Det var ikke ligefrem, fordi Nicola så langsom frem til at ankomme til bordellet, hvor den evige tortur ville fortsætte. Havde han midlerne stak han af, hvis han da fik muligheden.. Men Enzel sørgede altid for, at han ikke havde nok til at skabe sig et liv et nyt sted, så hvad valg havde han? Nicola burde generelt ikke have travlt med at komme tilbage til bordellet, men han havde ingen intention om at blive hængende i kareten, og han havde heller ikke ligefrem lyst til at udstille sig for alle folkene på gaden, så han skyndte sig at følge efter Enzel ind på bordellet, stadig med hænderne holdt beskyttende foran sig.

Hurtigt bukkede Nicola for Enzel, man skulle endelig ikke glemme formerne, selv efter hvad de lige havde været igennem. Faktisk ville det ikke undre ham, hvis Enzel valgte bare at glemme alt der lige var sket.
"Javel" Han tøvede, var det værd at spørge, om han måtte tage tøj på? Nok ikke. Enzel skulle nok give ham ordren, hvis han følte for det. Desuden ville det langt fra komme bag på Nicola, hvis Enzel krævede hans selskab i badet. Et bad lød faktisk utroligt dejligt, men han ville nu foretrække at tage et bad alene, faktisk helst uden Enzel overhovedet var i rummet.

Det var et langsommeligt arbejde at få varmet vandet og hældt det op i en balje, Nicola var øm og træt og havde mest af alt lyst til at smide sig i sengen og sove et par dage.
Det var ubehageligt at rende nøgen rundt, nok fordi Nicola endnu ikke havde haft en chance for at bearbejde, hvad der var sket de sidste par dage. Han kunne ikke tillade sig selv at tænke for meget over det, ikke mens Enzel var tilstede, Enzel måtte ikke se ham være så svag.
Da baljen endelig var fuld af det varme vand, stilledw han sig pænt ved siden af den og ventede på videre ordre.

Et kort øjeblik blomstrede der et håb op i Nicola om, at Enzel ville forbarme sig og pille halsbåndet af, i hvert fald mens de var i bad. Men i stedet gjorde Enzel endnu en gang ydmygelsen bare lidt større ved at stikke en finger  under halsbåndet og hive ham afsted. Den lille del af Nicola som stadig formåede at have lidt selvrespekt og overlevelsesvilje i sig, havde lyst til at knurre og bide ud efter Enzel.. Men det var efterhånden en meget lille del af Nicola, og den kunne slet ikke kæmpe mod den del, som for længst havde givet op og nu bare accepterede tingenes gang.

Vandet  var så varmt, at det nærmest var ubehageligt at træde op i, men Nicola hverken sagde eller gjorde noget, som Enzel tvang ham med op i badet. Det var jo egentlig rart nok at mærke det varme vand omslutte sig, men følelsen af Enzel lige bag sig, gjorde det umuligt at slappe af. Ville det mon være for meget at bede om bare en lille tjeneste, taget i betragtning af, hvad Enzel havde udsat ham for? Hvad kunne det skade at prøve, der var næppe noget Enzel kunne sige eller gøre, som var værre, end hvad han havde været igennen allerede.
"Må jeg få halsbåndet af, Enzel? Bare så jeg kan vaske mig ordentligt under det, så skal jeg nok tage det på igen bagefter" Han var sikker på, at halsbåndet havde efterladt mærker, så han håbede virkelig, at han måtte tage det af.. Men alligevel så var hans stemme flad og træt, forhåbentlig ville han få lov til at sove, når de var færdige i badet. Han havde jo trods alt allerede tilfredsstillet Enzel da de sad i kareten.

En lettere panisk følelse begyndte at sprede sig i Nicola, var Enzel overhovedet i stand til at fjerne halsbåndet? Ville Enzel have givet ham det på, hvis det ikke kom af? Det havde været en noget speciel situation, og Enzel havde ikke ligefrem været i sit bedste humør, så det var vel ikke usandsynligt? En ting var i hvert fald sikker, Nicola ville ikke være i stand til at få det af selv, så nu var han underlagt Enzels nåde på en helt ny måde.
"Tak" situationen taget i betragtning virkede det fuldkommen sindssygt, at han skulle sidde og spille taknemmelig over hjælpen, men alt andet taget i betragtning, virkede det jo nærmest normalt.

Lydigt lænede Nicola hovedet tilbage, så Enzel kunne vaske ham under halsbåndet. I det mindste gik Enzel op i ordentlig hygiejne, ellers kunne Nicola sagtens forestille sig, at der kunne blive fanget meget snavs og skidt bag halsbåndet. For slet ikke at tale om de gnavesår han uden tvivl ville ende med at få. Det var fuldkommen vanvittigt, men han ønskede brændende, at Enzel ville give ham et andet halsbånd, bare et som var lidt blødere og lettere. Tænk at han var nået til at punkt i sit liv, hvor han ligefrem ønskede et halsbånd. 

"Jeg skal nok bare lige have lidt tid til, at blive vant til det" Han rykkede lidt nervøst på sig, da Enzels kølige blik mødte hans eget, han følte ofte, at Enzel så direkte igennem ham.
"Hvad skal jeg sige til kunderne, hvis de spørger ind til halsbåndet?" Det ville nu ikke undre ham, hvis de fleste af hans kunder ville finde halsbåndet pirrende, efter hans mening var det nogle syge typer, som kom på bordellet.

Anderledes? Når det kom fra Enzel, kunne anderledes umuligt betyde noget godt. Nicola kunne mærke en ubehagelig knugende fornemmelse i maven. Der var et lille bitte håb om, at 'anderledes' betød, at Enzel ville lade ham flytte tilbage til sit gamle værelse, at de skulle tage en pause, men han vidste jo godt, at det var så fuldkommen usandsynligt.
"Jaså? Hvad har du nu af spændende planer?" han forsøgte at lyde oprigtigt nysgerrig, men han kunne selv høre nervøsiteten i sin stemme, og så ville den næppe undgå Enzels skarpe opmærksomhed.

Det var lige før, at Nicola nåede at protestere mod Enzels ordre, men han nåede ikke andet at åbne munden, før han formåede at bremse sig selv. Som sædvanlig ville det ikke før noget godt med sig at klage, det ville være langt nemmere bare at holde kæft og adlyde. I stedet så han ned i vandet og nikkede ganske  svagt.
"Hvis det er, hvad du føler er bedst" hvordan skulle han nu slippe væk? I forvejen blev alt for meget af hans løn brugt på gaver til Enzel.. Ville Enzel iverhovedet betale ham, når han ikke arbejdede? Næppe.. Skulle han så til at tigge af Enzel, hver gang han skulle købe noget som helst? På den måde ville han aldrig spare nok sammen til at rejse væk, og det ville egentlig ikke undre ham, hvis det var noget Enzel allerede havde tænkt over.

Hånden som kælede for inderlåret, var mere end Nicola kunne håndtere lige nu, så han placerede sin egen hånd oven på Enzel og gav den, hvad der forhåbentlig ville blive forstået som et kærligt klem. Han vidste af erfaring, at der var en risiko for, at hånden ville bevæge sig længere op, hvis han slap den, og lige nu tvivlede han alvorligt på, at han ville være i stand til at blive hård for Enzel. Der var ikke nogen grund til at give ham flere grunde til at blive gal.

Selvfølgemig var det en lettelse, at Enzel accepterede, at Nicola greb og derved stoppede hånden, men han havde en ubehageligt forbemmelse af, at det langt fra var slut. Enzels greb om Nicolas hånd føltes hårdt nok til at klemme livet ud af hånden, men det var sikker bare noget Nicola forestillede sig, fordi hver lille berøring af Enzel var ubehagelig og gjorde ham dybt ukomfortabel. Han overvejede at kigge ned for at se, om Enzel var hård igen, han havde altså en utrokig udholdenhed, men hvad skulle det hjælpe? Nicola var alligevel sikker på, at det var tilfældet, at få det bekræftet ville ikke ændre noget.

Det var ikke fordi, at Nicola ha de lysttil at kysse med Enzel, faktisk kunne han kun finde meget få ting, som han havde mindre lyst til, men alligevel skilte han pænt læberne ad for Enzel. Han kunne jo ikke nægte et kys fra en, som han påstod, at han elskede. Hvad der virkelig skræmte ham var dog udsigten til, havd kysset førte til, for der kunne ikke længere herske nogen tvivl om, hvad Enzel havde lyst til.
"Enzel.." Ordene blev mumlet mod Enzels læber mens Nicoka forsigtigt trak sig væk.
"Kan vi ikke..vente" Han bed sig usikkert i læben, sikker på at Enzel ville forlabge at de fortsatte.
"Det er bare.. Jeg er så forfærdeligt træt. Kan vi ikke vente, bare til i morgen? Så skal du nok få alt, hvad du beder om" det var et farligt ønske, for han var sikker på, at Enzel sagtens kunne være kreativ, men han kunne vel næppe forlange noget, som Nicola ikke allerede havde gjort eller oplevet.

Lige så snart Nicola så Enzels øjne, vidste han, at det havde været en stor fejl at spørge om lost forståelse. Hvorfor havde han overhovedet turde håbe på, at Enzel ville ændre sig! Det jo sådan Enzel altid havde været, og selv en guddommelig indblanden ville næppe være i stand til at ændre ham. Nicola havde lyst til at blive sur, skælde Enzel ud og forlange lidt forståelse, men i stedet bøjede han underdanigt hovedet. Smerten da Enzel nev ham fremkaldte en lav klynkende lyd, men ellers hverken sagde eller gjorde han noget, han skulle jo helst ikke risikere, at Enzel blev endnu mere gal.

Opgivende rejste Nicola sig en lille smule, så han kunne rykke sig over, så han kunne gære klar til at sætte sig ned over Enzel. Det var tarveligt, at forlange, at Nicola skulle til at ride ham, det var jo Enzel, som havde ylst! Og så gad han ikke engang gøre arbejdet selv. Det var irriteret, men endnu mere var det ydmygende, at Enzel faktisk kunne få ham til at gøre det helt uden brok.
Smerten bagtil var langt fra uvant, men alligevel kneb han øjnene sammen og bed sig i læben. Normalt ville han forsøge at skjule smerten og ubehaget, men det var hans eget lille oprør, at Enzel skulle få lov til at se smerten. Ikke at han regnede med, at det ville fremkalde nogen situation, Enzel havde gjort det rigelgit tydelig at han var fuldkommen ligeglad.

Skulle han være helt ærlig, troede Nicola ikke på, at Enzel ville gøre ham ondt sådan for alvor, det havde han allerede haft muligheden for. Nogen ville sikkert mene, at der så ikke var nogen grund til at frygte Enzel, men det var Nicola bestemt ikke enig i. Selvom der måske ikke var nogen reel fare, kunne Enzel stadig gøre livet utroligt surt for ham, og så var det nemmere bare at høre efter. Lige i dag var Nicola dog træt og ugidelig, og han var stadig påvirket af alt det, som han havde været udsat for, så han tog det egentlig ikke så tungt, at Enzel så ud til at være ret negativ. Hvis han ikke var tilfreds, måtte han jo tage over og gøre arbejdet selv.

Som han blev tvunget til at bevæge sig hurtigere, begyndte Nicolas ansigt at fortrække sig mere og mere i smerte. Lige nu ville han virkelig ønske, at han havde givet sig tid til at forberede sig i stedet for at have travlt med at få det overstået. Nu kunne han kun håbe på, at Enzel i det mindste ville blive tændt af den tydelige smerte, så han blev hurtigt færdig, og de kunne komme i seng. Forhåbentlig ville deres omgang nu betyde, at han kunne få lov til at sove i fred og måske endda sove lidt længere, så han kunne indhente de sidste dages søvnmangel.

Selvom Enzel stønnede noget så veltilfreds, kunne der ikke længere være tvivl om, at der ikke var tale om nogen som helst forhold for elsken eller egentlig bare frivilligt samleje. Det her var misbrug, slet og ret voldtægt. Enzel tog, hvad han ønskede, og han var tilsyneladende ligeglad med Nicolas mange klynk og smertefulde gisp. Nok var det langt fra første gang, at Enzel havde voldtaget ham, men han kunne ikke mindes, at han nogensinde havde været så hård og hensynsløs før. Mon det skulle være sådan her for fremtiden? Det håbede Nicola ikke, for han tvivlede på, at han ville kunne holde til det uden at gå fuldkommen i stykker.

Knapt havde Nicola tænkt tanken, før Enzel blev noget mere voldsom i sine bevægelser og smerten blev noget nær uudholdelig. De smertefulde klynk gik over i skrig, som han forsøgte at dæmpe, men uden megen held. Nærmest desperat greb han fat i kanten på karret og klamrede sig til det så hårdt, at han fingre gjorde ondt. Var det her straffen for, hvad han havde gjort mod Enzel? Det virkede godt nok som en urimeligt hård og smertefuld en af slagsen så!
Da Enzel endelig stoppede bevægelserne, rystede Nicola over hele kroppen, og han havde det som om, at han kunne falde om hvert øjeblik. 

Forsigtigt for at undgå endnu mere smerte rykkede Nicola sig væk, så Enzel kunne rejse sig. Selvom han tog det meget stille og roligt med alle bevægelser, skød smerten stadig igennem ham og gjorde ham endnu mere svimmel, end han var i forvejen. Af netop den grund blev han også pænt siddende i karret og han klamrede sig stadig desperat til kanten. Selv det at dreje hovedet for at holde øje med Enzel fik verdenen til at snurre og dreje på en utrolig ubehagelig måde, men han var nødt til at holde øje med ham i tilfælde af, at han begyndte at komme med krav om noget.

Langsomt og så forsigtigt som overhovedet muligt rejste Nicola sig op, da Enzel lagde an til, at han skulle tørres. Han formåede at rejse sig og formåede endda at kravle ud af karret, så han var klar til at blive tørret. Det var nok hans fantasi eller vandet, men det føltes som om at der løb noget ud af ham og ned af hans ben.. og han var da ret sikker på, at Enzel ikke var kommet i ham.

Nicola nikkede, det var slut.. i hvert fald for nu. Forhåbentlig havde de smertefulde skrig skræmt Enzel nok til, at det ville vare et par dage, før han fik lysten tilbage.
"Tak" ordet var nærmest lydløst, og nærmest som om lettelsen over, at mishandlingen endelig var ovre blev for meget, vippede rummet pludselig voldsomt og Nicola vendte det hvide ud af øjnene og hans krop faldt sammen, nærmest som om alle knogler var forsvundet.

Hele verdenen var mørk, men samtidig var Nicola på en måde godt klar over, at han faldt. På en eller anden underlig måde, føltes det dog som om, at han faldt ned igennem gulvet og ud i intetheden. Kroppen føltes vægtløs og fremmede, nærmest som om han svævede rundt et eller andet sted. Hvis ikke det var fordi, at alt omkring ham var helt mørkt, havde han måske også troet på det. Var han ved at dø? Det virkede ikke som et helt umuligt svar. Det var svært at forme en tanke, så han valgte at omfavne intetheden og synke dybere ned i det, lade det omfavne ham, som faldt han ned i en styr bunke af Enzels dyre og bløde lagner. Hvis det her var døden, var det vel næppe det værste, som der kunne ske ham. Så ville det i det mindste være slut.

Mørket og intetheden var behageligt, men der var en irriterende kraft, som insisterede på at hive ham ud af mørket. Det føltes som en næsten umulig opgave, men langsomt formåede han at åbne øjnene. Synet var slørret og der var irriterende hyletone i hans følsomme øre, og hvor var han egentlig henne? Kroppen føltes tung og usamarbejdsvillig, så det var en kamp at få hånden op, så han kunne gnide sig i øjet, men det lykkedes da, og stille og roligt begyndte verdenen at stå mere skarpt omkring ham. Det første han så var Enzel, synet fik hans hjerte til at banke hårdt og hurtigt, og desværre ikke på nogen god måde.
"Enz..el..?" Han ville spørge, hvad der var sket, mens halsen var tør og stemmen knækkede over ved bare det ene ord.