At han havde det helt fint, troede hun dog ikke helt fuldt og fast på. Men hun gik alligevel videre for at finde et sted hvor der i det mindste bare var en lille smule ly. Hun fulgte roligt med ham, som hun var kommet tilbage efter ham, for at vise at hun i hvert fald havde fundet bare et eller andet.

Miranda kiggede ned af sig selv, og havde et svagt øjeblik, glemt alt om pilen. Hun havde knækket det meste af træet af, så hun nemmere kunne bevæge sig rundt med den, men den skulle naturligvis ud før eller siden. Hun kiggede dog på ham med et hævet øjenbryn og skævt smil, da han sagde at hun skulle tage noget af tøjet af. Det var egentlig forsvarligt nok at hun skulle gøre det, men hun kunne alligevel ikke lade hver med at more sig lidt over det. Hun tog overdelen af hen over hovedet, sørgende for at hun ikke ramte pilen mere end højest nødvendigt, og stod tilbage i det korte trøjelignende klæde hun havde under. Det lignede mest af alt en t-shirt med v-udskæring, selvom den naturligvis var mere gammeldags, og også en smule slidt. Hun løftede lidt op i den, således hendes mave, og derved pilen og såret blev synligt. ”Det kan vi da trøste os med i det mindste.” svarede hun tilbage til at de overlevede. Der skulle nok mere til at slå en vampyr og varulv ihjel. Underlig blanding var de egentlig. At de to racer stod her overfor hinanden og faktisk ikke forsøgte at slå hinanden ihjel. Mærkværdigt.

”Det tænker du nu, men er du sikker på du tænker det i morgen?” spurgte hun med hovedet spørgende på skrå. Det burde egentlig ikke genere hende at han måske ikke havde det på samme måde i morgen, og ville vågne op og finde ud af hvad han egentlig havde gang i. Men det generede hende! Nok havde de kun kendt hinanden meget kort tid, og der var mange spørgsmål og hvad nu vis i luften. Men han havde trods alt ret i at man skulle gribe chancer i livet, for rent faktisk at føle man levede. ”Jeg er ikke den nemmeste person at enes med.” indrømmede hun blankt. Hun var hidsig, temperamentsfuld og generelt dårlig til at lade andre komme tæt på hende. Men man vidste aldrig om det rent faktisk kunne ændre sig bare en smule.

”Oho.. Almindelige varulve bliver sure.. Jeg bliver direkte modbydelig.” tilføjede hun og blinkede til ham, som hun havde rettet opmærksomheden mod snitsåret på hendes arm. Det var ikke særlig dybt, og ville heldigvis snart være væk igen. Men varulve var frygtelige væsner når de var forvandlet. Ude af stand til at kende nogen eller noget eller til at styre deres egne gerninger. Intet under at mange af dem ikke kunne lide fuldmånens skær.

Et lille smil kom frem på hans læber ikke bare et normalt smil men et tilfreds smil ide hun tog tøjet af, han betragtede længe være en form hendes krop havde. dog var han nød til at svare hende, så han kiggede på hende " jeg ved ikke hvad du tror om mig, eller om du tror jeg ikke ved noget om varulve før det gør jeg, og jeg er på ingen måde bange eller noget når du forvandles, jeg ved at når du forvandles, vil vi nok være lige stærke, så det hele skal nok gå der. sagde han bestem, han vidste hvad han gik ind til ved hende, og han gjorde det gerne også selvom det skulle koste ham nogle skræmmer. " og for det andet bare fordi man ikke kan blive klog på dig betyder det ikke det hele er håbløst, for tror du selv du kan blive klog på mig " sagde han med blink i øjet.

Toretto rejste sig op og gik hen imod hende han stoppede op lige foran hende sådan han brystkasse næsten rørte hendes, han kiggede hende i øjne " hvad er du så bange for røde " sagde han og lagde hans hånd på hendes kind og kørte hånden stille og blidt ned af hendes kind. " det kan ikke være mig du er bange for, og ligefrem modbydlig kan du blive, jamen det helt fint med mig " sagde han igen og smilede.
modbydlig var et godt ord i hans øre, altså selvom han var kærlig overfor hende måtte man ikke glemme toretto er en ond og ondskabsfuld vampyr ikke en god vampyr, alle negative ord bliver til positive ord i hans hovede.

Han stod længe og kiggede hende i øjne, han førte hånden ned langs hende siden på og hen til pilen, hans blik vilede igen i hendes " dette vil gør lidt ondt " sagde han og kyssede hende blidt, hvor efter han hev hendes pil ud, hvor efter han slippede kysset og så på hende. han vidste hverken om hun vil slå ham fordi han gjorde det eller hun bare vil smile.

Miranda var rimelig rolig, for ikke at sige direkte kold over at nogen skulle se hendes krop. Hun havde dog stadig noget over sig, bare mindre end før, således at det var nemmere at komme til sårerne. Hun havde intet at skamme sig over eller skjule omkring sin krop. Ikke hvis hun da selv skulle sige det.
Hun hævede let et øjenbryn. ”hvor megen erfaring har du med varulve på fuldmånenatten?” spurgte hun lettere skeptisk. For alt hvad hun vidste, eller så lidt som hun vidste, kunne han jo være flere tusind år gammel og vide mere eller mindre alt hvad der var at vide om varulve, og havde mødt nogle stykker af dem, når fuldmånen stod højt på nattehimlen. ”Nej, det regnede jeg ikke med. Du har allerede forvirret mig mere end rigeligt.” tilføjede hun drilsk og blinkede til ham. For det var skam sandheden, at hun var blevet noget så forvirret! Hun havde ikke set drejningen komme, og slet ikke forventet at det var sådan her, som det til sidst ville ende ud. Men hey, hun skulle da heller ikke brokke sig! Hun var ikke ligefrem det man kalder utilfreds.

”hvem siger at jeg er bange for noget?” tilføjede hun og satte hovedet på skrå. Miranda var ikke overmenneskelig! Hun var ligesom alle andre bange for forskellige ting! Sølv eksempelvis. Men det var kommet med tiden, fordi det i hendes forbandede tilstand, er vanvittig giftigt for hende. Det er ikke så rart at brænde når man røre ved materialet! Men det var en af minusserne ved at blive varulv. En af mange.

Miranda lod kort sit blik falde, for at se hvor hans hånd førte hen, og trak vejret lidt dybere, for at forbedrede sig. Han behøvede ikke fortælle hende at det kom til at gøre ondt. Så langt inde den sad, var det ikke ligefrem en mulighed at det kom til at foregå smertefrit. Hun løftede blikket som han talte og blev grebet off guard da han kyssede hende. En meget misfornøjet lyd undslap hende dog, da pilen blev trukket ud og hendes hånd løftede sig automatisk. Hun slog ham dog ikke, men tog meget godt fat i hans trøje. Derefter lod hun sit hoved falde ind mod hans skulder. ”Lidt ondt… LIDT!” kom der knurrende fra hende, som hun trak vejret hurtigt og pressede øjnene sammen. Blodet begyndte at løbe fra såret lidt mere ivrigt, nu det fik plads, men det var faktisk også meget befriende, ikke længere at havde pilen til at side der. Selvom det lige nu dunkede af smerte.

Toretto smilede blot og holde om hende da hun lagde sit hoved ind til ham, kunne denne virkelighed virkelig passe stod han her og holde om en varulv, en fjende der havde været fjender med vampyr i mange år, om det var sandt eller aj nød han det og han ville ikke bytte hende ud med noget andet væsen på jorden. " jeg har ikke erfaring med fuldmåne er jo ikke en varulv " sagde han drilsk " men jeg ved hvor sur og stærke i bliver i de første 30 min af når i har forvandlet, og ved det ikke er alle varulve der kan kende dem de holder af, er det forkert eller er det rigtigt " sagde han bestemt.

han tog fat om hendes hofter og fjernede hendes krop lidt ud sådan han kunne se på hende " har jeg forvirret dig? altså du har forvirret mig på ligeså meget en måde som jeg har med dig ". han smilede endnu engang da hun sagde hun ikke var bange for noget, han hævede hans ene øjenbryn " er du helt sikker på det, for lige nu virke det til du ikke rigtig tror på dette, men hører her " sagde han og tog hans ene hånd op på hendes kind og rykkede sig tættere på hendes hoved " jeg smutter ud og henter noget træ så vi kan få stoppet din blødning og få brændt det sår sammen, og imens jeg er væk kan du tænke over hvad du selv vil have der skal ske med dette, jeg er kun væk i 5 min så det er den tid du har, så hvis du ikke vil noget af dette så kan du være væk når jeg kommer tilbage, og jeg skal nok lade være med at opspore dig." sagde han med et smil på læben ikke fordi han ikke mente det men, blot fordi han var sådan, og det var på ingen måde fordi han ikke ville hende men han følte måske lidt at han ikke havde givet hende et valg.

Toretto kyssede hende blidt på munden for hvis hun forsvandt så havde han i det mindste fået kysset hende farvel, han vende sig om og trak hatten ned over hovedet og forsvandt i en fart.

Miranda trak let i mundvigen, til noget der lignede antagelsen til et smil. Det var dog ikke så synligt, da hun stadig stod med hovedet op af hans skulder. De første 30 min var altid de værste. Grundet til de var så sure eller vrede og ikke mindst stærke, var fordi det gjorde allerhelvedes ondt der! Samt at adrenalinen pumpede rundt i kroppen og ens hjerne føltes at slå fra. Miranda kunne efterhånden huske hvad hun havde lavet på fuldmånenatten, men alt derudover, som at kontrollere sine handlinger ud fra meninger og tænke det hele igennem, var det man kalder en direkte umulighed! Hun havde været varulv i næsten 15 år efterhånden, og det stadie til at kunne kontrollere sin egen galskab, var hun end ikke nået til endnu. ”Det er de færreste som kan skeldne mellem ven og fjende, samt rigtig og forkert.” svarede hun roligt og rettede sig lidt bedre op igen, som smerten begyndte at falme let. ”Vi bliver rent ud sagt, til vilde dyr” svarede hun mens hun trak svagt på skulderne. Hun havde affundet sig med det, selvom det stadig ikke var behageligt. Men man måtte lærer at leve med den del af sig selv.

Miranda løftede let et øjenbryn og smilede skævt. I de mindste havde de da forvirret hinanden. Godt de var enige om den sag, så det kunne hun var den ene part der var møgforvirret over situationen. Og med Mirandas omvandrende manglende held, så ville hun ikke betvivle at hun nemt kunne havde været den eneste forvirrede part. Hun sagde dog ikke noget, men lod ham blot tale færdig, uden rigtig at lade komme nogle ansigtstræk trænge igennem. Ganske normalt for Miranda, blot at se rimelig rolig og neutral ud i sine træk. Miranda kiggede efter ham som han forsvandt væk fra hende. Og så tog alle tankerne tilløb, og hun mærkede hvordan hun blev restløs som en løve i bur.

Miranda begyndte at vandre frem og tilbage for sig selv og mentalt diskutere højlydt med sig selv. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra det ene til det andet, nærmest som om, at alle tanker i hele verden løb igennem hendes hoved. Hvilket der også mere eller mindre gjorde.
En af de sidste tanker, forholdte sig til, at hun vidste hun ikke kunne blive i dette område for længe. Ikke på grund af Toretto, men grundet at hun skulle nå hen til klippehulen, inden fuldmånen rejste sig. Ellers ville hun være ude i det fri og der var der større sandsynlighed for at hun kom i problemer, eller gav sig i krig med at slagte folk. Det var virkelig følelsesmæssig stress, og der begyndte at vokse iskrystaller frem på græsset hvor hun betrådte det, voksende ud fra hende nærmest og blev efterladt tilbage, når hun tog det næste skridt. Selv hendes ånde begyndte at udvise at der var ved at være godt køligt omkring hende. Hun satte sig ned på en stor sten med et dybt suk, som var tydelig i den kolde atmosfære der befandt sig omkring hende. Hun holdte roligt sin hånd hen over såret, der stadig blødte, og forsøgte at holde noget af blodet tilbage, mens hun tænkte som en gal.