Enzel bemærkede at Nicola lænede sig mere ind til ham, lidt som om samtaleemnet påvirkede ham? Han fik den ide, at det var fordi han søgte Enzels tryghed, og glædede ham meget. Han ville gerne blive set på som en kilde til beskyttelse, for det betød vel, at han og Nicola var så godt som uadskillelige. Han hvilede sit ansigt mod det store hår, og han lyttede og observerede hvor meget Nicola kunne klemme ned af mad. Nicola spiste heller ikke meget lige nu, men lidt havde vel også ret i forhold til at holde ham i live.

”Hov, vent nu lidt her,” Han strammede grebet om Nicola, inden han nåede at lette fra sin siddeplads. Enzel var en lille smule forfærdet over hvor travlt Nicola pludselig fik. Havde de ikke kun lige sat sig? ”Jeg tror ikke vi finder et bedre sted vi kan være lidt alene. Er det fordi det er koldt?” Hans stramme greb aftog lidt, men nu flyttede han lidt på sin position, så han havde sin front bedre rettet mod Nicola, stadig med kappen dækket halv over sig selv. Begge hans arme strøg ham op og ned ad hans lår og arme, for at give ham varme. Enzel var interesseret i at gøre det behageligt for ham, så han havde lyst til at blive siddende. Men det var også tydeligt, at han ønskede at komme helt tæt på ham igen. Hans krop savnede stadig Nicola… Han kunne ikke helt holde sine fingre væk, selvom han ellers mente, at han havde kontrol over situationen. ”Du har fri, så du kan komme dig hurtigt. Der er ikke noget arbejde der venter for os i dag…” Hans stemme var sin sædvanlige kærlige, måske lidt for sukkersøde klang. Den stemme han normalt brugte, når han forsøgte at forføre Nicola til at give ham hvad han gerne ville have.

Nicola stoppede som forventet, da Enzel udtrykkede sit behov for at de skulle blive lidt endnu. Enzel syntes da også at der var lidt koldt, men for ham var det helt i orden, så længe de kunne sidde lidt tæt. Som Nicola skulle til at sætte sig, trak Enzel lidt mere i ham, så han kom hen at sidde på Enzels skød i stedet. Forhåbentligt kunne det give det lidt varme.

”Jeg forstår det godt. Din mørke hud trives langt bedre under solen end min,” Enzel strøg lidt af Nicolas hår til siden, så han kunne stryge ham hen ad halsen. Nicolas hud var meget mørk, selv for en rubiner. Selvom Enzel var et halvdyr fra Rubinien, var hans slægt blevet fremavlet til at have så bleg en hud som overhoved muligt. Men med det kostelige tab, at han eller hans familie slet ikke kunne trives i det hårde klima. ”Vi kunne selvfølgelig finde en middelvej og flytte. Men det ville ikke være godt for forretningen. Det er jo her i storbyen, hvor der er krystaller at hente.”

Nu hvor han havde hele Nicola i sin favn, nussede han ham op og ned ad kroppen – uden på tøjet dog. Alligevel var hans hænder lidt gramsende på en krævende måde. ”Vi må varme hinanden her i de kolde vintermåneder,” Sagde han denne gang lidt hviskende mod ham. Han vidste godt hvad han selv havde lovet… men nu hvor de begge var så tætte, og Nicola virkede lidt opgivende på at sige fra, så var der måske en åbning for lidt afslappet forlystelse med hinanden.

Det føltes virkelig godt at røre ved Nicola igen, og noget tydede på at Nicola tillod det. Stilheden fra Nicola blev først tolket som om han mærkede efter, og måske var det noget han nød? Enzel smilte lidt bredere, mens han kiggede undersøgende på Nicola, for at nærstudere ham og finde ud af ham. Som hans udsmykkede fingre gik på opdagelse under halskraven på Nicola begyndte Enzel at kunne mærke at han rystede. Af nydelse? Måske… frygt? Enzels smil krakelerede lige så hurtigt som det gik op for ham, at Nicola nok ikke nød det alligevel. Så hvorfor sagde han ikke noget til det!? Nicola forekom ham som en meget underlig fyr! Hvorfor skulle det gå ud over ham, hvis det var Asad der havde gjort ham fortræd.

Enzel forsøgte ikke at hidse sig op. ”Nicola, er du ved at blive dårlig?” Hans hånd trak sig en lille smule ud ad halsåbningen, men kun en smule, da han jo kunne risikere at have fejlvurderet situationen. Men han var efterhånden overbevist om, at Nicola ikke rystede sådan fordi han fandt det dejligt at blive rørt ved. ”Du skal vide at du kan sige hvad som helst til mig.” Sagde han, roligt fordi han virkelig forsøgte at opføre sig eksemplarisk, selvom han følte sig uretfærdigt behandlet. Han var venlig, men ikke med den samme sukkersødme, som før. Det så nemlig ikke ud til at han fik noget under piletræet, som han ellers havde håbet på. Men lige nu var han mest bare opmærksom på Nicola, og at han ikke pludselig skulle kaste op ud over ham, eller sådan noget.

Fra et sekund til det næste, så Nicola pludselig meget syg ud. Faktisk så Nicola så dårlig ud, at Enzel stivnede i ansigt og krop og lænede sig en anelse væk. Sygdom var noget væmmeligt noget, og ret så farligt, hvis man ikke kunne få fat på en healer der var dygtig nok! Derfor var Nicolas pludselige og voldsomme puffen og skubben tilgiveligt. "Adr! Du skal ikke smitte mig!" Udbrød Enzel ikke særligt medfølende overfor sin elskede, men hans blik kiggede nu bekymret efter ham, som måtte tumle væk fra ham, for at kaste op. Han havde ikke lyst til at se ham kaste op, men han kunne heller ikke bare lade ham være. Hvad var der galt med hans Nicola!? Var det noget han havde gjort? Var der noget i deres madkurv, der var for dårligt? Ville kvalmen også ramme ham om lidt? Ugh... 

Enzel rejste sig op og støvede sig af, og han tog chancen og gik hen og lagde en følsom hånd på ryggen af Nicola så han kunne yde komfort mens Nicola kunne komme ud med det. Selvom det var med risiko for at blive syg selv... "Du skulle have sagt at du var dårlig, min kære." Nu hvor han kunne mærke Nicola, var det måske okay hvis han søgte blikket op i piletræets krone indtil det var overstået. Han synes nu det var... ulækkert... Og endnu værre, nu kunne han nok ikke kysse eller kramme ham. Han forventede ikke svar mens han talte, for han talte til ham lige mens Nicola kom med små anstrengte lyde.

De måtte se at komme hjem, og Nicola måtte lægges i seng straks! Og hvilken healer ville mon være den rigtige for Nicola? En traditionel eller en magisk healer? Dette var selvfølgelig op til Enzel og ikke Nicola selv at beslutte. 

"...Er du færdig eller hvad?" Spurgte han kort efter, som han havde tilladt Nicola at kaste op.     

Hvad var det for en situation Nicola havde bragt ham i? Hvad der skulle have været en romantisk, mindeværdig dag for dem begge, var nu blevet til en kamp om at slæbe en herredårlig Nicola hjem i seng. Mindeværdigt skulle det nok blive... Men altså. De skulle ikke være gået så langt ind i haven... Til Enzel eget forsvar kunne han jo ikke have gjort noget for at vide, at Nicola var så dårlig.
Han rakte ind under tøjlagende efter et lommetørklæde og rakte det til Nicola, uden at sige så meget til det. Kendte man Enzel vidste man at han spekulerede. Enzel havde gjort noget ud af denne dag, så han var naturligvis skuffet, og han vidste jo godt at han ikke kunne blive ved med at skælde Nicola ud over, at han ikke havde sagt noget noget før. Så Enzel gik tilbage og samlede kappen op fra jorden og børstede den fri fra jord og græs, så den atter var fin at tage på sig. Han tog også kurven og kiggede om på Nicola. "Kan du gå? Skal du have hjælp?" Nicola havde ikke engang fået lov til at rejse sig, før Enzel var klar på at hive ham med hjem. Nicola skulle ligge i sengen, og hvis Enzel ikke engang kunne få noget ud af denne dag, så var han bedre tjent med at passe sit arbejde derhjemme bag sit skrivebord.
"Vi må finde dig en god healer..." Mumlede han derefter, mest af alt som en note til sig selv.

Enzel skævede om til Nicola, som ellers godt nok tog sig god tid om at slæbe sig hen til ham? Nicola forstod virkelig at have ondt af sig selv... Men ak. Måske var der noget om det. Enzel var nu mest af alt skuffet på sine egne vegne. Han havde lige været ved at hygge sig, og han havde faktisk troet at han kunne lokke Nicola til at være lidt kærlig overfor ham. Men der måtte være lange udsigter endnu, med mindre han valgte at presse ham... Enzel pressede ham ikke yderligere for nu. Han lagde sin arm og et stykke af sin kappe om Nicola, så hans ryg blev holdt varm og beskyttet fra vinden. På vejen tilbage til bordellet kommenterede han ikke på noget - hverken Nicola eller på det gode vejr.

Da de kom hjem lod han morgenkurven og kapperne dumpe ned på en af stolene, der normalt blev taget i brug af kunder, når bordellet var fyldt op med gæster, og inden længe kom Missy og ryddede op efter dem. "Er Nicola okay?" Spurgte hun medfølende, som hun tydeligt kunne se hvor pylret Enzel var omkring sin mand, der til gengæld ikke så ud til at have det godt. Og Enzel så heller ikke spor opmuntret ud. Man vidste den var helt galt, når Enzel virkede mere energisk på vej ud af døren, end når han kom hjem fra en romantisk tur i tempelhaverne med sin mand. "Nej han er syg. Send bud efter en healer," Svarede Enzel straks frem for at lade Nicola svare for sig selv. Med hånden dirigerede han Missy ud i vådrummet. "Vi skal også have kamillete og en kold klud." Herefter vendte Enzel sig fra hende, og stillede sig foran Nicola og hjalp ham af med overtøjet - nærmest som en stresset mor, der havde masser at se til. "Lad os få dig ned at ligge under tæpperne..." Enzel puffede blidt Nicola i retning af soveværelset. Han var nødt til at... rydde op. Skjule alt hvad der skulle skjules inden lægen kom, og måske lige sætte Nicola ind i hvordan han skulle opføre sig, når lægen kom.

Enzel lukkede døren bag dem i tilfælde af at nysgerrige blikke fra de andre piger, skulle forsøge at få sig et kig ind på værelset. Deres alfons var jo virkelig hemmelighedsfuld over sit værelse, så selvfølgelig kunne man forvente at de af og til forsøgte at se hvad der var derinde. På nær de polstrede tunge møbler, de mange tæpper og tunge gardiner var det skam bare et helt almindeligt rum. Men der var for mange personlige ting derinde, som kunne ramme Enzel noget så forfærdeligt, hvis de nogensinde blev set af de forkerte. Selv Nicola havde ikke fået lov til at kigge på de nu aflåste billeder af ham og Llyon, siden dengang han brød ind, for han ægtemand ville simpelthen ikke tale om det.

Han lod Nicola tage plads henne i sengen for sig selv. Normalt plejede han nærmest ikke at kunne lade ham være, når han var i nærheden af sengen, men fordi healeren ville komme og skulle ind på dette værelse, var Enzel nødt til at rense det for suspekte detaljer, heriblandt den lille træskulptur fra Phillippe og rester af kattegræs, som han havde drysset med på sit bord foran spejlet. Han gik lige en runde rundt i rummet, for han låste de få ejendele inde og gik hen til Nicola. 

" Du skal ikke fortælle ham noget som helst, du skal bare lade ham se på dig!" Enzels ord lød næsten udskældende. Men det var ikke Nicola han var sur på, som sådan. Det stressede ham tydeligvis at han var nødt til at få en healer ind. Aldrig havde Enzel været så syg, at en healer var nedt til at kigge på ham. En healer havde kendskab til biologi og ville måske... have en viden, der ville kunne få Enzels skjulte identitet afsløret. På den måde var de ret uhyggelige at omgås med! Han kunne ikke lide dem eller deres praksis, men Nicola var nu utrolig vigtig for ham.....

"Forhåbentligt siger han bare at du skal hvile dig og spise suppe, eller sådan noget, og så går han igen." Nu talte han mere blidt, for han havde ikke ment at skælde ud for. Han rakte frem for at rette på Nicolas tøj. Han løsnede op tøjet omkring halsen, men han ville ikke lade healeren se for meget af hans smukke mand. Nicolas dage som lystmand var forbi, og andre mand og kvinders sultne øjne på ham skulle ophøre! Nicolas mørke hud var kun for Enzel.

Enzel fik Nicola til at lægge sig ned. Han anrettede puderne să Nicola ville ligge tilpas højt med hovedet og trak tæpperne op til Nicolas brysthøjde, så han kunne putte ham. Nærmest faderligt

Det føltes næsten som om at Nicola svarede ham igen, da han blev ved, og Enzel måtte tage sig selv i at blive utålmodig i et øjeblik. Han pustede dog ud og forblev helt rolig, som om han havde styr på situationen. Ikke at han havde det. Situationen stressede ham uendeligt meget, og han var meget bekymret for hvilken type healer der skulle vade ind i hans allermest personlige hule og røre ved hans allerdyrebareste skat. Bare Nicola nu ikke fik gjort eller sagt noget, som Enzel ikke ville have… Han vidste ikke hvorfor han havde mistillid til Nicola. Nicola havde egentlig ikke røbet nogle hemmeligheder til nogen, så vidt Enzel var bekendt med. Og Enzel var bekendt med alt her i huset!

”Min kære, søde Nicola… Brug din sunde fornuft. Jeg ved du er kvik,” Lød det behersket venligt fra Enzel, inden han lænede sig frem og kyssede Nicola ved mundvigen. Eftersom at Nicola havde kastet op for ganske kort tid siden, havde han ikke lige lyst til at kysse ham direkte på munden. Men et kys var nødvendigt alligevel, for at kunne berolige Nicola. Når Enzel var stresset eller vred, kunne nervøsiteten let mærkes på Nicola. ”Jeg går lige ud og sikrer mig at pigerne er nogenlunde påklædte, inden healeren kommer…” Han rejste sig fra sengen og bevægede sig ud af værelset.

Man kunne høre Enzels stemme, som han gav nogle hurtige ordrer til nogle af de tilgængelige piger. En skulle hjælpe med te og vand til Nicola, og en anden skulle rydde op i entreen. Ikke lang tid efter kunne man høre at der ankom en mand, som pustede fordi havde skyndet sig til fods. Selvfølgelig havde Enzel fået en healer herhen, som var hele affæren meget akut. Men for Enzel var dette også akut, og Nicola skulle tilses med det samme, så han selv kunne få ro hurtigst muligt.

”Din patient ligger herinde,” Sagde Enzel formelt, præcis som han talte med andre fremmede udefrakommende. De store følelser for Nicola blev tilbageholdt så godt som muligt, men som Enzel trådte ind på værelset og lukkede en blond menneskemand ind på værelset, faldt hans hårde blik på Nicola, og det mildnedes i et øjebliks svaghed for halvpanteren.

Manden, der var iført pænt tøj og en råhvid kittel kom hen imod Nicola, uden at vente på accept fra Enzel, for han kendte tydeligvis ikke til Enzels besættelse eller behov for kontrol endnu. ”Goddag, jeg er Dr. Kiefer. Jeg kom så hurtigt jeg kunne,” Han kastede et hurtigt, vurderende blik på Nicola igennem sine runde, små glas i brillestellet, og han virkede en smule kritisk i et øjeblik. Nok fordi Nicola for det første var et halvdyr, og for det andet ikke lignede et akut tilfælde. ”Hvad er der så i vejen med dig?” Han skubbede en polstret skammel nærmere sengen, som han tog plads ved.

“Du tror?” Healermanden lagde uden videre sin hånd på Nicolas pande for at mærke om han var varm eller kold, uden at tænke på, at Nicola lod til at virke nervøs for at blive rørt af en fremmed. Og kiggede man over på Enzel, kunne man se at selv en lille berøring som den, berørte ham negativt. Enzels koncentrerede blik rettet mod Nicola ville ikke flytte sig. Hans ejerskabsfornemmelse af Nicola var i den grad blevet værre siden dengang, en anden tid, hvor han ikke havde det store problem med at sælge Nicola ud til højre og venstre, så længe han fik betaling nok.

Enzel besluttede sig i det øjeblik, at han ikke brød sig spor om healere, men alligevel gjorde han hvad healeren bad om, og rettede mut opmærksomheden tilbage til sin syge mand. Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre, hvis han blev forvist fra sit eget værelse for dårlig opførsel, men det ville nok ikke være for Nicolas bedste… Enzel ønskede trods alt at healeren kunne hjælpe ham med hvad end han måtte fejle.

Hans øjne var stikkende og glubske som altid, også da Nicolas blik søgte tilladelse hos ham til at tale. Det generede ham at Nicola trodsede hans ordre, men han var overbærende med ham lige i dag. I sygesengen og i dette mørke så Nicola mere skrøbelig ud end han plejede. Langt mere end den skrøbelighed som han tændte på.

“Ja?” Healeren afventede at Nicola skulle uddybe hvad der lå bag disse ord. Nu hvor patientens alfons forblev tavs i baggrunden var der måske en chance for at han ville åbne mere op, men det var tydeligt for selv en fremmed i hjemmet, at mærke at stemningen var tynget. “Hvordan mener du? Har du sultet? Drukket eller indtaget noget du ikke burde?” Healeren var meget ligefrem, ligesom man kunne forvente af en mand der havde set det værste af befolkningen. Han kom fra byens flotte, pæne gade, men han havde skam set hvad misbrug af Nox eller alfestøv kunne gøre ved en mand. Nok tvivlede han på, at det var hvad det lille halvdyr havde udsat sig selv for, men måske kunne det få ham til at fortælle hvad der virkelig var sket. Havde patienten, som jo nok måtte være en prostitueret, været ude og servicere alle mulige fra underklassen, var der nok en chance for at han havde opsamlet noget ubehageligt ved seksuel kontakt. Men det var healeren alligevel for anstændig til at spørge nærmere ind til.