Theodore fulgte efter og svang hovedet fra side til side for at løsne musklerne med et par små, tilfredsstillende knæk. Skulderbladene var også en smule gnavne, og mens Selmy talte med kusken, forsøgte Theodore at løsne dem ved at trykke sig over den ene skulder og svinge armene lidt sløset frem og tilbage. Brynene løftede sig dog højt og kritisk, da kusken fortalte, at de nok ikke skulle regne med at finde et lift herfra igen. Armene faldt langs siderne, og Theodore traskede tættere på for at høre resten.

Hvor gaderne hernede bliver usikre at befærde sig på, sagde kusken. Nåh. Dejligt. I samme øjeblik mærkede Theodore Selmys hånd på sig og blev trukket tættere ind til ham, men den utilfredse grimasse ændrede sig ikke synderligt, da samtalen sluttede. Blikket gled træt til siden i et selvfølgelig-sker-det-her-udtryk, og han pustede tungt ud gennem næsen. "Det bliver en lang tur hjem igen, hva’?" Han så allerede ikke frem til at skulle vandre tilbage gennem de mørke gader senere.

"Ormen," gentog Theodore mest for sig selv. "Hvor herligt." Han fulgte efter Selmy i et rask trav. Lårmusklerne var blevet temmelig stive af den besynderlige stilling, han havde sovet i, og samtidig var de ømme efter både sparringen og marchen gennem byen. Det skulle bare gås væk. Og helst hurtigt, for hvis de endte med at skulle stikke af fra et eller andet — måske den fede rotte henne ved muren, forhåbentlig bare den fede rotte henne ved muren — ville Theodore gerne være i stand til at gøre det uden at ligne én, der havde skidt i bukserne.

"Så..." Blikket gled hen over de mange tillukkede, dystre bygninger, mens han sørgede for at holde øje med, om nogen kom lidt for tæt på dem. "Er det noget, du gør tit?" Han skævede mod Selmy. "Altså, jeg mener... tuller rundt her i Skumringskvarteret?"

Selmy gik foran og ledte vejen, som han vist nok mente kunne huske. Han kiggede sig omkring, var rimelig hurtig på fødderne, skønt han drejede en smule usikkert rundt om hjørnerne. ”Hmmm,” Tænkte han højt, mens han læste på vejskilte og kiggede ned langs gader, for at forsøge at huske hvor de skulle hen i denne hersens labyrint af smalle passager og skumle døre. ”Ah!” Denne vej.

Han skævede sig først rigtigt om bag skulderen og kiggede ned på Theodores utilpasse figur. Han stoppede op ved en trædør, med hånden hvilende mod træet, for at skubbe den, men ventede lidt. ”Hvaa?” Selmy smilte lidt opmuntrende til ham. Det her var jo en glædens dag, ikke? De var netop blevet gode venner igen. ”Du er vel ikke...? Bange?” Han lo lidt af ham og spillede på hans mod lige nu, selvom han på ingen måder havde intentioner om at skræmme ham eller tirre ham. Han ville oprigtigt gerne have, at Theodore skulle løsrive sig lidt og more sig med ham. Præcis som til månehøstfestivalen.

”Ikke rigtigt. Det er kun anden gang jeg er her, så,” Så ikke noget. Theodore skulle bare ikke bekymre sig. Selmy gjorde sig straks mere alvorlig og rolig igen, for at berolige ham lidt. ”Jeg skal nok passe på dig. Bare hold dig tæt til mig?” Han rakte ham nu sin hånd. Det sted de skulle hen var et utroligt spændende sted, hvis man spurgte Selmy, der havde en skjult forkærlighed for det dystre og dystopiske. Det kunne godt være lidt uhyggeligt dog, for en så ung dreng, som knap nok kendte til storbylivet eller skæve typer.

Theodore trak på mundvigen i en uimponeret mine og stak hænderne dybt i lommerne. Bange... Selv da de passerede rotten, blev hans blik hængende ved den så længe, at han måtte dreje hovedet efter den. Selv rotterne i Skumringskvarteret lignede små, snuskede uhyrer. Hjemme i Medanien så de langt sødere ud.
Han kiggede prompte tilbage på Selmy. "Pft." Det lille fnys fik et par lokker i panden til at blafre. "Hvis jeg er bange, er det da med god grund. Du hørte selv kusken. Han vil ikke engang tilbage hertil, fordi det er usikkert at færdes her." Det kom bare småbrokkende og tørt ud, mens han alligevel troligt fulgte efter Selmy.

Hans store beskytter.

"Du vil passe på mig? Du kunne ikke engang overtale kusken til at komme tilbage." Theodore overgav sig dog og trak hånden ud af lommen for at tage imod Selmys. Hans egen var en smule svedig, og han håbede, at Selmy ikke lagde alt for meget i den slags. De blå øjne dvælede kort ved deres hænder, inden han næsten stædigt strammede grebet en anelse. Ceelias ord spøgte stadig et sted i baghovedet, og Theodore nægtede at begynde at opføre sig anderledes omkring Selmy på grund af dem.

Det var trods alt bedre at holde fast i hinanden. De vidste ikke, hvad der lurede om det næste hjørne. Skulle de kidnappes, blev det i det mindste to for én.
"Så ham Ernie... han er din nabo?" fløj det pludselig ud af ham ved tanken om ting, der lurede i skyggerne.
Theodore skar en grimasse og lod blikket søge frem mod gyden igen. "Altså, bare fordi... jeg tror, jeg så ham, da jeg tog hjem fra dig den aften."

Rotten de havde passeret, var ikke engang flygtet ved synet af to lyse unge knægte. Her levede de nok iblandt folk. Ligesom byvagten, havde rottefængerne mere eller mindre opgivet denne her del af byen for længst.

”Kusken? Tsk!” Selmy fnøs også. Hvorfor skulle kusken dog også have skræmt Theodore med sine dystre varsler? Han kunne tydeligvis tåle spænding. Selmy tog hans hånd i sin. Han bemærkede godt at den virkede lidt klam i det. Sådan plejede den nu ikke at føles. Han skævede lidt undskyldende ned til ham. ”Kom så, Theo. Der er folk der bor her til dagligt, så kan vi også overleve et par timer,” Lød det en tand mere utålmodigt fra ham nu. Hvis ikke han kunne gøre noget for at opmuntre ham, måtte han leve med, at han surmulede. Men nu var de så tæt på, at det ville være surt at bakke ud. Selmys mand var nemlig ikke i byen særligt længe ad gangen, når han endelig var her, nemlig.

Han skubbede til trædøren, som ledte dem videre til en snæver, mørk gennemgang, hvor man i udkanten kunne ane en gade. Selmy genkendte stedet som værende Det Sorte Marked. Skumle kutteklædte, arrede mennesker, alle klædt i dystre, diskrete klæder. Omgivet af boder og stande med ulovlige importerede varer af forskellige slags. En mand solgte afhuggede monsterdele. En ældre, uhyggeligt mager kvinde vandrede rundt og hviskede utydelige profetier i ørene på dem der stoppede op. I krogene mødtes skikkelser og udleverede små poser af alfestøv og nox.

Selmy stoppede op og kiggede søgende derhen, men han vendte straks blikket om på Theodore igen. Bare navnet ’Ernie’ var nok til at få hans hjerte til at springe. ”Du stødte på ham? Sagde han noget til dig?” Straks blev han meget urolig ”Ja, han er min nabo. Desværre!”

Nu var Theodore her ligesom, og så kunne han ikke gøre meget andet end at følge med Selmy på hans hemmelighedsfulde mission. Kunne man bare hyre sådan en mærkelig fyr uden videre? Åbenbart.

Han skævede rundt og så omtrent det samme som Selmy. Skumle typer i færd med skumle ting. En mand stod med noget, der lignede afhuggede monsterdele, og længere henne udvekslede et par kutteklædte skikkelser små poser under et bord. Hyggeligt. Mundvigen trak sig op i en utilpas grimasse, inden blikket gled ned over ham selv og dernæst mod Selmy, der allerede havde trukket hætten godt omkring ansigtet. Skilte de to sig ikke lidt for meget ud? Et lille suk sivede ud mellem læberne. Måske var det alligevel meget godt, at Theodore var taget med. Hvis der skete noget... sådan rigtigt farligt, kunne han altid forsøge sig med lynene. Ikke at dét ligefrem var den mest betryggende nødplan.

Theodore mærkede det lille sæt, der fór gennem Selmy, helt ned gennem deres hænder og videre ind i hans egen arm. "Ah... Nej, nej." løj han og trak hurtigt sin egen hætte over hovedet for at efterligne Selmy. Det passede ham egentlig ganske fint at få dækket ansigtet nu, for varmen var allerede begyndt at kravle op i det. "Jeg listede væk, inden han så mig. Han var i gang med at klargøre sin hest." Der var ingen grund til at sige det til Selmy... Det ville bare gøre ham utilpas. 

De var standset, og Theodore trak forvirret ansigtet sammen. Hvorfor stod de egentlig bare her midt i Ormen, Ormehullet — eller Det Sorte Marked, eller hvad pokker den her del nu hed? Skulle de mødes med manden her?
Blikket gled mistænksomt mod Selmy. "Er det nu, du trækker en dolk frem og skærer mit hjerte ud, så du kan sælge det på Det Sorte Marked?" spurgte han tørt og rykkede samtidig en smule tættere på ham. "Jeg tror ikke der er profit i pagehjerter."

Historien om at Theodore havde mødt Ernie Marcel alene ude i gården, om natten, var mere skræmmende end den virkelighed de stod i lige nu, her på Det Sorte Marked. Alle de ting Ernie kunne have udsat ham for... Det var vist godt, at Theodore fik sneget sig forbi Ernie uset. Havde Ernie set Theodore, ville Selmy slet ikke have fået fred...

Selmys puls var lidt høj netop nu, men han arbejdede på at falde til ro igen. Ingen skade sket... Mindede han sig selv om. Hans øjenbryn sænkede sig surt og koncentreret. ”Han er altså ude på et eller andet,” Hviskede Selmy hadefuldt og knugede sine hænder, også om Theodores hånd.

Det var ikke meget han havde set til Ernie, men han havde spottet ham en enkelt gang, hvor de begge var drejet skarpt rundt om hjørnet. Selmy på vej ind i gården. Ernie på vej ud. De havde haft en nedstirringskonkurrence, der havde varet i flere sekunder for længe. Han havde med ondt i maven afventet at Ernie skulle sige noget nedladende til ham, men pludselig var Ernie blevet underlig, og han kunne have svoret på, at han havde sagt Godaften Kiefer, men det havde været så bittert og lavt, at han ikke var helt sikker på, om det nu også var det han havde sagt.

”Ups! undskyld,” Selmy slap hurtigt i det vrede greb, og i stedet strøg han ham undskyldende over håndryggen. Det var ikke med vilje!

”Jeg ville ikke sælge dig for verdens diamanter,” Forsikrede Selmy ham, pludselig meget sødt og oprigtigt. Snakken om mødet mellem ham og Ernie, gjorde ham alt for bekymret til overhoved at lave sjov med hvad han kunne finde på eller ikke finde på med hans hjerte. Det havde været en ret makaber tankegang, egentlig, kommet fra en så blid person som ham. ”...Jøsses dog...” Selmy slap et overvældet grin og måtte bukke hovedet og ryste på hovedet ”Din fantasi fejler ellers ikke noget, hva?”

Kom. Selmy slap hans hånd for i stedet at tage armen om ham, og trykkede ham ind til sig, med sin kappe beskyttende svingende om dem. Han tog ham med ind til kernen af markedet, hvor de i den grad skilte sig ud og fik nogle smalle, grådige og uvenlige blikke med på vejen, af folk der kiggede op fra deres skumle handler.

Selmys så dem godt, men han fik ikke direkte øjenkontakt med nogen af dem. I stedet lod han blikket høfligt, men flygtigt glide igennem nogle af varerne. Våben... ulovlige kærlighedseliksirer, menneskeknogler, forbandede gamle smykker, små insektbure med bedrøvede alfer... Selmy sank nervøst, og hånden der hold om Theodore skælvede lidt, inden fingrene borede sig strammere fat.

”Lad os skynde os videre...” Hviskede han. Til sig selv eller Theo, det var underordnet. Han satte farten lidt op.

"Er der da sket noget?" Theodore kunne mærke en blussende energi begynde nede i maven og kravle intenst videre op mod brystet. Ernie lovede at lade ham være. "Ah," stønnede han lavt og overrasket. Selmys greb om hans hånd var pludselig blevet meget hårdt, men det gjorde ikke så ondt; det var mere chokket ved det. "Det er okay," forsikrede han Selmy med et skævt grin og betragtede bare sig selv blive nusset. "Det er fint..." Smilet blev mildere.

Theodore betragtede Selmy pylre lidt om ham og han slap et luftigt lille fnys, der mindede om latter. Han ville ikke sælge Theodore for verdens diamanter? Han rystede moret på hovedet, men var alligevel taknemmelig for forsikringen. Godt at vide. Det ville have taget noget af en drejning, hvis det modsatte var tilfældet.

"Der bliver fortalt mange skræmmende vandrehistorier i Medanien. En af dem er om et ofret hjerte til en varulv." Han trak let på skuldrene. "Og nej, min fantasi fejler absolut ingenting." Han sendte Selmy et lusket smil, men det ændrede sig hurtigt til overraskelse, som han blev puttet beskyttende ind under kappen, som under vingen på en fuglemor. Varmen var rar herinde under. Skumringskvarteret føltes langt koldere og klammere end Diamantstræde, som de havde forladt.
De blå øjne gled foruroliget rundt på sagerne de gik forbi, læberne trukket til en smal streg, som han tog det hele ind. Han var lige ved at standse ved de triste alfer, fordi han fik ondt af dem og fik lyst til at befri dem. Men Selmy fik trukket dem videre og i et hurtigere trav.

"Åh!" bjæffede Theodore forskrækket, da der kom et ryk igennem dem, og en gammel, krumrygget kvinde med et uldklæde viklet godt rundt om det tynde hår pludselig havde hevet fat i dem. Eller i Selmy. Hendes knoglede, magre fingre holdt hårdt fast om det lyse håndled.

"Unge mand, skænk en gammel kone Deres øre et øjeblik, og lad mig fortælle Dem noget om Deres fremtid."

”Nej,” Kom det hurtigt, men lavmælt fra ham. Der var ikke sket noget. ”Altså ikke siden Månehøstfestivallen. Min far fandt selvfølgelig ud af det med at jeg havde kastet mad efter Ernie, og jeg blev bedte om at-” Selmy skælvede et suk ud, og ordet kom utroligt dystert ud ”Und-skyl-de...” Han virkede mere træt over det, end traumatiseret over det. Ernies detaljerede fortælling om, hvordan Selmy havde grædt snot på sine grædende knæ, havde været for dramatisk effekt.

”Vores fædre har fået den skøre tanke, at Ceelia måske skal giftes med Ernie. For så kan Ceelia stadig besøge mor...” Han kiggede lidt trist hen på Theodore ”Mor er dårlig og sengeliggende det meste af tiden.” Han rømmede sig lidt ”Og... Petra er jo også ugift.” Og Selmy var ugift... Men det var heldigvis som om, at selv hans far tøvede med at lufte ideen om at bringe de to sammen. De var bare ikke et godt match. Der havde aldrig været kemi, og så var der jo lige det, at Petra ikke var fra norden, og det var alligevel et stort valg at forpurre den ældgamle nordiske slægt med Marcellernes sorte hår og mørke øjne. Åbenbart... Selmy selv havde ikke nødvendigvis nogen præferencer til genetisk herkomst.

Theodores varulvefortælling havde Selmy ikke hørt om før. Han vidste dog godt, at Medanien havde et varulveproblem, eller de havde i hvert fald haft det engang. Den gang Selmy var der, havde han hverken set eller hørt om nogen. Han kiggede nysgerrigt på Theodore. ”Vandrehistorier opstår jo ikke altid uden grund,” Smilte Selmy lidt skævt ”Så hvad skulle en sådan ofring gøre godt for?” Han nåede dog aldrig at få slutningen på den fortælling, for ligesom hans blik var fæstnet på Theodore, stødte han ind i en stakkels forkrøblet kælling. Eller også havde kællingen bevidst gået ind i dem.

Selmy gøs hele vejen ned ad kroppen, som han stirrede forskrækket ned på hendes ynkelige skikkelse. Blikket kiggede nervøst ned på hendes skeletagtige fingre, der stod i kontrast til Selmys ungdommelige, sunde håndled.

Unge mand, Åh du godeste... Skænk en gammel kone Deres øre et øjeblik, og lad mig fortælle Dem noget om Deres fremtid.

Det gik ikke. Det gik bare ikke. Hans mor havde altid sagt til ham, at nysgerrighed på fremtiden var en synd. Han skulle ikke gå til spådomskoner eller få læst sit horoskop i en kaffekop.

”Jeg beklager virkelig, frue-” Fremstammede Selmy forskrækket, og forsøgte uden at røre ved kvinden, at beklage over, at han var kommet til at støde ind i hende. Og han skulle ikke nyde godt af at få sin fremtid at vide! Men han havde så svært ved at gøre en gammel, fattig kone ked af det. ”Jeg er her ikke for at købe noget.”

Theodore pressede læberne sammen. Godt... Så havde Ernie i det mindste holdt sig fra Selmy siden da. Han håbede, at det betød, det var slut, men efter alt det med Adelbert oveni tvivlede han stærkt på det. En forpint grimasse blev sendt i Selmys retning ved fortællingen om undskyldningen. Bedt om at undskylde... Selmy fik det trods alt til at lyde noget mindre dramatisk, end den knøs til Marcel havde fået det til. "Urgh. Han er et råddent æble, virkelig. Han fortjente ingen undskyldning," mumlede Theodore.

Det triste blik blev imødekommet af et par dybblå, sympatiske øjne. Hr. Kiefer havde jo godt nok sagt, at hun lå og sov, da Theodore var kommet på besøg. Var sygdommen virkelig så alvorlig?

Ceelia og Ernie. Det havde Theodore jo næsten regnet ud. Men så nævnte Selmy Petra, og hans bryn løftede sig uvidende. Hvem er det nu Petra er?
"Petra... Hvem er det? Hende du gik sammen med i dag?" Hun var ugift. Og Ceelia havde sagt noget om Selmy og dét med ikke at tilsmudse sit lys før ægteskabet. Havde hun bare ment sådan helt generelt, eller var der faktisk nogen, Selmy skulle giftes med? Petra?

Theodore nåede ikke meget længere med dén tanke, og Selmy nåede heller aldrig at få slutningen på historien om varulven. Deres lille hverdagssnak blev brat revet over af den gamle kone, og Theodore stirrede endnu forskrækket fra hende til Selmy, der selv så omtrent lige så begejstret ud for situationen.
Den gamle kvindes øjne gled langsomt ned over Selmy. Ikke over hans tøj eller hans pung, som så mange andre blikke på markedet havde gjort. Det føltes snarere, som om hun så igennem ham.
"Hør lige, dame," kom det måske en smule uforskammet fra Theodore. "Vil De være sød at slippe min ven?"

Men hun skænkede ham ikke et blik, som var han luft for hende.

"De går i en død mands fodspor."

Et tandløst smil trak hendes mund skævt, mens hun stadig holdt Selmy fast. Theodore så endnu mere foruroliget ud nu. Hun var tilsyneladende ligeglad med, at de ikke ville købe noget af hende.
"En bog uden slutning. En rejse uden hjemkomst," fortsatte hun ufortrødent med en stemme, der lød langt mindre svag, end hun så ud. De indsunkne øjne kneb sig sammen, og blikket sank mod Selmys håndled.
"Pas på, unge herre. De fører ikke nødvendigvis samme sted hen anden gang."

Hendes uklippede, lange klonegle trykkede skarpt ned i kødet på ham, at han var bange for at hun ville prikke hul. Han kunne altså ikke klare mere blod for i dag! Selmy var ligbleg af bekymring, og hans håndled ligeså, der hvor hun holdt så hårdt fast i ham.

Han hørte godt Theodores uforskammede udbrud ved hans side. Han kunne tilsyneladende godt se på situationen, at det gjorde ondt på Selmy, og at han var bange og utryg. Oprigtigt bange. Og alt for høflig til at skubbe hende væk. Faktisk stod Selmy som stivfrossent og så ind i hendes alt for stirrende øjne. Det tandløse smil kunne han ikke se alt for direkte på, men det var der, lige der i øjenkrogen.

De går i en død mands fodspor. Badum! Hjertet slog ham så hårdt, og i det samme begyndte Selmy at svede. Asiths fodspor? Nej... Han kunne dårligt nok få vejret, følte han. Gammel sorg og angst fyldte ham. ”Farfar!” Hviskede han hæst. Hans stemme var fuldstændig taget fra ham.

En bog uden slutning. En rejse uden hjemkomst.

Hvordan kunne hun dog vide alle de ting om ham!? Det var de færreste, der nogensinde havde spurgt ind til hans livsprojekt... Selmy tog den gamle kones dommedagsvarsler meget alvorligt.

Hun... Hun bad ham om at passe på?

”Hvad mener du?” Spurgte Selmy, selvom Theodore sikkert ikke syntes om, at Selmy spurgte yderligere ind. Selmy forsøgte igen at trække sit håndled til sig. Der var modstand, men han formåede at flå armen til sig til sidst. Straks ømmede han det og lignede en såret hund, som han kiggede ned på den gamle dame. Hvad ville hun dog med ham? Hvad fik hun ud af at sige disse ting til ham?

Theodores blik flakkede uafbrudt mellem den gamle kone og Selmy. Han kunne se, hvordan Selmy skælvede under hendes ord, og Theodore kunne ikke lade være med selv at blive påvirket. Uroen satte sig i hans unge ansigt, og han sank en klump, mens han forsøgte at forstå, hvad der egentlig blev sagt.

Farfar.

Blikket dvælede længe ved Selmy efter det hæse udbrud. Det lød næsten, som om konen havde strammet en usynlig snare omkring hans hals, så han knap kunne få ordet frem. Hjertet slog hårdere i Theodore, og han tog et lille, forsigtigt skridt frem, klar til at gribe ind, selvom kroppen tøvede.
Aye, hvad mente hun egentlig? tænkte Theodore omtrent samtidig med, at Selmy selv spurgte.

Så fik han endelig revet hånden til sig. Theodore gik beskyttende ind foran ham med det samme, hvor meget det end hjalp nu, og skævede ned mod det lyse håndled. Ansigtet var stadig næsten forstenet i sin egen forvirrede uro. "Selmy, er du okay?"
Blikket vendte alvorligt tilbage mod den gamle, som overhovedet ikke lod sig ryste ud af kurs af, at Selmy havde revet sig fri.

"Det var alt," svarede hun blot, som var hun kommet for at tale om vejret med dem.
Theodore sendte hende et misbilligende blik. Kvinden trak hånden tilbage, men idet hun gjorde det, gled hendes blik for første gang forbi Selmy og standsede på Theodore.
Det tandløse smil forsvandt. Theodore så først bare spørgende tilbage. Så gik der ét sekund. To.
"...Hvad?"
"...Nej," sagde hun blot.
Theodore blinkede. "Nej hvad?"
Hun var stille et sekund mere. "Ingenting." Så bukkede hun let og begyndte langsomt at traske videre fra dem, lige så krumrygget som før. Theodore kneb øjnene sammen efter hende. "Det var meget tydeligt ikke ingenting."
Men meget hurtigt var hans opmærksomhed tilbage hos Selmy. "Er din hånd okay?"

Selmy stod og var i chok.

Selmy havde været lige knap Theodores alder, da han kom ned fra sit værelse en nat, med bare fødder og natrobe, og bukkede sig ved trappen og så over mod far og mor i døren. Det havde været svært at tyde hvad der blev hvisket. Han havde ikke kunne se forbi sine forældre, fordi de stod så tæt. Hans mor havde hvinet så skrøbeligt, for allerede dengang var hun begyndt at få det værre. Hans far havde stået ufølsomt og stift, som han fik denne hersens boks i hænderne... Farfars jordiske rester... Var i den boks. Selmy havde skreget så højt og længe, uden at få skæld ud for det.

Selmy, er du okay? Selmy var gennemsigtig som et spøgelse, men han reagerede på Theodores velkendte, bekymrede ansigt, der stod lige foran sig. Han flakkede fortvivlet med blikket og fik endelig øjenkontakt med hans blå øjne. Men hans stod bare som om hans hjerne slet ikke havde registreret hans spørgsmål. Han var ikke okay. Han havde måske aldrig været det.

Han reagerede alt-alt for sent på, at det åbenbart var Theodores tur. Men den gamle kone var åbenbart færdig med ham, før hun overhoved havde givet ham noget. Han havde fået et Nej og et Ingenting. Selmy greb ud efter Theodore med den omtalte hånd, som Theodore selv spurgte ind til. Han fik fat i hans linned-bluse.

”...Min hånd har det f... Mrm,” Fint. Den blødte ikke. Men han kunne mærke hendes kolde tag endnu. Neglen der havde boret sig ind lige ved hovedpulsåren.

”Det var uhyggeligt...” Selmy vendte sig om for at kigge om efter hende. Hun vidste jo noget, som mange ikke kendte til. Hvis nogen kunne svare ham på spørgsmål om hvad der var hændt hans farfar, var det vel hende? ”Theo, Hun er forsvundet!?” Han hviskede og han gøs. Forsvundet ud af den blotte blå luft?

Theodore lod sig uden videre gribe fat i af Selmy og trådte tættere på ham. Han lagde hånden om Selmys underarm, beskyttende, selvom han ikke anede, hvad han egentlig skulle beskytte ham imod. Flere gamle, krogede hænder? Den anden hånd gled let om på Selmys ryg, næsten som om han frygtede, at Selmy ville dejse om af bare skræk, men han virkede i det mindste til at være okay på benene. 

Flere af de skumle ansigter ved boderne var begyndt at skænke dem opmærksomhed. De stod alt for blottede og sårbare her midt på gaden. To unge fyre, der tydeligvis intet havde at gøre her.

Det var uhyggeligt. Det var det. Ved Selmys udbrud vendte Theodore hovedet og ledte efter den gamle kone. Først dér, hvor hun havde været på vej hen, så længere mellem boderne og de forbipasserende skikkelser. Ingenting. Hun var forsvundet som dug for solen.

En skam at han skal dø.

Ordene fra drømmen kom tilbage med en gysen.

Theodores blik fandt hurtigt Selmy igen.
"Jeg tror bare, at hun..." Han sank og skævede én gang mere efter hende. "...går hurtigt på fødderne af en gammel dame at være." Forsøget på at lette stemningen virkede ikke engang helt overbevisende på ham selv. Hånden blev liggende mod Selmys ryg.
"Selmy..." Han sænkede stemmen og kiggede kort mod de mennesker, der var begyndt at holde øje med dem. "Vi må videre. Vi kan ikke blive stående her." Han gav ham et forsigtigt skub fremad med hånden på ryggen. "Kom."

Selmy følte sig helt stiv i det. Som frosset fast. Men Theodores var der, og han placerede sine hænder på ham og gav ham et forsigtigt skub, og så begyndte Selmys ben at gå med helt af sig selv. Han havde lidt svært ved at se hvad der foregik omkring ham, faktisk. Han havde nogenlunde styr på hvor Theodore var, og det var det. Han så ikke rigtig de andres blikke.

”Ja?” Kom det lidt spørgende fra ham. Og så huskede han, at de var her for en årsag. ”Ja,” Kom det mere bestemt fra ham. Han gav for første gang en mine, der brød med det overraskede udtryk han havde haft. En beslutsomhed.

Han fulgte med Theodore i stilhed. Markedet var på ingen måder lige så stort som Markedspladsen i midten af Dianthos. Men her var tæt pakket, og markedet fortsatte oppe i højderne, nede i dybderne og inde i bygningerne. For enden af Det Sorte Marked var der en faldfærdig, men relativt velbesøgt kro, hvor de kriminelle kom, men også kunder med ønsker om hævn og desperate løsninger på deres problemer. Der var enkelte fine folk, der forsøgte at holde sig diskrete, som Selmy dog ikke kendte, og der var helt almindelige folk fra det lavere samfundslag, som han i den grad heller ikke kendte til. Han beholdt sin egen hætte over hovedet, for en sikkerheds skyld. Og Selmy var her ikke engang, fordi han havde gjort noget kriminelt. Den bestilling han havde lavet, havde ikke engang været kriminel... Den havde bare været desperat.

”Hmm... Er du tørstig?” Spurgte han Theodore, nu hvor de alligevel var ankommet til en kro. Hans mand skulle eftersigende tilbringe det meste af tiden her, åbenbart. Selmy kiggede rundt efter ham, og holdt sig tæt til Theodore.

Pulsen hamrede stadig oppe i halsen, men der skulle heldigvis ikke mange overtalelsesevner til for at få Selmy i gang igen. Ellers kunne det jo ende med, at Theodore skulle smide ham over skulderen og bære ham resten af vejen... men han forestillede sig, at de nok ikke ville komme særlig langt med dét.

Han havde stadig godt fat om Selmy og gav ham et par beroligende klem engang imellem. Mest for Selmys skyld. Nok.

Theodore havde fået den idé, at så snart de kom indenfor og væk fra gaden, ville han kunne ånde lettere igen. Det at være indenfor burde jo føles trygt, ikke? Det var bare noget helt andet, der mødte de blå øjne, da han og Selmy trådte ind på kroen. Her var varmere, aye, men luften lugtede uldent, og gulvene føltes klistrede under støvlerne af spildt mjød og øl. For ikke at tale om klientellet. De så omtrent lige så imødekommende ud som deres venner udenfor.

Er du tørstig?

Oven på den oplevelse, de lige havde haft, hvor Theodore stadig følte, at han havde tabt vejret, kunne han egentlig godt bruge noget at drikke. Og endnu mere Selmy. Han behøvede nok et glas lige så meget som Theodore. Hvis ikke mere.
"Joh, vi kan lige så godt prøve at falde lidt ind. Lad os få noget at drikke." Det kom ganske fornuftigt fra Theodore, mens han søgte efter et bord, hvor de kunne sidde og sunde sig oven på deres lille mærkelige tur hertil.
"Her. Der er vist plads." Theodore pegede mod et indeklemt tomandsbord med et temmelig nedsmeltet stearinlys, hvor voksen allerede var flydt ud over bordpladen og sunket ned mellem revnerne i træet. Han fik Selmy med sig derhen og kiggede op på ham igen med rynket pande. 

"Kan du se ham? Er han her?"