”Vil du have at jeg skal sige det?” Selmy fnøs og skævede om til ham med en undren, men også med et smil. Han var underholdt, det var der ingen tvivl om ”For det lyder sådan.” Smilet fik lov til at hænge ved, som Selmy holdt op med at se sig om skulderen om efter ham. Han vidste ikke hvorfor denne her samtale gjorde ham lidt fjoget. Hvad skulle han dog stille op, hvis Theodore bad ham om at svare helt alvorligt? Var Theodore ikke selv klar over de ting? Det måtte han jo være, siden han selv foreslog andre ord, som var mere passende i hans eget lille hoved, end ordet nuttet.

Selmy vidste godt selv, at han var en smuk mand. Det var ikke noget han fik at vide særlig ofte dog, men at være en smuk mand var et privilegie han nød godt af. Som udgangspunkt var folk venlige, smilte til ham, kiggede lidt længere på ham. Generelt antog folk også, at han var mere samvittighedsren end han var.

Selv Theodore havde været tilstrækkeligt draget af ham, siden han hang op ad ham til månehøstfestivalen, selv efter den dårlige kundebehandling han havde fået, første gang de mødtes.

”Det tog ikke så lang tid, vel?” Svarede Selmy, mens de gik igennem skovbrynet. De havde ikke engang brugt en time på det, og det var stadig midt på dagen. Der var lang tid til at portene lukkede. Selmy kunne se at Serafine kiggede nysgerrigt imod deres retning. Selmy fløjtede i hendes retning, og de fik hende til at galopere friskt og legende i retning mod dem, igennem de høje græsstrå. Men som Selmy rakte ud efter sadeltasken, for ville gøre plads til glaskrukkerne, løb hun videre i leg.

Serafine ville tydeligvis heller ikke hjem til den kedelige lille stald endnu.

Ved alle guder. Hvis han rødmede nu, måtte et træ for hans skyld gerne vælte og sætte en stopper for galskaben. Selmy sagde jo ikke engang noget, der burde give ham kolbøtter i maven. Men det var måden ... Den der underspillede bemærkning, som både pirrede ham og gjorde ham forlegen. Som om Selmy morede sig over noget, Theodore endnu ikke helt havde regnet ud.

En af de grene, Selmy netop havde fejet til side, svang tilbage og ramte Theodore lige i ansigtet med et lille svirp. "Av for ..." Han gned sig forurettet over kinden. Han havde godt nok selv ønsket det, men hvis skoven skulle gøre det så halvhjertet, kunne det jo være lige meget. "Det tror jeg faktisk ikke, jeg sagde. Nej, jeg er ret sikker på, at jeg på intet tidspunkt har bedt dig om at sige noget som helst." Han syntes selv, det lød ganske fornuftigt. Næsten overbevisende, endda. Hvis man så bort fra, at hans rastløse fingre havde travlt med at plukke blade af grenene omkring ham.

"Vil du da have, at jeg vil have, at du skal sige det?" røg det ud af ham. Han lukkede munden igen. Han var ikke engang sikker på, om det var en rigtig sætning. Blikket søgte op mellem træerne. Var der virkelig ikke ét af dem, der så ud til at være på nippet til at vælte? Bare et lille et?

Og nej, det havde slet ikke taget så lang tid, som han havde frygtet. "Jeg havde ellers regnet med, at vi skulle bruge hele dagen på det," indrømmede han med et skævt smil. To sylteglas. Det var åbenbart mere end rigeligt til at forsyne klinikken med blodmos. Han havde ærligt forestillet sig noget langt mere besværligt.

Theodore standsede og gloede overrasket efter Serafine, der åbenbart havde besluttet sig for, at det var tid til at pjatte rundt. Hans gyldne krøller dansede let i brisen, da hesten galoperede forbi dem. "Nå, jeg kan se, at Serafine heller ikke er særlig god til at gøre, hvad der bliver sagt," bemærkede han tørt, mens mundvigene dirrede. Han skævede mod Selmy. "Det må være noget, hun har lært af dig." Han justerede grebet om sylteglasset og traskede de sidste skridt hen til Selmy med et fornøjet smil.

Blikket fulgte Serafine gennem græsset. "Hun er vist ikke den eneste, der ikke har lyst til at tage hjem endnu," tilføjede han mildere.

Selmy så sig kort forvirret om efter Theodore, da han beklagede sig. Han havde været lige ved at bande, havde han ikke? Var han nu okay? Det var vel ikke på grund af ham, var det vel? Blikket blev lidt bekymret og blev hængende lidt tid, indtil han var sikker på, at begge øjne var intakte, og Theodore selv gik videre igen. ”Pas på,” Sagde han med et mildt smil. Det burde jo nok have været et undskyld.

Da vendte han sig atter om, for at fortsætte med samme ro og komfortable hastighed, der lige nøjagtig var en smule hurtigere end Theodores skridt kunne nå at indhente ham.

Vil du da have, at jeg vil have, at du skal sige det? Selmy skar en forundret mine. Han blev godt nok forvirret over det nu. Hvad var det i det hele taget snart det hele handlede om? Han tænkte kortvarigt over sit svar, inden han slyngede en sætning ud, der ville få hans krystalisiansklærer fra drengeskolen til at slå ham over hovedet med sin pegepind.

"Jeg vil kun have det, hvis du vil have, at jeg vil have det, fordi du vil have det." Han slap et grynt, inden han begyndte at grine helt nede fra maven af.

Ude på den anden side af skovbrynet, grinte Selmy dog ikke mere. Han kiggede noget opgivende mod Serafine, der susede rundt i vildskab og ville have, at Selmy skulle jagte hende. Men han stod med beskidt værktøj, der i øvrigt også var skarpt, og derudover en stor glaskrukke. Han tav bare.

”Jah…” Svarede Selmy mens blikket endnu fulgte den grå skønhed galopere forbi. Hun var ikke så godt opdraget. Som ham. Det gik op for ham, at Theodore lige havde drillet ham. Sikkert med at han havde fået utroligt meget ballade af sin far på det seneste. Selmy drejede blikket overrasket mod Theodore. ”Hold dog op,” Lo han kort ”…Du vil måske ikke hjem nu?” Selmy havde skam bemærket, hvordan Theodore havde sagt, at hun ikke var den eneste, der ikke havde lyst til at tage hjem. Det gjorde ham lidt lettet, faktisk. Selmy havde ellers tænkt, at han nok hellere måtte følge ham hjem…

'Pas på'. Theodore vrængede en fjollet grimasse, da Selmy vendte sig om igen. Jamen tak for advarslen. Den havde måske været en anelse mere nyttig, inden grenen havde besluttet sig for at slå ham i ansigtet. Han knækkede grenen af og kastede den fra sig. Så kunne den lære det.

Theodore havde lært af sine fejl og holdt nu en hånd foran ansigtet, mens den anden knugede sylteglasset ind til kroppen, som var det et spædbarn. Denne gang havde han tænkt sig at holde øje med både de piskende grene og de forræderiske rødder under bladene. 
Blikket gled op til Selmy. Forundret. Hvis du vil have, at jeg vil have ... øh. Sætningen gjorde Theodore helt rundtosset, og han rynkede på næsen. Han anede efterhånden ikke, hvad de overhovedet talte om. Da Selmy begyndte at grine, kunne han heller ikke holde sig længere. Latteren boblede op i ham, varm og ubesværet.

"Jeg ved ikke længere, hvad jeg vil have," fik han fremstammet mellem latterudbruddene.

Den sætning var nok mere sand end noget andet.

Hovtramp og lykkelig vrinsken bredte sig over engen. De fik vist ikke fat på Serafine lige foreløbig. Theodore bøjede sig ned og satte sylteglasset forsigtigt i græsset, hvor det forhåbentlig kunne stå uden at vælte. Han rettede sig op igen og masserede underarmene lidt. "Hm?" Han løftede blikket mod Selmy. Så den lille bemærkning var altså ikke gået ubemærket hen. 
"Ah" Han trak henkastet på skuldrene. "Altså ... det ville da være lidt synd at tage hjem allerede, ikke?" Et uskyldigt smil trak over hans læber, selvom øjnene glimtede mere oprigtigt, end han havde tænkt sig. 

"Der må da være mere, du kan vise mig. Eller var mos-mordet dagens store højdepunkt?"

Selmy opdagede, at Theodore havde stillet glasset fra sig for nu. Det var da egentlig meget smart. Han gjorde derfor kunsten efter, bøjede sig ned og stillede det andet glas fra sig, og blikket blev ned på den røde masse, der virkelig ikke lignede noget, der burde være lovligt at opbevare i glas. Men lovligt var det naturligvis.

”Jo, lidt, måske,” Svarede Selmy lidt usikkert. Måske var det årets sidste solskinsdag, og det var i hvert fald Theodores eneste fridag, denne uge. Selmys hånd fandt også sin ene arm, og kopierede lidt hvad Theodore havde gjort, for at lindre på ømheden. Det havde Selmy ikke lige tænkt over, faktisk. ”Det var nu mere hvis du gerne ville hjem efter... da... ehm-” Det var lidt som om hans stemme bare blev taget fra ham. Han kunne ikke få sig selv til at sætte ord på det… Og fandtes der i det hele taget ord for det? Selmy var ikke engang sikker på, om han havde læst om det i nogle af sine bøger.

Han rystede tanken om, at forklare hvad han havde forsøgt at sige, fra sig, og kiggede nu på Theodore igen. ”Vi kan ride lidt videre og se hvad vi finder,” Theodore fik selvfølgelig lov til at føre hesten, ligesom før. Selmy vidste at der var mere skov, søer, marker og små landsbyer heromkring, og red man langt nok kunne man ane havnen og den blå horisont.

Theodore kom pludselig i tvivl. Måske havde han misforstået Selmy. Måske ville han egentlig bare afslutte deres tur og følge ham hjem, og så stod Theodore her og forsøgte at forlænge en eftermiddag, der allerede havde varet længere, end nogen af dem havde regnet med.

Armene faldt ned langs siderne, mens han afventende betragtede Selmy. Der var noget tøvende over ham. Theodore så tankerne arbejde bag de stormgrå øjne, hvordan læberne bevægede sig, som om ordene havde svært ved at finde vej ud.

Efter ... da ...

Ah.

Den velkendte varme begyndte at brede sig i maven. Ikke den ubehagelige slags, men den, der gjorde ham en smule for bevidst om sit eget hjerteslag. Theodore vidste godt, hvad Selmy hentydede til. Det var svært ikke at vide det, når de begge havde gjort sig så umage for ikke at tale om det. Men han sendte ham blot et opmuntrende smil og løftede brynene spørgende, som havde han ikke den fjerneste anelse om, hvad Selmy forsøgte at sige. 

Hvis Selmy ikke kunne få ordene over læberne, behøvede Theodore vel heller ikke hjælpe dem på vej.

Han trak vejret ind gennem næsen, så brystkassen hævede sig en smule. Og da Selmy lod sætningen dø og i stedet foreslog, at de kunne ride videre, slap han luften ud igen. Godt.
"Hvis vi da kan fange Serafine," lo han og pillede et lille stykke bark af sin kappe, inden han kastede det fra sig. Det drengede smil var allerede tilbage.

De behøvede ikke tale om det, der var sket. Ikke nu. Måske heller ikke i dag. Eller imorgen for den sags skyld. Theodore havde i hvert fald ingen planer om at ødelægge deres sidste solskinsdag ved at tvinge en samtale frem, som ingen af dem vidste, hvordan de skulle begynde.

Han sendte Selmy et skævt smil, inden han traskede i retning af Serafine. "Kom så, du! Vi skal ikke hjem, så du får din vilje!" kaldte han efter hende.