At ligge med Liv var på sin vis lige så fantastisk som sidst, at føle hendes læber mod hans egne var som et frisk pust af virilitet. Men Valkar forsatte med den rolige og blide elskov. Måske kunne de få det til at virke mellem dem? En del af ham ønskede at det ikke ville ende, men det kunne ikke blive som hun ønskede det.
Han havde et liv med Jez, og det måtte komme i første række.

Elskoven blev en langtrykken affære, hvor Valkar holdte sig hen så længe han kunne, men med Liv som elsker var det trods alt blot et spørgsmål om tid før han atter forsøgte at så sine frø i hende. 
Let distraheret nussede han hendes nakke som de så med armene om hinanden. Det ville nok ikke være længe for søvnen fandt ham. Hvad mon den næste dag ville bringe dem?

Liv sørgede for at nyde elskoven så meget som muligt, for hun havde på fornemmelsen, at hun ikke ville se Valkar snart igen, hvis hun overhovedet nogensinde ville få ham at se igen. Selvom hun stort set ingen selvindsigt havde, så vidste hun godt, at hendes mening om tingene kunne skifte så let, som vinder blæser. Blot fordi hun synes, at det måske var en udmærket idé at lade Valkar få tvillingerne at se lige nu, så var det langt fra sikkert, at hun havde det på samme måde i morgen, om en uge, om et år… Det eneste, Liv tog for givet om sig selv, var, at hun elskede sine børn over alt på jorden.

Hun klemte om Valkar, da han kom i hende, og for en gangs skyld faldt det hende slet ikke ind overhovedet at overveje, om hun skulle lade ham befrugte hende igen. Det var ikke tid til flere børn lige nu. I stedet blev hun blot ved med at klemme om ham, indtil han faldt ned igen efter klimakset.

"Drøm om mig," hviskede hun blidt, mens hendes fingre fandt vej til hans bløde hår. Derefter lukkede hun øjnene med et lille suk, men hun faldt ikke i søvn. Hun lå blot der hele natten og mærkede hans varme arme om sig.