Mest passende ville have været at hun vendte sig op, gav ham bare lidt privatliv til at tørre efter. I stedet stod hun stik modsat og lod blikket glide ned mod silkekjolen. Ikke fordi det var synderligt ophidsende at se ham gøre sig selv ren, det havde nok været lige så usexet for ham da hun fjernede den klistrede masse. Det ændrede dog ikke på at han krop stadig var som mejslet i sten, og det kun var et spørgsmål om tid før han gemte den væk igen under tøjet.
Tungen løb langs de øverste tænders forside, mens hun blev en smule fjern i blikket. Latteren bragte hende ud af de tanker der havde spillet bag panden på hende, tanker der hvis de kunne høres højt var dybt syndige.
”Så en kvinde der kan sætte dig lidt på plads, ellers løber du om hjørner med hende?” Allerede nu, selvom han havde været ganske ærlig til at svare, var hun ikke i tvivl om at fik han chancen så ville han løbe om hjørner med en eventuel kone, hvis ikke hun var skarp nok til at opdage det eller måske bare opgav på forhånd. ”Eller mener du kun at du ønsker en ligeværdig kone? En der ikke kun er din partner i sengen og uden for sengen, fordi I er bundet af bånd?” Hun fulgte ham lidt med blikket da han trådte forbi hende. Det ene var jo ikke synonym for det andet, han kunne sagtes ønske kun det første, men det ville også betyde de aldrig ville blive ligeværdige.

Burde hun have brugt tiden på at iklæde sig, frem for at sidde og små længe sig ved åens kant, ja, men havde hun travlt med at klæde sig på, nej. De var jo kun dem og efter at være blevet taget på fersk gerning, og efterladt tilbage til at afslutte det der var startet. Henriette ville nok gøre sit for at ingen andre skulle søge deres vej, for det ville være lige så skamfuldt for hende som dem, hvis flere skulle opdage hendes bror dem.
Derfor valgte Meena i stedet for at begynde at dække sig til igen, med den røde kjole, hvis stof stadig ikke var fuldkommen tørt, men tørt nok til at det ville være tåleligt at have den på, at skridtede helt modsat, og derved nærmere Alfie.
Her blevet der taget plads ved siden af ham med fødderne dyppet ned i det lidt køligere vand ”Hmm, korrekt, men lad os nu se om det når at ændre sig, når din niece skal fortælle os om den bog.” Besvarede hun det delvise retoriske spørgsmål, med et gådefuldt smil.
Allerede nu havde han øget sine chancer betydeligt, men der var jo heller ikke den store grund til at puste alt for meget til hans ego. Det selvsikre smil fra ham afslørede så fint at det i forvejen var noget der var rigeligt af, men modsat mange andre kunne han bærer det.
Benene blev trukket op mod brystkassen, hvor armene lagde sig omkring knæene sammen med den ene kind hvilede imod. Sådan sad hun lidt og bare betragtede ham i at vaske underkjolen så ren det nu kunne lade sig gøre, men måtte dreje hovedet så hun i stedet sad med læberne presset mod det ene knæ. En handling der kun dæmpede det lille grin, men ikke så det ikke længere kunne høres. ”Det ville vidst også være lidt af en underdrivelse at påstå dig og din søsters smag i kvinder var ens..” Hvor mange gange havde hans søster mon revet håret ud på sig selv, var det måske det hun var i færd med lige nu? Tanken fik et mindre fnis frem til den forrige latter.
”Nu hvor jeg ved du ikke er fuldkommen håbløs, så ville svaret være ja, en smule jaloux.” Den ene arm slap knæene, kun for at holde en hånd op mod ham, hvor tommel- og pegefinger var skilt ad for at vise, hvor meget det ville dreje sig om. Mellemrummet mellem fingrene var hun så sandelig ikke særlig gavmild med. ”Man vil vel altid gerne have lidt af det de andre har eller kan få?” Hvordan han ville tolke de ord, stod ham frit for og ellers måtte han jo bede hende uddybe dem.

En kvinde der ikke kun var til pynt, men også kunne finde ud af at deltage i diverse samtaler, med egne meninger. Trods fyrstedatteren uden tvivl var køn, var det lige netop det indtryk han havde fået af hende. Hun havde flere gange vist ham, at hun turde at sige ham imod, hvis det blev nødvendigt, og denne gang var ingen undtagelse. Det tog hende ingen tid at finde ud af hvad han havde hentydet til, for selvom han helt bestemt ønskede en ligeværdig kone, skulle han ikke være foruden hendes evne til at sætte ham lidt på plads. Han var jo efterhånden lidt for god til at gøre præcis det modsatte af, hvad han var blevet bedt om.
”Jeg ønsker ikke at undertrykke min kommende hustru. Hvad jeg mener at have ret til at sige og gøre, har hun lige så meget ret til.” Dermed svarede han mere eller mindre direkte på, at han søgte en ligeværdig kone. ”Med det sagt skulle hun jo helst ikke give op med det samme, når hun tager imod udfordringen at få mig til at lytte efter.” Han skævede smilende mod hende, som han tydeligvis talte om netop den udfordring hun havde taget op tidligere, da hun tilbød at lære ham lige nøjagtig dét. Det var måske samtidig en lille advarsel om, at det ikke ville blive helt nemt og uden problemer.

Det gjorde helt sikkert ikke ham noget, at hun ikke brugte tid på at dække sig til igen. Det gav ham mulighed for lige at lade blikket glide ned over hendes krop en gang mere, som hun satte sig til rette ved hans side.
”Det lyder næsten som om du forventer, at jeg ikke opretholder mine gode chancer?” Smilet om hans læber og blikket han rettede op i hendes fortalte at det ikke var ment helt alvorligt, men han var nu alligevel nysgerrig på om det egentlig var tilfældet. Gik hun ud fra at han nok skulle nå at ødelægge lidt for sig selv hen ad vejen? Ikke at det ville være helt usandsynligt. Han var jo blot et simpelt menneske, der ikke kunne undgå at beg fejl en gang imellem.
I en latter over hendes ord vendte han sin opmærksomhed mod underkjolen igen. Den kunne efterhånden ikke blive mere ren, i hvert fald ikke på denne måde. I enighed rystede han let på hovedet. Der var langt fra hvilken type hans søster mente var et passende parti, til hvilken type han mente det samme om. Skulle hun have lov til at bestemme, ville han jo ende med en der mindede alt for meget om hende, og den tanke kunne han ikke lige håndtere. Han rynkede allerede lidt på næsen over det nu.
Silkekjolen blev foldet lidt dovent sammen, så han kunne tage ordentligt fat og vride det værste vand ud af den. Han sørgede lige for at spænde lidt ekstra til i armene, udelukkende kun for at gøre sig lidt til over for hende. Et nyt smil viste sig om hans læber, som han lige løftede det ene øjenbryn let og drejede hele overkroppen mod hende, men stadig blev siddende i samme stilling. ’Man vil altid have lidt af det de andre har eller kan få’.
”Du antyder måske, at jeg ikke ville være en helt tosset mand at ægte?” Mon det var hvad hun mente med de ord? Det var vel kun i orden at han spurgte, når han også havde delt hvad han ledte efter i en kone. Selvfølgelig var han nysgerrig på hvad hun mon ønskede i en ægtemand.

Et påtaget lumsk smil trak i mundvigene, der kunne tages for at være den ægtevare, hvis ikke det havde været fordi nysgerrigheden glimtede i hendes øjne ”Alt hvad du siger og gør?” Trykket blev lagt lidt tungere på alt, som hun udfordrerne stak lidt til ham, om han nu også mente det sådan helt oprigtigt, om det faktisk var alt og ikke bare det meste med enkelte undtagelser.
De sad ikke så tæt at deres hud rørte mod hinanden, men det var heller ikke fordi hun havde valgt at holde en større afstand mellem dem, end at hun med lethed kunne lade blikket glide ned over ham og få det hele med, men samtidigt tæt nok til at lænede hun sig bare lidt mod ham, ville hun kunne puffe til ham uden problemer, hvis hun ønskede det.
”Så må hun jo hellere benytte sig af lidt kvindelist, hvis opgaven skulle vise sig at være noget nær umulig.” Svarede hun med et selvsikkert smil, men også uden at skubbe udfordringen væk, selvom det ville have været en gylden mulighed for at trække i land, give ophidselsens eftervirkninger skylden for havde fået hende til at tage udfordringen op, men den lille mørklødet kvinde var ganske overbevist om, at nok skulle lykkes hende, det ville måske ikke være i første omgang, men det ville komme. Det var ganske enkelt bare et spørgsmål om at kende sin ’modstander’ godt nok.

”Nej, jeg regner med at du højner dine gode chancer.” Rettede hun uden den mindste tøven på ham, frarøve ham en hver mulighed for at slække det mindste. Denne gang var det ham der fik en udfordring skubbet mod hans banehalvdel, men ville han tage imod den?
Det for var ganske tydeligt at hun forventede han ville gribe den, for hvis ikke ville hun heller ikke tøve det mindste med at rejse sig, klæde sig på og takke af for denne gang. Derfor endte hun også med at kigge på ham med let hævet øjenbryn, som et usagt ’du vil måske byde mig mindre?’.

Blikket vandrede herefter videre mod de spændte bicepser, for når nu han selv sad og spændte lidt unødvendigt op, bare for at vride underkjolen fri fra åens vand, så ville det jo være en skam og yderst uhøfligt ikke lige at tage dem i nærmere øjesyn.
Armen hun havde løftet, var efterfølgende blevet lukket omkring knæene igen. Her fik den ikke lov til at være særligt længe. Kinden blev løftet fra dens støtte mod de bukkede knæ, da hun løftede hovedet, armene slap knæene som benene på ny blev strækket ud. Hånden tættest ham placerede sig med håndfladen ned i jorden på stykket mellem dem, mens hun rykkede på sig til hun sad på knæ lænet frem mod ham.
Den anden hånd rakte op og greb ham omkring hagen ”Hvad jeg antyder er…” Begyndte hun mens hendes ansigt nærmede sig hans, læggende an til et kys, mens hun forsatte med blikket sænket til læberne. ”.. At du måske…” Taget om hagen slap, men kun for at bevæge sig ned over de to tynde fletninger. ”.. Måske er en ganske passende kandidat til en ægtemand.” De sidste ord blev sagt, mens hun grev fat om den stadig fugtige underkjole og lænede sig tilbage, som havde hun aldrig lige været lænet frem mod ham.
I stedet lod hun sig læne tilbage, til hun lå lige så lang hun var, med fødderne igen dyppet i det klare vand, underkjolen lagt mod maven i en lille klump, med hånden dovent hen over. Modsatte arm lagde sig med underarmen over øjnene. Ikke længe efter lød der et lille fnis og hun løftede armen over øjnene lidt, så hun kunne kigge op på ham ”Men det egentlige spørgsmål er, ville jeg ende med at kede mig sammen med dig? Indtil nu skuffer du ikke, men hvad med når det bliver dagligdag og jeg har født dig to skønne børn?”.

Selvfølgelig skulle han da ikke slippe for at svare på dét, om han nu også mente hvad han sagde, eller om han egentlig bare havde talt over sig, uden lige at tænke over det. Det ville ikke have været usandsynligt. Han kunne jo ikke komme udenom at han sagtens ville kunne være distraheret i sine meninger, ikke kun fordi han var i selskab med en ung kvinde, som rent faktisk kunne udfordre ham, men også fordi hun lige havde sørget for at stille hans lyster på en yderst tilfredsstillende måde. Havde det været for tyve år siden, ville han stadig ikke være i stand til at sætte nok ord sammen til at lave en forståelig sætning, men det var han heldigvis blevet bedre til med årene.
Han smilede svagt, men selvsikkert nok til at lade det være et svar. Alt. Det blev lige understreget med et let løft i det ene bryn, som han lige så godt kunne have gjort med et solidt ’ja’. Kun på den måde kunne han vel også sikre sig, at en kommende hustru kunne give lidt gnist i hverdagen, både godt og ondt.
”Ikke helt umulig. Men kvindelist er vel aldrig et dårligt kneb.” Det handlede vist ikke kun om at få ham til at lytte, da hans blik hurtigt fik afsløret at han da gerne ville udsættes for hendes kvindelist af andre årsager. Hun havde vist nogle af sine talenter, men han kunne da ikke undgå at være nysgerrig om hvad hun ellers kunne byde på.

Alfie gik ind i det meste uden at tøve den mindste smule, og måske de fleste gange med mere selvtillid end man ville forvente. Han var bestemt ikke bange for at tage en udfordring op, heller ikke denne gang, selvom det måske var meget at bede om, fra et simpelt menneske. Enhver kunne vel stadig fejle, trods et ordentligt forsøg på at gøre alt rigtigt. Men han kunne da se at hun forventede ham til at være lige så modig som hende selv, når hun nu havde taget imod en udfordring der bestemt ikke ville blive let, så måtte han vel også gøre sit.
”Godt. Jeg havde ikke tænkt mig andet.” Nej, han ville ikke byde hende mindre, i hvert fald ikke med vilje.
Det kunne efterhånden ikke undgås at blive en anelse generende, at blive siddende i samme, sammenkrøllede stilling. Som hun fik rykket på sig, rettede han sig lige til og satte det ene knæ mod jorden. Det gav ham mulighed for at rette ryggen lidt, men som han mærkede hendes fingre omkring hagen, lagde han også det andet knæ ned som støtte. I et øjeblik så han ikke ud til at lytte meget efter, da hans blik hurtigt dalede til hendes fyldige læber, der lige så stille nærmede sig. Først da hun slap, rettede han blikket op i hendes og smilede næsten helt tilfredst. Han havde uden tvivl hørt efter alligevel, og var heller ikke blevet skuffet over hendes ord. Han ville have lænet sig det sidste stykke mod hende, gøre mere end bare at lægge an til et kys, men han nåede kun til tanken og ikke længere, da hun snuppede kjolen fra ham og lænede sig tilbage. Han kunne have givet hende det samme kompliment, give udtryk for at han også fandt hende som et passende parti indtil videre, men så flink var han ikke.

Blikket dalede igen, denne gang ikke kun til læberne, men hele vejen ned over den nøgne krop, som så fint blev lagt til skue, da hun lagde sig. Han flyttede med, så han kom tæt nok til at hun ville kunne mærke et knæ mod hoften, og så satte han sig bedre til rette. Et ben bøjet så undersiden af foden lå mod inderlåret, og det andet ben stukket i vandet. Et smil gled over i en let latter. Han var udmærket klar over hvilket slags svar hun ventede, men nu hvor hun alligevel snakkede som om han havde været på knæ, kunne han vel lige så godt udnytte det.
Han rakte en hånd frem mod kjolen og skubbede den hen over hendes mave, til den til sidst skvattede ned på jorden ved siden af. Med blid hånd tog han fat i hendes, og hvis hun lod ham, ville han trække hende lige så forsigtigt op at sidde, så han selv kunne lægge an til et kys.
”Når du en dag har født mig to skønne børn?” Den lette latter lå stadig under ordene, men kunne på ingen måde tolkes negativt. ”Du spilder da bestemt ikke tiden med ligegyldige overvejelser. Med den fart ender det vel med at jeg må gå på knæ inden du rejser igen.” Han vidste, at han ikke ville slippe for at svare ordentligt i sidste ende, så inden han gav hende mulighed for at sige meget, lagde han den frie hånd mod hendes side, som om han ikke ville andet end at røre.
”Jeg undskylder på forhånd, men betragt det som mit løfte på, at du aldrig kommer til at kede dig hos mig,” sagde han, lige inden han slap hendes hånd og skubbede til mod hendes side, for at få hende til at skvatte i vandet en gang mere.

Nok forlod ord aldrig hans læber, men alligevel fik hun et ganske klart svar på sit spørgsmål. Han havde ikke bare fået talt over sig, han havde faktisk ment sit det når han sagde alt, og selvom alt var ganske uhåndgribeligt og kunne dække, ja alt, så havde den fyrstedatteren en ganske god ide om, hvad det lige netop dækkede over.
En ide som burde havde fået hende til at rejse sig omgående og med klar stemme irettesætte ham. Fortælle hvor forkert det var af ham at forvente frie tøjler i et ægteskab, og at et ægteskab med hende ville betyde fuldkommen monogami.
I stedet viste hun sig kun endnu en gang som en atypisk adelsfrøken, som det i stedet fik hende til at lade hoved glide let på sned, mens underlæben overvejende blev suget ind mellem tænderne, tydeligvis ikke særlig skræmt ved tanken om hvad alt kunne dække over.
Tænderne slap deres fængslende tag i underlæben, som tittede frem med sin vanlige fylde, mens mundvigene trak sig op ad til et smil ikke bare prydet hendes læber, men også havde sat sig i de brune øjne. Han skulle nu nok komme til at opleve kvindelist på mere end en måde, skulle hendes ophold her føre mere med sig.

Der var ikke på noget tidspunkt, selvom det kunne fremstå sådan, at Meena forventede at alt Alfie ikke ville fejle en eneste gang. Han var trods alt ligesom hende selv ikke andet end et simpelt menneske, det lå trods alt til mennesket at være uperfekt. Det der betød noget for hende var hvor umage den ældre Isenwald gjorde sig, for forsat at fremstå som et godt parti, i stedet for at lade stå til. En indsats betød trods alt indirekte at han anså hende for et mindst lige så passende parti til en kone.
Hvad der var forventeligt ville være at han ville smide et matchende kompliment tilbage mod hende, men i stedet var alt hun fik et smil.
Havde det ikke været fordi den lille brune krop var fyldt med både selvsikkerhed og selvtillid, så havde det nok plantet et frø af usikkerhed om hans nu også fandt hende passende, trods de i forvejen mange andre små ting der havde bekræftet stik modsatte. Der skulle mere til at hyle den unge Kazimi ud af den.

Armen der havde ligget dækkende for øjnene, flyttede sig så den i stedet lå, let bukket, i græsset hen over hovedet på hende, mens hun lå og ganske åbenlyst så ham an, som han valgte at skubbe underkjolen ned fra den nøgne mave. Hun lod ham herefter hive hende op at sidde, mens blikket sænkede sig til hans mund.
”Beklager, men du er jo heller ikke helt ung længere, så der må jo smedes mens jernet af varm.” Lød det flabet fra hende, med et drillende glimt der satte sig i blikket på hende, da det blev løftet fra hans læber og op til de grønne øjne. Det var måske en farlig kommentar at komme med, men mavefornemmelsen fortalte, at Alfie næppe var manden til at blive fornærmet eller direkte vred over sådan en spøgefuld kommentar.
Uden det mindste antræk forinden, som kunne have advaret prinsessen om hvilket planer den mørkhåret mand foran hende, havde lagt, blev hans ord efterfulgt af et skub i hendes side, med et eneste mål at sende hende i vandet endnu en gang. Et overrasket hvin slap, før det kølige vand plaskede omkring den petite skikkelse ”Alfie!” kom det små skingret fra hende, stærkt efterfulgt af en latter der afslørende gjorde det tydeligt at hun ikke tog turen i åen særlig tungt.

Den lille snert af lettelse kunne ikke ses i den modne mands skæggede ansigt, men om ikke andet så sad den der. Han havde før valgt at være så åben, fortælle en mulig kommende hustru præcis det samme, med den samme undertone, der ikke gjorde det svært at gætte hvad alt dækkede over. Den eneste forskel fra denne gang var, at han havde valgt at sige det meget hurtigere end nogle af gangene før. Han burde have forventet samme reaktion, som han havde fået hver eneste gang. At han havde fået at vide hvor upassende det var at forvente så frie tøjler i et ægteskab. Kun få kvinder havde givet ham en chance mere efter den oplysning, men langt de fleste var gået med det samme. Dog ikke uden lige at informere hans søster om hvad der var foregået først, og hver gang havde Alfie fået den samme tale, som hun forsøgte at opdrage lidt på sin ældre bror, der aldrig havde fundet ud af at høre efter alligevel. Men det var bestemt ikke sådan det skulle gå denne gang, og så åben hans gæst havde været for meget andet, kom det egentlig ikke bag på ham, at hun heller ikke fandt det helt så upassende, som de begge nok burde gøre.

Måske hans selvfede attitude ville bide ham i den perfekte bagdel senere, nu hvor han mere eller mindre havde lovet ikke at fejle det mindste. De vidste vel begge at det selvfølgelig var muligt, men han skulle da nok gøre sit for ikke at sætte sig i skyggen af et dårligt lys. Der var kun plads til at begå fejl når han var sig selv og ingen kunne se det.
Der skulle ikke meget til at fornærme Alfie, få ham til at mene, at han var blevet gjort uret, og at han dermed havde ret til at være direkte ond når han talte. Men der var måder at få det frem, og en kommentar om hans ikke helt unge alder, var ikke en af de måder. Det var med en let morende latter over de ord, at han skubbede hende i åen ikke længe efter. En latter der kun tog mere til, som han lige rettede sig til, så begge ben nu stak ud over kanten og han sad med fronten rettet mod hende, da hendes skingre stemme udbrød hans navn.
”Okay, jeg tager det tilbage. Med den kommentar er det ikke længere mit løfte, men din straf for at kalde mig gammel.” Der lå et tykt lag af morskab i hans ord, som blev sagt med et passende smil om hans læber, og det indikerede tydeligt at han ikke mente det. Han lænede sig frem, så han kunne hvile albuerne mod lårene og komme lidt tættere på hende, men uden selv at hoppe i vandet. Et drillende glimt spillede stadig i de grønne øjne, men blev halvt erstattet med noget udfordrende.
”Men så kom. Lad mig se dig smede mens jernet er varmt.” Tonen kunne antyde at han mente de ord lettere perverst, men glimtet i hans øjne antydede at de skulle forstås som en udfordring til at hun skulle tage hævn for hans skub, der fik hende til at ende i åen igen. Det var med fuldt overlæg at formulere sig sådan, da han gerne ville se hvilken vej hun ville vælge at gå, om hun måske endda ville dreje ned ad en tredje, som han ikke havde lagt op til.

Helt som Hun havde haft forventningen om, så tog Alfie Isenwald kommentaren om hans alder med ophøjet ro. Naturligvis lod han ikke noget så trivielt vægte på de bredeskuldre, men det kunne også til dels være af født af, at den ikke ligefrem lod til at gå fyrstedatteren synderligt meget på heller.
14 år ikke en urimelig aldersforskel, der var par at finde i Krystallandet, hvor aldersforskellen var langt mere gabende; som hendes egen fader og hans nyeste kone med deres 29 år imellem dem.
Desuden havde den yngre kvinde jo allerede nu nydt godt af den tidligere arvings erfaringer, erfaringer der næppe havde været de samme, havde han været tættere hendes egen alder. For ikke at benævne den selvsikkerhed og vigtigst den hvilen i sig selv, som strålede fra den skæggede mand, det var ikke noget man fandt hos mange af de yngre adelsmænd.

Retfærdighedsgørelsen hvorfor han sendte hende retur ned i åens vand, ændrede sig, men det lod ikke til det ændrede på hendes latter. Fingrene på den ene hånd samlede sig mod hinanden i en let bøjet til en lille ’skål’, før hun i en hurtig armbevægelse lod hånden bevæge sig lige under vandets overflade, så det blev sprøjtet op imod hans siddende skikkelse med et ”Nå nå.” Latteren gled naturligt ud, men den forsvandt aldrig helt fra de mørke øjne. Ændringen i hans grønne fra det drillende til det mere udfordrende, gik ikke ubemærket hendes næse forbi. Ikke længe efter blev det efterfulgt af hans ord, ord der afslørede hvorfor noget udfordrende havde spillet i hans blik.
Indtil nu havde hun siddet med den ene arm stukket ud bag sig, benene let bøjet op så kun baller, den ene håndflade og fødderne var i kontakt med åens bund. Med tungespidsen løbende legende hen over kanten af de øverste tænder, fik hun rejst sig op og med målrettede skridt trådt helt hen til åens kant, hvor Alfies fødder var dybet i det klare vand.
Her droppede hun ned på knæ og som en løvinde der nærmede sig sit bytte, flyttede hun sig indtil hun sad mellem benene, her fra lænede Meena sig nærmere Alfie’s ansigt med hendes eget, men i stedet for at lægge an til at kys, søgte hendes mund til siden af halsen.
Den varme fugtige tunge banede vejen op mod øret i samme side, hvor tænderne satte sig markerende i kanten. Hviskende i den mest kælende tone hun kunne præstere, næsten spandt hun sine ord ind i hans øregang ”Det ville du vel rigtig nok sætte pris på?”. Hænderne der havde, hvis han havde tilladt det, skubbet hans albuer væk, forsatte deres færden over de muskuløse lår og videre op over hans nøgne hud, til de vandrede ud og greb ham om begge håndled. Tillod han det ville hun lades som om planen var at føre hans hænder til de lidt bredere hofter, kun for i sidste ende i et kraftfuldt træk, at forsøge på at hive ham mod vandet.

Hun blev præsenteret for sin straf og valgte hurtigt at svare igen, som et sprøjt af vand blev rettet mod ham. Af ren refleks løftede han en hånd som et lille skjold, men det viste sig ikke at være nødvendigt, for vandet kom ikke højere end til lårene, der ellers lige var blevet tørre efter deres tidligere tur i åen. Der lød en let latter fra ham, da han lod hånden sænke sig igen. Med hendes stærke vilje, som han allerede havde set masser af, ville han næsten have forventet mere end lidt vand, men han var ikke i tvivl om at han nok skulle komme til at se langt mere senere. Måske han allerede fik lov til det samme, når hun skulle tage stilling til hvilken vej hun ville dreje hans diskrete udfordring. Som hun hurtigt kom nærmere, faldt på knæ og rykket sig ind mellem hans ben, var han da også rimelig sikker på hvilken vej hun havde valgt.

Uden den mindste modstand lod han hende overtage pladsen mod hans lår med hænderne. Han kunne da ikke lægge skjul på, at han nød at have hende så tæt på, og endnu mere når hun kælede sådan for ham. Det kunne han helt bestemt godt vænne sig til.
”Jeg ville da ikke klage,” hviskede han, efterfulgt af et let nydende suk over hendes berøring. Man kunne næsten tro at han ligefrem havde håbet, at hun ville gøre som hun gjorde nu. Hun udnyttede hans midlertidige naivitet helt perfekt, for han lod hende i god tro føre hans hænder mod de pæne, brede hofter, hvor han helt bestemt var klar til at rage frit. Man kunne tydeligt fornemme de ivrige fingre, som de kom tættere på hendes bløde hud.
”Oh!” Det kraftfulde træk kom uden tvivl bag på ham. Han fik overbalance, væltede ind i hende og skubbede hende tilbage. Han nåede at tage fra med begge hænder mod bunden, inden han landede oven på hende. I stedet havnede han hen over hende på alle fire, og så kom latteren. Det var vist heldigt at vandet ikke var dybere.
”Der kan du bare se. Vi kommer da aldrig til at kede os.” Han var ikke i tvivl om at de ville få det godt sammen, skulle de ende med at indlede et forhold. Han var til gengæld også sikker på at begge deres fyldige personligheder kunne ende i højtråbende diskussioner. Var det underligt at han egentlig også så frem til dem?
”Men tro ikke at jeg falder så let for din kvindelist næste gang.” Lige nu måtte han vel indrømme at hun havde vundet. Det var da ikke let at trække sig, når man var sikker på at få lov til at røre lidt mere, men nu var han klar over hvilke feje kneb hun kunne finde på at bruge. Han fjernede sig ikke fra hende, men blev stående på alle fire hen over hende. Det var et ubevidst forsøg på at virke lidt dominerende, for nu bestemte han hvornår hun måtte rejse sig igen.

Sandsynligheden for at han holdt sig bare en sund lille portion af skeptisk, som fyrstedatteren tog plads mellem hans ben, når nu han lige havde sendt hende i vandet, var en mulighed. Det blev dog hurtigt klart at det på ingen måde forholdt sig sådan. Nøjagtigt som det var blevet planlagt inde bag den brune pande, faldt han i med begge ben som hun snoede ham tættere om sin lille finger.
Hun kunne tydeligt mærke fingrenes ivrer, allerede inden de havde rørt den bløde hud de havde kurs imod. Hvem kunne også betænke ham i den ivrer? Hun ville jo ikke have været et hak bedre selv, havde det været ham der førte hendes hænder.
Der var noget helt særligt over at føle sig begæret, at mærke hvordan en anden person lod sig styre af en indre drift og lyst efter en selv. Det gav et kildende sug i maven, som gled over i en varmen startende i underlivet og førte straks skamløst tænkerne i mere letfærdige baner.

Med placeringen mellem foran ham, mellem hans ben, så var det uundgåeligt, at hun ikke også ville ende i åen, sammen med ham. Ikke at det betød det store, for det sidste vand var endnu ikke tørret helt ind på den nøgne krop, fra den sidste tur i vandet. Til forskel fra de forrige gange var Meena denne gang forberedt, men som første gang de begge var endt i åens vand, var der en del af hende som stolede på at Alfie også denne gang reagerede hurtigt. I faldet havde hun sluppet hans hænder, så de var frie til at tage fra med.
Fanget mellem hans arme og ben, lå hun og bare betragtede den grinene mand hen over sig. Tog åbenlyst hvert et træk i hans ansigt ind, hvordan øjnene smallede sig under hans latter, skægfletningerne der bevægede sig i takt, til den rysten grinet naturligt førte med sig og for første gang, helt oprigtigt tog hun sig selv i at forstille sig at vågne op hver dag til hans skæggede ansigt. Var han virkelig manden som kunne hende alt hvad hun hungrede efter? Frihed, medbestemmelse, intimitet, modspil og venskab…
Nej de ville aldrig komme til at kede sig sammen, det var hun ganske sikker på.
Albuerne blev presset mod åens bund, mens hun løftede overkroppen lidt så hendes ansigt kom nærmere hans, med skægget kildende mod hagen. Tillod han det ville hun nappe legende i hans underlæbe, trække lidt ud i den før hun selvsikkert svarede tilbage ”Lad os nu se, jeg tror nu nok du skal falde for den igen, også lige så let.”.
Forelsker havde altid faldet hende let, men de havde altid alle sammen været så flygtige og aldrig vedvarende, men dette føltes anderledes. Om det var forelskelse, var hun endnu ikke sikker på, men hvad hun var sikker på, var at hun virkelig ville gøre sit til at lære denne Markus Alfie Isenwald at kende, inden hendes afrejse.
”Selvom jeg nyder at have dig hen over mig, så burde vi virkelig finde tilbage?” lød det små sukkende, tydeligvis ikke helt tilfreds med tanken. Fornuften måtte vel også sejre på et tidspunkt? Ikke at hun ville tale ham fra at blive, hvis ikke han meldte sig enig i fornuften.

Han burde have set det komme. De havde ikke kendt hinanden længe, men hun havde da flere gange vist hvor selvstændig en kvinde hun var, så hvorfor skulle han ikke regne med at hun ville hævne sig. Men at have tabt den leg til hende, var ikke noget han bed sig fast i. Med sine pæne former og effektive måde at forføre, havde han vist ikke haft meget af en chance i øjeblikket. Men man kunne da heller ikke klage, når man blev kvindelistet af en ung, smuk dame, for ikke desto mindre havde han da fået lov til at være tæt med hende.
Det legende nap i hans underlæbe havde været svar nok. Allerede der var han jo klar over, at det langt fra var sidste gang, han faldt for hendes kneb. Selvom han da ville gøre et forsøg på at se igennem det, var det vel alligevel det, han havde håbet.
”Pas på, Prinsesse. Din selvsikkerhed får dig til at være kæphøj,” sagde han og lo let. Han kunne lige så godt have sagt, at hun ville ende med at tabe på den måde. Han kunne lide det. Det var en leg han hellere end gerne ville deltage i, hun skulle da ikke tro at han ikke ville give igen på samme måde.

Trods smilet stadig forblev på hans læber, kunne man se en snert af skuffelse i de grønne øjne. Han kunne sagtens blive lidt endnu, lige hér, hen over hende, hvor han kunne betragte det kønne, mørke ansigt. Han svarede ikke med det samme, men trak tiden lidt ud, som han lige så stille førte den ene hånd hen til den hofte, han blev snydt for at røre før. Derfra strøg han de ivrige fingre hen over huden, op over hele hendes side, hen over den besmykkede brystvorte og videre op over halsen. Til sidst tog han lidt bestemt fat om hendes kæbe, men ikke hårdere, end at hun ville kunne trække sig fri fra hans greb, hvis hun ville.
”Du har nok ret,” sagde han lavt, næsten hviskende, inden han lænede sig lidt længere ned over hende og lod deres læber mødes, hvis hun da ikke havde tænkt sig at stoppe ham.

Om han var ved at falde for hende og blive forelsket? Nej. Men han var uden tvivl tiltrukket, ikke kun af hendes udseende, men af hele hendes person. Det modspil hun kunne give ham, både fysisk og verbalt, at hun ikke ville finde sig i hvad som helst, bare fordi han var en mand. Han havde ikke lyst til at give slip på hende, han havde ikke lyst til at give hende chancen for at gå. Hun havde gjort ham alt for nysgerrig. Men mon ikke de havde ladet hans søster lide længe nok nu. Guderne måtte vide hvilke urene tanker hun havde tænkt om dem, lige siden hun havde set dem tidligere. Noget han uden tvivl ville komme til at høre for, lige så snart Meena var taget hjem igen.
Han trak hånden til sig, men ikke før han lige havde strøget den ned over det ene bryst en gang mere, og derfra tog det ham ikke mange øjeblikke at komme på benene. Han trådte lige et skridt til siden, så han ikke stod hen over hende, og så rakte han en hånd ned mod hende, for at hjælpe hende op. Hun ville ikke engang selv skulle bruge kræfter, når han trak hende op af stå.
”Jeg håber du er forberedt på at blive stirret på af hele tjenestestaben. De har uden tvivl alle sammen hørt det nu.” Han måtte vel hellere advare hende, selvom det næppe kunne komme bag på hende. Sladderen gik vel blandt alle tjenestefolk, ikke kun dem i hans hus.

Der var ikke nogen tvivl om at var de selvsamme ord kommet fra så mange andre, ville de have sat en irritation til at gro i krop og sind på fyrste datteren, men Alfie slap afsted med det og efterlod kun en moret følelse hos hende, smittet af hans latter der fjernede det negative ordene ellers kunne have holdt på ”Mhm, jeg er nu ganske sikker på du intet har imod min selvsikkerhed.” det var ikke et spørgsmål som behøvede svar, om end han da gerne måtte besvare det, fandt han det passende. Hvad han aldrig hørte, var den tanke der straks fulgte hendes ord; at hun heller ikke have det mindste imod hans selvsikkerhed. Overbevist om at den selvsikkerhed de begge besad, også spillede ind i den drejning deres første møde havde taget.

Han gjorde det i den grad svære at holde fast i fornuftens stemme, for hver ny centimeter hans hånd strøg over, blev den mere og mere spinkel og fristelsen til at blive liggende hvor de var, langt mere kraftfuld. Måden hun trak vejret, blev lidt tungere, lidt dybere og en nydende lyd kunne høres.
Hun havde forventet at han slap sit tag, trække sig op og væk så også hun kunne komme på benene. I stedet for fik hun noget meget bedre, et kys.
Uden at trække sig fra hans læber, flyttede hun sin vægt på den ene underarm, så den anden kunne komme fri til at rækkes op og lægge sig mod hans kind, nær øret. Med tommelfingeren strygende mod toppen af kinden i starten af kysset, ligesom den skulle til at bevæge sig videre om til nakken, trak han sig og brød kysset. Øjnene der havde nået at glide i åbnede sig først igen da hun kunne mærke, hvordan hans skikkelse forsvandt fra hendes, men ikke før end han en sidste gang havde prikket til hende med sin berøring ”Du er en fej mand Alfie Isenwald.” sukkede hun ud, før hun tog imod den hjælpende hånd, naturligvis uden at mene sine ord. Som havde hun været let som en fjer hev han hende op, og blev på ny mindet om at den muskuløse krop ikke bare var til pynt.
En grimasse som blev hun forpint alene ved hans ord, trak sig over det mørke ansigt ”Åh, jeg havde ellers lige lykkeligt glemt din søster ikke alene dukkede op, men også at hun havde et helt følge med sig.” det forpinte blev fjernet af det smil der spillede på læberne.
Den bordeaux røde kjole var efterhånden blevet ret så tør, efter at have hængt over en af grenene på oliventræet, kun enkelte steder var stoffet svagt fugtigt. Ikke at det gjorde den store forskel som den endnu fugtige underkjole blev trukket på først.
Så snart de begge var anstændigt påklædt, gik turen tilbage til hovedhuset, hvor de ganske som Alfie havde forudset blev mødt af skjult stirrende blikke, fra både tjenestefolk og vagter de passerede.

Den tydelige selvsikkerhed blev næsten kun understreget mere af hendes ord. De havde kendt hinanden i mindre end en halv dag, og hun var allerede overbevist om at hun havde regnet ham ud. Det var vel heller ikke helt skævt. Han var trods alt stadig ikke andet end en simpel mand, og hun var uden tvivl en utrolig tiltrækkende kvinde, der vidste hvordan hun skulle udnytte det. Han var slet ikke så kompliceret, som han gerne ville have de fleste til at tro, og helt bestemt også havde gjort en indsats for at få de fleste andre kvinder til at tro. Det var vel lettere at åbne op for en, som ikke bed sig fast i de mange, mange dårlige rygter. Smilet om hans læber og stilheden var vel kun bekræftelse i at han gav hende ret.
Sådan som hun tog imod hans berøring og kys, var det fristende at lade fornuften flyde væk med den lette strøm i åens vand. Han var vant til dømmende blikke og kommentarer, og ikke kun fra sin søster, men det var da rart at slippe for dem en gang imellem. Han var dog klar over at det kun ville blive værre, jo længere han valgte at trække tiden ud her. Med en let latter trak han let på skuldrende. Ja, han var en fej mand.

”Beklager at jeg måtte være den der mindede dig om det.” Han kunne ikke undgå at se grimassen i hendes ansigt, som havde han formået at bringe stikkende smerte frem, men han kunne ikke selv lade være med at morer sig lidt. Det var næppe et sådant syn den lille gruppe havde forventet at se, da de forlod huset med Henriette.
I modsætning til hendes kjole, var hans egne klæder, der ikke var blevet hængt op, stadig rimelig våde. Både bukser og skjorte sad tæt til kroppen og på hele turen tilbage til huset efterlod han et lille spor af vanddråber på jorden.

-----------------------------------

Med Prinsessens fine besøg var der gjort stort ud af både bordopdækning, mad og drikke. Foruden de syv slags tilbehør, blev der serveret det fineste kød fra en hjort, som Alfie selv havde sørget for at bringe hjem fra en af sine jagter. Tre forskellige slags drikke var sat på bordet, deriblandt en af de dyreste vine man kunne få i Medanien.
Middagen gik som Alfie havde forventet. Han og Meena blev placeret langt fra hinanden og næsten hver gang han talte, blev han uhøfligt afbrudt af sin søster. Specielt når han valgte at rette en kommentar mod deres gæst. Der blev også kommenteret lidt spydigt på det faktum, at han ikke også lige havde sat håret, da han skiftede tøj tidligere. I stedet havde han ladet det sidde løst hen over de brede skuldre, af ren og skær dovenskab. Måske Henriette alligevel godt kunne se at hun var lidt hård ved ham, men først da hendes mand valgte at blande sig lidt.

Det tog ikke den lille pige mange øjeblikke at hive fat i dem efter middagen, og inden han vidste af det, var hun allerede på vej væk med Meena i hånden. Alfie gjorde an til at følge efter, men blev stoppet af Henriette. Man kunne se hendes lidt stramme udtryk på afstand, som hun uden tvivl lige skulle forsøge at komme med en opdragende kommentar. Han skulle til at svare, men blev afbrudt af pigen der kaldte.
”Jeg kommer nu.” Som en ekstra irritation for sin søster svarede han ikke, men smilede bare og gik.
Meena blev trukket med ind i den tilstødende stue, hvor den unge pige havde arrangeret tæpper, puder og tøjdyr i massevis foran sofaen. Det lille bord, der normalt stod foran, var blevet rykket til siden, så hun stadig kunne bruge det.
Straks satte hun sig til rette på de bløde tæpper på gulvet, og så klappede hun let på hver side af sig, for at få dem til at sætte sig. Alfie satte sig på den ene side af hende, med den ene arm hvilende mod knæet på et bøjet ben, og den anden arm hvilende mod sofaen bag dem.
”Okay, så lad os høre. Måske du kunne læse lidt højt for vores gæst?” Det var et hurtigt forsøg på at få den unge pige til at øve sin højtlæsning, men stadig lade hende fortælle om historien. Hun greb bogen fra gulvet skævede lidt tøvende mod Meena, inden hun lænede sig lidt tættere ind mod Alfie.
”Jeg kan da ikke læse højt for hende… Hun er jo en Prinsesse,” hviskede hun, men højt nok til at Meena sagtens ville kunne høre det. Så fin en dame ville da sikkert ikke gide at lytte til oplæsning af en pige, der endnu ikke havde lært at læse ordentligt. Alfie krummede ryggen lidt, så han så ud til at lytte godt efter.
”Ved du hvad jeg tror? Jeg tror rigtig gerne Prinsessen vil høre dig læse for hende. Men vil du gerne have at jeg lige spørger?” Hviskede han tilbage, heller ikke helt dæmpet. Pigen nikkede og så rettede de sig begge op, så Alfie kunne vende blikket mod Meena.
”Deres Højhed, vil De lade den unge Hanna læse højt for Dem?” Han smurte lidt ekstra på i tiltaleform for pigens skyld, men smilede lige så afslappet til hende, som han havde gjort hele dagen.

Hvor Meena blev hevet med ud af den store spisestue, blev Alfie kort tilbage da hans brede skikkelse blev bremset af hans søster’s mindre. Henriette’s udtryk fortalte alt, som hun stod og lignede en der lige havde bidt i en syrlig citrusfrugt. De stramme læber nåede kun skilles, før et smuthul åbnede sig for den tidligere fyrste arving; et smuthul han ikke var sen til at grib, til hans søsters store irritation. En irritation forbeholdt for Alfie at se og ikke prinsessen, der alligevel ved det henkastede blik tilbage over den ene skulder nåde at fange et glimt af det.

Et skarpt drej tvang de mørke øjne tilbage frem for sig, for at sikre at niecen ikke ved et uheld kom til, at fører Meena direkte ind i hverken dør eller dørkarm. Synet der mødte hende fik per refleks begge mundvige til at bevæge sig op ad, så den hvide perlerække blev synlig og smilet satte sig strålende i de brune øjne. Stuen var blevet hendes helt egen oase af tøjdyr, puder og tæpper. Hun måtte have brugt det meste af dagen herinde, med næsten begravet dybt ned i bogens sider. Der var jo givet et løfte, til en vaskeægte prinsesse og så måtte man jo gøre sig umage for at holde det! ”Nej hvor ser det hyggeligt ud.” kom det ærligt fra Meena, mens hun nysgerrigt lod blikket glide rundt på hele opsætningen.
Den lille pige hånd slap den brune da Hanna tog plads blandt alt det bløde, klappende beordrende ved siden af sig. Alfie tog først den ene plads og gjorde sig det mageligt. Meena straks fulgte efter og tog plads på modsatte side. Siddende skråt med bene til den ene side.
Det var ikke første gang fyrstedatteren så Isenwald’en omkring hans niece, men modsat starten af opholdet her, så havde han bedre tid til den lille pige nu; og Meena bedre mulighed for at se ham i sammenspil med et barn. Hele scenen der udspillede sig foran hende, fik ikke smilet til at falme det mindste. Samtidigt gjorde hun en dyd ud af at lades som om deres hvisken kun kunne høres for deres øre, selvom det ikke var helt nemt.
Underlæben der i mellemtiden var blevet suget ind mellem tænderne, blev med det samme sluppet, da Alfie henvendte sig til hende med korrekt tiltaleform. Blikket flyttede sig mellem først Alfie og så slutligt ned mod Hanna, før hun rømmede sig svagt ”Det kan De tro jeg vil. Det vil være mig en ære at hører den unge Hanna læse højt for mig.” svarede hun med lidt ekstra tryk på ære. Et varmt smil, der afslørede hun trods alt var lidt vant til at omgås børn, blev sendt ned til pigen. Med et nik som tegn på hun gerne måtte starte, gik Hanna i gang med at læse højt. Når ordene drillede, lænede hun sig nærmere Alfie med bogen, med en lige så høj hvisken som før og spurgte om hjælp. Alt mens Meena sad helt tålmodigt ved siden af og lyttede opmærksomt.

Da historie oplæsningen var overstået og Meena bombet med det ene spørgsmål efter det andet; særligt fokuseret omkring guldringen i næsen og det at være prinsesse. Alle spørgsmål blev besvaret, børnevenligt, men uden at tale ned til Hanna.
Til sidst var Hanna endt med at gå kold, på tæppet mellem dem med hovedet i skødet på den prinsesse, som vidst ikke var helt så farlig alligevel. ”Hun er skøn, virkelig. Jeg kan godt forstå hun kan sno dig om sin lillefinger.” kom det drillende, men dæmpet fra Meena. ”Jeg undlod at fortælle en del af det, som gik mig på ved åen.. Det var ikke kun rygterne om dig, rygter der efter hvad jeg har set her ingen hold har på sig.” Øjnene løftede sig fra den brune hånd der strøg Hanna kærligt som en moder ville gøre det, over håret. I stedet søgte de mod Alfie’s grønne ”Jeg ved ikke om jeg kan føde levedygtige børn.. Jeg ved ikke om der er en sammenhæng, men da jeg blev født var Kile på vej med mig til hendes rige..” Det var et ømt og tungt emne, men det var relevant at nævne. Nok var de ikke forlovede, men hun ville hellere at han kendte sandheden fra starten og træffe et valg der af; ikke at hun ville bebrejde ham, skulle den viden alene afkortede hendes ophold.

Man kunne lige ane et glimt af overraskelse i den unge piges øjne, da Prinsessen ved hendes side gav udtryk for den ære det ville være at høre hende læse op. De lyse kinder blev let rosa, men hun forsøgte at skjule det ved at vende næsen ned mod bogen. Det var ikke svært at se, at Meena var vant til at håndtere de lidt mindre størrelser, og det kom egentlig ikke bag på Alfie. Han havde allerede set lidt af det inden de forlod huset tidligere, og det varmede kun endnu mere at se mere af det nu.
Hanna gav sig modigt i kast med at læse op, med tydelig forbedring fra sidste gang han havde lyttet med. Nogle ord drillede stadig og så var han klar til at hjælpe, men ikke uden at lade hende prøve selv først. I mellemtiden var en tjenestepige kommet ind med lidt at drikke til dem alle tre, og Henriette var gået forbi døren flere gange, som havde hun et formål hver eneste gang, men i virkeligheden var det kun for lige at tjekke, at hendes ældre broder nu også opførte sig ordentligt. Hun var vel lidt nervøs for at han prøvede på noget med deres gæst, uden Hanna opdagede det.
Som tiden var gået og Hanna havde rettet det ene spørgsmål efter det andet mod Prinsessen, var Alfie sunket længere og længere ned på siden, til han til sidst kun holdt sig oppe ved hjælp af en albue støttende mod gulvet.

Den nysgerrige pige var endt med at falde i søvn med bogen i armene, som brugte hun den som bamse, og med hovedet i skødet på Prinsessen, som brugte hun hende som hovedpude. Alfie rakte lige så forsigtigt hen og sneg bogen fra hende, hvorfra han i stedet skubbede et af de mange tøjdyr under hendes arm som erstatning. Han grinede let til hendes drillende kommentar, måske Hanna fik sin vilje lidt oftere end hun burde, når hun spurgte ham. Han nåede ikke at svare, før hendes næste ord fik en lille nervøs klump til at sætte sig i maven. Han forventede en hemmelighed, som ville få ham til at fortryde hele deres møde, og allerede inden hun fortsatte, kunne man se på de let rynkede bryn at det var dét han tænkte. Det var først et lille øjeblik efter hun havde sagt det sidste ord, at han løsnede lidt op igen.
”Jeg kan ikke påstå at jeg ikke vil have børn en dag, og jeg sætter pris på at du fortæller det nu.” Frem for senere, når det måske ville være for sent for ham at trække sig. Blikket gled ned mod den sovende Hanna i Meenas skød og et lille smil kom frem, som skulle han lige bruge et øjeblik på at overveje sine næste ord.
”Men hvis det ikke er gudernes plan at velsigne os med børn, og du kan nøjes med at dele livet kun med mig, vil jeg ikke have at det ændrer noget mellem os.” Ved sidste ord rettede han blikket tilbage i hendes. Han havde ikke haft brug for at overveje det mindste. Deres fremtidige børn skulle ikke være altafgørende, og når alt kom til alt, havde Alfie altid haft nok i sin niece. Det skulle ikke ændre sig, bare fordi han måske ikke ville kunne få sin egen datter. Kunne han i stedet blive velsignet med en kone, der ikke lod sig skræmme bort af de mange forfærdelige rygter, ville det være rigeligt.
”Nok har vi ikke tilbragt megen tid sammen endnu, men jeg må være ærlig og sige, at jeg er begyndt at holde af dig.” Om det overhovedet var helt sandt, eller sagt i forblindelse over deres noget ualmindelige første møde, det var han egentlig ikke klar over, men det var ikke desto mindre hvad han følte i dette øjeblik. Han ville da blive trist, hvis hendes besøg skulle ende så hurtigt. For ikke at tale om hvad han mon skulle sige til Hanna, der lod til at være blevet ret så tryg ved Meena på meget kort tid.

Man kunne fortænke Henriette i at gå forbi den åbne stuedør. I starten havde hun fået det til at virke ganske uskyldigt, men da hun passede på nu, for fjerde gang, var det ganske tydeligt det var for at holde et skarpt øje med dem. Hanna bemærkede intet, kun en enkelt gang, hvor hun havde spurgt sin moder om de ikke nok måtte få en småkage eller to. Svaret havde været et nej, for de havde næsten lige spis og så have Hanna vist fået en småkage tidligere på dagen; en småkage hun vel og mærket selv havde tiltusket sig i køkkenet.
Afvisningen om udsigten til lidt søde sager havde dog ikke slået den lille pige ud af kurs, hvordan kunne det også det når hun læste for en vaskeægte prinsesse? En prinsesse som virkede mere end interesseret i at besvare alle de mange spørgsmål hun havde, men også havde lyttet nøje til alle Hanna’s fortællinger om de forskellige tøjdyr. Alfie havde udvist den samme tålmodighed hver gang et ord havde drillet. Hver gang havde han ladet Hanna prøve, i stedet for blot at springe over hvor gærdet var lavest og sagt ordet for hende. Det hele havde efterladt sig en varme, startende i brystkassen før den spredte sig ud i resten af den lille kvindekrop.

Hanna gav sig kort, da Alfie snuppede bogen, men hurtigt blev den erstattet af en blødere putteven, tøjdyret Hr. Gumle. Enkelte blide strøg over Hanna’s lokker fik den sidste uro til at lægge sig, hvorefter bamsen i favnen kortvarigt blev klem tættere mod den spinkle brystkasse. Uroen var i stedet vandret over i Meena. Hun kunne mærke hvordan musklerne sitrede under huden, da Alfie begyndte at kommenterer. Uroen havde intet at have hold i, for han blev hverken skuffet eller afvisende, tværtimod. Den sitrende fornemmelse lagde sig lige så langsomt igen. ”Med hvad jeg har set af dig, så ville jeg sagtens kunne leve et liv kun med dig, uden at føle jeg skulle nøjes.”. Der var ikke et gram af løgn i hendes ord. For første gang virkede det som at der faktisk fandtes en mand, der kunne give alt hvad hun havde behov for og mere til. En der ikke ønskede at fange hende som en sangfugl i et guldbur, men i stedet lade hende flyve frit. Velvidende hun nok skulle finde hjem igen, og lade den smukkeste af sine sange være forbeholdt ham alene.
Smilet fik lov til at vokse lidt ved hans ord. Det var dét, hun var ikke forelsket i manden overfor hende, endnu, men hun var begyndt at holde af ham ”Så må jeg hellere forsøge at gøre mig ekstra umage for at det ikke ændre sig, til det værre. For jeg er vist også kommet til at holde af dig.”.

Havde den unge pige valgt at spørge Alfie og ikke sin lidt mere strikse mor, om de kunne få en småkage så hurtigt efter det store måltid, havde svaret nok lydt meget anderledes. Han forsøgte at holde på de regler hans søster havde sat for sin datter, men alle i huset var klar over, at det ikke gik helt efter planen hver gang. Havde hun sendt de samme hundeøjne til Alfie, som hun havde sendt sin mor, ville han da ikke have andet valg, end at sige ja. Han satte dog pris på Henriettes nej, for han vidste at Hanna ikke ville ligge og sove så roligt nu, hvis hun havde spist bare en enkelt småkage. Sukkeret havde altid påvirket den lille pige mere end man skulle tro var muligt. Noget der, til Alfies underholdning langt de fleste gange, havde frustreret hans lidt yngre søster noget så grusomt. Måske det var med til at få ham til at sige ja til Hanna når han vidste, at han ikke burde. Denne aften havde pigen været endnu lettere at lulle i søvn, nok mest takket være prinsessens blide strøg over de røde lokker.

Alfie så næsten lidt overrasket ud. Virkelig? Hun ville ikke føle, at hun skulle nøjes, hvis det endte med kun at blive de to og ingen småfolk. Hvis han havde sagt noget lignende til nogle af de tidligere kandidater, var han næsten sikker på at de ville være gået. I det mindste stærkt overvejet at gå, inden deres meget nye bekendtskab kom for langt. Men ikke Meena.
”Det skræmmer dig ikke det mindste, at jeg måske kunne have en masse hemmeligheder, som du endnu ikke har hørt?” Det blev sagt som om det selvfølgelig ikke var tilfældet, at han da ikke havde nogle hemmeligheder, men han kendte selv sandheden. Indtil videre kunne hun nøjes, men han måtte vide om det kunne ændre sig på kort tid, skulle han vælge at dele en lidt mørkere side med hende.
Et oprigtigt glad smil kom frem på de lidt fyldige læber. Et smil ikke engang Henriette fik lov til at se ofte.
”Jeg tvivler på du kan gøre det værre, ikke engang hvis du prøvede.” Når Alfie selv gemte på en masse mørke hemmeligheder, skulle der alligevel en hel del til at få ham til at bakke væk. Det ville næsten ikke komme bag på ham, hvis den kønne kvinde var indblandet i lidt mere lyssky sager, end han lige var klar over.
Henriette nåede lige at få et glimt at sin broders smil, da hun denne gang ikke kun passerede døren, men lige trådte et skridt ind i rummet. Hun smilede venligt til prinsessen og nikkede som hurtig aftenhilsen, inden hun rettede sig mod den liggende Alfie på gulvet.
”Kan du…” Hun nåede ikke længere, for Alfie var klar over hvad hun ville spørge om.
”Jeg skal nok få Hanna op i seng om lidt,” afbrød han, og med et bekræftende nik forsvandt Henriette igen. Han gjorde endnu ikke an til at rejse sig. Han skulle nok få pigen i seng, men de kunne vel blive siddende bare lidt endnu. Det ville jo ikke være høfligt at afbryde samtalen så brat.

”Nådigherre, prøver De at skræmme mig væk?” kom det var hende i en forfærdet tone, mens hånden der havde strøget over de røde lokker, lagde sig dramatisk øverst på brystkassen. Stemmen blev stadig holdt lav, og bevægelserne små for ikke at ende med at vække Hanna. Det var helt med vilje, at hun havde valgt den formelle tiltale, da de begge var blevet enige om at droppe denne tidligere. Skulle han være den mindste smule i tvivl om hun mente sine ord eller ej, skulle det gerne guide den skæggede mand lidt på rette vej.
Munden blev rynket lidt til den ene side, i et tænkende udtryk, uden at de mørke øjne forlod Alfie’s liggende skikkelse ”Nej. Det burde skræmme mig, men det gør det ikke. Vi alle har hemmeligheder, nogen dybere og mørkere end andre. Det er svært at skræmmes af noget man ikke har kendskab til, i så fald kunne jeg lave andet end at være en skræmt prinsesse.” frygt gjorder intet godt, det begrænsede kun ens egen frihed. Indicier kunne der være nok så mange af. De kunne tages til eftertanke, men i sidste ende skulle hun nok selv finde hoved og hale i sandhederne, og så måtte hun jo vælge at handle derefter. ”Hvis ikke de mørkeste sider af os kan danse sammen, så kan de lyseste sider af os heller ikke.” dermed hverken be- eller afkræftede hun ikke selv, hvor vidst hun selv gemte på skyggefulde hemmeligheder. Hun bemærkede hvordan Aflie's smil denne gang havde en anden karakter over sig, end de smil hun tidligere havde set. Det virkede langt mere oprigtig, ikke at de andre havde virket fremtvungne, men dette blev siddende i de grønne øjne, selv da mundvigene faldt tilbage til deres vanlige plads.
Hun havde været lige ved at svare ham, men nået ikke længere end at lade læberne skiltes før de måttes lukkes igen. Henriette dukkede op i døren, enklete skridt inde i stuen. Med hovedet drejet mod søsteren nikkede Meena høfligt tilbage. Alfie havde allerede gættet hvad hans søster ville bede om, før hun havde nået at sige hele sit spørgsmål. Det var bestemt ikke første gang hun havde fået hans hjælp til at bære den lille pige op i sengen. ”Vil du have hjælp med at få hende i seng? Jeg er fænomenal til at åbne og holde døre. Ikke at man skulle tro en prinsesse besad sådanne fine egenskaber?” det ville være en oplagt mulighed for at se lidt mere af huset indenfor, men også at få et øjeblik uden Henriette’s skarpe bevogtning.

Den formelle tiltale gjorde det tydeligt at de forfærdede ord ikke var sagt i alvor, det var Alfie ikke i tvivl om. Der var måske alligevel bare lidt sandhed i hendes useriøse anelser.
”Måske,” drillede han og smålo. Det var ikke fordi han direkte forsøgte at skræmme hende væk, mere forsøgte at se om det overhovedet var muligt. Han regnede ikke med det, ikke ud fra hvad han allerede havde lært at kende om hende. Hun var ikke så let at skræmme væk, hverken med diverse rygter eller mulige mørke hemmeligheder.
Det uddybende svar var mere end tilfredsstillende. Men ikke kun dét. Hun formåede også at vække hans nysgerrighed. Med de ord måtte hun vel næsten forvente at han havde hemmeligheder, nogle dybere og mørkere end andre, men det fik til gengæld også ham til at forvente det samme af hende. Hvilke dybe og mørke hemmeligheder gemte hun mon på? Det var et spørgsmål til senere, når han kunne få hende på tomandshånd og ikke midt i opholdsstuen.
”Det kan du selvfølgelig have ret i.” Han lød lettere overvejende i sine ord, ikke fordi han ikke var enig i den udtalelse, men fordi han nu aldrig havde hørt en adelskvinde mene det samme. Han var vant til kvinder som sin søster; Vis dig fra din bedste side og undertryk resten. Dét er vejen frem i livet! Forfærdeligt.

Egentlig ville Alfie ikke gå ud fra at få en hjælpende hånd fra Meena, ikke fra husets gæst. Man kunne dog alligevel se på det lille smil, at han satte pris på hendes tilbud, og han havde da ikke i sinde at takke nej, om end lidt anderledes end man måske ville forvente.
”Imponerende, det må jeg sige. – Jo tak, lad mig da se dine fænomenale evner til at åbne og holde døre. Men jeg må advare dig, - jeg er en hård bedømmer.” Han skulle da lige køre lidt videre på hendes lille vittighed, inden han flyttede på sig. Idet han førte en hånd under pigen på gulvet, rettede hun sig selv til og lagde armene omkring Alfies hals, stadig med det lille tøjdyr i hånden. Det gjorde det nemt for ham at komme på benene, med en støttende arm under hende, og derfra viklede hun selv benene omkring hans talje.

Gennem stuen, op ad trapperne, ned ad gangen og rundt om hjørnet. Med Meena ved sin side gestikulerede han hver gang til næste dør der skulle åbnes, indtil de trådte ind i børneværelset, hvor den lilla farve havde taget over. Trods Alfie altid løj overfor Hanna, sagde at han syntes hendes værelse var rigtig flot, var det i virkeligheden det værelse i hele huset, han brød sig mindst om. Indretningen kunne få enhver til at tro, at en enhjørning havde kastet op herinde.
Han lagde et knæ mod sengekanten, og lige så forsigtigt lagde han Hanna ned. Han nåede dårligt at få fat i dynen, før hun stoppede ham med trætte, mumlende ord;
”Prinsessen skal putte mig.” Alfie smilede, placerede et blidt godnatkys mod hendes pande og slap dynen. Han fjernede sig fra sengen, stak hænderne i bukselommerne og rettede sig mod Meena.
”Med vores fine besøg fra Rubinien er jeg åbenbart ikke god nok mere. Vil du?” Han skævede kort mod pigen i sengen, i tilfælde af at Meena ikke havde hørt hendes mumlende ordrer. Hans tonefald afslørede, at han bestemt ikke tog det særlig tungt. Han kunne derimod ikke lade være med at smile. Hans niece bad sjældent om at andre end Alfie og hendes mor skulle putte hende.

Havde den yngre Kazimi prinsesse været bare halvt som de fleste af hendes stand, ville hun aldrig have så meget som overvejet at tilbyde sin. Omvendt havde Alfie været bare halvt som de fleste af hans stand, så havde han heller aldrig valgt at tage imod hjælpen. Gennem dagen havde det heldigvis vidst sig at de begge var langt fra, som normer og etikette dikterede.
Den mørkhåret mand var ikke sen til at vende hendes drillerier og små vittige indslag mod hende selv, hvilket så bestemt faldt i god jord. ”Uha, så må jeg hellere benytte mig af de fineste af mine evner indenfor faget.” svarede hun tilbage med en lav latter i ordene, påpasselig med ikke at ende med at vække den sovende Hanna. Hånden der havde strøget hen over de røde lokker, fjernede sig så han kunne få løftet den sovende pige op, uden at komme i karambolage med Meena undervejs. Kjolens skørt blev hurtigt, men lettere overfladisk rettet for de folder der var kommet i stoffet, da hun selv kom på benene og nikkede som tegn på at han måtte føre an.

Hver dør Alfie gav tegn til de skulle igennem blev nærmest teatralsk åbnet og holdt, til den sidste dør blev lukket op og ind trådte de i… Lilla.. Der var bestemt ingen tvivl om hvilken farve Hanna foretrak over alle de andre. Bevars  lilla var da en ganske pæn farve, men det var måske lidt for meget af det gode. Selvom Hanna ikke lod til at være vågnet under turen gennem huset, holdt Meena sig fra at lade overraskelsen over værelset skinne igennem. Noget der alligevel krævede en del af prinsessen og hun priste sig lykkelig for at Hanna ikke var vågen nok til at spørger om hendes mening til værelset, for det var en del at tage ind; måske i morgen hun bedre ville kunne fortælle hvor flot et værelse det var, hvis spørgsmålet kom op.
Hun havde placeret sig lidt på afstand, så Alfie kunne få freden til at putte Hanna, men han nåede dårligt nok at gribe om dynen, før den trætte pige stemme lød ”Naturligvis.” svarede hun med et lille smil og trådte nærmer sengen. Puttende dynen godt omkring den lille skikkelse, nøjagtigt som hun havde gjort ved sine mindre søskende efter deres mor forsvandt, sørgede hun for at Hanna lå bekvemt ”Ligger du godt?” spurgte hun lavt, hvor hun blev mødt af et træt ”Jaah.” en lav nynnen fyldte børneværelset ud, til hun kunne hører på den tungere vejrtrækning at niecen var langt væk i drømmeland.
Forsigtigt rejste hun sig fra den plads hun havde taget på sengens kant, satte kursen mod døren, men ikke før end hun, hvis Alfie tillod det, havde lukket sin hånd om hans og førte ham med sig ud af værelset. ”Beklager konkurrencen om hendes gunst.” stemmen blev holdt lavt, trods den tunge dør næppe lukkede meget lyd til ind den sovende pige, så var det bedre at være på den sikre side. ”Vil du takke af for i aften?” hovedet gled spørgende på skrå, mens blikket løftede sig til hans.

Lige som hun teatralsk fik åbnet dørene på vejen, sørgede Alfie for at overspille sit dømmende udtryk i det skæggede ansigt en anelse. Den første gang som om han var direkte skuffet over hendes slatne holdning, selvom intet af det passede. Han var ikke i tvivl om at hun ikke ville tage det alvorligt, hvilket det virkelig heller ikke skulle. Måske det også var et lidt dovent forsøg på at få hende til at smågrine, på et tidspunkt hvor det helst ikke måtte forstyrre den lille pige han havde i armene for meget.
Med hænderne stukket i lommerne fulgte han hende med blikket, mens hun fik puttet Hanna. Hendes ømfindtlige måde at lægge dynen godt omkring den lille skikkelse, fik et varmt smil til at lægge sig om de fyldige læber. Det ville da være synd hvis Guderne ikke skulle vælge at velsigne den kvinde med sit eget hjertebarn. Han kunne heller ikke lade være med lige at tænke tanken, at det ville blive næsten eventyrligt at være den heldige, som skulle være fader til hendes børn. Som den slags man kun hørte om i bøger.

Han blev trukket ud af den fantasi igen, da hun fik hans hånd fri fra lommen og førte ham ud af værelset. Lige så forsigtigt lukkede han den tunge dør i bag sig, til trods for at Hanna oftest valgte at have døren på klem. En lav, næsten lydløs latter gled over hans læber, hvortil han trak lettere opgivende på skuldrende til hendes kommentar. Så længe Meena var her, var der vist ikke stor chance for at han ville være nok for den unge pige. Det gjorde ham intet, han var tværtimod kun glad for at Hanna havde knyttet sig til prinsessen så hurtigt. Det gjorde det også tydeligere at hun måske kunne være den rigtige for ham.
”Taget hvem der nok lurer i betragtning, burde jeg være fornuftig og sige ja.” Det undrede ham jo ikke det mindste, hvis hans søster stadig havde et øje på dem. Måske ikke selv, men med hjælp fra sin tjenestepige. Han smilede skævt, som overvejede han lige om det nu også var det han ville. Men det var det ikke.
”Men nu har jeg aldrig været god til at lytte til fornuften. Jeg vil hellere høre mere om de dybe, mørke hemmeligheder vi alle gemmer på.” Stemmen blev holdt dæmpet. I sådan et stort hus havde alle væggene ører, og ingen skulle have lov til at høre deres samtale. Snakken om dem gik vist nok allerede. Det skæve smil bredte sig lidt, nu til noget man kunne mistænke for lusket.
”Som du gemmer på,” rettede han lige sig selv kort efter.