Et flabet, men ikke helt så oprigtigt, smil breder sig over Icaricias læber. Naturen er stadig for besværlig til, at hun kan være helt oprigtig.

"Dæmoner er skam i familie, men det betyder ikke, at de er af samme slægt. Og en dag bliver en af de syv kongers sande arvinge født, og han vil sammen med de andre, skabe den verden, som egentligt burde være..."

Siger hun, stadig med hovedet hævet. Alt det andet Kyoshiro sagde, ramte hende ikke. Hun kan ikke tage sig af det lige nu.
Hun ser atter på Geill. Hvad er der galt med pigebarnet?

"Lad mig se... Du rendte rundt med en bog, og da jeg spurgte hvad den handlede om, nævnte du noget med nogle historier... Et eller andet med en drage... Og noget andet.. Harmløst... Og ja, du havde gemt den... Dygtig pige, men ingen grund til at gemme den, når den alligevel kun omhandler fortællinger"

Siger hun med et svagt smil. Før hun ser lidt mellem de to. Der er noget der begynder at falde hende ind. Okay, så Kyoshiro ville åbenbart have, at Geill havde gemt den... Så... Den måtte egentligt tilhøre ham...
Mrrh.. Der var et eller andet med den bog... Og Geill...
Hun lukker kort øjnene. Lige nu kan hun ikke huske, at Geill virkede som en nyforelsket, men det er så småt ved at vende tilbage til hukommelsen... Og så alligevel ikke.
I en hurtig og kraftig bevægelse, løfter dæmonen hænderne, og laver et hårdt ryk ned mod jorden, mens hun folder hænderne helt ud. Effekten minder mest af alt om en bombe, bare uden bombedelen. Jorden får næsten i en bølge et halvt krater ned i sig, med Icaricia i midten af det hele.
Træerne bliver kun med nød og næppe stående, og de tætteste er ret skæve alligevel.

Hun retter kort på en hårlok, før hun igen koncentrerer sig om de to andre. Hvad var det lige hun tænkte?

"Det er det samme Ica.. Fuldstændig det samme"

Sagde han irriteret, i et tonefald som snakkede han til et lille barn. Hvor var hun dog irriterende.. Som altid overraskende nok.

".. Syv konger?"

Spurgte han dog lidt efter, undrende sig egentlig grueligt over den kommentar og den unge de skulle have.
Han kendte sku da ikke til nogen konger? Der var slet ikke konger i Krystallandet! HVILKE KONGER?!
Han skævede dog atter ned til Geill da Ica forklarede videre om hvor hun skulle vide det fra, de sorte øjne hårde og dybt irriteret.
Dog gik han automatisk et skridt tilbage da Ica pludselig lavede et ordenligt krater i jorden, rystelsen kunne mærkes godt, men han havde balance nok til at blive stående.
Så derefter undrende på hende.. Hvad skulle dét der så gøre godt for?

Nåh ja. Icaricia minder hende om det. Hvor flovt. Rigtig flovt, pinligt, og så mens Kyoshiro hører på det.
Hun rødmer selvfølgelig igen og mumler noget i retning af 'hovsa', da hun roder lidt i græsset med sin fod. Hun tør slet ikke se på nogen af dem, ikke engang da 7 konger bliver nævnt. Det lyder virkelig som et eventyr, men det er nu mere fordi, at de vil 'skabe den verden, som egentligt burde være'.
Hvilken verden..? Den her?
Hun lytter spændt, men det hele går ligesom i vasken, da Kyo ikke fylder op på det, men i stedet cutter det uforstående af.
Og da han ser på hende, viger hun ikke for at krympe sig lidt igen.
Dårlig ide. Icaricias handling, der får jorden omkring dem til at ryste, sker, mens Geill står i en yderst dårlig balanceposition, som hun derfor også mister promte. Med et stramt greb om bogen med den ene hånd, slår hun i stedet ud med den anden, for at afvige det slag, hun er sikker på der vil komme. Men hun lander blødt. Blødt og dejligt på muljord, der ser ud til at være rystet frem af jorden netop nu. Ny, fin og direkte fra undergrunden.
Halskæden..

"De syv konger"

Siger hun bare, hun har jo ingen indvendinger. Det er de syv konger, og de skal nok gøre deres job... Men de syv konger vil jo aldrig komme til hvis hun får slået sig selv ihjel med sin magi... Det er godt nok heller ikke muligt... Men hvad nu hvis...
Hun ryster på hovedet, hun vil ikke engang overveje at tænke den tanke. Det er dumt, og naturen skal nok rette sig selv op. Tålmodighed er alt det kræver.

"Du svarede mig aldrig Geill... Hvad handler den bog om?"

Spørger hun, og går roligt hen imod dem. Hvorfor hun gør det aner hun ikke, men hun vil vel sikre sig, at Geill siger sandheden. Netop. Det er en dum ting at lyve... Eller også er hun bare muggen over, at hun selv har svært ved at lyve... Either way...
Hun vifter lidt med halerne, begynder roligt at gå rundt om de to. Nu er det bare for at undgå planternes snigende 'angreb'

".. Jeg hader dig"

Kommentere han blot barnligt, så muggent væk fra hende, hun fik det ligefrem til at lyde som om det var almenviden.
Som om de der åndssvage syv konger var almenviden?! Det var sikkert bare kællingens fantasi, så han burde være ligeglad.
Dog da Ica gik hen mod dem, så han tilbage på hende og gik ubevidst lidt ind for Geill.
Det var blot en vane og han tænkte egentlig ikke på hvorfor han fik lyst til at fjerne Ica fra Geill.
Det var egentlig dybt underligt..

OOC: Fryøsh ligesom x3

Geill sætter en hånd mod græsset og rejser sig fra den bløde muljord. Hendes bag, hånd og ryg er blevet snavset, men lige nu, kunne hun virkelig ikke være mere ligeglad - Icaricia vil stadig gerne have at vide, hvad den nye bog handler om, og Geill ved det ikke - hun har jo ikke haft den åbnet, og Kyo har ikke sagt noget om det. Kun, at den er svære end den forrige.

"Øh.. Den handler om.."

Forsigtigt åbner hun den og misser med øjnene. Opsat på at forstå bogens titel, bemærker hun heller ikke Kyos lille skridt ind foran hende.

"Eller den hedder... Nattens Skygger.."

Det lyder dystert, men spændende, så det helt dirrer i fingerspidserne på hende, da hun et øjeblik ikke kan få blikket fra de sorte bogstaver. Hun bladrer, med en knitrende lyd fra det tynde papir, en side mere og finder ud af, at denne bog ikke består af flere historier, men faktisk kun er én.

"En fortælling."

Langsomt lukker hun den i igen og holder den ind til sig som før. En spændt følelse rumler i maven på hende, så hun ikke kan lade være med at bide sig forsigtigt i læben og smile diskret ned i jorden.

// Vi fryser videre x3

Icaricia hæver et øjenbryn, overrasket over hvordan Kyoshiro agerer da hun nærmer sig.
Hvad bilder han sig ind?!
tænker den kvindelige dæmon noget så snotfornærmet, at man skulle tro at Kyoshiro havde stillet sig i vejen mellem en mor og hendes datter... Hvilket han også var dum nok til at gøre.

"Hvis du regner med at hun bliver dit næste måltid, så kan du godt tage alle dine forbandede ideer og stikke dem noget så langt op, at du kan smage dem resten af livet!"

Hvæser hun vredt, hun vil jo kun beskytte Geill, og hvis planterne adlød, ville hun bruge handling i stedet for ord (som btw er den forkerte måde at løse problemer, unger, tal folk til fornuft til deres ører bløder 8D)
Hun ser på Kyoshiro i lidt tid, før hun laver nogle slag med halerne, og gør klar til bare at gå udenom ham og hen til Geill - hvilket hun er godt på vej til allerede nu.

"Nattens Skygger? Mrrrh... Ikke nok, slet ikke nok... Jeg søger selve indholdet, ikke bare en dum titel"

Siger hun i et lidt gnavent tonefald, selvom hun prøver at holde det så roligt overfor Geill som muligt.. Det går bare ikke med Kyoshiro i nærheden. Dumme lillebror, skal sparkes ned fra en klippe... ned i havet...

Mens Geill snakker så han stift på Ica, kunne let både mærke og se hendes vrede og irritation, hvilket fik et smil til at bryde frem på hans læber.
Hun virkede overbeskyttende.. Temlig slemt endda, hvilket han da kun ville prikke til.
Desuden var han ved at blive alt for nysgerrig over at hun ikke havde angrebet ham endnu.. Der var ikke engang blomster omkring hende..
Hvis hendes evner nu lå på nul punktet, kunne han jo bare slå hende ihjel uden videre.

"Sikke en hysterisk kælling du er idag søster kære, men hvad ville du gøre hvis jeg åd hende alligevel?"

Spurgte han drillende, stemmen blev hurtigt dybere og mere hæs når han snakkede dæmonisk, men selv Icas stemme lød ekstra hård når hun brugte selv samme sprog.
Han satte sig på hug ved siden af Geill og lagde en arm omkring hendes skulder, hans hoved lå på hendes og de sylespidse tænder var blottet i et smil.
Ica var morsom.

Hun forstår ingenting, da Icaricia begynder at snerre dyrisk og dybt - hun genkender sproget, som noget hun har hørt før, men kan alligevel ikke sætte ord på hvad det er. Et sprog for dæmoner vel.. Hvorfor ikke bare tale, så hun kan forstå det? Hun er her også! Hun vil vide hvad de snakker om.
Så kommer hendes mor i Geills retning og viser sig ikke tilfreds med kun bogens titel. Lydigt skynder hun sig så at åbne den igen, for at bladre frem til den første tekstside og skimte den mumlende. Bogstaverne er krogede og mindre end de forrige, så det passer hende rigtig dårligt, at hun skal have problemer med at læse nu, lige nu, hvor hun har selvskab af de to dæmoner, som hun for alt i verden gerne vil imponere.
Det går bare ikke så godt.

"Uhm.. Jeg ved det ikke.."

Begynder hun irriteret på sig selv over ikke at kunne svare på sådan et spørgsmål. Men hun ved det ikke. ikke før hun får ro til at læse den i sit eget tempo.
Geill lukker bogen i igen, da det så bliver Kyos tur til at tale i uforståelige baner. For Geill er det bare dybe lyde, helt nede fra halsen af, som på ingen måde giver mening - ikke engang en tone, en form for humør, kan hun spotte.
Og som om det ikke er nok, så skal Kyo ligefrem sætte sig på hug ved hende, lægge en arm om hendes skulder og hvile sit hovede på hendes - det er så uvant, han rører hende jo aldrig! Aldrig mere en højst nødvendigt, så hvorfor så nu? Kinderne bliver røde, og hun forstår bjælde af, hvad der foregår omkring hende. Hvad siger de? Er der noget galt? Måske skulle hun bare holde sin mund.. ja..

Icaricia ser mellem de to. Lige nu kan hun ikke beslutte sig til, hvad hun hader mest. At Geill ikke kan svare hende, at Kyoshiro er en møgunge, eller at hun ikke bare kan flænse hele stedet i småstykker med et fingerknips. Hun fnyser, før hun langer halerne mod den anden dæmons overarm, hvis hun rammer vil det jo blåt være som en lammer *gul bil!*
Dette er dog blot for at distrahere, mens hun samtidig med den ene hånd hurtigt rækker ud efter bogen for at få fat i den.

"Ville du ikke kunne, hun er en klog pige, hun skal nok gennemskue dig, om det så kræver hendes magi"

Siger hun og ender sætningen med en hånligt fnys/latter/theh-ish lyd.
Lige nu er det ikke engang med vilje at hun fortsætter på dæmonisk, for denne del må Geill jo gerne høre. Problemet er nu mere... Hun er en dæmon, og endda i dårligt humør. Kyoshiro skal jordes... Jord... forbandet, hendes ansigtsudtryk bliver pludseligt dybt alvorligt, men der går kun kort tid før hun løfter hovedet stolt igen. Ingen grund til at ødelægge noget.

Da hendes haler aldrig ville være en trussel for ham *i hvertfald i hans hoved* Reagerede han faktisk ikke på at de slo ud efter ham.
Slagende kunne let høres, men han virkede totalt ligeglad selvom røde mærker viste sig lidt efter på hans grå hud.
Dog da Ica huggede ud efter den bog Geill sad med, greb han hurtigt selv ud mod hendes håndled, blot for at holde fast og stoppe hendes.. "Angreb på bogen"

"Jeg HAR faktisk været ved at slå barnet ihjel flere end én gang, så det skal du ikke være så sikker på.. Og lad så den åndssvage bog være!"

Knurrede han irriteret, den hånd der stadig lå omkring Geills skuldre, løftede let op i hendes hoved og blottede en del af halsen til Ica. *Må gernøh for Geill elskarh mig x3*
De store ar var blottet til Ica og han prikkede til dem med at skævt smil, Ica ville let kunne regne ud af han havde lavt dem.

Hun forstår ikke, hvordan Kyo kan tage det så koldt, at blive slået over overarmen af Icaricias hale. Slaget lyder højt, og bare af den grund, dukker hun sig lidt og kniber øjnene sammen.
Da hendes mor så rækker ud efter bogen, er Geill ikke langsom til at tillade det - det er af vane, at hun ikke modsiger sin mor på nogen måde, hverken når det er Icaricia eller hendes oprindelige af slagsen. Det er på ingen måde, fordi hun føler sig tvunget, men kun fordi, at hun gerne vil, så hun strækker armene lidt for at give bogen videre - lige meget hvor sur Kyo så må blive - men aktionen bliver brat stoppet, da han resolut griber om Icaricias håndled og holder det fast, så Geill stivner. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få trukket bogen ind til sig igen, da hun synker noget og skæver fra den ene til den anden.

".. Huh.."

Så fortsætter snakken med de dyriske lyde, som hun fatter bjælde af. Kun fordi at Icaricia fnyser, opfatter hun en form for hån, og kun fordi Kyos stemme går over i direkte knurren, opfatter hun en form for spydig kommentar. Ellers intet - hun ved slet ikke hvad hun skal stille op.
Et eller andet sted, så er det ikke fair, at de ikke taler så hun kan forstå det. Hun er her også, og det er den bog som hun er i besiddelse af, som Icaricia vil have og Kyo beskytte. Icaricia håner og Kyo knurrer. Hun ville ønske, at hun kunne forstå deres dialog, for det hele er en stor omgang voilapyk for hende.
Endnu mere opsat bliver hun dog på at finde ud af, hvad Kyo har sagt, da han skubber lidt op i hendes kæbe, så hun i første omgang bare strækker halsen per automatik og selvfølge. Hvad nu? Det er først ved de små prik, at hun forstår hvad dæmonen har gang i - med det samme trækker hun hagen ind og skyder skuldrene op med et gisp. Ikke tale om, at han nogensinde får lov at røre hende der igen!

"Kyo, lad være!"

Er det eneste hun kan få over sine læber, da hun som altid rødmer til op over begge ører - og hun vil ikke engang kendes ved det.

// Frysøh x3

I stedet for at hive bogen til sig, ender den kvindelige dæmon med at hive sin egen hånd til sig igen, om Kyoshiros klør så måtte give rifter eller ej.

"Rør hende igen, og du vil snart vide, hvad det vil sige at være død"

Hvilser hun irriteret af Kyoshiro, men hun har opgivet at få fat i bogen. Hun vælger at tale med Geill senere om det... Når pigebarnet har fundet ud af hvad der står. Icaricia slår lidt med halerne, og sukker tungt. Hendes krater er så småt ved at være ovenpå igen, og mindre slyngplanter er godt på vej op ad hendes ene ben, men lige nu gør hun intet ved det.

"Geill, hvordan går det med tr..."

Spørger hun, tonefaldet roligt og stemmen blid igen. Som om Kyoshiro og Icaricias mindre bitchfight (Hint hint KyoshirA 8D)
Dog går der et par sekunder mens hun taler, før hun afbryder sig selv og hæver det ene øjenbryn.

"Du ligner en nyudsprunget rose i fuldmånens skær..."

Siger hun påpegende, da hun har lagt mærke til Geills rødmen. Nu er der for alvor en lille ding-lyd der begynder at larme for dæmonens indre, men alligevel får hun ikke helt fat i hvad det irriterende ding betyder. Der er et eller andet som Geill skal drilles med... Noget som hun ville køre rundt i, hvis hun da bare var i ordentligt humør. Men det er hun ikke, så nu knurrer hun bare svagt uden nogen egentligt hensigt.

OOC: .. Dø ica.. Dø =_=

IC: "Jeg VED hvad det vil sige at være død din dumme kælling, og hvis jeg har lyst, så æder jeg hende da bare"

Hvæsede han blot tilbage, da hun rev hånden ud af hans greb borede han med vilje neglende ned og rev hul på hendes hud.
Det var selvfølgelig ikke meget, det ville sådanna rifter aldrig være, men det var altid en rar fornemmelse at få Ica til at bløde.
Han kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn af de planter der begyndte at rage op af Icas ben, inden han så *NED* på hende igen.

"Hvad har du problemer med naturen på det seneste monster barn? Den har det måske på samme måde som os andre mmh?"

Hun ånder en enkelt gang tungt ud, da dæmonerne pludselig skifter til et sprog der er til at forstå igen. Det er rart. Så kan hun også deltage lidt igen, eller sådan noget..
Da Icaricia ikke får færdiggjort sin sætning, som Geill ellers var ved at gøre sig klar til at svare på, bliver hendes mave i stedet hård som sten. Hendes mors bemærkning får hende til at ønske, at dyrelydende ikke var forsvundet!

"Det er ikke fuldmåne.."

Mumler hun og lægger en hånd på sin varme kind, som om hun vil gøre et forsøg på at tørre farven af - men den bliver kun mere fremtrædende.
Heldigvis, åh Gud, heldigvis lader Kyo til at lægge op til emneskift - godt! Det er godt, ja.. Ja, det er perfekt. Helt perfekt.. Så kan det måske lykkes hende at blusse lidt ned.

OOC: *dør*

"Nej, men du er helt rød og..."

Dæmonen går helt i stå, da hun er ved at svare Geill. Hun vender roligt hovedet og blikket mod Kyoshiro. Hvad helvede fablede han nu om? Hendes planter... Havde bare et.. sygt behov for at... skræmme livet af hende, ikke andet?

"Var din tunge, Kyoshiro, eller den bliver gennemspiddet og brugt som ægge-rede for mine sommerfugle"

Hvisler hun, stadig på krystaliansk, men det er tydeligt at høre dæmonens rigtige stemme bagved. Hendes haler slår nogle vrede slag, og øjnene er godt på vej imod deres gnistrende rød/lilla malstrøm. Det eneste der egentligt har bragt sindet i kog for den OLDGAMLE... ej... Den... kvindelige dæmon, er de to små ord 'monster barn'. Hun er i hvert fald intet monster barn! hendes forældre var dæmoner, hele hendes slægt er dæmoner!
Hun knytter næverne, dog påvirker hendes magi stadig planterne, så de gror torne frem... Som uheldigvis borer sig ind i benet på hende. Dette gør hende bare endnu mere gal, men ellers lader hun ikke til at reagere på det.
Åh, hvis blikke dog bare kunne dræbe... Så... Ville hun være sultet ihjel af mangel på latterlige ofre...

Han smilede blot skævt og strejkede sig kort, virkede overhovedet ikke til at interessere sig for hendes trusler.
Så dog på hende igen lidt efter, de sorte øjne var fokuseret på hende og han kunne være bedøvende ligeglad med om hvorfor Geill rødmede.
Han havde da set det jaja, men hvorfor var han ret ligeglad med siden Ica stadig var her og var sit irriterende selv.

"Sikke hysterisk du dog bliver Ica. Er det fordi du ikke kan lide at få din avls navn genkendt eller er det fordi at naturen virkelig har vendt dig ryggen? Den river dig jo ligefrem"

Sagde han ondskabsfulgt, lænede sig ligegyldigt op af Geill som var hun en kæp i jorden der ihverfald ikke levede.

Hun trækker vejret tungt og skifter vægten på fødderne konstant, mens dæmonerne, og især hendes mor, begynder at snerre. Hun hader Kyo for at behandle dem begge som ingenting. At han så bare lige finder på at læne sig op af hende, reagerer hun enkelt på, ved at flytte sig promte - som om hun er en død ting, ha!
Med store skridt træder hun i stedet over til sin mor, med et skævende blik til de mange planter der opfører sig så mærkeligt. Et trang til at træde på de små sataner bruser op i hende, men det er selvfølgelig aldrig noget hun kunne finde på. Det er bare... Hvad har de gang i? Hvorfor?
Geill knuger bogen stramt ind til brystet og ser så i stedet på sin mor generelt. De er lige høje - næsten. I hvert fald hvad Geill lige kan se, og det er så... bizart. Eller.. Hvad ord man nu kan finde på at bruge for det.
Men hun siger ikke noget. Overhovedet ikke. Forholder sig bare i ro, mens blikket bliver vendt i samme retning som hendes mors - på Kyoshiro selvfølgelig.

Icaricia ser kort på Geill, da pigebarnet går over til hende. En let følelse af ro skylder ind over hende, og tornene forsvinder da også ud af benet på hende.. Men planterne bliver hvor de er, og de er godt på vej til at blive et tykkere lag. Men hun nægter at gøre noget ved det, så ved man da først at der er noget galt.

"Avlsnavn? Tsssh, du har ingen anelse om hvad du taler om..." Siger hun blot med et let hånligt fnys, og fortsætter "Jeg er ikke blot en ligegyldig person, uden yderlig mening... I modsætning til dig, så har jeg faktisk noget at leve for"

Et smil breder sig over hendes læber. Et smil der bare skriger; HAH! jeg er SÅ meget bedre end dig, nah nahnah naah naaaah!
Hun løfter hovedet en anelse, og vifter let med halerne.

"Åh har du virkelig? Hvad fx?"

Spurgte han roligt, stillede sig normalt op igen da geill flyttede sig fra ham og gik hen til Ica, temlig ligeglad.

"Det eneste der kan have mening i dit liv er alle dine små planter.. Som nu er gået imod deres monster ejer"

Knurrede han roligt, lød faktisk en smule opgivende som om han prøvede at forklare noget endnu en gang til et lille barn.
Ica var så åndssvag.. og så let at pisse af.