Nicolas øjne blev store af skræk. Han skulle ud i buret igen, han ville ikke ud i buret igen! Han knugede skindet rundt om sig og krøb en lille smule baglæns. Han forsøgte desperat at bekæmpe lysten at rejse sig op og forsøge at løbe væk. Han vidste at bare det at krybe væk fra Sobek formentlig ville blive set som ulydighed og føre til en form for straf. Uanset hvad kunne han umuligt rejse sig op og selv gå derud, det var simpelthen ikke en mulighed. Han tvivlede på, at han overhovedet ville kunne få sine ben til at lystre lige nu.

Han prøvede at se bedende på Sobek, lede efter en lille smule medfølelse. Sobek havde jo trods alt behandlet ham rimelig pænt tidligere.
"Ikke buret" Han kunne mærke tåre presse sig på, men han formåede at holde dem tilbage. Den seneste periode i buret havde fået sat en god skræk i ham. Følelsen af at ligge afkræftet, udsultet og så forbandet tørstig på bunden af buret sad stadig i ham, selvom han trods alt havde fået både vand, mad og søvn siden da.
"Ikke buret Sobek, jeg beder dig, alt andet end det" Han knugede skindet så hårdt, at hans knoer blev hvide.
"Jeg kan sove på gulvet! Jeg behøver ikke engang skindene! Bare alt andet end buret, ligegyldigt hvad jeg skal gøre til gengæld" Han skurrede gerne hytten fra top til bund, hvis det var hvad det krævede, han ville endda gå så langt som at tilfredsstille Sobek før sengetid, selvom det formentlig ville foregå igen om morgenen. Han havde jo trods alt gjort det et par gange nu.

Reaktionen kom med det samme. Skræk. Rædsel. Et forsøg på at komme væk. Sobek vidste med det samme, at knægten skulle slæbes. Det var også helt fint, men ud i buret skulle han. Han lod ham tigge for at slippe for et øjeblik, uden noget medlidenhed i sit hjerte. Det hjalp ikke at tigge til en mand som Sobek, for han ændrede ikke mening af det. Han ville have ham ud i buret, for han kunne ikke holde øje med ham, når han sov. Og han gad ikke på jagt efter ham igen.
"Jeg stoler ikke på dig," brummede han som svar til Nicolas ønske om at sove på gulvet.

Han rakte hurtigt ud og fik fat i Nicolas praktiske lange hår og begyndte at hive af sted med ham. Om han kom på benene af sig selv eller ej, så Sobek blev nødt til at hive ham i håret hen over gulvet. Selvfølgelig kunne han overtales til ikke at smide ham i buret, men Nicola skulle virkeligt gøre noget for det i stedet for at klynke som en halvdruknet killing. Han skulle tilbyde ham noget, der var manglen på søvn ved at have ham i stuen, værd. Og lige nu, var der ikke ret mange ting, der var det, for Sobek var træt og ville gerne sove. Så han slæbte bare af sted med ham, ligeglad med, at han ikke havde lyst.

Tårene fandt vej til Nicolas øjne, da Sobek greb fat i hans hår. Han forsøgte at stable sig på benene, men skrækken havde lammet hans krop, så benene svigtede. Han lagde dårligt mærke til smerten ved at blive hevet afsted i håret, skrækken fyldte alt for meget.
Han begyndte at skrige og komme med højlydte protester. Han greb fat i Sobeks hånd og forsøgte at rive sig fri, men lige lidt hjalp det.

Da han endelig blev smidt ind i buret skreg han højlydt og kastede sig mod tremmerne, på trods af at det fik det til at gøre ondt i hele kroppen. Panikken var tydelig i hans ansigt. Han kunne ikke engang tænkte klart, det eneste han kunne tænke på var, hvordan han kunne komme ud af buret. Han kastede sig mod tremmerne igen. Han gled ned på gulvet af buret og så desperat på Sobek med tårene strømmende ned ad kinderne.
"Luk mig ud!" Han greb fat i tremmerne. "Jeg vil gøre alt" Han var på nippet til at bryde totalt sammen. Alt inden i han var fuldkommen lukket ned og kroppen rystede fuldkommen ukontrolleret.
"Vi kan gøre det igen! Jeg ved, at du kiggede på mig mens jeg vaskede gulvet. Jeg så, hvordan du reagerede" Han var knap nok klar over, hvad han selv sagde, men kunne det få ham ud af buret, ville han gøre hvad som helst. Han var overbevist om, at skulle han overnatte der igen, ville det tage livet af ham.

Det var ikke ligefrem let at hive knægten ud til buret. Hans skrig skar Sobek i ørerne, men de fik ham ikke til at stoppe. Han havde ingen medlidenhed med ham, og han ville have ham ind i buret, så han kunne få nattero. Hvis da knægten ville holde sin kæft, når han blev lukket inde. Det var jo gået så fint indtil nu.
Sobek nåede kun lige at lukke lågen, inden Nicola kastede sig i mod den, og Sobek måtte bruge kræfter på at holde den lukket. Han var mere forberedt anden gang, drengens krop bankede ind i mod tremmerne. Havde han lagt an til det en tredje gang, havde Sobek nok valgt at åbne lågen og gribe ham, for at give ham nogle slag. I stedet kunne han betragte ham glide ned på gulvet.

Det var ikke første gang, at nogen tiggede ham om at komme ud derfra. Det at være lukket inde virkede til at tage fornuften fra folk, nogle hurtigere end andre. Bønnerne rørte ham ikke, ej heller gjorde de tårefyldte øjne. Men han stoppede op, som Nicola fremlagde sit tilbud. Det var lige, hvad han havde ventet på, han var næsten begyndt at tvivle på, at det ville komme. 
Han blev stående lidt, betragtede ham som om, at han overvejede det. Til sidst trak han lågen åben. Tavst lavede han en gestus med hånden, der viste Nicola tilbage mod stuen, hvor sengen stod. Han skulle selv gå derind. Han skulle selv forstå, at han gjorde det af fri vilje. Og Sobek skulle nok opføre sig pænere end sidste gang.
Hvis Nicola gik ind i stuen, fulgte Sobek efter. Stillede sig ved siden af den store seng og så afventende på ham. Hvad han ville have ham til, det måtte han selv gætte sig frem til. Sobek ville se, hvad han ville gøre.

Det kunne næsten kun gå for langsomt med at komme ud af buret, så da Sobek åbnede lågen, nærmest kastede han sig ud. Han faldt på knæ på gulvet, stadig med tårer løbende ned af kinderne og en krop som nægtede at holde op med at ryste. Han var takbemmelig for at blive lukket us igen, men han kunne ikke få sig selv til at sige tak. Han var udemærket godt llar over, hvad han havde tilbudt i bytte, selvom det var sagt i et øjeblik af dyb panik. Han kæmpede sig på benene og så over på Sobek.

Der var formentlig ingen vej udenom. Det var benet eller at ryge tilbage i buret, hvilket han ikke kunne lade ske. Han tog først et rystende skridt og så et til, indtil han stod inde ved Sobeks seng. Han satte sig ned på kanten af sengen og så op på Sobek. Han var i tvivl om, hvad han skulle gøre. Skulle han bare ligge så ned, klar til at tage imod? Skulle han tage tøjet af Sobek? Skulle han hjælpe ham med at blive klar? Han vidste på ingen måde, hvad Sobek ville foretrække, og han ville ikke gøre noget forkert, ikke nu.

Det var ret tydeligt at se på knægten, at han ingen anelse havde om, hvad der blev forventet af ham. Nu havde Sobek jo heller ikke ligefrem givet ham noget hint, men så svært burde det vel heller ikke være at regne ud. Den store mand sukkede dæmpet, en smule irriteret, inden han gjorde tegn mod sengen.
"Læg dig." Om Nicola kravlede under de varme skind eller ej, måtte han selv om. Sobek kravlede ikke ned i sengen til ham med det samme, men tog en kort runde for at slukke lys. Når han først var i sengen, gad han ikke stå op igen, hvis han kunne være fri. 

Bagefter gik han tilbage til sengen, hvor han roligt begyndte at tage sit eget tøj af. Nicola havde været udsat for hans brede, behårede brystkasse flere gange, og resten af hans krop var ikke anderledes. Hylsterets alderdom kunne ses som de sorte hår var ved at blive grå og huden var ikke så glad som den kunne være, men der var ikke meget fedt at gøre med. Det var muskler det hele. Kroppen blev selvfølgelig ikke ældre, som han havde besat den, den havde ikke ændret sig i de år, han havde haft den. En eller anden dag blev han nødt til at skifte den ud, hvilket han ikke ligefrem så frem til. Han var overraskende glad for en krop, der ikke var hans egen.
Nøgen lagde han sig i den brede seng ved siden af Nicola.

Sobeks irriterede suk var nok til igen at få frygten til at rase igennem Nicolas krop. Hans eneste chance for at klare sig igennem det her afhang af, at Sobek ville være bare nogenlunde blid, så han måtte helst ikke være irriteret. Han forsøgte at berolige sig selv, som han krøb under skindene og lagde sig ned. Sobek gik trods alt rundt og slukkede lyset, det måtte betyde, at han om ikke andet ville få lov til at blive i sengen. Han krøb så langt ned under skindene, at kun hans ansigt var frit, glad for i det mindste at kunne dække sin nøgenhed lidt til.

Han betragtede Sobek, mens denne begyndte at tage tøjet af. Lige så snart bukserne røg, vendte han dog hovedet væk. Det var jo egentlig ikke noget, som han ikke havde set før, men det virkede anderledes nu. Han rykkede sig en smule og lagde sig om på siden, prøvede at modstå lysten til at krølle sig sammen i et forsøg på at gøre sig selv endnu mindre. Han var pinligt bevidst om, at han selv havde givet Sobek tilbudet.  Det gjorde dog langt fra, at han så frem til, hvad der skulle til at ske. Han kunne stadig huske smerten fra sidste gang, hele episoden havde været en del af hans mareridt siden da.

Sobek løftede op i skindene, som han lagde sig i sengen. Der var allerede en smule varme fra drengen derunder, hvilket dæmonen fandt overraskende rart. Nicola havde lagt sig på siden med ryggen til ham, sikkert for at være fri for at se på ham. Sobek var ligeglad, han havde ikke noget behov for at se på det kønne ansigt. Eller se på hans krop, han kunne udmærket mærke sig frem, så han lod ham beholde skindene på.
Roligt rakte han en hånd frem under skindene, og hans fingre ramte drengens ryg. Hånden fortsatte op og hen over hans side, for at finde frem til hans mave. Stadig med rolige bevægelser trak han ham tættere på sig, så hans ryg rørte ved det behårede bryst. Derefter førte han hånden nedad, indtil han kunne tage fat om ham. Han var ikke hård, som han begyndte at røre ved ham, kærtegne ham, man kunne næsten kalde ham blid, omend hans greb om han var fast.

Og sådan blev han liggende lidt, ventende på en fysisk reaktion fra Nicola.
Til sidst, om den kom eller ej, rakte hans tålmodighed ikke længere, og hans anden hånd fandt ned mellem drengens baller. En finger fandt sin vej ind i ham, gørende klar til, hvad der snart skulle ske. Det hele foregik meget langsommere og meget mere stille og roligt end den anden gang, han havde gjort det ved ham. Snart pressede han en finger mere op. Og hele tiden blev han ved med at kærtegne ham, som om det var meningen, at Nicola skulle få noget ud af det hele også.

Det var en kamp ikke at stikke af, da Sobek hev Nicola tættere på. Han mindede hele tiden sig selv om, at han selv havde valgt det.
Da han mærkede Sobek hånd, kunne han ikke holde en lav protesterende lyd tilbage. Han havde ikke lyst til at have Sobeks hånd der, og at Sobek begyndte at kærtegne ham, gjorde det kun værre. Der gik dog ikke lang tid før at hans krop, meget mod hans egen vilje, begyndte at reagere på behandlingen. Han fandt det nærmest pinligt, at Sobek kunne få ham til at reagere på den måde. Havde hele situationen været anderledes havde han måske fundet Sobek tiltrækkende, men lige nu var det langt fra tilfældet.

Da Sobek førte finger op i ham spændte han kort op i kroppen. Kærtegnene fik ham dog til at falde til ro igen. Han kneb øjnene sammen og bed tænderne hårdt sammen. Han forsøgte at holde små nydende lyde tilbage, men det var umuligt for ham at forhindre dem fuldkommen. Han gravede fingrene ned i sengen i et forsøg på at distrahere sig selv bare en lille smule. .Han havde virkelig ikke lyst til at nyde det, han havde bare lyst til, at Sobek skulle tage, hvad han kom efter.

Sobek kunne ikke lade være med at smile en smule, da det efterhånden blev mere tydeligt, at Nicola nød det, der blev gjort ved ham. Sobek gjorde det ikke at sit gode hjerte, nej, det var kun for at få drengen til at være lettere at tage efter behov fremover. Hvis det hele ikke var helt skidt, ville han sikkert være nemmere at styre. Det var som han havde gjort ind til videre. Gør noget for Sobek, og Sobek gør noget for dig.
Han fortsatte roligt sine kærtegn og på et tidspunkt skubbede han en finger mere op. Endeligt kom drengen i mellem hænderne på ham, Sobeks tålmodighed var også ved at være lidt for tyndslidt. 

Han lod ham knapt nok komme sig, før han skubbede ham om på maven. Han var selv ved at være nogenlunde klar, men hjalp sig selv lidt på vej med en hånd, inden han skubbede Nicolas ben fra hinanden, satte sig på knæ i mellem dem, løftede ham lidt op og derefter skubbede sig op i ham. Han var ikke blid eller forsigtig, men han var heller ikke så brutal som sidste gang. Hans hænder greb fat om drengens hofter, mens han med små grynt brugte ham til at tilfredsstille sig selv, som han havde haft lyst til i et par dage. Jo tættere på klimaks han kom, jo hårdere blev han og de sidste stød mindede mere om sidste gang. Han stønnede lidt hæst og klemte ublidt om hans hofter.

Nicola kæmpede så meget han kunne for at stoppe det, da han kunne mærke en velkendt følelse brede sig i kroppen. Alt Sobek gjorde føltes utroligt godt, men han ville simpelthen ikke acceptere, at Sobek kunne give ham den form for nydelse. Han forstod slet ikke hvorfor Sobek overhovedet gjorde noget for, at han skulle nyde det. Det var ikke det, der havde været aftalen, det var ikke den byttehandel, han havde foreslået. Det var ganske enkelt forkert! Kampen var dog tabt på forhånd, og han stønnede højlydt, da han endelig kom.

Han nåede dårligt at opfatte hvad der skete, før han pludselig blev vendt rundt, så han lå på maven. Han skulle lige til at kæmpe mod, ud fra ren instinkt, men nåede at stoppe sig selv. Da hans ben blev spredt fra hinanden gravede han ansigtet ned i sengen. Han var fyldt ud overbevist om, at det ville kunne til at gøre ondt, men han havde ikke tænkt sig at skrige, ikke denne gang.
Det føltes egentlig ikke nær så slemt, som han havde forventet, da Sobek skubbede sig op i ham. Det var langt fra behageligt, men det var ingenting sammenlignet med sidste gang. Det værste var næsten følelsen af at blive brugt, ikke som et levende væsen men nærmere som en ting, som Sobek kunne tilfredsstille sig selv med. Han begyndte at klynke lidt af smerte som Sobek blev noget mere hårdhændet. De sidste par stød fik endelig tvunget et skrig ud af ham, det blev dog heldigvis dæmpet af sengen. Han havde forventet at føle den samme tomme fornemmelse som sidst, men han følte sig mest af alt bare lettet over, at det var overstået, og at han ikke ville ryge tilbage i buret. 

Sobek lod sin krop reagere færdig, inden han flyttede sig fra Nicola igen og gled ned i sengen under skindene for at ligge. Han følte sig dejligt veltilpas og med en hånd på Nicola, for at sikre sig, at han ikke smuttede nogen steder, lagde han sig til at sove. Han sov tungt nok til, at Nicola kunne røre på sig, men ikke tungt nok til, at han ikke ville vågne, hvis han forsøgte at komme ud af sengen.

Sådan fortsatte det. Sobek holdt Nicola i gang i løbet af dagen. Lærte ham ting, der gjorde, at han kunne være en hjælp i hverdagen i stedet for kun en byrde. Satte ham til at gøre rent, hjælpe med maden, hjælpe med det mere praktiske som at fylde op med brænde og få gjort rent i hestens skur. Han sendte ham op i træer efter efterårets tilbud til spisekammeret, og tvang ham ind smalle steder efter svampe og andet, Sobek var for bred til at gøre.
Og om aftenen, nogle aftenener, brugte han ham til sin egen nydelse. Altid knapt så voldsomt som første gang, men uden tvivl kun for egne behov, selvom han var sød ved ham først. Det skete kun et par gange, at han lod ham sove i buret, og kun hvis Nicola havde gjort noget for at fortjene det. Og en gang i mellem fik han slag, men ikke decideret tæv.
Som tiden gik fik halvkatten mere og mere frihed, Sobek begyndte at stole på, at han ikke ville stikke af. Hele planen virkede. Nicola blev afhængig af ham.

Men efterhånden begyndte Sobek at længes efter ensomheden igen. Han havde brugt en stor del af sit liv alene og selvom det var rart nok med lidt selskab, savnede han friheden ved at være alene. Ikke at skulle tænke på andre end sig selv. Leve sit eget liv. 
Så en dag han stod og betragtede bunken med færdige skind, besluttede han sig for, at det var på tide at være alene igen. Han kunne tage Nicola med ud af skoven til landsbyen, der var skind nok til at tage rejsen og få dem solgt. Som tænkt, så gjort og han begyndte at ryddde op i bunken og binde dem sammen.
"Nicola?" Han brummede ud mod stuen, hvor han sidst havde set knægten.

I lang tid lå Nicola og kiggede udi mørket. Han følte sig træt, men det var som om, han ikke kunne finde ro. Han følte sig ikke videre tryg ved at have Sobek så tæt på. Han var mere end vant til, at dele seng med andre, men det her var noget helt andet. Endelig formåede han at falde i søvn. Som sædvanlig plaget af mareridt, men han formåede da at sove hele natten igennem uden at vågne. 

Nicola havde aldrig trivedes med at føle, at han tilhørte nogen. Det var måske derfor, han egentlig havde været nogenlunde tilfreds med livet på gaden. Der var han kun ansvarlig overfor sig selv, og vigtigst af alt var han fri. Men han blev efterhånden vant til situationen ved Sobek. Han var blevet vant til Sobeks regler, og på en måde fandt han en sær tryghed i de faste regler, det føltes som en forholdsvis simpel tilværelse. Han blev endda vant til at blive brugt af Sobek. Ikke at han fandt nogen form for nydelse ved det. Jo, Sobek var da sød ved ham først, men det føltes aldrig rigtigt. Ikke at han nogensinde kunne finde på at brokke sig over det. Han lagde ikke selv mærke til, hvor meget han forandrede sig. Han fandt sig i alt, hvad Sobek gjorde ved ham, og hvis han enkelte gange sagde fra eller gjorde noget forkert, fortrød han det bittert lige så snart han blev straffet, eller værre, blev tvunget til at overnatte i buret.

Han sad foran ildstedet og sorterede endnu et parti nødder, da han hørte Sobek kalde på ham. Med det samme var han på benene og ud for at høre, hvorfor der blev kaldt på ham. Hver gang Sobek kaldte på ham, gjorde det ham altid bange for, at han havde gjort noget galt. Også selvom han altid var sikker på, at han umuligt kunne have gjort noget galt.
"Du kaldte?" Han foldede hænderne og så på Sobek, nervøsiteten tydelig i blikket. Ikke at der var noget nyt. Han var stort set altid enten nervøs eller bange for tiden.  

Sobek kastede et kort blik på drengen, inden han trak en bunke skind frem.
"Vi skal på tur i morgen. Jeg har samlet nok skind til, at det er turen værd." Han rettede sig op og Så på de store mængder af skind. Der var alt fra hare- til varulveskind, alle i pæn stand. Han vidste trods alt, hvad han lavede, når han pelsede dyr og bevarede skindene bagefter. Der var for meget til, at han kunne slæbe selv, men så var det godt, at han havde hesten. Det var næsten den eneste grund til, at han havde den, så der var noget til at slæbe alt det, han ikke selv kunne med sine to hænder. Og så kom han hurtigere frem, hvis han skulle nogen steder, så han kom også hurtigere hjem end hvis han gik. Og det var næsten lige så vigtigt som at have nogen til at slæbe.

"Vi tager af sted så snart solen er oppe i morgen tidlig." Og det var egentligt bare det, han ville Nicola, så han ignorerede ham, som han fortsatte med at rydde op i sine skind og binde dem sammen. 
Resten af dagen brugte han på at gøre klar til turen. Pakke alle de ting, han havde samlet sammen, som skulle sælges. Sørge for, at der var mad nok til dem begge, et par tæpper til den ene nat, de skulle overnatte ude. Og han forsvandt ud bagved for at tømme det store kar og fylde det med rent vand, inden han tændte et bål, hvor varmen ville blive ledt ind under karret og varme vandet op. Han havde hurtigt lært, at det var nemmere at sælge og købe, når man ikke lignede en, der boede i skoven. Det var med at se nogenlunde præsentabel ud, når man skulle besøge den lokale landsby.

Da vandet begyndte at dampe i efterårskøligheden, gik han ind for at hente Nicola og et par stykker klæde til at blive tør i. Ved eftertanke tog han sin lille gryde, posen med te og to kopper med. Den ene var den, han havde skåret, da Nicola havde tilbragt de første dage der. Han havde fået den som sin egen.
"Kom med ud." Han så ikke efter, om drengen faktisk fulgte med - for selvfølgelig gjorde han det. Ude ved karret lagde han stoffet på stolen, der stod der, inden han fyldte gryden med vand og stillede den ind i ilden. Og så smed han sit tøj. Luftens kølighed rørte ham ikke, som han stod nøgen for et øjeblik og så ud over hestens fold og ind i skoven, inden han trådte op i karret. Vandet var godt varmt og han sukkede tilfreds, som han gled ned at sidde.

Nicola kunne mærke spændingen sitre i kroppen. De skulle på tur! Forhåbentlig ville de blive en lang en. Han gjorde sit bedst for at holde spændingen skjult fra Sobek, han ville ikke risikere at Sobek skiftede mening for at straffe ham, men han vidste, at hans ansigt nærmest var lyst op ved nyheden. Sådan måtte det jo være..
Han nikkede til beskeden om afgangstidspunkten. Var det virkelig alt, hvad Sobek ville ham? Han blev stående et øjeblik, men vendte sig så om og fortsatte med arbejdet han var blevet afbrudt i. En enkelt gang vovede han sig ud for at se, hvor meget Sobek mon pakkede til turen. Synet af tæpperne bragte igen den spændte følelse frem. De betød højest sandsynligt, at de ville være nødt til at overnatte udenfor. Hvornår havde han sidst overnattet udenfor? Han smilede svagt og listede så tilbage til sine pligter.

Han var i gang med at feje gulvet, da Sobek beordrede ham med ud. Han kastede et blik på gulvet, som endnu ikke var rent nok til hans tilfredsstillelse. Han kunne dog okle finde på at nægte en direkte ordre fra Sobek, så selvfølgelig stillede han kosten fra sig og fulgte med ud.
Han kiggede hurtigt væk, da Sobek smed tøjet. Nok havde han set ham nøgen op til flere gange, men det var ikke et syn han nogensinde blev vant til. Ikke at han havde lyst til at blive vant til det. Han rykkede lidt nervøst på sig og så over på Sobek som nu havde placeret sig i karet.

Sobek sad lidt med lukkede øjne, inden han åbnede dem og drejede hovedet, så han kunne se på Nicola.
"Sæt dig ned, det er din tur bagefter. Medmindre du vil se, om der er plads nu." Han brummede, og det sidste var tydeligt et tilbud, ikke en ordre. Han havde ikke noget større behov lige nu, han ville bare gerne nyde det varme vand. Det var ikke ofte, at han tog et rigtigt bad, men han nød det, når han endeligt gjorde. Han var renlig nok og vaskede sig løseligt hver morgen, bare for at passe ordentligt på sit hylster. 

Hans blik vendte tilbage til at se ud over hestens fold og skovkanten. Det var en naturlig lille lysning, han havde bygget det lille hus i kanten af. Alting havde taget lang tid at lave. Faktisk havde noget af det første han havde lavet, været hestens fold og skur. Han havde haft brug for den til at slæbe sten og tømmer til huset, så han havde startet med at sikre sig, at den ville være i sikkerhed. Det var ikke gået op for ham, hvor mange varulve der var i området, før den første fuldmåne og han havde måtte slås mod to for at redde sig selv og hesten.

Men han var godt tilfreds med det sted, han havde slået sig ned. Amazonitskoven havde en masse godt at tilbyde en mand som ham, og han levede for det meste i fred. Undtagen når halvkatte forsøgte at bryde ind i hans hjem og stjæle hans mad. Sobek var ikke en mand, der gik op i "smukt" eller æstetiske tanker, men der var nu noget over lige det her sted. Især på en let diset morgen, når solen var på vej op over træerne og fuglene fløjtede deres morgensang.
Egentligt var Sobek en meget tilfreds mand. Han levede som han havde lyst, et sted han godt kunne lide. Han manglede ikke noget.

Nicola kunne ikke lade være med at sukke lettet. Han havde haft en forventning om, at Sobek ville forlange, at han hoppede med op i karet, og derfra ville det ikke vlre svært at gætte, hvad der så ville ske. Selvom han da selv plejede at få noget ud af det, var han mere end lykkelig for at slippe. Han satte sig ned, og gav sig til at studere sine negle. Selvom det var begrænset, hvor meget af Sobek, han kunne se, havde han stadig ikke lyst til at se på ham. Han forstod ikke, hvorfor han ikke bare kunne få lov til at fortsætte med at feje indenfor.

Han slog armene rundt om sig selv. Godt nok havde han fået lov til at have tøj på, og det tog da også det værste af kulden, men han frøs stadig. Det virkede lidt som om, han aldrig rigtig kunne få varmen lige for tiden. Blikket gled fra neglene og ud mod skoven. På trods af hans, mildest talt, uønskede situationen, kunne han godt se det smukke i skoven. Han foretrak dog stadig Rubiniens noget mere sparsomme bevoksning. Skoven var umulig at finde rundt i, hvis man ikke vidste, hvor man gik. I Rubinien kunne man i det mindste kravle op et højt sted og orientere sig på den måde. Han rykkede lidt på sig og gned sine arme og ben. Han hadede virkelig kulden, og han var ret sikker på, at han aldrig nogensinde ville blive vant til den.

Da Nicola bare satte sig ved siden af karret, drejede Sobek hovedet tilbage og lukkede øjnene. Det var tydeligt, at drengen frøs, men det måtte han selv om. Sobek havde ikke noget i mod at få karret for sig selv. Og han blev da også siddende i blød det næste kvarters tid, inden han endeligt tog svampen og begyndte at skrubbe sig. Hans lange gråsorte hår fik også noget vand, og skægget blev gnubbet godt igennem. Til sidst var han tilfreds og han rejste sig fra det varme vand. Den kølige luft slog i mod ham og gåsehuden spredte sig, men det var ikke en følelse, han havde noget i mod. Ugenert trådte han ud af karret og tog det ene stykke stof, som han begyndte at tørre sig med.

"Din tur." Vandet var stadig varm, som ilden, der holdt det varmt, ikke var gået ud endnu. Vandet i gryden kogte lystigt og han flyttede den, inden han tog tøjet på igen. Så snart det var gjort, lavede han sig selv en kop te. Det var lige vejr til at sidde med en kop og nyde livet lidt, mens Nicola tog et bad. Så han satte sig i stolen, der knagede under ham, og slappede af, dejligt sløv efter at have sidde og kogt lidt i det varme vand. 
Tog Nicola tøjet af, ville han uden hæmninger betragte ham. Det var næsten en skam, at han ikke havde været med i karret. Men dagen var jo heller ikke slut endnu, konstaterede han, drak lidt af teen og så frem for sig.

Det var lige før, at Nicola overvejede at give sig, og kravle op i karet til Sobek. Kulden skar igennem ham og fik ham til at ryste. Han bed dog tænderne sammen og så stædigt ned i jorden. Han vidste, hvad der ville ske, hvis han kravlede op i karet. Så hellere sidde og fryse. Han kiggede op, da han hørte Sobek bevæge sig. Hab slog dog lynhurtigt blikket ned igen, da det fik op for ham, at Sobek havde rejst sig og var på vej op ad karet.

Han rejste sig op, og vendte ryggen til Sobek. Man skulle tro, at han efterhånden var blevet vant til at være nøgen foran ham. Han trak blusen op over hovedet. Han kunne tydeligt mærke Sobeks blik. Efter et enkelt øjeblik tøven hev han også bukserne ned. Med det samme skyndte han sig op i karet. Han sukkede tilfreds, som han lod kroppen glide ned i det varme vand, her kunne han godt blive siddende længe,  ikke at han regnede med at få lov til det.
Han gav sig selv lidt tid til at nyde følelsen, det var alt for sjældent, at han fik lov til bare at sidde og slappe af. Han kunne endda næsten ignorere, at Sobek sad og kunne iagttage ham.
Han kunne ikke lade være med at sukke en smule irriteret, da han endelig tog svampen og begyndte at skrubbe kroppen. Han gjorde hele tiden sit bedste for ikke at se over på Sobek.

Sobek var ikke typen, der nød synet af ting. Heller ikke nøgne kroppe. Det eneste han fik ud af at se på en nøgen person, var viden om, hvad han kunne bruge den til. Lige som hvis han kiggede på et stykke træ, han kunne snitte til et værktøj. Og han vidste nøjagtigt, hvad han kunne få ud af Nicola, han havde trods alt haft ham i sit hjem i en måneds tid. Så han reagerede ikke på, at han smed tøjet og skyndte sig ned i karret. 
Nicolas stress over, at han ville være blevet hevet op derfra hurtigt, var ubegrundet. Lige nu havde Sobek ikke travlt og han sad bare og nød sin te. Hans hår var vådt og blev ret hurtigt koldt, men det gjorde ham ikke noget. Der skulle mere til for at få ham til at fryse.

Han flyttede ikke engang blikket til Nicola, som denne gik i gang med at vaske sig med svampen. Hvor grundigt han ville vaske sig, var op til ham selv, selvom Sobek nok havde givet ham en tur, hvis han ikke selv ville. Men drengen var ikke helt dum, selvom at Sobek nogle gange havde haft sin tvivl. Der var meget, han havde skulle lære ham om at håndtere et liv i skoven. Selvfølgelig havde han forståelse for, at drengen var opvokset et meget anderledes sted, men altså... nogle gange virkede det mere bare som om, at han var mindre begavet.

Det var først, da Nicola selv begyndte at gøre tegn til at ville op, at Sobek lænede sig frem med et stykke tørt stof til at tørre sig i rakt i mod ham. Så snart han havde taget det, satte Sobek gryden med vand over resterne af bålet for at få vandet til at koge igen. Så snart det gjorde det, hældte han vand i begge krus og lavede te til dem begge. Uden at sige noget, rakte han kruset til Nicola med forventning om, at han satte sig.