Dastor løftede et enkelt øjenbryn. Kastede et velovervejet blik over skuldrene og stod sådan et sekund eller to, før hans blik mødte englens igen. 
    "Jeg er bange for, at De er gået forgæves," sagde han fladt og uden at lyde synderlig beklagende. Benævnelsen af hans mellemste søn havde fået en dyb fure frem ved hans mundvige. "Jeg kan forsikre Dem om, at Treston ikke er her. Hvis Deres ærinde virkelig ikke kan vente, er jeg sikker på, at de kan finde ham i templet, hvor han gør bod for sine synder. I hvert fald er min søn ikke velkommen her i huset før han har søgt og fået Isaris tilgivelse..." Dastors beherskede tonefald sagde, at det var englen heller ikke - han havde brudt sig meget lidt om hendes vidneudsagn under rettergangen. Bare tanken om, at ét af hans børn havde begået blodsynd med en tilhænger af Mørket... Dastor ville ikke have noget med det at gøre. Ville helst end ikke indrømme, at rettergangen overhovedet havde fundet sted.
    "Jeg er ked af, at De har spildt Deres tid," sagde Dastor afslutningsvist og gjorde mine til at ville lukke døren.

I køkkenet havde Treston været i fuld gang med at hjælpe Eylia med opvasken under lavmælt hyggesludder, da et par hårde bank på hoveddøren lød igennem huset, og de begge stivnede, så samtalen døde ud. Ved synet af moderens pludselig panik, kunne Treston have slået sig selv for panden - hvorfor i Gudernes navn havde han ikke tænkt på, at bede Josefine gå om til køkkendøren? 
    Han kendte nu godt grunden, og den ekkoede igennem hovedet på ham, da han skyndsomt tørrede hænderne af i et viskestykke, sendte moderen et blik, der sagde: Bliv her, og så forlod køkkenet igennem de glasindlagte dobbeltdøre.
    For han havde været alt for chokeret over Josefines trussel, da hun efterlod ham på gaden - havde været alt for vred. Derfor havde hun ikke fået en advarsel, og derfor var Dastor sandsynligvis ved at bide hovedet af englen i dette øjeblik...
    Treston hastede igennem døren til entréen, netop som Dastor skulle til at lukke døren i ansigtet på Josefine. Hans far stivnede ved synet af sin søn og slap håndtaget med en overrasket, lille lyd - glemte tydeligvis alt om kvinden på hans dørtrin.
    Så indfandt vreden sig, præcis som Treston havde regnet med at den ville, og de strenge øjne blev mørke. "Treston!" udbrød faderen med en meget ildevarslende kant om stemmen. " Hvad i Gudernes navn bestiller du her? Burde du ikke være i templet? Fordybet i bøn?"
    "Far, jeg-" begyndte Treston med et hurtigt sideblik til Josefine, men den ældre mand lod ham ikke komme til orde:
    "Hvad i alverden skal dét hér ligne? Der er ikke engang gået en uge, og du bryder allerede de retningslinjer, Lysets Dommer har sat for dig? Jeg burde sørge for at du-"
    "Dastor!"
    Treston vendte sig om ved lyden af moderens skarpe stemme. Eylia havde givet pokker i hans ordløse ordre om at blive i køkkenet og stod nu med hidsige tårer i øjnene og en arrig stirren på sin mand.
    "Ikke ét ord, Dastor!" advarede hun og gik forbi Treston med en finger, der i det samme hævede sig truende imod familiens overhoved. "Jeg vil ikke høre dig true vores børn! Dér sætter jeg grænsen! Jeg lukkede Treston ind, fordi dette dog altid vil være hans hjem - ligegyldigt hvilke fejl han laver! Er det da ikke sådan, vi har opdraget vores børn?"
    "Vi har opdraget dem med lysfrygtighed og respekt for Isari," svarede Dastor køligt, selvom det ikke var svært at se, at Eylias udbrud havde rystet ham lidt - Eylia, der ellers så sjældent satte sig imod ham. De stormfulde øjne blev vendt imod Treston. "Dét syntes ligesom ikke rigtig at have sat sig fast! Hvilket leder mig tilbage til dét, jeg var i gang med at sige. Burde du ikke befinde dig på knæ i templet, Treston?"
    "Josefine forsøger at hjælpe mig, så jeg kan komme hurtigere herfra," svarede Treston bare - måske en anelse kryptisk. Men han var færdig med at forsøge at forklare sig overfor Dastor. Bare... færdig. Han krympede sig for en gangs skyld ikke under faderens blik. "Nu har jeg jo så ikke fået mulighed for at høre, om det lykkedes, men planen var at tage af sted i morgen tidlig - så Zirra ikke når at få et alt for stort-"
    "Hvorfor bringer du din søster ind i alt dette her?" afbrød Dastor og så for første gang uforstående ud - med en mine, som om han faktisk var lidt fornærmet over, ikke at være med på, hvad der foregik. 
    Det var... en lille smule ondskabsfuldt - dét vidste Treston godt. Især over for Eylia, der ikke havde gjort andet, end at forsøge at holde sammen på familien, så godt hun nu kunne. Men det var ikke Eylia, der var Trestons hovedmål, og han kunne bare ikke nære sig: 
    "Fordi Zirra er stukket af fra Dianthos, far." 
    Eylia udstødte en lille, forskrækket lyd, mens Dastor spærrede øjnene op. "Hvad siger du?" spurgte han og fangede så sin kones udtryk - blev en anelse rød i kuløren. "Du vidste det, Eylia? At Zirra er stukket af? Stukket af?! Hvorfor i alle Gudernes hellige riger skulle-"
    "Fordi du nægtede at lytte til hende," afbrød Treston hårdt. "Fordi du forsøger at få hende gift med Kester af alle mennesker, selvom jeg har fortalt dig, hvad han gjorde ved Sedna. Fordi-"
    "Dét navn!" udbrød Dastor og var efterhånden så ildevarslende at se på, at Treston mistænkte, at kun Josefines tilstedeværelse havde forhindret ham i at eksplodere allerede. "Dét navn nævner du ikke i mit hus, Treston Reynlest!"
    Treston havde taget et skridt frem og åbnet munden - klar til at give faderen svar på tiltale. Klar til at få afløb for al dén vrede, der var vældet op i ham allerede inden Josefine fløj imod templet, og som han udmærket vidste, han ikke kunne tillade sig at vende imod hende...
    Men Eylia kom ham i forkøbet: 
    "Så er det nok!" udbrød den lille kvinde og greb Treston i armen - hendes gartnerfingre var stærkere end man ellers lige ville tro. "I to!" Hun øjnede Treston og Josefine med et brændende blik. "Ud i køkkenet! Gør de forberedelser, I skal gøre jer!" Hun slap Trestons arm igen med et advarende, lille skub. "Og Dastor. Vi tager dét hér i studereværelset - Fru. Solberg har vist efterhånden stået model til rigeligt fra denne familie!" Og så greb hun ellers sin store mand om albuen og trak ham med ud af entréen med vrede, klaprende skridt, så Treston og Josefine blev efterladt tilbage.
    Treston åndede langsomt ud. "Dét..." Han havde ikke lyst til at se på hende, så længe vreden stadig sad i kroppen - i de endnu knyttede hænder. "Dét er jeg ked af, at du skulle overvære..."

"Det er mig der beklager." nåede hun lige at sige med et lille buk med hovedet som tonen skiftede, og det ikke bare var en anspændt hård følelser hun fik i hovedet, men nærmest øjeblikkeligt som Dastor drejede hovedet var det vrede, skuffelse, og svigt som cirkuleret i hendes sind. Med langsomme blik rettede hun sig op og kiggede på manden foran sig, lyttede til de ord der blev kastet fra person til person, og de følelser som lå lige under huden på dem alle som vreden fra både den kærlige mor, fra Trestor og ikke mest vreden fra den ældre herre, skuffelsen over hans kone som ikke havde delt at deres datter var løbet væk, hadet over det navn der blev sagt, både Sedna, og Kasters navne fik hadet kastede om sig. Så der stod hun i døren med langsomme blik og vingerne der flere gange baskede i vrede, og en kæmpe lyst til at råbe dem alle i hovedet og bede dem holde kæft, men hun holdt sig i skindet og valgte ikke at lytte til de mange negative følelser som bombarderet hendes sind som hun stod i døren. Det var først ved Trestons ord at det gik op for hende at det var slut, og med snævre øjne rystede hun hovedet og gik ind i huset, puffede tasken til hans brystkasse og håbede endelig bare at han ville tage den som hun drejede om og gik imod deres køkken.
"Her." lyd det kort og konstant hen over flaskernes kim. Det første der skete som hun gik ind i køkkenet var en stol der valgt at gå ind i hendes vinge og med en vred mime skulede hun på vingen.
"Gider i ikke..bare gå væk..engang i mellem!" hvæsede hun som hun åbnede det første skab hun fandt og lod blikket glide over indholdet, før hun gik til det næste og blot efterlod køkkenskabet åbent.
"Nej." mumlede hun som hun gik til det næste skab.
"I må..have noget billigt, skod, madlavnings vin et eller andet sted." mumlede hun som hun åbnede det næste skab med et dybt suk og gik derefter i stå.
"Undskyld..undskyld..bare..to minutter." nok mere til sig selv, end til ham som hun stadig ignoreret i hans eget hus, og uhøfligt åbnede det næsteskab.
"AHA!" udbryd hun lykkeligt og tog flasken ud, den halv tomme, brændevin og halvvejs til læberne gik hun i stå og skulede over skuldren til ham, tilbage til flasken og sukkede som hun med alt andet end blid bevægelse stillede den på køkkenbordet i en dybt, opgivende suk.
"De..er virkelig..sure på dig..og hinanden...og sig selv.."

    Treston fik fumlende grebet tasken, hun klaskede i brystet på ham i forbifarten, og mærkede straks dens tyngde - hørte dens klirren og gættede, hvad hun havde pakket til ham. Betragtede hende overrasket, som hun trampede igennem spisestuen, gennem dobbeltdørene ud til køkkenet, og fulgte hende så alarmeret, da han hørte hende gå ind i en stol og derefter lyden af skabslåger, der blev åbnet. 
    Hvad i gudernes navn havde hun gang i?
    Han kom ud i køkkenet til synet af Josefine, der fandt moderens madlavningsportvin i et skab, trak proppen op og havde ført flasken halvt til sine læber, før hun muligvis fangede hans forbløffede blik og sænkede den igen. Han stirrede bare på hende - stadig med tasken i favnen - for dét hér... 
    Han havde selvfølgelig godt lagt to og to sammen - man havde ikke en sprutskuffe som Josefines, hvis det ikke var fordi man havde opdaget, at alkoholen kunne bruges som en virkelighedsflugt en gang imellem... 
    Og han forstod hende da også godt. Med dét følelseskaos, hun blev udsat for hver eneste dag - med dén smerte, hun påtog sig for andre. Selvfølgelig forstod han da, at hun kunne finde på at tage sig en lindrende dram efter en hård dag, præcis som han røg sig en pibe, når det hele blev lidt for meget...
    Men derfra og til at rode køkkenskabe igennem... der var nu alligevel temmelig langt.
    Treston vidste dog ikke, hvordan han skulle italesætte det, så han endte med at lukke munden igen. Oven på den dag de havde haft, var det vist ikke en samtale, der skulle åbnes, når han potentielt rejste fra Dianthos i morgen...
    Da hun talte, tog han sig selv i at virre med hovedet, som en anden idiot - gemte de bange anelser og den ubehagelige indsigt om bagerst i hovedet og sagde til sig selv, at han heller ikke just var i en position, hvor han kunne tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved andre menneskers livsvalg...
    "Det er det værste af det hele," sagde han i stedet - som svar til hendes ord. "Det går ud over min mor, fordi hun stadig forsøger at tage mig i forsvar..." Han stillede tasken fra sig på bordet og undrede sig et øjeblik over, at hun stadig virkede så vred, til det gik op for ham, at det var fordi han endnu ikke selv var faldet ordentligt ned - hverken oven på kontroversen med Dastor, eller oven på... oven på Josefines trussel.
    "Josefine?" spurgte han behersket og vendte sig så fra bordet for at kigge på hende. "Det er måske lidt ud af det blå, dét hér, men kan jeg ikke få dig til at tage amuletten på?"
    Han ville ikke have, hun skulle mærke den uretfærdige vrede - slet ikke nu, hvor det potentielt var det sidste de ville se til hinanden i meget lang tid. For han vidste godt, at det ikke var en dobbeltmorale, han kunne tillade sig. 

Hun stirret ned på flasken og rystede let hovedet som hun støttede sig til køkkenbordet som hun træk vejret i en dyb indånding. Selvfølgelig gik det ud over den ældre mor mest, og den nyhed fik ikke Josefine til at hæve næsen, som blikket gled imod stedet moren og Dastor havde været, og vejen de gik dybere ind i huset. Poppen blev sat tilbage på flasken med lidt modvilje og som hun hørte hans næste ord sukkede hun og satte den tilbage i skabet og lukkede det med forsigtigt hånd.
"Jo..selvfølgelig." og med ordene begyndte hun at binde amuletten af bæltet, hun forstod det fint at det kunne være ubehageligt at ikke kunne skjule ens følelser og så når han vidste at han enten ville sige på gensyn i dag, eller blive skuffet over ikke at få lov til at rider landet igennem for at finde sin søster før hun endte i nærheden af Sedna. Forsigtigt lagde hun amuletten over hendes hals og begyndte at lukke de andre skabe hun havde åbnet.
"Beklager.." mumlede hun lettere forsigtigt som skabene igen var lukket. Vingerne hang lidt lavere end normalt og hun forsøgte at lade dem finde hvil. 
"Du fik lov..Men du har lovet præsten at det første du gør når du kommer tilbage til byen er at besøge præsten...Ikke familie, ikke mig, men præsten." hun lænede sig tilbage på bordet, og blikket langsomt gled over bordet til ham. "Forstået?" lyd det lidt mere hårdt i tonen.

nu manglede hun bare at finde en måde hvor han huskede det, og faktisk gjorde det, nu hvor hun havde lagt ord hos præsten, for det var det sidste der manglede i alt dette rod at det begyndte at gå ud over flade, end, ham, hans familie, Sedna - hvorfor i alt der var uhelligt tænkte hun på hende, hans venner i lyset, og til del Hende selv og det var på vej til måske at gå langt mere ud over hende og gjorde han ikke dette, fik han aldrig lov til at være i byen igen, kunne have muligheden for at blive gift.
"Lov mig..at du går til kirken først? Ikke tres?" gentog hun, og forsøgte at sende ham et smil. "Og skriv når Zirra er her, så skal jeg nok..sørger for hun ikke løber væk igen..og jeg skal nok også holde..ham..væk fra hende til..Skal nok passe på hende." tilførte hun, for hvad svært kunne det være at holde øje med en guldsmed.

    Ved hendes ord slappedes Trestons hænder og han lænede sig tilbage imod køkkenbordet og kørte dem over ansigtet en enkelt gang. Han han taknemmelig for hendes hjælp - taknemmelig over, at hun stod ved sit løfte og havde taget amuletten på uden at stille spørgsmål. Taknemmelig, men samtidig lå vreden lige under overfladen og murrede, selvom han udmærket forstod, hvorfor hun havde sagt som hun havde gjort.
    Det var underligt uvant at have noget liggende imellem dem, som der ikke kunne snakkes om, fordi snakken potentielt både kunne blive meget lang og meget... ødelæggende. Det var en underlig form for våbenhvile, og ikke ét, Treston var helt sikker på, at han brød sig om. Men han brød sig endnu mindre om alternativet, for hvis de for alvor skulle til at gå ind i hendes trussel, så ville de blive uvenner... Og det var bestemt ikke sådan, han havde lyst til at forlade Dianthos.
    "Jeg tager til præsten først," bekræftede han og sukkede så - lige nu føltes det meget, meget langt ude i fremtiden. Han løftede hovedet en anelse og betragtede hende, mens hun afleverede resten af sine ord. Vidste ikke helt om han var lettet eller bare... bitter. "Så du tror mig altså nu?" spurgte han og forsøgte at holde stemmen neutral - det var ikke let, nu hvor snakken var faldet på Kester... Så gik det op for ham, hvordan hun kunne komme til at tolke forkert på hans tone, nu hvor hun havde amuletten om halsen, og han bøjede hovedet under en lille, ulykkelig latter - skiftede emne inden hun fik mulighed for at svare alt for meget: "Det er sødt af dig, at hjælpe mig så meget, Josefine. Det er virkelig... ja. Tiltrængt, tror jeg. Det er rart at mærke at..." Han trak mundvigene op i et bittert smil. "At der stadig er et par enkelte folk i Dianthos, der ikke hellere havde set mig hængt." 
    Han studerede hende lidt - lidt vemodigt. Der var sket så... meget i dag; så mange ting, han allerhelst ville sætte sig ned og snakke igennem med hende - få hoved og hale på. Men det var bare ikke en mulighed, for tusmørket var så småt ved at lægge sig over Dianthos, og Treston havde stadig ting han skulle nå, inden sin afrejse tidligt næste morgen. 
    Med et lille suk rejste han sig fra køkkenbordet og krydsede over til hende - satte sig ved siden af hende, så de kunne sidde med parallelle blikretninger og han kunne lægge en arm om hende. Give hende et enkelt klem. 
    "Jeg bliver nødt til snart at komme ud i byen og få opkrævet dén tjeneste, jeg snakkede om," mumlede han modvilligt, fordi dét betød, at de også snart måtte sige farvel. "Jeg er ked af, at jeg ikke kan tilbyde dig selskab her til aften - vil du ikke love mig, at du ikke ender med at sidde alene? Der er sgu... sket lidt for meget til at dét er en god idé..."

"Tak tres." mumlede hun som han virkede til at forstå at han skulle til præsten først og og hans suk fik det til at lyde så om han også forstod at det var vigtigt. Hans ord om hun torede på ham fik hende til kort at ryste på hovedet.
"Efter at jeg så ham med en anden kvinde som jeg forlod retsalen. indså jeg at der..Måske er noget, som skal kigges nærmere på." hvordan det skulle gøres, havde hun stadig ikke fundet ud af og om det overhovedet var noget hun skulle blande sig i og ikke blot dele mistanken til vagtmæsterne eller, en eller anden. For nu havde hun ikke tænkt mere over det, tankerne var gået på alt dette, dette som stadig ikke var løst og nok i virkeligheden havde der nok været de spændinger mellem dem siden hendes mands årsdag, nogle ting de aldrig fik snakket ordenligt om og nu hvor alt dette var sket lå det hele lidt nærmere end det normalt ville.
"Jeg holder for meget af dig til bare, at gøre andet, så som jeg sagde før..er der det mindste så send et brev og jeg skal se hvad jeg kan gøre." hun kæmpede lidt med at finde et smil som det blev sagt og lænede sig lidt mere på bordet, nok havde hun vinger med at flyve tværs over byen to gange var hun på ingen måde van til, i hvert fald sådan hun forklaret sin manglende kræfter for sig selv.
Hans næste ord fik hende dog til at rette sig op om hun var træt eller ej og kastede et underne blik over ham.
"For en time siden var du klar til at bruge hele natten med mig. Det er fint du skal nå en masse, endnu mere nu du har kortere tid i byen, men virkelig?" hun vendte sig, langsomt da vingerne skulle med og det sidste hun ønskede var at kaste med deres ting bare fordi hun ikke holdt øje.
"Hvis du vil have at jeg går er det fint. Jeg..har været, alt for, selvisk og..følelsesladet siden alt...Dette rod begyndte. Det har bare været besværligt på det sidste." hun sukkede som hun forsøgte at hæve armene til ham, men vidste inderligt godt at hun ikke kunne i dette øjeblik.
"Gjort ondt." tilførte hun opgivende.
"Og nu..smutter du snart." blikket faldt fra ham igen.
"..kommer til at savne dig." lyd det opgivende.

    "Josefine, stop..." bad Treston træt og lagde hånden over hendes - klemte dem forsikrende. Noterede sig, at hun havde undladt at love ham noget. "Jeg vil ikke af med dig - jeg bliver bare nødt til at forberede det sidste i aften, hvis jeg skal kunne nå tidligt af sted i morgen." Han sukkede. "Og du har hverken været mere eller mindre følelsesladet på det sidste, end man kunne forvente af dig... Du har ikke gjort noget galt..." Ikke noget, jeg kan tillade mig at klandre dig for, i hvert fald...
    Da hun tilføjede, at det havde gjort ondt, nikkede han bare til hendes ord med melankolien murrende nede i maven. Han forstod hendes opgivenhed - den samme, trætte kant, han kunne høre om hendes stemme, vejede tungt over hans skuldre - og han havde på fornemmelsen, at hun ligesom han følte den pludselige kløft imellem dem. Hvordan alt dét, der var kommet op til overfladen i dag, havde efterladt et tomrum, som havde brug for at blive fyldt ud af ord og bekræftelse... 
    Men de vidste vist begge, at dét ikke ville være en mulighed lige nu, og derfor var luften også tyk af modvillig, sørgmodig accept. Det var bare sådan, det måtte være - i hvert fald for nu. 
    "Jeg forstår godt, at det... gør ondt," mumlede han og tog hånden fra hendes - foldede dem foran sig. Stadig en soldats hænder, selvom han følte sig meget lidt ridderlig... Sådan havde Dastor sørget for, at det nok altid ville være...
    "Og jeg kommer også til at savne dig, Josefine. Jeg ville ønske vi havde lidt bedre tid, selvom jeg virkelig også er lettet over, at du fik ordnet det sådan, at jeg kan tage tidligere af sted." Han håbede, at hun selv med amuletten på kunne læse mellem linjerne - forstå at han anerkendte den underlige stemning mellem dem og bestemt også var villig til at rense luften, så alting kunne blive normalt... Der var bare ikke tid - ikke nu - og dén samtale, der skulle til, var han ikke i stand til at tage, før han havde fået resten af sit liv tilbage på ret køl...
    Dén samtale kunne potentielt blive ødelæggende...
    "Jeg lover at skrive," sagde han til sidst og vendte hovedet, så han kunne se hende i øjnene. Fortalte hende med blikket, at det hele nok skulle ordne sig. Så tilføjede han: "...hvis du lover at finde en anden, der kan overtage vores aftensnakke, mens jeg er væk - en anden, du kan vende dig til, på de dårlige dage. Om du så skal komme her og hive fat i min mor... Bare find en, Josefine."

Så snart hun mærkede hans hånd imod sin lod hun blikket til deres hænder og kunne ikke stoppe sig selv for at lade sin hånd vende sig og møde hans. Hun bidt kæben lidt sammen som han påpeget hendes anklagende ord, og holdning og tog hovet væk som hun lyttede til ham forklare sig. For selvfølgelig havde hans planer ændret sig nu det pludselig var snart han ville afsted, hun havde selv pakket noget netop til hans rejse fordi hun vidste han ville smutte ved første mulighed.
"Jo..jeg har." tilførte hun til hans ord om hun ikke havde gjort noget galt.
"Du har..aldrig haft så meget behov for støtte som nu..og hvad er jeg? hvad gør jeg? Jeg er sur, sætter krav, og..fokuseret på mig.mens du havde mere behov for mig end nogle sinde."selv uden sin evne vidste hun godt at dette ikke var rart for ham eller hende selv, at se ham tøve som hun talte og se hans skuldre falde til næsten hendes højde fik hende til bare at fokusere mere på deres hænder. Hans ord om at det gjorde ondt gjorde det klart at det ikke var sjovt for ham heller, selvfølgelig var det ikke det.
"Lyder til..det også gør dig ondt." lyd det lettere tøvende som deres hånd skiltes og blikket forlod hånden og søgte op til ham, hånden der nu lå foran hans bryst, og forsigtigt på kæben før blikket fandt hans blå øjne igen.

Hun kunne ikke lade være med at trække let på smilet ved hans næste ord, at høre at han også ville savne hende, jo det var trist de var nød til at savne hinanden, men at høre han ville var rart. Hun nikkede og kæmpede med ikke at svare noget halv provokerne tilbage så i stedet fik han et nik mens hun holdt smilet, som voksede en grad som han lovede hende at skrive dog faldt smilet ved det næste og hovedet blev vippet med et hævet øjenbryn.
"Behøver jeg da ikke hvis du skriver?" spurgte hun lettere tøvende. "Og hvad med dig? Alene? Vi har ligesom begge brugt hinanden til støtte det sidste lange tid... Men..jeg..lover at snakke med nogle og..se om jeg kan.." hun sukkede før hun forsatte. "Jeg skal nok..forsøge, selv om jeg ikke lyst..vil hellere vente på dig." hun puste ud og tog blikket frem ham. Hvem? Måske Rasmus? Hvis..han stopper med at kigge på hende som var hun en spion, de var næsten tætte som bror og søster den gang..Ranulf? Men han er væk hele tiden, et suk fik hende til at forlade tankerne.
"..burde nok gå."lyd det tøvende. "Pakket noget varmende og nogle urter til at ryge til dig." hun samlede sine hænder foran sit bryst og kæmpede med hvad hun skulle gøre med dem som hun fumlede med sine fingre.

    "Jo, det behøver du - også selvom jeg skriver. Du har brug for én, der kan give dig et kram en gang imellem - én, der kan få dit humør i vejret og sige noget dumt, der får dig til at smile." Han kommenterede ikke på hendes ord om, at han ville være alene - lige nu føltes dét med at være alene en tid egentlig ganske fornuftigt... Det ville give ham tid at tænke i. 
    Han bøjede hovedet under hendes næste ord - mærkede et smertefuldt stik af fortrydelse og skam. "Du kan ikke bare vente på mig, Josefine..." Jeg har det med at skuffe - lever dårligt op til forventninger, ser du... "Der er ingen idé i, at du skal gå og være ensom, bare fordi jeg fik dén brillante idé at få mig selv forvist fra Dianthos..." Og jeg kan ikke love, hvad du får tilbage, når alt dét hér engang er overstået - om du... får mig tilbage overhovedet. Dét afhænger af en sandhed... og en trussel... Og hvordan begge ting bliver eksekveret. Vil hellere se dig samle dig et netværk, mens jeg er væk, så du uanset hvad står stærkt, når jeg kommer hjem igen...
    Trods de dystre tanker, kunne han ikke lade være med at fnyse en lille latter over dén taske, hun havde pakket, og i et pludseligt anfald af hengivenhed trak han hende ind til sig og kyssede hende på panden - lige ved siden af Isaris mærke. Tvang ekkoet af hendes trussel helt om bagerst i hovedet...
    "Du kender mig for godt, Jose," bemærkede han skælmskt og puffede godmodigt til hende med skulderen. "Jeg synes jo nok også, jeg hørte et par flasker klirre..." Et glimt af Josefine, der nærmest desperat gik køkkenskabene igennem dukkede frem i hans tanker, men han forviste det til samme sted, som efterklangen af hendes trussel. De var begge ting, han var tvunget til ikke at forholde sig til lige nu...
    Næsten som om han kunne slippe fra de tanker gav han hende et sidste klem og løsrev sig så fra køkkenbordet - samlede tasken op og svingede den over skulderen, før han vendte sig mod hende igen. 
    "Jeg bliver nødt til at gå snart, Josefine," sagde han med et beklagende udtryk. "Jeg skal have støvet en fyr op... og jeg er ikke helt sikker på, hvor han holder til..." Eller om han kan overtales til at hoste op med dén tjeneste, han skylder mig... "Jeg tror, det er bedst hvis jeg kommer af sted, inden det bliver alt for sent."

"Jeg er van til at være ensom." lyd det trist svar til hans ord.
"Jeg skal nok klare mig nogle måneder." hun sukkede over sine egne ord med et ryst på hoved.
"Skal nok.. Gøre et eller andet andet end bare at vente på du kommer hjem til os." Netop som hun skulle til at tage et skridt forbi ham blev hun i stedet revet ind i et kram, og som hun mærkede hans arme om hende kunne hun ikke gøre andet end at gengive krammet og blidt ligge sine arme om hans len. På trods af det hele var det umuligt ikke at smile som hun mærkede kysset, en fornemmelse som fik hende til at trække sig selv nærmere ham. ..Sidste gang vi kan være nære..til hvad? Du engang kommer hjem?
Hun sank en ubehagelig klump som hun træk sig lidt fra ham, holdt hænderne ved hans side og søgte hans blik.
"Selvfølgelig kender jeg dig! Og nu hvor du undgår min skuffe en periode, var det bedre du fik noget af den med dig." hun lod en kort latte møde luften mellem dem, en latter der sluttede som hun rejste sig på sine tår og søgte et kort blidt kys på hans kind. 
"Ja..jeg smutter, så du kan blive klar og få gjort det du skal." og med de ord slap hun ham og lod armene hænge ved hendes side. "Viser du mig ud?" spurgte hun med et skævt smil på læben, og ventede endelig på en arm der faldt over hende eller, noget, og ved første tegn begyndte hun at trække sig til døren som hun modvilligt gik ud af og efter et par skridt lod blikket falde over sin skuldre tilbage på ham.
Hun sukkede som hun kiggede tilbage på ham, for hele hendes sind skreg at dette måske faktisk var den sidste gang de to kunne ses, hvis ikke for altid så i hvert fald nogle måneder og tanken fik hende til at tøve med sine skridt, og hvor tydeligt dette var i hendes blik som hun søgte jorden med det måtte guderne vide.
"Tres..." kæben blev bidt sammen som hun hævede blikket fra jorden til ham igen.
"Jeg...ehmm." forsøgte hun at få et eller andet sagt, et eller andet der gav mening at sige nu, hvilket var grunden til hun stoppede for, hvad var der at sige nu som ville give hende ro, eller ham? Uden at skabe flere problemer eller misforståelser mellem dem, det hun overvejede at sige hørte på ingen måde hjemme nu.
"Vi ses, og held og lykke." hun tvang et lidt modvilligt smil frem som hun spredte vingerne og modvilligt lod dem bære sig væk, og ventede endelig ikke på meget fra Treston før hun lod sine fødder forlade jorden, og smilet forsvandt så snart hun vidste at han ikke længere så hendes ansigt, det var ikke længe hun valgte at bruge i luften denne gang, både da vingerne stadig var trætte efter turen tidligere, men lysten til det var også fjern som hun landede på et hustag af en officiel bygning blot nogle stenkast fra familien Raynlest hus. Hvor hun lod vingerne ligge sig om hende, og dække hende fra nattehimlen lys, mens hun samlede tankerne, kæmpede med ikke at lade den tomme triste fornemmelse der gik igennem hende tage for meget over.

En kamp hun tabte ikke engang et minut efter den startede.

    Treston lukkede øjnene og smilede, da hun plantede sit fine, lille kys på hans kind - trak hende så ind til sig med et grin, da hun bad ham følge hende ud. 
     Men grinet stivnede hurtigt, da han rent faktisk greb om køkkendørens håndtag og trykkede det ned; svingede døren op, så aftenkulden nåede dem i det ildstedsopvarmede køkken. For nu kunne det ikke udsættes længere. Nu skulle hun af sted. Nu var det farvel...
     Han lænede sig imod dørkarmen og betragtede hende lidt vemodigt, da hun tog et par skridt og så vendte sig imod ham igen - sagde hans navn og ønskede ham held og lykke. Det var ikke svært at høre, at der lå en hel bunke usagte ting under de ord, men Treston italesatte det ikke, for han forstod hendes prioritering. Det var den samme, han havde lavet, da hun forlod ham på gaden for at flyve imod templet. Den samme, han havde lavet inde i køkkenet, efter at have set hende rode moderens skabe igennem med desperate bevægelser...
    At ytre de ord nu, ville ikke give nogen af dem ro. Så de ord måtte bare vente... Måtte ligge usagte imellem dem indtil de havde tiden og roen til at få dem sagt.
    "Tak, Josefine," mumlede han og spejlede hendes smil - lige så trist og lige så hengivent. Ved Guderne... det var jo umuligt for ham ikke at holde af hende, selvom alt i deres relation var så rodet... "Lov mig, at du passer på dig selv, ikke?"
    Et brusende slag med vingerne, og så var hun væk og han stod alene tilbage med lyset i ryggen og mørket foran sig.

    Små ti minutter senere gik dobbeltdørene ind til spisestuen op, og Eylia kom forsigtigt og stille ind i køkkenet. Hendes alvorlige ansigt fik et misbilligende skær, da hun fik øje på dén af Josefines flasker, som Treston havde taget hul på i tavs tribut til Josefine og deres venskab. Moderen kommenterede dog ikke - trak bare tavst en stol ud og satte sig ved siden af sin søn i det halvmørke køkken. 
    "Du kan godt overnatte her til i morgen," brød Eylia til sidst stilheden ved at sige. Hendes stemme var behersket, og man skulle ikke være noget geni for at gætte, at der lå et længere skænderi bag dén udmelding - et skænderi Eylia heldigvis lod til at have vundet. Treston nikkede bare - rakte ud og gav moderens hånd et lille klem i tavs taknemmelighed. 
    "Jeg har nogle enkelte ting, jeg skal have ude i byen, før jeg når dertil," mumlede Treston og tog en sidste tår - satte proppen i flasken igen. "Men tak mor. Jeg sætter pris på det."
    Eylia klemte bare tilbage og klappede så hans håndryg - en enkelt gang. Gled ned i dén tavshed, hendes søn havde svøbt omkring sig selv en tid, mens gløderne i ildstedet langsomt gik ud.
    "Hun virker sød - hende Solberg," bemærkede hun så og fangede sin søns blik. Løftede et spørgende øjenbryn, der fik Treston til at sænke hovedet og trække bittert på smilebåndet.
    "Ja..." gav han hende ret og undlod at svare på hendes indirekte spørgsmål. Vidste stadig ikke hvad svaret var... "Ja, det er hun, mor..."