Der var noget magisk ved forelskelse, men det var stadig som et nederlag at Cecilio ikke kunne forelske sig i de rette personer. Altid uopnåelige folk. Det ville være så meget nemmere, hvis det var en på hans egens alder og måske gøgler. Så havde de i hvert fald en grund til at finde sammen. Lyuba var dog nok egentlig ikke en god ide, hvis hun alligevel ikke forelskede sig som sådan.
Men det var ikke ligefrem fordi han fik lov til at tænke meget over dette, da Lyuba begyndte at trække ham ind i menneske mylderet. Han nikkede kort til hende, før hun begyndte at spille på trommen. Men selvom Cecilio måske ikke var den bedste til at spille, så kunne han da deltage i dansen.
Cecilio selv lagde dog ikke mærke til hvordan der muligvis var blevet lidt koldere, nej musikken og dansen overdøvede det og han dansede ude på stenene med de andre, men det blev stoppet, da en underlig lyd kunne høres væk fra dem, et ekko af et brøl nærmest. Hvad var det? Cecilio stod lidt og kiggede sig omkring for at se hvad der var sket.