Under al snavset og trætheden, var Beon stadig pæn for en menneskemand. Ikke på den der muskuløse, flotte måde, hun foretrak orkhannerne, men der havde altid været noget charmerende ved englefjæset. Ikke, at det var noget, hun rigtig ville indrømme over for nogen. 
Hun gnaskede sit stykke tørret kød færdigt, mens han talte. Rejserationer var aldrig særlig spændende, men det var ikke fordi maden hjemme på Kzar Dûn var meget bedre. Dæmonriget var ikke ligefrem frugtbart, og orkerne gik allerede og mumlede om manglen på frisk kød. Det ville blive godt, når de kunne blive sendt i kamp igen.

Et lille grin gled over hendes ansigt. "Det tror jeg ikke, at han har. Der er altid interne stridigheder, når det gælder orker .. også i klanen alene. Hjælper heller ikke, at de ikke har haft nogen at slå på siden krigen.." Orker var et brutalt folkefærd, og de havde det nu engang bedst, når de havde mulighed for at sende et solidt økseslag ned i hovedet på en fjende. Asha havde det ikke altid helt på samme måde, men hun følte det, når kamprusen greb hende. 
"Ser dog ud til, at orkerne må vente. Lige nu har jeg en anden fisk .. eller rette sagt fugl .. der skal bringes hjem" Tilføjede hun muntert, idet hun strakte de stølveklædter fødder frem mod bålets varme.

Beon kunne ikke undgå at komme med et let kluklatter og rystede på hovedet. "Nej, det har der vel ikke været meget mulighed for." Beon var virkelig ikke sikker på om han skulle sige desværre. Det var en nået primitiv levestil, og lysten til at slås havde aldrig rigtig faldt ham ind. På ingen mulig måde - med mindre man talte verbale slagsmål med, men det gjorde orker sjældent. For ikke at sige, at de nok ikke regnede ord for synderligt meget hvis det blev koblet sammen med slås. "Men han kender værdien i at have jer på sin side alligevel" det var bestemt en fordel. Specielt hvis man som Mørkets lord måtte have en eller anden plan om at begå krig før eller siden.
Beom smilede, og så drillende på hende. "Fuglen er meget taknemmelig" han kunne virkelig ikke lade være med at grine. Et eller andet sted, følte Beon også at hun var modig for at udsætte den mission hun blev tildelt, for at følge ham hjem. Så igen. Den hjemvendte spion der var kommet inden for lysets rækker. Tanken var ikke behagelig for ham at tænke tilbage på. "Meget taknemmelig for at det var dig der fandt ham" Han smilede roligt og mærkede søvnen tage til, som maden var faldt ned i maven. Han lænede hovedet tilbage mod klippevæggen og kæmpede med at holde sine øjenlåg oppe.

Asha nikkede. Der var ingen tvivl om, at orker var dygtige krigere, og hvad de måske manglede i militærdiciplin, gjorde de op for i råstyrke og kampgejst. At Lyset i så mange år havde forsøgt at begrænse orkklanernes områder, hvis ikke udslette dem fuldstændigt, gjorde det blot mere fristende for orkerne at slutte sig til Mørket. 

Hun var færdig med at spise og fik placeret sig lidt mere behageligt med oppakningen i ryggen. Det var rart at se det gode gamle drillende blik i Beons øjne igen, noget hun havde savnet mere, end hun havde ville indrømme i den tid, hvor hun havde været gal over, at han var stukket af.
"God fugl.." Sagde hun med en lille latter, hvorefter hun tilføjede, noget lavere: "Det er virkelig godt at have dig tilbage igen." Hun kunne se, at han var tæt på at være helt faldet i søvn, og selv om underlaget næppe var det mest behagelige, var det vigtigste først og fremmest, at han fik hvilet, før de rejste videre til Kzar Dûn. 

... /Tænker vi slutter den her? 

Beon fastholdte sit blik på hende så længe som muligt. Han havde ikke regnet med at han kunne savne noget i mørket hær, ikke så meget som han havde savnet halvorken der sad foran ham og gjorde sig færdig med at spise. Han havde aldrig rigtig tilkoblet sig nogen bekendtskaber af større betydning, og det var sådan han havde foretrukket det meste af tiden. Mange af dem i hæren havde ingen dybere indstilling eller følelsesregister. Asha havde været anderledes.

Beon fik en trækning i siden af sin læbe, anslaget til et smil, men hans øjne faldte i inden musklen blev færdig. Han hadve kun svagt hørt hvad hun sidst havde sagt, men den lavmælte stemme havde været nok til at hans muskler slappede helt af og han faldte i søvn. En rolig søvn, for første gang i mange mange måneder!

//out