Ude på gaden gled de langsomt tilbage til status quo. Varmen, der havde været mellem dem indenfor, blev ført bort af den kølige morgenbrise, der tog fat i deres hårlokker og fik Romeo til at knibe øjnene en anelse sammen.

Han tog Fabian ind. Lod blikket hvile på ham lidt længere, end der egentlig var grund til, mens kæben arbejdede svagt under huden. Nok for sidste gang, antog han med den velkendte knugen i brystet. Det gik ham aldrig godt at nærme sig fortiden. Alligevel stod længslen lige i hælene på ham nu og hviskede om, hvor nemt det kunne være bare at gribe fat. Lukke Fabian ind igen. Lade det her blive begyndelsen på noget fremfor endnu en afslutning.

Lad nu ikke som om, at jeg er en fremmed, hvis vi mødes igen.

Romeos blik faldt mod brostenene, og læberne pressede sig kort sammen. Det ville de næppe. Deres liv stak i hver sin retning, og skøger og præster færdedes sjældent i de samme kredse.
Da han så op igen, forsøgte han sig med et smil. Det sad skævt og sammenklemt i den ene mundvig og nåede aldrig helt de trætte grønne øjne. Et lille nik fulgte.

Han kunne i det mindste lade Fabian tro på det.

Fabian vendte sig. Romeos mund åbnede sig en anelse. Lukkede igen. Kæben spændte, og næsen trak sig svagt sammen, mens blikket fulgte den velkendte skikkelse, der allerede var begyndt at bevæge sig væk.
"Farvel, Fabian." Det kom lavmælt. Hænderne knyttede sig langs siderne, før de kunne få den tåbelige idé at række ud efter ham i sidste øjeblik.

Først da Fabian havde ryggen til, faldt det lille smil helt væk. Romeo sank og lod tungen presse kort mod indersiden af kinden, mens han blev stående. Han fulgte barndomsvennen med blikket gennem strædet, indtil skikkelsen blev mindre, gled sammen med morgenens andre mennesker og til sidst forsvandt.

Romeo blev stående et øjeblik længere.

Så trak han vejret tungt ind gennem næsen, gned en hånd over kæben og vendte sig mod Isarikatedralen.