Alran fulgte hende stift med sit blik. Fulgte hendes næsten kattelignende gang over mod ham. Kun det lille halt fra hendes beskadigede ben, brød illusionen. Hans blik var hårdt og han var upåvirket, som en soldat, men hans blik var ligeledes fanget af hende. Uden nogen chance for at kunne se væk fra hende, om han så ville eller ej. Det var tryllebindende, sådan som den dalende sol oplyste hende bagfra. Det hellige skær var malplaceret på en dæmon, selv hende. Det tilhørte englene. Det tilhørte Lyset. Og alligevel kunne han ikke føle, han talte mere sandt, end når han kaldte hende Solstråle.
”Jeg sov ikke,” sagde han tørt, stod tårnet og bredt foran hende, nu hun stod så tæt på. Han ville ikke lade sig bløde op ad hendes blide bevægelser heller. Hendes løgn havde heldigvis gjort ham mindre villig til at lade sig blive en del af hendes fikse tricks, men han stoppede hende ikke. Hun var en forførende kvinde. En kvinde, der nemt ville have kunne kommet fri fra arrestens lange arme, havde den rette ungdommelige knægt fået til opgave at holde hendes celle bevogtet.

Med ét skød musklerne, som hun ellers så nydeligt masserede, sig stive og spændte. ”Urg.” Havde han ikke haft et bekendtskab med hendes berøringer, ville han have ligget tungt på gulvet. Det var ikke engang mere end et strøg op ad nakken, der ikke var dækket og beskyttet af et lag stof, men den tungende kraft var stadig lige så voldsom, som havde hun haft sin fulde håndflade mod hans nøgne krop. Tænderne var bidt sammen, og han havde da gået et enkelt hak ned i knæene, inden han havde kunne stabilisere sig selv.

Han trådte væk fra hende. Kun lige et stort nok skridt til at kunne dreje omkring og have hende front mod font. Og kun lige hurtigt nok til at nå at gribe fat omkring begge hendes håndled. Oplevede tyngden igen, men holdte ud. ”Sandt. Jeg kunne snildt have lagt med dig. Delt min seng og mine lager med dig. Hvem ville ikke? En attraktiv kvinde. Men selvom jeg ikke er nogen retmæssig og pligtopfyldende mand af Lyset, så er jeg heller ikke en mand, til at ligge med hver attraktive kvinde jeg måder.”
Han slap hendes hænder. Slappede straks mere af i sin krop, trods han pustede forpustet ud, som han gjorde. I stedet for at forlade hende afvist nær væggen, bar han dog sin hånd mod hende igen. Strøg hår fra hendes ansigt. Umage om ikke at snitte sine sorte fingre mod hendes hud alt for meget.

Marax fik lige så stort et chok som Alran gjorde, da hendes hud kom i kontakt med hans og hendes evne blev aktiveret mod ham. Men det var indbygget instinktivt i hende at blive stående rank hvor hun var, selv når hun blev overrasket, og hun stod præcis hvor hun var, med hænder knyttet af samme instinkt, da Alran vendte sig mod hende.

Hun kæmpede ikke imod, da han greb fat om hende. Hun kunne se, at det krævede meget af ham at holde fat om hende, og desuden følte hun sig ikke utryg. Tværtimod. Alran havde flere gange bevist, at hun kunne stole på ham. Hun havde aldrig stolet på nogen, og da slet ikke på nogen fra Mørket. Selv Iskariot havde bevist, at man ikke kunne stole på ham, da han havde valgt at fake sin egen død. Hun stolede heller ikke på Alran nu, men hun havde lyst til at stole på ham. Og hun havde ikke den mindste smule lyst til at bede ham om at slippe sig.

Hendes øjne spærrede sig op i overraskelse, da han kaldte hende attraktiv. Kunne han finde på at kalde hende det, hvis han hadede hende? Tusind tanker fløj igennem Marax' øjne, der afslørede de overvejelser der foregik bag dem. Det føltes som om han tilbød hende et svar, da han strøg en blond lok væk fra hendes ansigt.

Marax slog øjnene ned og lænede sig ind mod ham, forsigtig med ikke at komme til at røre ham. "Kom med mig," bad hun lavmælt, inden hun løftede blikket op til ham. "Mørket er ikke som du tror. De vil sætte pris på dig. Og jeg... jeg..." Hendes blik faldt fra hans øjne og til hans læber, og hun forestillede sig hvordan hun ville bruge al sine frie tid på at lære at kontrollere sin evne bedre, hvis det betød hun kunne kysse ham uden at skade ham, men hun kunne ikke engang udtrykke med ord, hvad hun allerede følte for ham. 

”Ahva?!” Kom med hende? Hvorhen? Ville hun nu pludselig løbe væk sammen med ham, som var de et eller andet åndsvagt nyforelsket par? Havde ravstykket ikke faldet blot en håndfuld forklarende ord senere ville han nok ærligt have glemt… hvem hun var. En ellers udglattet og skjult nerve nær hans ene tinding blev pulsede pludselig frem og lignede næsten noget, der var lige ved at briste, sådan som han aggressivt vrængede ansigt af hende. Alran var en mand der sjældent så alt for glad ud, sikkert egentlig meget det modsatte, men nu var vreden i hans ansigt noget mere intenst. Og den stirrede direkte ned mod Marax. Med læberne let-skilte over spændingen i hans kæbe, kunne man lige knap skimte, hvordan hans tænder var bidt hårdt sammen.

Og så eksploderede han. ”Er du da fuldstændig fra forstanden, kvinde?!” brølede han rasende, uden at tage meget hensyn til, at hun stod lige foran ham. Der var god grund til at mene, at hun ikke havde problemer med at høre ham, hvis han dæmpede sig. Men om han bekymrede sig om dét. ”Er varmen steget dig til hovedet?! Måske du faktisk er komplet sindssyg! Mørket har trods alt en kneppende-fantastisk samling af dem…!”
Det var jo helt absurd, det hun netop havde tilbudt ham. Og hun havde da for gudernes skyld ikke forventet, at det ville have gået anderledes end, hvordan det gjorde. ”Havde du troet, at jeg frivilligt ville følge dig i hælerne direkte i kløerne på fjenden bare fordi du viftede lidt ekstra med øjenvipperne?!” Han havde automatisk prustet sig op af ophidselses og han prustede nærmest, når han ikke råbte, som var der alligevel ingen til at høre ham. Men ingen knyttede næver blev involveret. Ikke nogle der gjorde kontakt med Marax i det mindste, for han havde da knyttet dem. Ignorerede svien fra de snittede håndflader.

Med ét trampede han væk fra hende. Tværs igennem lejligheden. Rev hendes bukser fra stolen ryglæn med en sådan kraft, der fik læderet til at lyde som en knipsende pisk i luften. Han besværede sig ikke engang med at gå helt hen til hende, før han kastede dem til hende. Igen; ikke alt for blidt. ”Det er på høje tid, at du skrider ud ad mit ansigt, solstråle,” snerrede han, stemmen dæmpet igen, som han vendte hende ryggen endnu en gang.
Denne gang rev han døren op. ”Lyset er måske ikke guld og grønne skove, men I kan ved Zaladin rende mig mindst lige så meget! Jeg sætter rigeligt pris på mig selv.”
Blikket han sendte hende var godt nok træt, men også forstenet af situationen. ”Jeg stoler på dig til at holde dit løfte og holder din kæft.” Han havde brug for alt andet end at have Mørkets små håndlangere komme på besøg. Han havde allerede begravet sig dybt nok ved at have råbt sådan op. Han var ikke den eneste i bygningen. Og rygter spredte sig.

Han så på hende i stilhed et øjeblik. Ventede på hende til at gå. ”Vinduet er du også velkommen til at tage, siden du ikke er meget til trapper…”

For første gang tog Marax et skridt væk fra ham, selvom det kun førte hende op mod en væg. Hun var bange for, at han rent faktisk ville forsøge at gøre hende noget, så voldsom var hans raseri, men hun følte at hun havde forrådt ham ved overhovedet at have haft tanken, da han holdt sig til at bruge sine ord mod hende.

Hun greb sine bukser og hev dem på med mindre forsigtighed end hvad hun burde. Hvor pilen havde revet stoffet op, kunne man se bandagen under, men udover dét var hun godt skjult igen. Hun var ikke helt sig selv endnu - hun manglede det sorte om sine øjne og den ene af de knive hun havde haft på sig, som Alran havde knust med sin evne. Men hun var ikke helt så sårbar at se på længere, fuldt påklædt.

Hun skulle lige til at foreslå noget endnu mere sindssygt; hvis ikke du vil med til Mørket, så kan jeg blive her. Med dig. Men så blev hans kælenavn snerret af hende og hun indså, hvor vanvittigt det ville lyde. Hun kendte ham ikke. Han kendte slet ikke hende. Og så smed han hende ud. 

Så rank som hun kunne, når hun haltede en smule, gik hun mod døren. Lige inden hun nåede den stoppede hun. "Jeg holder mit løfte," lovede hun, men så ikke på ham. Hun havde været dum og svag, og hun havde ikke tænkt sig at gentage sin fejl. 
Med dét smuttede hun ud af døren og ned ad gaden i en flydende bevægelse, opsat på at komme så hurtigt væk fra Alran som muligt, for deres begges sikkerhed, og så han ikke kunne se, hvordan hendes kinder brændte af skam. 

//out

Der var noget ukomfortabelt, der nagede Alran. Han fortrød ikke sin egen opførsel. Hans vrede var udmærket begrundet. Men han følte sig underligt lammet af, hvordan Marax tog imod den. Hun mindede mere som en såret hundehvalp end noget andet, idét hun forsvandt igennem døren. Han krævede, at hun følte sig skammet over overhoved at have troet, der var bare den mindste mulighed for, at han ville have takket ja. Om han så havde sagt det højt eller ej, burde det have været klart i hans tone. Dog var det lige på grænsen til, at han følte sig snydt for noget… mere. Han havde det ikke som om han havde vundet. I stedet havde han det mere som om, at han havde hidset sig op over noget fuldkommen ligegyldigt. Og hvor var det en frustrerende følelse! For det havde ikke været noget ligegyldigt!..

Han ville have smækket døren. Han havde stået og knuget om dens kant, hans muskler glædede sig nærmest til bevægelsen, men han selv med musklerne spændte, følte han næsten ikke han havde kræfterne til det. Han svang den i, håbede på at høre den smække, men den klikkede blot i. Efterlod ham stående for sig selv til at se ned på en abstinens-sitrende hånd. De sorte fingerspidser dunkede noget så svagt.
Urg! Han måtte falde til ro. Temperamentet var ikke godt for ham. Ikke godt for hans hjerte. Ikke som han var lige nu. Udmattet førte han hånden mod sit ansigt, lagde den henover øjnene. Lukkede verdenen lidt ude. Kæmpede med at berolige sin puls. Træk vejret roligt. Ind. Ud. Ind. Ud. Han skulle have smidt hende ud fra starten. Gjort hende til byvagternes problem. Men havde hun virkelig været sådan et stort problem for ham? Der, på indersiden af hans lukkedes øjenlåg, så han pludselig omridset af hendes bedrøvede ansigt. Hvor skrøbelig hun havde set ud uden alt det mørke omkring øjnene. Hvordan hendes blik automatisk havde været blødere.
Han åbnede øjnene. Stirrede blankt mod sin håndflade, mens tankerne svimlede rundt i hans hoved. Han fortrød ikke sin opførsel.

Der virkede altid mere stille efter, at han havde råbt, gjorde der ikke?