Grineriet stilnede en anelse af, men det betød virkelig ikke, at Jaris ikke stadig morede sig gevaldigt over Declans ord. Han trak let på skuldrende og nikkede let.
"Joh, når der ikke er noget bedre, så er du vel helt okay," kommenterede han ironisk, som han gled helt ned at sidde. Det var da heller ingen hemmelighed, at Jaris havde nydt sit første møde med Delcan, men mindet om den behagelige oplevelse falmede mere og mere, for hver dag han vågnede op i kælderen.
Jaris skævede mod sin såkaldte cellekammerat, Aksels hoved, der lå et kort stykke fra ham. Han rynkede lidt på brynene, så ikke yderligere tilfreds ud, men sagde intet, indtil Declan havde forladt cellen og kælderen.

Jaris lagde sig ned. Det var koldt og hårdt, og han lå ikke godt, men han var efterhånden så træt, at han var fuldkommen ligeglad.
"Godnat, Aksel," sagde han og lukkede øjnene. Han nåede dårligt at falde i søvn, da han blev skubbet til af en vagt. Han gav vagten et muggent blik, men gik ud fra at han måske bare havde snakket i søvne eller snorket. Så han lagde sig til at sove igen.
Et par timer senere vågnede Jaris med et gisp, et dybt host og en smerte i ribbenene, efter den samme vagt havde losset til ham. Han måtte hive efter vejret et par gange, som han tog sig til ribbenene og derefter hostede lidt mere. Han orkede ikke engang at råbe af vagten. Tredje gang vågnede han fordi en af tjenestefolkene dumpede en spand iskoldt vand ned over ham. Hver gang efterfølgende råbte han op i irriterede, ynkende eller aggressive lyde, inden han, næsten i protest, lagde sig til at sove igen.

----------------

Trods de utallige opvågninger gennem de sidste par dage, havde Jaris udnyttet så meget han kunne, at få bare lidt søvn, også selvom det ikke ligefrem var godt. Men dårligt søvn gav helt bestemt stadig lidt. Det påvirkede dog stadig hans mentale tilstand. Ikke nok med at han var blevet sparket til, slået til, vandet og meget andet, så kunne han ikke længere ignorere stanken fra Aksels hoved. Han havde flere gange sparket det væk fra sig, men hver gang han var vågnet efterfølgende, var det blevet lagt lige ved siden af ham igen.

"Aksel, skrid! Du stinker!" Skreg han frustreret og lossede det væk igen. Det gav genlyd i kælderen, da hovedet ramte tremmerne og denne gang blev det kastet i hans retning med det samme. Uheldigvis ramte det ham i hovedet, og Jaris fik hurtigt en let blå farve omkring det ene øje.
"DECLAN!!" Råbte han, idet Aksel blev tyret mod den modsatte væg. Kraniet knækkede så snart det ramte muren, og faldt derefter til jorden. Nu var det nok.

Det var ikke fordi, at det var svært for Declan at finde steder i det store hus, hvor han ikke kunne høre Jaris' mange udbrud. Faktisk var det rimelig nemt at finde ro. Men han kunne ikke helt dy sig for at gå forbi kælderdøren for at høre de frustrerede og irriterende udbrud. Hvad der før havde været dræbende irriterende at høre på lød nu nærmere som sød musik! Og baseret på, hvad hans tjenere og vagter fortalte ham, så var Jaris vist efterhånden også ret langt ude.
Declan selv havde haft masser at lave de sidste par dage. Han havde mange, mange planer med Jaris, og eftersom de havde ændret sig lidt, var der en masse ting han nu skulle have styr på. For ikke at tale om den daglige drift af forretningen, det hele kunne jo ikke blot være sjov og fornøjelse, desværre.

Endelig, adskillelige dage efter at han sidst havde forladt Jaris i kælderen, satte Declan kursen mod cellen. Og det var lige akkurat tidsnok til at høre det vrede råb.
"Du råbte?" spurgte han med lidt morskab i stemmen, da han var kommet hen til cellen. Hans øjne scannede hurtigt scenariet foran ham og det gjorde kun morskaben større. Det kunne godt være, at Aksels afhuggede hoved ikke havde skabt den ønskede effekt til at starte med, men det virkede da det at det alligevel havde været til nogen irritation. 

Det blå øje var ømt, men smerten falmede utrolig meget i skyggen af den ekstreme træthed, der også tydeligt viste sig i ansigtet. Jaris lå stadig ned og øjnene var allerede lukket i straks efter hans opråb, som var den smule energi han havde haft, blevet brugt på at råbe i vrede.
For en gang skyld blev han ikke udsat for noget. Vagten slog ham ikke, sparkede ikke til ham og intet vand blev kastet efter ham. Hvis han ikke havde hørt Declans stemme runge i kælderen, ville han allerede være faldet i søvn, men i stedet fik han åbnet øjnene en lille anelse og drejet hovedet mod tremmerne.

"Du stinker," svarede han tilbage mumlende, som var det en konstatering der skulle have haft noget med Declans at gøre. Jaris råber, Delcan stinker.
"Jeg vil ikke mere. Du er verdens dårligste vært. Slip mig fri. Nu!" kommanderede han med en knyttet næve hamrende dovent ned i stengulvet, dog ikke i en specielt kommanderende tone. Han var udmattet, det var ikke svært at se. Han ville så gerne sove. Han ville så gerne hjem. Hjem til Daffe. Han ville så gerne i bad. Han ville så gerne have en seng.
"Du kunne i det mindste komme ind og give mig et kram. Bare et lille put." Han lød direkte ynkelig. Men han manglede kontakt. Også selvom han ikke var hygiejnisk nok til at blive rørt det mindste ved.

Jaris' sørgelige tilstand var ærligt en fryd at se. Selvfølgelig var Declan blevet informeret om de tæv, der var blevet givet og endda om det blå øje. Alt var selvfølgelig foregået efter hans anvisninger, men han havde trods alt ladet det være op til vagternes egen kreativitet at holde Jaris vågen. Nuvel, man kunne næsten heller ikke være helt rask i hovedet og arbejde for en type som ham, som Jaris skulle nok bare være glad for, at det ikke havde været værre. 

"Jeg tvivler nu stærkt på, at det er mig, der stinker" pointerede han med en anelse morskab i stemmen. 
"Har du så tænkt dig at opføre dig ordentligt nu? Så dit ophold her måske kan blive lidt mere behageligt?" Han havde ingen intention om, at Jaris skulle have det behageligt, han var her trods alt mest af alt for, at Declan kunne underholde sig med ham. Og så han holdt sig væk fra Daphnie, selvfølgelig. Men det hele blev lidt lettere, hvis han var lidt samarbejdsvillig.
"Så hurtigt du blev hudsulten. Du kan bede pænt om det, hvis der er noget, du ville have" stemmen var kølig, men stadig med tydelig spor af, at Declan fandt hele den situation yderst underholdende.
Døren til cellen blev åbnet, og han trådte roligt ind. Han holdt sig, så Jaris kun lige akkurat ville kunne nå ham. Han var nysgerrig på at se, hvad han ville gøre, men samtidig havde Declan ingen interesse i at have kontakt med nogen, som var så beskidte som Jaris var lige nu.

Jaris åbnede munden, som skulle han til at komme med en spydig kommentar mere, og hvis han ikke havde været så udmattet, ville han nok også være i stand til at ytre en af sine typiske, barnlige fornærmelser. Men i stedet måtte han sukke tungt og give op på at finde på noget kreativt at svare igen med.
Han havde på ingen måde lyst til at give efter for Declans voldsomt irriterende afpresning, og man kunne tydeligt se hvor meget det pinte ham, at han overhovedet var nødt til at overveje det. Under normale omstændigheder ville han heller aldrig have overvejet det den mindste smule, men han var efterhånden ved at være presset.

Selvom det var under tydelig, men lydløs protest, nikkede han endelig. Fint. Hvis det ikke kunne være anderledes, så skulle han nok rette sig efter verdens dårligste vært og gøre som han ville have.
Det var som om han lige vågnede en tand mere op, idet han hørte døren til cellen blive åbnet. Som om det lige gav ham en lille anelse mere energi, at have forhåbningen om, at der kunne ske bare et eller andet. Også selvom han var nødt til at spørge pænt.

Blikket var ufatteligt træt og en lille anelse fraværende, men stift plantet mod Declan, mens han kom nærmere. Han blev liggende på det hårde gulv, mens han rakte hånden ud og fumlede lidt med at få et dovent greb om Declans skjorte.
"Jeg vil have dig..." Sagde han, i en langt mere bestemt tone, end man kunne have forventet af den slatne mand. Han bed kortvarigt tænderne sammen, inden han tog sig sammen til at bide sin frustration i sig, og gøre som Declan ville have.
"Jeg be'r dig." Det dovne greb blev en smule mere fast. Hvis han havde haft kræfter til det, ville han have taget ordentligt fat, trukket sin fangetager tættere på og holdt ham dér. Men det kunne han ikke. Lænkerne begyndte at give lyde fra sig, da han i stedet forsøgte at bruge benene til at skubbe sig selv tættere på ham.