Det var som om nogen stak hende med små fine nøgle, hen over hendes hud. Hans tunge ånde der lagde sig imod hendes let hævet læber, efter deres voldsomme møde med hans.
Hun var ikke sikker på, om de tanker havde løbet igennem hendes hoved før. Men hun måtte igen minde sig selv om, hun aldrig havde oplevet noget lignede. Smerten var der stadig, ganske stille bevægede den sig igennem hende. Men den var ikke længere ilde set, men mere velkommen? Var smerten endda noget, der gjorde hele oplevelsen lidt bedre?
Det var en situation hun unægtelig aldrig havde været i før. Ting hun lærte om sig selv, hun før havde troet slet ikke var betydelige. Men med ham, med manden der trang sig selv ind i hende, foregnede dem som var de en og samme person. Han viste hende nu vejen imod noget, hun ikke helt vidste hvad slutningen kunne betyde. Men det ville være rejsen værd, det var hun slet ikke i tvivl om.
“Ja” hviskede hun tiggende, tilbage imod hans læber. Hun ville give ham alt, bare han fortsatte, tog hende mere, voldsommere – ja næsten ødelæggende. Hun hungrede efter det, kontrollen han havde over den blonde kvindes krop.
Dog blev hun ganske brat vækket fra hendes trance han havde oplagt hende. Da det knagende bord gav efter, og nægtede dem muligheden for at bruge det længere. Tydeligvis havde det gamle oldnordiske genstand opgivet kampen og kastet håndklædet i ringen.
Først var hun forvirret over hvad der var sket, mens hun med sløret øjne betragtede manden der havde sine arme omkring hende og sørgede for de ikke faldt nogen steder. Også lagde de mosegrønne øjne sig på bordet der var kolapset som en nyfødt kalv der lige var kommet ud af dens moder.
Men så begyndte latterne også lige så stille at kilde hendes strube. Og inden længe begyndte hun også at grine sammen med varulven.
“Hovsa?” kom der med latter i stemmen, og lagde armene tættere omkring hans nakke og trak sig helt ind imod ham.
Kulden var muren, var næsten en velkommen gave for den svedige og opvarmet krop. Selvom hun ganske kort forinden havde grint over uheldet, som hun ikke så som andet; det havde trods alt været et hun havde fundet tilfældet på gaden og tænkt – hvorfor ikke? Så der var ikke større værdi for hende over genstanden.
Var passionen hurtigt at spore i hendes øjne, dette var bestemt ikke nok til at vakle hendes beslutning. Men spørgsmålet var nu bare, var køkkenet det rigtige sted at fortsætte deres eskapader? Hurtigt efterfulgt, ville han overhoved kunne bære dem begge op af trappen, uden at de begge ville slå hovederne ind i loftet.
Hendes tænder bed fast i hendes læbe.
“Lad os fortsætte oppe i nogle mere… komfortable omgivelser.” mumlede hun imod hans læber, og kyssede dem derefter grådig – i tvivl om hun overhoved ville kunne frarøve sig selv et øjeblik fra ham hvor de var så tæt.

Ulvens grå øjne virrede frem og tilbage mellem hendes mosgrønne; ude af stand til at kunne hverken slippe eller gribe deres kontakt. Det var først da hans krop havde gjort holdt, placeret sig selv i et stilstående stadie, fortsat med Innogen i sine arme, at han mærkede sin krop. Hans øjne sank nedad, seende ned af sig selv - nedad imod hans opsvulmede, muskuløse brystkasse. Hvordan den sagte hævede sig op og ned, tydeligvis fugtet af sved. Han ville have rystet på hovedet af sig selv, men ikke denne gang. Denne gang føltes alt ægte; hans følelser, varmen i hans inderste indre - alt sammen frembragt af kvinden i hans arme. Hans hjerte føltes helt.
“Dét-“
Han gestikulerede med øjnene, henad imod deres efterladenskaber, bordet, ved deres højre side:
“Dét er jeg altså virkelig ked af.”
Han talte blidt, trækkende blikket opad idet han mærkede Innogen trække sig helt ind imod hans krop. Følelsen af hendes krop imod ham, hendes former der lagde sig henover ham, blødgjorde ham helt ukontrollerbart. Han sukkede hengivent, ude af stand til at afholde sig selv fra at gøre andet. Kunne hun gøre hvad som helst ved ham på nuværende tidspunkt, uden han ville protestere? Uden tvivl. Han ville og kunne ikke benægte det - selv ikke engang hvis han prøvede.
“Men så på den anden side: du ser heller ikke ked af det ud.”
Brummede han af hende, med en sigende salighed. En salighed der blev fulgt op af en let knugende greb omkring hende. Et greb hvortil han støttede hendes kropsvægt imod væggen. Han undslap ikke at rynke sine bryn ganske tæt, idet han langsomt trak sig ud af hende - men aldrig helt, idet han lige så langsomt stødte sig dybt imod hende. Dette med ordene, udtalt med en dybde af brændende ild:
“Desuden: jeg har på fornemmelsen jeg har en måde at finde tilgivelse på.”
Synet af måden hvorpå Innogen bed sig i læben - det sendte en bølge igennem ham, helt fra hans liv til hans tårspidser, fående ham til at krumme sine tær i afmagt. Han rystede ganske let på sit hoved, mærkende en trang til at læne sig frem og blidt omfavne hendes underlæbe med sine tænder. Men da hørte han hende tale, hendes læber strejfende hans med en pirrelighed han var på grænsen til ikke at kunne bære. Oppe? Et  uforstående udtryk trak henover hans ansigt, for blot et sekund, inden åbenbaringen ramte ham - noget der tydeligt afspejlede sig i varulvens grå øjne. Alt dette nok ikke set af Innogen, idet hun trak sig så nært ham i et kys, gengældt af varulven.
Han var blevet pålagt en ordre; og da, for atter en gang, skred han til handling. Støttende hende i sine arme, bevægede han sig sagte bagud, drejende om således han havde udgangen til køkkenet i syne. Han skænkede ikke de brændende lys i køkkenet en tanke, tydeligvis med tankerne henlagt et ganske andet sted. Idet han nåede døren, denne ledende opad til husets øvre gemakker, satte han Innogen ned - med en ganske bittersød fornemmelse rummende hans mavecenter. Dette tydeligvis prægende hans øjne, der granskede hver og enkelt del af hende idet hun atter stod foran ham. Denne gang lagde han ikke engang skjul på det - for hvordan kunne han?
“Såh, Innogen-”
Brummede han under et lille suk, bøjende ganske let i ryggen, som han kyssede hendes skuldre: “Vis vej.”   

Hun fulgte hans øjne, betragtede det ødelagte bord der var knækket fuldstændig sammen under presset. Skuldrene trak op ad, nonchalant, som var det dét mindste der kunne ske denne aften. Som hun havde tænkt i sit stillesind, det havde jo ikke været noget dyrt eller specielt bord. Det havde bare tjent dens formål, og nu ville den blive brugt som brænde.
Hendes øjne lukkede sig lige så stille i, nød hvor tætte deres kroppe var i dette øjeblik. Hans varme hud presset imod hendes egen, tætheden de delte, det var så underfundig at ting kunne ske så drastisk, så hurigt. Som de var sket denne aften.
Følelserne der var blevet kastet op i luften, og smidt ned på gulvet igen. Det var alt sammen, mere end hun kunne rumme i hendes hoved. Så i stedet pressede hun tankerne væk, fokuserede i stedet for det håndgribelige der var foran hende. Nemlig ham, og de følelser der strømmede igennem den tæthed de delte. Så overskyggende med følelser, for den mand som hun kort forinden havde sagt hun elskede.
For nu, mere end noget andet tidspunkt var hun ganske sikker på at det var sandt.
Mere sandt end noget havde været i hendes liv længe.
Smilet bredte sig på hendes læber igen, som han nævnte hun ikke virkede ked af det. Det ville næppe være noget hun ville have behov for at skjule var rigtigt. Det var ikke vigtigt, han skulle ikke straffes for noget de begge havde været en del af at ødelægge.
Nej, det var ikke vigtigt, og hun var bestemt ikke ked af det.
Øjnene åbnede igennem tunge øjenvipper, som hendes læber skilte sig lige så stille fra hinanden. Efter de havde listet sig hen over hans varme, bløde, tiltalende mund.
Tilgivelse?
Han behøvede ikke hendes tilgivelse – oh – oh.
Et sagligt smil prægede hen over de hævede læber, som hun tog en dyb indånding. Hun lod ham bære hende ud i gangen igen. Så hun kunne vise dem vej op, hvor hun havde spurgt om de skulle genoptage, det de nu var i færd med.
Hun skælvede, da hans læber omfavnede hendes skulder. En kuldegysning gled med hastige skridt igennem hende. Hvilken virkning han havde på hende, hvis han ville – kunne hun være som ler mellem hans hænder. Han kunne bede hende om alt, og hun ville give ham det. Hvis det var dét han ønskede.
Hun åbnede døren til trappen, lod fingrene gribe et stearin lys  “Pas på hoved.” mumlede hun, som hun kravlede op til værelset, hun var kommet ned fra, ikke mere end hvad, fyrre minutter siden?
Det var lige som hun havde forladt det, fyldt til renden med hylder og bøger, et klædeskab med hendes tøj. Men det som var mest iøjefaldende  var den store seng. Sengen der fyldte hele det kvadratiske rum, på omkring tolv  kvadratmeter.
Hendes skikkelse vente sig rundt imod manden, som hun forventede var lige i hælende på hende. Hun gik hurtige skridt hen imod ham, svang sine arme omkring hans læber og gav hende et krævende og hungrende kys. Det han havde givet hende ned i køkkenet, var slet slet ikke nok.
Hun ville have så meget mere, hun ville have alt han kunne tilbyde hende. Lige meget konsekvensen.

Judah fulgte hendes nøgne skikkelse med øjnene, betragtende hende i hver enkelt bevægelse hun pådrog hendes krop, idet hun kravlede op af trappen. Han fulgte efter hende og det lille lys, der dansende fældede trappen og da hendes sovekammer op i dets blide, men ganske varmt skær. I det øjeblik han nåede op over trappens sidste trin, strakte han sig opad i ret-stående stilling, før deres kroppe atter kolliderede, slap han Innogen med øjnene - blot for at lade blikket strejfe rundt i kammeret de netop befandt dem i. Han rynkede brynene imens han tog alt ind; alt hvad der umiddelbart var med til, at beskrive hvem Innogen var. Hendes bøger, hendes tøj. Burde det tilbageholde ham, i alle hans handlinger - selv dem han allerede havde udført - at han ikke vidste hvem helt hun var? For han vidste unægteligt, ganske lidt omkring kvinden foran ham. Men til trods for hans begrænsede viden, til trods for netop det, følte han at han kendte hende bedre end de fleste bekendtskaber endda venskaber han havde haft op til nu. Alt hvad han havde gjort op til nu, mindre end en time siden de havde trådt ind i Innogens hoveddør, havde føltes rigtigt.
Selv i dette stående øjeblik, da han så hvordan elverkvinden trådte imod ham - måden hvorpå hun slyngede sine arme omkring hans nakke, følelsen af hendes læber, krævende og hungrende imod hans. Alt det var rigtigt. Måden hvorpå han følte han behøvede hende, hver enkelt lille del af hende. Så varulven greb hende, tog imod hende uden at rykke sig det mindste, da hun faldt imod ham.
Han måtte slippe kysset, hævede ansigtet ganske let for at placere sine læber ganske fint imod Innogens ene øjenbryn. Han placerede begge af sine hænder, ganske blidt imod hendes skuldre, idet han langsomt prøvede at føre hende henad imod hendes seng.
“Du løj ikke da du talte om komfortable omgivelser,”
Talte han legende imod hende. Han standsede idet de fandt sig placeret for enden af hendes seng, seende imod hendes øjne med et varmt smil.
“Kom - lig dig ned.”

Judah trak sit ansigt fremad imod hende, kyssende hende blidt på halsen, inden han trak sig fra hende. Dette var mindre end nogle få centimeter, men han følte allerede han var alt, alt for langt fra hende.
 

Manden foran hende var gået fra at være ganske direkte, og pulserende i sin passion. Til at være utrolig nænsom, som han kyssede hende på øjenbrynet.
Forundringen var ganske nem at spore i de mosegrønne øjne, som hun betragtede manden foran hende. Varulven.
Hvorfor pulserede en irritation i hendes maveregion over, at han pludselig var skifte så drastisk i sin måde at behandle hende på. Måske havde hun i grunden nydt den lige hårdfør mand, der havde taget det han havde haft brug for. Nu drejede det pludselig alt sammen om hendes ve og vel. Det at hun havde været så knytte til smerten, da han havde penetreret hende, havde tydeligvis været den som havde ødelagt dynamikken. Så hun kunne ikke helt give Judah skylden, han prøvede tydeligvis bare at gøre dette en god oplevelse. Men det var ikke dét her hun ønskede.
Hun tog en meget dyb indånding, som hun lod sig skubbe bag ud imod senge kanten. Da hun mærkede det kolde træ kolliderer imod hendes lægmuskler. Dette var også naturens lov, som hun ende med at falde bag over i sengen. Et let grin forlod hendes strube, som hun langsomt men sikkert kravlede bag ud, over de bløde skind. Musklerne i hendes overarme spændte, som hun brugte dem, som kraften til at bringe sig til en behagelig plads at halv ligge i.
Hendes blik gled hungrende over Judah, der stod nøgen foran hende.Det eneste lys; stearin lyset der flakkede over i hjørnet, der kasted varme skygger hen over manden foran hende. Hun måtte igen drage et hektisk sug ned i hendes lunger. Han var så smuk. Hun kunne ikke sige det nok gange, for det var mere sandt hver gang hun tænkte det.
“Kom” hviskede hun, som hun lagde sig endnu bedre til rette. Det eneste hun ventede på var ham. Følelsen af ham så tæt på, at hun kunne mærke hans ild, som flettede den sig sammen med hendes. Nu havde hun efterkommet hans ønske, mon han ville eftergive sig selv, for at opfylde hendes? Turer hun lade ordene flyde hen over tungen og til sidst forme sig af hendes læber.
Afgiv kontrol, tag mig men hun ventede, som mens spændingen greb hendes mellemgulv. Han havde allerede været alt for lang tid væk fra hende til hun kunne holde til det. Hendes hænder næsten dirrede af forventning.

Han ænsede blikket i Innogens mosgrønne øjne, ændringen var ganske mærkbar - i sådan en grad, at han næsten var sikker på at hun ønskede han skulle se det. Havde han gjort noget forkert?
Varulven forstummede sine følelser på bedste vis, men inderst inde undredes han. Hans tordenvejrsfarvede øjne henlagde sig i en mild skygge, som hans øjenvipper tildækkede dem. Han kendte intentionen bag sine blide kys, måden hvorpå han havde tilbageholdt den drivkraft der havde ført hans handlinger forinden, som han havde taget hende første gang; nådesløst og uden nogen form for hæmninger.
Åh - ååh!
Og da ramte det ham, som et lyn fra en klar himmel.
Varulvens grå øjne vendte blikket imod hendes, men var ude af stand til at holde sig ved hendes øjne, idet hendes krop henlagde sig over skindet foran ham.
Han havde taget fejl, åh så fejl; han undervurderet kvinden foran sig mere end hvad hun fortjente. Om nok var dette hendes første gang, men som han så på hende, som hans øjne nedfældede Innogens stærke krop, så huskede han - han huskede hvordan hun havde lidt under ham. Men ikke lidt i sådan en grad, at have bedt ham om at holde igen - hun havde ikke skubbet ham væk; hun havde bedt om mere. Tiggende og bedende i sådan en grad, at han allerede ved tanken mærkede en varme gribe omkring hans manddom. Bare måden hvorpå hun havde set på ham, kaldt på ham under sine støn. Han bed sig i underlæben, tydeligvis et sølle forsøg på at kontrollere sig selv. Men dét var netop fejlen - han måtte fri sig fra enhver form for kontrol og blot give slip. Give helt og aldeles slip.
Judah trak sig nedad imod hende med sine knæ som sin støtte, afgivende en knurren der stammede helt inde fra hans inderste indre. Han genfandt Innogens blik, imens han dirigerede hendes ben på plads således han kunne indfinde mellem hendes ben. Hun talte ikke, men alligevel hørte han hendes ord klart og tydeligt, rungende i hans tankecenter: Hold din kæft og tag mig.
Varulven krummede ganske let i sin ryg, idet han greb under under Innogens knæhaser, trækkende hende helt tæt på sig med hen hensynsløshed den kvindelige halvelver ville finde genkendelig. Stadigvæk med grebet omkring hendes ene knæhase hvilende på punktet mellem sin under- og overarm, greb han omkring sin manddom, strygende sig selv op og ned omkring dets skaft, for da at føre sin hånd til hendes køn. Hans grålige øjne mødtes da med hendes grønne, vurderende som han strøg hende, cirkulerende omkring hendes klit. Han vidste hvor meget hun ønskede ham, han havde mærket hvor våd hun var; han havde set hendes krop dirre af forventning. Han holde vejret idet han førte sig selv op i hende, men dog ikke helt. Den resterende afstand blev dog nedlagt fuldkommen, idet han genfandt grebet omkring hendes anden knæhase med sin frie underarm, trækkende hende helt frem imod sig. Han åndede hæst ud i et tungt suk, et suk der udviklede sig til et tungt åndedræt, da han atter genoptog bevægelsen i sine hofter. Langsomt stigende i fart.

Lysten greb hendes maveregion, som hun så hvordan han forvandlede sig foran hende. Hun tog en dyb indånding, i et sølle forsøg på at kontrollere sig selv og stormen der rasede såvel som udendørs, men også i hendes indre.
Han havde hørt hende, klart og tydeligt – uden hun skulle ytre sig et eneste ord. Det var måske endda dette, som gjorde at noget greb omkring hendes så voldsomt; at det føltes som en ekstase bare det at han kiggede på hende med de gennemborende grå øjne, som så han lige igennem hende.
Innogen kunne ikke lade et lavtmeldt støn glide hen over hendes læber, som han greb omkring hendes knæhaser og trak hende ind til sig.
Vejrtrækningen blev overfladisk, som hun betragtede hans stærke krop der ulmede over hendes. Gjorde sig klar til atter at tage hende; denne gang var hun bedre forberedt på det. Og hun kunne mærke, hvor klar hun var, da han endelig lod sig føre ind i hendes indre igen.
Hun satte sine under arme på plads under sig, og krummede ryggen. Hendes hoved faldt bag over som et ganske højere støn forlod hende.
Hun havde svært ved at holde øjnene åbne, men han krævede ganske tydeligt hendes opmærksomhed, som hans øjne blev ved med at finde hendes. Hun kiggede tilbage, men måtte igen slog hoved tilbage blev overvældet af lyden der forlod hendes strube. Af ren og skær lyst, nydelse – alt hvad han gjorde ved hende. Hvordan hendes ben begyndte at ryste, da han greb bedre om hende og fik ført sig hele vejen ind i hendes indre. Hun mærkede varmen der spredte sig som ild fra hendes køn.
Denne gang, vente hun sig hurtigere til smerten der skød igennem hende, denne gang var den også langt mere velkommen. Den bragte en helt anden nydelse end noget hun nogen sinde havde prøvet før.
“Hårde!” halv råbte hun, tiggende som hendes hoved stadig lå tilbage imod madrasser, mens hendes hofter blev skudt imod hans. Det var som om, at ilden ikke ville slukkes, at hun krævede mere end han måske kunne give hende. Hun vidste bare hun måtte have det hele, og hun var næsten ligeglad med om det så betød, om hun ikke kunne gå dagen efter.
Alle disse tanker, lå så langt væk fra den blonde kvindes tanker; hun måtte bare have ham.

Måden hvorpå den kvindelige elvers krop vred sig under ham, lyden af hendes overfladiske åndedræt, og da til sidst hendes halvråbende bøn - det sendte ham det sidste stykke udover kanten. Judah mærkede det ikke, fordi hans krop mærkede så meget andet på daværende tidspunkt - eller, han mærkede det, men han bed ikke mærke i alvoren af hvilke signaler hans krop prøvede at sende ham. Som varulvens hofter tog op i fart og kraft - efterlevende Innogens ønske - mærkede varulven hvordan hans krop langsomt gav slip; gav slip på den kontrol og afmagt han havde haft tæt, tæt til sin krop. Havde varulven ikke haft sin opmærksomhed imod kvinden under sig, ville han have mærket det - en trækken i sit tandkød, følelsen af hvordan en  brændende varme begyndte at afsætte sig i musklerne omkring hans brystkasse og langsomt ud i hele hans krop. Hans hjørnetænder begyndte at skyde fremad i en spids, hans muskuløse brystkasse trak yderligere fremad, glinsende og svagt rødmende som berørt af den varme der ulmede under huden på hans krop. Og så var der hans øjne - de stålfarvede øjne forvandledes for det blotte øje, til noget ganske andet end et menneskes.
Med ét mærkede varulven det, den tiltagende smerte i hans krop - men forvekslede det med noget ganske, ganske andet end den velkendte rasen han mærkede under fuldmånens skær. 
“Ugh!”
Han skød ansigtet tilbage, stønnende næsten lidende under sin egen og Innogens krops kraft. Forventende at han var nært klimaks, og ganske ude af stand til at acceptere dette faktum, standsede han hendes hofters vuggen. Varulven lænede sig fremad imod Innogen, gribende omkring hende således hans næste træk ville fremkomme legende let for dem begge. Han kastede sin krop til den ene side, placerende sig selv under hende, med hende siddende ganske fint over sig. Alt dette var selvfølgelig ikke kun et forsøg på at bremse sig selv, det ville være aftenens største løgn. En løgn varulven ville være ude af stand til at skjule, med det sultne blik der havde lagt sig henover hans øjne. Øjne der for en kort stund ikke lignede hans egne.
Som Judah trak vejret lidt mere kontrolleret, afventende Innogens reaktion på deres lille forflytning, trak hans tænder sig på plads og før alt for opspændte muskler, rykkede sig nedad. Som om intet var hent.

Det hun så ske foran sig, burde måske have skræmt den normale kvinde – eller mand. Der havde ligget med Judah i dette øjeblik, men hun kunne ikke løsrive sig fra hvad der skete udfolde sig foran hende. Fuldstændig grebet af øjeblikket, gispede hun næsten efter vejret. Hvorfor fandt hun det så forbandet smukt, den forvandling der skete foran hende? Hvorfor vidste hun, at hun burde være bange – men kunne på intet tidspunkt finde frygten ulmende bag hendes brystkasse.
Nej – han ville aldrig nogen sinde kunne skræmme hende. Selv den dag, hun ville stå over for hans varulve skikkelse. Hun ville løbe ja – men fordi hun vidste at hendes liv var mere værd, og han ikke ville kunne styre sig.  Hvorfor hun vidste det så instinktivt var hun pludselig ganske usikker på.
Havde hun set det her før?

Dog valgte hun at lukke øjnene i stedet. Mærke ham omkring sin krop, hans hænder på hendes hofter. Hans stød imod hendes indre, som han ukontrolleret lod sig selv give slip på hans hæmninger. Det var nok til at skubbe hende over grænsen, og hun mærkede hvordan en varme som blev hun stukket spredte sig igennem hende. Det var overvældende og fantastisk på samme tid. Hun skød sine hofter imod ham, som et halvt skrig kvækkede hen over hendes læber.
Det var derfor også ganske velkommen, at han valgte at holde fast i hende. Stoppe dem fra at mødes igen, som de bare lå i en kort stund, uden at bevæge sig.
Et svagt hvin forlod hendes læber, en lille klukkende latter – da hun mærkede en kildende fornemmelse i hendes mave. Og der sad hun jo så fint, overtværs på hans hofter og kiggede ned på ham.
Hun lagde mærke til hand øjne, betragtede dem nøje, lod oplevelsen synke i hende. Stadig siddende med ham i sig, kravlede hun dog med overkroppen hen over hans brystkasse. Slangede sig hen imod hans ansigt og betragtede ham.
“hmmm” mumlede hun stille imod hans læber, som var få millimeter fra hendes egne.
Han havde i sandhed vækket noget i Innogen, hun slet ikke vidste hun besad.
“Du er fantastisk” knurrede hun lavtmeld og kyssede hans læber hårdt. Hun lænede sig derefter bagud igen, så hun sad med et svaj i ryggen hen over hans skød.
Hendes fingre greb omkring hans hænder, og førte dem op og placerede dem på hendes bryster. Inden hun lige så stille, med kraftige stød begyndte at bevæge sig frem og tilbage på ham.
Det hele kom så instinktivt for hende. Hun skulle bare have alt af ham, hun kunne slet ikke få nok. Og var derfor hellere ikke i stand til at stoppe.

Varulven var ganske ude af stand til, at tilbageholde et sagligt smil ved fornemmelsen af hendes former hvilende imod sin brystkasse; mærkende hendes varme og fugtige krop imod sin. Følende Innogen ganske tæt imod sig, lod han sine hænder vandre - fra hendes lår der hvilede nedad imod hans side, opad til hendes baller hvortil han greb fat. Følende ihærdigt imens, at han lyttede til hendes ord, kun ladende sig påvirke yderligere af deres klang. Imellem deres kys talte han, med samme genkendelige dybde som før:
“Du forstår ikke hvad du gør ved mig-“
Judah nåede ikke længere end dette, idet han mærkede hvordan Innogens kvindelige skikkelse eliminere nærheden mellem dem. Han granskede hende som hun strakte sig opad, gribende hans hænder for blot at placere dem imod hendes bryster, som hun red ham. Næsten paralyseret af billedet foran ham, fulgte han hendes krops bevægelser. De tordenfarvede øjne kneb sig ganske let sammen, seende nedad hendes krop som den svagede sig frem og tilbage, frem og tilbage henad hans krop. Øjnene fandt vej nedad imod brysterne, hvilende næsten perfekt i hans hånd; han knugede den ganske blidt, med sin pege- og langefinger gribende lige så lidt omkring hendes brysts brystvorte.
“Ah-“
Et støn undslap hans læber idet han mærkede det; en bølgende varme bredende sig igennem hans krop, som den kvindelige elver red ham mere og mere. Han vidste han var tæt på, men ikke helt tæt nok. Ulven vidste han måtte tættere på, tættere på hende og mærke hende, smage hende. Det var derfor han slap grebet omkring hendes bryster, liggende sine albuer støttende i idet han satte sig op, atter gribende hende omkring hendes bagparti - støttende hende i hendes bevægelser, hvis han ikke også tilføjede yderligere kraft og styrke dertil. Hans støn til tog, gribende og ukontrolleret idet han løftede hende op og ned, mærkende den bølgende fornemmelse der tog til i hans krop. En bølge der red sig selv højere, imens han stødte hende hårdere. Han hvilede sit ansigt imod siden af Innogens hals, først kyssende hende dér, så opad imod hendes kæbe, til han måtte gøre holdt foran hendes mund, åndende tungt ud. Varulvens bevægelser forekom hårdere og hurtigere, men da indtil orgasmen greb over hans krop - bremsende den ganske sikkert, i alle dens bevægelser. Som endnu et støn udstødtes fra hans hals, greb han hendes læber - som var det den sidste gang, at de måtte mødtes.

Alt hvad der skete mellem dem, alt, var banebrydende. Hvide lys dansede rundt omkring Innogens øjne, som hendes vuggende hofter fortsatte ufortrødent hen over hans skød. Mærkede hvordan at hun kunne formå, at ramme et punkt der næsten var ved at sende hende over afgrunden endnu en gang. Hvordan kunne noget føles så forfærdeligt og så fantastisk på samme tid? Hun kunne ikke begribe det, men derfor stoppede det hende ikke fra at blive ved. For hun var nød til at mærke mere, mærke alt af ham – derfor måtte det ikke slutte endnu.

Hun måtte ligge hoved tilbage, og svajede med ryggen da hun mærkede hvordan han greb omkring hendes brystvorte. Hun mærkede med det samme hvordan det strammede imellem hans fingre. Igen samme følelse, af noget gjorde ondt sendte voldsomme elektriske stød igennem hendes krop. Af lysende varme, hun slet ikke vidste hvordan hun skulle håndterer. Han gjorde i sandhed, noget helt nyt for hende. Et spændende nyt møde, med noget hun havde udsat så længe.
Hvorfor? Det vidste hun ikke.
Men en lille stemme fortalte hende også, at hun aldrig ville finde noget så godt igen.

Også begyndte han pludselig at træde i karakter igen, da han lænede sig op og greb omkring hendes baller. Måtte hun igen stønne, stønnen blev dog til skrig ukontrolleret rene nydelse skrig. Som hun lænede hoved tilbage og red med ham. Red over bølgen endnu en gang, det summede i hele kroppen. Intet gav mening for hende længere, hun eksisterede ikke. Kun kroppen der kollapsede imod varulven der greb hende i et voldsomt kys.
Dog havde den unge elver kvinde ikke lige så meget energi at dele ud, med som hun slap han hen over hans skulder med hendes hoved og arme. Da læberne endelig skilte sig fra hinanden, var det en hvæsende vejrtrækning der forlod hendes læber. Armene lagde sig omkring hans krop, mærkede varmen der strømmede fra ham. Som lagde det et beskyttende tæppe omkring hende.
“… det.. var godt..” mumlede hun en smule forvirret og stakåndet. Hvad skulle man ellers sige efter sådan en omgang? For det var godt – men det var så meget mere end bare det. Men ord fejlede hende fuldstændig, som hun stadig sad over ham, ikke i stand til at finde styrken til faktisk at fjerne sig selv igen.

Varulven prøvede ikke engang at tilbageholde de små, fine rystelser der stødte igennem hans krop; rystelser der tydeliggjorde sig ved ganske små ryk, der på en og samme tid spredte gåsehud henover hans krop og spændte i hans muskler. Han åndede tungt ud igennem næsen, ladende sine øjne synke ganske sagte i - tydeligvis stadigvæk påvirket af orgasmen der ulmede kun lige under huden på ham. Og dog virkede han også ganske afslappet?
Kort forinden Innogens tale, åbnede Judah døsigt sine øjne - brændende af ild, men også præget af en enorm saglighed. I en næsten magtesløs handling, ude af stand til at kapere følelserne i sin krop - for ikke at tale om mindet, der stadigvæk viste sig og genlød ganske fint i hans tankecenter; mindet om klimakset rammende Innogen igen, og så igen - bed han sig fast, ganske blidt i elverkvindens fyldige underlæbe. Han slap grebet, strækkende halsen bagud for atter at ånde tungt ud, i et forsøg på at stabilisere sit eget forpustede åndedræt. Han løftede den enkelte af sine hænder, gribende sig selv ved håret, med en næsten ustyrlig træng til at ruske liv i sit eget ansigt. Han standsede dog, hørende Innogens mumlende ord, og måtte da løfte blikket, nedad imod den kvindelige skikkelse der slangede sig henover ham. ‘Godt’ var for varulven en underdrivelse af hvad der netop var sket - men han forstod. Hånden i hans utæmmede hår, placerede sig imod hendes nakke - flettende sine fingre indad imod hendes hår, gribende hende ømt omkring nakken i en blid knugen.
“Hey,”
Hviskede han, tydeligvis i et forsøg på at fange elverkvindens opmærksomhed. En ønsket opmærksomhed der blev understreget yderligere: “Kig lige på mig,”
Han mumlede ganske blidt, som han afventede hendes mosgrønne øjne imod hans egne grå.
“Jeg- jeg ved det her ikke til at kommer hjælpe på noget som helst, lige nu, men-“
Han rystede på hovedet over sine egne ord, trods den hjerteskærende ærlighed der emmede fra dem: “- Jeg ville ønske du ikke skulle afsted imorgen -" 
Han rettede sig selv, med et undertryk smil: " - idag -" 
Men fortsatte da: "- Jeg ville ønske du kunne blive her, i din seng, sammen med mig.”

Der blev taget en dyb indånding, hun mærkede duften der sneg sig ind. Duften af ham, af dem, af omgivelserne. Det var alt sammen så voldsomt, for kroppen der dirrede af en ekstase der havde rullet vildt og voldsomt igennem hendes krop.
Efterladt den fuldstændig brugt og færdig. Som havde hun været igennem en af de voldsomme, træningsessioner som lysets kriger en gang imellem var tvunget til at gennemgå. Især når man skulle i felten, det var både mentalt og fysisk grænseoverskridende.
Hun var lige så brugt, men hendes mentale sind summede behageligt. Mættet, af det de lige havde haft med hinanden.
Hendes blik blev hævet imod hans stormene grå, da hun endelig gled ud af hendes eget sind. Den træthed der var tæt på at overmande hende fuldkommen. Et smil sneg sig frem på hendes læber, som hendes tommelfinger gled hen over hans underlæbe. “Hey selv?” mumlede hun en smule drilsk, dog blev ansigtet henlagt i nogle dybere foldere. Da hun forstod, at dette ikke var for sjov. Dette var en seriøs snak, som han ville formidle til hende.
Og det var som om noget greb omkring hendes hjerte, da han proklamerede at han ønskede hun kunne blive i sengen med ham. Også når natten ville blive til morgen, og hun skulle pakke sig selv sammen og tage tilbage til jobbet som kriger. At hun snart skulle afsted på hendes tur. At når morgen ville komme, var dette blot et minde og et hun ikke vidste hvornår hun kunne få igen.

Innogen tog en dyb indånding, som hun lagde sin pande imod hans. Hendes mosegrønne øjne der ledte sig ind i hans dybe grå. Hun sank klumpen der havde formet sig i halsen. Hvad skulle hun sige, det hun ønskede? At hun også ville blive her, og ikke tage af sted. Om han ville tage hende med, og hun kunne glemme alle sine forpligtelser. For hvor ville hun dog ønske, at et var en mulighed. Men så nemt var det desværre ikke.
“Judah” mumlede hun forsigtigt imod hans læber, hvor blikket dalede til. “Lige meget hvad der sker – lige meget hvad du høre” det var som om noget slog hende, at dette var vigtigt for hende at sige. Hvorfor, det ville hun kun fortælle når de så hinanden igen. Som de skulle, lige meget hvad det ville koste hende.
“Så kommer jeg tilbage til dig, jeg finder dig igen.” med de lovende ord, pressede hun sine læber imod hans. Lige som han mod hendes, som ville det blive det sidste kys de nogen sinde delte med hinanden. Hendes fingre greb omkring hans hår og trak ham helt ind til sig. Bare for et øjeblik, bare for en kort stund. Som hun igennem kysset, understregede han aldrig nogen siden måtte tro hun ikke kom tilbage.
For hun ville altid komme tilbage til ham – altid

Varulven holde vejret idet han hørte Innogen udtale hans navn. Følelsen af hendes (næsten ulideligt) bløde læber imod hans fik ham til at sukke ganske sagte - men han standsede hende ikke i hendes ord. Ikke denne gang; denne gang vedligeholde han blikket imod hendes lige til det sidste. Lige til han atter engang mærkede hvordan hendes læber omfavnede hans, hungrende og tændende op i den ild der for ham var lige så uslukkelig og tørstende, som hans hjerte var tørstede efter hendes.
Judah greb omkring hendes krop, trækkende elverkvinden nedad imod sig således, at de på side om side på sengen. Som deres læber skiltes, kyssede han hende imod det ene øjenlåg - og så hendes pande hvortil han gjorde holdt. Han åbnede øjnene idet hans læber hvilede imod hendes hud, seende fremad i mørket næsten tænksomt. Han slap ganske fint hendes hud, strækkende hovedet let bagud således han atter kunne se imod Innogen. Som hans øjne henfaldt henover hendes blide ansigtstræk, studerende hver enkelt af dem, strøg han hende blidt henover håret - ladende sine fingre følge en af de mange, vilde krøller der omringede hendes fine ansigt.
“Ellers så finder jeg dig.”
Talte han sagte, med en varme der næsten var ubærlig. Han rynkede brynene, smilende imod hende. Han plantede ganske let hovedet imod den bløde bund under dem, fortsat seende imod hendes øjne. Han sukkede, næsten lettet, som han plantede sin hånd imod hendes kind.
“Hvornår mon du er tilbage igen?”
Hviskede han ganske sagte, idet han løftede sin anden hånd, strygende sig selv henover sine øjne. Trætheden begyndte langsomt at melde sin ankomst i hans krop.

Hvad der foregik lige nu, var næsten mere end halv elvernes hjerte kunne tage. Det var så smukt, så simpelt og - noget af det mest fantastiske hun længe havde oplevet. Og selvom at Judah, ikke havde gengældt hendes følelser, ved at sige jeg elsker også dig. Kunne hun mærke hans kærlighed til hende, i den måde han rørte hende på, hans blide kys imod hendes øjenlåg - hendes pande. 
Et lavtmeld suk forlod hendes læber, som hun krøb tættere ind til ham. Nød den varme han gav hende, den sult hun ikke havde vidst hun besad, havde han mættet. Og hun følte sig helt saglig i hans arme, måtte aften aldrig ende. 
Hvad var klokken overhoved? 
Blikket blev åbnet, som hun kiggede over hans skulder imod vinduet. De fire ruder, hvor regnen slog nådesløst imod det. Var det en advarsel? Var stormen på vej, og slet ikke begyndt endnu. Hun vidste det ikke, men et lille nik forlod hendes hoved. Som han sagte sagde han ville finde hende. Det skabte et lille smil på hendes læber, som en hånd lagde sig kærligt imod hans kind, og hende øjne atter fandt hans igen. Betragtede hvordan trætheden lagde sig hen over ham. Gad vide hvornår du sidst havde en god nats søvn. Tænkte hun stille, men spurgte ham ikke. Hun kunne næsten gætte sig frem til det. 

Hun lagde hoved under hans hage. Lagde sine lange ben omkring hans. Nød det bløde skind under hendes nøgne krop. “Jeg ved det ikke - men det er nok en længere mission, end bare en uge ud også tilbage igen.” Svarede hun sandfærdigt, for hun havde faktisk ingen anelse om hvor længe det ville tage. “Måske nogle uger, måske et par måneder?” Mumlede hun forsigtigt, lukkede øjnene. Træthedens uvelkommen klør, begyndte at rive i hendes sind. Som hun kæmpede fra at lagde den overvælde hende fuldstændig. “Jeg vil ikke sove.” Mumlede hun næsten barnagtigt imod hans brystkasse. “For så vågner jeg, og skal forlade dig igen.. jeg.. vil ikke sove.” Det var næsten som om gråden genfandt sig i hendes stemme, trætheden var ganske tydelig i den unge kvinde - som hun krøb tættere ind imod hans varme krop. Drak hans duft ind, som lagde sig som et velkommen tæppe omkring hendes sind. 

Han lukkede sine tordenvejrsøjne ganske sagte i, ved hendes berøring. Han åndede ud, som han atter slog øjnene op - blot for at lade dem blive bundet sammen i et blik, med Innogens. Han undredes ikke over hendes betragtende øjne, men virkede blot til at velkomme hendes blik - således han ligeledes kunne se hende an. Ganske sandt var Judah træt, mættet endda. Mættet med varme og kærlighed han ikke havde følt, i ganske, ganske lang tid. For hvilken kærlighed hun dog skænkede ham; en kærlighed han ikke vidste han var i stand til at modtage, eller videregive. Denne nat, selvom morgenen snart var ganske nær, ville han blive fri fra hans egne personlige mareridt; denne nat ville han sove ganske tungt, med en kvinde fra sine drømme, hvilket ind i hans arme.
Han løsnede op i kroppen, gørende plads til at elverkvinden kunne kravle ganske tæt på ham. Han knurrede tilfreds, som han mærkede hendes krop imod hans, hendes ben viklende sig ind i hans, hendes bryst imod hans. Judah løftede ganske let hovedet, seende nedad hende, som han greb om hende - løftende hende, således hun lå mere op ad ham end ved siden af ham. Kunne han komme til at mærke hende mere end han allerede gjorde - så måtte han det.
“Åh,”
Han forstod - han havde selv været, hvor hun den kommende morgen ville være. Hvad der havde fyldt ham med stolthed den forhenværende aften, over Innogens bedrifter, fyldte ham nu med en bittersød smag i munden. For han ønskede det bedste for hende i verdenen - men her lå han, og ønskede hun ikke måtte gå.
“Hvis du vil-“
Han startede, brummende som han tog sig tilløb til de næste ord: “- Hvis du vil, så vil jeg være her når du kommer hjem?”
Han sank øjnene nedad imod hende, seende imod hendes lukkede øjne, som han strøg hende henover håret.

Det greb varulven om hjertet, fremhævende bitterheden i ham, som han hørte hendes mumlende ord. Var det gråd, han fornemmede i dem?
Han rynkede brynene lidende som han løftede hånden fra hendes hår, placerende denne imod hendes kind - strygende den, som han allerede havde fundet en tåre på hendes porcelænshud.
“Du forlader mig ikke Innogen,”
Forsikrede han hende: “Du har jo fundet mig; i aften, der fandt du mig.”
Han strøg et vildfarent hår fra hendes øjne, som han sank. Varulven greb forsigtigt omkring den enkelte af hendes hænder, løftende denne op imod sine læber, kyssende hendes knoer, inden han lagde hendes hånd ganske blidt imod sit bryst.
“Det ved du godt, ikke?”

Alt omkring denne stund mellem disse to mennesker, kunne være noget man skrev omkring i romantiske historie bøger. Den sindsro, den kærlighed der gled igennem lokalet. Omhyllede de to, i deres eget personlige tæppe. Og pludselig forstod hun, hvad det var andre folk snakkede om – når de nævnte det at finde den eneste ene. Et lyn af følelser gled igennem hendes krop, og hun måtte knuge sine tær sammen. Et smil spredte sig på hendes læber, som hun gemte denne lille information inde i sig selv. Dybt inde, hvor hun endnu ike var klar til at fortælle nogen omkring det, hun lige havde fundet ud af. For selvom, at den gav hende en varme i kroppen, hun aldrig havde følt før. Var den stadig skræmmende, og hun havde endnu ikke modet til at gå så langt med sin erklæring.
Derfor lukkede hun øjnene, nød hans strøg, den måde han rørte hende på nu. Der var til så stor kontrast, med hvad der lige var sket. Hun undslap et lille grynt af et grin, sagte og næsten ikke hørligt, men det forlod stadig hendes læber. Det var i sandhed utroligt, hvor meget der kunne ske på så lidt tid.
For så længe, var der slet ikke gået, siden hun havde trådt ind i kroen.
Da hendes øjne havde lagt sig på hans skikkelse. Tænk, hvis hun slet ikke var kommet ud af døren. Hvis festen ikke havde været så kedelig – eller hvis hun ikke havde valgt det halve svin, som hendes destination for at drikke sine sorger for aften væk.
Så mange ting, kunne have gået anderledes – men alligevel havde det ledt hende til ham.

“Det er jeg glad for” mumlede hun, som hendes pande lagde sig imod hans varme brystkasse. Stadig med lukket øjne. “Og siden jeg ikke ved hvornår jeg er hjemme – så kan jeg også komme og besøge dig så snart jeg er tilbage?” kom der forsigtigt – “Selvom du altid er velkommen, jeg ville være meget glad – hvis du var her når jeg kom hjem” smilet voksede også øjensynligt på hendes læber, som hun sagde den sidste sætning. Tanken om at han ville være her, når hun kom tilbage fra hendes mission. At den kunne bringe sådan en glæde, det kom virkelig bag på hende!
Hun fugtede sine læber, og måtte sukke træt. “jeg tror ikke – jeg kan holde mig vågen meget længere.” kom der igen en smule barnligt, som hun gabte og lod kroppen synke mere ind imod hans. Og som hun sagde det, mærkede hun også varmen og søvnen overtog hende. Og hun faldt lige så stille væk i drømmelandet, der greb hende og lullede hende i søvn.

Varulven nikkede, men fulgte op med et blidt ‘selvfølgelig’ idet han konstaterede, at elverkvinden der lå opad ham, havde sine øjne ganske fint lukket i. Smilet på hans læbe var næsten til at fornemme i hans ord, idet han fortsatte sin tale - denne gang tydeligere:
“Det vil gøre mig meget glad.”
Han løsnede ganske let grebet omkring hendes hånd, placerende den imod sin brystkasse for blot at strække sin egen arm opad. Med en salig, dyb brummen forladende sin mund, strakte han sig, som træt, doven kat.
“Du kan altid finde mig i Tusmørkely; det ved du.”
Smilet på hans læber ville ikke svinde - heller ikke den boblende varme følelse, der sad i hans mavecenter. En følelse der synes at blusse yderligere og yderligere op, med tanken på at hun ville vende hjem, og han ville se hende igen.
Judah løftede sagte sit hoved idet han hørte Innogen mumle imod sig - ikke lang tid efter han havde hørt hende udstøde ordene, hørte han hvordan hendes åndedræt sænkedes og søvnen havde overtaget hendes krop. Han sænkede hovedet, forsigtigt næsten som han var bange for, at vække hende med den mindste bevægelse. Og da lukkede han sine øjne i, mærkende hvordan han selv gav efter for den træthed der prægede hans krop og sind. 

Innogen missede med øjnene. Noget varmt og blødt havde omfavnet hendes krop, og først blev hun meget forvirret. Da det bestemt var tungere end hendes skind, hvad - hendes hånd fuldte struktureren af dette, som der lå indhyllet omkring hendes krop. 
Oh, en krop. Vent en krop!? Hun spærrede øjnene op, hvilket hun hurtigt fortrød - en hvæsende lyd forlod hendes sammebidte tænder. Hjernen pulserede kraftigt, især da det tildels også havde været lyset der strålede ind igennem vinduet der havde vækket hende. Alt for stærkt, for hendes tømmermænds ramte krop. Årh hvor meget havde hun lige drukket? 
Vent - gå tilbage et stykke. En krop!? blikket gled ned af skikkelsen, som hendes krop stadig var ganske fint flettet sammen med. Og da det før havde været forvirring, kunne hun mærke varmen der kravlede op af hendes nakke og tog fat i hendes kinder. Nu - kunne hun huske det. 
Judah.
Natten forinden hun var faldet i søvn, var en lille drøm gået i opfyldelses. Og som hun lå og betragtede hans sovende skikkelse, kom smilet troligt frem på hendes læber igen. Hendes næse lagde sig imod hans hår og tog en dyb indånding. Han var her stadig, det havde ikke været en drøm. Og de slørede minder fra gårsdagen, var ikke noget som havde spillet hende et pus. 
Men som hun lå og nød hans varme, at han faktisk lå her - i hendes arme. Måtte hun igen spærre øjnene op. Hvad var klokken!? Et gisp og hvin forlod hendes læber, som hun kæmpede sig ud af hans greb. Rullede ned af sengen - “Åh jeg er så sent på den!” kom der alarmerende fra hende, som hun kom op og stå i en fart. Fuldstændig ligeglad med, at hun var nøgen som den dag hun var født. Hendes lange lokker, stod ud i en vildskab hun aldrig havde været vidne til. Regnen og de stramme fletninger, havde gjort det stod ud som et springvand på en sensommer dag. Gyldne bløde lokker der omfavnede den øverste del af hendes skikkelse. “Jeg er så sent på den!” kom der en smule panisk, som hun begyndte at rive tøj ud af skabet, for at komme i noget, mere anstændigt end dette! Så sent på den.

Den kvindelige halvelver havde så sandeligt haft ret - Judah havde ikke sovet så godt (og så tungt), som han gjorde den nat. Faktisk sov han så tungt at det var først ved lyden af Innogens krop, kolliderende med gulvet under sengen, at varulven slog øjnene op. Han hev vejret hurtigt ind, for at påbegynde at gab han så ihærdigt prøvede at holde tilbage - imens han ihærdigt prøvede at justere hans syn, ved at blinke ihærdigt med de ellers sammenknebne øjne. Måske hvis han blinkede nok, så ville den dundrende hovedpine også fortrække sig.
“Innogen, hvad-“
Innogen. Minderne fra natten viste ingen nåde - de brød indover hans nethinde ubarmhjertigt og hurtigt, og hans hjerteslag tog til. Sammen med et lille saligt smil, der formede sig helt ukontrolleret henover Judahs læber. Var det glæde han mærkede? Sammen med en brændende fornemmelse i hans kinder og øre. Han bed sig i læben, gnidende sig selv i øjnene dovent, idet han så efter den kvindelige skikkelse der for kort tid siden forsvandt fra hans blik. Han endte hurtigt med at fange hende med øjnene, trækkende sig selv tættere på sengekanten - netop tids nok til, at Innogen sprang op fra gulvet, tårnende sig selv over ham. Smilet på varulvens læber voksede stødt, han var tydeligvis ikke påvirket af den paniske tilstand som havde sat sig i Innogen. Han trak sig op i en siddende stilling, slog benene udover sengen for til sidst at rejse sig op.
Han ville have vadet direkte hen til hende, men måtte standsede sig selv, inden han nærmede sig skikkelsen foran sig. For et kort øjeblik så han blot til, imens Innogen febrilsk (med sine enorme armbevægelser) kastede tøj bagover sig. Han fulgte det ene stykke tøj efter det andet med øjnene, for til sidst at liste blikket henad imod hendes muskuløse ryg.
Hvordan havde han gjort sig fortjent til nogen så smuk som hende, var for ham en gåde. Han sukkede tungt ved tanken, fuldkommen henlagt af synet foran sig. Han trådte fremad, næsten forsigtigt, idet han bevægede sig tættere på hende. Han undgik ikke at dukke sig en enkelt gang for at stykke tøj, inden han kom op på siden af Innogen. Hertil talte han imod hende:
“Jeg-øh - først og fremmest: godmorgen,”
Tydeligvis en smule usikker på sig selv, varmede han op til hvad end han havde tænkt sig at sige - eller nok nærmere gøre:
“Og jeg ville bare lige gøre noget, inden jeg går ned og samler mine ting. Jeg vil ikke opholde dig mere end nødvendigt; du har et sted at være.”
Han talte sagte, imens han trådte lidt ind foran hende - rækkende en blid hånd frem imod hende, trækkende hendes iltre hår om bag den enkelte af hendes øre. Han trådte tættere ind imod hende, idet han strakte halsen fremad. Han gjorde et splitsekunds pause foran hendes ansigt, seende hende ganske blidt i øjnene - inden han atter fortsatte, ladende sine læber kysse hendes ganske blidt og ømt. Et kys han måtte slippe umiddelbart efter, selvom han tydeligvis ikke ønskede dette.
“Jeg- mit tøj; jeg går ned og finder det.”
Mumlede han blidt imod hendes læber, da han forsøgte at trække sig fra hende - modvilligt, og modarbejder af sin egne handlinger.