Klichéen med at alt forsvandt, så snart man var optaget af et andet menneske. Viste sig at være ganske korrekt lige nu, det eneste hun mærkede, var følelsen af hans stærke hænder. Fingre som udforskede hendes ansigt, kinder, kæbe og læber. En let sitren fulgte, da hun mærkede et træk i underlæben.
Asja glemte næsten helt, at trække vejret og opdagede det først, da hun pludselig mærkede en andens ånde. Langsomt og en smule omtåget åbnede hun øjnene, og betragtede ansigtet der pludselig var foran hende. Hun mærkede et sug i maven, noget hun ikke havde prøvet før. Og pludselig gik det op for hende, at hun var ganske okay med det som der skete nu.
Dog var der en irriterende summen, som en flue der blev ved med at sværme rundt i rummet. Hun kunne ikke helt finde ud af hvor det kom fra, og prøvede også ihærdigt at skubbe den ud af øregangen, da hun havde andre ting der var vigtigere lige nu!
,,Tror du’’ en hvisken henne ved døren blev dog mere og mere tydelig ,,Hvor nej, stop med at skubbe!’’
Asja prøvede virkelig at ignorer dem, da det gik op for hende at der var flere af dem som arbejde for hende, som der befandt sig ude foran døren. Han flyttede ikke længere selv, og hun valgte til sidst at tage det sidste initiativ. Hun nåede lige at strejfe hans læber, da der lød et knald og et pop.
,,Din dumme dværg! Jeg sagde du skulle stoppe med at skubbe!’’ en rødhåret robust manden som der endnu ikke var set før, lå indviklet i Sheile, Mattssons og en helt tredje kvindes legemer. ,,Hvis du nu bare havde givet plads til at vi andre også kunne se!’’
Asja følte hun havde en tordne sky hængene over hoved, hvor vovede de at spolerer det her for hende! Langsomt rejste hun sig op, og gik hen imod de fire mennesker der lå spraglet ud på gulvet. Og med en knurren der lå dybt i struben, som næsten kunne gøre en ulv stolt. Bøjede hun sig over dem med lynene i øjne.

,,Hvad… I himlens navn TROR I, i laver!?’’ brølede hun med sådan en kræft, der næsten ikke burde være en så lille kvinde mulig. 

Den rolige og afslappende atmosfære af stilhed begyndte at afvige let ud af rummet ved en summen. Ronugak bemærkede den først som han var stoppet op og lod hende beslutte hvad der skulle ske, hvis der overhovedet skulle ske noget. Han var ikke sikker på at han kunne høre hvad de sagde, men det kom meget pludselig. Hendes læber nåede lige akurat at strejfe hans, da døren gik op med en larmen der nærmest skar igennem hele rummet.
Halvorken løftede hovedet, der ellers havde været vendt nedad mod hende og kiggede på over hende, hen på bunken af forskellige racer, hårfarver og størrelser. Et øjenbryn skød i vejret ved synet, selvom han lige nu tog det ganske roligt.

Hvorfor de havde valgt at spionere på deres overordnede var direkte uforstående for ham, og en manglende respekt der fik hans ansigt til at falde i hårde folder.
At de havde afbrudt hvad der foregik var naturligvis en irriterende faktor, men mest af alt var det den manglende respekt de udviste deres arbejdsgiver der dulmede igennem øjnene på ham som blev smalle.
Ronugak rejste sig i sin fulde højde, der tornede over Asja, men han holdte sig bag hende, for det var hendes ansatte og hendes kamp, omend han ikke var tilfreds med opførslen.
Brølet der nåede ud af den lille spinkle krop var dog imponerende som noget kunne være. Han vidste ikke at så lille en størrelse var i stand til dette - men der var mange ting han syntes at havde lært i dag. Asja var ikke en kvinde man skulle undervurdere ej heller ville det være klogt at modsætte sig hende. Ronugak foretrak bestemt sin egen måde at være nysgerrig på fremfor deres.

Hvis hun dog bare havde sine magiske evner, så ville hun bringe naturens vrede ned over disse ulydige personer! Halvorken som havde stillet sig bag hende, ensede hun næsten ikke. Det var lige før man kunne betegne hende som, at være i flammer, så vred var hun. Og med denne vrede, og den utrolig høje mand, tog det ikke mange minutter før at en og hver person havde fået rejse sig op, undskyld noget så frygtelig. Og noget med de skulle høre om middagen skulle bringes op når den var færdig. Et ja og så et meget hårdt skrid, forlod Asjas mund.
Denne gang lukkede de dog selv døren, mens hun bare stod med lynene øjne. Hun skulle huske sig selv på, at de alle skulle have tjansen med gøre rent, de næste mange uger.

Det tog et par minutter før hun faldt til ro, og følte at hun kunne vende sig tilbage imod Ronu. Hvad skulle hun også sige til ham, de havde tydeligt være i en situation. Som på alle mulige måder, var ganske svær bare at hoppe ind igen. Men fordi hun stadig ikke havde været opmærksom på, at han også havde rejst sig. Gik hun direkte ind i ham, eller nærmere direkte ind i hans nøgne brystkasse. Hård og meget fast, brystkasse, vent hov hvad!? Hunt trådte hurtigt et skridt tilbage, og kiggede op på ham. Hun ville sige, at det måtte han undskylde, at det virkelig hellere ikke var nemt at få ansatte der respekteret disse former for privatliv. Men hun var atter fanget i et spind, hvor hun kun kunne fokusere på det som der var foran hende. 

Forhåentlig var dette en afskrækkelse for hendes noget ulydige ansatte til aldrig nogensinde at gøre det igen. Hendes vrede der kogte, efterfulgt af et robust brød som nedstirrede dem køligt, kunne bringe selv den sejeste kromutter til at bævre en smule. Han så efter dem som de fik lukket døren efter sig, inden han skiftede til at se ned på Asja der stadig stod med ryggen til ham. Kogende stadig, men med tiden dalede ned igen.
I det hun vendte sig og gik ind i ham, løftede han hænderne og lagde på hendes skuldre, sikrende at hun ikke blev sat mere ud af kurs end nødvendigt. Samtidigmed at han havde en let bekymret mine over ansigtet, der ikke længere var hårdt og køligt, men roligt og afslappet. En finger fandt vejen hen til noget hår der var sluppet fri ned over hendes ansigt ved det pludselige sammenstød og satte det tilbage om bag hendes spidse øre. "Er du okay?"

Han var som en rolig klippe, urokkelig og det var pludselig her det gik op for hende, hvorfor hun fandt ham så tiltrækkende. Hun mente, dejlig at være sammen med, nej øh, vent hvad var hun gang med at diskuterer med sig selv? Hun mærkede atter farven i kinderne brede sig, og igen var det ikke vrede, med en ukendt følelse. Som inde for de sidste minutter, blev noget ganske velkendt.

Hvad var det for en lyd? Ronugak så undrende på hende, som hun svarede ham. Der var den igen. Han løftede let et øjenbryn. Hikkede hun?
Ronugak kunne ikke lade hver med at smile, som hun gik forbi ham, målbevidt efter noget væske. Han grinede ikke, men han fandt det en god del underholdende, trods hun ikke så ud til at nyde det synderligt meget. Det var aldrig sjovt at have hikke, det var ubehageligt for ens indre, selvom Ronugak egentlig ikke lige vidste hvad der forudsagede at det skete, ej heller hvilke organer der blev irriterede. Men han huskede det godt. Det var bare så uendelig mange år siden han sidst havde haft det.¨

Han så på hende, undrende og let imponeret over at hun drak væsken nærmest grådigt. Hikke kunne komme af mange ting, og han vidste alkohol nogen gange også frembragte det. Han havde lyst til at spørge om hun var sikker, da hun sagde at hun var okay, men han ville ikke forstyrre hende.
I stedet satte han sig tilbage på gulvet i skrædderstilling og betragtede hende til hun var færdig med at drikke. "Bedre?"

Alkoholens virkning var hurtig på den lille kvinde, som begyndte at svaje ganske let og smile fjoget. Hendes berusethed kom også ganske pænt til udtryk som hun skøjtede afsted, for at miste fodfæstet og falde mod ham. Instinktivt greb han ud efter hende, så hun i det mindste ikke faldte længere end hans skød, hvor han kunne kigge ned på hende med et smil.
Hun var ikke en kvinde der kunne holde sin alkohol særlig godt, men han kunne lide at være sammen med hende.

Dog bragte hendes næste bevægelser med at han kom rømmede sig ganske kort, ganske klart i tvivl om at han lige nu faktisk foretrak at hun bare blev siddende. Stille. Den generelle tiltrækning han havde til det finurlige væsen havde han været klar over hele tiden. Hun var anderledes på en god måde, og selv efter at hun var blevet fuld og havde udvist nogle lidt sælsomme opførsler, syntes han stadig at hun var rart bekendtskab. Men fra det til en fysisk reaktion der direkte afslørede ting om ham, var en helt anden sag. Da hun opgav, lagde han sin anden arm hen over hendes skød, hvilende, mens den anden støttede hendes ryg. Hun vejede noget nært ingenting i forhold til hvad han før havde været nødt til at flytte rundt på, og han skulle så absolut ikke klage over situationen. Han smilede ganske let og roligt til hende, som han så ned på hende stadig med hovedet let på skrå. Armen der hvilede over hende, flyttede position igen, til at han kunne køre sin finger ned af hendes kind endnu engang. Stadig dybt fascineret og nysgerrig. Denne gang tillod han blodt fingere at følge længere. Ned af kinden, kæbelinjen, hagen, til ned af den lyse hud, stadig mærkede blødheden som fortsatte selv efter ansigtet til halsen, givende ham en ide om at resten af kroppen var ligedan.

Berøringerne var blideog anderledes. Hendes fingre der strejfede over hans krop, rammende et ar han egentlig selv havde glemt var der, til de bevægede sig op til hans kæbeparti. En bevægelse han tog som en indbydelse til at bevæge sig nærmere hende, tilbage mod læberne der kun lige havde strejfet dengang, men stadig efterladt et spor i hans erindring. Han ønskede ikke at det kun skulle være en enkelt berøring, og så fik han aldrig nogensinde lov at mærke det igen. Men han var stadig undersøgende, usikker på hvad han kunne tillade sig at gøre. Ikke så meget fordi hun var hans arbejdsgiver og dermed et område han burde tage afstand til for deres begges skyld. Den del var han ligeglad med. Asja var fuld, meget endda og det vidste han godt. Han vidste at mange af hans artsfæller tog hvor de kunne og gjorde præcis hvad der passede dem, men han ville ikke gøre det sådan. Måske det var menneskegenet. Men han ville ikke udnytte hende, ikke presse hende ud i noget hun ikke selv ville, selvom han havde lyst til at gøre det. Det var derfor hendes valg om hun ville komme det sidste stykke tæt på, ligesom sidst.

Der var lidt forskel på hvad hans hoved sagde og hvad hans krop bød ham. Hånden der rørte ved hendes hals fortsatte med blide bevægelser at udforske, længere ned af halsen, mærkede varmen fra hendes krop mod hans rug fingre. Hans fingre fortsatte kun i områderne hvor hendes tøj ikke dækkede hende, i hvert fald for nu.

Som han havde regnet med eller måske bare håbet, tog Asja intiativet videre. Nemlig at deres læber rørte hinanden, og denne gang i mere end blot et sekund og mere end blot en strejfning. Det var nyt og anderledes. Hendes læber var bløde og rare mod hans, en følelse han ikke havde haft før. Det var ikke fordi Ronugak aldrig havde kysset en anden person før, for det havde han, men det havde mere været et vilddyr af lyst der skulle slippes løs for at få opfyldt biologiske behov. Dette var først blidt, roligt og bare rart at prøve. Som hans krop begyndte at registerer hvad der foregik, blev hans kys lidt mere krævende, søgende efter at være tættere på hende. Det var også derfor at armen der havde støttet hendes ryg pressede lidt mere, så hun kom ham tættere, samtidigmed at hun selv udgjorde en del af arbejdet ved at ligge sine arme omkring nakken på ham.

Hans hænder skiftede positions til at glide ned af sidderne på hende til han fik fat om hendes hofte, hvor han nemt som ingenting kunne løfte hende opad, uden at afbryde den kontakt han havde med hendes læber. Med et tag om hendes ben, fik han det ført over på den anden side, så hendes ben var omkring ham, inden han satte hende tilbage igen. Den ene hånd gled ind under skjorten, der stadig var våd efter øl episoden, og mærkede igen den bløde hud mod hans fingre, denne gang ved hoften og maven.

Ronugak bemærkede hendes reaktion, samt det der var tydeligt anderledes ved dem end han før havde bemærket. At hendes mave trak sig ind da han rørte ved den, samt det føles som om hun gav en svag sitren fra sig da det skete. Han bemærkede dog ikke at hårerne rejste sig på andre steder af hendes krop, da hans øjne var lukkede indtil hun afbrød kysset. Han betragtede hendes ansigt, hvordan hendes øjne var ufokuserede og hvordan hun rørte ved hans ansigt.
Det hele var prøvende, blidt og roligt - en forandring han kunne vende sig til.

Som hun udforskede gjorde han det samme. Han kunne dufte hende som hun var så tæt på ad ham. Det var en behagelig duft, den var sød men alligevel anderledes end noget han havde duftet før. Det var hendes helt egen duft som hang omkring ham, indhyldende ham.
Hænderne ved hendes hofte gled op af den nøgne ryg med hans tommelfingre strejfende hendes ribben, under skjorten, mærkende hendes form tydeligt under fingrene, samt blødheden og at hun stadig havde nogle kuldegysninger. Han overvejede om nogen nogensinde havde rørt hende på den måde før. Hans hænder var kærtegnende og udforskende, uden at være for voldsomme eller vilde. Det var blide træk med al tålmodighed i verden.

Heldigvis for ham, kunne han både se og mærke at hun nød det, selvom det måske ikke var noget hun var vant til. Det opfordrede ham i hvert fald til at fortsætte hans berøring og udforskning af hendes hud og krop. Han havde ikke lyst til at stoppe, men derimod fortsætte til hver eneste afkrog han kunne komme til.

Til trods for at han fik følelsen af at hun ikke havde prøvet noget lignende før, gik hun alligevel på opdagelse og lod sig selv afprøve ting. Det var behageligt og han mærkede at han begyndte at smile af det. Den tirrende måde hun markerede sig ned af hans brystkasse gjorde hans åndedræt en anelse tungere og en gnist i hans øjne. Han førte hænderne ned af hendes hud igen, fik fat i skjorten og begyndte at trække den op med hendes tilladelse, til at fjerne den. Såfremt hun naturligvis gav lov. Under alle omstændigheder tog han derefter ganske blidt fat i hendes bløde glatte hår og førte hendes hoved tilbage, blottende hendes hals. Han lod sine læber blidt berøre hendes kæbelinje, og fortsætte ned af halsen som han kyssede og ganske blidt nappede til, markerende sin vej ned, alt imens den anden hånd lå trygt mod hendes ryg.

I Ronugaks verden havde hun intet at være forlegen over. Sandt hun var ikke lige så porpotioneret som nogle andre kvinder, men det var ligemeget. For han nød synet af det han så. Mærkningerne på hendes krop, tolkede han naturligt som værende tattoveringer, og de var spændende. Han udforskede dem også kort, sammen med resten af hendes krop, inden han kom til halsen som han kærtegnede.
Hånden der havde været medvirkende til at få fjernet hendes skjorte, fandt vejen tilbage til hendes mave. Her kørte den op, blidt og roligt, til den nåede til hendes bryst. Han var blid og rolig som han lod sin hånd udforske, mens den anden lå på hendes lænd, hjælpende hende til at trygge sig længere ind mod ham.
Det var tydeligt at mærke i hans bevægelser, hans mærkninger med sine læber og hånden der holdte hendes mod sig, at han havde alt den tid i verden der var nødvendig, til at udforske og fortsætet med at høre lydende der løb over hendes læber ved hver berøring.

Ronugaks hånd fulgte hendes rygs bevægelser, mærkede hendes lange hår glide ned over sig såvel som resten af hendes nøgne ryg. Hans læber slap sin position ved hendes hals og kraveben for frivilligt at vende tilbage til hendes mund, og mærke at hun var blevet en smule mere krævende og ivrig.
Med et tag rundt om hendes hofte fik han hende vendt væk fra bordet, og langsomt med forsigtighed lagt hende ned imod gulvet, mens han selv fulgte efter, uden af afbryde kysset på noget tidspunkt.

Han hvilede sin egen vægt på sine ben og den ene hånd der var placeret på gulvet. Den anden hånd som havde langt om hendes lænd blev ført op. Glidende over hendes krop kærtegnende, men med lidt mere kraft. Hans læber slap hendes, for i stedet at glide ned af hende, ned af halsen med en blanding af blidhed og mere hårdhed på en gang. Mere krævende efter hendes hud. Han fortsatte ned af hendes kraveben, fortsættende til hendes bryst, hvor han gik på opdagelse med mund og tunge. Han kunne smage hende, smage de lette svedperler der var blevet dannet, som en respons på varmen i rummet, og den varme de dannede mod hinanden.