Stilheden efter hendes ord trak i Julia for at se op og veje hvor hun havde Jeffrey. Hans mimik gav måske ikke meget af hvad skete i hans tanker, men det gav mere end hans stilhed gjorde. Tavshed havde hun hurtigt lært betød han overvejede hvad han havde hørt og set. Tit et tidspunkt hun med fordel havde kunne distrahere ham for at undgå spørgsmål eller konklusioner for en stund.
Nu tvang hun sig dog til at blive passivt siddende med blikket sænket. Om ikke andet til han stillede et spørgsmål, der ikke rigtig var et spørgsmål. Hun hævede langsomt blikket til det mødte hans, granskede det for om han forventede et svar fra hende eller han havde nok i det usagte. Hans udtryk gav hende meget lidt og efter at have fugtet læberne af tilsyneladende nervøsitet valgte hun alligevel stille at svare. "Familien." Det var en delvis sandhed da familien måske gerne havde ville have hende hjem, men det havde været Lyset der havde sørget for det skete.

Hendes blik sank atter og blev nede i den efterfølgende stilhed. Han havde med sit spørgsmål hevet de sidste måneder tilbage øverst i hendes bevidsthed og det havde hun helst været foruden. Bedre blev det ikke at han rejste sig med den omhu hun vidste hvad dækkede over, men aldrig sagde noget om, og forlod hende med de få ord. Ikke helt ildevarslende, men heller ikke betryggende.
Intet klik fra låsen fulgte.
Julia hævede blikket og lod det hvile på døren. På den anden side af den var friheden, men mest sandsynligt døden. Flugt nu ville være uansvarligt hvis målet var at komme væk, så hun blev siddende hvor hun var. Om ikke andet til en start. Som minutterne gik valgte hun at rejse sig og se mere af værelset an. Ikke delen med bogreolen og skrivebordet, men mere hvad forhænget skjulte og hvad der ellers var. Et latrin. Hun havde håbet det og valgte efter et blik på døren at benytte det også. En luksus næsten, men en hun tillod sig selv uden at have fået lov. Helt knækket havde de ikke fået hende.

Hun var tilbage siddende på sengen et godt stykke tid, før døren gled op og en sæk sat ind. Det fik Julia til at rykke sig lidt længere ind på sengen og holde blikket nede. Om ikke andet til lyden af døren der lukkede lød og duften af mad ramte hende. Kommandoen der fulgte var heller ikke svær at følge, skønt hun tøvede let og så lidt slået på Jeffrey, som hun indså det selv. Så ofte havde hun aldrig lystret uden mindste form for protest eller tilbagehold. Det gjorde hun dog nu og tog skålen med sig tilbage på sengen, allerede begyndt at spise på vejen.

Det var en af de ting Jeffrey havde svært ved at forstå. Han kunne godt sætte sig ind i hvad det betød, og han vidste også at han egens familie havde haft visse tanker om hvad Jeffrey skulle med sit liv. Formentlig overtage hans fars arbejde og overtage når tiden nåede dertil. Men intet af det var sket. Hans familie var blevet taget fra ham, og drengen der havde lidt det tab, var aldrig kommet sig. Takket været en ridder af lyset. Lyset der prædikerede om at være bedre, men tydeligvis ikke kunne overholde det. Ikke kun dengang, men også nu. Jeffrey havde ingen troværdighed fundet i dem.

Det nedslåede blik var sigende. Nok var Jeffrey vant til at alle fulgte enhver ordre han bjæffede frem, men Julia havde altid været lidt mere modstandsdygtig. Lige nu, var dette ikke tilfældet. Som komplikationer af den behandling hun indtil videre havde fået både på vejen hertil, og efter hun var ankommet. Han kommenterede det ikke, men vendte i stedet opmærksomheden tilbage på sækken han løftede hen på sengekanten og efterlod der, før han fandt tilbage til sin stol. Tillod sig at lave en let grimasse af ubehag inden han landede. "Der er tøj i sækken, hvis du foretrækker noget andet at have på. Det er ikke et krav" Den frihed ville han give hende. Selv at vælge om hun ville skifte - han regnede med hun nok ville. Nok var hans skjorte ganske komfortabel hvis han selv skulle sige det, men det betød ikke at hun mente det samme. Specielt ikke når hun ikke havde så meget andet end den.

Julia stivnede og hadede sig selv for det, som Jeffrey flyttede sækken helt hen til hende. Det var når det kom til stykket ikke så meget ham som alt det han repræsenterede hun reagerede på. At skjule det ville have været bedst, men at finde ham bag den hastigt valgte dør og fra det ene øjeblik til det andet have været tvunget til at forholde sig til fortiden så meget som nutiden havde ramt hende dybere end hun havde troet. Hun havde altid kunne skole sig omkring ham. Men så igen. Hun havde altid haft stolet på ham langt mere end hun nok havde burde.

Skeen bevægede sig igen, som han fjernede sig og stoppede kun kort som han tillod sig tydeligt at vise smerte. Det ramte hende mere end de andre gestusser for han viste ikke smerte overfor andre end dem han stolede på. Var hun stadig blandt dem? Eller var bare for træt til andet? Hans stemme lød træt, men samtidig var ordren der under selv det forsøgt afslappede tonefald. Det var nok til at Julia mødte hans blik fuldt for et langt øjeblik og til at hun ikke helt kunne skjule morskaben tonen havde vækket i hende. Så sænkede hun blikket og nikkede let til svar, før hun fortærede det sidste af maden.

Sækken indeholdt ganske rigtig tøj. Standard tøj for piger i tjeneste, men efter guderne måtte vide hvor lang tid kun i særken, så det overdådigt ud. Som verden da kunne forandre sig. Julia vendte ryggen til Jeffrey, som hun hurtigt iførte sig det bragte tøj og forsøgte at skjule hvordan bevægelserne fik hende til at ømme sig. Der ville gå noget tid, før hun ville slippe af med de værste af skaderne og hun vidste ikke om hun havde så meget tid.
Omhyggeligt foldede hun skjorten sammen og lagde i fodenden, før end hun rettede dynen ud og så satte sig sirligt igen. Hendes blik hvilede afventende på Jeffrey. Det var hans spil de spillede, så de ledende træk var hans. Også selvom han lignede den der burde have sengen og få et ordentlig hvil.

Jeffrey burde ikke vise at han var træt, eller at hans knæ værkede som en i helvedet. Hans ben var aldrig kommet sig, og den manglende nattesøvn og ubehagelige stilling i arbejdsstolen havde ikke hjulpet. Men han burde havde holdt ryggen rank, og nægtet at lade kroppens signaler diktere hans opførsel. Sort på hvidt. Han skulle ikke fremstå svag.

Men det var Julia. Hun vidste allerede hans skade var der, og havde det været i fortiden havde hun også givet sin mening til kende om hans stædighed. Hvorfor overhovedet tage kampen når det kun voldte smerte.
Stille fulgte hans øjne hendes bevægelser som hun langsomt gav sig til at spise igen. Fulgte hendes som hun kiggede i sækken, og kun kort drejede blikket væk for at give bare et øjebliks fred, mens hun skiftede tøjet. Men hans øjne var hurtig til at finde tilbage. Skaderne var for iøjefaldende til at lade være, og de ville gøre ondt længe.

"Jeg er ikke sikker på om jeg nogensinde kan lade dig gå igen" Her tænkte han ikke på værelset, men derimod fortet. Der var alt for mange ubesvarede spørgsmål. Alt for mange huller i den hele historie. Hemmeligheder der pippede i krogene. Han kunne lige så godt være ærlig. Han vidste ikke hvor han havde hende, hvem hun i bund og grund var. Om han overhovedet kunne stole bare det mindste på hende. En sådan person, slap man ikke fri igen uden videre.

At få noget at spise og noget mere dækkende på kroppen samlede lidt flere dele af den gamle Julia op fra hvor end hun havde haft dem gemt væk henne. Lidt af troen på at alt nok skulle gå og at hun nok skulle blive troet. Lidt mere af viljen til at falde ind hvor hun var og blive hvad hun havde brug for at være. Mest af alt dog blot den unge kvinde hun havde været før familiens greb om hendes liv havde strammes til et punkt hvor det næsten havde kvalt livslysten hos hende.

Det var da også lidt af det som fik hende til at hæve et øjenbryn overrasket af Jeffrey og undertrykke det skæve smil der nær havde fulgt med. Det var så uventet en konstatering som nogen, men mest fordi den var så indlysende sand. Alligevel prikkede hun forsøgsvis til den vel vidende hun nok burde lade være. "Efter sidste gang eller i nat?" Han havde jo så strengt taget hverken den ene eller den anden gang ladet hende gå nogen steder.

Det var kærkommen at se noget af det gamle. Se hvordan den rigtige Julia så småt kom frem igen som hun fik tøj der var mere behageligt og mad i den uslukne mave. Han kunne ikke lade være med at få et smil på læben. "Generelt" Han havde da på ingen måde givet hende tilladelse til at rejse dengang, men det var heller ikke fordi han ejede hende. Det følte han stadig ikke han gjorde, men han havde en større mistanke nu. Større krav til at hun ikke bare kunne forsvinde. Hun vidste for meget.

Faktisk vidste hun for meget og han vidste for lidt. Det huede ham ikke at vide for lidt omkring noget som helst. Men lige nu var han for træt til at grave dybere. Det måtte vente til han var mere klar i hovedet, og kunne bruge mere effektive metoder til at få hendes mund på gled. Om hun ville det eller ej, ville han finde ud af hvad hun var ude på.

Smilet på Jeffreys læber var et af let morskab over hende og ikke et ubehageligt et. Det tog en del af kanten ved det definitive i hans ord og trak det gemte skæve smil frem på Julias læber. "Under andre omstændigheder kunne det næsten lyde romantisk..." Hun trak lidt på, som hun let gled alvoren ud af ordene. Hun vidste udmærket godt hvorfor han ikke kunne lade hende gå, men det forhindrede hende ikke i at planlægge en vej væk. Hun havde noget hun skulle. Nogen hun skulle hjem til.

Endnu engang forjog hun Annabelle fra sine tanker og koncentrerede sig om nuet. Pigen var i sikkerhed. Det måtte hun holde fast ved. Mere åbenlyst var trætheden hos Jeffrey. Han havde ikke fået meget søvn i løbet af natten og det kunne ses på ham nu. Han gjorde heller ikke det store for at skjule det for hende, hvilket kaldte på hende fra en svunden tid. "Hvorfor lægge du dig ikke? Du trænger til det og dit ben bliver ikke bedre af at du forbliver siddende der og halvsover."

Jeffrey fastholdte smilet på sine læber, i hvert fald et lille et som sjældent var at se der den senere tid. Han havde aldrig været den mest smilende mand. "Næsten" Han havde ikke haft lyst til at hun rejste dengang, men det var ikke hans beslutning at tage. Denne gang var anderledes. Han var ikke i tvivl om at hun ville væk, og han kunne ikke fortænke hende. Denne gang var det dog mere kompliceret, og han ville vide hvorfor og hvor hun skulle hen.

Ufrivilligt rettede han sig en smule op som hun pointerede at han så træt ud. Han følte sig for komfortabel, siden det havde været så nemt at falde hen og sammen. Men han vidste også godt at hun havde ret.
Jeffrey så mistorisk på hende et langt øjeblik - han var ikke sikker på om han ville få en ordentlig nattesøvn heller der, siden han ville sove med det ene øje åben for at være sikker på situationen. Nok var hans dør låst, men enhver der ville kunne slippe væk fra alt. Men tanken om at ligge ned og hvile var tiltalende. "Er du bekymret for mig?" en smule anstrengt fik han kæmpet sig op at stå og gik tættere på hende. Han satte sig på sengekanten og lænede sig en smule frem over sine ben med et dybt suk.

Julia gengældte bare det lette smil, som var de helt tilbage før hun rejste og ændrede alt for bestandigt. "Næsten." Også nu fortrød hun at have fulgt den ordre, men fortiden stod ikke til at ændre blot fordi hun vidste mere. Hvem sagde i det hele taget at udfaldet var blevet bedre hvis hun skulle være blevet hentet hjem?

Helt tilbage var de alligevel ikke, for Jeffrey rettede sig ved hendes ord. Det skjulte ikke trætheden eller smerten for hende, men han gjorde forsøget. Stadig holdt hun sig næsten neutralt og betragtede ham blot. Det var hans beslutning og efter at have fundet hende ved skrivebordet og den åbne bog var tilliden til hende fri i rummet måske lidt lav.
"Jeg stoppede aldrig med at være det." Hendes blik fulgte ham som han rejste sig og hele vejen over gulvet. Som han nærmede sig gjorde hun plads på midten af sengen, så han kunne sidde hvor det var nemmeste at lægge sig ned. "Du læner dig den forkerte vej..."

Jeffrey tvivlede på at det havde hjulpet noget havde han forbudt hende at rejse. Havde det ændret noget havde han søgt efter hende? Der havde ikke været tegn på kamp så hun var formentlig rejst af egen fri vilje. Hvorfor skulle han stoppe hende fra at tage derhen hun ville?

Der var mange grunde til at det var en virkelig dårlig ide at give efter for kroppens trang til at falde ned i en dyb søvn i sengens blødhed, men guderne måtte vide han efterhånden trængte til det. Han var ikke ung mere, og skaderne i benet havde også sin effekt. Et grin forlod hans læber og fik let hans skuldre til at bevæge sig.
Uden at modsætte sig lænede han sig tilbage for at kunne ligge i sengen, og afgav et dybt suk og holdte sine øjne lukkede i et par sekunder før han åbnede dem igen og kiggede på hende. "Det er en dårlig ide" at han lagde sig til at sove, at han lod hende gå frit i lokalet. Mest af alt at han sænkede paraderne. Han ville gerne stole på hende, men han gjorde det ikke.

I det mindste hørte han stadig lidt efter. Grinet der fulgte Julias ord gav det væk, så meget som det at Jeffrey faktisk lænede sig tilbage og ned at ligge i sengen. Stadig næppe bekvemt, men et godt skridt. Det første skridt.
"Det er en glimrende ide." Hun drejede sig en smule så hun sad bedre for at se ned på ham. Øjnene ville gerne lukke, men som altid var han for stædig til at overgive sig til det uundgåelige. Det krævede også en tillid som mellem dem var skadet af fortiden.

Hun rakte forsigtig ud og lagde en hånd hen over hans. "Hvordan ville du kunne finde ro og have mig i rummet?" Han kunne have sendt hende tilbage til cellerne nedenunder, men havde i stedet holdt hende hos sig. Spærret inde måske, men hvor han havde hele kontrollen. For hende var det stadig et skridt op. Et vigtigt skridt op.

Det var ikke synderligt bekvemt at ligge fuld påklædt, og blot fladt på ryggen, men det var stadig langt mere behageligt end den stilling han havde brugt hele natten på at sidde i, i stolen. Hendes ord fik ham til at sukke dybt, og faktisk en smule opgivende. Han kiggede skeptisk på hende, men morskaben ikke helt væk. Glimrende ide. Ja det var i hvert fald løgn. I hvert fald for ham, selvom han var træt.

Uden at tænke over det, lod han sine fingre lukke sig ganske let om hendes som hendes hånd lagde sig over hans. Han havde ikke tænkt over hvor naturligt det føltes, og var for træt til at overtænke hans naturlige reaktion lige nu. "Det ved jeg ikke. Før eller siden kollapser jeg vel af udmattelse" brummede han træt, stadig kæmpende med at holde øjnene åbne. En kamp der blev hårdere som han var kommet ned at ligge. Han burde rejse sig. Han burde virkelig, men kroppen lystrede ikke.

Julia lod et lille smil glide fra sig over hvor naturligt det kom til Jeffrey at tage hendes hånd. En berøring hun i det mindste kunne modtage uden at tænke nærmere over det. I det hele taget var det var det svært lige nu at føle manden foran hende som en trussel, skønt hun heller ikke kunne glemme han var det. Han sad på al magten over hende og hun vidste hvad mænd kunne bruge magt til.
Det var dog Jeff.
"Du kunne også flytte dig ordentlig ind i sengen og ikke give benene endnu en dårlig lur?" Hendes tone var let og ikke så lidt drillende. Hun havde på ingen måde kræfterne til at hjælpe ham eller til at flytte ham når først han var faldet i søvn. Han ville næppe heller sove igennem et sådan forsøg. "Jeg kan også sætte mig over i stolen, hvis det giver dig mere ro..." Hun tvivlede dog en del på han ville finde det en beroligende tanke.

Jeffrey kom med en beklagelse igennem en dyb brummen og et sammentrukken ansigtsudtryk. Havde han virkelig glemt hvor stædig det kvindemenneske kunne være. "Ja ja" lidt besværet, halvsovende og akavet fik han sparket sine støvler af fødderne og trukket sine ben med op i sengen. Han vidste godt hun havde ret i at hans søvn på ingen måde ville have godt af den stilling han havde befundet sig i, og ej heller var søvnen blevet særlig lang. Men det forhindrede ham ikke i stadig at være skeptisk.

Hans øjne åbnede sig halvt op, som fingrene næsten automatisk klemte en smule mere fast ved hendes forslag hun nok godt selv kunne høre ikke kom til at ske. "Så har vi det samme problem i morgen bare omvendt. Bliv. Det ville ikke være den værste måde at dø" han tvivlede faktisk meget kraftigt på at hun kunne finde på at slå ham ihjel, men man skulle aldrig sige aldrig. Han kunne heller ikke benægte, at den vanlige følelse var meget mere beroligende end han burde tillade den blev.

Julia blev siddende rolig og lod Jeffrey selv om at flytte sig helt op i sengen. Hans brummen og udtryk af let irritation var så helt rettet mod at skulle gøre det fornemmede hun, hvilket gjorde det svært ikke at smile af ham. Hun holdt dog ansigtet neutralt og afventende.
Hendes næste ord fik ham desværre til at stramme grebet om hendes hånd og åbne øjnene. Hun kunne ikke lade være med at tsk'er let af ham, før hun rystede en anelse opgivende på hovedet. "I morgen er meget langt væk, når dagen kun lige er startet." At drille ham lå hende alt for naturligt stadig, men hun håbede også den lette tone ville få ham til at slappe af og glide over i søvnen. "Og du dør næppe for min hånd. Hvem ville ellers holde mig sikker?"
Det sidste bar endnu engang lidt for meget en snert af fortiden med sig og fik hende til at tie for at tænke.

Knap en time fik hun da også i komplet stilhed siddende på sengekanten. Hun havde forsøgt at slippe hans hånd og flytte sig to gange, men hver gang var grebet blevet strammet og hun havde opgivet forsøget. Så meget grund havde hun heller ikke til at flytte sig. Tankerne ville stadig have været der, men for en stund var hun alene med dem. En tid hun forsøgte at bruge på at knytte enderne i den fortalte historie samme og finde noget at stoppe i de alt for mange opståede huller. Om han ville tro den mere efter søvnen end før var et meget åbent spørgsmål hun ikke så frem til at få besvaret. Slet ikke som han havde virket meget lidt overbevist før.

Jeffrey følte sig forrådt af sin egen krops hungren efter ordentlig hvile. Han følte sig slap og træt og han vidste udemærket godt at det var den aldrende krops værk og intet andet. Han burde være oppe, frisk og klar på at tage opgaver for hånden, men det virkede alt sammen lige meget når man knap nok kunne holde de stædige øjne åbne. "Så du føler dig sikker hos mig? godt at vide" et let snert af at smil var at spore på hans læber som hans øjne gled i igen og han faldte hen. Han burde ikke give hende den magt at have ham sovende der, men hun havde i princippet ret. Hvis hun myrdede ham, hvem skulle så forhindre at hun blev taget væk til en værre skæbne end døden. Og selvom hendes tillid til ham næppe var naive og uden tanke, så bildte han sig selv ind at hun i hvert fald tænkte han skulle presset meget langt for at løfte en hånd mod hende. Han var ikke engang sikker på at han der ville gøre det, selv hvis han ikke så andre muligheder. Forbandet effekt hun havde.

Men med søvnens indtræffelse kom også mørket og stilheden. Hvilen var tiltrængt og hendes forsøg på at flytte sig havde ikke vækket ham og intet syntes at kunne gøre det lige nu.
Havde det ikke været for en meget insisterende banken på døren. Det var ikke morgen mere, langt fra, og han var ikke typen der sov længe. En kriger var blevet urolig, eller nærmere, betænksom om hvad der kunne holde ham inde så længe. En irriteret brummen forlod ham, som han tvang sine øjne op igen næsten mere træt end før. "Er det vigtigt, bank igen. Ellers skrid tilbage til din post!" der var en lang pause, før endnu et bank nåede døren. "Argh.. Man skulle tro hele ruinen falder sammen hvis jeg sover over mig" det var en utilfreds, lavmæld brummen, som havde han faktisk glemt at Julia kunne høre ham. Han trak sig op at sidde. Han orkede ikke. Hans blik gled over på Julia, og endnu engang kom tankerne. Hvad skulle han egentlig gøre med hende, når alt kom til alt. Hun kunne ikke være spærret inde her til evig til, selvom han ikke havde en anden plan lige nu. Han så på hende uden at sige noget, før han rejste sig en smule besværet fordi han nu også var søvndrukken, før han haltede over til døren. Han forsvandt ud af den uden at sige noget. Han tænkte stadig.

Hvad forstyrrede freden i det lille rum og brutalt trak Julia væk fra spindet i hendes tanker og til den alt for tilstedeværende virkelighed, var en hård banken på døren. Insisterende på den gennemtrængende måde, der ingen tvivl lod være om at den ville fortsætte til der kom svar.
Den havde da også en opvækkende effekt på Jeffrey, der slap hendes hånd som han kæmpede sig tilbage til vågen tilstand. Stille og undseelig foldede hun hænderne i skødet, men denne gang blev ingen inviteret til at komme ind. Faktisk lød Jeffrey alt andet end begejstret for at blive vækket og endnu mere over at blive tvunget op. Hans brummende ord trak munterhed til hendes blik, som hun lod ham se, da han havde sig sat op og så på hende.
Hans blik havde dog en dæmpende effekt. Der var noget overvejende der, som kaldte på forsigtigheden i hende. Det var heller ikke fortiden det her. De var begge blevet ældre og havde nye skjulte ar at skjule for hinanden. Alt var så meget mere kompliceret og hun kunne se han stadig manglende noget fra hende. Om hende.
Stod det til hende ville han ikke få det, før hun...
Tanken havde kun halvt formet sig, da han rejste sig og gik efterladende hende endnu engang alene med tankerne og hans ting.

Julia betragtede døren længe efter den var blevet lukket, mens hun lod tankerne flyde. Det havde dog været en prøvende morgen og formiddag med alt for mange gennemborende blikke. Hun vidste hun ikke ville slippe så let gennem de næste samtaler og at hun slet ikke ville få lov til at slippe så let som i fortiden. Alt havde været nemmere da hun bare var en barpige med lidt for lidt respekt for de mørke krigere og en evne til at finde den rette beskytter. Havde hun stadig ham?
Spørgsmålene var der, men også trætheden og hendes krops behov for hvile. Modvilligt erkendte hun det sidste som det vigtigste nu og lod sig synke ned at ligge på sengen. Hun kunne hvile og være frisk, når Jeffrey kom tilbage alt andet end det.

Jeffrey var ikke sikker på om den meget korte lur havde gjort hans tilstand bedre eller værre. Han følte sig meget langsom, både fysisk og mentalt til at håndtere sine opgaver og han blev flere gange spurgt efter om alt var som det skulle være af sine åbenbart bekymrede undersåtter. Det tog et par timer, men han syntes at vågne mere op til dåd, som han tvang sin hjerne til at ignorere trætheden. Han afholdte sig fra at spise, men holdte sig til at drikke en varm urtedrik for at holde sig i gang. Føde ville bare gøre ham træt.

Dagen var lang, alt for lang, og han arbejdede endda i færre timer end han var vant til. Han længtes efter sin seng. Længtes efter hvile og ro. Men som han gik hen af gangen, sagtnede han farten og kom i tanke om en meget vigtig detalje. Julia.
Han blinkede et par gange, trak sin krop i bevægelse tilbage mod køkkenet, væk fra gangen han næsten lige var drejet ned af.
Han bad om at få varm mad bragt op sammen med en kande beroligende te. Alt imens tog han noget af det mere holdbare som tørret kød, ost og brød i en vadesæk. Han var næsten ude af døren da han rakte ud efter et par friske æbler og druer. Ikke for at være forfinet, men fordi han simpelthen bare godt kunne lide frugt.

Der var gået omtrendt seks timer før han var vendt tilbage til rummet. Han gik som var han vågen, men et blik på hans øjne og ansigtstræk afslørede hvor træt og udkørt han egentlig var. Samtidigmed forholdte han sig tavst som han lukkede døren bag sig og satte posen med mad på kanten af bordet hvor de ikke ville ramme nogle papirer. "Der kommer varm mad om lidt" han ramte stolen igen og lod træt en hånd glide igennem det let gråstingte hår.

Julia sov en tid, men det var ingen dyb søvn. Drømmene var der så snart hun lukkede øjnene og vækkede hende snart efter omtumlet og uden lyst til at blive liggende. Siddende op gav hende dog ikke mere at gøre eller fornemmelse af hvor længe hun havde været væk. Værelset havde ikke forandret sig og kun meget få lyde i gangen var høje nok til at slippe ind. Ingen af dem nogen hun kunne bruge til noget. Intet til at distrahere hende fra egne tanker.
Som timerne gik nåede hun at kaste endnu et blik på reolen på tværs af rummet, vandre hvileløst frem og tilbage, før end hun fandt sig til rette på sengen og lod en meditativ ro falde over sig. At vente var ikke hendes stærkeste side og slet ikke blottet for noget at foretage sig imens.

Hun åbnede øjnene halvt som døren gled op og rettede sig så en smule, som hun så det var Jeffrey der kom ind. Han så ikke ud til at have haft godt af en lang dag uden søvn, hvilket notorisk var en skidt ting for hende. tavs så hun afventende på ham, som han satte og nikkede så let. Varm mad kunne betyde mange ting trods alt og hun havde ingen ide om hvor de stod. "Også til dig denne gang?" Og der var den forbistrede bekymring hun havde for ham, som hun virkelig ikke burde vise eller have.

Jeffrey var blevet for gammel til at være vågen i så mange timer i streg. Som ung havde han været langt mere tilbøjelig til at børste det af sig og klare dagen som normalt. Men alderen sneg sig ind på ham, og han brød sig ikke det mindste om det. Faktisk gjorde det ham mere hård i sine træk og i et dårligt humør. Ikke på hende. Men over sin egen snigende svaghed.
Han gned sig over panden og sukkede lavmældt. Drejede trætte øjne over på hende og fik antræk til et smil som han løftede et øjenbryn. "Også til mig den her gang" han var sulten og han var træt. Han så ikke nogen grund til at spise blandt de andre krigere i dag. Det var desuden ikke unormalt at han spiste for sig selv. Han havde trods alt altid meget papirarbejde at kigge på.

Noget han ganske kort overvejede igen, men så snart han drejede blikket ned på de mange tegn kom der et grynt fra ham og han lænede sig tilbage igen. Det nyttede ikke noget. I stedet drejede han en smule dovent sin opmærksomhed tilbage på Julia. Han havde stadig så mange spørgmsmål, men ikke hjernen til at få dem stilt rigtigt. "Hvordan har du det?"

En let banken på døren afslørede at maden var fremme. Træt rejste Jeffrey sig igen, åbnede døren og lod den unge let forskræmte køkkenpige komme ind i lokalet, stille bakken meget forsigtigt fra sig, før hun vendte sig meget hurtigt nejede, sendte et flygtigt blik til Julia og var ude af døren igen. Jeffrey lukkede døren efter hende og kiggede tilbage på Julia. Han var klar over hvordan det så ud. Men han havde aldrig løftet en hånd mod køkkenpigen. Hun var ikke en slave, men blot en stakkel der virkelig behøvede pengene. Men han havde bjæffet lidt hårdt af hende engang imellem hvis hun var for langsom. "Stol eller seng?" han havde en ekstra stol han kunne skubbe frem hvis hun ville sidde ved bordet, men han lod hende bestemme.