Coffey sad frosset til sin plads, da hun hørte Herren bevæge sig. Hun var skrækslagen, for hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, hendes gamle Herre havde ikke afrettet hende med fysisk magt, udover hendes første år der, hvilket var længe siden. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, for ingen var ens. Hun turde ikke se op, mest af alt ønskede hun bare at krybe væk helt fladt med gulvet, men hun blev siddende, mens hun mærkede han komme nærmere, som et lyn fra en klar himmel, mærkede hun hans faste greb om hendes strube, inden hun blev kastet imod det hårde gulv under dem. 

Coffey nåede knap at tage fra, da hendes hoved ramte jorden, før hun mærkede hans knæ presse imod hendes brystkasse, og tvinge hende hårdt ned i underlaget. De ellers smalle pupiller var helt udspilede og store, fyldt med frygt for hvad han ville gøre. Hele hendes krop skreg efter at kæmpe imod, at hun ikke var klar til at skulle lade livet, hun frygtede tydeligvis det værste for Herrens egen fejl, men det kunne hun aldrig sige, hun kunne ikke give ham skylden for hans egen handling, det ville være lige så godt som at underskrive hendes egen dødsdom. Den lange hale trak sig helt sammen, idet den vred sig hen over gulvet. Hendes hjerte slog alt for hurtigt i hendes brystkasse, og hun var sikker på Serpico kunne lugte og mærke hendes frygt, for et sted væk fra dem kunne hun høre ham, høre at han kæmpede inde i buret. 

Hun skulle lige til at undskylde, da hun mærkede hans negle presse sig ind i hendes hals. Den nydelse hun før havde oplevet med smerten, var afløst af en ulidelig smerte, der brændte så ubehageligt at hun slet ikke kunne være i det. Hun vred sig under ham, som hun greb om hans hånd. "Undskyld Herre..." klynkede hun med fugtige øjne. Hun ville så gerne væk fra ham, at blive straffet havde aldrig været en nydelse, det var frygteligt og hun hadede det mere end noget andet.

Aldrig ville han være i stand til at give sig selv skylden for det, der var sket. Slaven skulle have informeret ham om giften i hendes eget blod, for så var det aldrig sket. Men selvom Elinor normalt ikke gik ind for fysisk straf på denne måde, så løb temperamentet fuldkommen af med ham, netop fordi han havde indset sin egen frygt, frygtet for sit liv. Så han reagerede instinktivt ved at gribe fat i hende og tvinge hende imod gulvet. Han var stadig sur og arrig over at det var kommet dertil, når de endelig var begyndt at finde en kemi sammen. Eller være i stand til at forstå hinanden. Men hun havde smidt det hele ud af vinduet på et splitsekund og derfor måtte hun bøde for det. Det var kun fair.

Knæet pressede sig nådesløst imod hendes brystkasse, som han ville være sikker på, at hun kunne få den samme fornemmelse af smerte, som han lige havde følt. Det var aldrig tilladt at skade herren og det var hun tydeligvis ikke i stand til at vide på egen hånd, så han var nød til at vise hende, hvilke konsekvenser det ville få for hende. Han registrerede godt, hvordan halen bevægede sig, og var samtidig også klar over at hun ville være i stand til at vinkle den omkring hans krop, hvis hun virkelig følte sig truet. ”Læg stille” beordrede han dog kort tid efter, som han selv havde fået pusten og atter var sikker på, at han kunne bruge stemmen uden at forvolde mere skade. Ja hun havde healet ham, men var det nu også permanent eller bare midlertidigt for at forvirre ham og undslippe? Elinor hørte udmærket larmen udenfor rummet, men bed ikke mærke i det, netop fordi han var sikker på at buret kunne holde slangen inde, uanset hvor meget denne kæmpede for at komme fri.

Det var virkelig alvor denne gang, som intet smil fandt vej til hans læber. Mundvigene pegede nedad og han vidste virkelig ikke hvor han skulle starte. Hendes klynkende ord fik ham blot til at møde hendes blik, hvorpå han valgte at slippe halsen og rejse sig op. Han strøg hænderne hen over sit tøj for at rette det, som han hev ned i trøjen for at strække eventuelle folder ud. ”Stræk armene ud” kommanderede han, før at han vendte sig om mod rebet for at samle det op.

Hans ordre kom hårdt og kontant, trods hendes øjne var helt fugtige, og alt i hendes krop skreg om at kæmpe tilbage således at hun kunne stikke af, gjorde hun som der blev sagt. Hun lå helt stille på det hårde underlag, hun turde ikke røre i muskel i sin krop, hvilket ikke var let med hendes. Vejrtrækningen var besværet, for Herren var ikke nogen lille let mand, vægten føltes knusende og hun endte med at komme med små gisp for bedre at kunne få vejret. 

Den måde han så på hende, det manglende smil, det hele fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hvad kunne han dog finde på at gøre? Var dette hendes endelig? Skulle hun til at malkes for hendes gift og blod, som nogen havde fortalt kunne ske. Skulle hun bruges til at dræbe andre? Scenarierne var uendelige, og det ene meget værre end det andet. Da Herren endelig rejste sig, og dermed lettede trykket på hendes brystkasse, hev hun grådigt efter vejret, mens hænderne fandt vej til hendes strube. De mærker Herren havde efterladt, var så langsomt begyndt at heale igen. Hun havde lyst til at vende sig om og krybe væk i en fart, men ordren kom før hun kunne nå at gøre noget. 

Panik lagde sig over hendes ansigt, hvorfor skulle hun strække armene ud, ville han tage hendes hænder som straf, var det for at teste om de ville vokse ud igen? Det var tydeligt at se hun ønskede at protestere, kæmpe imod hans ordre, men hun handlede alligevel lige efter den var givet, hvor hun strakte sine arme ud som anvist af ham. Hun knugede sine øjne tæt i, bange for hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende. Hun turde ikke se, overbevist om det var bedre at være uvidende om hendes skæbne. 

Vreden var så småt begyndt at lægge sig, men Elinor var udmærket klar over, at hvis han ikke straffede hende, så ville hun hurtigt få den opfattelse, at handlinger ikke havde konsekvenser. Derfor var han nødsaget til at bibeholde sin vrede lidt endnu, så han kunne bruge temperamentets styrke i sine slag. Aldrig havde han været så tæt på døden før, det hang i luften omkring ham og fortalte ham blot, at han ikke var udødelig. Eller usårlig for den sags skyld. Noget han bestemt godt vidste, men en slave skulle bestemt ikke vise ham det eller holde hans liv i sin hule hånd. Derfor måtte hun straffes, selv hvis hun fortrød det og det i virkeligheden havde været hans egen fejl. Elinor kunne ikke se sig tilbage.

Gift var ikke noget hverken Elinor eller Valtor gjorde sig i, men han ville gøre det klart i hendes papirer, at blodet ikke skulle indtages i nogen som helst form. Hvis hun blev solgt, så kunne herren vælge at gøre med den information, som de ønskede, men lige nu skulle han blot sikre sig, at et eventuelt uheld ikke ville falde tilbage på deres forretning, netop fordi det ville skade deres ry noget så grusomt. Eller Valtors ry. Nu handlede det dog om afstraffelse, som Elinor samlede rebet om fra tidligere og snoede det omkring sig selv, så det blev tykkere og hårdere i sin form. Som en kæp.

Afventende kiggede han imod hende igen, som han bevægede sig hen til hende, så han stod ved hendes hofte. Elinor ventede på at armen blev langt frem, imens at han masserede rebet imellem sine fingre. Så snart hun lagde armen ud, svang han det imod undersiden af hendes arm, så et ordentlig bang rungede igennem rummet. Det var muligt at hendes arm ville brække under slaget, men Elinor var ligeglad, som han dog noget så arrigt smed rebet fra sig ind imod væggen, så det faldt til jorden. ”Se, hvad du fik mig til at gøre” vrissede han opgivende med en klump i halsen, som han trådte væk fra hende og sank ned på gulvet.

Hele hendes krop sitrede af frygt, frygt for hvad han ville gøre, nu hvor hun lå helt sammenkrøllet, forsvarsløs med armen strukket ud. Hun hørte hans skridt, mærkede de helt små, vibrationer i gulvet som han bevægede sig. Hun hørte rebet, hvordan han vred det, men hun turde ikke kigge. Da slaget faldt ned over armen, forsøgte hun virkelig at kvæle det skrig af smerte, som flød over hendes læber. Hele hendes krop trak sig sammen, i forsøget på at undslippe den smerte, der dunkede brutalt i hendes arm. Skriget blev erstattet af ganske dæmpede klynk, med tårerne rullende ned af kinderne. Hun prøvede virkelig at bremse sig selv, så Herren ikke skulle høre hende klynke. 

Først da hun hørte rebet blive kastet imod væggen, turde hun åbne øjne ganske svagt, hendes tårefyldte blik søgte ned til armen, der havde en kraftig misfarvning, brændemærke fra rebet, men hun troede ikke helt der var sket mere, selvom smerterne stadig var så intense at hun dårligt kunne bevæge armen eller hånden. 

“Jeg fik kun som fortjent, Herren var retfærdig og i sin gode ret til at vælge en straf....” Hendes stemme var blot en svag hvisken, idet hun forsøgte at undertrykke den skælven der lå stadig, men i det mindste undertrykte hun endelig sine klynk helt, trods tårerne stadig trillede.

Straffen var påtvunget, Elinor kunne virkelig ikke gøre noget andet for at udrede den situation, som Coffey havde sat ham i. Det var ikke fordi han ønskede at skade sin ’ejendom’ eller Valtors, men disciplin var nødvendig for at kunne have slaverne under samme tag, uden at de lige pludselig ville ende med at rotte sig sammen for at stikke af. Coffey virkede om ikke andet påvirket af situationen, som han var overbevist om at ét slag måtte være nok. Elinor kunne stadig høre ekkoet efter slaget og det dunk rebet havde lavet, da han havde kastet det bort og det havde ramt gulvet. Hendes skrig hang også i luften, som han bed sig i underlæben og inderligt håbede at de ikke var gået ned af denne sti. Men det var svært at vende retur fra.

Tanken om at efterlade hende til at finde sin egen seng, strejfede ham. De havde ikke mere at tale om og Elinor havde brug for at samle sine tanker. Aldrig før havde han vendt så hurtigt på en tallerken. Temperamentet var fuldkommen løbet af med ham. Så hørte han hendes stemme trænge igennem til hans tanker, hvilke fik ham til at løfte blikket for at kigge på hende. Coffey lå stadig stille. Som beordret tydeligvis. ”Korrekt” svarede han med et nik, før at han kom på benene igen og gik hen til hende. Han lod blikket følge hendes form, før at blikket stoppede ved hendes arm og den misfarvning, der var kommet.

Stille bukkede han sig ned ved siden af hende, der hvilede et sørgmodigt blik i hans øjne, som han lagde en hånd hen over hendes arm. Så aktiverede han sin evne. Det ville ikke være muligt for ham at heale hendes arm, men det kunne hun selv klare. Han kunne dog dele sin chakra og fremskynde processen, så hun havde chakra nok til at gøre brug af sin egen magi. Han forblev dog stum for nu.

Da Herren rejste sig og kom nærmere, ønskede hun at krybe bort. Hun var skrækslagen for hvad han ville gøre, også selvom hun så smerten i hans blik. Og selvom hun virkelig forsøgte at være modig, kunne hun ikke forhindre sit instinkt i at slå til, da han kom tæt på og rakte ud efter hende, hele hendes krop gav et sæt væk fra ham, med store blanke øjne af frygt for hans hånd. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, og duften af frygt hang så tydeligt i luften, at hendes fint følende sanser næsten gav hende selv kvalme. 
Sidst hun havde krøbet sådan, var den gang hun havde slået sin egen moder ihjel, vreden hendes fader vendte imod hende havde mindet hende om Herrens vrede. 

Ængstligheden blev dog mildere, da han lagde sin hånd på hendes arm, følelsen hun mærkede indeni var svær at beskrive, han gjorde uden tvivl noget ved hende, og berøringen var også øm men hun kunne mærke varmen fra sin egen evne, hendes healing, den som spredte varme i hele hendes krop når den var aktiv, hun så skræmt ned på sin arm, allerede inden Herren flyttede sin hånd, kunne hun se hvordan omridset af mærket begyndte at fade væk. Smerten blev mildere for hvert øjeblik der gik, og da mærket til sidst var helt væk, forsøgte hun nogle gange at vrikke lidt med håndled og åbne og lukke hården.

Burde hun takke Herren, eller spørge hvad han gjorde ved hende? Hun bed sig nervøst i læben, inden hun løftede blikket til hans bryst, bange for helt at se ham i øjne. “Tak Herre, det var venligt af Dem...” Hun formåede ikke at holden frygten ude af sin stemme, som blev var en svag skælvende hvisken. Inden hun slog blikket helt ned igen.