Patrick nikker over hendes tak og sidder nu i en skjorte, som nok godt kunne bruge en vask.. Der er noget mudder... græs pletter.. ja selv blod, er der på den, dog alt sammen tørret ind. Den har dog sin egen charme over sig.. Ikke for stram.. ikke for løs, men stadig nok til at holde en varm og komfortabel i alle forhold. Og så er den sand farvet.
"Hehe. Så du kender meget til heste? Hvordan kan det så være?" spørg han og smiler åbent, før han bliver spurgt hans navn, som han helt havde glemt at få sagt. "Patrick." svare han diskret, men med stolthed i ordet.
"Altid en fryd at møde mennesker. Specielt en kvinde." siger han, måske liidt for flirtende... Men sådan er Patrick vel.. Selvom han kan blive en kvinde og kender nogenlunde til hvordan de opføre sig.. Vil han altid være mand i sjæl.

//Frys

"Jeg lever af at arbejde med heste, derfor," svarer hun kort for hovedet. Hun kan mræke hun er ved at få varmen igen. det er nok vesten, for den føles utroligt rar. Skuldrene falder også ned til et mindre anspændt niveau. De sad helt oppe omkring halsen på hende før, for bedre at holde sig varme. Hun stikker en arm ud fra sit lille telt af af et tæppe for at tage sko og strømper af. Så stikker hun fødderne ned i det varme vand. Arh, rart...
Hun sidder helt sageligt et par sekunder, for så en smule overrasket at hæve et øjenbryn over Patricks kommentar. Smilet falmer også lidt. Ikke fordi hun er fornærmet. Hun smiler bare ikke så meget. "Nå, så det synes du," svarer hun og ser ham i øjnene. Hvad er han ude på? tænker hun for sig selv, selv om hun udemærket er klar over, at hun med al sandsynlighed overreagerer. Han er jo en mand for pokker.

Patrick smiler som at han stadig fulgte med i snakken, selvom hans blik havde fået rykket sig ud til vandet, foran sig, igen.
Han overvejede egentligt også at stikke sine fødder i, men nah. De er vidst rene og varme nok.
Med et kig ud af øjenkroggen checker han om hans pile er okay, altså dem som lå på bunden.. Og niks.. var de ikke. De var svulmet godt op, så der endda var kommet et par revner oppe ved pilhovedets metal.
Et kort sukker kommer fra ham, før han vender sig mod dem og samler de tre pile op, for så at knække dem kortere og lægge dem i en lille hofte taske, som underlidt nok også er af læder.
"Så, bare for at være sikker på vi ligger neutralt.. Har du så nogle speciele krafter?" spørg han og for endelig vendt hovedet mod Diandra igen, med et lettet smil.

Hun vipper lidt med fødderne i vandet og forsøger stadig at fange Patriks blik. En af hendes evner er nemlig, at hun kan se folks overordnede personlighed - hvis hun får øjenkantakt vel at mærke. Hun er ikke glad for at give andre væsner tillid, hvis hun ikke har set deres øjne først. Det betyder kort sagt, at hun ikke har tænkt sig at give op, før hun brugt sin evne på Patrick.
Hun beslutter sig alligvel for fortælle ham den ene evne. "Jeg kan manipulere med folk og dyr. Det er derfor, at dressere heste er det perfekte job for mig. I hvirkeligheden kan jeg dressere et hvilket som helst dyr, men dresserede heste giver bedre. Som jeg sagde før... Jeg kan også manipulere med mennesker, men hvis de har en hvis mængde - skal vi kalde det indre styrke? Så kan jeg ikke manipulere med dem," forklarer hun. "Hvad med dig?"
I mellemtiden har hun godt nok glemt alt om sin chokoladebrune hopper, men som den lydige hest den er, har den holdt sig i nærheden. Den er der ingen grund til at bekymre sig om.

Patrick smiler stort over at hun bruger sine krafter til overlevelse og velfærd. Selv kan han ikke rigtigt det, men derfor kan det godt være nyttigt alligevel.
Patrick får skam øjenkontakt, men der er noget ved ham. Hans personlighed er mystisk.. blandet.. som var det to.
"Lyder meget praktisk af en evne at have. Gid jeg kunne bruge sådan en.. Alt den bytte jeg kunne få.." kommentere han, men trækker på sine skuldre.
Han holder lidt en pause for så at vende tilbage, efter en dyb vejrtrækning.
"Jeg kan det her..." siger han og trækker kort i sine skuldre før han begynder at ændre form.. hofter.. hår.. ansigt.. Alt bliver anerledes.. hvor han tilsidst sidder som en hende.
Hun vender sig om for at se på Diandras reaktion, med et varmt smil.

Patrick vil nok opfatte, at hun ser på ham på en lidt besynderlig måde. Du kunne godt ligne, at hun læser en bog. Hendes øjne flacker en smule langsomt men taktfast fra hans ene øje til det andet, præcis som når man læser sætningerne på en opslået side. God, venlig... Det var lige godt pokkers... Hun får et besynderligt ansigtsudtryk. Hun spegulerer på, om han mon er skizofren, men det mener hun ikke. I hvert fald ikke på den klassiske måde, hvor ens personlighed skifter fuldstændigt. Hun slår det ud af hovedet igen. Men jeg kan stole på ham... tror jeg. Det er også det vigtigste.
Hun smiler lidt skeptisk over Patricks mening, om hendes evne. "Så praktisk er den nu ikke..." I hvert fald ønsker hun selv, at hun havde en evne, der rent faktisk kunne bruges i kamp. Hun kan selvfølgelig beordre dyr og svagtsindede væsner til at angribe, men den slags hang ikke helt på træerne.
Pludselig skifter Patrick skikkelse for øjnene af hende. Hendes ansigtsudtryk skifter ikke markant, men det taler stadig sit tydelige sprog. Nårh på den måde... Hun smiler bedrevidende. "Du er jo blevet helt yndig at se på," kommenterer hun med et drillende glimt i øjet.

Patrick... eller Patricia som han har kaldt denne form, nikker i et svagt buk af venlighed, mens hun har et grin om læben. "Og det var jeg ikke før?" spørg hun ironisk med et endnu et grin, som nok mere er som en fnisen.
Som det er meningen, er han blevet meget tiltrækkende, hvad enten om det er over for en mand eller kvinde; kan man se at magien er blevet øvet meget grundigt, så han kan skifte både hurtigt og mindre kraft brugene.
"Bortset fra det her, kan jeg også forvandle kvinder til mænd, i et ønsket tidsrum. Jeg kan desværre ikke lave mænd til kvinder, dog.. Men det går jo nok, når jeg selv kan.." kommentere han og holder sit smil, for så at vender blikket mod vandet igen; mens hun stryger en hårtåt væk fra ansigtet.
Af en eller andet grund er Patricias læder også lavet om til tøj, som kunne minde meget om en kjole.. eller en top og nederdel, lige meget hvilken sidder den stramt om hende, så former virkelig kan ses.. (Ja, det skulle med XD)

"Mænd skal ikke være yndige," svarer hun lavmeldt og studerer den kvindelige version af Patrick. Han - eller hun - er smuk, må diandra indrømme. Det må være praktisk i kamp mod mænd... eller kvinder tiltrukket af kvinder, tænker hun og føler et stik af misundelse. Det er ikke fordi Diandra føler sig grim på nogen måde. Hun føler sig fkatisk ganske normal. Det generer hende bare lidt, at en mand kan ændre skikkelse til en smukkere kvinde end gennemsnittet. Men udseende betyder sandsynligvis ikke det samme for ham, som det gør for en kvinde.
Nu er Diandra ikke den miundelige tybe, så følelsen forsvinder hurtigt. "Du er ret dygtigt faktisk..." siger hun og fortsætte med det, hun tænkte tidligere om, at evnen måtte være praktisk i kamp.
Hun kommer til at tænke på sit fugtige tøj igen. Selvom hun føler sig rimeligt varm nu, vil hun få en forkølelse, hvis hun ikke kommer i noget tørt tøj. Hun rejser sig. "Jeg tror hellere, jeg må hjem og få oget tørt tøj på... Du kan tage med tilbage til kroen, hvis du vil. Jeg giver en drink på husets regning." Det går op for hende, at hun vidst ikke har sagt, at hun er krovært, så det nævner hun ret kort for hovedet.

Patricia fniser lidt over kommentaren om mænd. Hun vidste egentlig godt at han lignede en anden bondeknold i læder, når han var mand. Så nej. Udseende var intet for ham, som nok skyldes hans barndom. Legede altid i mudder med sin hund og sov i naturen.
"Dygtig til at være en kvinde?" spørg hun og blinker lidt, mens blikket bliver skiftet over mod Diandra igen, dog stadig med et fint smil, som åbenbart altid sidder på ham i den her form, for bare at gøre det hele, et stykke mere flirtene.

Patricia nikker over tilbudet om at komme med til kroen og får stille skubbet sig op på fødderne. Hun bukker sig fint ned, så bagdelen stritter ud gennem den lange nederdel, mens hun samler sin bue og pile op, for ikke mindst at træde i de store støvler, som åbenbart ikke var blevet påvirket af forandring.. så de er stadig mande størrelse. De falder dog godt i med resten alligevel, da det meste åbenbart ser godt ud på Patrick i den her form...
"Er altid frisk på noget at drikke" kommer det med en flydende feminin stemme, i det hun står klar til at gå.

Hun nikker. "Fint, her er din vest," siger hun med et let smil, rejser sig og kaster vesten til Petricia. Så ruller hun tæppet sammen, spænder det fast på sadlen og svinger sig adret op på hesten. Hun svarer ikke på hendes spørgsmål. Det virkede også retorisk, synes hun.
Hun lægger stadig mærke til, hvor feminin o.s.v. Patricia er, og hun føler igen lidt misundelse, men igen forsvinder det. Hun ved, at hun har andre færdigheder, der bringer dem på et mere lige plan.
Hun vender hesten og ser sig ove skulderen mod de dampende kilder og Patricia. "Du kommer bare, ikke?" siger hun og smiler svagt, hvorefter hun presser benene let mod hestens sider, så den sætter sig i bevægelse, et roligt, skridtende tempo, så den ikke kommer i for store probemer, den igen skal gennem krattet.

//out

Patricia strækker sig lidt før han får vesten i hovedet, i det han var ved at ændre sig tilbage til sin mande form. Han rykker vesten af og grinner lidt, mens han tager den over sig igen.
Han trækker sin langbue ordenligt rundt om sig, for så at sætte sin kogger på skulderen. Han ser mod kratet som Diandra og hendes hest forsvinder ind i, for så at gå efter.

//Out

Ayoka kommer traskende med et tungt blik.. Han har som altid sin hvide Yukata på, og med et lidt mut blik i de ellers så store øjne..
Den seneste tid har han vandret rundt uden rigtig at vide hvorfor.. Og tilsidst bestemte han sig for at han hellere måtte få vasket sig lidt..

Rygter om en varm kilde her i skoven, havde bredt sig vidt omkring, så nu er Ayoka på vej dertil.. Langt om længe efter lang tids vandren, kan han længere fremme imellem de tætte træer, skimte en damp stige til vejrs..
Han sætter farten op, så han tilsidst kommer i løb på de bare fødder, og standser først da han er nået igennem buskadset, og står ved bredden af en stor, fin kilde.. dampende og dejlig varm! rundt i kanterne er der store sten, som nærmest former selve kilden.
Ayoka trækker sin yukata af, lægger sine bæltetasker.. inden da ser han sig naturligvis om.. han er den eneste tilstede, hvad han kan se og fornemme (dog ved han jo ikke om nogen senere vil dukke op)

Så kravler han i vandet.. Han er dog ikke helt nøgen, men stadig iført en form for shorts, som udgør hans undertøj.. disse er hvide, men af tykt stof, så de ikke bliver gennemsigtige af det varme vand..

et afslappet suk lyder fra ham, og han svømmer lidt ud på det dybe vand, hvor han kan mærke understrømmene skylle op..

Det er midt på aftenen.. klokken er vel omkring 10, men alligevel er der ikke så mørkt.. Himmelen er stjerneklar, og en stor, lysende måne skinner ned imellem træernes grene, som skiller sig og gør plads til kildens dampe. Rundt om kilden, og lige i kanten svæver nogle halvstore ildfluer.. Disse biller er ganske sjældne, og der fortælles om at de kun viser sig dybt i fredfyldte skove, lige efter der har været fuldmåne.. Og det er jo tildspunktet nu.. Månen var fuld for få dage siden..
De lysende biller flyver af og til ned, og når de rammer vandoverfladen lyder der en stille, meget blid tone, nærmest som en vindklokke, pustet svagt til af vinden.. Det skaber ringe i vandet, som i få sekunder har samme lys som selve ildfluens bagkrop..

Ayoka smiler ganske svagt for sig selv.. den seneste tid har alt været så forvirrende.. Samson og hans bande.. brændemærket på Ayokas overarm..

Ved tanken lader han en hånd knuge ganske kort om armen, som stadig er øm, men for ikke at synke, må han jo træde vande, og slipper derfor hurtigt igen..
Han begynder at svømme lidt ind mod breden igen, bare for at kunne sætte sig til hvile..

Hans hår giver svagt genskind i månelyset, og hele stedet er nærmest indhyldet i et lidt blåligt skær, som ind imellem dog får en skarp kontrast oplyst af de lysende biller. Og nydeligt ser det ud, selv for de med et kritisk øje.

Kashmir kommer roligt gående med et stort smil på læben.
Hun er kun iført en top og et par trusser og med håndklædet slynget om sig.
Selvom hun hjemmefra havde syntes det var meget varmt, var der alligevel
blevet lidt koldere end forventet på turen. Hun kommer længere hen mod
det varme vand og bliver helt overrasket over at der er andre tilstede.
"Hej.." siger hun forsigtigt og smiler skævt til Ayoka. Hun smider håndklædet
og går hen og stikker en tå i vandet. Hun kravler derefter helt ned i vandet.

Ayoka, som roligt svømmer rundt i sine egne tanker, får et chok da han hører en stemme hilse.
Han sætter i en hast ned under vandet, når bunden som kun er en halv meter under ham, meget hurtigt, inden han så sætter af med et kraftfuldt spring, som løfter ham højt over vandet, ind på bredden.. ikke nok med det, men faktisk oppe i et træ, hvor han med den hast han nu er fysisk underlagt, får knækket en tyk gren af træet, springer ned og står klar i kampposition, med et let forskrækket blik..

Luften føles kold mod den lidt blege hud, nu hvor han ikke er i vandet længere.. men han blev forskrækket, og må jo hellere være på vagt!
Der går dog ikke andet end få sekunder inden han ranker sig helt og ser lidt på hende..
".. ah.. eh.. hej.." hilser han så bare tilbage med en lidt mut mine.. Det var bare en harmløs skabning - godt!

Han smider pinden fra sig igen, sætter tilløb og springer et langt stykke, hovedkulds ned i det varme vand.. dog dykker han op igen lidt efter..
Han havde dog kort betragtet Kashmir.. han er jo en dreng i den begyndende teenagealder, og der er det modsatte køn jo meget spændende.. Men af en eller anden grund, siger dem på hans egen alder ham ikke så meget længere.. Ikke efter han så hende kvinden.. dengang..
Han ryster hovedet... Det var vel ikke unormalt? det var jo bare en udviklet kvindekrop? ... meget... udviklet..

Hun følger forbløffet Ayuoka med øjnene da han hopper op ad vandet og
op i træet og videre og videre. Hun smiler skævt. "Hvad hedder du?"
spørger hun og læner armene op ad bredden og prøver at virke lidt kostbar.
Det er er nyt for hende at møde drenge på hendes egen alder. Det er helt
spændende. Hun smiler indvendig. Bare han nu er venlig og ikke ligesom
ham den første hun mødte da hun kom hertil. Han var da en kæmpe nar.

Ayoka skubber sig afsted igennem vandet ude ved det dybe sted.. han kan mærke hvordan kildens udspring er et sted langt under ham, og de varme understrømme skubber let til den halvspinkle krop..

Det lidt fladansigtede hoved vendes mod Kashmir da hun taler til ham.
"Ayoka.." lyder hans svar, inden han dykker ned under vandet, dukker op to meter frem for sig igen, hvorpå han så spørger; "Dig?" med et ganske forsigtigt lille smil..
Jo vist er Ayoka da hverken så snaksagelig eller åben, men høfligheden eksistere dog i ham, og han er jo heller ikke hverken enspænder eller galning.
han svømmer lidt igen, indtil han når ind til bredden igen nogle meter fra Kashmir.. den ene slanke hånd glider utålmodigt de store øjne, for at fjerne noget af det vand der så fint syntes at skulle finde vej derind..

Sascha sidder ved den varme kilde, hvor hende fødder hviler roligt i vandet, imens hun selv leger lidt med det. Hun nynner en lille vuggevise, som hendes mor altid sang for hende. Hun kan mærke roen omkring sig. Fuglene der kvidrer, egern der hvisler i træerne, smådyr der løber med deres små fødder hen over jorden.

Sascha føler sig godt tilpas her ved den varme kilde. Her føler hun sig tryg og i god behold.

Hauru har gået rundt i samme område i en del tid nu, bare tænkt. Og alligevel uden at vide hvad han har tænkt over. Han er lige kommet til den varme kilde, igen. Hvor han efterhånden har været et par gange den dag, men han lægger ikke mærke til Sascha. Hans skjorte står åben, så man engang imellem kan hører den blafre let i vinden.
Uden at lægge mærke til det, går han direkte forbi Sascha med begge hænder placeret i lommerne, og blikket vendt stift mod jorden. Så stopper han op, ca. en meter fra Sascha, vender så hovedet en smule så han lige kan skimte Sascha i øjenkrogen. Han hæver let det ene øjenbryn, men undlader at sige noget, endnu.

Sascha lægger hurtigt mærke til Hauru. Først hører hun hans let tunge skridt i jorden. Bagefter hører hun hans skjorte blafre i vinden. Og til sidst mærke hun hans blik på hende og hun farer sammen lidt længere væk fra ham, men dog stadig med fødderne i vandet.

Hendes blik er nærmest skrækslagent, og hun holder et stift, vågende blik imod Hauru. Hun virker som om hun vil sige noget, men ingen ord kommer ud af munden på hende. Hendes hår blafrer samtidig let i vinden.

Mand...., tænker hun skrækslagent i sit sind, uden egentlig at tænke over det særligt meget.

Hauru trækker lidt på smilebåndet, da hun farer sammen idet hun ser ham, og vender sig så om, så han står med ansigtet vendt mod hende. Han kigger lidt op og ned af hende, for at betragte hende lidt.
Et lavt fnys kommer fra ham, da han hører hendes tanke, før han nikker let en enkelt gang.
"Du er ikke så let at nare, hva?" siger han kort, med en mild ironi i stemmen.