Samira så lidt på Thade, selvom Drake og Kiqann prøvede at skjule det, var det tydeligt at de var blevet opdaget. Hun tog den smukke bue hun havde lånt af Thade frem, sendte ham et smil og satte en pil for buen. Hun ville ikke skyde. Endnu. Thade havde mere træning i det her, og hun ville vente til han kom med et råd. Hun vendte hovedet for at vise ham at hun ventede på hans tegn og så så mod de to personer igen. Klamt med al den pusse nussede kærlighed tænkte hun irriteret for sig selv, og fik lyst til at sende en pil efter Kiqann. Bare ramme hende lige i hjertet. Hun vidste godt at Kiqann ikke ville dø af det, hun var jo vampyr, men det ville give en tildfredsstillese. Eller, måske hellere skade og drabe ham hun var sammen med. Det ville skade hende endnu mere. Samira fik et lusket og ondt ansigtsudtryk, og måtte anstrenge sig for ikke at komme med et lille grin.

Hun var på en måde glad for at Thade var der til at hjælpe. Eller, var hun bare glad for at Thade var der? Nej, sikke noget vrøvl. Hun stod stadig med den spændte bue, nu rettet mod Drake, og ventede på at Thade ville lede hende. En kold vind kom blæsende forbi, og træerne hvislede let. Hviskede nærmest. Hun kom til at tænke på sin drøm og fik kuldegysninger.

FRYS.

Thade kiggede slet ikke på Samira. Han var dybt optaget af Drake og hans søde blikke til Kiqann, Føj, hvor ulækkert! Hans vrede overtalte ham næsten til bare at gå til angreb, men hans fornuft nåede at stoppe ham inden hans reaktion på de dejlige tanker. Drake.. snitte.. blod.. pine.. åben hals... DØD! Hans onde blik var kun rettet mod ham, indtil Samira prøvede at fange hans blik. Han kiggede på hende og hendes spændte bue. Han rystede svagt på hovedet, og håbede på at hun fattede, at det ikke var en god start. Han bukkede sig ned og hviskede i hendes øre.
"Jeg går længere væk, så jeg kommer og overrasker dem bag deres ryg," han smilede skævt og hånligt, "Det vil virke.. når jeg giver tegn, så skyder du Kiqann, hvor du vil". Han sendte hende et sikkert blik og begyndte at bevæge sig lydløst over på den anden side af de to elskende. Han smilede smørret hele vejen derover. Han gemte sig bag et træ og gjorde sig klar til angreb.

Drake skulle pines grovere end nogensinde, ligesom i Samiras plan. Den uimodståelige, dejligt modbydelige plan hun havde. Han smilede over den, men tabte smilet da det nu var alvor. Det var nu de skulle gennemføre den. Han blinkede til Samira og pegede på Kiqann. Sendte hende et blik, der tydeligt viste hende, at det var nu det gjaldt. Samtidig viste det også, at hun ikke skulle glo for meget på ham, for så blev han jo opdaget. Hans lyst vældede op i ham. Dette var næsten bedre end sprut og sex... næsten. PLudselig fik han en slags stød og han faldt næsten bagover, men stod dog stadig op...

Drake stod og legede med ham, de grinede og lavede sjov i baghaven, hvor resten af mørkelverne ikke kunne se dem. Hvis de gjorde det ville de nemlig straks dræbe dem begge, det var ikke okay at lege med en krystalisianer. De sammenlignede hudfarve og fandt ud af, at det var sort og hvid... De grinede og pjattede endnu mere og gav hinanden kælenavne, de fedeste var nok dem de fandt på ude på toilettet på herregården. De havde sammenlignet hudfarve igen og...

Han kom tilbage og stod nu bare med åben mund. Minderne havde fået ham til at miste modet lidt. De havde jo haft det så hyggeligt sammen. Nu var han bare chokket over det besynderlige minde, der vækkede hans undren til liv. Pludselig huskede han hvorfor de bare sådan begyndte at hade hinanden som pesten over en så lille ting som utroskab.
"Yin og Yang," hviskede han, men ikke særlig højt. Han gloede bare på Drake. Bled konstant mindet om forklaringen på deres had. Ying og Yang har altid hadet hinanden, det var to sider af samme person.
De var en og samme person! Han havde altid været Yin, den mørke og onde... Drake havde altid været Yang, den lyse og gode. Mon det burde have været omvendt? Han smilede for sig selv, hånligt og sendte et morderisk blik over mod Drake, Nej! Det er lige tilpas..

Kiqann stod bare og så på Samira, hun havde for længst regnet ud, at hun var kommet for at gøre hende ondt. Men det ville ikke ske nu... Måske var hun svag, men hun var stadig en udødelig vampyr! Hun ville kunne besejre dem inden de så ville gå på Drake.. Hvis de ville det. Hun kiggede På Drake kort og så tilbage. Den mandlige skikkelse var væk. Åh nej! tænkte hun uden selv helt at vide hvorfor. Der var bare et eller andet der sagde hende, at det her var noget så forkert.
Hun kiggede atter på Drake, der pludselig trak sit sværd og sprang ind foran hende. Hun skubbede ham væk og gik ind foran ham.
"Drake, jeg er udødelig. Jeg kan ikke dø," hviskede hun, så kun han kunne høre det, "De skal ikke dræbe dig!". Hendes blik blev alvorligt, dog lidt bange. Hun spejdede efter den høje skikkelse med det hvide hår, men kunne ikke se ham nogen steder. Desværre. Hun havde ingen anelse om hvor han kunne være eller hvem det var.

Men en ting var sikkert... Dette var planlagt angreb. Det her var ikke nogen tilfældighed, alt var sammensat og tilrettelagt. Præcist sådan så ingenting kunne slå fejl... Tror de! tænkte hun og blev lidt sur. Ingen skulle skade hendes Drake.
Og specielt ikke Samira! Hun ville dræbe hende! Det havde hun næsten gjordt sidst.. hun vidste egentlig ikke hvorfor hun ikke bare gjorde det, hun havde jo chancen! Hvor er du dog dum, Kiqann! Hvis Drake døde nu, ville hun aldrig tilgive sig selv.
"Drake," hviskede hun og fik en tåre i øjnene, der ikke ville kunne ses af andre end hende selv og Drake, "Hvis det her er enden... så... Jeg elsker dig!" sagde hun, havde droppet hviskeriet. De var alligevel afsløret nu. De kunne ligeså godt droppe at spille hemmelige. Der var nu det gjaldt.

Samira forstod med det samme Thades lille hentydning og tog nu sogte. Hun rettede pilen mod Kiqann, og var uhyre præcis med ikke at ramme Drake. Hun havde lovet Thade at han var hans. men, en lille ting havde hun ikke regnet med. Da kiqann skubbede Drake røg han ind i pilen, og den ramte ind i hans højre skulder. Hun trådte nu frem fra sit skjul og gik over mod dem. Det var latterligt at skjule sig længere, de var jo blevet opdaget for længst. Men der var vidst ingen af dem der havde set hvor Thade var lusket hen. Undtagen Samira selvfølgelig. Hun sendte et meget skjult undskyldende blik mod Thade, men gjorde det så hurtigt at de andre to ikke ville kunne nå at se det. Hun stod et stykke fra de to turtelduer og betragtede den skade hun havde udført. Drake var faldet bagover da pilen havde ramt ham, og lå nu foran Kiqanns fødder. Hun grinede med en høj og ondsindet latter af hendes kusine. ,,Så det er din nyeste fangst?" Hun skubbede lidt til ham med sin fod og grinte lidt. ,,Waow" hendes sarkasme var dyb og genemtrængende, hun vendte blikket mod Kiqann og fik et ansigts udtryk, som havde hun set noget ilækkert. Hun spyttede ud efter hende og sagde med hvæsende stemme ,,jeg skal lære dig at slå mig"

Et for tydeligt billed af da Samira fik brutale tæsk af Kiqann kom frem for hende, og det fik hendes raseri til at vokse. Hendes hår blafrede let i et vindpust der kom, og hendes grønne øjne lyste af had. Og om muligt, var hun meget smukkere end nogensinde lige nu. Med hadet i lys lue. Kjolen hun havde fået af Thade blafrede også i vinden, og fik det til at ligne at hun var ved at samle mange krafter op. Men, enlig stod hun bare og lod sine følelser komme frem. Hadet til hendes kusine, var usigeligt højt. Især fordi at Kiqann havde slået det eneste tegn på kærlighed Samira havde ihjel. Hendes gamle kjole, den hendes mor havde givet hende. Man kunne sige at hun havde fået et nyt tegn på en slags kærlighed fra Thade, men det ville aldrig være det samme. Den eneste ting Samira havde fra hendes mor var væk, og den eneste kærlighed Kiqann havde, skulle derfor også væk! På en mindst ligeså brutal måde.

Frys.

Thade vidste godt, at det var nu. Han listede sig frem fra sit skjul, smilende hånligt over den slaskede Drake, der om lidt ville være stendød. Han frydede sig over tanken og var nu helt tæt Kiqann, der bare stod og gloede på ham med tårer i øjnene. Han kunne tydeligt se på hendes udstråling, at hun ikke rigtig var så stærk. At hun var meget afhængig af våben, sådan en svækling!
Pludselig, sikkert til hendes overraskelse, greb han hendes arme bagved. Klemte hendes albuer sammen på hendes ryg med hånden, så hun ikke kunne nå og satte sværdet hårdt op til hendes hals. Han smilede hånligt til hende, Drake og derefter stolt til Samira. Kiqann kunne intet gøre nu. Hun blev holdt oppe fra jorden af ham, da han var noget højere end hende. Hans stærke greb om albuerne ville gøre ondt, meget ondt. Han gav tegn til Samira om, at hun bare kunne komme hen og gøre med Kiqann, hvad hun ville. Siden Drake nu lå på jorden med pil i skulderen ville han ikke kunne gøre så meget. Hans lyst til at give slip på Kiqann og hamre sværdet ned i ham var så uimodståelig, at han næsten ikke kunne stå imod, men han holdt sig tilbage.

"Slå dig løs... Samira," sagde han og smilede flirtende og lidt halvsødt til hende. Nu da han var et offentligt sted kom det frække og lokkende blik tilbage, det gjorde det altid. Han var lidt ligeglad med Kiqann... bare han kunne få Drake, så ville han være ovenud lykkelig.
Men nu havde han lovet at hjælpe Samira og det ville han så gøre. Han brød ike bare sådan en aftale... specielt ikke en så god aftale som denne!

Hun gisper, da hun pludselig bliver løftet op i sine arme og skriger af smerte, da hendes albuer bliver klemt sammen med en sådan kraft, at selv det hårdeste mandfolk ville skrige af smerte. Hun bed tænderne sammen og vændede sig stille til smerten, selvom det var svært. Smerten piner sig vej op gennem hendes arme og ud i resten af kroppen. Hun skriger ikke, men stønner en smule, da det jo tydeligvis stadig gør ondt. Hun mærker et koldt, men hårdt sværd op mod hendes hals og hun føler sig temmelig utilpas. Hun slår ud med sine ben, hun rammer ham et par gange, men han tager sig åbenlyst ikke af det.
"Slip mig!" råbte hun og så på Drake. Hendes følelser blev nu fuldstændig afsløret i ét blik, det hun sendte i det øjeblik. Hun kigger på Samira, fryder sig over at Drake rev hende i håret, men hendes hånlige smil blev straks forvandlet til et surt og alvorligt et, da hun vidste at de havde tænkt sig at slå Drake ihjel.. og hun kunne intet gøre!

Samira gav et halvkvalt skrig fra sig da hun blev revet i håret. Hendes grønne øjne lyste af rædsel for at blive dræbt, men da hun så Kiqanns hånelige blik blev hendes øjne kolde og hun vendte blikket mod Thade. Så hjælp mig dog! tænkt e hun arrigt mens hun prøvede at komme fri. Hun prøvede at skubbe Drake væk, men da dolken kom op til hendes hals, turde hun ikke gøre noget. Hun stod nu helt stille og kiggede på Thade, ret koldt faktisk. ,,Slip mig dit svin" hvæsede hun igen til Drake og prøvede at træde ham over tæerne. Det lykkedes til sidst, og hun gav ham hurtigt en albue i maven. Drake ramlede bagover og hun skyndte sig og ved siden af Thade og Kiqann. ,,Det skal du straffes for" hvæsede hun lige i øret på Kiqann og vendte sig om mod Drake. ,,Se nu godt efter". Hun trak en af pilene frem og med spidsen begyndte at skrive på Kiqanns kind "HORE" stod der nu med store røde blødende bogstaver over hendes ansigt. Hun trådte et skridt tilbage og grinte hånligt af sit resultat. ,,Så ved alle hvad du er" Hun spyttede igen hånligt i Kiqanns ansigt og gik over ved Thades side. Hun var ligeglad med om hendes hår og tøj sad helt skævt og forkert, der skulle hævnes nu! Drake lå stadig på jorden, havde vel ikke så mange krafter efter at havde mistet blod. Samira gik igen over til ham, og hev ham op på benene, det var ikke det nemeste, men hun fik gjordt det. Hun sikrede sig at Kiqann kiggede, og tog så godt fast i Drakes ansigt. Hun pressede sine læber mod hans og slikkede hans hals. Så lod hun ham bare dumpe ned på jorden igen.

Thade smilede stolt og lidt halvfrækt til Samira. Denne kvinde tiltrak ham utroligt meget. Han nød at se hende skrive "HORE", nød at se hende smile, men følte et underligt stik i maven, da hun kyssede Drake. Men han smilede stadig.. han var stolt over hende, Sikken en kvinde! Han tog sit sværd og snittede et stort snitsår på Kiqanns hals, ikke så dybt, da det eller ville have skåret ind til rørene, det skulle helst ikke ske. Han slap hende så pludseligt og satte sværdet i skeden. Han kiggede grinende på hende, og slog hende så vældig hårdt på siden af hovedet. Han så hende falde ned til jorden. Han gik stolt over til hende, rejste hende op igen og sparkede på hendes ene ben, mens hun holdte hende fast. Et kæmpe knæk kunne høres og det gav genlyd. Han smilede over sin sejr, benet var brækket. Hans øjne var flirtende og vilde. Han slap hende og så hende falde til jorden. Han tog fat i hendes trøje og rev den op med alle sine kræfter. Han så på hendes nøgne overkrop, studerede den.
"Ikke værst," sagde han, tog så sin dolk og placerede den fint på brystet, hvor han snittede "SAMIRA" på. Det ville pine hende resten af hendes lange liv, det vidste han, hvis det altså blev stående som et ar. Det blødte ned af hendes mave fra navnet og han kørte en finger over det, så det ville være ekstra smertefuldt. Han tog hendes arme og lagde dem ovenpå hinanden. Han tog dolken igen og hamrede den ned i hendes håndled, meget fint og uden at ramme nogle blodårer eller blodkar. Det blødte dog, men han havde gjort det helt perfekt, imellem knoglerne. Dolken sad fast i jorden, og der skulle den blive.

Han så på Drake og gik så over til ham. Han så at han var pint og satte sig på hug hos ham.
"Nåårr, skader vi jer?" sagde han som snakkede han til en lille baby, der skulle have trøst. Han kiggede flirtende på ham, ikke med vilje, der var dog had i øjnene, "Når nu hun har flyttet sig, så kan jeg da berolige dig og sige, at du ikke fik ret," hviskede han lavt nok til at kun ham selv og Drake kunne høre det, "Men.." sagde han og hævede stemmen, "Det gør mig ubeskrivelig trist, at jeg ikke kunne lokke dig, min kære lille bøsserøv!". Han var træt af ham nu, han slog ham hårdt og gav tegn til at Samira skulle gå hen til Kiqann.
"Ta' dolken op, men kun af jorden, sæt dig med hende, så hun intet modstand kan gøre og lad hende kigge på," sagde han og smilede hånligt. Ingen skulle stå i vejen for dette dejlige øjeblik. Det var næsten bedre end, da han så hans barndomshjem brænde ned til grunden. Han løftede Drake, så han kom op at sidde og kiggede på ham, "Jeg burde egentlig være ked af at gøre det her men," sagde han og tog Drakes dolk, da Kiqann jo havde den anden "på sig" og hamrede den ned i hans lår, "Det behager mig faktisk Gevaldigt!".

Han kiggede smilede på Samira et sekund, men kiggede så på hvad han lavede. Han rykkede stille dolken til siden så såret blev lang og dybt. Den røg længere og længere væk fra hans knogle og til sidst helt ud af låret. Blodet sivede fra hans ben og han elskede det. Bare synet af det fik ham til at le svagt. Han førte dolken op til hans ansigt og sagde blødt:
"Luk dine øjne, min kære," og snittede et langt sår ned af dem begge, så øjenlåget blev sprættet lidt op ude for enden. Han smilede, da han kunne se på Drake at han led. Endelig hævn! Hadet lyste ud af øjnene på ham, da han kiggede på ham med et kæmpe stort smil på læben. Han lignede mest af alt en psykopat sådan som han sad der. Han tog igen dolken og hamrede den ind i Drakes kind, lod den sidde lidt der, grinede og hav den så ud, i retning af Samira og Kiqann. Han elskede at se den meget blege hud, der var blegere end den plegede. Den brune glød var der ikke mere, de glade øjne var forvandlede til næsten helt døde og håret var sjasket... men dog ikke beskidt.
Det skulle der rådes bod på. Han skar et kors i hans hovedbund. Han slap kniven, tog noget jord op med hånden og kørte det rundt i såret og håret. Perfekt! tænkte han og slap ham, så han dumpede ned på jorden. Han rejste sig og kiggede lidt på "staklen". Hvor var han dog sød som han lå der. Pludselig så han den dolk han havde brugt og han smed den hurtigt ned på jorden. Pludselig fik han endnu et flashback...

... Han gik ude i skoven en vinterdag. Solen varmede sneen og det dryppede let ned på ham fra træernes blade og grene. Det var dagen efter han havde været i seng med Drakes daværende kæreste, han smilede let over det. Han havde sin kat i hånden, men pludselig sprang den ned og løb uventet bort. Han så efter den, det enete lyspunkt i hans liv skulle ikke forsvinde nu. Han løb dårligt i sneen og sakkede lidt bagud, men da han nåede ikke ret langt inden han så Drake stå og glo på hans kat. Han skulle lige til at gå ud af sit skjul, da Drakes dolk hamrede ned i hans kat og dræbte den på stedet. Han var såret, fortabt og trist. Han faldt stille forover og landede på sine knæ. Han så på den tilfredse Drake forsvinde med sin dolk i hånden, hvorfra blodet fra hans kat løb ned. Han blev rasende. Det triste ansigt havde forvandlet sig til et uhyggeligt et fortrængt i en vred mine. Han havde skreget op og revet et par grene af...

Han kom tilbage og stirrede bare på Drake, nu med det samme singssygt uhyggelige ansigtsudtryk som dengang. Hans vrede fyldte hans krop, han ville bare dræbe... pine.. se blod! Drakes blod!
Han løftede sit sværd og hamrede det lige ned i hans mave, mens han kom med verdens største skrig, der var fyldt med sørgelig vrede. Det underlige had han aldrig havde fået forklaring på blev løst nu. han tog sværdet op og hamrede det ned i ham... igen og igen.
"Du dræbte min kat!" råbte han, vredere end nogensinde før, "Du dræbte min kat, dit svin! DIT BØSSESVIN!!". Han blev ved med af hakke og hakke indtil han havde set lyset forlade hans øjne og hans hud var ligeså bleg som sneen havde været, den dag Putin blev dræbt. Han faldt ned på knæ ved siden af ham. Udmattet og trist. Han vendte sig om og så på Samira.
"Du kan lægge Kiqann ned nu," sagde han og tog Drakes dolk op i hånden. Han gik hen til hende og hamrede den et par gange ned i hendes ben og arme inden han kastede den ud i blodsøen. Han gik hen til Drakes slappe krop og tog den op i hænderne. Han gjorde et nik til at Samira skulle gå væk fra dem. Han smed Drake ned og ligge hos Kiqann inden han sagde toneløst:
"Hyg dig med din elskede en sidste gang," og forsvandt trist og slap ud i mørket mellem træerne.

//OUT

Samira gjorde alt hvad der blev sagt og sad med Kiqann mens Drake blev skåret i. Hun sad med et smil og frydede sig over at Kiqann og Drake led. Hun tog noget reb som hun bandt rundt om Kiqann så hun ikke kunne finde på noget. Hun gik helt tæt på hendes øre og hviskede hele tiden ,,Det er din skyld. Hvis du ikke havde slået mig, var det her aldrig sket" Hun sagde det igen og igen og frydede sig hver gang hun var færdig med sætningen. Det var jo nok sket alligevel, eftersom at Thade var noget så reasende på Drake. Men hvis hun kunne få overbevist Kiqann om noget andet ville det være perfekt. Samira blev ikke rørt af den måde Thade gik amok på, mærkeligt nok. Man skulle vel forvente at hun ville synes dte var en smule skræmmende, men hun nød det lige så meget som Thade. Især fordi det pinte Kiqann.

Hun så lidt på sin kusine og hendes sår. Hun løftede drillende en finger og trykkede på de streger hun havde lavet i hendes ansigt. Så på bogstaverne på hendes nøgne bryst. Hun nød virkelig at pine hende, og hendes grønne øjne havde et sindsygt lys i sig og en farlig gnist. Hun var virkeligt tiltrukket af Thade lige nu, og følte faktisk en trang til at gå over og kysse ham. Istedet slikkede hun Kiqanns kin og grinte af hende. ,,Din ulækre lille hore unge" Hun rystede lidt på hovedet. ,,Hvad har du dog ikke gjort der sårede ham?" Hun grinte igen. ,,Og nu dør han på grund af dig..åh hvor må du ha' det forfærdeligt" grinede hun skumelt og holdt hende oppe så hun bedre kunne se hvad der skete med Drake. Så hviskede hun igen i Kiqanns øre ,,Det er din skyld han lider. Du kunne havde forladt ham for længst.. men valgte at blive og hore med ham, og nu lider han på grund af dig!" Hun gav hende en lussing og grinte igen.

Da Thade var færdig smed hun Kiqann over til søens bred, men hun ville lige nå en sidste ting. Hun gik over til bredden, og satte sig på hug. Var dog forsigtig med at der ikke kom noget på kjolen. Hendes elskede kjole.. Hun tog noget blod i hånden som hun løftede over, og dumpede i munden på Kiqann. ,,Fra mig til dig" grinte hun og tørrede sine hænder af i græsset. Så rejste hun sig og stilte sig ventende på Thade. Da han kom over til hende smilede hun frækt og forførende, kyssede ham på kinden inden hun forsvandt med ham.

//Out.

Hun sad bare og stirrede på dem mens de gjorde det mod ham. Pinte ham, sårede ham... dræbte ham langsomt. Hun følte at en del af hende selv forsvandt hvert sekundt og at verden ville brase sammen omkring hende når han døde. Hun blev rasende, da han Drake skreg af smerte og hun råbte op, så højt hun kunne:
"Hold dig væk, dit svin! Skad dig selv! Du rør ham ikke, din lille katteskader!!" råbte hun, selvom hun ikke rigtig vidste hvorfor hun råbte det. Hun havde sådan set kun hørt, at han havde en kat, andet vidste hun ikke. Hendes mareridt var blevet virkeligt, det stod lige foran hende og grinede noget så hånligt af hende. Hun ville gøre gengæld, men kunne ikke. Hun var smadret og havde glemt alt om sine utroligt gode vampyrkræfter, men dem var hun jo ikke blevet trænet i af sin sire, Mithras. Ville hun overhoved komme til at se ham igen? Nogensinde? Hun begyndte at råbe igen, da han smadrede sværdet ned i maven på ham. Der vidste hun, at det var ude med ham.
"Nej! Neeeeej!!" hendes øjne blev fyldt med tåre og de trillede bare ned helt ad sig selv. Hendes kinder lignede mest af alt et vandfald, og hendes overkrop blev helt våd, da hun græd så meget, "Nej! Stop deeet!! Draaaaake!!!!". Hun hadede sig selv for at hun intet kunne gøre. Hun sad bare der. Pludselig forlod Samira hende, og først der opdagede hun, at hun var bundet. Thade kom gående mod hende og hun blev rædselslagen.
"Hold dig væk!" råbte hun og følte efterfølgende stik af en dolk i armene og benene. Hun skreg af smerte, men holdt lidt af det inde.

Da Drake dumpede ned ved siden af hende så hun på ham. Aldrig nogensinde havde hun drømt om, at se ham sådan! Aldrig ngoensinde havde hun ønsket det! Det var hendes skyld det hele! Havde hun aldrig flirtet med ham eller blevet kærester med ham... så var alt dette ikke sket! Hun slog sit hoved ned i jorden af bar sørgelighed og kiggede på ham. Hun lyttede intenst til ham, da han begyndte at snakke. Hun smilede slet ikke, da han græd. Hun viste ham bare, at hun synes det var sødt ved at luftkysse. Tårerne trillede stadig ned langs hendes kinder. Nogle gange i hans prædiken kom hun med må kommentarer såsom:
"Drake, det er ikke din skyld, at vi ligger her.. det er min skyld!", "Jeg elsker dig så højt!" og "Drake, jeg har været lykkelig sammen med dig! Jeg elsker dig!". Hun kiggede på ham og begyndte at græde da han græd. Hendes kommentar til det med Anzu var:
"Jeg lover dig, Drake, jeg vil altid passe på hende, jeg lover det af hele mit hjerte!" hun kiggede på ham og da hans sidste åndedræt lød blev hun tavs. Hun holdte vejret for at høre om det nu var rigtigt. Sommetider trak hun vejret hurtigt ind og ud. Da hun var sikker på at han var død, blev hendes ansigt fortrængt i en såret og ulykkelig grimasse. Hun prøvede at holde det inde, men kunne ikke.
"NEEEEEEEEEEJ!!! DRAAAAKE!!" råbte hun og græd endnu mere end før. Aldrig ngoensinde havde hun grædt sådan før, aldrig!
"Drake, jeg elsker dig! Du må ikke forlade mig!!" sommetider hulkede hun i ordene, men det var bare noget hun skulle ud med. Hun havde aldrig været så ulykkelig... sådan lå hun... og græd sig i søvne, faldt i søvn ved siden af liget af sin elskede, Mandrake..

Mandrake... Jeg elsker dig... Min Drake..

*spole til næste dag*

Nathan kom gående mod søen, ville tænke i fred. Men synet der mødte ham var alt andte enn fredeligt. Han løb hurtigt over, men måtte bakke væk med brækfornemelse da han så liget af Drake. Han så lidt på den anden, og genkendte hende. ,,Kiqann!" Råbte han forfærdet og satte sig over ved hendes side. Den anden side hvor Drake ikke var.. han fik efter lidt tid taget sig sammen til at spørge ,,Hvad er dersket?" Hans ansigt var bleget, og han undgik hele tiden at se på Drake. Det var for ulækkert. Han var ikke sikker på om det var en god idé at binde hende op. Ikke hvis han skulle havde hende væk.. kunne værre hun ikke ville forlade liget. Eller, kunne værre hun ville så hurtigt væk fra det som muligt? Han anede det ikke. Han sad bare og ventede på at Kiqann skulle svare.

Hun vågnede til en behagelig mandestemme, der råbte hendes navn. Hun åbnede øjnene, de øjne, der nu var røde over det hele. Selv det hvide var røde, da hun havde grædt så meget. Morgensolen varmede hendes kolde ansigt. Det føltes dejligt, men hun lagde næsten slet ikke mærke til det. Hun lå bare og var kvæstet. Hendes ben og arme var stadig smurt ind i blod, hendes håndled så noget så slemme ud og der stod stadig "HORE" i ansigtet og "SAMIRA" på hendes bare overkrop. Hun lå nu selv i en blodpøl, der ikke just blev mindre. Hendes eller så lange fine hår var smurt ind i blod og jord, ligesom Drakes. Hun så til siden og så Drake, hun kunne ikke græde mere fysisk, da hun havde brugt alt op, men indeni var der stadig milliader af tårer, der manglede at komme ud. Hun så derefter på Nathan, da han spurgte. Hun kiggede bare på ham, blødgjorde så sine læber med tungen og åbnede munden for at sige noget.
"Drake.. er... død...," hviskede hun og et par tårer begyndte at vise sig i hendes øjne, hun lå bare og kiggede op i skyerne, men kiggede så på Nathan, "Det var forfærdeligt... Jeg.. Jeg så ham.. dø!" hviskede hun, "Jeg kunne intet gøre... De dræbte ham for næsen af mig". Hendes stemme var svag og hæs. Men hun var lidt ligeglad. Hun var ulykkelig og alene, ingen andre. Hun var bare grædefærdig, udmattet og hårdt såret.

Han sad lidt inden han tog sin bluse af og lagde over hende. Han valgte at binde hende op. Hun ville jo nok være for træt til at kunne gøre noget. Forsigtgit løftede han hende og begyndte ta gå mod H-huset. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre ved Drakes lig. Lade det ligge? Nej..hvad hvis nogen kom forbi? Ikke just den mest hyggeliige overraskelse at finde. Han besluttede sig for at de senere skulle hente ham og begrave ham et sted Kiqann bestemte. Han gik med hurtige skridt over mod H-huset så hun ikke kunne nå at sige ham imod.

Hun strittede ikke imod på nogen mulig fysisk måde, men til gengæld blev hendes tanker fuldt og fast hos Drake. Aldrig nogensinde ville hun glemme ham! Det djelige menneske havde ikke fortjent at dø! Hun kiggede over Nathans skulder og så liget bare sådan lige der.
"Nathan lad være," sagde hun og slog meget svagt på hans skulder. Hendes tale var heller ikke den mest energiske nogensinde.
"Nathan lad mig være, læg mig tilbage, jeg vil blive hos ham!" sagde hun denne gang lidt højere, men vidste at hun intet kunne gøre, da han jo sikkert var en stædig en, der ikke bare sådan lod hende ligge og dø hos Drake... desværre.
Hun så efter liget hele vejen væk derfra indtil hun ikke kunne se det mere.
"Jeg elsker dig, Drake... Forlad mig aldrig," hviskede hun til sidst og så så væk. Hun så ind i Nathans øjne, sendte ham et "jeg-bliver-aldrig-glad-igen"-blik og lukkede så de triste øjne. Hun havde ondt over det hele, og sagde sommetider et lidt højt "AV" når han svingede for meget med hendes ben. Knoglen stak ud på det ene, da det jo var brækket.
Men alligevel kunne hun ikke få tankerne fra Drake og alle de gode stunder de havde haft sammen...
Undskyld Drake, undskyld!! Jeg elsker dig.. af hele mit hjerte!

//OUT

Nathan kom gående med Kiqann ved sin side. Han skævede tit over til hende for at se om hun var helt okay, og titi måtte han nærmest gribe hende når hun var ved at falde. Han fik nu øje på den livløse skikkelse der lå ved søbredden. ,,Han så ud som han var smuk" sagde han stille nærmest for sig selv. En hvislen kom fra bladende i træerne, og en klam stemining var over dem. Nathan havde aldrig kunne tage lig. Hadede dem! Så kolde... blege.. Han stoppede op et par meter fra Drake og stod og tænkte. Hvordan skulle de dog kunne få ham væk herfra.. og hvor skulle han hen. Han vendte sig mod Kiqann, med ryggen til Drake, og så hende i øjenen. ,,Hvor skal vi tage ham hen?" Vel nok til kathedralen, kirkegården.. men som sagt (tænkt) så var det Kiqann der skulle bestemme det. Han så afventende på hende. Det her skulle bare overstås!

På vejen derhen var Kiqann flere gange ved at besvime, men holdt modet oppe. Da de stoppede stod hun bare og gloede på Drake, den smukke fyr, der havde tabt sit stakkels hjerte til hende, der aldrig havde fortjent det. Hun så på Nathan.
"Det var han også.. Han var så gudesmuk!" sagde hun og kiggede ud over blodsøen, da han spurgte hvor de skulle gøre af ham. Måske der? tænkte hun og overvejede stærkt blodsøen. Det ville ikke være et dårligt sted. Hun kunne nemt finde det, det var et sted hun vidste hvordan hun kom hen til og hun kunne sidde i fred og ro her og sørge, når hun ville. Hun kiggede på Drake og så på Nathan.
"Jeg vil gerne have, at... at han skal kastes i blodsøen," sagde hun og begyndte bestemt at gå hen mod Drake, med krykkerne og slap den ene. Derefter den anden og lod sig dumpe ned på jorden ved siden ad ham. Hun så på hans smukke ansigt en sidste gang, følte hans ansigt for en sidste gang, da hun aede ham stille, græd for sidste gang hos ham... en tåre dryppede ned på hans kind og en på den anden. Hun tog hans hånd til sig og kyssede den med rystende hænder. Lidt efter rystede hele hendes krop og hendes øjne blev langsomt røde igen. Hun bukkede sig ned, kyssede hans pande og derefter hans mund... for allersidste gang. Hun nød øjeblikket, selvom det var forfærdeligt at føle, at hun intet fik til gengæld. Hun var ligeglad med sygedomme hun kunne få lige nu, hun ville lige sørge lidt. Alle minderne kom tilbage til hende nu, dem alle sammen. Hun tænkte meget på dem og så sig selv med ham tydeligt for sig. første gang de mødtes, deres første kys, deres første samleje, deres første skænderi... deres første store bekymrelse for hinanden... og til sidst hendes største tab nogensinde. De havde prøvet alt.. bortset fra at eje noget sammen.. noget der tilhørede dem begge... fx. et barn.. Hun græd lidt over tanken om, at hun aldrig ville få et barn med denne smukke fyr, at dette fantastiske menneske aldrig ville føre sin slægt videre.. og til sidst tog hun ham op, kyssede ham igen på panden, så på ham og hans medtagede krop og ansigt og trak ham ud i søen. Han flød lidt, men sank hurtigt efter.
Hun sad lidt bare og gloede det sted, hvor han sank til bunds. Hun savnede ham allerede.. savnede allerede lyden af hans stemme, gnisten i hans smukke øjne, det vilde og charmerende udseende han havde... hans kærlighed... ham! Hun bukkede hovedet og græd endnu en gang. Sad bare med hænderne foran ansigtet og hulkede højt.

Nathan gik med stille skridt over til hende da hun havde smidt ham i søen. Satte sig ved hendes side og tog armene om hende. Alle de minder hun tænkete på og følte, gik også genem ham. Og det gjorde derfor også ham ked af det. En lille tåre gled ned af hans kind, han kom til at tænke på noget.. Hvad hvis det havde været Antrev? Han havde ikke set ham så længe.. elskede han enlig stadig Antrev? Han var i tvivl om det.. Han var meget tiltrukket af ham, og savnede ham. Men elskede han ham? Han rokkede Kiqann frem og tilbage og sad med hende i armene. Vejret var koldt og uvenligt, og en dyster stemning var over stedet. Som hadede den det der var sket. En kuldegysning gik genem ham da han kom til at tænke på hvor frygteligt det måtte havde været at være Drake i de sidste minutter..

Pludselig slog en tanke ned i ham, han hvade set Anzu i H-huset. Hvad mon hun kavde der? Fik vel tjekket sin mave.. ,,Jeg så Anzu i H-huset. Da jeg kom med dig. Du ved hende der boede sammen med Drake" sagde han stille til hende. Ved ikke hvorfor han brgate det på bane nu. Prøvede vel at få hendes tankegang væk fra Drake. Hans hår hang lidt sjasket over hans ansigt, og hans øjne var trætte.

Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men da han nævnte Anzu og at hun boede sammen med Drake blev hun endnu mere ulykkelig. Hun græd bare endnu mere da han nævnte det, men stoppede langsomt efter. Hun så på Nathan, smilede.
"Tak, for alt Nathan.. Jeg er dig virkelig taknemmelig, men.." sagde hun og tøvede, "Jeg behøver lidt tid alene". Hun kyssede ham på panden som tak og tørede hans tåre væk. Hun rejste sig og forsvandt langsomt mellem træerne. ... Ville bare væk fra den blodsø lige nu....

//OUT

Han så lidt efter hende, og sukkede. Så rejste han sig og forsvandt selv. Den modsatte vej fra hende..

//Out.

Lucia kommer langsomt gående, med et skævt smil.
Måren kommer lundtende bagefter hende, for en gangs skyld efter hende.
Hun kaster et blik ud på søen, inden hun sætter sig ved breden.
Lader langsomt sine fødder glide ned i den, og bemærker godt, at hendes fødder nu bliver blodrøde.