Men pusten blev taget fra hende, da han spurgte om det ikke var hårdt at vide hvad hendes omgivelser følte. ”Hele tiden” hviskede hun forsigtigt og lod et lille suk forlade hendes læber ”Men lige så hårdt som det er for folk, at gå rundt og tro de er skyld i andres og deres egen elendighed” hun løftede hans hånd op og drejede den, så hun kunne placere et ømt kys mod hans håndryg.
”Det er både en velsignelse og forbandelse, det gør trodsalt at jeg er umådelig dygtig i mit arbejde. Men det gør mig også blind også ender jeg i en situation som med min eks mand” hun fortrød hun havde sagt det, lige så snart ordene forlod hende. ”Undskyld, det var måske…” et lille suk forlod hende, og derefter en latter, en latter der tydeligvis ikke helt indeholde den glæde som den burde.
”Alle menneske, har oplevet noget i deres liv som de ville gøre om… i sidste ende er det vel blot at fortsætte livet og gøre det bedre?”

Krystallandet
