Det var nu ikke kun så meget til at Bane rendte rundt uden overtrøje hele tiden, og derved viste godt ud af sagerne. men også at han udfordrende og tirrerne fortsatte med at køre fingrene over hendes hud og skubbe stropperne til kjolen væk. Hun var trods alt stadig fremmet! relativt.
Dandelion holdte stadig fast i, at selv hvis han havde tænkt sig at slå hende ihjel, ville hun ikke gemme sig som en forskræmt mus. Hun var ikke nogen lille ting som kunne knækkes nemt som ingenting. Nok var hun rent fysisk en lille størrelse, men hendes sjæl var som ren ild. Og Ild, har et liv der er helt og aldeles deres eget. Utilregnelige, fyrige og udfordrende. Fik de et lille pust af ilt, så tog det til. Lige nu, var den fyrige del vågnet og den blev forstræket af den mand som sad op af klippevæggen og ikke var tøvende med at tirre hende til det.
Dandelion holdte hovedet let på skrå, mens det ene øre stod lige op og det andet havde lagt sig ned over det fyldige røde hår. "
Uskyld?" Dandelion var ikke sikker på hvad menneskets udtryk for uskyldsren var. Men Dandelion måtte se i øjnene at det var hvad hun var. I hvert fald i halvdyrernes øjne, men det var aldrig noget hun havde tænkt over, eller var forventet af hende. Dandelion vidste dog ikke at det var hvad hun udtrykte, eller havde tænkt vitterligt over at var udtrykket hun gav. "
Bane? Der er ingen der ved at jeg kender dig, og jeg siger intet til nogen.. Ved godt det lyder mere som et forsøg på at komme helskinnet herfra, men du kan stole på mig. For ærligt, hvem ville forvente at en som jeg, kendte en som dig?" folk kunne overraske. Sådan var det altid, men pointen var, at ud fra hvad Bane selv havde fortalt, så ville enhver tvivle på at han havde ladet en leve med den viden som hun efterhånden havde. Dertil, så kom Dandelion aldrig rigtig tæt på samfundets midte blandt mennesker. Hun så sig helst fritaget fra deres måde at leve på, og holdte af at være ude i naturen uden politiske indgreb.
Dandelion lod sig fordybe ind igen, som hun mærkede hvordan skinkjolen blev løftet op af hendes mave og fortsatte. Hun vidste at dette var hendes kald. Løftede hun ikke sine arme kom kjolen ikke videre, men hvorfor stoppe? Hun nød det og havde ikke lyst til at det skulle holde op. Dandelion var vokset op med at nydelse ikke var nogen synd, ligemeget hvad form den kom i, og dette var hvad hun ville sætte i den kategori. Så til trods for utal af advarsler som stadig styrtede rundt i hendes hovedet, løftede hun armene og lod kjolen bane sig vej over hendes hovede, som hun rystede let bagefter for at få det lange hår til at falde på plads. Kort havde hun været nød til at slippe hans læber, for at kjolen kunne komme over, men der gik ikke lang tid før hun var tilbage igen. Hun havde gjort sig op med de utal af tanker som løb rundt, og alt i alt gjorde det ikke den store forskel om Bane begyndte at læse dem nu. Selvom hun mærkede hans stemme fortælle at han ikke gjorde.