Da Daphnie fik jeg vendt rundt og så Jaris smil, skulede hun lidt til ham. Hendes mundvige kunne dog ikke holde sig fra at vende op af, for hun vidste jo godt hvad Jaris tænkte om Aksel, i hvert fald nogle af hans tanker, og hun delte dem jo lidt. Da han så spurgte om det var en dårlig ting, svandt smilet ind og hun slog blikket ned på deres hænder. Hun trak lidt på skulderne. Hun synes ikke det var fair over for Aksel. Det var jo hendes skyld, hun ikke længere ville kunne se det som hendes og Aksels sted. At hun for altid ville tænke på en anden mand.

 Da Jaris så sagde de havde masser af tid til at finde et sted hvor hun kunne glemme ham, rystede hun hurtigt på hovedet og blikket blev løftet op til de orange øjne igen. Hans næste kommentar til hende til at smile lidt, og Daphnie stillede sig op på tæer, så hendes læber kunne være lige ude for hans som hun hviskede.
 " Jeg har ikke lyst til at glemme dig.." Daphnie nappede Jaris lidt i underlæben, inden hun stillede sig ned på flad fod igen, og lagde siden af hovedet mod hans brystkasse og stod lidt der, inden et lavt suk forlod hendes læber. 
 " Jeg kan jo ikke sige til Aksel at det her ikke kan blive vores sted sådan rigtigt, fordi jeg har pillet lidt ved min snyde-fætter her. " mumlede hun lidt, med et lille smil på læberne. Lille fordi hun oprigtig havde det dårligt over hun havde gjort, men også havde nydt det, og egentlig ikke helt fortrød det. Daphnie lukkede øjnene i, og nød så bare at stå tæt med Jaris og høre på hans hjerte slå. 

Det varmede nu alligevel lidt om det ellers følelseskolde hjerte, når Daphnie sagde, at hun ikke havde lyst til at glemme ham og han lige mærkede tænderne nappe blidt i underlæben. Det var jo ikke fordi han ikke vidste, at han havde en plads i hendes hjerte, og nok havde haft det i langt længere tid end han havde været klar over det, men det var vel en lille forsikring om at det ikke ville ændre sig. At han altid havde hende at komme tilbage til, når han havde brug for det. Hvilket lod til at være oftere og oftere, når alting så ud til at gå galt i Rubinien. Selvfølgelig havde han overvejet muligheden at blive her, men der var et helt liv i den varme del af landet, som han ikke bare kunne forlade.

Han slap hendes hånd, lagde armene omkring hende og hvilede hagen mod toppen af hendes hoved. Det krøllede hår fyldte nok til at kilde ham let mod læberne, men det var underligt rart. Han fik lige givet hende et godt klem af et kram.
"Nej, selvfølgelig kan du ikke det," sagde han, som om han var fuldkommen enig med hende. Hun kunne da ikke sige det på dén måde, men han fulgte straks op med mere, der sørgede for at ændre meningen, idet han slap hende og trådte et skridt tilbage for at kunne se hende ordentligt;
"Hvis du endelig skulle sige det, så fortjener han da at høre sandheden. - Du pillede ikke lidt ved din snyde-fætter, du lod ham tage dig hårdere end han nogensinde ville gøre. Og hvis du siger det til ham, så lad lige mig være der. Jeg lover ikke at blande mig. Eller jeg skal prøve ikke at blande mig." Et smil der sad fra øre til øre, dækkede hele ansigtet. Han vidste godt det aldrig ville ske, at Daphnie aldrig ville vælge at fortælle ham det, men det betød vel ikke at Jaris ikke kunne morer sig over tanken alligevel, hvilket han uden tvivl gjorde. Man kunne ligefrem se begejstringen i hans øjne.

 Jaris lagde armene om hende og trykkede hende ind til sig, og i stedet for at have den ene hånd mod hans kind og den anden mod hans bryst, flyttede de begge sig rundt om hans liv, hvor de sneg sig lidt ind under hans trøje og mod en varme hud. Fingrene nussede blidt den nøgne hud, og Daphnie stod bare og nød hele scenariet. 
 Det ene bryn løftede sig lidt som han gjorde sig enig med hende. Det lignede ikke ham, at være enig i at gøre de kedelige, men måske mest rigtige ting. Det løftede bryn og derved skeptiske udtryk var dog nok ikke helt til at se for Jaris som Daphnie ikke flyttede på hovedet fra at være med siden mod hans brystkasse.

 Det skeptiske udtryk forsvandt dog hurtigt efter da han alligevel kom frem til hun godt kunne sige det. Mundvigene trak sig lidt op, og hun himlede med øjnene i en let latter. Latteren svandt dog hurtigt ind som han forsatte og blev erstatte med varme, røde kinder og et blik vendt lidt ned. Daphnie var overbevist om at det var helt med vilje han sagde som han gjorde - han havde ret, men hun blev bare så forlegen når han var så direkte. 
 Daphnie endte dog med at fnyse lidt over hans sidste ord, og løftede blikket op i hans. Kinderne var stadig røde, og man kunne stadig se forlegenheden i hendes øjne, men læberne var vendt op i et lettere drillende smil.
 " Som om du kan lade hver med at blande dig.. " Hun løftede lidt det ene bryn, som om det nærmest var en udfordring til ham om, ikke at skulle blande sig. Ikke at hun havde tænkt sig nogensinde at sige sådan til Aksel - han skulle aldrig finde ud af hvad hun lavede med Jaris. 

Et morende fnys blev forsøgt holdt tilbage, da han så de røde kinder, som hun rettede blikket mod hans. Det var godt nok ikke lige så let at gøre hende forlegen, som det havde været da de første gang mødtes, men det var helt sikkert stadig let nok, og det blev ikke mindre sjovt at se hvor flov den stakkels pige kunne blive.
Smilet forsvandt ikke, men falmede en lille anelse, da man i stedet kunne se overvejelserne der strøg igennem hovedet.
"Det kan jeg da," insisterede han, næsten som om han faktisk mente det, selvom de begge godt vidste, at han ikke ville kunne stoppe sig selv, hvis hun stod og snakkede med Aksel. Det havde de set før.
"Næste gang chancen byder sig, så skal jeg da bevise, at jeg kan lade være." Smilet bredte sig igen.
"Hvis jeg fejler, får du en af poserne med småkager." Om chancen overhovedet ville byde sig i den nærmeste fremtid kunne han vel ikke garantere, men det var vel ikke fordi de havde travlt. Han havde jo alligevel ikke tænkt sig at rejse fra Dianthos foreløbigt. Men han satte en hel pose småkager på spil, det måtte vel indikere at han mente det.
"Men det kræver at jeg har nogle poser at satse først. Kom." Han manglede jo at hende sin fangst hos den rare mand, som forhåbentligt stadig gemte småkagerne til ham.
Han lænede sig frem, placerede et hurtigt kys mod hendes kind, før han tog blidt fat om hendes håndled og begyndte at hive hende med. Medmindre hun altså havde tænkt sig at stoppe ham.

 " .... Aha... " Daphnie var tydeligvis ikke overbevist af Jaris ord, og et lidt moret og drilsk smil spillede på hendes læber, mens hun holdet blikket på ham og lyttede til hvad han sagde. Brynene løftede sig ved hans løfte, ikke at hun fandt det særligt imponerende.
 " Som om der er nogen tilbage til den tid.. " grinte hun lidt, mens hun rystede lidt opgivende på hovedet over ham. Alligevel gjorde det hende også lidt glad. Et eller andet sted følte hun lidt det vidste at han i det mindste ville forsøge. I hvert fald en lille smule.
 
 " Sandt.. " sagde Daphnie i en moret tone, da Jaris pointerede han først skulle have nogle flere småkager. Et lille smil voksede frem på læberne ved det lille kindkys, inden hun med et lidt overrasket gisp blev hevet med. Daphnie kiggede sig kort over skulderen for at tjekke de ikke havde glemt noget, men i stedet blev hun mindet om hvad de lige havde lavet. Hvad hun så intenst havde ønsket at høre fra ham. Derfor stod Daphnie pludselig lidt imod
 " Vent! " Da de stoppede op, kiggede Daphnie på Jaris med et blik der tydeligt fortalte hun ville noget. Men ordene ville ikke komme ud. Hun var ikke lige så modig, som hun havde været da hun var opslugt i lysten. Hun kunne ikke få sig til at bede ham fortælle hvordan hun var hans. Hvorfor hun var hans. 
 Daphnie sank en klump, inden hun i stedet for at sige hvad hun egentlig ville, gav sig til at tjekke at hendes kjole sad ordenligt og ikke var alt for afslørende for hvad der lige var sket. Kinderne var røde og afslørende, men hun prøvede ikke at tænke over det. Prøvede at holde fat i hun bare ville rette tøjet.
 " Okay, sådan.." næsten hviskede hun, inden hun foldede læberne og så op på Jaris igen.

Det kunne være fristende at tvinge et direkte fornærmet udtryk frem, gøre hvad han kunne for at få hende til at tro, at han virkelig var blevet ramt dybt af hendes ord. Så meget åd han da slet ikke! Men selv et troværdigt ansigtsudtryk ville ikke være nok til at få hende til at tro på ham. Hun kendte ham vist for godt, og jo, han åd virkelig så meget. Det ville heller ikke nytte noget, for han kunne ikke holde et næsten helt stolt smil tilbage. Kunne det komme bag på nogle, at Jaris faktisk var helt stolt over at kunne smide så meget sukker i sig, uden at blive bare lidt kvalm. Det havde bestemt ikke været så let, da han var langt yngre.
"Du har ret. Jeg må hellere købe nogle flere," skyndte han sig mumlende at kommentere. Det var vel den konklusion Daphnie også var kommet frem til, siden hun jo tydeligvis stod der og sagde, at dem han havde købt indtil videre, ikke var nok. De skulle da endelig ikke komme til at mangle.

De nåede ikke langt, før Daphnie trak imod og Jaris stoppede op. Han slap hendes håndled og vendte sig rundt, med et afventende blik i de orange øjne, og et blidt smil om læberne. Han ventede tålmodigt på hendes næste ord, for hendes intention var ikke til at overse. - Hun ville et eller andet, noget bestemt, men i stedet fik stilheden lov til at sænke sig over dem for et øjeblik.
Hans blik gled længere ned, fulgte kortvarigt hændernes bevægelser, som de rettede kjolen til. Hun insisterede på at det var dét, men det lettere skeptiske blik han rettede mod hende igen, afslørede at han ikke helt troede på hende.
"Jeg kunne vel være sød og lade det ligge, når du nu forsøger så kært at lade som om, der ikke var mere du ville." Hovedet tiltede let på skrå, som om han lige overvejede, om han faktisk skulle lade være med at grave lidt. Gad vide om det ville betyde, at han allerede tabte en pose småkager, hvis han blandede sig i de tanker, som Daphnie forsøgte at skjule. Han bed tænderne sammen, som prøvede han at holde ordene tilbage, men der gik ikke mange øjeblikke, før de væltede ud alligevel;
"Men det har jeg vist aldrig været særlig god til. Så hvad ville du?" Han ville så gerne blande sig.

 Den lave latter forsat lidt som Jaris kom frem til at han skulle købe flere småkager. Hun tvivlede på det ville gøre den store forskel, men det var vel tanken der talte. Ikke? 

 Daphnie havde virkelig håbet på at Jaris god tog hendes vage erstatning for hvad hun egentlig havde haft i tankerne. Hun havde håbet for at det ikke havde været så tydeligt at det ikke var hvordan hun så ud hun havde tænkt på, men så heldig skulle hun ikke være.
 Det var meget få Daphnie faktisk kunne lyve for, og gøre det ordenligt. Jaris var ikke en af dem, og det vidste de begge to godt, derfor var det også nærmest et bedende blik Daphnie så på Jaris med, da hun blev mødt af et skeptisk blik. Det virkede dog ikke til hun havde heldet på hendes side, som Jaris begyndte at tale, og Daphnie skiftede vægten mellem fødderne en smule uroligt og slog blikket lidt skråt ned. 
 " Jeg sagde jo du ikke kunne lade hver med at blande dig.. " mumlede hun lidt, uden at det egentlig skulle betyde noget. Det var udelukkende for at vise hendes utilfredshed over situationen. 
 " Ikke noget.. Bare sikre mig tøjet sad ordenligt.. " løj hun, og flyttede først nu blikket tilbage på den forfærdelige, fantastiske dæmon. Læberne foldede sig sammen, inden hun så forsøgte at træde forbi ham.
 " Kom, lad os få købt nogle flere småkager. " Det var et vagt forsøg på at skifte fokusset over på noget andet Jaris godt kunne lide, men et eller andet sted regnede hun ikke med han ville lade hende slippe så let. Hun var virkelig bare ikke sikker på hun kunne få sig til at spørg om det hun tænkte på. 

Selvfølgelig var Daphnie ikke helt tilfreds, det kom ikke det mindste bag på ham. Men det ændrede ikke på, at han fandt hendes urolighed lige så morsom , som han altid gjorde. Det var jo kun bevis på, at han havde fat i noget, hvilket kun fik ham til at blive mere stædig. Endnu mere når hun egentlig understregede, at han faktisk lige havde tabt. Han blandede sig, præcis som hun sagde, at han ikke kunne lade være med, og nu gik han da ud fra, at han måtte overlade en af sine poser med småkager til hende. Hvis han altså ikke nåede at spise dem inden.
"Jeg kan da ikke gøre for, at du lokker." Hendes øjne havde jo afsløret mere, end hun nok havde håbet, og så kunne han da ikke lade være med at blande sig. Det var tydeligvis ikke hans skyld.

Hun forsøgte endda at fortsætte sin lidt slatne løgn, men det var ikke svært at se, at han stadig ikke faldt for den. Det var nu alligevel lidt kært, at hun stadig prøvede. Måske hendes forsøg alligevel virkede bare lidt, for så snart Jaris hørte 'småkager', vendte han rundt og fulgte med, uden at tænke først. Han nåede dog kun et par skridt, før han stoppede op og rynkede på brynene.
"Nej, vent. Du kan ikke distrahere mig på den måde, det er snyd." Det var da også irriterende, når hun vidste hvor lidt der egentlig skulle til, for at distrahere ham. Havde det ikke været for hendes desperate forsøg på at få ham på andre tanker, ville det måske endda have virket. Men nu hvor hun så gerne ville snige sig udenom, blev han da kun mere stædig.
Så han trådte et par skridt tilbage igen, satte sig i skrædderstilling på jorden og lagde armene over kors.
"Nu bliver jeg siddende her, indtil du fortæller mig, hvad du ville," sagde han bestemt, ryggen ret, men med et pænt smil bredt om læberne. Nu havde hun intet andet valg, end at fortælle sandheden. Hun kunne jo ikke bare efterlade ham dér. Vel?

 Demonstrativt lagde Daphnie armene over kors med et fnys, da Jaris sagde hun lokkede. Det gjorde hun da bestemt ikke! Det var bare ham der drillede og skulle være træls. Han kunne jo bare lade hver med at skulle blande sig!

 Daphnie nåede helt at blive lettet, da Jaris begyndte at følge med hende, og det virkede til at godtog hendes distrahering, men det var en kort fornøjelse. Det var egentlig meningen Daphnie ville forsætte og bare lade som ingenting da Jaris stoppede, men hans ord om at distrahere var snyd, fik hende til at vende sig mod ham og udbryde:
 "  Det gør du da ved mig! " med det samme ordene havde forladt hendes mund, susede blodet op til hendes kinder, og gjorde nærmest hele hendes ansigt rødt. Jaris måde at distrahere hende på, var noget mere uanstændigt, og det var da bestemt ikke hendes mening at stå her på gaden og råbe op om det. Også selvom folk jo ikke kunne vide hvad hun snakkede om. 
 I et forsøg på at lade som ingenting, vendte Daphnie ryggen til Jaris, med armene over kors igen, og næsen i sky. Han skulle ikke tro han kunne vinde!
 " Og jeg lokker bestemt ikke!  " lød det kort og kontant fra hende. Så var han ikke i tvivl om hvad hun tænkte. Kort skævede hun overskulderen, for at høre hvad det var for en lyd hun kunne høre, og da hun så han havde sat sig ned løftede hun det ene bryn lidt, mens hun måtte kæmpe med at holde mundvigene fra at vende sig op i et smil. Åh, hvor hun elskede ham...
 Blikket blev slået væk igen, og da han sagde han ville blive siddende trak hun på skuldrene. Den leg kunne hun også lege, så hun begyndte lige så stille at gå, men hun løftede den ene hånd op i luften som en hilsen.
 " Okay, vi ses! " Mon ikke han nok skulle komme efter hende, hvis hun forsatte med at gå? Alligevel kiggede Daphnie kort over skulderen for at se om han virkede til at ville rejse sig, da hun var kommet et godt stykke væk. Han ville da rejse sig til sidst, ikke?

Man kunne høre de let skrabende lyde mod jorden, når Svend tøffede ned ad gaden. Trods det langsomme tempo, kunne man se hvor målrettet han gik mod den nærmeste bænk. For tredje gang i dag, måtte han sætte sig ned. Ikke kun for at hvile de gamle ben, men også for at tage skoene af, én ad gangen, og ryste småsten ud af dem. Det var umuligt ikke at ende med en lille sål af sten, når der var så mange huller i de slidte sko.
Men det var ikke hans eneste mål for nu. Da han rejste sig igen og tøffede videre, var det direkte over til den bod, der havde noget af det bedste brød. - Hvis man spurgte Svend. Med et stort smil der afslørede de dårligt plejede tænder, pegede han på et halvt brød, der lå i en af de øverste kurve.
"Goddag min gode herre. Jeg vil gerne bede om den dér. Korporalen har lovet at betale," sagde han og gestikulerede med en hurtig bevægelse med hovedet mod rotten, der sad og snusede på hans skulder. Den lidt ældre fyr bag boden havde set den gamle tossede mand flere gange, og engang imellem fik han lov til at få lidt brød med sig. Det betød dog ikke, at han ikke kunne lade være med at smågrine over tossen, når han var gået.
Brødet blev pakket og rakt mod Svend, der muntert tog imod. Et lille stykke blev brækket af og givet til rotten, inden han lagde det i sin taske.

Med det formål at finde et lidt mindre larmende sted at spise, gik Svend videre. Der var en lille gårdhave ikke så langt herfra, som han havde brugt som sovekammer en gang imellem. Det var vel ikke et dårligt sted at spise sin frokost.
Han så en ung kvinde gå væk derfra, men tænkte ikke yderligere over det. Først da han drejede om hjørnet og så en ung mand sidde på jorden og se en anelse utilfreds ud, gik han straks ud fra, at han var blevet efterladt af damen.
"Op med humøret, min dreng. Hun skal nok blive god igen. Det gør de altid." Han forsøgte at opmuntre den fremmede, uden at tænke over, om det overhovedet var det han havde brug for. Han trådte tættere på for at bukke sig lidt ned og give den unge fyr et beroligende klap på skulderen, men han trak hurtigt hånden til sig igen, med et næsten panisk udtryk i det ene øje.
"De mørke kræfter har fået tag i dig!" Udbrød han og pegede på den fremmedes gyldne, orange øjne. Aldrig havde Svend fået en papirhat op af lommen så hurtigt. Den blev straks foldet ud og placeret på den andens hoved.
"Så er det jo ikke så mærkeligt, at den unge dame gik fra dig. De mørke kræfter i dig har uden tvivl haft en finger med i spillet! Men bare rolig. Hatten dér vil beskytte dig mod ethvert magisk angreb. Mørket har måske sat sig i dine øjne, men det kan ikke se gennem dem mere. Du må hellere tage en ekstra, bare for en sikkerheds skyld." Endnu en hat blev trukket op af lommen og rakt til den unge mand.
"Held og lykke, min dreng." Svend vendte om og begyndte lige så stille at tøffe væk derfra igen. Han kunne ikke spise i ro og fred her. Ikke et sted hvor Mørket havde spioneret gennem en uskyldig drengs øjne.

Et smil over hendes ord brød straks ud i en drenget latter, da han så den røde farve sætte sig i hendes kinder. Han var ikke et sekund i tvivl om hvad hun mente, og hun havde helt ret. Selvfølgelig distraherede han, ikke kun når han forsøgte at snige sig udenom noget, men også af ren og skær morskab. Det blev da aldrig kedeligt at se Daphnie forsøge at være stædig, når han samtidig gjorde en masse for at gøre hende blød. Det var tilfredsstillende når det virkede. Men det betød ikke at han fandt det helt så tilfredsstillende, når hun brugte samme metode mod ham.
Det nyttede bare ikke at spille fornærmet. Hun ville måske ikke lade ham tro, at han kunne vinde, men skulle nok bevise det, at han kunne. Mest fordi han virkelig gerne ville vide hvad, hun nægtede at fortælle før.
Det lod dog ikke til at hans plan virkede. Han regnede med at hun ville give efter, men i stedet holdt hun irriterende fast i sin stædighed og begyndte at gå derfra.
”Okay!” Svarede han smilende tilbage og vinkede efter hende. Nej, han ville bestemt ikke lade hende vinde så let. Lige om lidt ville hun komme tilbage igen, det var han sikker på.


Lyden af fødder, der blev slæbt hen over jorden, blev langsomt højere. Det var uden tvivl ikke Daphnie, det vidste han, men alligevel blev han lidt muggen at se på, da det ikke var hende, der drejede om hjørnet. I stedet så han en gammel mand.
Jaris fulgte tavst med, som den fremmede nærmede sig og skulle lige til at placere en trøstende hånd mod hans skulder. Han var ikke forberedt på det paniske udbrud, men efter det lille gib, kunne han ikke lade være med at grine. Der gik ikke mange sekunder før den tynde papirhat blev placeret på hans hoved, og kun fordi han egentlig gerne ville se om den havde et formål, lod han det ske.
"Jeg tror ikke..." Han blev afbrudt af den fremmede, der nu forklarede hvorfor han mente, Daphnie var gået.
"Men..." Sjældent var Jaris så forvirret, at han ikke var klar over hvad, han skulle sige. Hans lettere mugne udtryk i ansigtet, var ændret til direkte konfusion. Uden at tænke alt for meget over det, tog han imod den ekstra hat og fulgte så den anden med blikket, da han gik derfra igen.
Hvad gik det der ud på?

Så snart den gamle var drejet om hjørnet, rejste Jaris sig op og skyndte sig efter Daphnie. Det tog ham ikke lang tid at indhente hende, man kunne næsten høre sukket, da han ikke stoppede op før hans brystkasse ramte hendes ryg.
"Daffe," hviskede han og lænede hovedet lidt ind over hendes skulder.
"Jeg er åbenbart blevet besat af Mørket. Hatten beskytter mig. Jeg har også en til dig og du kan få den, hvis du fortæller mig hvad, du ville tidligere." Han var ikke mindre forvirret over hvad der var foregået før, men det betød vel ikke, at han ikke kunne bruge den information til at forsøge, at afpresse Daphnie til at tale. Det kunne jo være, det virkede! Men det var måske mere ønsketænkning, end noget andet. Han havde bare ikke tålmodighed til at vente på, hun kom tilbage. Han fungerede ikke til at sidde og vente.

 Med den lille luren over skulderen, kunne Daphnie ikke se om Jaris lignede en der var ved at rejse sig, alt hun kunne se var at han i hvert fald stadig blev siddende. Et stædigt fnys forlod hendes læber da hun vendte blikket frem igen og hun rettede sig lidt op mens hun gik videre. Hun skulle nok vise ham, at hun kunne være mest stædig! 
 Daphnie skridt var næsten helt trampende som hun gik rundt om et hjørne og kom ud af Jaris synsfelt. Noget der gjorde hende holdning sank lidt sammen, og skridtene blev lidt tøvende som hun så sig over skulderen igen. Skulle hun alligevel gå tilbage til ham? Hvad hvis han ikke kunne finde hjem til hende igen? Blikket flakkede lidt rundt, inden hun så mod hjørnet hun var gået rundt om. 

 Ganske forsigtigt listede hun hen til hjørnet og stak hovedet lidt frem, så hun kunne se forbi det og hen på Jaris, tids nok til at se en gammel mand gå væk fra ham, og Jaris rejse sig om. Et halvkvalt lulle hvin forlod hendes læber, som hun gibbede kort i kroppen og skyndte at træde væk så lade som om hun hele tiden havde været ved at gå væk. 
 " Uh! " lød det lidt forskrækket fra Daphnie, da hun mærkede Jaris gå ind i hende. Hun stoppede op med at gå, og da Jaris hviskede hendes navn, holdt hun vejret lidt. Hårene rejste sig lidt i nakken og hendes hjerte hoppede et slag over. Det var ikke fair. 
 " Mmm.. " brummede hun kort som svar til navnet, inden hun lyttede til det han fortalte. Begge bryn løftede mens hun prøvede at holde en lille latter inde. 
 " Det er du sikkert også.. " svarede hun underholdt tilbage. Han var vel en dæmon? Daphnie drejede hovedet lidt til siden så hun kunne se på ham.
 " Og jeg tror jeg klare mig.  " Hurtigt begyndte hun så at gå videre. Hun ville ikke fortælle ham det, og det ville ikke komme bag på hende, hvis han inden længe ville begynde at bruge super uretfærdige tricks til at få hende til at sige det.  Og så skulle de ikke være hvor andre kunne se dem. Hun skulle jo giftes med Aksel. 

Burde han forsøge at se bare lidt fornærmet ud? Stod hun nu og sagde, at han faktisk var lidt ond? Det var ikke fordi det var løgn, han kunne vel godt være lidt skarp, men det var da ikke pænt at påpege det. Tilmed afviste hun også muligheden for at få den hat, som han ellers stod klar med til hende. Det var bare lidt som om, at den alt for hurtige plan han havde lagt, ikke fungerede helt som han havde håbet. Og selvom det selvfølgelig var forventet, for det var det hver gang Jaris gjorde noget lignende, så kunne man alligevel se en lille snert af skuffelse i hans øjne. Hvorfor ville hun ikke bare give op?!

Daphnie begyndte hurtigt at gå videre, men inden Jaris fulgte med, kunne man lige se ham gøre et lille, utålmodigt hop, som en lille dreng der overdrev et irriteret stamp i jorden ved at hoppe på stedet. Han fik da også et par fnis med på vejen af de folk, der passerede og nåede at se ham.
"Betyder det, at du faktisk helst vil undgå at skulle gå rundt med hatten? For så tvinger jeg dig til at have den på, hvis du ikke fortæller mig det." Nu blev han jo helt desperat, og det kunne da høres på hans lidt slatne forsøg, der kun var en direkte modsætning til det tidligere. Han måtte vel prøve sig frem.
I det samme, mens han sørgede for at følge efter lige bag hende, løftede han papirhatten op og rettede den mod hendes hoved. Hvis hun ikke ville ende med at have hatten på, måtte hun jo kæmpe imod. Og ellers måtte han selvfølgelig forsøge sig med andre metoder. Metoder der havde vist sig at virke før. Det var jo ikke hans omdømme der var på spil, når han fulgtes med Daphnie i offentligheden.

 Vinklen Daphnie havde hovedet i gjorde at hun ikke rigtig kunne se Jaris' ansigt ordenligt. Derfor så hun heller ikke rigtigt det skuffede blik. Især fordi hun egentlig også var hurtigt til at begynde at gå videre efter hendes ord. Det var dog ikke specielt svært at gætte sig til at han ikke lige frem var tilfreds med hende valg, som han hoppe-stampede i jorden bag hende. Daphnie prøvede at holde et fnis tilbage, men det gik ikke helt så godt. 

 Begge af de lidt pjuskede rynkede sig ved Jaris næste ord, som han fuldstændig skiftede taktik og hun lige skulle bruge et par sekunder til at omstille hjernen. Hendes gang blev lidt mere tøvende mens hun tænkte, inden hun så sig lidt over skulderen, tids nok til at se noget komme til angreb mod hendes hoved ud af øjenkrogen.
 " IH! " hvinede hun forskrækket og bukkede sig lidt, inden det gik op for hende det bare var hatten, og hun begyndte at grine lidt mens hun rettede sig op igen.
 " Du kan da bare give mig hatten på, så. Men så må det vel også være fordi der er noget ondskab jeg skal beskyttes for,  " drillede hun lidt, og lod blikket glide ned over Jaris. Så var der vel alligevel noget ondskab i ham, hun skulle beskyttes i mod. Et skævt smil spillede på hendes, inden hun med et lille hop i hendes gang, begyndte at små løbe væk mens hun fnes. Hun vidste ikke hvorfor, det virkede bare som det rigtige at gøre.

Det var dog utroligt, så svært hun skulle gøre det at blande sig. Hatten blev hurtigt placeret over hendes krøllede hår, og man kunne se det alt for tilfredse smil, der bredte sig over hans læber. Ikke kun fordi han fik lov, men fordi han ikke kunne lade være med at more sig lidt over det forskrækkede hvin, der lød fra hende. Nu var hun nødt til at give ham sin vilje!
Men endnu engang gik hans forhastede plan ikke, som han havde håbet. Hun var efterhånden blevet alt for god til at vide hvordan, hun skulle irritere ham. Det var frustrerende, endnu mere når han var vant til at få hvad, han ville have. Eller måske mere vant til bare at tage hvad, han ville have.

Det tilfredse smil forsvandt hurtigt igen, men ikke så meget grundet hans irritation over hendes måde at dreje udenom på. Hun havde vel ret.
"Det kan jeg ikke benægte," sagde han overvejende, men den tanke blev han hurtigt trukket ud af, da hun begyndte at småløbe afsted. Han fulgte straks efter, var næsten ved at falde over sine egne fødder, inden han løb op foran hende og stillede sig i vejen, klar til at flytte sig ind foran hende igen, hvis hun flyttede sig.
"Men du tror måske, at du skal beskyttes mod mig?" Spurgte han. Der var et lille varslende glimt i de orange øjne, da han lige så forsigtigt lagde en hånd mod hendes hofte og langsomt førte den om mod bagdelen. Hvis hun da overhovedet ville lade ham komme så langt, når de nu stod så offentligt. Han svarede mere eller mindre selv på sit spørgsmål. Hun havde ikke brug for beskyttelse fordi han var farlig, men fordi han var så villig til at lade deres hemmelighed slippe ud. Det var jo ikke fordi han ville såre hende. Han kunne bare ikke finde ud af at lade mulighederne for at drille, glide ud af hænderne, når de nu bød sig så let.

 De grønne øjne skævede op til papirs hatten som den blev placeret på hendes hoved, selvom hun egentlig ikke rigtig kunne se den for de vild krøller. Mundvigene krusede sig let op i et underholdt smil, inden hænderne løftede sig op til hatten og trak den lidt mere ned over krøllerne så den ikke bare lige blæste af. 

 Den ene hånd blev på papirs hatten da hun løb væk, så den blev siddende, og kort kiggede hun sig over skulderen for at se om Jaris fulgte efter hende. Det var lige tidsnok til at se ham næste snuble over hans egne fødder. Noget der fik en munter og glad latter frem over det buttede læber. 
 Blikket blev vendt frem igen, og ikke længe efter havde Jaris fået løbet sig om foran hende. Daphnie nåede lige tids nok at stoppe, så hun ikke løb ind i ham, og så op på ham. For et øjeblik var der ikke andre omkring dem end de to. Verden bestod kun af Jaris og Daphnie, og den unge kvinde glemte for en stund, hvordan hun burde opføre sig omkring Jaris. 
 Et livligt smil spillede på Daphnies læber ved Jaris ord, og hun lod tænderne synke lidt ned i underlæben. Hun synes ikke hun havde brug for beskyttelse. Ikke mod ham. Hånden mod hendes hofte fik hende til at stille sig op på tæer, og læne sig ind mod Jaris. Hænderne lagde sig mod hans brystkasse, og Daphnie lænede sig så meget frem mod hans høre hun kunne komme til. Det var selvfølgelig ikke nødvendigt for hende egentlig at have hovedet ved hans øre for at hviske - han ville kunne høre det, selv hvis hun blev stående, men det gav også bare noget ekstra til handlingen at læne sig mod hans øre. 
 " Det tror far i hvert fald.. Du må sige mig, om han har ret, " hviskede hun med et skævt smil på læberne, inden hun skubbede hårdt til hans brystkasse, så hun kunne skubbe ham væk fra sig, og gav sig til at lunte baglæns væk fra ham, med et legende og lettere udfordrende glimt i de grønne øjne, inden hun vendte sig rundt for at småløbe mod hjem igen. Det summede i hendes krop og hun var godt klar over hun glemte hvordan det burde være.

Han var egentlig overrasket. Lige så snart hånden lagde sig mod hende, havde han forventet at blive stoppet i at gøre mere. Måske endda blive skældt lidt ud, for at være så nærgående, når de stod midt på gaden. Der var ingen tvivl om at flere lagde mærke til den tæthed, der tydeligvis var mellem ham og Daphnie, og selvom ingen af dem lod til at kende hende, kunne man vel aldrig vide hvem, de ville sladre til. Om de overhovedet ville sladre.
Hun lænede sig endda endnu tættere, og selvom han nok burde være flink og trække sig lidt tilbage, gjorde han ikke. I stedet hjalp han lidt til og drejede hovedet en lille anelse til siden, da hun rykkede sig nærmere hans øre. En hurtig latter, kun udtrykt i lidt ekstra luft, forlod hans læber ved hendes ord. Han drejede hovedet tilbage, egentlig med intentionen om at drille videre, og lægge op til et kys, men så langt nåede han ikke. Daphnie fik skubbet hårdt nok til at han måtte træde et par skridt tilbage, for at genvinde balancen.
Med et let løftet øjenbryn, der med lethed afslørede at han ikke var færdig med hverken at drille eller blande sig, betragtede han Daphnie, som hun luntede baglæns med det udfordrende glimt i øjnene.
"Han tager måske ikke helt fejl," sagde han smilende og med et let skuldertræk. Han kunne sagtens være ondsindet, men ikke over for hende. Han var dog klar over hvilken måde hendes far mente det på, og lige på dét emne, havde han vist helt ret. Han ville jo aldrig lade Daphnie være.

Med en hånd lagt mod hatten for ikke at tabe den, løb han straks efter hende.
"Hvad med dig, Daffe? Tror du, han har ret?" Halvråbte han efter hende. Han gav hende dårligt tid til at svare, inden han løb direkte ind i hende, skubbede til hende, kun for at lægge begge arme omkring hendes talje med det samme. Det var ikke kun for at give hende et chok, og straks stoppe hende fra at skvatte forover. Øjeblikket efter, løftede han hende en smule fra jorden og svang hende rundt i en halv cirkel, før han endelig slap sit greb om hende igen.
Hvis nu hans drillerier lykkedes, kunne han formå at få plantet en svag følelse af panik hos Daphnie, der kun blev trukket lidt mere ud af den uventede svingtur.
"Eller føler du dig helt sikker, når jeg er i nærheden?" Han kunne dårligt holde et smil tilbage, som alligevel endte med at fylde hele ansigtet. Han grinede let, næsten helt tilfredst, før han vendte sig om og gik videre mod det lille hjem.

 Da Jaris gav hende - eller Albert, alt efter hvordan man så på det - ret, blev Daphnies smil lidt bredere. Et eller andet sted vidste de jo begge to godt, at Jaris ikke var andet end ballade for hende. Ballade hun bestemt ikke ville være foruden, men det ændrede ikke på at hendes far ikke var fan af ham. 
 
 Daphnie var allerede godt på vej væk, med en mild latter lydende hen over de buttede læber, da Jaris spurgte hvad hun tænkte. Hun skulle til at se sig over skulderen for at se hvor langt væk Jaris var, men idet hun fjernede opmærksomheden fra lige foran hende, mærkede hun et skub i ryggen. Panikken lagde sig med det samme over det fregnede ansigt, og et overrasket gisp pressede sig ud over læberne. Hjertet sprang et slag over som så hun døde i øjnene, klar til at hun skulle kollidere med jorden.
 Mødte med jorden skete dog aldrig, og i stedet blev hun grebet fat om, løftet op og drejet rundt. Noget der - da hun var kommet sig over chokket - fik at hvin over hendes læber. 
 " Jaris! " hvinede hun leende, mens hænderne der før havde været klar til at tage imod faldet, lagde sig ned mod Jaris arme, som et forsøg på at sikre sig han ikke tabte hende. Det hurtige skift fra at føle sig helt panisk til at føles sig underholdt, overrasket og måske en smule bange, sammen med følelsen af at være helt tæt på Jaris fik sommerfuglene til at gro sig store i maven på den lille, krølhårede kvinde. 
 Da Jaris satte hende ned, stod hun med et stort smil på læberne, let røde kinder og et hjerte der bankede hårdt og hurtigt. Selvom Jaris begyndte at gå videre, blev Daphnie stående og så efter ham. Forelsket og opslugt af det der lige var sket, var det først da et par lysende sommerfugle fangede hendes opmærksomhed. Som var de poppet ud af maven, og nu fløj rundt ved hendes sider. Forlegen over sin egen evne, viftede hun sommerfuglene væk med kinderne mere røde end før, inden hun skyndte sig op til Jaris.
 " Mmmh.. " mumlede hun tænkende, inden et skævt, drillende smil spillede på hendes læber.
 " Begge? " Hovedet lagde sig lidt på skrå som hun kiggede op på ham.

Der var ingen tvivl om at Jaris ville have moret sig gevaldigt meget mere, end han allerede gjorde, hvis han havde været i stand til at se udtrykket i Daphnies øjne, da hun i et kort sekund forberedte sig på at møde jorden med et slag. I stedet kunne han høre det lille hvin, der fint indikerede at pointen med hans spontane drilleri, var gået helt fint.
Et par skridt længere henne og Jaris nåede lige at dreje hovedet en anelse, for at se om Daphnie overhovedet fulgte med, inden han så hende skynde sig op ved hans side. Han løftede let det ene bryn, afventende en kær lille bemærkning, eller et direkte flabet svar. Måske det egentlig var en lille blanding af de to han fik i stedet, og det let skrånede hoved, fik smilet til at brede sig på ny.
"Ja okay, men det er jo kun slemt, når du ikke kan distrahere mig med.." Udtrykket i de orange øjne gik hurtigt fra morskab til noget man næsten skulle tro var panik. Han stoppede straks op og stak en søgende hånd i tasken, men da den ikke fandt posen, rettede han blikket mod Daphnie igen.
"... Småkager!" Afsluttede han endelig sin sætning, dog ikke lige med det formål.
"Bare fortsæt, jeg kommer tilbage lige om lidt. Det lover jeg!" Skyndte han sig at sige. Det tog ham ikke mange øjeblikke at småløbe tilbage ned af samme gade, de lige var kommet fra, og inden længe var han ude af syne. Han skulle bare lige hente småkagerne, han kunne da ikke komme hjem uden.

En lille smutvej gennem en af de smallere gader, blev hurtigt til en større labyrint for Jaris. Det var ikke anderledes denne gang. Først omkring det ene hjørne, så det næste, og så det næste. Tydeligvis i et lille område, hvor ikke mange gik igennem, for der var ikke et øje.
Alligevel havde han en underlig fornemmelse af at blive forfulgt, men hver gang han lige skimtede tilbage, kunne han intet se. Lige indtil han kunne. Et sidste kig tilbage om det forrige gadehjørne og han nåede kun lige at se en bredskuldret fyr smide noget i ansigtet på ham. Noget der lugtede en smule af... blod.
Det næste øjeblik lå Jaris på jorden, ude af stand til at bevæge sig og med en underlig følelse i kroppen. Det var som om den lette følelse af panik over at have glemt sine søde sager, meget hurtigt var blevet erstattet af en lidt varm, behagelig glæde.
Før han vidste af det, var den bredskuldrede fyr i gang med at bære ham væk.

Men han havde jo lovet at komme tilbage til Daphnie...

Det var hver muskel i den krølhårede piges krop, der måtte kæmpe imod ikke bare at omfavne dæmonen  og putte sig ind til ham da hun kom op til ham. Daphnie var nødt til at vente til de kom tilbage til det lille hjem, ind bag lukkede døre, hvor ingen kunne se deres uanstændige og upassende omgang med hinanden. I stedet hold Daphnie armene ned foran sig hvor de holdt den lille kurv med begge hænder.
 Mens de gik lyttede hun til hvad Jaris sagde, og et lille, skævt smil voksede sig frem over de buttede læber. Han pause i sætningen fik hende til at løfte et bryn, og se på ham. Hun skulle til at åbne munden for at færdiggøre sætningen da han stoppede op. Da det gik op for hende hvad problemet var, kunne hun ikke lade hver med at grine lidt over det. 

 " Som om du kan klare det på 'lige om lidt'.. " påpegede hun i en underholdt tone, som hun betragtede han vende om.
 " Bliv nu ikke for meget væk!  " kaldte hun efter ham, inden hun selv begyndte at gå igen. Hun have efterhånden flere gange oplevet hvor dårlig Jaris var til at finde vej, og det ville næsten være et mirakel hvis han ikke kom på afveje denne gang. 
 Tilbage i det lille hjem startede Daphnie med at gemme dagbogen der havde lagt på gulvet siden Jaris havde lagt den inden de var gået. Hun var dog hurtigt kommet hjem til at hvor end hun gemte den skulle han nok finde den, så hun endte bare med at lægge den ned i en skuffe i kommoden. 

 Længere og længere tid gik uden Jaris kom tilbage igen, og først var det ikke noget hun tænkte over, men som tiden gik blev hun alligevel mere og mere usikker, og hun tog sig selv i flere gange skæve lidt mod døren, mens hun overvejede om hun skulle gå ud og finde ham. Hver gang overtalte hun dog sig selv til at lade hver. Han var jo bare faret lidt vild, han skulle nok finde tilbage til hende. 
Ikke?