Belphegor så bare til som Luxuria sank sammen på ham. Hun græd stadig, fornemmede han, men det var ikke noget han ville blande sig i. Hvor han var "bare" blevet skamridt på to planer, havde det tydeligvis været en langt mere chokerende oplevelse for den begærlige, begærbare dæmoninde. Så hvor han ikke ligefrem gjorde noget for at trøste hende, vippede han hende heller ikke af. Han lå og lod ligge. Hans venstre hånd lod dog ikke til at være indforstået med hele neutralitetsbegrebet og til sin milde forbløffelse tog Belphegor sig selv i at ligge og stryge hendes nøgne ryg. Han rynkede brynene en anelse, men orkede ikke stoppe.
"Hm..?" Han så på hende med fuldkommen med sine kolde, mørke øjne der ikke afslørede den mindste reaktion på hendes lave bøn. Igen, sympati.. Ikke lige ham. Der var nogle der havde set på hans effektivt og sagt "Se hvordan dovenskab og flid er to sider af samme mønt" men selv hvis det var gældende var han stadig ikke Invidia og han var ikke venlig. Uden et ord rakte han op og placerede to fingre på hendes pande.
Og vækkede hende til deres kroppe i cirka samme position på skibets vuggende brædder. Belphegors øjne var halvåbne og det smil der lidt havde været en konstant i drømmen var intet sted at se, men der var alligevel noget.. anderledes i hans øjne.

Følelsen af hånden der lige så stille strøg hende hen over ryggen, var behagelig. Men alligevel så ubehagelig at det fik huden til at brande og prikke ubehageligt. Det var som om at hendes krop bekæmpede alt der foregik, intet kunne hjælpe på den følelse der nærmest åd den lyst dæmonien.

Derfor var det en lettelse da hun atter vågnede op i hendes egen krop, tilbage med de sorte lokker der hang rundt omkring hendes ansigt, efter at have revet sig løs fra knolden der før havde siddet på hendes hoved. Hun fugtede af vane hendes læber, mens hun betragtede manden under hende. Nej, nej, nej nej!

Hun kunne ikke se på ham, hun løftede sig fra ham, sådan så benene næsten forsvandt under hende. Det var kun lige med nød og næppe at hun forholde sig stående. Tårende havde fulgt hende fra drømmen, mens en æder forlod hendes læber, greb hun den smule tøj der stadig var mulig at tage på og hæv over hoved. Der forlod hun ham så, alene, til hans søvn. Mens hun, blev efterladt til sig selv, og en krop der føltes som om at den var ved at splitte sig selv inde fra.