Hans ligegyldighed trykkede på alle de forkerte knapper. Måske så hun endnu ikke rødt, men hun ville elske at se hans hoved på en pind. Faktisk ønskede hun aldrig at se hans attraktive fjæs nogensinde igen. Ligemeget hvilken mand man omgik sig med, røg der altid ikke andet end lort ud af deres mund. Rory burde have lært at lade være med at lytte efter. “Det kender vi vidst begge svaret til,” fnøs hun og fik bundet ham stramt nok op til, at hun kunne gøre mere eller mindre hvad hun ville uden hans forstyrren. 

“Det er nogle sølle vinger du har dig. Hvad med du tager dem ud så jeg kan få et kig,” svarede hun tørt og kiggede ned på manden med de gyldne øjne. Nu slog det hende rigtig nok, at hun en gang før havde stirret ind i dem. At han ikke var mere bange for hendes handlinger til trods for, at han vidste, hvad hun var i stand til forbløffede hende. “Hvad med jeg får et bedre kig på dig prettyboy?” Hun lod dynen der dækkede underdelen af hans krop flyve af, uforstyrret over, at hans manddom strittede frem ved denne handling. “Du tager dig godt af din krop. Det ville være en skam, hvis den eneste gode attribut ved dig blev taget væk,” hun lod hånden, der ikke holdte sværdet glide ned af hans mave. 

Basils kommentar prikkede til Rory, men hun prøvede at smide den væk selvom raseriet rasede hende. Hun skulle være længe om det her. Det var let at dø og værre at overleve i smerte. “Hvad med jeg giver dig noget, du kan huske mig på så.” Med Basils egen katana i hånden lod hun den skarpe ende røre hans maveskind, hvorefter hun pressede ned indtil at der kom blod. Hensigten var klar fra hendes side. Hvis hun forevigt skulle være mærket af, at han havde rørt hendes krop uden tilladelse, skulle han for evigt være mærket af hende. Hun startede med at forme et R.

Blikket så vågent med, som hun fik bundet hænderne stramt nok op, til at han ikke kunne tage dem til sig - og at det frigjorde hans overkrop til hende. Men uanset hvordan hun vendt og drejet det, kunne han ikke tage det anderledes end med et gram salt. 

Taget situationen i betragtning og det, havde hun ret. De var ganske sølle, de var intet sted at se henne! Men han kunne ikke fremtvinge dem nu, gjorde han det, ville han være skyld i sin egen død, og det ville være antiklimatisk - selv for ham. "Du vil ikke have dem ud," kommenteret han med et skævt, dog provokerende, smil. De gyldne øjne så med, som hun fjernet sit fokus fra at have katanaen ved hans strube for at få dynen af ham. Der var hans snit. Han rykkede let på skuldrene og fik samlet sig mentalt. Det ville gøre ondt, det vidste han - det gjorde altid ondt. 

Maven spændte, ikke ved hendes berørning, skønt det kunne se sådan ud, men blikket var rettet op mod loftet. Han bad det i sig. Med en let påvirket stemme lod han sig give lyd fra sig: "Hvis blot det var det eneste, Rory."

Vingerne var knap halvt ude, men endnu gemt under ham, skønt det havde løftet ham let fra sengens madras. Han skævede en smule op til hende, da hendes ord undret ham. Han havde da rigeligt at huske hende på nu. Men der koden, og per automatik trak maven sig let ind, som bladet ramte ham, og vejrtrækningen blev begyndende overfladisk. Selvfølgelig var hun sadistisk, det var jo ingen hemmelighed, men ligefrem at få ham til at bløde for hende. 
Øjnene prøvede at fokusere med i hvad der skete, men han skulle samtidig have nogle fjer ud. Hendes fokus var måske godt optaget, hvorfor det var det andet snit til hand handlinger. De rykket sig hastigt afsted, som han sitret kort med kroppen. "Behandler du altid dine engangsknald sådan eller er jeg bare en unik sag?" stemmen var påvirket på ny og med en mere frisk fornemmelse af smerte. 

"Du kunne i det mindste have skrevet dit ... R? mere i siden af mig," jokede han midt i det hele, blot for at få hende til at være uopmærksom. Syv lange fjer hvis skaft var rettet mod hendes ryg. Hensigten var ikke at skade hende, men det skadet nu heller ikke at være klar på det. De var blot på hold. 

Han udfordrede hende som om, at han ikke vidste, hvad hun var i stand til. Hele hendes liv var hun blevet undervurderet grundet sin størrelse og sit køn. Et sted på vejen lærte hun, hvordan hun skulle bruge det til sin fordel. Fordi han ikke så hende som værende en trussel, kunne hun med lethed få spændt ham fast uden meget modstand. Dumt valg, da hun var den med våbnet, hvilket betød hun havde overhånden. Problemet med Rory var dog, at hun også havde en tendens til at få storhedsvandvid. Ofte fejrede hun sejren før den var i hus. Derfor lagde hun ikke mærke til, at Basil rykkede på sig og fik fremtvunget sine vinger.

“For mig har dit udseende ikke nogen værdi. Jeg giver dig ti— nej fem år før den er rådnet væk, altså hvis jeg ikke var her til at give processen et kærligt skub,” sagde hun med en bitter stemme mens hun lod tippen af sværdet penetrere Basils hud. Normalt var Rory langt fra sadistisk og handlede i nødværge, når hun endelig gjorde folk ondt med andet end sine ord. Den aften Basil havde fundet hende, eller hun havde opsøgt ham, havde hun begået den kriminelle handling i frygt og panik. I Rorys hoved kom hun altid først, hvilket gjorde, at hun var kommet så langt i sit liv. Hvis man overhovedet kunne sige, at hun havde rykket sig i livet. Alle valg hun havde truffet var for sin egen overlevelses skyld.

Blodet piblede og Rory havde udformet sit første bogstav. Smukt var det langt fra, men det var ikke ligefrem fordi dette var en skønhedsbehandling. Mænd som Basil, navnet var helt surt i hendes mund, fortjente ikke andet end den behandling hun gav ham. Han havde udnyttet hende på det groveste. En rettighed der kun forekom hende, da det var hendes rolle at give mænd tilbage af sin egen skuffe. “Du kan godt lide tanken om at være speciel for mig, huh? Når jeg går herfra vil du forlade mit hoved, men du vil for altid have et minde af mig. Kald det en lille souvenir. Så kan dine andre ofre se, hvem der kom før dem.” Hun løftede kort sværdet fra hans hud for at rykke den få centimeter, hvor hun ville udforme sit O. Inden hun fik gjort meget andet end at stikke ham, distraherede han hende påny. “Men hvad sjov ville der være i det,” hvæsede hun ubevidst om, hvilke farer der lå forude.

Hovhov, sikke hun valgte at være hensynløs i sine kommentar med den bitre stemme af sin. Rådnet væk lige frem, det faldt ham ikke helt ind. "Du kunne i det mindste give mig otte, så kunne jeg fejre at være fyrre, fed og færdig," bed han lidt fra sig, som bladet endnu kørt rundt i hans hud. Det var syntes at virke, hun bemærkede intet, men han var alligevel en god del smerte for at få sendt de kommentar afsted. Men det var vel også han måde at fortælle hende, hvad alder han havde. Men ikke at hun gik op i det, det tvivlede han stærkt på. Det var jo unødvendigheder. 

En lettelse lød fra ham, som hun fik skrevet sit fordømte R færdig, det var skrevet noget så langsomt, at han kunne have svoret på, at hun gjorde det med vilje. Men han rømmede sig og lod et skævt smil udforme sig på ansigtet af hende. "Jeg vil have natten som et evigt minde, hvis vi dog blot kunne dele det med hinanden" det var måske at klappe hesten lige lovlig meget, men han ville have hendes opmærksomhed fra at skrive færdig i ham væk. Øjnene skævede kort til bag hende for et øjeblik, men han lod dem falde på hende på ny. 

"At det ville se bedre ud end lige på maven af mig?" med de ord, lod han sine fjer presse mod hendes ryg, blot som en indikation for at de var der og presset de yderligere, ville de begynde at bore sig dybere ind i hendes hud og få hende til at pletbløde på sengen for ham. "Du bad om mine vinger, jeg rådet dig til ikke at få dem ud .. jeg prøvede at gøre dig en tjeneste, min kære, så.. Smid kniven," Benene mellem hendes blev presset let i sengen som han fik lettet ryggen og valgt at få udfoldet sine vinger og sprede flere af sine fjer med større kontrol så de hang i luften omkring dem som fluer om grødning. Enkelte fjer havde dog fået fornøjelsen af at få løsnet hans ene hånd. Men det krævede alligevel at hans fokus kunne være flere steder på en gang, det var et skiftende fokus, men han havde konstant et øje mod hende. 

Al denne nøgenhed var jo samtidig ulidelig at stå model til. Havde han været ynkelig(ere), havde lysten nok overtaget forstanden og han havde ladet hende stik ham så meget som hun ville. 

Et hånende smil blev fremtvunget på Rorys læber. “Hvem siger, at du når at fylde 40,” svarede hun imens sværdet borede sig igennem Basils hud. Hvis ikke liv var så være at komme af med, ville hun nok have slået ham ned på stedet. Nu havde hun valgt at give ham en lærestreg, men hvis bladet kom lidt for dybt og skar en vital organ over, var det nu ikke ligefrem fordi hun ville redde staklen. Ikke fordi der var meget at redde. Hvem ville overhovedet savne en eneboer som ham?

“At du kan få dit overgreb til at lyde romantisk. Du har sagt det så mange gange til dig selv, at du nu tror på det. Patetisk,” røg det arrigt ud af hende. Sværdet var placeret sådan, at hun langsomt kunne stikke det ned til blod ville fylde den lille udhuling og dryppe ned på de hvide lagner. Processen var langsom og kalkuleret. Fordi de ikke forventede gæster havde hun ligeledes ikke travlt med at få dette overstået. Måske kunne hun få banket fornuften i hovedet på Basil sådan han både ville skamme sig psykisk og lide fysisk efter hendes behandling, men det var meget at forvente af en mand. Derfor holdte hun sig til, at han fysisk skulle straffes. Sadistisk? Nej. Retfærdigt? Ja.

Igen en kæk kommentar, men inden Rory kunne svare ham mærkede hun noget skarpt i ryggen af hende. Hun behøvede ikke engang at vende sig om før hun vidste, hvad det var. Fuck. Hun havde set han gøre det ved deres sidste møde. Dette var hvad der skete, når man ikke aflivede ofret med det samme. “Du har altid tænkt på dig selv. Ikke sig du gav mig et andet valg end dette,” hvæsede hun og overvejede sine egne overlevelsesmuligheder, hvis hun blot stak sværdet lige igennem ham her og nu. Risikoen var, at han ville stille fjenden gennem hende i samme sekund, hvor de begge ville forbløde ihjel. Det skulle være over hendes lig at blive fundet nøgen med ham.

Stadig forekom det hende ulogisk at slippe sit våben, hvis han samtidig holdte sit op mod hende. I stedet for blev grebet strammet, men nu pressede hun ikke længere sværdet dybere og dybere ned i hans hus. I stedet stak hun det ud og holdte det foran Basil ansigt. “Ikke sig at du troede, det ville være så let,” sagde hun mellem sammenbidte tænder. Dette var en farlig situation for dem begge, da de ikke vidste, hvad modparten kunne finde på. En egenskab de delte var, at deres handlinger ofte fra sporadiske og svære at forudsige.

Prøvede hun at få det til at svie, for hvis det var tilfældet, kunne han ikke dy sig fra at smile over kommentaren hun gav ham. Det var irrelevant om han nåede at blive fyrre eller ej, for hun blev ikke hånden der tog hans liv. Den ære tillod han hende ikke i at få. Der skulle mere til end sødt smil og vrikkende hofter. 

Brynene mødte hinanden kort og han så lidt forundret op på hende. Sjovt hun blev ved med at kalde det dét, når det var hende som havde tigget efter det i første omgang. "Jeg gav dig mange andre valg end at gå med mig, faktisk prøvede jeg at slippe af med dig hele aften, men du vandt mig over," det var en kort beskrivelse af hans mange forsøg på at slippe af med hende, men sket var sket, og hun ville ikke af med ham - og han ville ikke af med hende. Ikke i sidste ende. Men de stod nu ved en mulighedernes vej, skulle de begge spiddes på deres egen måde, eller skulle de gå herfra uden flere skræmmer end hvad de havde. 

Fjererne sad i hende, klar til at penetrere hendes hud ind til det inderest. 

Blodet fik frit løb, som hun løftet bladet fra ham og lod det få et nys fokus. Men som hun rettet det mod hans ansigt, lod han sit fokus falde mod hende og fjerene der havde været spredt mere i rummet kom tættere på hende, som det var klar til at klæde hende ind i den røde farve. "Hvorfor skulle jeg ville forgribe mig på dig, Rory? Du har intet værd at stjæle," måske var det at skubbe til den sovende bjørn, men som holdt katanaen mod ham, holdt han fjererne mod hende. Begge klar til at dø på stedet, men var det nu det de ville. 

Hånden blev løsnet i sidste ende og han lod den falde til maven der havde efterladt et spor af blod ned på siden af ham. Øjnene forlod hende aldrig. "Du kan finde dit tøj nede i køkkenet," det var hendes beslutning, hvad ville hun?

Hele situationen var intens for begge parter, idet det ikke var meningen, at det skulle gå så vidt. For Basil havde han nok aldrig regnet med, at Rory ville gøre brug af katanaen. Hvis han havde troet, at hun faktisk var en trussel, ville han aldrig have ladet sig binde op. Så ville han aldrig have tirret hende på denne måde - i hvert fald var det, hvad Rory troede. Samtidig havde Rory været for overmodig til trods for, at hun havde været i ukendt territorium. Hun burde have vidst bedre end at undervurdere sin modstander, især nær hun vidste, hvilke overmenneskelige egenskaber han besad.

Basil insisterede på, at historien foregik på en måde, og Rory var overbevist om, at hun var endt i hans seng af helt andre årsager end, at hun faktisk gerne ville være der. Ingen rykkede sig en centimeter, og ingen gav sig og lagde deres våben ned. Til sidst var det Rory der trak det korte strå og lod katanaen fjerne sig fra hans ansigt. “Du ved ikke, hvad du taler om,” svarede hun mellem sammenbidte tænder. Hvorfor den sætning ramte hende, var som et mysterie for hende. Måske så Basil et lille glimt af den sårbare kvinde, der gemte sig bag de tusinde facader, men der gik ikke længe før, at hun forsvandt igen.

“Fuck dig Basil,” sagde hun til sidst, næsten opgivende, men passionen i hendes stemme var stadig optrædende. Hun fjernede sig fra ham, idet fjerende langt om længe ikke var en trussel for hende. Derefter satte hun retningen mod køkkenet - eller rettere bare ud af lokalet. Væk fra ham.

1.. 2.. 3.. 

Han så det. Hendes måde at tage det til sig, og han lod øjnene forblive ved hende, han gav sig ikke. Men han vidste, at hun fortjente bedre end hvad hun allerede havde. Deres leg var ikke forbi, ikke endnu, men indtil da, var den sat på pause. Han lod sine fjer svinde væk fra hende og tilbage til ham - pånær lige enkelte som fik hans binderninger op. Hænderne var frie, men han lod dem forblive ude for hendes rækkevide. 

Fuck dig, kunne aldrig have lydt mere sexy end hvad hun præsteret for ham. Men han vidste, at det ikke var tid til at gnide salt i såret. Hun gik der fra som taberen. Men han fik sat sig op, som hun fjernet sig fra ham. "Badeværelset er dit, hvis det er," hørte han sig selv sige, som han måtte sætte sig i hendes sted. Måske hun trængte til det. Men han ville give hende den plads og mulighed, hvorfor han selv trak sig ud af sengen og blot lod den ene hånd pres mod hendes stiksår i ham, før han fik fundet noget tøj i kommoden. Blodet kunne altid blive vasket af senere, men hun var nok træt af at se ham sådan. 

Men som han fik placeret sig ved kommoden, fik han koncenteret sig det sidste, til at få presset vingerne helt ud. Et smertepræget grynt forlod ham kort. Han kunne altid vælge at tage altandøren, og efterlade hende tilbage alene i hans hjem - der var jo alligevel intet særligt af værdi. Skulle han? 

Rory følte sig ydmyget over, at hun var den, som trak sig fra kampen. Selvom hun var sluppet med livet i behold tænkte hun stadig på, hvad der ville være sket, hvis hun bare havde sat katanaen i ham med det samme. Hun skulle aldrig have vækket ham, men burde i stedet have skaffet sig af ham med det samme. På den måde kunne hun have undgået denne skamfulde situation, der satte dem begge i et dårligt lys. Det var lang tid siden, at Rory havde tabt en kamp.

Hun gryntede lidt af Basils svar. Troede han virkelig, at hun ville bruge længere tid her end nødvendigt? Hun værdigede ham ikke et blik, idet han sikkert troede, at han var sød ved hende ved at komme med det tilbud. En ting hun ikke behøvede var hans medlidenhed. Det var noget af det værste hun vidste, da hun ikke ville blive set ned på som en lille pige, der ikke kunne klare sig selv. De hastige skridt forsatte indtil hun fandt sin vej ned til køkkenet. Tøjet var rigtigt nok spredt vidt omkring i lokalet. Halvdelen tilhørte Basil mens den anden halvdel var hendes. Hurtigt tog hun klæderne på sig igen og skulede op ad trappen. Basil havde endnu ikke fundet sin vej ned.

Som den kleptoman hun var, kunne hun ikke dy sig fra at tage en genstand med sig. Måske fordi det symboliserede, at hun ikke helt havde tabt, og at hun faktisk havde fået noget ud af denne situation. Det endte med, at hun tog en genstand fra stuen med sig. Hun var ikke helt sikker på, hvad det var, men hun havde et øje for, hvad der var dyrt. Derefter åbnede hun fordøren og lod Basil passe sine egne sår.

Der var intet svar, hvorfor han tog det som et nej. Hun skulle selvfølgelig ikke trækkes igennem noget, hun ikke ønskede - selvom natten endnu stod som en uenighed i mellem dem. Men han vidste, at han havde handlet ud fra hendes lyster, at hun intet erindret, var ikke hans plan.

Men han valgte at træk en trøje med huller i ryggen over hovedet og fik kæmpet sine vinger igennem hullerne, hvorefter han lod sig gå til altandøren og åbnede den. Som han så det, var der intet at stjæle, men hun så måske anderledes på det, men han lettet fra sit eget hjem og lod sig lande på den næstliggende bygning og lod sig kigge ned mod sin egen hoveddør og kunne se hende forlade hjemmet. Sårene kunne vente, selvom de blødte tøjet til hurtigere end forventet. Men han lod sig blive en tilskuer for at se hende forsvinde væk - og med noget i hendes favn. Ah, så hun fandt noget at tage med af hans. Det skulle nok blive spændende om han kunne se hvad der manglede.