv ned på plads, blev den hvor Jaris havde efterladt det. 
 Daphnie ville have bukket sig ned efter kruset med benene strakt og numsen strittende, til Jaris fornøjelse, men som hun begyndte at læne sig frem, kunne hun godt mærke ubehage skyde frem i hende, og hun måtte bukke i benene og samlet kruset op på den måde.

Der dukkede en lille snert af forventning op, som en lille klump i maven, da han mærkede de blide nap i læben. Trods han havde nydt at se på, var det kun begyndelsen og som tiden gik ville han da langt hellere røre selv, eller blive rørt ved af hende. Det drillende smil om hendes læber og fingeren der gled hen over brystkassen, gjorde det kun værre. Måske han egentlig var lidt jaloux. Det var ikke noget han havde mærket før nu, for det passede ham fint at stå i baggrunden før, men nu måtte hun gerne rette samme slags opmærksomhed mod ham, som hun havde rettet mod Aksel. Det var jo slet ikke det samme at rage når man selv tog sig den frihed, som at blive opfordret til det af hende.

Inden han nåede at svare, gled hun fri fra hans greb. Han fulgte hende med blikket, som hun gik over og tog kruset med vand, men kunne ikke lade være med at tænke, at hun også gjorde det for at lege lidt med ham. Det var hånden der strøg hen over hans bare overkrop, der fik den tanke til at sætte sig. Han fulgte med kort efter, og gengældte lige ved at lade en hånd stryge hen over hendes bagdel, som han gik udenom hende og satte sig tilbage i sengen.
”Hvis jeg sagde ja, ville du så gøre noget ved det?” Han lænede sig tilbage, til han kunne mærke væggen mod det øverste af ryggen og løftede et let udfordrende øjenbryn, som han smilende ventede på hendes svar. Nok var hun plaget af sin hovedpine, men han lagde heller ikke nødvendigvis op til at ville lave meget.