"Skulle jeg ikke -" vaske dig... ville han have sagt, men blev afbrudt. Det gav et plask, da Frederik rejste sig - så pludseligt og voldsomt, at Viktor med et sæt trak hånden til sig, som havde han rørt ved noget brændende og forbudt.
Vandet dryppede fra Frederiks krop. Fra skuldre, hofter, lår. Viktor kunne ikke undgå at se det - og det gjorde det kun værre. Hele situationen. Hele...
ham. Det var for sent at se væk, for han havde allerede set
alt - alligevel gjorde han det, mest for sin egen skyld, end Frederiks. Det
hele var jo direkte over ham. Nu som et aftryk, foreviget i hans unge hjerne. Han sikkert gentagende gange ville opsøge når han befandt sig alene igen.
Ordene;
"du skal tilbage til festen" - landede skævt i brystet. Han vidste godt, det ikke gav mening. Han havde ikke andet tøj. De havde været alene længe. Men det var ikke det, Frederik mente. Det vidste han.
"Okay," sagde han bare. Den lille opdagelse af magt, som før havde ligget og kriblet under huden, var nu erstattet af noget andet. Noget han ikke helt kunne sætte ord på. Han træk vejret tungt, forsat så han væk, og endte med at rejse sig til sidst. Det våde tøj føltes tyve kilo tungere, og gjorde det besværligt at komme op. Benene stive, og ømme. Dråberne ramte vandet højlydt som begge unge mænd stod i karret med vand til knæhaserne og dryppede af. Det lød som regn på en sø.
"Kan du stå selv...?" fremtvang han i et forsøg på at lyde normal. Hånden klar til at støtte ham, skulle Frederik bede om det.
The love that I gave you was art in my form