Der var ingen tvivl om at Ompries ikke gik lige mere, men det ændrede ikke på at det nu var dejligt at nyde lidt alkohol, og så i godt selvskab... Eller nej vent hvad var nu det for noget godt selvskab måtte han være fri! Det var en dæmon han var i nærheden af og det kom der som regl aldrig noget godt ud af. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og kiggede lidt ned i gulvet som han satte flasken for munden og tog en tår. Han lavede ansigter af det bagefter men hvad fanden det var alkohol og det skulle bare hældes ned, lige meget hvor stærkt det så end måtte være! Han kom lidt til sig selv da Deavás tog flasken

Deavás ord ramte ham hårdt, så det var ikke noget vigtigt? Det passede vidst ikke helt, men hvad så han var en dæmon og man kunne aldrig helt regne med hvad der blev sagt fra en dæmon af. Sådan havde Ompries altid set det. Zidiac havde lært ham det på den hårde måde ved at fornærme ham konstant. Et hik kom fra ham da Deavás snakkede men alligevel hørte han hvad der blev sagt. "Hvorfor skulle man ikke glemme ens fader?" kom det køligt fra ham og knyttede sine hænder. Han tog flasken ud af hånden på Deavás og tog en ordentlig tår af den inden han afleverede den tilbage. "Han har ikke været så meget en fader for mig, næh han har mere tænkt på sin bande end på mig." startede han og vendte blikket over mod Deavás. "Desuden fakede han sin egen død, så hvorfor ikke bare glemme ham?" kom det til slut fra ham og kiggede ned i gulvet. Han foldede sine hænder og kiggede lidt frem og tilbage mellem gulvet og Deavás.

Det var svært ikke at blive påvirket af alkoholen, men Deavás tolerance var tydeligvis langt højere end hans selskab, så det kom ikke bag på ham, at Ompries allerede havde udfordringer med at styre sig. Med tiden ville det ikke kun blive hans gang, inden længe ville man sikkert også kunne høre det på ham, foruden hans konstante hikke, som tydeligvis ikke var til at slippe af med. Det var en anelse morsomt, men det behøvede han vist ikke forklare Ompries, som smilet sagde det hele. Selvom knægten ikke kunne håndtere sprutten, så tog han godt ved af indholdet i flasken. Det var lidt som om at han ikke var til at stoppe igen? Selvfølgelig ville kroppen opgive på et tidspunkt, men hvor lang tid ville der gå?

Der var ingen grund til at diskutere detaljerne for indgrebet for Ompries ville næppe få meget ud af de informationer, så hvorfor spilde tiden på at prøve at forklare ham det? For interesserede det ham overhovedet, nu hvor han tydeligvis havde givet udtryk for at han ikke var interesseret i at miste minderne. Nervøs for hvad Deavás ville gøre med dem og hans øvrige minder. Havde knægten virkelig nogle interessante minder, som han kunne drage nytte af? Næppe.. Deavás trak let på skulderne, som Ompries vendte spørgsmålet mod ham. Han havde ikke selv kontakt til sin far, men det var der nok andre grunde til, ikke grunde han havde i sinde at dele med Ompries dog. ”Så må du jo skifte ham ud” lo han køligt, hvis han ikke var tilfreds, så kunne han jo bare finde støtten et andet sted, måske ikke i en faderfigur, men så noget andet? Deavás havde vendt fokus mod sin fremtid i stedet for at bekymre sig om sin familie. Det virkede lidt som Ompries var fanget af sin faders handlingerne, men han gjorde intet for at bryde fri. Et svagt smil gled over hans læber, som knægten tog flasken fra ham, han kæmpede ikke imod, så blot til, som han drak igen. Deavás løftede det ene ben mod trappen, så han kunne vende kroppen imod Ompries. ”Det er kun dig, som kan svare på det” lød det, spørgsmålet var næppe vendt mod Deavás, for han havde allerede givet Ompries en udvej, men han var tydeligvis forblændet af sin frygt for at miste noget vigtigt. Nu måtte Ompries komme til ham, hvis han ville have hjælp.

Hikken var ikke til at slippe af med og det irriterede Ompries noget så grusomt. Det var værre end alt muligt andet, især fordi det rungede lidt i hovedet på ham for hver gang han hikkede. Han rømmede sig lidt for at se om det hjalp dog gjorde det ikke. Han kiggede lidt på Deavás og fjernede så blikket fra ham igen. Der var ingen grund til at kigge for meget på ham, han var jo ikke forelsket i ham eller noget. Han var nok nærmere irriteret på ham frem for noget andet. Dog havde det hjulpet lidt med alkoholen og fået ham til at løsne sig lidt op. Deavás virkede også til at være løsnet lidt op. Hvilket egentlig var lidt rart. Så kunne det da være de kunne starte en samtale i stedet for at irritere hinanden på den måde som de havde gjort indtil videre.

Måske var der ikke behov for at gå i detaljer, men Ompries elskede detaljer, og han ville hellere end gerne at have flere detaljer om hvad der skulle ske hvis han skulle sige ja. Dog havde alkoholen haft sin indvirkning, og det gjorde ham bare i stand til at tænke lidt anderledes over tingene.
Deavás snakkede noget om at skifte sin fader ud, og Ompries kunne ikke lade vær med at komme med et grin. Han tog sig til maven og kiggede på Deavás da han var færdig med at grine. "Hvem skule det så være? Dig? HA!" han begyndte at grine igen og rystede så på hovedet. "Nej glem det, jeg klare mig uden at have have en fader figur." der var ingen grund til at skulle have en fader figur, slet ikke med sådan en som Ompries. Han havde klaret sig helt fint selv uden at skulle finde sig til tåls med en der bankede ham oven i hovedet hvis han gjorde noget forkert. Nej han ville ikke have en ny fader figur, det var der ingen grund til. Men en at se op til? Det var måske noget andet, dog så han jo meget op til Samson og ville gerne gøre det noget mere, men alligevel kunne han ikke fordrage at Samson havde gjort som han havde gjort.
"Jeg kan svare på en hel del ting, men lige det der. Ja det er en gåde." selvfølgelig var det ikke en gåde. Det var ret nemt at takke ja til et tilbud som Deavás men han var ikke sikker på hvordan det ville gå. Han bed sig lidt i læben drejede sig lidt og kiggede Deavás ind i øjne. "Hvis jeg nu takker ja til dit såkaldte 'gode' tilbud. Hvad skal jeg så gøre?" kom det fra ham og lavede gåseøjne ved 'gode' og fast holdte sit blik ind i Deavás øjne.

Det var endnu ikke slut med provokation, men Deavás var villig til at åbne op, bare en anelse for at kunne få Ompries til at snakke. Måske han endda kunne snakke over sig, så han ville få nogle oplysninger, som knægten så stædigt forsøgte at holde fra ham. Det fik ham til at overveje, om han virkelig havde nogle oplysninger, som han kunne bruge eller om han talte sandt? Hvis han intet havde at dele, så var der ingen grund til at han kastede sig ud i en større indsats for at få ham til at tale, men på den anden side, så kunne han også finde noget andet at more sig med. Det havde været Ompries plan at drikke, så Deavás fulgte blot med, han udnyttede muligvis at Ompries ikke kunne holde til det, men ideen var ikke hans, så kunne han bebrejde ham? Ikke hvis du spurgte Deavás. Han nød bare muligheden med et køligt smil på læben.

Forslaget var ikke blevet bragt på banen for at få Ompries til at se ham selv som en mulig fader figur, for den slags ville aldrig komme til at ske. Han havde ikke i sinde at få børn og han havde bestemt ikke tænkt sig at blive set på den måde af en knægt som ham. Han ville ikke kendes ved ham, så meget var sikkert. Derfor valgte han også at rynke på brynene af hans forslag. Han fnøs køligt og rettede blikket mod salen igen, før at han greb flasken og tog en større slurk end tidligere. Knægten måtte have slået hovedet i kælderen.. Eller også var det alkoholen. Grinet ignorerede han, så morsomt var det heller ikke. ”Jeg er bestemt ikke interesseret i at tage over på den rolle..” hvæste han køligt, man kunne nemt mærke irritationen i hans tone, som han rettede de gyldne øjne mod Ompries igen. Han skulle nødigt teste ham på den måde. ”Du må klare dig på egen hånd” fastslog han med et nik, for at understrege hvad han mente om ideen.
Ompries var tydeligvis mere forvirret end hvad Deavás havde forventet, for det lød lidt som om at han ikke var sikker i sin sag. Eller sikker i noget som helst. Deavás havde dog ikke svarene for ham, så han var ikke interesseret i at hjælpe ham, medmindre at han selv bragte det på banen igen. Tilbuddet var blevet lagt på bordet af en årsag, men han var ikke interesseret i at insistere mere end højst nødvendigt. Samtalen drejede atter mod minderne og Deavás tog en dyb indånding for ikke at presse et ordentligt svar ud af ham. ”Du skal være villig til at give slip..” begyndte han roligt, blikket dalede mod flasken igen, før at han satte den fra sig imellem dem. Hans fingre vandrede over kappens stof, før at han skubbede dem ned i lommerne og trak en mindre flasken op af lommen. ”Og villig til at dele indholdet af flasken med mig” fortsatte han, som han vendte flasken let for at give Ompries en fornemmelse af den tykke væske i flasken. Der var ikke mere end to mundfulde, men der skulle heller ikke mere til, for så ville det ende galt.

Ompries satte flasken for munden han havde i hånden og lukkede øjne for at tage en slurk. Da han var færdig lavede han ansigter igen. Den flaske var da noget så dårlig! Men det var alkohol og det kunne drikkes! Det var længe siden han havde været på en kro, så hvorfor ikke bare nyde godt af varerne der havde været ned i kælderen? Han satte flasken fra sig på gulvet og spekullerede lidt over hvor hans hikke var blevet af. Den var væk. Heldigvis da! Så kunne han slippe for at sidde her med hikke hele dagen! Han skulede lidt over på tronen og bordet hvor han havde lagt sine bøger han havde taget fra Tara, nu skulle hun huske de bøger, det var meget vigtigt at han fik dem med sig. Han kiggede lidt ned i gulvet og så over på Deavás

Hvorfor kunne Deavás ikke være en fader figur? Det var et spørgsmål som Ompries næsten måtte vide, men alligevel trængte spørgsmålet sig ikke helt så meget på som det kunne have gjort. Han vendte blikket ned imod gulvet skrabede lidt imod det med sin ene fod og et hik kom forbi hans læber. Here we go again! Han rømmede sig lidt og lyttede til Deavás ord. Han fik et grin på læben og kunne simpelthen ikke dy sig. "Orh bare lad vær, du kunne være en formidabel far.... Daddy" kom det fra ham og begyndte at smile over hele hovedet. "Daddy, baby vil have et sut." han kunne ikke lade vær med at more sig og tog sig til maven for ikke at flække sammen af grin. Nok var Deavás ikke sexet nok til at kunne give Ompries noget frækt. Men hey en mandlig dæmon kunne vel også bruges på de kanter? Da han endelig var færdig med at grine havde han ikke hørt så meget som et ord af hvad Deavás havde sagt og han vendte blikket imod ham hvor hans blå øjne mødtes Deavás gule. Han kunne slet ikke tage det her seriøst mere og han begyndte at grine igen. Det var lige så han fik tåre i øjne.

"Hvad var det du sagde?" kom det fra ham og tørrede tåren væk fra øjne. Han bed sig lidt i læben og tænkte sig om. Nå ja det var noget med at give slip ikke? Var det ikke sådan det var? Han var færdig af grin og han kunne slet ikke tage noget som helst seriøst lige nu. Han vendte blikket væk fra Deavás og rejste sig op, dog fik han sparket til flasken så noget af indholdet røg ud. Han bukkede sig ned fik hurtigt samlet flasken op og satte den for munden. "Dele flasken med dig? Hvorfor tror du jeg har taget to flasker med op, for at jeg skulle drikke dem selv?" spurgte han og løftede det ene øjenbryn. Han vendte hurtigt blikket hen imod Deavás men kunne slet ikke tage sig sammen til at kigge ordentligt på ham.

Hvordan i al verden var samtalen drejet om på dette? Deavás forstod ikke helt hvor det var kommet fra, så han endte med at rynke på brynene og næsen for at udtrykke sin irritationen. Det hele var blevet tabt på gulvet og stumperne var ikke en gang værd at samle op igen. Knægtens latter frustrerede ham. Han blev faktisk virkelig irriteret. Endnu en gang var han fanget af hans tåbelige attitude og han havde faktisk fået nok. Alkohol eller ej, så var der ingen grund til at skubbe situationen så langt ud. Irritationen var tydelig i hans blik og at Ompries kørte videre på det, hjalp ikke på situationen. Den rolige samtale var længe glemt. Flasken havde mistet sin chance og Deavás havde fået nok.. Daddy.. Situationen blev hurtigt værre, som Ompries hældte benzin på bålet. ”Du vil gerne have en faderfigur?” hans stemme var streng, kold og ordene dryppede af frustrationen, som han var tvunget til at knytte hænderne sammen. Fædre havde magten over deres børn og hvis det var den måde, som Ompries gerne ville have det, så skulle han også nok få det. ”Lad det komme an på en prøve” hvæste han køligt. Den rolige tone var forsvundet, som dug for solen og hans gyldne øjne var langt fra behagelig mere. Den lille flaske blev gemt i lommen igen, i stedet hev han noget andet op af lommen.

Ompries lod til at være for optaget af sin egen latter til at vide, hvad der faktisk foregik, så Deavás havde tid nok til at arbejde med sin hævn.. Eller hævn var det ikke, for han havde intet gjort. Andet end at irritere den forkerte i dette selskab. Ompries formåede dog at komme på benene, som han bukkede sig ned for at rejse flasken op, som han lige havde valgte. Deavás placerede hænderne mod trappetrinnet og strakte benene ud for at svinge dem mod Ompries ben i håbet om at han ville vælte omkuld. Hvis han ikke ville gøre det frivilligt, så måtte han jo bare tvinge det i ham. Deavás selv kom hurtigt på benene, greb flasken og førte hånden over flaskehalsen for at smugle noget ned i flasken. Hans blik var irriteret, som han lod flasken hænge langs med siden. ”Ikke mere alkohol til dig.. knægt..” hvæste han irriteret, som var han faldet ind i en faderrolle og derfor var tvunget til at vise Ompries hvor han hørte til henne. Under ham.

Egentlig ønskede han ikke en ny faderfigur han havde det helt fint uden, og han klarede sig meget godt uden en ny. Nej han havde ikke behov for at få en ny faderfigur. Men Deavás havde selv bragt på banen at han skulle finde en ny, eller kunne finde en ny så måtte han da også kunne tåle mosten. Men det kunne han åbenbart ikke. Det var helt udelukket og kunne slet ikke komme på tale eller kunne det? Det virkede da meget godt indtil videre. Dog rystede Ompries på hovedet af hans ord, han ønskede ikke nogen ny faderfigur. Den strenge stemme mindede ham Samson, sådan havde han også altid været, streng kold og uimodståelig irriterende. Skulle de nu tilbage til at irritere hinanden?

Han vendte blikket væk fra Deavás da han fik de meste ondeste øjne han nogen sinde kunne drømme om, det var knap så rart, meeeeen alligevel kunne han ikke lade vær med at skule til ham. Hans grin var forsvundet og han synes bestemt ikke det var særlig morsomt mere, slet ikke når alkoholen blev taget fra ham! Hvad var nu det for noget pjat! og så ordet knægt... Han var ikke nogen knægt han var en ung mand! Han var en knægt en gang, men det var han bestemt ikke mere! Han bed sig lidt i læben gik over til trappen og tog den nye flaske op fra gulvet, hev proppen af og tog en tår af den. Den smagte lidt bedre end den anden flaske men det gjorde ham nu ikke noget. "Og du sagde?" spurgte han køligt og kiggede på Deavas og trykkede flasken ind til sig for aldrig at ville give slip på den igen. Ingen skulle bestemme og han måtte få mere alkohol! Om han så måtte dø af at have drukket for meget, eller faldt om af at have drukket for meget!

At blive gjort til grin på den måde, var ikke noget som Deavás ønskede at lade slippe. Han havde ikke tænkt sig at knægten skulle slippe fri for en lektie. At blive kaldt for far eller hvad end han havde fundet på, var ikke det helt store problem, men at han lige pludselig skiftede karakter på den måde, irriterede ham. Deavás havde følt at de var tæt på at komme til enighed om at tage minderne fra Ompries, men lige pludselig var situationen blev vendt på hovedet og han sad tilbage med en ustyrlig irritation over at knægten ikke kunne holde fokus længere tid ad gangen. Deavás havde aldrig haft planer om at være far for nogen og Ompries var bestemt ikke drengen, der skulle overbevise ham om det modsatte for han var da helt igennem ynkelig. Men han formåede langsomt at køle ned igen, om end det var en lidt større udfordring end han lige havde troet at det ville være. Hvorfor tog han det egentlig så personligt? Det bundede nok ud i hans eget forhold med sin far.. Ikke at han normalt ville lade det komme i vejen for sine planer. Det blev pænt lagt tilbage på hylden, fokus hvilede atter på flasken og indholdet.

Børn var ment til at irriteret sine forældre, lidt på samme måde som Ompries lige havde gjort det med ham. Men han tvang sig selv til at slappe af igen, selvfølgelig havde han allerede hældt noget i flasken, så han kunne ikke længere drikke indholdet, men Ompries fandt hurtigt en løsning i flasken nummer to. Deavás strøg fingrene ned over sin kappe for at rette den efter at have siddet på den. Blikket fulgte Ompries, som han gik mod flasken og hev proppen af for demonstrativt at tage en slurk af den nye flaske. ”Jeg er færdig med at være tålmodig med dig..” lød det køligt, man kunne stadig fornemme at han var irriteret, som han trak på skulderne og vendte ryggen til ham. Flasken hang langs med hans side, som han lod armen følge hans krop. ”Hvis du nogensinde ønsker at slippe af med dine minder, så skal jeg nok lytte.. Men ikke før” han hævede den ene hånd op i luften, som i en gestus for at sige tak for nu. "Indtil da må du sejle din egen sø.."

Så Deavás var irriteret, det kunne Ompries egentlig godt forstå. Dog undrede det ham en del at Deavás ikke kunne tåle noget sjov. Nej det kunne han så bestemt ikke, det kunne Ompries lige som godt fornemme. Istedet satte han flasken fra sig og kiggede efter Deavás. Var det så det? Ville han bare gå eller hvad? Hvad så med hans minder? Han kunne faktisk godt bruge at komme af med dem, om det så var en eller anden der skulle rode i hans hjerne. "Hov vent nu lige lidt din sure skid" sagde han og kiggede efter ham som Deavás havde vendt ryggen til Ompries og var på vej væk. Hvor vovede han sådan at vende ryggen til ham på den måde. Sådan en skide dæmon! "Du skal ikke vende ryggen til mig når vi er ved at have en aftale." han snublede lidt over ordene pga alkoholen der var steget ham til hovedet, dog fik han sagt hele sætningen. Han bevægede sig hen imod Deavás med lidt tungere skridt end det skulle have været. Det lød jo nærmest som en hel ko der kom gående sådan som han trampede. "Bare fordi du ikke kan tåle lidt sjov behøver du da ikke at blive så vred at du går. Har du måske selv problemer med noget?" kom det fra ham og ventede tålmodigt på om Deavás ville vende sig om eller om han ville blive stående som han gjorde, eller om han ville fortsætte med at gå. Han bed sig lidt hårdt i læben så der kom et mindre hul men han var lige glad. Alkoholen havde sådan set også bedøvet ham så det gik jo nok alt sammen.

Der var ikke mere at gøre på øen og Deavás var klar til at komme tilbage til fastlandet, men han kunne tydeligt høre knægtens skridt. Som en hvalp kom han rendende efter ham, så snart at legen var ovre og bad om mere. Han sukkede frustreret, som han ikke gjorde mine til at stoppe til at begynde med. I stedet lod han Ompries følge ham i et stykke tid, før at han stoppede op og drejede rundt på hælen. Det var et pludseligt holdt, så forhåbentlig havde Ompries ikke set ham stoppe. Han greb ud efter kraven på ham for at hive ham tættere på. ”Den tone er hvad der altid vil få dig i problemer” hvæste han køligt. Der var stadig spor af irritation i hans stemme, som han slog blikket mod deres omgivelser og slap ham. Han lagde stille armene over kors. Det var spild af hans tid. Alligevel formåede Ompries at sige noget fornuftigt, som han snakkede om deres aftale. De gyldne øjne var rettet mod ham, som et smil gled over læben på ham, han nikkede let for at opmuntre ham til at fortsætte emnet.. Men i stedet blev det hele drejet mod ham. Et opgivende suk forlod hans læber, som han rystede svagt på hovedet. Hvor havde han fået den ide fra?

”Problemer eller ej, så finder jeg det ikke nødvendigt at dele den slags informationer med en fremmed..” tonen var kold, som han næsten forsøgte at skubbe Ompries bort med ordene. Hvis han ikke skulle blive mere irriteret, så ville det være bedst at holde sig til deres aftale, eller den de var blevet forstyrret i at lave. Alkoholen var uden tvivl steget knægten til hovedet og det var sikkert der, som havde fået ham på nogle helt andre tanker end hvad Deavás lige havde forventet. ”Skal vi drøfte aftalen?” spurgte han mere direkte for at føre samtalen ind på det emne, som han var villig til at diskutere med ham. Han holdt stadig flasken i hånden, selvom den nu hvilede mod hans arm, da han havde lagt armene over kors. Det hele lå endnu en gang i Ompries hænder.

Ganske rigtigt havde Ompries ikke lagt mærke til at Deavás stoppede op og vendte sig om. Han blev noget overrasket over der blev taget fat i hans krave men han strittede ikke imod. Hvorfor skulle han stritte imod? Hvis Deavás ville slå så måtte han jo gøre det, men han tvivlede på at det ville ske, dog var han mentalt klar på at der måske ville falde et slag ind. Da der ikke gjorde det og Deavás slap hans krave igen børstede han sig lidt af og kiggede på ham med smalle øjne. Han var udmærket godt klar over at hans tonefald og kropsholdning altid ville volde ham problemer, men det var jo bare sådan han var. Han rystede dog lidt på hovedet og kiggede Deavás ind i hans øjne. "Som om jeg ikke allerede ved det" kom det køligt fra ham og vendte blikket væk fra ham.
Man kunne aldrig vide om andre havde problemer i deres liv, men hvad Ompries vidste havde alle problemer lige meget hvor henne man var i livet. Der var ingen der levede på en lyserød sky hele deres liv, og havde det perfekte liv uden at skulle se sig tilbage. Ompries havde altid skulle se sig over skulderen lige meget hvor han gik hen, så hvorfor skulle Deavás ikke også gøre det?

"Nej du deler jo åbenbart sjældent noget ud." kom det hånligt fra ham og kiggede lidt lige meget hvordan Deavás snakkede til Ompries rykkede han sig ikke en meter. Det var der ingen grund til at gøre. I stedet lagde han armene over kors og kiggede Deavás ind i øjne, han var ikke bange for ham lige meget hvad Deavás så end troede at han ville. "Så lad os drøfte en aftale, men kan jeg ikke lide den så kan du godt glemme det." han stod stadig med armene over kors og stod og svejede en lille smule grundet alkoholen, men nu havde han også bællet alkoholen i sig som om det var saftevand, så kunne man jo ikke helt komme uden om at det ville stige en til hovedet.

Knægten var ikke bare frustrerende, han var pisse irriterende oveni og Deavàs havde virkelig forsøgt at holde hovedet koldt, men bægeret flød over hurtigere, når først der blev delt alkohol imellem dem. Ikke fordi Deavàs havde problemer med at holde til det, men fordi Ompries var blevet noget så barnlig og irriterende. Det var slet ikke til at holde ud, så han følte lidt at han var nød til at reagere på en eller anden måde for at få ham til at indse, hvor irriterende han kunne være. I stedet lød det som om, at han godt vidste det, men ikke havde planer om at gøre noget ved det. Svaret var flabet og arrogant, som Deavàs sukkede opgivende at ordene og rettede blikket forbi ham. Mod tronen. Han havde lige brug for et øjeblik til at samle tankerne, så han ikke ville blive mere irriteret. I stedet placerede han hånden mod sin pande og sukkede.. højlydt. "Lad mig gætte.. du har ikke tænkt dig at gøre noget ved det.." han forventede ikke en gang et svar, det var mere en konstatering og det var ynkeligt.

Blikket blev rettet mod Ompries igen, som han kommenterede på, at han holdt en del for sig selv. "Jeg kan ikke se grunden til at dele noget med andre" svarede han køligt og kort, som der ikke var mere at diskutere på det emne. Deavàs lagde det i hvert fald bag sig nu og det ville være bedst, hvis Ompries gjorde det samme.
Knægten lagde armene over kors, hvilket fik Deavàs til at le let. Han lignede lidt en fornærmet møgunge, der ikke havde fået sin vilje med et eller andet ynkeligt. "Jeg holder mig kun til de minder omhandlede Samson og intet andet." Startede han ud, som han forventede at få en eller anden reaktion på det, måske nogle inputs ellers ville han bare fortsætte med at udspecifere indholdet af en kommende aftale.

Deavás havde ganske ret i hans udtalelse. Han ville nok ikke ændre sig foreløbig. Hvorfor skulle han også det? Hvad ville der komme godt ud af det? Han kiggede lidt på ham og fjernede så blikket. Hænderne lå over kors og han vendte sig om bare for at demostrere sin barnlighed. "Du har så evig ret min gode mand... Dæmon.. What ever..." han kiggede lidt på ham men fjernede blikket fra ham igen. Han gik over til flasken som han havde sat fra sig og tog en tår af den. Der var ikke noget at gøre ved det, men lige her og nu var det nu en meget god ide at få noget mere at drikke. Dæmoner var hårde at være sammen med det vidste han da alt for godt. Men sådan en som Deavás... Ja det trak tænder ud.

Ompries fnøs kort og kiggede på ham. "Bevars bevars" kom det fra ham og bakkede lidt tilbage for ikke at træde mere i det, det var der vidst ingen grund til sådan lige med det samme. Han vendte sig væk fra Deavás og ventede på at høre hvad han havde at sige. Han himlede lidt med øjne da Samson's navn blev nævnt. Han knyttede hænderne og bed sig hårdt i læben. DÆMONER! Han kiggede lidt ned i jorden og vendte sig så om for at kigge på Deavás. Han stod et stykke væk fra ham og han kiggede blot på ham med et lidt mere uskyldigt blik end der var meningen. "Og hvad så? Skal jeg komme til dig for at få mine minder igen eller hvad?" for det havde han bestemt ikke tænkt sig, nej der måtte være en anden løsning. Det var der jo også, men den havde han glemt i alt drikkeriet.

Ompries kunne muligvis ikke se at han ville få noget ud af at ændre sin attitude, men Deavàs mente at det måtte være anstrengende at opføre sig på den måde. Samtidig så mødte han hele tiden modstand, når folk blev irriteret over at møde en ung knægts tilnærmelser, men det måtte jo være hans problem. "Gode?" Deavàs lo køligt af udtslelsen, men benægtede ikke Ompries observationer om at han var dæmon, for det havde han intet imod at folk vidste. Ikke medmindre at han mødte folk, som ikke brød sig om dæmoner, så var han selvfølgelig nød til at være mere forsigtig. Deavàs bukkede let med hovedet, som Ompries atter gik retur til flasken. Ikke et klogt valg, men han havde ikke brug for at betvivle ham lige nu, ikke hvis de skulle få gang i en aftale.. det var der Deavàs fokus lå lige nu, så han satte også flasken fra sig på nogle murbrokker, før at han gik hen til Ompries med et smil.

Navnet var tydeligvis et ømt punkt, men Deavàs bekymrede sig ikke om ham og hvad navnet betød for ham. Han kunne sagtens kaste rundt med navnet, hvis det var det, han havde lyst til. Ompries havde tydeligvis problemer med sine følelser på området og han havde svært ved at skjule det. Mon ikke det var på grund af sprutten? At han ønskede at vide, hvordan minderne skulle komme retur var forståeligt. Deavàs tog en rolig indånding, som han nikkede let til hans spørgsmål. "Jeg ønsker ikke, at du skal rende landet rundt og spørge efter mig.." startede han ud, som han stak hænderne ned i lommen på kappen for at rode lidt rundt. "Så enten bruger vi din far som trigger for minderne, altså skulle du støde på ham i fremtiden, så vil minderne komme retur.." det var første forslag, men der var også andre måder at gøre det på, hvis Ompries ikke var tilfreds med den første løsning.

Ompries rystede lidt på hovedet af Deavás, nej det var bestemt ikke gode ting denne her dæmon var ude på. Næh nej, han ville tage hans minder. Godt nok havde Ompries næsten selv sagt ja, men det ændrede ikke på at dæmonen ville trænge ind i hans minder. Han kunne ikke helt forlige sig med at det var en dæmon der skulle rode i hans minder. Ej kunne han lide tanken om at en dæmon ville gøre noget godt for ham. For han havde stadig ikke nogen ide om hvad dæmonen ville få ud af det. Han rystede lidt på hovedet igen og kiggede væk fra Deavás.

Han vendte sig om som Deavás snakkede og smilte lidt. Nu var den dæmon da også bare kedelig. Men egentlig kunne Ompries godt forstå ham. Hvem ville have en idiot unge rende efter sig som ikke engang vidste hvad det ville sige at være voksen? Måske at blev mere voksen når hans minder var væk? Så havde han da ikke Samson at tænke på mere, og det ville da måske hjælpe en del. Selvom tvivlen var stor hos Ompries kunne han ikke andet end at tænke sig om. Var dette her noget han skulle gennemføre? Han bed sig lidt i læben og kiggede væk fra Deavás. Hvad skulle han sige, gøre og tænke? Han sukkede lidt og stille kom det ud af munden på ham. "Det forstår jeg egentlig godt." han var ikke sikker på at Deavás hørte det, men hvis det var så kunne han jo bruge den information som han ville. Han lagde armene over kors og kiggede væk fra Deavás. Han var begyndt at sveje lidt mere så han kunne nærmest ikke stå lige. Han bed sig i læben igen som Deavás snakkede om hans fader. Han sank en mindre klump. "Den anden mulighed?" kom det fra ham og ventede lidt på at vente et svar. Han var ikke sikker på at han ville vide den anden mulighed, men alle muligheder skulle på bordet inden han sagde ja til noget som helst.

Den måde, som Ompries reagerede på, gav Deavás en fornemmelse af, at han ikke ligefrem havde gode erfaringer med dæmoner, men ærlig talt, så var det yderst sjældent at en dæmon faktisk opførte sig ordentligt. Egentlig skulle knægten ikke forvente det store, det var næsten aldrig godt, men Deavás gjorde heller ikke noget medmindre at han fik noget ud af det og lige nu skulle han lære Samson bedre at kende, om end han sikkert kun ville finde ud af, at han var en dårlig far, men det kunne vel også bruges. Til en vis grænse, han ville helst ikke spilde sin tid for meget. Ompries havde trukket det hele i langdrag, så Deavás var så småt begyndt at miste sin tålmodighed, men formåede at forholde sig roligt, nu havde han jo også givet udtryk for sin frustration tidligere og det fik ham tydeligvis ikke længere. Der måtte tages andre metoder i brug.

Der var ingen grund til at pakke tingene ind overfor Ompries, for de havde allerede irriteret hinanden flere gang og nu havde Deavás fået nok, så han spildte ikke tid på at pakke det ind, men sagde det lige ud. For de kunne lige så godt vide, hvor de havde hinanden henne, før at Deavás kaster sig ind i hans minder. Spørgsmålet var nærmere om han ville kunne holde det ud at skulle gennemrode hans minder.. Han bevægede sig roligt tættere på for at vende retur til trappen, hvis de havde planer om at gøre det der, så ville han helst gerne sidde ordentligt, så han ikke skulle spilde kræfterne på noget unødvendigt. Men han tvang ikke Ompries til at kigge på ham, som det lidt lå i hans hænder, han måtte komme med en afgørelse. Han lo let af hans ord, som han ikke kommenterede på det, men i stedet foldede hænderne foran sig. De gyldne øjne vandrede rundt i rummet, som han egentlig ikke ville have noget imod at vide hvordan stedet havde set ud, da Samson endnu herskede på borgen. Måske han kunne få en glimt af det i minderne? ”Måske du skulle sidde ned” han kunne fornemme at Ompries svajede ude i øjenkrogen og det ville være dumt, hvis han lige pludselig faldt om, for så ville han ikke få noget ud af det. ”Vi kan også bruge en anden person fra dine minder, som trigger..” fortsatte han, som Ompries ønskede at vide mere. ”Alternativt kan der også være tale om en duft?” han holdt en rolig pause, som han så mod ham igen. ”Noget helt andet, er at vi mødes et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, hvor du vil få muligheden for at få minderne tilbage.. Men der kan du også vælge at vente, og så finder vi en ny tid.” han tog en rolig indånding, som han strøg hænderne ned i lommerne på kappen.

Deavás havde ganske ret i sine antagelser, Ompries havde ikke gode erfaringer med dæmoner, og det ville han nok aldrig komme til at have. Nej dæmoner var noget fanden havde skabt og det var der ingen tvivl om. Den dag han mødte en dæmon der rent faktisk kunne være venlig, eller være normal anlagt så ville Ompries falde ned af stolen. Hvis han da sad på en.
Nej verden var sådan skruet sammen at dæmoner levede og de var kun til besvær. Bare se på Zidiac hvor meget havde hun ikke været besværlig over for ham. Her stod endnu en dæmon som egentlig kun var til besvær. Som om det var noget nyt her i hans liv... Han rystede lidt på hovedet og kiggede lidt frem og tilbage.

Egentlig var der ingen grund til at pakke tingene ind, ikke i nærheden af Ompries. Man kunne da bare sige tingene som de var, om det så irriteret ham eller hvad det gjorde. Man kom jo længst med ærlighed gjorde man ikke? Han nikkede lidt for sig selv. Jo man gjorde. Man kom langt ved at være ærlig. Han rystede lidt på hovedet igen og lyttede til hans ord. Han satte sig ned for ikke at falde og kiggede lidt på Deavás og et kort smil kom frem på hans læber.
Hvem skulle sætte sig ind i hans minder til at trigge dem? Zidiac? Nej ellers tak, han rystede på hovedet. Ingen andre skulle være en trigger for ham end hans far. Han kiggede lidt på ham og lyttede til hans ord. En duft? En duft af hvad? Blomster, død, rom? Hvad skulle det være? Også her rystede han på hovedet og kiggede på fortsat på Deavás. Pff... Skulle mødes med denne dæmon igen. Åh nej! Det kunne bare ikke være rigtigt, skulle de virkelig mødes igen? Det orkede han næsten ikke. Han bed sig i læben og kiggede lidt ned i gulvet. Nej det var bestemt ikke en mulighed på nogen områder. "Mødes med dig igen? Jeg synes du sagde at du ikke var nem at få fat i. Desuden kan jeg ikke vide om du holder dit ord." han kiggede lidt på Deavás og rystede på hovedet. Han bed sig lidt i læben og kiggede ned i gulvet. "Nej jeg tror bare vi holder til min fader." kom det roligt fra ham og kiggede på Deavás. "Skal vi gå i gang?" han anede ikke engang hvad han sagde ja til sådan rigtigt. Men så slap han da for at lede efter sin fader hele tiden.

Der var ingen grund til at overbevise Ompries om andet end hans nuværende holdning til dæmoner. På den måde så slap han for at have Ompries rendende, hvilket uden tvivl var en befrielse, når man tænkte på, hvor irriterende hans personlighed faktisk var. Attituden var med til at irritere ham grænseløst, men heldigvis for ham, så var samtalen blevet drejet imod noget, som han kunne forholde sig til. Noget han kunne bruge til andet end at provokere knægten med, hvilket i teorien var et mirakel.. Deavás var flere gange tvunget til at tage en dyb indånding for ikke at miste grebet om sine tanker og meningen med det hele. Han havde flere gange været klar til at vende rundt og droppe emnet, men nu hvor de var kommet så langt, så var chancen for at han fik minder større, så han måtte holde sig tilbage lidt endnu.

Det var uvant for Deavás at være ærlig, når han altid havde en bagtanke med det han kastede sig ud i, så han forsøgte så vidt muligt at holde samtalen til et minimum af informationer. Han behøvede ikke afsløre det hele, og så længe at Ompries var overbevist om at give det et forsøg, så behøvede han vel heller ikke forklare det yderligere? Meningen var der jo og Deavás havde også afsløret hvad han ville få ud af det. Måske ikke det hele, men det bekymrede ham ikke og så længe han ikke lignede en, der skjulte noget, så behøvede Ompries ikke bekymre sig eller stille yderligere spørgsmål til ham. Knægten fik sat sig tilrette, som Deavás vendte kroppen let imod ham og nikkede til ham. Han var klar, hvis han var. De manglede kun at få styr på de sidste detaljer.
Det meste var op til Ompries, så Deavás placerede tålmodigt hænderne i sit skød, som han afventede en afgørelse fra ham. Han kunne ikke tage beslutningen for ham og han var egentlig ligeglad med om han nogensinde fik minderne tilbage. Det var jo ikke hans problem, for han ville stadig have minderne, selvom hvis Ompries kom i tanke om sin far igen. Deavás himlede let på øjnene, som den barnlige attitude atter kom frem i knægten. Han sukkede lydløst, før at han nikkede. I det mindst havde han taget en beslutning. ”Vi ville skulle aftale et tid og sted.. Så jeg ved hvor jeg skal befinde mig, skulle du ville have dine minder igen på det tidspunkt” forklarede han uddybende. Dermed sagt, så ville Ompries ikke skulle finde ham, men i stedet være et sted på et givent tidspunkt, hvor Deavás ville dukke op. Han nikkede dog til hans beslutningen og løftede højre hånd fra sit skød og stak det ind i lommen på kappen. Han hev en mindre flaske frem og holdt den frem mod Ompries. ”Hvis du har klar denne gang..” kommenterede han med et suk, sidste gang var han faret op blot for at provokere ham. Det havde han ikke i sinde at lade ske igen.

Ompries kiggede lidt på Deavás og rystede på hovedet. Han havde altså ingen tiltro til en dæmon, og slet ikke en som ham. For slet ikke at nævne at dæmoner ikke var til at stole på. Han kiggede lidt ned i gulvet og lukkede øjne et kort øjeblik for at tænke over tingene. Var dette virkelig det rigtige at gøre. Eller var det bare en dum tanke? Det måtte tiden jo vise, og tiden måtte vise hvad der skulle ske. Han nikkede lidt til Deavás ord og kiggede på flasken han holdte i hånden. Gad vide hvad det var, og hvad skulle det gøre. Han pegede på flasken. "Hvad er det?" ingen havde fortalt ham at han skulle drikke et eller andet. Det var måske der det hele lå. Det var måske der at problemet lå eller var det et andet sted. Han ville ikke drikke noget der ikke vedkom ham, eller som han ikke vidste hvad var. Han vendte sig lidt om og kiggede på bøgerne der lå oppe ved stolen. Gad vide hvad der var helt præcist i de bøger. Det var godt nok noget med drikke, men hvad var det helt præcist? Stod der noget om det der var i den flaske Deavás havde i hånden? Han kiggede lidt op på Deavás og så på flasken. Hvad var det?

Han follede hænderne i skødet og kiggede lidt rundt for at lade det hele falde på Deavás. Han bed sig i læben og kiggede på flasken igen. Sidst han havde drukket noget fra en flaske som ikke var alkohol var da han var spæd. Så meget vidste han da! Han kiggede lidt på flasken, han tog fat i den vendte den lidt i hænderne for at tage proppen af og dufte til det.

Noget kunne tyde på at knægten ikke var særlig begejstret for flasken han holdt i hånden, men det var den eneste måde, hvorpå Deavás kunne komme ind i hans sind. Han var ikke selv telepatisk, så han havde ingen anden måde hvorpå han kunne komme derind. Selvfølgelig var det svært at tage imod noget fra en fremmed, ikke at Deavás kunne bebrejde ham, alligevel havde han ikke de store problemer med at forklare indholdet i flasken. Han havde brugt det før, men aldrig med dette formål, så det var ikke en gang sikkert, at det ville virke. Specielt ikke hvis Ompries fortsatte med at kæmpe imod.

Hans blik gled mod den lille flaske, som han tog en rolig indånding og strøg fingrene over proppen på flasken. Han tog fat i den og hev den op. Der lød et pop, ikke på samme måde, som da de havde åbnet flaskerne tidligere. Dette var en anelse mere hult og tungt. ”Det er en blanding af en urt og nogle planter” forklarede han med et roligt smil på læben. Han kunne godt fornemme på Ompries at han var en anelse utryg ved situationen, som han dermed ville være nødsaget til at forklare sig yderligere for at overbevise ham. ”Det virker lidt som hallucinationer, men langt dybere..” forklarede han roligt. Der hvilede et roligt blik i hans øjnene, som han ikke forsøgte at snyde ham. ”Vi er nødt til at dele flasken indhold for at træde ind i dine minder” fortsatte han stille. Der var en risiko for at de røg ind i Deavás minder, men med hans sind aflåst, så var sandsynligheden virkelig lille, så han tvivlede på at det ville ende med at ske. Han rakte roligt flasken imod Ompries, som han forventede at han tog den første slurk. ”Kun halvdelen af indholdet” mindede han ham om igen, ellers ville det blive svært at dele indholdet. Og Deavás havde ikke tænkt sig at være den første til at drikke det, for så ville han risikere at Ompries slet ikke gjorde, som de havde aftalt og at hallucinere uden en partner ville blot efterlade ham i en påvirket tilstand og det var han slet ikke interesseret i.