Da døren blev lukket op, tog Nicola en dyb indånding og trådte så ind på de dunkle værelse. Heldigvis var det ikke svært for ham at se, den dårlige belysning til trods. Nogle fordele var der jo ved at være et halvdyr. Han sørgede selvfølgelig for at lukke og låse døren bag sig, velvidende om, at Enzel næppe ville blive glad for at blive forstyrret. Selv ville han have foretrukket at lade døren være ulåst, men som det altid var tilfældet, når han var sammenmed Enzel, betød hans egne behov desværre ingenting.

Det kom noget bag på ham, at Enzel allerede stod nøgen, men så var tonen for aftenen vel allerede sat. Havde der ikke været en måde, hvorpå Enzel kunne vise sig frem uden at smide alt tøjet? Ikke at det burde være kommet bag på ham, men Enzel havde trods alt været meget imod at smide tøjet før, så nu tog han da godt nok tingene fra den ene yderlighed og til den anden.

Langsomt lod han blikket glide ned over ham, uden egentlig at lade det hvile noget sted. Halvdyrstrækkene var jo egentlig ikke ulig hans egne, bortset fra at hans hale selvfølgelig var glat fremfor pjusket. Men ellers var der jo egentlig ikke noget videre særligt ved dem, men han havde nu en følelse af, at det ikke var, hvad Enzel ønskede at høre.
"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har hele tiden forestillet mig, at du havde kortere hår" Det var sådan set næsten det, som var det mest underlige for ham, hvor langt hår Enzel faktisk havde. Så bange som Enzel havde været for at vise sig selv, havde han jo næsten forventet, at hele hans krop ville være dækket i pels, så generelt var afsløringen vel bare.. undervældende. 

Mon Enzel havde forventet en anden reaktion? Det ville vel næppe være underligt, for ham var det jo en kæmpe stor hemmelighed som han havde gået med længe, men for Nicola betød det jo ikke så meget, hvordan Enzel så ud, eller hvilken race han var.
Han trak på skuldrene og kørte tænksomt hånden igennem sine egne lokker.
"Meget har tydeligvis ændret sig siden det billede. Ville det være så urealistisk, at håret også havde ændret sig?" Håret var trods alt en relativ nem ting at ændre, han havde set rige folk, hvor det nærmest virkede som om deres hår ændrede sig fra dag til dag.

Han nikkede som svar til tilbudet om drikke, hvorefter han fortsatte sig på sengen. Selvfølgelig var det sengen han havde henvist til, han havde vel nærmest selv lagt op til det uden helt at overveje, hvad det var, han faktisk havde sagt.

Han kunne ikke lade være med at have en nagende fornemmelse af, at han skuffede Enzel, og en skuffet Enzel var meget sjældent en god ting.
"Jeg forstår godt, at det må være svært at vise dig rigtigt overfor nogen" Han bed sig lettere nervøst i læben, han ville helst ikke sige noget forkert og blive udsat for endnu et vredesudbrud.
"Men din race betyder ikke så meget for mig. Jeg har lært dig at kende som den Enzel, du er nu, og det skal der mere til at ændre. Men jeg må nu alligevel indrømme, at jeg synes, at dine øre klæder dig" Det var nok det sødeste han kunne sige uden at skulle komme på en decideret løgn.

Der var sket så meget siden Nicola var brudt ind på bordellet, at det føltes som om det var flere år siden, så han kunne knapt huske, hvordan billedet så ud. Dengang havde han selvfølgelig heller ikke kendt til billedets betydning.
"Oftest må vi gå efter ønskerne fra dem, som betaler os. Ikke alle er så heldige at være ansat af en venlig sjæl" Han følte selv, at Enzel langt fra var den bedste chef, men han var også udemærket klar over, at han kunne have fået meget værre.
Han nippede til sin vin, mens han betragtede Enzel. Fin vin var uden tvivl spildt på ham. Han var ikke videre vild med smagen, og ville næppe have været i stand til at sige, om den var dyr eller billig. Men nu var vin heller ikke en luksus, som man tit kom forbi på gaden, så måske havde han bare ikke fået opbygget en smag for det.

I stedet for at kigge på Enzel da han satte sig på sengen, tog Nicola en god tår af sit glas. Han havde det stadig ikke helt godt med at se Enzel nøgen. Det var endnu en grænse som blev overskredet. Han skævede kort til ham for at give sig selv en chance for at vænne sig til synet af, især, Enzels blottede underliv, men til hans lettelse dækkede den buskede hale det. I stedet gav han sig tid til at betragte resten af den nøgne krop, som han regnede med, at det blev forventet af ham.
"Sådan kan man også vælge at se på det" Han smilede lidt mens han lettere tænksomt kløede sit eget øre. Hvordan mon han selv ville se ud, hvis han besluttede sig for at skjule halvdyrstrækkene? Tanken virkede næsten absurd, halen og ørene var alligevel så stor en del af hvem han var.

"Det virkede passende, taget i betragtning af hvorfor du kaldte mig herind. Desuden er det her det pæneste jeg ejer, og jeg ville gerne gøre mig nydelig for dig" Tøjet symboliserede nærmest en form for overgang for ham, siden han havde haft det på den første dag han var på bordellet. Der var sket så mange ting den dag, som tøjet mindede ham om.
Forsigtigt rejste han sig op, så han kunne komme væk fra Enzels undersøgende fod. Som undskyldning gik han hen og stillede sit glas fra sig på natbordet, før han gik tilbage til sengen. Efter et kort øjebliks overvejelse satte han sig i skrædderstilling ved Enzels fødder, hvor han pænt sad og ventede på, at Enzel ville give ham en ordre eller på anden vis bestemme, hvad der nu skulle ske.

Da Nicola rejste sig fra Enzels nussen, protesterede han ikke. Det var åbenlyst en flugt fra hans fødder, og hvem kunne vide om Nicola var til det eller ej? Altså nogle folk fandt fødder urene, og det var de vel egentlig også på de fleste. Men Enzel var ren og velplejet selv på fødderne. 

Bemærkningen om tøjet havde egentlig ikke været ment som andet end en henkastet kommentar, men det virkede til, at Enzel lagde noget mere betydning i det. Selvfølgelig, det burde ikke engang komme bag på Nicola. 
"Grunden til, du kaldte mig herind. Ikke bare det, at du kaldte mig herind" han pillede lidt ved kanten af blusen. Det var svært at komme på en forklaring, som ikke ville lyde fuldkommen latterlig, men som samtidig ikke ville fornærme Enzel.
"Da du gav mig det her tøj, var det min første dag på bordellet. Den første dag, i mit nye liv. Jeg ved ikke.. Jeg tror, at det symboliserer en ny begyndelse, så det virkede passende, at jeg også skulle have det på nu" Lettere prøvende smilede han til Enzel. Han brød sig ikke om at blive betragtet så indgående, det fik ham til at føle sig utroligt lille. 

Det var ikke svært at forstå, at der lå en dårligt skjult hentydning i Enzels ord, men det gav ham ikke ligefrem lyst at rejse sig og smide tøjet. Han var vant til at ligge under tæpperne, og så rev Enzel tøjet af ham. Det var nemmere på den måde, så behøvede han ikke rigtig tage stilling til, om det var noget han faktisk ønskede, for han havde ikke noget valg. Enzel lignede dog ikke ligefrem en, som havde tænkt sig at rejse sig for at hjælpe Nicola med at komme ud af tøjet, så han havde næppe noget valg.
Han rejste sig op og stillede sig med ryggen til Enzel, inden han greb fat i blusen og hev den over hovedet. Det var ikke slemt, Enzel havde trods alt set ham uden bluse på op til flere gange. Bukserne krævede lidt mere overtalelse. Endelig stak han tommelfingrene ind under kanten på bukserne og skubbede dem langsomt nedad, indtil de af sig selv kunne falde mod gulvet.

Nicola blev stående med ryggen til Enzel. Blev han spurgt ind til det ville han påstå, at det var for at lade Enzel nyde udsigten. Langt om længe tog han sig sammen til at vende sig om, så han kunne sætte sig i sengen på samme måde som før, stadig ud for Enzel fødder. Det var så langt væk han turde sætte sig. Han gjorde ikke noget forsøg på at dække sig selv til, han ville alligevel bare blive bedt om at vise sig frem, hvis han gjorde det. 

Enzel reaktioner blev ved med at komme bag på Niola. Lige så snart han troede, at han havde regnet bordelejeren ud, reagerede han på en uventet måde. Hvorfor blev han overrasket over at tøj kunne indeholde en bestemt betydning?
"Jeg er ikke vant til, at folk giver mig ting, bare fordi de har lyst til det. Normalt har der altid været en bagtanke bag gaverne. " 
Han lod kort sit blik glide ned over Enzel for at se, hvor begejstret han var blevet af, at de beskyttende lag tøj nu var væk. Han havde mest af lyst til bare at få det obligatoriske sex overstået, så han kunne få noget søvn og noget fred.

På en måde føltes det utroligt forkert at modtage gaver for at have sex med Enzel og lade som om, t han havde følesler for ham. Det gik imod alle de principper, som Nicola tidligere havde haft. På den anden side havde han jo allerede affundet sig med livet som prostitueret, så egentlig var Enzel vel bare endnu en kunde, og gaverne hans betaling? Det gjorde det lidt nemmere, men tanken var underlig, selvom det selvfølgelig gav mening, at han også skulle få noget ud af deres "forhold".
"Du behøver ikke at føle dig forpligtet til at købe mig pæne ting" Altså, han havde da ikke tænkt sig direkte at bede ham lade være, primært fordi Enzel virkede som typen, som godt kunne tro, at pæne og dyre ting var det samme som kærlighed. Ikke at Nicola på nogen måde skulle prædike om kærlighed, han havde gjort sit bedste for t undgå at få dybere følelser for nogen.

Det lød ikke som om, at ordren om, at Nicola skulle købe Enzel en gave, var til forhandling. Og han tvivlede også på, at det kun ville være denne ene gang, han skulle købe ham en gave. Hvordan skulle han bære sig ad med at spare op til et bedre liv, hvis han skulle bruge sine krystaller på gaver til Enzel? Men hvad kunne han gøre ved det, han kunne ikke rigtig afsløre, at han forsøgte at spare op så han kunne stikke af.
"Jeg skal se, hvad det er muligt at få med min løn" Måske det kunne bruges som en mulighed til at lokke en højere løn ud af Enzel? Det var da i hvert fald en mulighed.

Hvordan mon Enzel ville reagere, hvis han nogensinde fandt ud af, at Nicola slet ikke var så dum og naiv, som han eller virkede? For han havde ikke den mindste tvivl om, at Enzel som ham som den her uskyldige og naive knægt, som ikke kunne klare sig alene. Det var med vilje, han var sikker på, at det var sådan Enzel foretrak ham: En stakkels knægt som havde brug for nogen til at beskytte sig. Nicola hadede inderligt at spille den rolle, det var ydmygende, mem hvad man ikke gjorde for at overleve. Hvordan forestillede Enzel sig mon, at han havde overlevet på gaden? Der blev naive små drenge slået ihjel, eller det, der var værre.
Selvfølgelig vidste han, at der var en bagtanke bag gaverne, som han fik af Enzel, men han skulle virke sød og taknemmelig, det perfelte kæledyr. Derfor sagde han heller ikke noget til Enzels ord, han kunne ikke komme på noget godt svar, som ville hjælpe til at bevare den illusion han forsøgte at holde kørende.

Det burde vel næsten have sagt sig selv, at det var håbløst at prøve at forhandle løn med Enzel. Alligevel havde det været forsøget værd, noget positivt skulle han vel få ud af deres forhold. Han tog dog ikke afvisningen alt for tungt, hvis han ville have lidt ekstra krystaller ud af kunderne, kunne han jo altid bruge sin evne på dem. Så længe ingen fandt ud af det.
"Undskyld, det var ikke for at brokke mig. Jeg vil bare gerne kunne købe dig pæne ting, så jeg ikke føler, at jeg udnytter dig. Men at kunne få lov til at bo her, have en familie.." Han lagde hovedet på skrå og smilede næsten genert. "Og være her, nu, sammen med dig.. det er vigtigere, end hvad jeg bliver betalt i krystaller" Hvor var det til at brække sig over, men forhåbentligt troede Enzel på forestillingen.

Der var noget ekstremt ydmygende over at blive bedt om at røre ved sig selv, og så endda foran en mand, som han hellere var fri for. Men det var vel bedre end alternativet, at blive bedt om at røre ved Enzel.
Han rejste sig op, så han i stedet kunne sætte sig på knæ, med bagdelen hvilene på hælene og knæene spredt godt ud til siden. Det havde sine fordele at være smidig. Han så Enzel ind i øjnene, som han greb at om sig selv, og begyndte at bevæge hånden frem og tilbage. Det var dog alt for distraherende at sidde og kigge på Enzel imens, så i stedet lukkede han øjnene og prøvede t fokusere på nydelsen, som stille og roligt byggede sig op og gjorde ham hård.

Stille og roligt kælede Nicola for sig selv, mens han holdt øjnene tramt klemt sammen. Han bekymrede sig egentlig ikke for, om Enzel fik noget ud af det lille show, mon ikke han nok skulle sige til, hvis noget skulle gøres anderledes? Det var stadig en underlig situation, han var trods alt vandt til, at andre kælede for ham, hvis de overhovedet gjorde sig den ulejlighed at sørge for, at han også fik del i nydelsen. Selv Enzel havde jo ikke gjort sig den ulejlighed hver gang. Man kunne da håbe på, at det måske vil ændre sig, nu hvor de tilsyneladende havde så dybe følelser for hinanden. Nicola havde dog sine tvivl, der kunne jo trods alt ikke herske nogen tvivl om, at magtfordelingen var skæv i deres forhold, ellers ville han jo ikke sidde her og kæle for sig selv, selvom han egentlig ikke havde lyst til det.

På trods af sin modvilje, formåede Nicola at blive opslugt af nydelsen og til dels glemme den situation, som han var i. Hans bevægelser blev mere ivrige og hans åndedræt blev tungere mens han begyndte at stønne ganske lavt. Det var ikke fordi, at han nødvendigvis var sekunder fra at blive færdig, men det ville da helt sikkert ske på et tidspunkt. Hvis altså ikke Enzels stemme havde trængt igennem til ham, og fået ham til med det samme at fjerne sin hånd og åbne øjnene. Det var forbudt for ham, at røre ved sig selv.. for i aften? For al fremtid? Det var nok bedst ikke at spørge ind til det, han var ikke sikker på, at han ville bryde sig om svaret. Det var igen det der magtforhold.. Enzel bestemte alt. Hvad han skulle, og ikke skulle, gøre, hvad han skulle have på, hvad hans krystaller skulle bruges på. Intet havde han kontrol over selv. 
En nærmest sygelig lyst til at føle, at han havde kontrol over et eller andet slog ned i ham, og han kunne kun komme på en ting, som han kunne forsøge at kontrollere.

Han lænede sig frem, så han stod på alle fire, og begyndte at kravle op mod Enzel. Da han nåede op, så han sad omkring Enzel knæ, begyndte han at stryge et par fingre op ad hans inderlår, op indtil han lige præcis kunne mærke pelsen på halen, og så igen ned mod knæet. Behandlingen blev gentaget et par gange, hvorefter han rykkede sig lidt længere op og placerede sig med et ben på hver side af Enzels ene ben, så han mere eller mindre sad på hans ene lår. Kælent lod han halen glide hen over Enzels ben, mens han stadig holdt øjenkontakten. Han forsøgte at finde rollen som den kælne missekat frem, den samme rolle, som han havde brugt den dag, hvor Phillippe havde været på bordellet. Den dag havde det virket til at have en ganske betydelig indvirkning på Enzel, og det var nok det tætteste, Nicola følte at han kunne komme på kontrol lige nu. Med et smil som han håbede på var godt forførende, placerede han sine hænder på Enzels brystkasse og lænede sig ind for t presse sine læber mod hans.

Havde det været en kunde, som Nicola sad med, havde ham formentligt sat sig ordentlig til rette på skødet, så han kunne ordne, hvad han var blevet hyret til. Men det var ikke en kunde, han sad med, det var Enzel. Det burde vel egentlig ikke gøre den store forskel, men han kunne ikke få sig selv til at kravle ordentlig ind over ham for derefter at presse sig selv ned over ham. Han ønskede at have lidt mere kontrol, ja, men han havde stadig sine personlige grænser. Et kys var ikke nær så grænseoverskridende, så han åbnede munden ganske lidt, og gjorde kysset noget hårdere og krævende. Det var ikke hans plan at drive Enzel til vanvid ved at tirre og presse ham, han ville bare gerne presse ham langt nok til, at lidt af selvkontrollen røg, så de kunne få overstået, hvad Nicola var kommet ned på værelset for.

Forsigtigt gjorde Nicola sin ene hånd fri, så han i stedet kunne rykke den ned og stryge den henover Enzels hale. På en måde havde han lyst til at gøre, som Enzel så ofte havde gjort med ham, og gribe fat i halen og rive i den, bare som hævn. Selvom det var fristende, havde han dog ikke den mindste tvivl om, at Endel langt fra ville blive glad for det. Måske var de blevet mere lige af, at Nicola nu kendte Enzels hemmelighed, men der kunne stadig ikke herske nogen tvivl om, hvem der var den dominante part i deres "forhold". Så i stedet nøjedes han med at stryge fingrene helt forsigtigt ned langs halen. Han var glad for, at halen skjulte Enzels ædlere dele, for så slap han da for at komme direkte i kontakt med det område.

Det var ikke usandsynligt, at Nicola havde undervurderet Enzels selvkontrol, for han havde fuldt ud regnet med, at bevægelserne over halen og det vildere kys ville virke. Men Enzel trak sig væk fra kysset, tydeligvis for at bevare kontrollen. Nicola havde en fornemmelse af, at hvis han bare kunne få skubbet lidt til ham, bare nogle ganske få berøringer, så kunne han få ham til at miste kontrollen, så de kunne få alt det her overstået.

Det kom lidt bag på ham, da han pludselig blev kastet væk. Efterhånden burde han vel være vant til den lidt mere hårdhændede behandling, men Enzel havde trods alt ikke kastet rundt med ham før. En dag var der sikkert ikke noget, som ville komme bag på ham. På sin vis både en skræmmende og en lettende tanke.
"Jeg vil have dig" han løftede hovedet lidt, så han kunne se Enzel ind i øjnene. På en måde fandt han det underholdende, at Enzel tydeligvis var så overbevist om, at det eneste Nicola ønskede var, at være sammen med ham. Nok var der stadig liv mellem hans ben, men det var jo trods alt ikke Enzels fortjeneste, og der ville næppe gå lang tid før det faldt igen. Han var der ikke for sin egen nydelses skyld, den havde han givet køb på for meget længe siden. Han var der fordi Enzel havde noget, som han ønskede at få ordnet, og Nicola var midlet, som kunne bruges til det.

Det var ydmygende på den måde at ligge til fuld skue, men alligevel gjorde Nicola ikke noget for at samle benene. Hvis det kunne lokke Enzel til at gå lidt hurtigere frem, så måtte han jo finde sig i den ydmygende stilling. Langt mere ydmygende var det dog at blive bedt om at knurre og vise tænder. Det var noget han gjorde for at holde folk på afstand, advare dem om, at ham altså godt kunne bide fra sig. Det var ikke noget han gjorde, fordi Enzel af en eller anden grund fandt det tiltrækkende.. men havde han reelt noget valg? Sådan var det jo, når han var sammen emd Enzel, han havde egentlig ikke noget at sige til alt hvad der skete.
Langsomt rykkede han sig, så han støttede sig på albuerne, og begyndte at knurre og hvæse af Enzel, overlæben blev trukket tilbage, så de spidse hjørnetænder kunne ses. Det gjorde det måske lidt nemmere  at han ikke brød sig om berøringerne, men det føltes stadig fuldkommen latterligt.

Enzel tog sig så sandelig sin tid, egentlig måtte Nicola indrømme, at han var imponeret over hans selvkontrol, det havde trods alt ikke været hans stærke side tidligere. Det var på en eller anden syg måde nærmest komisk, at Enzel pludselig havde uanede mængder af viljestyrke nu, hvor Nicola mere end noget andet ønskede, at han skulle smide alle hæmninger og tage ham på stedet, så han kunne få noget hvile, og måske endda liste sig ud af lokalet. Ikke at han regnede med at få lov til at gå, men det var vel tilladt at drømme.

Af en eller anden latterlig grund gjorde rosen ham en smule stolt, selvom han inderligt hadede at blive kaldt dygtig, som var han et lydigt lille kæledyr. Det måtte være resterne af Sobeks opdragelse, som stadig sad i ham. Den opdragelse som dikterede, at han mere eller mindre kun eksisterede for at behage. Han sukkede lavmælt, forhåbentlig ville Enzel tolke det som længsel og nydelse i stedet for irritation. Han hadede at blive talt til på den måde, og han hadede, at Enzel tydeligvis troede, at han nød hans behandling. Men han blev nødt til at holde masken, et suk ellet en forkert grimasse kunne betyde enden på det hele og formentlig en straf, som han ikke engang turde drømme om.

På en måde var det skræmmende, da Enzel finger gled op i Nicola uden store besvær. Han havde allerede været sammen med så mange, at hans krop havde væmmet sig til behandlingen, hvad var der dog sket med hans principper? Egentlig burde han vel være glad for det, det gjorde det nemmere, når nogen trængte op i ham uden at gøre ham klar, som Enzel for eksempel havde gjort.
Han spredte benene så godt han kunne, og trak ælene op mod ballerne, så han gjorde sig så meget til, som overhovedet muligt. Da den anden finger trængte ind begyndte han at stønne lavt og vippe med underlivet, mens han sendte Enzel sine mest frække og indbydende blikke. Han havde ikke lyst til at vente længere, så han gjorde sit absolut bedste for at være lokkende så Enzel forhåbentlig ikke kunne stå for ham længere.