Pax smilede moret ned til hende, hvorefter han nikkede spædt. ”Måske. Men du plejer nu, bare ved at være tilstede, at holde mig opmærksom”, svarede han, hvorefter de brede øjenbryn skred op i panden i en sigende grimasse. Det var jo trods alt ikke løgn – når Evlyn var i nærheden, så Pax ikke andet end hende, til trods for…

Ja, de barnlige fornemmelser, som gjorde, han ikke ville blive til grin. Ikke overfor hende. Han ville… vise sig. Være den stærkeste. Evlyn skulle betragte ham med stolthed.

Omsider nikkede Pax dog til det, som i grunden var hele formålet, eller i hvert fald den egentlige samtales omdrejningspunkt. ”I morgen”, brummede han, hvorefter han pludselig så eftertænksom ud. ”Hvad… hvilken dag er det egentlig? Hvor lang tid…?”, lød det tøvende, i det de stålgrå øjne så ned på Evlyn. Nu hvor han tænkte over det, anede han faktisk ikke længere, hvilken dag eller måned det var. Hvor længe havde han mon været væk?
Ikke længe stod han dog i det tankespind, for Evlyn afkrævede atter hans opmærksomhed. Hurtigt kom Pax til at smile igen, hvorefter han himlede let med øjnene af hende. Hun så skønhed der, hvor Pax ikke så andet end et gråt, og en lille, forfængelig tanke havde hvisket, at øjenfarven jo kunne… blive en anden; blive en bedre en.

”Hvordan kommer det til at se ud? Skal jeg gå med spænde om hovedet for at holde det på plads?”, brummede han derefter skeptisk.

Hun måtte hive sig væk fra hans brystkasse, da der kom et ganske afslørende spørgsmål - han vidste ikke hvilken dag - eller tydeligvis hvor lang tid han havde været væk. Hun fugtede sine læber forsigtigt, som hun trådte ud af hans favn, bryn knyttede sig imod hinanden - hvor længe havde han været væk? Og ville han overhoved dele historien med hende - hun var desværre ikke sikker. 
“Det er en mandag - og det er snart juni..” sagde hun forsigtigt, og lod sine fingre glide igen hen over hans ansigt. Hun kunne ikke klare at de var så langt fra hinanden, og de centimeter som skilte dem ad i højden - var mere end nok, til at det var for meget. 
Hun trak ham over til sengen, hvor den sovende Ronja stadig lå. Fingre gled hen over hans skikkelse, som hun trak ham ned i sengen. Kravlede op på hans skød, og lagde armene omkring hans skuldre. 

“Hm, så vidt jeg forstod -“ hendes øjne betragtede den indsunket øje, hvor det andet grå øje burde kigge frem. Det var et flot snit, det var tydeligvis en der vidste hvad de lavede - hvilket både var godt, men også i alle afskygninger forfærdeligt. Fordi det betød, at han kunne have været udsat for tortur.
Dette fik en bitter smag, til at forme sig i hendes mund. Men hun valgte stadig ikke på at kommenterer lige præcis det. “og siden at det er så præcist et snit, så ville du kunne få et øje der fungere lige som normalt. Så ingen spænder.” Sagde hun, som hendes fingre gled hen over hans hår og nussede det lige så forsigtigt. Inden hun lagde sit hoved imod hans hals, et ganske dybt suk forlod hendes læber. “Du bliver en tidlig død for mig, hvis du nogen sinde kommer hjem sådan her igen.” Valgte hun endelig at kommentere på, hvad hun virkelig følte for hvad der var sket igennem hende - da hun havde set hans forslåede krop. 

Pax så næsten lettet ud, i det Evlyn fortalte, hvilken tid han befandt sig i. ”Så er det kun fire dages tid, jeg har mistet”, mumlede han, hvorefter han fulgte med Evlyn tilbage i sengen.
Han lagde sig glædeligt og tog straks imod hende, så han atter kunne omfavne hende. Denne gang væsentlig strammere end før. Heller ikke han brød sig om den pludselige afstand, og for Pax gjaldt det om, at havde den blonde kvinde så tæt på sig, som han kunne, i den korte tid de ville have alene.

Pax lyttede og lod sine fingre kærtegne Evlyns bløde hud. ”Hun var dygtig”, brummede han fraværende, som minderne fandt tilbage til Solaris kæmpe skygge. Det var skam slet ikke til diskussion; måden hvorpå hun havde bevæget sig, hendes effektivitet og kliniske præcision. Tankerne forstummede dog brat, i det Evlyn gav udtryk for sin bekymring og med ét stak det forræderisk i Pax’s bankende hjerte.
Hans læber kyssede Evlyns blonde hår. ”Undskyld”, brummede han, velvidende at han nu havde beklaget sig to gange på under en time. Det var ganske enkelt imponerende.

”Men det sker ikke igen. Vi nåede til enighed”, forklarede han dernæst lavmælt, velvidende at der ikke var meget andet, han kunne sige – for, han ville ikke sige det. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig mere, men… hun er så langt over mit niveau og jeg træder vande i et hav, hvor jeg ikke kan bunde, Eve. Jeg – jeg har dog fået kontrol over det igen. Det lykkes, og jeg får endnu en indtjening.” 

Der var en stilhed som der lagde sig over dem, som han undskyldte - for anden gang denne aften. Men det var ikke noget hun bed mærke i, for det var ikke vigtigt for hende - det havde det måske været en gang. Men ikke længere, hun havde ikke behov for hovere over for ham. Nedgøre ham, eller påpege hans fejl eller mangler. Hun ville meget hellere, hjælpe ham med at bygge sig selv op - blive en bedre version af sig selv. 
Nu hvor hun, havde valgt at dele sit liv med ham - ville hun være der, lige som hun havde været der for alle dem i hendes klan - som havde sværget deres loyalitet over for hende. Og selv her, var det ikke det samme - nej, for aldrig havde hun før knyttet sig så fuldt ud til en anden. Så man bort fra dæmonen, som forhåbenligt lå og rådnede nede i Kzar Mora et sted.
Endnu en ting, hun nok burde fortælle - at Gregory ikke var død, men - hun tog en dyb indånding. Som hendes fingre, en smule fraværende nussede de bløde lokker af hans grå hår. Duften af sæbe, gled ind i hendes næse, som hun rodet rundt i det. Men dette var ikke tidspunktet, hvor hun kunne komme med sådan nogle udfordringer til ham. Det ville bare gøre ting værre - vidste de, at på et eller andet tidspunkt, så ville en gammel skygge vende tilbage. Og sikkert med en større vrede, end hun nogen siden før havde oplevet. 

Hun sank langsomt den klump der havde formet sig i hendes hals - så det at få endnu en indtjening var det værd, at miste et øje for? Hun lukkede øjnene hårdt i - så hårdt, at hun næsten så stjerne da hun åbnede dem igen. “Okay” mumlede hun stille, for hun vidste, at hun ville begynde at skælde ham ud. Og så ville et skænderi bare hurtigt stable sig på benene. Og med den lille unge, der lå ved deres side - ja, det måtte være en anden dag. 
“Okay - måske - måske vi skal ligge os til at sove så.” Mumlede hun, og trak sig ud af hans arme, for at glide ind i sengen. Hun skubbede til den sovende tøs, for derefter at ligge hende i hendes omfavnelse. Med ryggen, til Pax’s skikkelse. 

Evlyns stille ord fik Pax til at himle med øjnene i afmagt. Det var ganske tydeligt for den unge mand, at det så absolut var alt andet end okay, men også at Evlyn havde ord på tungen, hun ikke gav sig selv lov til at sige. Som de lå der, Evlyns ryg vendt mod hans bryst, ville han ønske –

”Jeg vil altid hellere have, at du skælder mig ud end bliver stille”, brummede Pax, hvorefter han, om muligt, rykkede tættere på den blonde kvinde. Hans arm lå omkring både hende og Ronja, og aldrig før havde han været så lykkelig; aldrig havde noget føltes så rigtigt, som at ligge der med hans piger i sin favn.
”Jeg hader, når du bliver tavs – når du ikke siger, hvad du gerne vil sige – for så ved jeg ikke, hvad du tænker. Så bliver du en uigennemtrængelig mur, som jeg ikke kan komme igennem og det er det, jeg for alt i verden vil, for jeg elsker dig, Eve. Højere end noget andet. Jeg vil ikke have, at der er det mindste skel imellem os. Og jeg vil – jeg vil gerne fortælle om, hvad der skete og hvorfor, men – det er – jeg”, hviskede han, i en tone der gradvist blev mere og mere frustreret, til Pax til sidst tav brat og jordede hans næse ind i Evlyns bløde krøller. Hendes duft lagde sig omkring hans skikkelse med det samme, hvormed Pax instinktivt begyndte at slappe af for endnu engang.

”Jeg skal bare lige tænke – overveje, hvad der er bedst for dig. For os. Det kræver mere af mig. Jeg vil ikke tage nogle chancer. Ikke med dig.”

Hun havde haft lukket øjnene - prøvet at lade være med at tænke på, hvor tæt han lå på hende. Ikke give efter for følelserne, der brændte i hendes indre. 
Dem som der skreg på, at hun skulle snakke - irettesætte ham. For jo længere tid hun lå der, lige så langsomt begyndte følelserne også at svinde ind. Hvilket bare understregede, hvorfor det havde været så vigtigt - at hun ikke bare havde givet efter. 
Det var en lang dyb indånding, hun tog som han begyndte at snakke. Bad hende om, ikke at lukke sig inde - lukke ham ude af hvad hun tænkte og følte. For han havde jo ret - selvom hun ikke brød sig helt om det. 

Som hun mærkede hvor svært det var for ham, at snakke omkring hvad der var sket. Mærkede hun også hurtigt den dårlige samvittighed der kravlede frem i hende. Og hurtigt måtte hun også vende sig om, og lade hendes hænder gribe omkring hans ansigt. “Jeg..” startede hun ud, og rynkede brynene imod hinanden. “Jeg er ikke - det er ikke fordi jeg vil have du skal snakke om hvad der er sket.. jeg forstår - jeg forstår nok bedre end nogen, at sådanne ting skal man først snakke om, når man er klar.” Mumlede hun forsigtigt, lod deres pander mødes. 
“Jeg bliver bare så frustreret, når du kaster dig ud i så farlige ting - uden jeg ved, hvad de går ud på.” Hviskede hun hæst, og kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på. “Hvad nu, hvis du en dag, ikke kommer tilbage - og jeg ikke aner hvor du er, hvor jeg skal finde dig.” Hun vædet nervøst hendes læber, og sank tænderne ned i underlæben. “Jeg kunne leve med dig, fattigt i et hus der intet tag havde - og være glad. Men jeg skal hellere ikke stoppe dig, fra at være hvem du er. Men..” hun lukkede øjnene og lagde sig ind til ham ved hans brystkasse i stedet. “jeg bliver bare altid så bange.”

Men handlede det om det? Handlede det om at være klar? Pax vidste det ikke, men i det Evlyn omsider vendte rundt i mod ham, trykkede han sig instinktivt mod hende. Der var ingen anden udvej for ham, end at søge hendes nærhed, når hun rakte ham blot en brøkdel af den. Det føltes som om, at Pax ikke ville kunne overleve foruden den.
Imens Evlyn talte, kærtegnede Pax hendes bløde lår under den lange skjorte. Han lod sine fingerspidser følge hendes krops landskab; hoften der var en bakkekam, taljen der var dalen. Det var beroligende, blot at ligge og mærke hendes hud, og hvordan den kunne være så blød, forstod Pax sig ikke på. Hvordan var det muligt?

”Jeg vil altid fortælle dig, hvor jeg tager hen”, hviskede Pax tilbage, hvorefter han kyssede Evlyns pande, i det hun atter gemte sig under hans hage. ”Og en dag skal jeg nok lade dig vide, hvorfor jeg gjorde det. Hvorfor jeg rejste, hvorfor jeg vendte tilbage, som jeg gjorde. Giv mig en dag. En dag til at overveje, til at tænke det ordentligt igennem. Jeg bliver nødt til at have – noget tid. Så jeg ikke puster til gløder, der bliver til et brændende bål. Jeg bliver nødt til at blive rationel igen, og det er svært, når du er i nærheden. Alting bliver instinkt, følelser”, fortsatte han sin lavmælte forklaring, hvorefter et næsten moret fnys forlod ham. Det var trods alt så ulig Pax, og ikke blot at erkende, hvad han tænkte men også, at tale i så lange strømninger, som han gjorde nu. Der gik dog mindre end et sekund, før han atter blev alvorlig.

”Du er mit et og alt, Eve. Intet bliver gjort eller bestemt, foruden at du er i mine tanker. Du er altid med mig. Jeg glemmer dig ikke – jeg lader ikke være med at tænke på dig, når du ikke er i nærheden af mig.”

Hun formåede at tie stille, ikke at tale hen over hans talestrøm - komme med argumenter, eller rømme sig. Da hun måske en gang imellem synes, han sagde noget - hun måske ikke forstod eller var enig med ham i. 
Hun sukkede kort, og lukkede øjnene. Hørte hans rungende stemme fra brystkassen, før den gled hen voer hans læber. Prøvede at forstå, hvor han kom fra - og hvad der motiverede ham til at gøre, som han havde gjort. Igen - hun havde ikke ment at han skulle fortælle hende ting her og nu. Hun havde ikke en formodning om, at han skulle ændre sig - bare for at føje sig efter hendes ønsker og behov. Selvom, det måske havde lydt sådan. 
En smule opgivende, sukkede hun igen - men denne gang af sig selv. Over at hun burde være den som var ældre, den mere fornuftige og ansvarlige i sin tanke gang. Men ordsproget, at du med alder finder visdom. Hun var ikke helt sikker på, at hun synes det var en korrekt betegnelse. Visdom kom vel i bund og grund, kun hvis man ønskede at lære af sin fejl - og forstod hvordan man kunne gøre dem bedre. Og var hun virkelig villig, til at se ud over sin egen næsetip? 

Da han til sidst afsluttede med hans kærlighedserklæring - var der dog et smil at find på hendes læber. Hun løftede sig lidt væk fra hans brystkasse, så hun kunne kigge ind i hans øjne.
Stearinlysene der havde oplyst stedet, var lige så stille ved at alle sammen slukke - da der ikke var mere stearin tilbage. Den mørke som langsomt omsluttede dem - men alligevel kastede skyggerne hen over hans ansigt. Så han fremstod, lige så smuk som hun huskede - Kunne hun ikke lade være med, at føle hvor heldig hun var - heldig over at have fundet en som ham. En mand, hun stolede på, men også kunne være sig selv - når hun var sammen med ham. 

“Jeg forstår det godt - men.” Hun smilede skævt til ham, som hun lod hendes fingre glide hen over hans pande og skubbe noget hår væk. “Det handler ikke om at du skal fortælle mig i dag - i morgen eller om en uge. Hvad der foregår og hvad tingene handler om. For du skal ikke ændre dig for min skyld..” hendes hånd lagde sig på hans brystkasse. “Men fordi du selv føler du ønsker det. Og jeg er her, altid.” Med det, kyssede hun ham på læberne, og måtte indrømme at det var svært at holde øjnene åbne. “Vi skal nok finde ud af det - en ting ad gangen.”

Pax smilede ned til Evlyn, men svarede ikke. Til trods for, at han nu kun havde et øje, så han tydeligt, at den blonde kvinde var ved at bukke under for søvnen, hvormed –

Han lod hende. I lang tid kunne han dog ikke følge efter hende i drømmene, for tankerne fortsatte sin ukuelige rumstering. Alle omkredsede de Solari, Evlyn, Ronja, der var begyndt at snorke – og ikke mindst planer. Alskens planer i alle afskygninger, der alle måtte udføres, tilrettelægges, planlægges. Men helst i modsatte rækkefølge.
Ingen ting giver mening mere, tænkte en tanke i afmagt, og det var med dens ekko, at Pax omsider lod sit øje glide i.
-
Den næstfølgende dag var ikke mindre hektisk end alle andre. Det føltes dog sådan, og samtlige af Pax’s kommandoer blev råbt, snerret eller vrisset i aktion, hvormed han ikke var i et synderlig godt humør, da de omsider forlod grottens mørke. Langsomt – og i takt med deres opstigning til overfladen – genfandt Pax dog sin… lettere tilgang til tilværelsen, men det var et ikke foruden et lavmælt, ”beklager”. Ikke, at hans hidsige ord havde været rettet mod Evlyn selv. Nej, kun alle andre, der syntes at gå på glasskår omkring ham, uvist om hvorfor, han nu kun kunne stirre på dem med et øje og hvad, der præcist ville hænde dem, der havde trodset ham.
Og skulle sandheden frem vidste Pax det endnu heller ikke selv.

De gik i tavshed – Pax var travlt optaget af at samle småsten fra gadebilledet – men da de omsider nåede huset, deres endelige destination, sukkede Pax tungt. Det krævede mod at træde indenfor, til trods for Evlyns beroligende ord aftenen forinden.
”Skal hun skærer noget op igen, tror du?”, spurgte han, hvorefter han skævede til hende; hans fingre travlt optaget af, at nulre og pille ved de mange sten. ”Jeg mener – der er jo ikke rigtig noget hul mere. Hvordan skal hun sætte det fast, tror du?” 

Hun havde holdt sig meget i skyggerne den dag – lavede sine egne ting, hvis man skulle være helt ærlig. Sendt breve afsted; generelt bare lavet alle de kedelige ting, der holde hende egen orignation over vandet. Eller, nærmere – vedligeholde end endnu bedre standart end den nogen sinde havde set før.

Og som de endelig gik op imod overfladen, for at finde vej hen til smedjen hun havde snakket om. Var hun først slet ikke sikker på, hvad det var han undskyldte for. Hun brummede en smule uforstående, inden hun vendte sig imod ham og lagde hoved på skrå “Oh – oh, helt i orden.” Lo hun lavtmeldt og lod sine fingre glide hen over hans overarm og trykkede let på den. “Det er helt okay – jeg ved det ikke er mig den tone er rettet imod.” Medgav hun forstående, som de skridtede videre imod den friske luft. Væk fra stanken af kloakerne – det ville gøre godt.

Da der ikke blev snakket mere, lod hun også være med at prøve at sætte noget op. Der var ingen grund til at finde ugyldige ting at snakke om – når stemningen var en smule mere trykket end bare lige; hvad man ville kunne beskrive som en normal hverdag – for dem så at sige.
Så derfor var hun igen krøbet ind i hendes tanker, og lagde ikke rigtig mærke til de faktisk var fremme ved huset. Og at de var stoppet op – det var igen Pax’s stemme, der måtte rive hende ud af de utallige idéer og planer der rumsterede bag den blege pande.
De blå øjne vente sig imod ham, som hun så hans nervøse skikkelse. Igen dukkede der et beroligende smil frem. “Hvad med – at vi går der ind, også tager vi den derfra? Der er jo ingen der siger du skal have det nye øje – hvis du føler der skal ske for meget, siger du jo bare nej.” Disse ord var ganske sande, hun havde trods alt gået i gang med en bestilling uden at spørger ham til råd først.
Hun lod hendes hånd glide ned i hans, og gav den et klem. Måske var de ikke typerne, der viste følelser på en måde – men for nu, blot for i dag, ville hun vise at hun var der for ham. Lige meget hvad der skulle ske.
Hun trak hånden tilbage, og gik hen imod døren.
“Ehm – bare for at advare dig. Hun er meget, livlig…” hun knyttede sine bryn imod hinanden. “Meget – livlig.” Understregede hun en ekstra gang, inden Evlyn åbnede hun døren, og ventede på at han trådte ind ved siden af hende. Inden hun selv gik ind, og lukkede døren efter dem.

Theo var allerde i rummet, siddende ved siden af den meget spinkle skikkelse der gik rundt på bordet – som ar det et gulv. Evlyn åbnede munden perpleks som hun overværede situationen. Det så ud som om, at en teknisk smedje havde kastet op ud over hendes hus. Der lå de mærkeligste genstande spredt ud over det hele, mens en lav – ja ikke meget højere eller større end Ronja varslede rundt og mumlede til sig selv. Hæv sig i den røde manke – der næsten var lige så stor som hele kroppen.
“Den er her – jeg ved den er her!” Brummede hun, som hun kiggede hen på Theo da sad og læste en ret stor bog. “Knægt! Hvilken himstergims var det nu jeg skulle bruge!?” Theo vente bogen om “Den her ikke?”
“For chance du er god! Ja lige præcis! Men hvor er den så henne!? Hvor du skjult dig – kom frem lille ting – kom..” gnomen opdagede nu, at der var to der havde sluttet sig til dem. “Evlyn! Skønne du! Du er tilbage igen, hvor fantastisk! Simpelthen fantastisk – og dette må være Pax? Jaja, jeg kan se det – jeg kan se du mangler et øje så det må du være.. Forfærdeligt – simpelthen forfærdeligt. Men vi skal nok få dig til at se på begge øjne igen! Lad mig klare det. Nej der var du!!” Udbrød hun pludselig i et kæmpe glædes udbrud, som hun sprang frem og fandt det lille tandhjul hun havde ledt efter.
“Beklager min ivrighed! Det er bare så længe siden, jeg har måtte lave sådan en fantastisk ting – Men! Lad os snakke idéer” hun hoppede ned fra bordet, og med hendes lave skikkelse, spankulerede hun frem og rakte hånden frem til Pax “Svana! Det er mig den største glæde at møde dig!”

Pax fulgte Evlyn ind i hjemmet. Hvad der mødte dem i stuen, fik både Evlyn og Pax til at stoppe brat op – men hvor Evlyn var perpleks over, hvad de så, var Pax, ja, nervøs. Det var dog ikke det, der kom til udtryk, som han fortsatte forbi den blonde kvinde, og i stedet stillede sig – med ryggen lænet mod trævæggen – ved siden af Theobald.
Han havde, forinden, nikket til hilsen. ”Hvordan går det med de små?”, spurgte Pax lavmælt, alt imens hans grå øje hvilede på gnomen, der skød rundt som en ukontrolleret raket. Spørgsmålet var, skulle Pax være ærlig, mere af vane end oprigtig nysgerrighed, men ikke desto mindre lyttede han dog – og endda med begge ører.

I hvert fald indtil den lille, rødhårede kvinde omsider indfandt sig foran ham. Dernæst måtte han bide sig selv i tungen, i håb om at de så åbenlyse ord ikke undslap ham. Det var også kun med nød og næppe, at det lykkes for Pax, for i stedet hørte han sig selv sige; ”Pax. Og i lige måde. Jeg hører, du kan hjælpe mig.” Ordene var trods alt oprigtige, for det var jo netop kun Svana, der ville kunne lykkes med netop det.

Dernæst fulgte hendes forslag og Pax nikkede resolut. Forretninger var han van til, og midt i al kaosset var det næsten kærkomment.
”Jeg vil helst undgå, at det skal sættes på med læderrem”, startede Pax ud, hvorefter han lagde sine arme over kors. Hans tilbageværende blik forlod ikke den lille skikkelse, selv ikke da hans snak fortsatte; ”og så er jeg interesseret i, om det er muligt, at få nogle… ja, flere kompetencer ind i det. Eksempelvis – ville det være muligt at gøre det skarpere end et normalt øje? Både langt fra men også tæt på?”

Theobald gav et stort smil, og nikkede tilbage som Pax stillede sig ved hans side. “Super fint! Ud over, at ja - Mira havde en frø med hjemme, en død en - og den eksploderede ud over det hele” han kiggede en smule forstyrret væk, og betragtede bordet fyldt med genstande - han bestemt ikke forstod sig på. Men alt det, som ind til videre var blevet fortalt og gjort ved, ikke at han nogen sinde troede dette ville blive et fag han gjorde sig i. Men det var ganske interessant, og den lille kvinde - ja hun havde en drivkræft i sig, han slet ikke havde været udsat for før. 
Mere nåede de dog ikke at snakke, før at Svana hun begyndte at kaste sig ind i samtalen med Pax. Derfor forholdte den unge knægt sig også tavs; de brune øjne der nu betragtede Evlyn der stod og begyndte at rydde op, da hendes malerier var blevet skubbet lidt skødesløst rundt. Han skar en grimasse, da han kunne se på hende - at hun var bestemt ikke glad. Men valgte knægten valgte ikke at kommenterer, holdte sig bare passiv - ind til at nogen ville afkræve noget af ham.

Den rødhåret gnome, lod fingre glide hen over hendes ansigt; i en tænkende maner. Det var som tandhjulene der lå på bordet, de også befandt sig inde i det lille hoved og drejede rundt i hjernen; som hun overvejede hvordan og hvorledes. Hun gik hen til bordet og kravlede op, Evlyn lignede en der skulle til at protesterer - men holdte igen tand for tunge og fortsatte sit gøremål. 
“Kom her hen så jeg kan se dig bedre.” Så snart at han var henne ved hende, ville hun gribe fat i hans ansigt og lade sit øje glide tæt ind på skade. Lige så hurtigt, skubbede hun ham væk igen - især hvis han skulle protesterer over den meget nære kontakt. Det kunne hun ikke tage sig af!
“Ingen rem nødvendig, jeg sørger for du får et øje som aldrig er set før!” Hun smilede triumferende. “Barnemad! Du vil ikke have et der se igennem vægge? Ikke have et som kan se så bred en vinkel at du altid kan fornemme når noget er ved siden af dig? Skarpere, pffh! Giv mig nogle fantasier min dreng!” Det var tydeligt at det lille individ, var mere tændt på idéen omkring at lave ham et øje, end han måske selv var. “Jeg kan lave det sådan, så det ligner dit eget - eller jeg kan lave det af bronze, så ser du rigtig skræmmende ud.” Hun lod sig glide ned og sidde på bordet, med de korte ben der dinglede ud over kanten. 

Pax skævede vantro til Theobald, hvorefter han nikkede langsomt. ”Jeg hader, når det sker”, brummede han til svar, alt imens hans ene øje for et kort øjeblik flakkede tøvende – han havde jo trods alt aldrig selv prøvet netop det. Ronja slæbte aldrig døde dyr med hjem. Hun stjal dog, men det var jo kært. Pax kunne i hvert fald ikke gøre andet end at smile for sig selv, når hans ting forsvandt fra hans kammer og Ronja selv, gik rundt med et stort, spøgefuldt smil på de buttede læber.
”Få Isiodith til at hjælpe dig med Mira. Hun er på samme måde, men kan i det mindste… ja, forfine interessen en smule, så du slipper for at tørre indvolde op fra gulvet”, sagde Pax dernæst, uden at lade Theobald nå at svare ham forinden. ”Men sørg for at stikke af, forinden hun går i gang – for hun stopper ikke med at snakke, selv længe efter dine ører er eksploderet og din hjerne ligger på gulvet. Odith er farlig på den måde.”

Selvom Pax i grunden hellere ville forblive ved væggen og snakke med Theobald, var der dog forretninger der skulle ordnes. Gnomen syntes derudover heller ikke synderligt tilfreds med hans svar, og en smule forurettet rømmede Pax sig. Dernæst trak han lidt på den ene skulder. ”Jeg ved jo ikke, hvad du er i stand til – kan du lave et øje, der kan se igennem vægge? For det ville være… fordelagtigt”, svarede Pax lavmælt, hvorefter han kastede ud med sine ene hånd. Han tøvede for blot et øjeblik, før han fnøs lige dele opgivende og moret af sig selv.

”Hvad med et øje, der kan rotere samtlige grader, så jeg kan se, fornemme som du siger, hvem der er omkring mig. Kan det så også – ja, se igennem vægge? Er det virkelig muligt?” 

Evlyn så lidt opgivende på hele situationen. Og da hun havde rettet på hendes malerier, valgte hun at træde ind i køkkenet. En skramlen var at høre, da en masse skabe blev åbnet. Og ting blev hævet frem. En gurglende lyd var at høre, da væske ramte bunden af et krus og derefter fyldte det op. 
Hun kom gående ud igen, med kruset solidt plantet imellem begge hendes hænder, og tog en ordenligt slurk. “Det er alt for tidligt, til så meget entusiasme Svana.” Mumlede hun en smule opgivende, og himlede med øjnene. Da det eneste hun fik, var et stort tand smil var den lille kvinde på bordet. Derfor satte hun sig så også endelig ned, og begyndte i stedet at pille lidt ved de markværdige genstande der lå på hendes spisebord. 

Svana vente dog hurtigt opmærksomheden tilbage på projektet. Eller, manden selvfølgelig. Det var jo ikke pænt at kalde andre for projekter! Ud over hendes genstande, de var trods alt ikke så følsomme. Hun nikkede begejstret, da han spurgte om hun kunne lave et øje der kunne se igennem ting. “Ja!” Udbrød hun og klappede i hendes hænder. Øjnene blev endnu større, da han endda udfordrede hende yderligere, virkelig greb teten og tog hendes foreslag til sig. 
“Jeg skal gøre det et forsøg!” Gispede hun med stor glæde, og gik allerede igang med at finde de genstande som hun skulle bruge. 
Hun greb hurtigt den ting som Evlyn sad og studerede. “Se med øjnene, ikke fingrene!” Og selvom ordene måske kunne lyde højde, var de sagt med et stort smil på læberne, inden hun satte sig i midten af bordet - fandt papir og skemaer frem. 
“Jeg skal nok bruge en måneds tid på at gøre det klar! Især hvis jeg skal gøre alle tre ting” hun løftede sin hånd, en finger op og hun pegede på den med den anden hånd. “Det skal kunne gøre sig selv skarpere, gøre din udsyn bredere” endnu en fingere op “Og sidst men ikke mindst, kunne se igennem solide ting.” Hun pegede på Evlyn “Ha, så må vi håbe han ikke går og snig kigger på en masse pæne damer var?” Evlyn gryntede et grin og himlede med øjnene, inden hun bundede det sidste i glasset. 

Pax stod ubevægelig med de tynde arme over kors, imens Svana opremsede og konkluderede. Da hun gjorde sig færdig, nikkede han med de brede øjenbryn krøllet sammen i midten af hans pande. Det lød for godt til at være sandt, og Pax måtte erkende – i hvert fald overfor sig selv – at han endnu ikke turde håbe på, at det kunne lade sig gøre. Hans tanker gjorde dog brat holdt, i det gnomens spøgefuldhed nåede ham, og med et lavmælt fnys, affærdigede Pax hendes ord. ”Hvis jeg ville så nøgne kvinder, behøvede jeg ikke et magisk øje, men derimod en mund der kunne forme et spørgsmål. Det er virkelig alt det kræver.”

I det Svana dernæst gjorde sig i sin tornado-lignende adfærd andetsteds, skævede den unge mand til Evlyn. Det stålgrå øje så, hvordan hun bundede det sidste af sin ravgyldne væske, og en smule overrasket skridtede han hen imod hende. Pax lod sig dumpe ned ved hendes side, hvorefter hans ene arrede hånd kærtegnede hendes knæ for et kort øjeblik.
”Hvad sker der oppe i dit hoved?”, spurgte han, oprigtig interesseret. Det var ikke alkoholen i sig selv, der fik den gråhårede mand til at spørge, men snarere det faktum, at hun var så ukarakteristisk stille. Han forstod ikke hvorfor.
Med et let nik mod stuen – og de to øvrige skikkelser, der var placeret derinde – brummede han; ”for mange mennesker i dine private gemakker?” 

Det morede den lille gnom ganske fornøjeligt, hvordan at Pax svarede hende igen. Det var tydeligt at se, hvordan ansigtet lyste op, og hun gav ham et hurtigt blink med øjet. Men hun tilføjede dog ikke mere i samtalen, og gik blot hovedkulds igang med at tegne og udtænke planer for hvordan hun skulle gøre dette til hendes mesterstykke. Det var altid en fornøjelse, når nogen udfordrede hende. Det gjorde godt for hendes intelligens, og det elskede hun.

Det gibbede kort i Evlyns krop, da en hånd lagde sig på hendes knæ. Mest fordi, hun slet ikke havde opfanget at Pax var gået hen til hende og sat sig ned. Dette var i sandhed ganske ukarakteristisk for den blonde kvinde, men hun var også gået igennem meget på ganske kort tid. Det kunne man ikke tage fra hende, som hun sukkede langsomt og satte kruset fra hende. Et svagt smil spredte sig hen over hendes læber, og hun kunne mærke hvor trætte hendes øjne var, da hun kiggede på ham. 
Det var som om, at det først var gået op for hende nu, at hun var fri. Det at sidde tilbage i hendes hus, og selvom der var så mange mennesker omkring hende, der normalt ikke havde været der før. Så, var det en realitet hun ikke helt kunne forholde sig til. 
"Jeg er bare meget træt" mumlede hun stille, men tog sig selv i, at hun prøvede at ligge låg på hendes følelser. Smilet prægede stadig de buttede læber, inden hun sukkede og trak på skuldrene. "Tror det hele er ved at ramme mig nu, hvad der er sket - hvad jeg er kommet tilbage til. Skal bare, have nogle dage hvor jeg kan tænkte det hele igennem." svarede hun ærligt, og lagde en hånd imod hans kind og lod en tommelfinger glide hen over hans ar. "Men vi kommer om på den anden side, det gør vi altid" og det var for hende, som om de to andre var forsvundet fra rummet, og der var kun Pax tilbage. "For eksempel, hvornår skal det her blive helt officielt?" smilet var nu et stort et af slagsen, som hun prikkede ham på kinden og betragtede ham udfordrende. 

”Jeg forstår”, svarede Pax prompte, i det hans resterende øje fæstnede sig på den blonde kvinde. Et spædt, næsten ikke eksisterende nik fulgte, sammen med et kortvarigt og forsikrende smil. Det var det bedste, den gråhårede mand kunne tilbyde, for som Evlyn øjensynligt vidste, gjorde Pax sig ikke i trøst. Han var trods alt en praktisk mand. ”Vi kommer over på den anden side”, bekræftede han dernæst i en mumlen, hvorefter hans ene arrede hånd greb om Evlyns egen og gav den et forsikrende klem. De brede øjenbryn skred dernæst en smule op i panden, i det Pax forsøgte, at fange Evlyns koralblå blik med sit eget. ”Fortæl mig, hvad du har brug, når du har brug for det.”

Et lavmælt bump – men et højlydt ’pis!’ – fik tilkæmpet sig Pax’s instinktive opmærksomhed, og hvad han så, fik ham til at skjule en grin under hans frie hånd. Det var næsten komisk, at betragte den lille kvinde spadsere eftertænksomt rundt iblandt Evlyns ejendele. Hvad den blonde kvinde dog dernæst spurgte ham om, fik dog Pax til at dreje hovedet i al hast mod hende.
For blot et øjeblik kunne han ikke andet end at smile fjoget og betragte kvinden, han elskede. Dernæst trak han lidt på den ene skulder, nærmest eftertænksomt, og sagde: ”Når du har fået det bedre – hvordan… har I ritualer, du gerne vil have med? Jeg mener, når I gifter folk i jeres klan.” De stålgrå øje gnistrede af noget udefinerbart men ligeledes også af frydefuld spænding. At høre Evlyn tale de ord, gjorde underværker ved Pax, for at uvisse årsager havde han tænkt, at Evlyn ikke var… nuvel, interesseret. 

Hun nikkede, hun vidste udenmærket at hun altid kunne komme til ham. I hvert fald, hvis hun havde brug for noget konkret. Men det eneste hun havde brug for lige nu, var tid - og noget hun kunne bruge sin tid på; noget der kunne få tankerne et andet sted hen. 
Hendes blik blev også draget væk fra manden ved hendes side, og så på den lille kvinde der bandede og svovlede for sig selv. Og lige som Pax, kunne hun ikke skjule at det morede hende - også selvom, det var grænseoverskridende at der var så meget liv i hendes hjem. Især når hun så mange år, havde trukket sig væk fra alle. Og levet for sig selv, og i hendes egne tanker og plads. Der havde i hvert fald ikke være plads nok til flere end hende selv. Men det havde han ændret. Og hendes øjne gled tilbage, til manden med det grå hår. Og det ene grå øje. 

Og igen, glemte hun var andre til steder. Hun kunne ikke holde en lavmeld latter væk, som han spurgte om hendes klan havde nogen ritualer. Den var slet ikke stablet op omkring de samme værdier, som hans egen. Mest af alt, fordi den var lavet på en helt anden måde. 
Hun trak en smule på skuldrene og fugtede læberne, inden hun sugede underlæben ind under overlæben. "Ingen ritualer nej, men i har nogen i jeres, ikke?" spurgte hun nysgerrig, og lod hendes blå øjne betragte hans ansigt. Måske var det her ikke noget, man skulle diskutere med andre til stede. Men nu var hun fanget i det, og jo mere hun tænkte over det - desto hurtigere burde det også gå. Selvom de havde kendt hinanden snart to år, og det var kun ganske fornyligt at de var indgået et andet form for partnerskab. Ville hun ønske, at de kunne gøre det nu og her. Tanken om at gøre ham hendes, helt ægte, ja det frembragte en blomstrene glæde i hendes indre, som hun ikke helt ville kunne beskrive. 
Hun lænede sig ind og lagde sin pande imod hans kæbe. "Måske vi skulle finde et mere privat sted at snakke om det?" spurgte hun endelig, og lod øjnene glide hen imod Theo, der ganske vidst sad ganske uskyldigt optaget af en bog, og derefter Svana der slet ikke gav dem nogen opmærksomhed. Men selvom de kunne være alene i rummet, med så lidt opmærksomhed de andre gav. Så var Evlyn stadig ikke typen der luftede sine ønsker og drømme, for hvem som helst.

Pax skævede til både Theo og Svana, før han nikkede. Dernæst lod han sig føre væk fra stuen af Evlyn, til de nåede køkkenet, hvori de kunne afskærme sig med en solid trædør. Det var sparsomt møbleret, tydeligvis ikke i fuld brug, men det var ikke det, Pax gik og underholdte sig selv med. Langt snarere snoede hans bevidsthed sig om Evlyns ord.

Hvornår skal det her blive officielt?

Stod det til Pax, var det i selv samme øjeblik – det burde være sket mange dage forinden, uger… Visheden fik det til at stikke og kilde forræderisk, så Pax måtte vride sine hænder, før han greb om Evlyn. Han trak hende indtil sig, i det han lænede sig op af et køkkenskab, hvorefter et lille, frydefuldt smil sneg sig ind i hans ene arrede mundvige. Hans krop havde nemlig instinktivt reageret på den blonde kvindes nærhed.
Pax undlod dog at kommentere på netop det faktum. Hver ting til sin tid, huskede han sig selv på, selvom han ikke kunne undgå, at skulle tage en dyb, beroligende indånding. ”Bare ignorer det. Jeg kan ikke styre det”, brummede han, hvorefter et hæst, drenget grin troligt fulgte efter. Selvom det frydefulde, det tændte ikke forlod hans ansigt, havde han dog ingen intentioner om, at lade deres samtale forsvinde ud i det uvisse, hvormed han fortsatte prompte.

”Vi har ritualer. Det indebærer forbrænding og salt. Hvis jeg ikke rejser mig op, når jeg får besked på det, må jeg desuden ikke indgå i en forening med dig”, begyndte han at fortælle, hvorefter han næsten moret hævede det brede øjenbryn. ”Ikke, at du skal bekymre dig om det.”

Hun lod ham føre hende op af stolen, og hen i køkkenet. Der forlod et stille suk fra hendes læber, da døren blev lukket. Hendes skuldre der sank ned, og hun lukkede kortvarigt øjnene. Nød følelsen, at de var alene igen. Selvom de ikke helt var det - men det hjalp på det. 
Køkkenet var sparsomt, hvis man overhoved kunne kalde det et køkken. Igennem de sidste par år, havde det at lave mad og sørger for de huslige ting. Været noget som der havde stået allernederst på listen af ting, som hun ønskede at bruge tid på. Eller generelt at tænke på. 
Hun kunne ikke lade være med at fnyse lidt, da en relation gik op for hende - det havde været første gang i flere år, at hun havde stået ved gryderne. Som da Pax havde hjulpet hende op og stå igen. Og nu hun tænkte over det, havde hun savnet det.
Dog blev alle disse tanker skubbet væk, som hun mærkede en hånd der greb hende og trak hende ind i en varm favn. De blå øjne åbnede op, og betragtede ham med et skævt smil.
Et grin forlod dog læberne, da hun unægtelig havde mærket hans reaktion på hendes nærvær, og derefter hans konstatering. 
“Hmm.” Mumlede hun spindende, og trådte helt ind til ham. Hendes fingre der lagde sig på hans skuldre, som hun lod blikket glide ned af hans brystkasse, op igen og fæstne sig kortvarigt på hans læber. 
Men hun gjorde som han bad, og prøvede på bedste vis at ignorere det. Ikke at det var nemt. Man var vel kun kvinde. 

Hun fik dog bedre tanker på benene, da han begyndte at remse deres ritualer op. Forbrænding og salt? Rejste sig op? En tyk fuge bredte sig i midten af hendes øjenbryn som de pressede sig mod hinanden. “Du må gerne uddybe.. yderligere..” grinede hun så endelig, som de buttede læber skilte sig fra hinanden og øjnene betragtede ham med en genfundet lys. 
“Og jeg bekymre mig altid - men jeg skal da gøre et forsøg, på at lade være den her gang.” Kom der drilsk tilbage, som hun lod hænderne der havde ligget på skuldrene, glide op i hans hår.