Han trak let på skuldrene. '' Det nærmeste ville være at hviske hende alvorlige nyheder i ørerne hvis der skulle være indtrængende eller ligende under et eller andet gudsjammerligt kedeligt møde. '' Han smilede skævt da hendes pelsede ører blev til mere normale elverører. Smilet stivnede dog og blev forandret til et mere alvorligt udtryk under hendes spørgsmål. '' Mankoi lle+ '' Han løsnede sit greb om hende inden han satte sig ned, lænende op af træet, indikerede med en let bevægelse at hun skulle sætte sig ved siden af ham.

Han ventede tålmodigt på at hun havde sat sig til rette inden han tog hendes hænder og satte sig overfor hende, seende hende alvorligt ind i øjnene. '' Ithilwen. Jeg har kendt dig siden barnsben. Da vi var små legede vi sammen, det gjorde vi også da vi var teenagere, Vi kom under hver vores form for træning og så mindre til hinanden...Og for hver gang jeg så dig og mødte dig, så jeg en udvikling, en kvinde.. Jeg ve dikke helt hvordan jeg skalforklare det men mine følelser blev vidst til mere end bare venskab som tiden den gik. Jegforsøgte at ignorere det... Det havde jeg vidst gjort i for lang tid hvis vi skal tænke over hvordan det nær var ved at ende i Sølvfloden. ''
Han rødmede og så kort væk, inden han rømmede sig igen og fortsatte, stadig med øjnene mødende hendes. '' Du har udviklet dig til en fantastisk kvinde, jeg elsker din personlighed, selv hvis den for nogen kan virke for rebelsk og stædig, dit hår i solens varme stråler, dine øjne når de funkler som nattens stjerner. Det gør ondt i mig at se dig når du har det dårligt, jeg vil være der for dig og støtte dig, og holde om dig og sige alt vil være godt, forsøge at hjælpe dig hvad end jeg kan. Din latter kan gøre en trist dag fuldstændigt fantastisk, bare at være nær dig og kunne mærke dig, lugte dig. Det giver mig lyst til at holde dig tæt ind til mig og sige at du er min og ingen andens.. Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden dig Wen. ''
Hans hånd var røget op og pille ved hendes hår selvom det egentligt sad som det skulle. '' Bare tanken om at du skulle ende med en anden mand får det til at vende sig i mig... Jeg ved ikke om du har det på samme måde dog. ''
Først nu afbrød han deres øjenkontakt, skævede usikkert til siden. Hvad nu hvis hun overhovedet ikke følte det på samme måde+ Hvad nu hvis hun rent faktisk havde en anden elver i kikkerten, en der ikke var ham+ Så ville den her samtale og situation pludselig blive pænt meget mere pinlig og akavet, det kunne han godt fornemme.

”Oh det ville da også gøre hende helt vild i varmen.” grinede hun lidt af samtalen, og kunne levende ikke forestille sig det. Hun anede ikke hvad der ville bringe deres leder i det lune, og hun havde sandelig heller ingen planer om at finde ud af det! Hun havde en svag idé om at Toorah slet ikke nærmede sig området kærlighed. Ud fra hvad Ithilwen var det ikke et tegn på svaghed at havde den hos sig, men stadig noget der kunne skade hende, hvis andre, som fjender, fandt ud af det. Ikke en særlig rar følelse eller viden at havde.

Nervøsiteten gnavede mere, som hans udtryk blev mere alvorligt, og hun sagde ikke en lyd. Meget unormalt, når det galte Wen, men Rho kendte hende godt nok til at vide, at det var fordi hun følte sig nervøs, og det var så alvorligt et emne at hun ikke kunne gemme hendes sårbare side bag komik. Hendes ben føltes som gelé som hun satte sig ned på begge sine knæ, med hænderne løst i sit skød. Hun havde i øjeblikket svært ved at tvinge sig selv til at løfte blikket og møde hans. Hun vidste ikke hvorfor. Men så snart han tog fat i hendes hænder, løftede hun hovedet og mødte hans øjne, som hun holdte vejret.
Han havde også forsøgt at ignorere det, eller i hvert fald jage det på flugt, ligesom Wen havde gjort. Et sted, fik det hende faktisk til at falde mere til ro indeni sig selv, selvom det hurtigt blev forstyrret af den pludselige blussen op i rødmen, over nævnelsen af sølvfloden. Den dag havde hun taget det meste af det, ganske roligt, indtil de var nærmet sig grænsen så meget, at hun nærmest var i krig med sig selv. Hendes underbevisthed var udmærket klar over hvad den ville havde gjort den dag, hvorimod hendes bevidsthed forsøgte at bremse hende, som den evig og altid havde gjort.
Rødmen blev dog ikke mindre, som han fortalte og forklarede hvorfor det lige netop var hende han ville være sammen med. Hvad der gjorde hendes speciel for ham. Og jo mere han talte, jo mere liv og glæde kom der i hendes øjne, og smilet voksede også frem. ”Jeg vil slet ikke havde andre end dig. Du er den person der kender mig bedst, den som altid har støttet mig og været der. Du har aldrig vendt ryggen til, når jeg har dummet mig. Hvilket jeg efterhånden har gjort mange gange.” pointerede hun og mærkede hans flakken med øjnene. Hun lagde blidt en hånd på hans kind og drejede hans hoved tilbage mod hende, for at møde hans blik. ”Du giver mig en følelse, jeg aldrig før har haft, eller troede var mulig at få. Jeg savner dig så snart du går et par meter væk fra mig, selvom man ikke kan se det. Jeg håber altid på, at der kommer en undskyldning op, for at jeg kan komme tættere på dig. Mærke dig, holde om dig, eller bare få lov at lugte at du er i nærheden. Og tanken om.. tanken om at du ikke var sammen med mig, men en anden.. Så ved jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre.” aldrig før havde hun indrømmet så meget på en gang, og hendes hjerte hamrede afsted, som løb hun et maraton. ”Gerich veleth nîn, Rho”

'' Hvis du med vild i varmen mener at hun ville blive temmelig knotten , så tror jeg at du har ret. '' Lo han tilbage. Godt nok nærede han stor respekt og kærlighed for sin leder, men han nægtede at ville se hende nøgen eller på nogen måde seksuelt opstemt. Hvis en sådan situation nogensinde skulle ske ville han egentligt hellere dø på stedet, det ville være alt for pinligt, på trods af at han var vant til at se nøgne elverkvinder i de varme kilder, men de var jo heller ikke selve lederen.

Han rystede tanken fra sig, og rødmede til gengæld selv under Wens rødmen. Tøvende mødte hans øjne hendes som hun forklarede sig, og en lettelse synes at flyde gennem hans krop, hvis ikke han vidste bedre ville han næsten tro at han fløj. Han lagde endnu engang armene om hende mens han smilede varmt. '' Vi komplimenterer hinanden.. '' Lød det dæmpet som han trak hende ind til sig, ville bare nyde hendes nærvær og duft, så kunne alt andet være lige meget. Så længe de to var sammen.

Ithilwen kunne ikke lade hver med at grine lidt af hans udtalelse. Toorah havde en tendens til at blive temmelig knotten engang imellem. Nogle gange med god nok ret til det! Andre gange, var det måske overildet nok. Men Wen havde absolut ingen planer om at tænke forkerte tanker om sin leder. Specielt ikke tanker der kunne føres over i noget seksuelt. Nej tak, der trak hun en så voldsomt en grænse at den ikke kunne krydses på noget given tidspunkt!

Ithilwen sørgede for at sætte sig hen ved siden af ham, i stedet for overfor, så de kunne være tættere på hinanden. Hun ligeledes lænede sig op af træet og mærkede Rhos arme omkring hende og hvordan hun kom helt tæt ind på ham igen. ”Det er vi også nødt til! Ellers tror jeg vi var kommet op og slås for flere årtier siden.” et lille grin forlod hendes læber, som hun lænede sit hoved ind mod hans skulder og tog hans ene hånd i hendes og flettede sine fingre sammen med hans. ”Du kysser utrolig godt.” kom der pludselig fra hende. Det ville være forkert af hende at sige hun aldrig havde kysset nogen før. Hun var alligevel over 100 år gammel, og har været teenager. Men hun måtte sige, at enten gjorde hendes følelser for ham noget ekstra, eller også var han den, som hun havde kysset der var bedst. Personligt var hun ligeglad med hvilket der var sandt.

En lille rødmen, efterfulgt af en kort veltilfreds brummen, kom fra den rødblonde, som Ithilwen gled ind i hans arme, perfekt som hun passede ind der.
Han følte sig godt tilpas og tryg, værende med hende på sådan en måde. Han lænede hovedet ned og tog en god indsnusen af hendes duft. Uanset hvilken sæbe hun måtte bruge fik den hende virkelig til at lugte godt. Et varmt smil bredte sig på hans læber '' Det havde vi i den grad. Du var da også en flabet unge... Ikke at det har generet mig. '' Han lod sine læber plante et kys på hendes hår, alt mens de flettede deres fingre sammen.
Det var egentligt helt sært endelig at have en man kunne sidde sådan her med igen. Jovist havde han da i de yngre dage, da hormonerne var fuldstændigt ustyrlige, flirtet med andre tøser, men det havde ikke været andet end tant og fjas, intet der endte i den ømhed og stilhed han følte han havde lige nu sammen med Wen.
Hendes spørgsmål fik ham til at se overrasket op, som hans rødmen blev forværret. '' Virkelig..+ Jeg må sige, du er heller ikke den værste selv. '' Med det flyttede han blidt hendes hoved ved hagen, så han kunne kysse hende blidt, og igen smage hendes sødme.

Ithilwen smilede og rakte kort tunge af ham "Nok var jeg flabet, men du var da lige så umulig som mig! Men det er jo, sjovt nok, også det som gjorde, at du var den som jeg foretrak at være sammen med" grinede hun drillende og lod sine tanker glide tilbage. Tilbage til dengang de legede rundt i skovens kant inde ved byen. Lærte at skyde med bue og pil, og ikke mindst al den ballade de havde lavet. Selvfølgelig var de jo børn, og derfor langt mere vilde og legesyge. Men de to havde altid præsteret at lave mest ballade. Nok mest på grund at Wen, men stadig. De udregnede flest snedige planer for at nå krukken med småkager, eller opstille diverse fælder, således at de ældre elveres liv ikke ligefrem blev nemmere.
Og nu var de her. Begge voksne, eller i hvert fald ungvoksne, og sad roligt op ad hinanden og nød stilheden og hinandens nærvær. Nok var de blevet sat i hver sin træning og mistet meget af den kontakt de førhen havde haft, men det havde aldrig gjort dem fremmet for hinanden eller svækket deres bånd. Når de var sammen, føltes der som om at de aldrig havde været adskilt andet end et par timer. Og de var aldrig vokset fra hinanden. Ithilwen følte faktisk mere at de var vokset sammen nu. Vokset mere ind i hinandens personlighed og væremåde. Jovist var de forskellige og de var noget af de som tiltrak ithilwen mest, selvom der var gået lang tid før hun havde indset det. De komplimenterede hinanden.
" er det så ikke dejligt, at du får lov at gøre det igen?" svarede hun med et drillende smil, som hun løftede hovedet og bød hans kys velkommen.det bragte stadig den varme og kildende følelse frem i hendes mave og det kunne ikke undgås at en tilfreds lyd undslap hendes læber, som hun lukkede sine øjne og blot lod sig falde ind i den dejlige følelse son lige nu blomstrede frem i hende.

Han gengældte hende smil og hapsede kort efter hendes tunge, bare for at drille hende kærligt. '' Tjae.. Vi var ikke ligefrem de nemmeste børn... Forhåbentligt bliver vores egne ikke lige så slemme hvis vi nogen sinde skulle komme dertil. '' Han lænte hovedet imod træstammen og nød stilheden som den var der for en stund, et kort øjeblik følte han sig helt gammel og moden hvilket fik ham til at småle en smule.

Uden helt at bemærke det kærtegnede han hendes hånd med sin tommelfinger. Det var sjovt som verden syntesat forandre sig omkring dem, som livet og tiderne gik, måske det var derfor menneskene altid syntes at have så travlt, fordi de følte at de ikke kunne nå at nyde livet ordentligt og derfor skulle skynde sig at blive gift og sikre sig deres slægt og arvinger inden de røg i graven.. Dog synes han at der var nok mennesker i verden nu, det kunne tydeligt lugtes de få gange han havde været i deres byer, især de store syntes at lugte slemt, højest sandsynligt fordi de var stuvet sammen som æg i en rede.

Han smilte skævt og gav en samtykkende lyd fra sig idet hun lod ham kysse hende, og lod sig nærmest opsluge af følelsen af hendes bløde læber imod hans egne. Det udløste en lille bølge af sommerfugle i brystet på ham, hvilket umiddelbart fik ham til at holde tættere omkring hende, som var han bange for at hun i det næste øjeblik ville forvandle sig til en ræv, eller få vinger og flyve væk fra ham for altid.
Blidt røg hans hånd op i hendes hår og begyndte at kærtegne hende der, bare stille og forsigtigt. Det var sådan en underlig men meget velkommen lykkefølelse hun bragte frem i ham bare ved sit nærvær.

Ithilwen trak hurtigt sin tunge til sig, selvom han ville havde svært ved at havde nået at få fat i den. Det var vel bare en reaktion. Hun grinede dog lidt over hans ord. ”En blanding af dig og mig? Chancen for stille og generte børn er nærmest umulig.” grinede hun og lænede sig ind mod ham igen og mærkede hvordan hun slappede af og følte sig rolig. Det var lidt som om hun var faldet mere til ro i sig selv og ikke længere var en rebelsk ung elver, men rent faktisk nærmede sig voksen stadiet mere og mere. Hvilket nok var meget godt.

At havde travlt, var som regel ikke højest på en elvers liste. Livet var godt nok noget du ikke skulle tage for givet. I løbet af et splitsekund kunne det tages fra en igen, og man havde ikke oplevet noget som helst. Menneskene havde nok mest travlt grundet deres lave overlevelsesalder, hvorimod Elvere praktisk talt var udødelige. Men lige nu følte hun ingen hast eller trangt til at sætte farten op i tiden. Hun ville nyde det her så længe så muligt! Og i hendes verden, var der forhåbentlig mange mange år tilbage af at hun kunne være sammen med ham. Det var i hvert fald hendes plan.

Ithilwen havde absolut ingen planer om at forsvinde ud af hans favn lige foreløbig. Hun nød at han holdte om hende, at han ikke ønskede at hun forsvandt ud af hans liv. Wen kom helt automatisk tættere ind til ham og fandt det pludselig meget irriterende at hun ikke kunne komme tættere på, grundet at de sad ved siden af hinanden. Hun fastholdte dog kysset, som hun kom op i en mere løftet stilling, og derved var over hans hoved, og hun fik sit ben fri, som hun hurtigt fik over på den anden side af hans ben, således at hun nu sad på hans skød. Hun afbrød kysset, men holdte stadig sit hoved helt tæt ind til hans, som hun kiggede ned i hans øjne. Hun aede ham blidt ned af siden af hovedet og kinden, mens hendes anden hånd lå på hans brystkasse, i nærheden af skulderen. Hun smilede glad og med et lille snert af det velkendte legesyge i hendes øjne, som hun kyssede ham igen.

Han smilte skævt, velvidende at hun nok havde ret i sin pointe. Men uanset hvad ville det nok blive nogle dejlige unger når engang den tid kom.

En halvbrokkende lyd kom fra ham da hun pludselig begyndte at bevæge sig, hvilket lod ham tro at hun var ved at forsvinde ud af hans favn og hans kys.
Så da hun endelig satte sig ned på hans skød, så de begge sad meget mere behageligt og kunne være endnu tættere, gjorde det ham usigeligt glad. På flere punkter.
En svag rødmen steg endnu engang op i hans kinder som han forsigtigt lod sin tunge glide ind imellem hendes læber for at udforske hende og lege med hendes tunge. Det, alt imens han holdt endnu tættere om hende, selvom fornemmelsen af hendes varme skød, og hans viden om at hun kun bar kjole i dag, gjorde det besværligt for ham at holde sig tilbage. Men der var så meget der kunne gå galt. Desuden var dette bestemt ikke det mest praktiske sted at lade noget sådant ske, nej det var med at holde sig i nakkeskindet og ikke lade hormonerne tale.

Han så op i hendes øje da hun afbrød kysset, lod det været ved at han kunne få vejret lidt lettere. Glimtet i hendes øjne fortalte ham at hun lod til at nyde den magt hun syntes at besidde over ham lige nu.
Et kort grin forlod ham.
'' Wen, lle avo nin carina ta. ''
Og med det lod han hende genoptage kysset, alt mens han nød at han nu kunne kærtegne hendes ryg meget lettere.

Ithilwen kunne godt mærke at der var flere dele af ham som blev mere glad, og det frembragte et helt bestemt glimt i hendes øje, som hun aldrig før havde sendt nogen. Det ville i fremtiden også kun være Rhovandír som ville se det tændte blik i hendes øjne, som tydeligt viste at han var den eneste der kunne bringe det frem i hende. Det var hun i hvert fald overbevist om, og havde ingen hensigter om at finde ud af om andre kunne gøre det. Det var der absolut ingen grund til. Hun havde slet ikke lyst til at det her skulle stoppe. At fastholde hans kys og mærke deres alt andet end uskyldige leg, fik den rosa farve op i hendes kinder igen. Det var som om at varmen meget hurtigt steg i hende, og hun begyndte at fornemme at hvis ikke snart hun gjorde noget, ville det her tage fart.

”Car amin dern no’ lle?” spurgte hun nærmest med en uskyldig stemme, som hun bevægede sig meget blidt rundt i hans skød, for at tirre ham lidt, men var nødt til at stoppe igen, da hun godt kunne mærke at hun selv ville falde i, hvis hun fortsatte. Hans hænder, som kærtegnede hendes ryg, gjorde hende allerede langt mere ivrig end hun først havde regnet med. Ithilwen var sikker på at hun kunne styre sine hormoner, langt bedre end dette, men det var svært, som kysset blev genoptaget og hun følte sig bundet fast til den eventyrlige verden, hvor kun han befandt sig sammen med hende.

Efter en hård kamp med sig selv, fik hun dog løsrevet sig fra hans tryllebindende kys og lænede sine læber mod hans pande i stedet, for at genvinde fatningen og ikke mindst pusten, som han nemt kunne mærke mod hans pande, samt at hun følte at pulsen var steget med flere tusind slag i hendes hjerte. De var ude midt i naturen. Der kunne ske alverdens herude! Komme andre elvere, de kunne blive set eller hørt, og dertil var der en anden vigtig faktor. Selvom Ithilwen virkelig havde lyst til ham, og kun ham, var hun stadig lidt nervøs. De havde lige akurat indrømmet de begge to, og gå fra det, og direkte over til noget langt mere intimt, kunne godt skræmme hende mere end hun ville indrømme. Stadig lidt usikker på, om han egentlig stadig ville havde hende. Måske fordi hun stadig havde svært ved at fatte det. ”Amin hiraetha” hviskede hun mod hans hud. Hun var nødt til at stoppe sig selv, og selvom hun virkelig ønskede at fortsætte, kunne hun ikke lige nu. Hvilket førte til at hun undskyldte overfor ham. Hun havde virkelig brug for et koldt bad lige nu!

Han snappede kort efter vejret, alt mens farven i hans kinder blev mere intens. '' Ithilwen..'' Skændte han blidt, en smule chokeret over hendes ordvalg, selvom hun jo havde ret. '' Tancavë, ar násë lé i esta lû.. '' Svarede han dæmet igen, kunne ikke lade være med at grine lidt da han bemærkede at han langtfra var den eneste med farve i kinderne. Han kyssede hende kort på næsen, inden hun rykkede rundt på sig hvilket fik et dæmpet støn til at forlade ham meget mod hans vilje, men hun føltes så godt..
Han slugte noget mens han mentalt rystede på hovedet. Nej, de var langtfra dether skridt, de måtte ikke og de burde ikke. Et var at de lige havde indrømmet overfor hinanden at de elskede hinanden, men et andet var at være så intime og nøgne foran hinanden. Desuden var det heller ikke tiden eller stedet, enhver tid og der kunne komme nogen og forstyrre.

'' polnc al.. men pol al '' Hans hånd løftedesfor at kærtegne hendes ansigt, bar holde det i hans hånd, det skulle være nok, intet mere. Ikke nu og bestemt ikke her. Han overvejede om det måske var bedst at de gik lidt fra hinanden for ikke at lade hormonerne få overløb..

Ithilwen smil gik fra uskyldig, til noget helt helt andet, som han skændte hendes navn. Den røde farve blev dog ikke mindre af hans udtalelse, og mærkede ham under sig. Selv han kunne ikke lade hver med at komme med ufrivillige og nærmest uhørlige udbrud, som hun havde bevæget sig, og tvunget sig selv til at stoppe igen. Hvilket var en kamp i sig selv. Men hun sørgede for nu at sidde helt stille og ikke røre sig ud af flækken et stykke tid. Virkede ærlig talt som det sikreste valg.

”Nej, ikke nu eller her.. Jeg..” hun sank en klump der havde formet sig i sin hals og forsøgte med et lille smil til ham, og lagde for en gangs skyld ikke skjul på sin sårbarhed. ”Jeg er ikke klar til det.. og jeg ved ikke hvornår jeg er..” hun vidste ærlig talt ikke hvornår hun følte sig klar. Det her betød virkelig noget for hende, og selvom Ithilwen var kendt for at kaste sig ud i ting uden at tænke, havde hun alligevel aldrig kastet sig ud i noget som dette. Men hvor lang tid der ville gå, var for hende ukendt. Måske kun timer, dage eller måneder. At det kunne strække sig til år, var hun dog ret enig med sig selv om ikke var en mulighed. Ikke sådan som de så nemt kunne få hinanden tændt op til lige netop dette. Deres hormoner var stadig i sving, og det hang vel sammen med at være ungelver lidt endnu. Og selv hendes hoved fortalte hende, at hun egentlig bare skulle nyde ungdommen mens den var der. Men alt med måde jo. Ithilwen skulle også selv være mentalt klar på at det skulle ske, selvom hendes krop havde svært ved at vente. Hun kiggede op mod himlen og konstaterede at det nu nærmede sig mere eftermiddag, og det var nærmere aften end middag og et let fortvivlet suk efterlod hendes læber. ”Jeg skal nå ned efter mad.” sukkede hun opgivende og bed sig i læben. Det var som om, at hun nu blev mindet om alle sine pligter og gøremål, frem for den eventyrlige verden uden bekymringer og pligter, hun lige havde fået lov at føle for en rum tid.

Det ville måske næsten have været bedst for Rhovandír hvis hun gik fra hans skød, men det ville nok være lidt for pinligt for dem begge med lemmet der var begyndt at presse op imod hans buksers stof. Han skar mentalt en grimasse mens han rodede rundt i hendes hår. '' Jeg mente os begge to fjolle. Ingen af os er klar, overhovedet. Vi vil begge vide det når engang vi er det, så kan vores kroppe forråde os så meget de vil, men fornuften vil sejre. '' Rablede han af sig som han tiltede hovedet en smule til siden, før han skævede op imod et par spurve der havde plantet sig ned i træet over dem. '' Heh.. Ser ud til vi ikke er ene mere. '' Smålo han som han forsøgte at lette stemningen fra at være en smule akavet til at være mere let.


Hormonerne i de endnu unge elvere, kunne sige og gøre som de ville, så længe de begge holdt hovederne kolde, han ville virkelig ikke gå for hurtigt frem, og han var sikker på at hun følte det på samme måde. Det ville bare være direkte dumt, for dem begge.
Han nikkede idet hendes blide stemme brød den næsten snigende stilhed, der kun blev afbrudt af fuglenes sang. '' Det burde du. Og jeg burde tage hjem og færdiggøre mine rapporter for de sidste par dage, før vagtkaptajnen kommer på nakken af mig. '' Han sukkede tungt. Det var sjældent vagtkaptajnen havde nogle indvendinger hvad angik hans rapporter, størstedelen blev afleveret til tiden medmindre et eller andet meget hastigt og større havde sket. Som ved sortelverens angreb, den rapport havde taget en del at nedskrive. Han havde fundet det en del fjollet, siden Toorah selv havde været der, men det til trods havde hun jo ikke været der lige fra starten, så det havde nok været derfor han havde skulle skrive dem. Papirarbejde sagde ham dog ikke det større, hvert fald ikke lige nu. Ikke med Wen siddende så smuk på hans skød, også endda i en kjole. Et kort kækt grin forlod ham, som han overvejede hvor længe der ville gå før han fik hende at se i sådan en mundering igen.

Ithilwen slog blikket ned og mærkede hvordan rødmen igen steg igen i hendes kinder. Hun var ikke den skarpeste i lige netop disse situationer. Heldigvis blev hun ikke bragt ud af balance, vad angik hendes følelser, særlig ofte. Hvilket nok var meget heldigt, da hun ikke ligefrem følte sig videre intelligent i øjeblikket. ”Så voksen du da er blevet.” drillede hun ham let, men hun forstod hvad han mente, og vidste også at det måtte være sådan det skulle udforme sig! Hun var ikke klar, og det lød heller ikke til at han var. Så der var ikke ligefrem noget at diskutere. Selvom hun var sikker på at begge deres kroppen, engang imellem vil forsøge ihærdigt på at få dem overtalt. Bare ud fra hvad der allerede nu foregik!
Hun løftede blikket og smilede mod spurvene. ”Så må vi hellere samle os sammen, inden du får tiltrukket alle skovens fugle.” svarede hun selv lidt smågrinende, som hun kyssede ham blidt og kort på næsen.

Ithilwen kunne ikke lade hver med at grine let af hans udsagn. Det var aldrig nemt med de rapporter, og efter alt hvad der var sket lige nu med den sortelver, var det heller ikke ligefrem fordi de skulle tage let på noget! Normalvis var der ganske stille og roligt i skoven, men det var altid sådan længere.
Wen sukkede let, og forsøgte at tage sig sammen til at rejse sig, selvom hun egentlig ikke synderligt havde lyst. Men det var selvfølgelig ikke sidste gang hun fik chancen for at overmande ham og sidde på hans skød. Det var i hvert fald ikke hendes hensigt at det her skulle være sidste gang. ”Kom, vi må hellere komme tilbage igen.” sagde hun så endelig, som hun mentalt havde fået overtalt sig selv og rejste sig fra ham. Hun holdte sine hænder ud, for at hjælpe ham op også, da han jo sad tættere ved jorden end hende, og ikke havde den fordel ved at være hævet en smule over jorden.

Han lo kort af hende. '' Det kommer vidst med alderen..+ '' Han skar en grimasse som han skævede op mod spurvene igen. '' Nu er det ikke ligefrem fordi jeg er fuglemagnet... Eller måske lidt mere end andre, men det har jo nok noget at gøre med at fuglene gerne vil høres....De snakker ca lige så meget som mennesker i en by...Dog er de pænere at se på og lytte til, så længe de er små...De større fugle minder mig en smule om dværge..''
Han smilede endnu engang som hun kyssede ham på næsen, og nåede lige akkurat at give hendes hage et kys tilbage, inden hele hendes ansigt var udenfor rækkevidde.

En halvbrokkende lyd forlod ham idet hun forlod hans skød, lige meget grundet han gerne ville have at hun blev der, som det også var grundet det slet skjulte køn som han endte med at skjule endnu mere under sin kofte. Noget sagde ham at han nok var nødt til at gøre noget ved det selv nede i sølvfloden eller i noget andet koldt vand, hvis ikke snart den forsvandt af sig selv... Hvor pinligt.
Han tog villigt hendes hænder og brugte del hendes styke som sin egen, til at få svunget sig op igen. Han så op imod den stadig bøjede trægren, inden han lagde begge hænder fladt på stammen så grenen kunne blive rettet op igen, til træets store glæde.
Det måtte ikke være let for træerne at have ungelvere med plantemagi omkring sig. Det kunne han da let forestille sig.

Ithilwen rystede let på hovedet af ham som hun grinede. ”Hvordan i al verden, kan fugle dog minde dig om dværge? Har du nogensinde set en dværg flyve?” spurgte hun med en varm latter, efterfulgt af et drillende smil. Wen havde i hvert fald ikke lige set en dværg flyve rundt nogen steder. Måske var det bare fordi, hun altid var de forkerte steder på det forkerte tidspunkt, men hun mente ikke lige at der fløj dværge rundt nogle steder. Det ville være alt for besynderligt

Ithilwen opdagede ikke noget, som kunne gøre at Rhovandír ville opnå en endnu rødere farve i sit ansigt. Jo, hun havde bemærket noget som hun havde siddet i hans skød, men ikke noget hun videre ønskede at kommentere. Det ville simpelthen få ham til at kolapse af rødmen, det havde hun i hvert fald en idé om. Dertil, skulle hun nok få glæde af hans ’glæde’ engang i fremtiden. Når de engang nåede så langt.
Som de var kommet op og stå, og træet var kommet tilbage til en mere normal og rette form, tog hun hans hånd, ganske automatisk og begyndte at gå tilbage mod byen. Dog vidste hun ikke rigtig hvordan de skulle håndtere de andres blikke, selvom Rho og Wen da før havde spankuleret afsted med hinanden i hånden. Endnu nogle tanker hun ikke havde tænkt før. Nok vidste de begge hvordan landet lå.. Men det gjorde resten af Elverly ikke lige. Og Wen havde lyst til at holde ham for sig selv, lidt endnu, uden at få stildt alverdens spørgsmål hele tiden. Hun vidste selvfølgelig ikke hvad han følte allermest for at gøre. Wen stod gerne ved, at det var ham og kun ham hun ville være sammen med. Men der var kun gået nogle timer. De skulle lige selv falde til ro med det hele først. ”Har du meget tralvt, eller vil du gerne med hen på markedspladsen?” spurgte hun roligt og kiggede over på ham, med de blide og varme grøngrå øjne.

'' Deres stemmer Wen... Og måden de bevæger sig på.. Desuden har jeg aldrig set dværge flyve, men jeg er sikker på at de kunne komme til det hvis man kastede lidt med dem. '' Han lo, kunne let forestile sig hvor knotten en dværg ville blive hvis man begyndte at kaste rundt med det jordelskende folk.
Det ville nok ikke falde i god jord ved dem.
Han tog hendes hånd og så på hende, stadig med smilet spillende om læberne idet han nikkede og fulgte hende. Det kunne godt være hun ville tage det langsomt og skridt for skridt, så hvis hun ville tage hånden tilbage kunne hun blot gøre det, men han følte sig nu meget glad og sikker i at holde hende i hånden, at vide at hun var der og at hun var hans.

Hendes stemme afbrød hans tankegang.
'' Jeg har ikke det helt vilde at foretage mig lige nu, så hvorfor ikke?'' Han kærtegnede blidt hendes hånd.

Ithilwen grinede, selvom hun forsøgte at holde sig lidt for munden. Dværge var ikke lige dem hun havde talt mest med igennem tiden og hun kategoriserede ikke sig selv som en, der dømte en dværg ud fra hans race. Selvom der altid ville være lidt stereotype, som hun holdte fast ved. Wen var måske ikke racistisk, men havde stadig enkelte ting som hun mente kategoriserede en dværg. Dog var det ret humoristisk at se flyvende dværge for sit indre blik. De ville nok ikke blive glade for det. ”Det ville godt nok være et særsyn!”

Wen smilede og var faktisk meget glad for at han ikke ligefrem havde noget på programmet. Det betød at de havde mere tid til at være i hinandens selskab. Hvilket Wen helt klart ville nyde til fulddrag. De gik tilbage mod byen af, og Wen gjorde ingen tegn til at ville slippe hans hånd, selvom de kom ind blandt mennesker. Nok ville hun ikke gå og råbe højt om det, men hun skammede sig heller ikke over det. Så derfor måtte folk konkludere det de ville, selvom de ikke selv havde fortalt nogen noget endnu. Hun gik hen mod den første bod, hvor hun fandt de nødvendige ting hun behøvede, som hun heldigvis fik en lille kurv til. Det var meget praktisk at være på god fod med butiksejeren! Så længe hun kom tilbage med kurven igen engang senere. I morgen eller overmorgen. Alt efter hvornår hun havde tid. ”Er der noget du skal kigge efter, nu hvor vi er her?” spurgte hun let drillende og med et varmt smil på læben. ”Jeg tror nemlig, jeg er færdig med at finde det jeg skal bruge.”

Han smilede skævt. Sandt ville det være et særsyn at se en dværg blive tonset gennem luften, men dværgen ville nok også blive lidt mere end almindeligt knotten efterfølgende. Forståeligt, det var jo ikke ligefrem den måde man udviste respekt på.

Han fulgte, stadig med det varme smil spillende på sine læber, efter hende ind på markedsområdet. Vandrede fra bod til bod mens han betragtede hvad hun havde behov for, selv havde han ikke videre tænkt over hvad der mon kunne mangle i hjemmet, men ikke desto mindre tog han sig i at stå og betragte nogle bær drysset med en fin blanding af sukker og en let syrlig krydderi, han var ikke helt sikker på hvad det var, noget der mindede lidt om citrongræs.
De grønne øjne hævedes idet Wen talte til ham.

'' Jeg kan ikke lige komme i tanke om at vi skulle mangle noget derhjemme.. Dog kunne jeg være fristet til at købe de bær der, min niece har en større svaghed for dem. ''

Han nægtede at indrømme at han havde en svaghed for hans ældre søsters datter, ikke desto mindre nød han at spendere tid med hende og følge hendes udvikling. På det punkt så han selv frem til den dag han ville blive en forælder, på trods af at han vidste at han på nuværende tidspunkt langtfra var moden nok til det. Det var trods alt et stort ansvar at have et barn.
Han nikkede mod en mindre plade med udskårne jordbær med det fine mix over sig inden han betalte.

Ithilwen var vant til at stå for indhandlingen af diverse vare, så derfor kunne det nemt tros at hun havde hele huset inventaret, indskrevet i sit hoved. Hvilket nok ikke helt var usandt, men hun kunne trods alt ikke huske alt. Dog var det nemt for hende at huske hvad hun skulle havde med sig hjem, også så hendes far ikke kom til at mangle noget.

Ithilwen fulgte Rho’s blik og smilede til ham, som blikket faldte ned på bærerne. De så dog også meget gode ud, og Rho var ikke sikker på om han var fristet af dem, eller om det kun var til niecen. Wen kendte godt til Rho’s niece og hun var noget så sød! Men hvor stor en svaghed Rho rent faktisk havde for pigen, var hun ikke helt klar over. ”Kunne jeg godt forestille mig, at hun har. De smager også fantastisk.” svarede hun, inden at Rho begyndte at betale for bærerne. Wen hankede op i kurven og ventede roligt og tålmodigt til Rho fik bærerne udleveret. ”Hvordan går det med din søster og hendes familie?” spurgte hun nysgerrigt, og kunne mærke at hun helt havde glemt at spørge ind til dem, siden de havde været nede sølvfloden og andre ting havde fyldt hendes hoved. At han eksempelvis havde set hendes fars tilstand og hvor meget Ithilwen egentlig stod for i det lille hjem.