Da der blev spurgt om Ergin ville ud af aftalen igen, overvejede han så kraftig at sige ja. Hænderne kom længere og længere ned mod mandens ben, og han havde virkelig ikke lyst til at gøre det. Det var så forkert og ulækkert, at det næsten gjorde ondt på Ergin. Men tanken om at få noget mad og drikke og lov til at være alene, var alligevel for indbydende til han kunne få sig til at ombestemme sig.
  Selvom han meget hellere ville slippe helt væk fra manden, kunne Ergin godt mærke han var ved at løbe tør for kræfter og så ville han ikke have en chance for at slippe væk alligevel. Ergin rystede derfor voldsomt på hovedet, med øjnene knebet hårdt sammen. Han havde ikke lyst til at skulle se mandens ansigt. Ergin var sikker på han sikkert så noget så tilfreds ud, og bare tanken fik det næsten til at vende sig i Ergins mave igen. 
 Ergin endte dog med at måtte åbne øjne, som han udbrød lavt smerte støn, da han blev bidt i kinden. Han drejede hovedet væk fra bidet, og så op på manden med et bange udtryk. Tårene løb stadig ned over hans kinder i en stille strøm. 

 Egentlig havde Ergin håbet lidt på det ville være nok at han bare havde taget fat i manden, men der gik ikke længe inden manden selv tog fat i Ergins hånd, og begyndte at bevæge den. Ergin kneb øjnene lidt sammen, så han slap for at se noget som helst af hvad der skete, men han drejede dog ikke hovedet ud til siden igen. Han havde ikke lyst til at blive bidt i kinden igen.
 Endnu et klynk forlod Ergins læber, da manden fortalte hvad han krævede af Ergin. Hvordan skulle han dog få manden til det?! Han ville jo aldrig få lov til at komme videre. Han reagerede ikke rigtig på hvad han sagde, ud over det lille klynk, og hånden der forsatte det bevægelser manden havde sat i gang. De var dog noget mere usikre og hakkende, end når han fik hjælp. 

 

Der var en meget lille chance for at Deavás ville lade drengen gå. Måske hvis han virkelig blev træt af hans små klynk og konstante forsøg på at gøre modstand. Men altså. Ergin skulle ikke få den ide, at hans opførsel faktisk virkede, for så ville de bestemt ikke komme nogen veje og så var det måske nemmere bare at lade drengen forbløde. Nok havde Ergin sagt ja til deres lille aftale, men Deavás følte ikke rigtig at drengen gjorde et forsøg på at opfylde denne aftale. Måske man ligefrem kunne mærke hans frustration, som han endte med at bide drengen i kinden. Det formåede at vende hans blik imod ham, som Deavás øjne uden tvivl advarede ham om at gøre yderligere modstand. ”Hvis du ikke gør noget ved det snart.. Så bryder jeg aftalen” hvæste han lettere frustreret over at Ergin ikke gjorde meget andet end at klynke og modsætte sig ham. Aftalen betød ikke nok til at få drengen til at bevæge sig hånd. Men forventede han virkelig at en erfaren mand, som ham, ville have nok ved en så let berøring?

Blot for at pointere overfor drengen, hvad han ønskede af ham, valgte han at flytte hånden op og ned, men det var slet ikke nok til at få ham til at stønne ordentligt, fordi han endnu kunne mærke den modstand, der var i hans arm. Han brummede en smule utilfreds, som han rettede sig en smule op og satte fødderne tilbage imod gulvet. Deavás rakte ud efter Ergin for at hive ham hen til kanten af sengen. ”Det går tydeligvis ikke” vrissede han let, som han forsøgte at positionere Ergin på sengekanten og stille sig imellem hans ben. ”Vi må gøre noget ved dine klynk” fortsatte han, som han lod blikket dale imod sit lem. Hvad mon drengen vendte på? Sin død?

Den frie hånd havde grebet lidt sat i sengen under ham, i et forsøg på at have bare lidt kontrol over hvad han gjorde. Han følte ikke længere selv bestemte noget som helst, og det var måske også sådan manden ville have det. Da manden sagde at hvis ikke Ergin begyndte at gøre noget, ville aftale blive brudt, greb han lidt mere fast i sengen under ham, og sank en klump. Selvom han bestemt ikke brød sig om hvad han havde gang i nu, var det stadig lang bedre end alternativet, og det var han bare nød til at minde sig selv om. 

 Ergin nåede dog ikke selv at tage sig sammen, før manden begyndte at bevæge Ergins hånd noget mere. Hånden i sengen forsatte sit lidt stramme greb, og han prøvede ihærdigt at holde de utilpasse klynk tilbage. Det var bare ikke når, for han havde det virkelig dårligt med det han var i gang med. En mand rørte ikke en anden mand der. 
 En bølge af lettelse skød gennem Ergin da manden trak sig væk. Lykkelig over det var slut. Han var dog selvfølgelig ikke så heldig. En overrasket lyd forlod hans læber, da han blev trukket ud til kanten af sengen. Det var svært for ham ikke at kæmpe imod, og han kunne ikke lade helt vær med at sprællet lidt. Han lod sig dog komme ud på kanten, trods han ihærdigt forsøgte at læne sig tilbage og væk fra mandens blottede krop. 

 Så snart mandens sidste ord havde forladt han læber, spærrede Ergins øjne sig op, og ham så bedende op på ham. Han kunne da godt gætte sig til hvad han hentydede til, og alt i Ergins krop skreg på at det ikke skulle ske. 
 " Jeg.. jeg skal nok tie stille!  " Bad hans, mens han lænede sig så langt væk han kunne.

Drengen skulle bestemt ikke tro, at han ville få mulighed for at bestemme noget som helst. Deavás var ikke typen til at slippe kontrollen og ærligt, så ville drengen næppe være i stand til at tvinge sig til den. Særligt fordi han måske bare gerne ville undvige og forsøge at undgå det uundgåelige lige nu. Måske han ikke var klar over alvoren, som hvilede i hans evner til at tilfredsstille ham lige nu? Ergin havde muligvis stadig et håb om at undgå det, slippe væk derfra og aldrig se sig tilbage. Deavás derimod havde planer om at lade ham huske dette til evig tid. Det ville næppe kun blive til én gang.. Men det behøvede drengen ikke vide, for så ville han nok forsøge at kæmpe mere imod.

Deavás valgte at trække sig for at finde en mere passende position. Én, hvor det ville være mere sandsynligt at han kunne tvinge ham til at arbejde for sagen. Han kunne dog godt fornemme på Ergin, at han virkede lettet over situationen, men det skulle hurtigt ændre sig, som han havde flyttet sig ned fra sengen og snart stod placeret imellem hans ben. Fra denne position kunne det gå flere veje, hvor Ergin muligvis ville foretrække hånden, så overvejede Deavás atter at tage det skridtet videre. Han bukkede sig en smule ned for at trække Ergins røv helt til kanten og låse benene ved at sprede drengens ben helt ud med sine. Det placerede hans lem faretruende tæt på drengen. Skulle Ergin lægge sig ned, så var stillingen næsten for oplagt.

Det bedende blik, lod ikke til at have nogen effekt på ham, som han rystede ganske svagt på hovedet. Han var færdig med at lytte til drengens tiggeri, for der var ingen hold i det lige nu. Deavás rakte i stedet ud efter ham, hans arm for at trække ham til sig og bevidst forsøge at skubbe drengens ansigt imod hans lem. ”Ikke flere ord fra din beskidte mund..” mumlede han irriteret, som han skævede ned til ham.

 Før han vidste af det, var Ergin blevet låst fast ude på kanten af sengen, og han kunne ikke andet end at læne sig bagud. Han kunne dog også se hvordan han ville komme til at ligge, hvis han lagde sig for meget bagud, så det var han også opmærksom på ikke at gøre.
 Selvom Ergin gjorde sit bedste for at se så sølle og bedende ud han kunne, og vise hvor meget han ikke havde lyst, virkede det ikke til at gøre en forskel. Manden greb ud efter Ergin, og fik fat om han nakke. Et klynk forlod Ergins læber, som han prøvede at trække hovedet lidt væk. Det hjalp dog lige lidt, og Ergin kunne ikke gøre så meget andet end at kæmpe lidt imod, som han blev trukket mod manden lem. 

 Jo tættere Ergins hoved kom, jo mere begyndte han stille at hulke. Tårene der havde været stoppet for en kort stund, begyndte at løbe igen. Ergin havde lyst til at brokke sig og klage en helt masse, men nåede det ikke inden hans ansigt nåede manden lem. Ihærdigt foldene han læberne sammen og kneb øjnene sammen. Føj hvor var det ulækkert! Lugten og følelsen mod hans læber og kind. Det var lige før det fik Ergin til at kaste op, men det betød også at han måtte åbne munden, og det ville han ikke! 
  Selvom manden prøvede at presse lemmet mod Ergins læber eller gnide den rundt i Ergins ansigt, eller hvad han ellers kunne finde på, åbnede han ikke munden op. Der skulle noget mere til. Han nægtede at gøre det frivilligt!

Ingen længe ville drengen ikke have mulighed for at bevæge sig eller modsætte sig Deavás ønsker, som tålmodigheden var ved at slippe op. Han kunne normalt godt tage sig sammen til at pine en sjæl, som hans, men eftersom at han havde givet drengen uendelig muligheder for at tilpasse sig situationen, så følte han ikke længere, at det var et krav fra hans side af. Deavás var klar til at tage ham med magt, hvis det skulle komme til det, særligt nu hvor de havde flyttet det hele til sengekanten og derved gjorde det nemt for ham at låse drengen i en liggende position med benene spredt. Grebet om drengens nakke var fast og bestemt, som han målrettet skubbede ham imod hans lem. Han var egentlig ligeglad med om drengen ville yde modstand, for så skulle han nok finde en anden måde, hvorpå han kunne tvinge sit lem ned i halsen på ham. Så ville det ikke være bedre, at få det overstået?

Drengen kom tæt nok på til at blive mast imod hans lem, som han dog bevægede det ganske let, ved at spænde i kroppen, blot for at provokere ham en smule. Han var udmærket klar over, at drengen væmmes ved situationen, men han så virkelig ikke ud til at tænke mere over det. Dog valgte han at flytte hånden fra nakken imod drengens hår, som han greb hårdt fat og forsøgte at føre drengens mund imod hans lem. ”Åben munden” beordrede han køligt, som han hev en smule i drengens hår. ”Ellers tager jeg dig bagfra..” truede han køligt, som han forsøgte at løfte drengens blik op imod hans. Han kunne kæmpe nok så meget, han skulle nok finde en måde, hvorpå han kunne tilfredsstille sig selv lige nu. Skulle drengen finde på at bide ham, så ville det blive værst for ham selv.

 Ergin forsatte med at presse øjnene hårdt sammen. Det var modbydeligt nok at mærke manden private ejendel mod ansigtet, han havde ikke lyst til også at skulle se på den. Slet ikke så tæt på! Da der blev grebet fat om Ergins hår og hevet i det, slap et lavt, smertefuldt støn ud mellem Ergins læber. Han rystede voldsomt på hovedet da han blev bedt om at åbne munden. Han ville ikke. Det var for meget. Det var jo slet ikke sådan noget en mand skulle have i munden!
 Det næste der blev sagt, fik det til at løbe koldt ned af Ergins ryg. Øjnene spærrede sig op, og han så igen bedende op på manden. Det er så ydmygende en position at sidde i. At blive set ned op, med en anden mands underliv helt op i ansigtet. Ergin kunne tydeligt se at manden mente, og det gjorde Ergin utryg. Ville han overhovedet kunne gøre det godt nok, så manden ikke tog ham bagfra alligevel? Hvis det var tilfældet, ville han så virkelig udsætte sig selv for begge ting?

 Efter et kort øjeblik hvor Ergin tænkte og tøvede, var frygten for hvad der ellers kunne ske, hvis han ikke gjorde som der blev sagt, alligevel for stort. Meget usikkert og langsomt, åbnede Ergin munden lidt op. Øjnene blev hurtigt lukket i igen. Han havde ikke lyst til at kunne se hvad der skete. Ergin gjorde ikke selv noget for at komme videre. Han havde ikke lyst til at skulle røre ved den, så hans hænder lå mod sengen, som han knugede hårdt i. Munden havde han åbnet et par centimeter op, men heller ikke mere end det. Han havde jo aldrig gjort sådan noget modbydeligt før, så han vidste egentlig heller ikke hvad han skulle gøre. Ikke han havde lyst til at gøre noget som helst.

Det faktum at Ergin holdt øjnene lukket og faktisk gjorde alt for ikke at kigge, generede ham ikke, så længe det ikke forhindre ham i at gøre, hvad han blev bedt om lige nu. Så kunne han gøre nok så mange ting, så længe han gennemførte den opgave, der var blevet ham stillet. Grebet om drengens hånd blev kun strammere, som han stadig forsøgte at modsætte sig det hele. Var han virkelig ikke klogere end det? Jo mere tid han brugte på at komme udenom, jo længere tid ville det tage ham at få den ro, som hans krop muligvis godt kunne bruge allerede nu. Da Ergin rystede voldsomt på hovedet, slap Deavás ikke hans hår, men holdt det blot fast, så drengen selv kunne rive i håret med sine bevægelser. Drengen forsøgte dog stadig at sno sig udenom, som de bedende øjnene tydeligvis var blevet en fast del af deres tid sammen. Dertil måtte Deavás bare sukke og ryste på hovedet, for han ville ikke ændre mening.

Deavás var klar til at slippe grebet om drengens hår for at skubbe ham ned i sengen, men da fornemmede han lige pludselig en ånde imod sit lem, som drengen forsigtig var i gang med at åbne sin mund. Der hvilede et tilfreds smil over hans læber, som han slap håret og i stedet placerede hånden imod hans baghoved for at presse ham imod hans lem. Deavás flyttede den anden hånd om sit eget lem for at placere spidsen imod drengens læber, før at han brugte hofterne til at presse den ind i munden på ham. Han tvang den ikke helt ind, som han ikke ønskede at drengen lige pludselig skulle bide ham i skridtet. ”Hvis du bider..” det var en advarsel uden en direkte konsekvens, som det ikke burde være nødvendigt at komme med en direkte trussel. Han burde vide, at Deavás var seriøs omkring det. Derefter slap han også en let støn, som varmen strøg omkring hans lem.

 Det hele vendte sig i Ergins mave, da han kunne mærke hans ånde ramme noget tæt ved hans ansigt. Han vidste jo godt hvad det var den ramte, og Ergin fandt det så modbydeligt. Derfor forblev øjnene også lukkede. Da grebet om håret forsvandt, nåede der lige at falde et kort, lettet udtryk over Ergin, da han troede at manden droppede det, men snart efter mærkede han hånden i hans nakke i stedet, og han kunne ikke lade vær med at stå lidt imod, da han blev presset frem mod underlivet.

 Følelsen af mandens lem mod hans læber, var næsten nok til at Ergin igen kom med opkastlyde. Han formåede dog at holde dem tilbage, og løftede læberne væk, så de blottede hans tænder og han havde en noget så grim grimasse. Han havde virkelig ikke lyst til at røre ved den, så han gjorde hvad han kunne for at undgå det. Da lemmet kom længere ind i munden, rynkede Ergin ansigtet sammen, og hænderne flyttede sig hurtigt fra sengen, og lagde sig op på mandens hofter, for kunne skubbe ham væk, hvis han kom for langt ind i Ergins mund. Tungen pressede han så langt væk fra lemmet han kunne, så han mere eller mindre bare stod med munden åben og lemmet inde i munden uden at røre ved noget. 
 Et kort øjeblik overvejede Ergin om han skulle gøre en sidste chance på at stikke af. Bide sammen så hårdt han kunne, skubbe manden væk og tage flugten. Men inden han nåede at tænke tanken færdig, lod truslen fra manden, som havde han kunne læse Ergins tanker. Selvom der ikke var meget i truslen, var Ergin ikke i tvivl om, at det ville være værst for ham selv, hvis han bed. Det gjorde stadig ondt i såret på halsen og i hans mave.

Der var ikke længere nogen vej udenom for drengen, som han havde formået at åbne sin mund og faktisk gjorde det muligt for Deavás at skubbe sit lem ind i munden på ham. Han kunne godt mærke, at der ikke var så meget modstand, eller i hvert fald ikke med munden, som drengen hurtigt valgte at føre hænderne op imod hans hofter og gjorde et forsøg på at skubbe ham eller bare holde ham en smule på afstand. Så længe at det ikke forhindrede ham i at gøre, hvad der passede ham, så havde Deavás ingen grund til at flytte på Ergins hænder. Men det eneste han kunne mærke omkring sit lem, var drengens ånde, selvom han sikkert gerne ville undgå at røre ham på nogen måde. Han brummede en smule utilfreds, som han tog en smule mere fat i nakken på drengen og forsøgte at presse sig selv længere ind i ham, så han ikke ville være i stand til at undgå at røre med ganen.

Hvor længe mon drengen troede, at de kunne stå sådan her? Deavás vendte et irriteret blik imod drengen, som han truede ham og faktisk havde troet, at det ville få ham til at tage sig sammen. Men der skete ikke andet end at det hele gik en smule i stå.. Deavás sukkede lettere opgivende, før at han flyttede en smule på hånden og placeret den mere direkte imod hans baghovedet for at give ham et sidste skub. Det bekymrede ham ikke, hvis drengen blev chokeret over den pludselige bevægelser, som han flyttede den modsatte hånd over drengens hånd, der hvilede imod hans ene hofte. Han forsøgte at løsne drengens greb, som han skubbede hans hånd imod sit lem. Hvis ikke munden ville arbejde, så måtte hånden jo gøre det.

 Selvom Ergin næsten kun kunne fornemme at han havde manden i munden, fandt han det mere end rigeligt modbydeligt og forfærdeligt. Det prikkede i hans kæbe for at bide sammen om manden, men han vidste også det kun ville give ham flere problemer. Plus så havde han ikke lyst til at mærke manden mod hverken tænder eller andre dele af munden, så det ville ikke ligefrem være en god ide at gøre. Det var bare så hårdt at sidde med munden i den position han gjorde, og han begyndte at få lyst til at lukke munden, for at slappe lidt af i kæben. Det var dog ikke noget Ergin nåede at tænke specielt meget mere over, da manden strammede grebet om hans nakke, og pressede sig længere ind mod ham. 
 Ihærdigt forsøgte Ergin at stå imod ved hjælpe af hænderne mod manden hofte, lagde Ergin alle de kraft han havde imod, men han var ved at være træt og udmattet, og det blod han havde mistet, gjorde ham også en den sløvere. Derfor lykkedes det også manden at presse sig længere ind i Ergins mund uden alt for mange kræfter. Hans fingre borrede sig ind i manden hofte, som mandens lem ramte Ergin drøbel og det lød som om han skulle til at kaste op, men det var blot en refleks. 

 Bedst som Ergin troede det ikke kunne blive værre, mistede manden tålmodigheden. Ergin ville have gispet over det pludselige ryk, men det blev kvalt som manden pressede sig helt ind i munden på ham, og ned i halsen. Det blev i stedet til små, kvalte host, og Ergin blev nødt til at lukke munden. Tårene begyndte at løbe hurtigt ned over hans kinder, som han ellers prøvede at presse sig fri, med hænderne mod mandens hofter.
 Det hjalp dog lige lidt, for manden tog kort efter fast i Ergins håndled, og flyttede hans hånd. Det var her det for alvor gik op for Ergin, at der ikke var noget han kunne gøre. Hele hans holdning blev mere slap i det, og han begyndte blot at sidde og hænge lidt, som han stoppede med at kæmpe imod. Han gjorde dog ikke noget for at hjælpe manden. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, når det kom til stykket. I stedet sad han nærmest bare som en klump kød, med en anden mands kød i munden.

Tålmodigheden var ved at slippe op for alvor. Noget der bestemt kunne mærkes i Deavás' greb omkring drengens baghoved. Hvis ikke der snart skete en forandring, så måtte han bare tage andre midler i brug, hvilket bestemt ikke ville være et problem for ham. Deavás havde ingen kvaler med at bruge langt værre metoder end det drengen allerede havde oplevet og hvis han hverken ville bruge hænder og mund, så måtte han jo bruge bagdelen.. ærlig talt, så var hænderne bare i vejen. Han brummede ganske let, som han kunne mærke hvordan han kom helt ind i munden på ham. Brækrefleksen fik ham til at smile lettere lystigt, som han sagtens kunne tvinge drengen yderligere. Bevægelsen fik også munden til at trække sig omkring hans lem, så Deavás greb fat om drengens hår for at holde ham til.

Nu skulle der ske noget. Deavás brummede en sidste gang, som han pressede sig ind i munden på ham og straks derefter begyndte at bevæge hofterne uden at blive forhindret af drengen forsøg på at undslippe. Så forsøgte han vidt muligt at hæve drengens arm op over hovedet, så der ikke længere var nogen modstand, men at han i stedet kunne bevæge sig frit og hyppigt ind og ud af hans mund. Et nydende suk forlod hans læber, som han bed sig selv i underlæben og borede neglene ind i drengens håndled. "Jeg stopper ikke før min forløsning og hvis du spytter det ud, så må vi bare prøve igen.." stemmen var blevet dybere og mere hæs, som han nød drengens fugtige læber og varme svælg imens at han fortsatte og stille satte tempoet op. Så måtte drengen vride sig alt det han havde lyst til. Han ville ikke stoppe nu..

 Der var ingen tvivl om at Ergin havde givet op. Han sagde ikke noget, andet end de lyde der kom når manden pressede sig for langt ind i munden på ham, eller når han hev han i håret. Han gjorde ikke noget, sad egentlig bare som en stor, kluntet dukke manden kunne gøre med hvad han ville. Ergin kunne jo ikke gøre andet. Han kunne ikke komme væk, det havde han prøve, og hvis han kæmpede imod nu, ville han bare ende med at blive udsat for noget der var værre, det havde han forstået, og han turde ikke tage chancen og se om manden virkelig mente det. Han var for træt og udmattet.

 I et forsøg på bare at have lidt kontrol kneb Ergin øjnene hårdt sammen så han ikke skulle se på manden imens. Han prøvede at tænke på noget andet, få tankerne væk fra det sted han var endt, men det var ikke nemt når han konstant kunne mærke mandens lem i munden. 
 Manden flyttede på hans arme, og Ergin lod han bare. Han blev bare siddende med øjnene knebet sammen og tog imod. Han forsøgte at lade som om han ikke hørte hvad manden sagde, men det kunne han ikke. Ordene gav genlyd i hans hoved. Synk eller vi gør det igen. Han havde virkelig ikke lyst til at synke noget som helst, men han havde inderligt heller ikke lyst til at gøre det igen.
 I et forsøg på at være klar til at der ville komme et eller andet ind i hans mund, prøvede Ergin at lukke halsen sammen. Det hjalp lidt på at manden ikke helt kunne komme lige så langt ind i munden på ham, men gjorde det også sværere at trække vejret. Der begyndte derfor at komme lidt flere lyde fra Ergin, og øjnene blev klemt sammen på en måde der fik hele hans ansigt til at se mere anstrengt ud. 

Modstand var der ikke meget at komme efter mere, hvilket bestemt behagede ham til fulde, som han uden problemer bevægede hofterne frem og tilbage for at bevæge lemmet ind i drengens mund. Hver gang sørgede han for at skubbe sig helt i bund, hvad enten det resulterede i bræklyde eller ej, så bekymrede Deavás ikke sig om den klump kød, der sad foran ham. Drengen var efterhånden så svækket, at der heller ikke var meget liv i hans blik, de få gange, hvor Deavás kunne fange drengens opmærksomhed og han ikke forsøgte at kigge væk. De anstrengende lyde fra Ergin forhindrede ham bestemt ikke i at fortsætte, som han dog godt kunne mærke mere modstand, da halsen blev snøret sammen. Det bragte et køligt smil frem på hans læber, som han lænede hovedet tilbage og slap et tilfreds støn. ”Du vil gerne have mig til at afslutte?” brummede han tilfreds, som det ekstra pres omkring hans lem fik ham til at spænde ganske let i musklerne. Hurtigt satte han tempoet op og forsøgte at presse sig helt i bund, før at forløsningen kom og han greb fat i drengens hårpragt, så han ikke kunne skubbe sig væk og derved var nødsaget til at tage imod den varme væske. Deavás sukkede tilfreds, som han kiggede ned på drengen og holdt sig selv inde i hans mund, bare længe nok til at Ergin ville være tvunget til at lukke op og synke.

Stille trak Deavás sig ud af drengens mund, før at han placerede sin hånd foran munden og skubbede ham imod sengen. ”Synk” beordrede han køligt og bestemt, som han søgte drengens øjne og så vidt muligt forsøgte at se hvilken sindstilstand drengen var i lige nu. Han skævede dog kort imod døren, da en skygge strakte sig ind i rummet. Men vendte hurtigt blikket retur til drengen, hvorpå han smilte til ham. ”Du har valgt et noget så interessant rum for dit ophold her” han havde lagt sig ned over ham, så deres kroppe mødtes igen. Helt bevidst bevægede han sit lem, for at sige, at han sagtens kunne klare en omgang mere, hvis drengen nu tiggede om det. Han flyttede hovedet imod drengens ører for at hviske til ham: ”Det er mit værelse..” lo han køligt, før at han slikkede ham op ad kinden og rejste sig for at finde sine bukser og tage dem på. Så gik han ellers hen til døren og greb håndtaget. ”Vi ses om nogle timer..” stemmen var forventningsfuld og kold, som han sørgede for at lukke og låse døren efter sig. Nøglen tog han med.

-------------------------

Der var vel gået 3 timer siden at Deavás havde forladt værelset og der var ingen som havde meldt om en undsluppen dreng med blod på kroppen, så han var overbevist om at finde drengen, hvor han havde efterladt ham. Det kunne godt ske, at drengen ikke længere befandt sig i sengen, men Deavás forventede bestemt at finde ham i det rum eller hans værelse, som Ergin havde udset sig under flugten. Han stoppede op foran døren, løftede højre hånd fra bukselommen, hev metalnøglen med op og satte den roligt i døren. Nøglen blev drejet omkring, som metalstykket i karmen røg tilbage i døren, så døren atter kunne åbnes.

Straks kom der mere lys ind i det ellers mørklagte rum, som Deavás dog blokere en smule for flammens lys bag ham. Han rakte dog ud efter faklen ved siden ad døren for at tage den med ind i rummet. For en stund blev han stående ved døren for at se om han kunne lokalisere drengen i mørket uden at aktivere sin evne. Drengens følelser ville være nemme at opfange med den forbindelse de havde fået skabt til hinanden for nogle timer siden, så drengen ville umuligt kunne skjule sin sindstilstand lige nu. Han valgte at rømme sig uden at sige et ord.

 En smule splittet over hvad hvordan han skulle svare mandens spørgsmål, lod Ergin bare hver. Hvis han nikkede virkede det som om han gerne ville have det. Have at manden gjorde sig færdig i hans mund. Rystede han på hovedet virkede det som om Ergin ville have ham til at forsætte. Uanset hvad han svarede følte han at det sendte et forkert signal til manden. Et signal han ikke havde lyst til at sende.
 Det virkede dog ikke til at det gjorde nogen forskel for manden om Ergin svarede eller ej, for kort efter spørgsmålet blev tempoet sat op, og der blev grebet i Ergins hår. Hans klynk tog til, men det også noget mere halvkvalt. Da en varm væske pludselig begyndte at fylde i hans mund, prøvede Ergin at trække hovedet væk, men grebet i håret stoppede ham fra det.
 Ergin mund blev mere end fyldt, som manden stadig var inde i munden på ham. Væsken begyndte lige så stille at sive ud af mundvigene, og tårene løb efterhånden ned over kinderne i en lind strøm. Flere og flere ubehagelig lyde lød fra ham, som han havde lyst til at spytte, hoste, kratte og kaste op. Men med mandens lem i munden endnu, kunne han ikke, og hvis han åbnede for halsen ville han være nødt til at synke. Han vidste godt det lidt var det han var nødt til, det havde manden givet udtryk for, men han havde virkelig ikke lyst. 

 Manden trak sig ud, og før Ergin nåede at gøre hverken det ene eller det andet havde han lagt hånden foran Ergins mund. Ergin åbnede øjnene og så op på manden med et bedende blik. Det virkede dog ikke til at det gjorde nogen forskel for manden, og Ergin klemte øjnene sammen for en smule anstrengt at synke den varme, lidt klistrede væske i hans mund. Han begyndte hurtigt at hoste, og komme med lyde der lød som om han kunne kaste op når som helst. Han turde dog ikke, for hvad ville manden ikke gøre hvis han kastede op ud over ham?
 Ergin vred sig lidt da manden kom tættere ned til ham. Hans ord fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen. Hvorfor var det at han var stukket af fra rummet han havde været i tidligere? Da manden flyttede sig, kravlede Ergin længere ind på sengen - væk fra manden. Han løftede overkroppen lidt, og lænede sig til siden, støttede hænderne mod sengen, og begyndte at hoste og hakke. Den ene hånd løftede sig fra sengen, for at tørre de resterende væsker fra mundvigene væk, og tørre tårer og savl ad kinderne. 

 Manden gik, og Ergin havde lyst til at stikke af. Finde en udvej og komme væk. Men han var så træt. Så udmattet. Så ydmyget og flov. Og så gjorde hans krop ondt. I stedet for at rejste sig fra sengen, og forsøge at finde en vej ud, krøllede han sig mere sammen på sengen. Rystende og hulkende lagde han sig helt ned i sengen igen. Alene. I mørket.

Der havde været ro indefra værelset længe, de gange hvor Deavás havde passeret døren, havde han ikke lige umiddelbart hørt nogen lyde derindefra. Hvis drengen havde forsøgt at flygte, så var der blevet sendt bud efter ham, derfor var han også overbevist om at finde drengen på værelset. Spørgsmålet var nærmere hvor han ville være krøbet hen for at være i fred. Kappen hang fortsat over hans skuldre, som lommerne var fyldt med forbindinger, sakse og øvrige redskaber afhængig af, hvilket humør han følte for at være i, når han atter fik øje på drengen.
Døren gled langsomt op, som han lod lyset strække sig ind i rummet og først kiggede på sengen. Den bar et tydeligt præg af, at drengen havde lagt i sengen for en stund, men han kunne ikke længere få øje på ham, om end han vidste at han befandt sig bagved døren. Stille spredte der sig et ubehageligt smil på hans læber, som han tog første skridt ind i rummet. Drengen bar tydeligvis på noget, som Deavás trak døren til sig og rakte ud efter hans krave for at hive ham til sig. Forhåbentlig ville genstanden falde ud af hans hånd, så de kunne stå ansigt til ansigt uden noget til at forstyrre dem.

”Føler man sig en smule sløj? ” spurgte han lettere med en tydelig morende stemme, som han greb ud efter Ergin håndled for at løfte armen op og strække såret ud. Det måtte være størknet og særligt skrøbeligt, når han ikke havde modtaget nogen behandling. ”Hvis du lægger det der fra dig, så hjælper jeg dig med dit sår” foreslog han, som han skubbede døren i med foden og trak ham med sig længere ind i rummet igen. Deavás flyttede munden imod drengens nakke, som han snuste til hans duft og strøg en tunge op langs med den blottede hud. ”Du brænder jo” han forsøgte at lyde overrasket, men var det egentlig ikke, som han flyttede hånden fra kraven imod hans nakke og pressede deres kroppen sammen. "En naturlig varmepude til natten" hviskede han ind i drengens ører, som for at sige, at de skulle tilbringe natten sammen. Ikke at Ergin kunne se hvornår det var nat og hvornår det var dag.

 Selvom Ergin havde allermest lyst til at ligge sig ned og sove, udmattet og skidt tilpas, blev han stående, klar til at springe på manden når han trådte længere ind i rummet. Det gik dog ikke helt som han havde planlagt, for som manden trådte længere ind, blev det også lysere, noget der for et øjeblik blændede han, da han havde været i det helt mørke rum i et godt stykke tid. 
 Den korte distrahering, gjorde at Ergin ikke nåede at reagere før manden havde fat i hans krave. Et forskrækket klynkende gisp forlod hans læber, som han kom tættere på. Overraskelsen fik ham til at tabe hans våben, og det ramte gulvet med et klunk. 

 Overraskelsen lagde sig dog hurtigt. Efter det lille hvil, og ro til at skubbe hvad der var sket tidligere til siden, havde Ergin fået lidt mere gåpåmod igen. Ergin fnøs hårdt som manden spurgte om han var sløj, og kunne ikke holde sig tilbage fra at sende en spytklat i retningen af hans ansigt. Hårdheden i Ergins ansigt forsvandt dog med det sammen, at manden løftede Ergins arm op, og fik såret strukket ud. I stedet afspejlede smerten han følte sig ganske tydeligt i ansigtet. 
 " Ng..! " klynkede han, og blev så hevet med længere ind i rummet igen. Faklen hjalp lidt på at Ergin bedre kunne se rummet igen, men han tog sig ikke meget tid til at se det an, med manden så tæt på sig.  
 Tungen der pludselig gled op af hans hals, fik en lidt ynkelig lyd frem fra hans hals. Han havde lyst til at vippe hovedet væk, men på grund at såret på halsen, kunne han ikke rigtig andet end at bide tænderne hårdt sammen og lukke øjnene i. Hænderne hang ned langs siden, med hænderne knyttet hårdt sammen så han ikke ville flytte hænderne op for at skubbe ham væk. Han var ikke sikker på han var stærk nok, og var lidt usikker på om han kunne skubbe ham væk. 
 Endnu et fnys forlod Ergins læber, stadig med øjnene glemt sammen. Det gjorde ham utrolig utilpas at manden var så tæt på. Den varme ånde mod øret og halsen fik det til at løbe Ergin koldt ned af ryggen.
 " Du er syg i hovedet! " bed han lidt snerrede af manden. Stemmen var ikke lige så selvsikker og fast som i starten. Det var tydeligt at Ergin var påvirket af, hvad der var sket tidligere. 

Faklen blev placeret solidt i holderen lige ved døren, før at døren gled i, da Deavás valgte at skubbe den i med foden. Hænderne var optaget af drengen, og han ville så nødigt slippe sit nye legetøj, særligt ikke når drengen endnu insisterede på at gøre modstand. Modstand der kun havde gjort situationen værre for ham. Men det var tydeligvis svært for ham at indse, så Deavás var blot nød til at hjælpe ham en smule på vej. Han holdt godt fat omkring drengens krave, imens at han løftede hånden længere op og strakte drengens arm ud. Han skulle jo blot inspicere såret.. Eller nyde lyden af hans små ynkelige hulk.. Våbnet der havde ramt jorden, havde slet ikke fået Deavás til at vende blikket bort fra ham, men hvis Ergin insisterede på at bringe legetøj ind i deres indbyrdes leg, så kunne han da godt overtales..

Spytklatten fik et langt mere stramt ansigtsudtryk frem, som han beder tænderne sammen og kiggede lettere forhadt på drengen. Han havde stadig mod nok til at opføre sig flabet overfor ham! Altså havde han været alt for sød. Drengens pludselig smerte forandrede ikke Deavás ansigtsudtryk, som han slap kraven og i stedet pressede hånden imod såret. ”Har du virkelig intet lært?” vrissede han irriteret, som han bevidst valgte at presse ind negl imod såret og bryde skorpen, så blodet atter kunne gennemvæde drengens tøj. Derpå trådte han imellem drengens ben for at forhindre ham i at gøre modstand, imens at han skubbede ham imod sengen, fortsat med én arm hævet over hovedet. Han flyttede dog langsomt drengens arm rundt om sin egen nakke, så de kunne stå helt tæt, imens at Deavás slikkede ham på halsen og nappede ham ganske let i huden, uden at bryde huden mere end den allerede var brudt.
”Det er muligt” hviskede han køligt retur, som ordene ikke rigtig havde nogen effekt på ham, i stedet gav han drengen et sidste skub tilbage i sengen. ”Nu skal jeg vise dig præcis hvor syg” fortsatte han i samme tone, som tidligere. Da han så uden advarsel kravlede op i sengen til ham og skubbede ham helt op i denne, så han kunne placere sine ben imellem hans og samtidig låse drengens arme imod sengen. Så bukkede han sig ned over hans mave for at løfte trøjen og hurtigt placere sine tunge imod det nu åbne sår. Han sank blodet åbenlyst, sørgede for at lave nogle dybe synke lyde, imens at han lod tungen vandre rundt i såret.

”Vil du gerne have det til at holde op?” han hviskede igen, som han rettede hovedet imod drengen og slikkede sig i mundvigen. Der var fortsat blod over det hele i hans ansigt, men han så ikke særlig påvirket ud. Så gav han sig til at kysse drengens overkrop, indtil han nåede den ene brystvorte, som han lod sine læber omslutte, før at han sugede til og gnubbede sit knæ op imod drengens skridt.

 Et fnys var på vej ud over Ergins læber ved mandens ord, men inden det nåede at komme helt ud over hans læber, blev der presset mod såret på halsen, hvilket i stedet fik et smertefuldt støn ud over hans læber i stedet. En tydelig smertelig grimasse gled over han ansigt og da neglene pludselig blev presset ned i såret, blev det i stedet et mindre skrig der slap ud mellem hans læber. Øjnene kneb sig hårdt sammen og tårene begyndte at løbe igen. 
 Hånden, manden ikke havde fat i, begyndte at slå manden mod brystkassen, så hårdt han kunne, mens han prøvede at vride sig lidt, men stoppede hurtigt igen, da det gjorde ondt i sårene.
 " Slip mig! " snerrede han sammenbidt. 

 På grund af modstanden Ergin begyndte at give, var han også hurtigt til at mistet balancen da manden trådte tættere på og skubbede ham mod sengen. Ergin gispede overrasket og trådte snublende bagud, og faldt netop ikke, fordi manden havde fat i ham. Da manden lagde Ergins arm om hans nakke, skar Ergin en grimasse og prøvede at trække armen til sig, samtidig med han prøvede at vride hovedet lidt for at forhindre manden i at komme til hans hals. Det var dog ikke særlig effektivt, for hver voldsomt bevægelse gjorde ondt i såret. Små irriteret klynk forlod ham
 " Lad mig så gå! " vrissede ham. 
 Panikken satte sig i Ergin som et lyn, da han blev skubbet ned i sengen. Hele hans krop stivnede, og han begyndte straks at trække vejret mere hektisk. Selvom det gjorde vanvittigt ondt, begyndte Ergin at kæmpe noget mere imod. Ergin prøvede at kravle bagud i sengen, så han kom længere væk fra manden, men lige lidt hjalp det, da Ergin hurtigt efter blev holdt fast mod sengen. Ergin var bestemt ikke interesseret i at manden viste ham hvor syg han kunne være for manden havde allerede snakket og de syge ting han kunne finde på. 
 Der gik lidt Ergin fik gang i sig selv igen. Han lå bare som stivnet i sengen, og spændte op i alle muskler. Da manden dog nærmest dykkede ned i såret ved Ergins mave, skreg ham op i et skinger, smertefuldt skrig. Sveden begyndte med det samme at pible endnu mere frem, og selvom han havde lyst til at prøve at vride sig fri, gjorde det for ondt. 
 Ergin hev lettere hulkende efter vejret, da manden trak hovedet væk fra såret, og et eller andet sted ville Ergin ønske at faklen var blevet ude at rummet. Lige nu savnede han mørket. Da manden gav sig til at kysse op af Ergins krop, begyndte han panisk at vride sig lidt, og prøvede at møve sig væk fra ham.
 " Undskyld! Nej stop! Undskyld undskyld und..ng.. skyld! " lød det panisk fra ham. Selvom Ergin bestemt ikke nød til, forrådte hans krop ham, og et støn sneg sig ud mellem ordene. Ergin sendte manden et bedende blik, med panikken tydeligt skinnende igennem. Han ville ikke have manden gjorde ting ved ham, men ikke gjorde med en mand. Bare at tænke på hvad der var sket tidligere gav ham kvalme. 

Den dreng var da frygtelig dum, havde han slet ikke lært, at når man befandt sig i en knibe, som denne, så holdt man mund og gjorde hvad der blev sagt. Men nej, han skulle absolut skabe sig, vride sig og give igen, selvom det kun forvoldede ham yderligere skader. Mon han nogensinde ville få nok? Deavás var langt fra færdig, han havde ikke længere en opgave hængende over hovedet, så han havde al den tid, han havde brug for. Masser af tid. Deavás brummede blot til drengens udbrud, som han spændte i overkroppen og stod imod de små ynkelige slag. Var det nogensinde lykkes ham før, at slippe fri på den måde?

Drengens mindre styrt, viste blot Deavás at han havde fuld kontrol over situationen. Det var noget han demonstrerede ved at slække lidt på sit greb, så drengen faldt længere ned. Lige før han hev ham til sig og holdt ham tæt. Derpå låste han drengens arm omkring sin egen nakke for at de kom helt tæt. Der hvilede et forventningsfuldt smil på hans læber og blikket afspejlede tydeligvis hans lumske tanker for natten. Eller dagen. "Nej" brummede han imod hans hals, som svar til det lettere vrissende udbrud.

Sengen ville være langt mere behagelig for dem begge, hvis Deavás fik hvad han gik efter lige nu. Han kunne selvfølgelig også sagtens trække ham et andet sted hen. Men Ergin måtte have valgt hans værelse af en grund.. panikken havde vist ramt drengen, som denne stivnede og lod ham kravle hen over ham uden de store problemer. Blikket var retter imod den slanke krop, som lå strakt ud under ham. Deavás var sulten.. efter mere tydeligvis, som han trak sig over drengen og låste ham nær sengegavlen. Drengens smerteskrig var næsten for perfekt. "Skøn lyd" hviskede han hæst og tydeligvis påvirket af det hele. Han ville gerne høre mere, imens at hans tunge var begravet i det nu åbne sår. 
Blodet blev nemt spredt ud over drengens overkrop, som Deavás førte det med sine kys op af drengens brystkasse. Han brummede tilfreds imod den bare hud, før at han nåede brystvorten og sugede til. Reaktionen var helt unaturlig perfekt, som han smilte for sig selv, men hurtigt vendte det imod ham, så han kunne se reaktionen. "Du skal endelig ikke undskylde for dit støn.. jeg vil gerne høre mere" Deavás havde nu rejst sig helt for at kigge ned på drengen, imens at han bedømte hvor han skulle fortsætte. Han bukkede sig atter ned for at trække sin tunge op af brystkassen igen, indtil han nåede kravebenet, hvor han løftede sig og tvang sine læber imod drengens.