"Vand ville være godt..." Samantha havde trukket benene op og hvilede panden let mod knæene, mens hun ventede på at vejret fik bestemt sig og faldt til ro. Noget det slet ikke havde skulle have haft brug for! Lyn påvirkede bare ikke så meget normalt. Intet i dag var dog normalt, så hun ventede næsten tålmodigt på at roen faldt på det hele.
En beroligende hånd lagde sig mod hendes ryg og fik hende til at rette sig en smule og se til siden. Jonatan så bekymret ud. Hun rynkede brynene kort og rystede så let på hovedet for at klare det, før hun fik fat i hvad han sagde. "Hvad?.. Åh, ja lad os håbe det! Han faldt ud af vinduet siger du?" Hun forsøgte at rejse sig for at se efter om noget lå for foden af bygningen, men blev afledt ved det næsten. "Hvis du vil ja. Hun reddede dit liv på kajen, så velkommen er du da!" Hun puffede drillende til ham med den ene skulder, før hendes blik gled til hans hånd og det vand der svævede der. "Umm... Du kontrollere vand?" Hun havde set en del, men ingen der sådan balancerede vand i luften uden at se ud til selv at bemærke det.

Jonatan flyttede lidt nervøst på sig "Faldt, blev skudt ud af det. I begge tilfælde er der lang vej ned, og det er ikke nogen blød landing" uddybede han. Der var hverken nogen stor hæk, træ, bed eller vand under tårnet. Kun hård sten og et springvand.

"Jeg tror min muligheder er ret begrænsede, for jeg har hvert fald ikke tænkt mig at blive her!" svarede han, men et smil fandt vej til hans læber "Desuden.. så lød det ikke helt skidt det liv du fortalte om" tilføjede han, og selvom han virkede forståeligt nervøs, var han også spændt.

Jonatans blik flakkede fra hende, til sin egen hånd hvor vandet svævede, og tilbage til Sam. "ehm, ja, det kan jeg. Det gør ikke så meget, men var da rimelig praktisk til at vande haven efter gradeneren forsvandt" fortalte han, med en koncentreret fuge mellem brynene. Nok kiggede han ikke på hånden, men det krævede stadig meget af hans koncentration. "Bare, giv mig et øjeblik, så skulle det være til at drikke" bad han, som de sidste dele salt og grums sank mod bunden af vand-bolden.

Samantha mærkede det trække let i mundvigene over den nervøse måde den unge mand uddybede på. hun holdt det dog nogenlunde nede, som hun måske lidt tørt svarede ham. "En fortjent skæbne." Hun havde ikke brudt sig om måden greven havde bidt Jonatan, drukket ham og så efterladt ham til døden. "Må solens stråler riste ham på vejen og stenene knuse hvad er tilbage når han lander." Det var sjældent hun direkte ønskede ondt for nogen, men lige her var der ingen tøven eller opblødning i hendes sind.

Så lod hun dog stemningen glide mod det mere muntre. "Jeg nævnte nok også de bedste sider. Det er også hårdt arbejde og kedsomhed på havet. I det mindste under en god kaptajn! Du kan jo give det en chance og se om det er noget til den næste havn." Ikke alle var skabt til livet på havet trods alt, men ingen vidste det før de havde prøvet det.

Det svævende vand slog hende dog noget ud af kurs og kun mere som han slog det hen og bagefter. "Det er havvand?" Hendes stemme afslørede at hun dårligt kunne tro det. Hvis han kunne gøre havvand drikkeligt. "Du kan gøre... Åh du er mere end velkommen ombord! Dig alene er en dejlig tilføjelse, men den evne der?" Et selvtilfreds smil bredte sig om hendes læber. Amalia måtte vist finde noget godt til Chance næste gang de fandt en havn.

Når man nu tænkte på damen, så lød udråb fra sejlet om at selvsamme var på vej tilbage til skibet. Eller at kun Rosa var det. Samantha fik sig rejst op og råbt Rosa an. Det var dog først da denne nåede ombord det nye sæt kort blev lagt på bordet og en sær blanding af udråb og stilhed fulgte. Morgana var ikke i blandt dem længere og alligevel var hun. Når Chance gav, så tog hun altid noget andet...

Jonatan pustede lidt tilbageholdt luft ud, og nikkede ivrigt som Sam ønskede ondt over Greven. Jonatan kunne ikke være mere enig, men det var alligevel lidt en mundfuld at skulle sige det så ligeud selv. Det var trods alt ikke mere end en time siden Jonatan havde arbejdet for manden.

Et mere afmålt nik fulgte "Jeg er ikke bange for hverken hårdt arbejde eller kedsomhed" et skævt, lidt akavet smil spillede over hans læber "Så længe Kaptajnen ikke forsøger at æde mig, så er det en forbedring" forsikrede han hende godmoddigt. Den sidste times ny viden taget i betragtning, så var det vist heller ikke en svær præstation.

Jonatan så meget forvirret ud som Sam lod til at blive helt opstemt. Hun måtte virkelig være tørstig! "Jaa, den er vel fin nok? Det var ret praktisk til at vande haven efter garderen smutt- ehm, forsvandt" sagde han med en trækning på skulderen, og holdt vandboblen frem, så Sam kunne drikke. Han var ikke helt bekendt nok med livet til søs til at vide hvor stort et problem drikkevand kunne være, men han skulle snart nok lærer det.

Mere vand blev der dog ikke drukket eller diskuteret, før der blev råbt fra kajen, og Sam rejste sig. Lige usikker på sin plads, valgte Jonatan at blive siddende. Det virkede som det sikre valg.

"God vind" nikkede Amalia, givende Morganas skulder et klem om hun ville det eller ej. Slukøret traskede hun ombord på på Sirenen, ganske glad for at Rosa gik med til at forklare hvad der var sket inde i huset. Selvom hun nok burde have været igang med med kalde ordre om at få tilbage på bølgen blå, fangede hun sig selv i at stirre på skyggerne i huset der havde taget hendes veninde. Zaladin tage Greven!

Men hvor meget end hun havde lyst til at bruge sin tid på at surmule, så var hun stadig kaptajn og de havde stadig et mål. Nok havde de færre krystaller en håbet, men de burde stadig kunne få det sat i værk. "Så er det tid til at vi stævner ud! Vi har stadig en lang rejse foran os!" kaldte hun med næsten fattet ro.
Med faste skridt fandt hun Sam og deres nye besætnings medlem, han fortjente trods alt at få et ordenligt velkommen ombord. Især et der ikke fyldte ham med hår i munden.
"Nå Sam, har du noget vi han sætte ham til?" klukkede hun lidt hult, at efterlade Morgana skar hende stadig i hjertet. Hun vendte sig og rakte Jonatan hånden. "Navnet er Amalia, velkommen ombord på Sirenen, du er velkommen så længe du ønsker, og at du er mere til gavn end besvær" lød det med et skævt smil. Ikke så grundig en hvervning som hun plejede, men situationen var trods alt en anden.

Baren var ikke ligefrem højt sat for at Sirenen ville være et bedre sted at arbejde end godset, men så havde skibet da også det sværere ved at skuffe. For Samantha havde livet til havs altid været at foretrække for det stillestående på land. Især med de udsigter for livet hendes familie havde tegnet op for hende.
"Fin nok? Åh den er mere end fin nok..." Hun kunne ikke lade være med at se granskende på den yngre mand og så ryste opgivende på hovedet. Hans viden om livet på havet lod en del tilbage for ønsket, men det skulle nok komme.

Samantha gik over til rælingen som Amalia blev bekendtgjort spottet og blev der med blikket mod overdækket, som den blonde kaptajn kom til syne med en meget bleg Morgana ved sin side. Vemodigt hævede hun en hånd til hilsen og afsked, som Amalia lod den tidligere så berygtede pirat stå alene tilbage uden af solen. Et slag for hele besætningen, men nok endnu mere for kaptajnen der mistede så nær en veninde.
Øjeblikket varede dog kun til kaptajnen satte foden på dækket og gav endelig ordre på afgang. Samantha trak sig tilbage op til rattet, vinkende Jonatan med sig, så han var af vejen for resten på dækket. Det var da også der Amalia sluttede sig til dem.
Et smørret grin bredte sig på Samanthas læber, før hun henkastet svarede. "Jeg tænkte at lade ham se udsejlingen i fred og så sende ham ned og gennemse vores vandforsyning." Hun gjorde en pause, før hun muntert fortsatte. "Han kan rense salt og grums ud af vand viste han mig..." Det skulle nok få lidt af det velkendte begærlige glimt tilbage op i Amalias kønne øjne.

Jonatan fulgte med Sam hen til rattet, og holdt sig tæt-men-ikke-for-tæt på hende, så han ikke kom i vejen for alle de hærdede søfolk, der hastede frem og tilbage med tydelig målrettethed og vane. Jonatan kunne ikke andet end at stirre imponeret. Det var som at se husholdningen op til en festlighed! Alle viste hvad, hvornår og hvordan, og alt skulle klappe præcist, ellers faldt det hele fra hinanden. Det gav ham en ro i maven. Måske VAR det ikke så anderledes end det liv han kendte.

Hans fokus vendte hurtigt tilbage som Kaptajnen trådte hen til dem og introducerede sig. Han tog hendes hånd med kun et øjebliks tøven "Jonatan Stormgård" gengældte han introduktionen. Han stillede ikke spørgsmål det manglen på efternavn. Så meget havde han trods alt samlet op på fra Sam.
"Og jeg skal gøre mit bedste! Og ja, som hun siger kan jeg lidt med vand. Jeg har primært lavet logistik og planlægning og sådan, oh og det er noget tid siden jeg har gjort det sidst men jeg kan også slibe skær" fortalte han nervøst i et akavet forsøg på at sælge sine kompetancer. Det var nok længe siden han havde slebet klinger tilbage på gården, men han var ret sikker på han kunne samle det op igen. Han rømmede sig en lille smule. Ville det være nok til at kvalificere som 'mere gavn end besvær'?
"Ehm, og jeg kan også sy! E-en lille smule, sådan, til husbehov, stoppe sokker og sådan" tilføjede han lidt kluntet til sidst, mens hans øre blev røde.

Amalia nikkede lidt som Jonatan snakkede, før Sams ord endelig trængte ind gemmen sorgens tåge i hendes hoved. "Han kan hvad?!" ud brød hun vandtro og log blikket glide fra den ene til den anden, måske havde de faktisk fået fat i noget utroligt værdifulgt! "Rosa! Send tønden ned efter havvandt og få den til at stille sig ved Jonathan her!" kaldte hun med et smil, der glimtede i hendes øjne.
"Rens tønden for salt og skidt når den kommer, og kom ind i min kahyt når du er færdig" nikkede hun til skibshovmesteren. Det blev spænende hvor lagt tid det tager, men især hvor mange kræfter han ville ende med at bruge på det.
Kaptajnen klappede ham på skulderen, "Jeg tror du skal nok skal være til gavn" smilede hun opmuntrende til ham, så sød og kær som han virkede skulle han nok vinde resten af besætningens hjerter indenfor ganske kort tid.

"Sam, du kender vejen jeg har noget jeg skal se til i min kahyt" nikkede hun til Kaptajnens vej, hun havde en aftale med en flaske rom og besætningen havde ikke ligefrem brug for hende lige nu. De havde stadig deres mål, selvom prisen allerede havde været foruroligende dyr så var du nødt til at nå det.

Samantha holdt blikket hvilende på kaptajnen og ventede på at hendes ord skulle trænge igennem de tanker der formentlig optog det meste af pladsen derinde. Jonatans stemme opremsende så meget han kunne finde at sige godt om sig selv uden at vide hvad virkelig talte, styrkede da også kun den lette morskab der trods hele situationen hang i hendes mørke øjne. Han ville nok falde ned og slappe af, når de havde været på havet et par dage og han havde set lidt mere af livet ombord.
"Du hørte rigtigt." Fik hun ind, før Amalia havde råbt Rosa an og aktiveret en test af evnen. En uvurderlig evne for søfolk og en der ville sikre Jonatan deres beskyttelse så længe de kunne beholde ham ombord.

Så gled hendes blik ud over dækket og videre ud over skibet til havet og landskabet der. En stribe af korte og lange pift fulgte, som hun gav ordre til de andre om at skifte sejl og forbedre vinklen på andre. Det havde været en rimelig indsejling, men tidevandet var aldrig til at spøge med og grundstødning var det sidste de havde brug for.
"Aya Kaptajn." Samantha trak blikket tilbage til hvor hun stod, nikkede let og gav det hele et ekstra kritisk blik, før hun hævede stemme. "Ann!" Pigen dukkede op fra under dæk og overtog rattet uden de store spørgsmål. "Bare hold hende rolig på kursen. Der var ingen skær ind og tidevandet er kommet ind siden." Samantha nikkede kort mod Jonatan der stadig stod ved dem. "Den unge mand er Jonatan. Han har trængte til luftforandring og sluttede sig til os."

Med et smil til Jonatan og et let beroligende klem af hans skulder forlod Samantha de to ved rattet. Når kaptajnen ønskede ens selskab, så lod man hende ikke vente unødvendigt.

"Naturligvis Kaptajn" svarede Jonatan hurtigt som han fik stillet sin opgave, og gik halt igang med at bukke, inden han tænkte bedre om det, og i stedet gjorde halvt honør, men trak også i land på det, da det gik op for ham at han ikke rigtig viste hvad man gjorde på et pirat skib. Gestussen blev fulgt af et skævt, undskyldende smil. Han skulle nok lærer det hele med tiden, men lige nu var han bestemt ude af sit element.

Jonatan gengældte Sam smil, på trods af hans akavede, malplacerede gemyt, så var der ingen fortrydelse at sporer ved den unge mand. Udover smilet fik Sam et nik med på vejen, inden Jonatan vendte opmærksomheden mod Ann, og fik præsenteret sig lidt mere.

Endelig gled Jonatans blik mod Rosa, og den vandfyldte tønde der var igang med at trille sig selv op over rælingen. Han blinkede et par gange, og gnuppede sine øjne, for at sikre sig at han havde set rigtigt. Men ganske vist, så trillede tønden lystigt afsted af sig selv, og stoppede for fødderne af ham. Han udtryk ændrede sig, nu imponeret, og han smilede til Rosa med et "Tak!" inden han satte sig ned foran tønden, med benene over kors, og lagde hænderne mod træet, mens hans bryn knyttede sig i koncentration. Det var en omstændig proces, og det tog lidt tid, men så længe han kunne sidde uforstyrret, så drænede det ham ikke synderlig.

Oppe i et af palæets høje, havvendte vinduer, blev gardiner forsigtigt trukket fra. Vinduet blev skubbet op af blege, tilbageholdt fingre, der skubbede fra skyggerne.

Morgana var omhyggelig med at undgå de smalle striber af aftensolen der faldt ind i lokalet, som hun betragtede Sirenen forsvinde ud fra havnen, mod den fjerne horisont.

Hun burde være med det skib. Men igen havde Chance sparket hende over skinnebenet, på det mest kritiske tidspunkt, og efterladt hende i rendestenen igen.
Måske var det hendes egen hybris der havde bragt hende her denne gang. I det mindste var det hendes selv der havde måtte lade livet.. denne gang..

Morgana stod i vinduet, som en statue, med blikket mod Sirenen, selv længe efter denne var forsvundet ud i horisonten, og nattens kulde havde indtaget rummet. En kulde Morgana knap ænsede.

Atter var fremtiden usikker for den adelige eks-kaptajn pirat.. eks-pirat.. I det mindste ville hun have sin afdøde mands rigdomme at drukne sine sorger i.