Hector kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, da Juno pilede ud af båsen; typisk Juno at skride på den måde. Hector ville sikkert have været skuffet, hvis det ikke var præcis, hvad han havde forventet. Det gjorde ikke noget. Juno var godt nok skredet fra lokalet, men Hector vidste også, at Juno aldrig ville skride fra deres venskab, ligegyldigt hvor grundigt de fik kludret det sammen.
Desuden var der to ting, der var mere presserende lige nu: Hector dryppede nærmest fra mellem benene, og nå ja, så var der lige det faktum, at han allerede vidste nu, at han havde lyst til at gøre det igen, og gøre det igen med Juno. Og ikke kun det. Hector ville have mere. Hvad "mere" præcis indebar, vidste han ikke helt, men han vidste, at han ville det.
Det første problem var nemt nok at tage sig af. Hector brugte godt nok næsten en hel rulle papir på at få tørret sig af, men det lykkedes da til sidst. Det andet problem var straks værre, og han vidste på ingen måde, hvordan han skulle håndtere det. Juno var helt sikkert allerede godt i gang med at lade, som om det aldrig var sket. Hector sukkede. Chancerne for, at det nogensinde ville ske igen blev mindre og mindre, følte han, og han havde allerede opgivet tanken, dan han trådte ud af båsen og gik tilbage til baren.
Broerne brænder, vi drikker vin og danser tæt, bygger luftkasteller, lever og elsker som mennesker. Du er bekymringsløs, det er jeg vild med, jeg elsker den måde, du er dig på... Jeg tror, jeg kender dig
Krystallandet
