Måske skulle hun havde givet sig lidt bedre til kende, men hun nød nu også lidt at forskrække folk, selvom det ikke havde været meningen i dette tilfælde. Hun elskede at drille ham, ja, men at strække den til at forskrække ham på sin vagt og når han i forvejen var i søvnunderskud, var ikke lige en del af hendes plan. Hun havde naturlige grænser. ”Undskyld.” hun smilede uskyldigt til ham og selvom hun ikke mente at forskrække ham, var der stadig det drillende glimt at spore i hendes øjne.
Ithilwen nikkede til hans ord som han talte og lyttede også roligt efter, som han fortalte hvad der var foregået af forskellige ting. Altså ikke meget kunne hun fornemme, hvilket jo var godt nok. Ingen ubudne gæster! Så kunne Ithilwen bare håbe på at der ikke kom nogen mens hun var herude, og at de ikke blev opdaget også!
”Det er det da. Vi har haft rigeligt med mørkelvere, orker og andre af mørkets håndlangere herinde efterhånden. Ingen grund til at tilføje flere til listen.” det var et let dystert emne og hun blev da også lidt mere alvorligt, men lyste hurtigt op i det velkendte smil, som afspejlede at hun virkede frisk som en havørn og igen var fyldt op med ballade. ”Kan du nå tilbage og sove? Eller vil det være for risikabelt hvis nogen ser dig?” spurgte hun ind til de praktiske detaljer, inden en drillende tanke slog ned i hende. ”Eller skal jeg lulle dig i søvn.” hun havde sat hovedet på skrå og smilede uskyldigt til ham, selvom hun fremstod alt andet end uskyldig.

Smilet på hendes læber fik ham ikke til at tro det mindste på at hun følte sig skyldig over ikke bare at have givet sig til kende.
Han rystede let på hovedet som han trak kappen en anelse tættere om sig. Smilet der var på hans egne læber stivnede en anelse. '' Ja, jeg håber på det er det sidste vi ser til den slags skabninger og kryb det næste lange stykke tid. Jeg kan ikke lide at de snuser sådan rundt udenfor, især ikke den forbistrede sortelver. ''

Han stirrede overimod grænsen, mod hvad der var på den anden side. På et punkt var han næsten fristet til at forsøge at finde ud af hvor sortelveren havde sit tilholdssted så han kunne dræbe ham hurtigst muligt. På den anden side vidste han at det var en umådeligt dum idé, og at det mere var kriger arbejde end spejder arbejde, måske lige med undtagelse af at snuse op hvor tilholdsstedet var.

Han nikkede op mod træernes grene med en let sigende gestus. '' jeg bliver her, regner med at tage trætoppene i tilfælde af at nogen skulle komme forbi.. Så kan jeg altid sige at jeg forsøgte at få en bedre udsigt over området. '' Han smilte skævt selvom den urolige, knugende fornemmelse af at gøre noget han vidste var forkert, var begyndt at komme igen.
'' Sang er altid rart Wen, men ikke så praktisk når man er på vagt, det burde du da vide...Og jeg har mine tvivl om hvorvidt det vil virke. '' Han gned sit kort i panden inden han gik hen til et træ der virkede lovede, med tykke grene han kunne svinge sig i uden større besvær.

Ithilwen nikkede samtykkende til hans ord og bed sig i læben. ”Specielt efter det han har gjort mod både soven, men også elverne her generelt. Han havde nær fået ramt på Maerwen hvis ikke det havde været for Thorn og en dværg som åbenbart bor her i skoven.” tilføjede hun let til det dystre emne, som hun egentlig ikke brød sig synderligt om. Men nogle gange skulle man stadig lige havde snakket det igennem, og tanken om at de kunne få det kræg aflivet, tiltalte hende meget. Han skulle ikke forsøge på mere, for så var det snart slut for ham.

”Hvad er så min undskyldning?” spurgte hun drillende, med hovedet let på skrå og smilede til ham som altid. For hende var det en mere behagelig følelse af adrenalin, som strømmede igennem hende. Hvilket nok også var grunden til at hun fremstod så forbistret frisk i øjeblikket. Hun vidste det var forkert, men alligevel var det for hende stadig en leg og sjov. Hvornår mon hun snart lærte, at sådan hang det ikke lige sammen. ”Indrøm det, du ville elske jeg sang for dig.” sagde hun som hun gik drillende nærmere, på den normale pirrende facon de havde brugt mod hinanden før, og havde kort glemt alt om hvad der var foregået for kun atten timer siden. ”Du vil slet ikke kunne undvære den, når først du har hørt mig.” den drillende tone, blandet med det let forførende. Hun nåede meget tæt på ham, inden hun huskede scenariet fra sølvfloden. Dette fik hende til at sende ham et skævt smil og vende sig væk, inden der skete mere end det som allerede var kommet lige lidt for tæt på stregen. Hun bandede lidt af sig selv i hovedet, over at hun ikke lige kunne havde tænkt sig bedre om. På den anden side, ønskede hun ikke at ændre deres måde at være på overfor hinanden. Hvorfor skulle det også lige pludselig blive så kompliceret.

Han hævede et øjenbryn. '' Så det er hvorfor hun virkede en smule ved siden af sig selv den anden dag. Det forklarer jo en del. Gjorde han nogen skade på hende.+ '' Han var som sædvanligt bekymret for de yngre elvere, de var trods alt fremtiden såvel som de ældre elveres glæde, nogen elvere mente endda at deres bedste minder var med deres børn, han ville hade hvis han på noget punkt fik tjansen for at skulle forklare en forælder hvorfor deres barn var blevet dræbt.
Dværgen havde han ikke hørt noget om, ej heller set på sine vagter, så den lille skabning måtte enten være god til at holde sig skjult steder hvor elverne ikke var, eller også var han bare god til at være dæmpet... Umiddelbart var Rhovandírs gæt mest hængt på den første, hvem havde nogensinde hørt om en lydløs dværg.+

Han så imod hende henne fra træet med et lettere kækt smil. '' Du kunne sige at du øvede dig i skønsang... Eller kiggede efter vedbend, de plejer at vokse tættere på grænserne end nogen andre steder, jeg ved ikke helt hvorfor..''
Han gjorde intet for at modstå hende som hun kom tættere på, smilet bredte sig blot mens han følte hvordan hans hjerte synes at slå en smule hårdere. Hvorfor skulle hun være sådan+ Men indrømmet han kunne li hende sådan, det var næsten helt tåbeligt denne lille leg de havde kørende.
'' Indrømmet. Men måske det mere er dig jeg ikke vil kunne undvære, mere end blot din skønne stemme. '' Han blinkede drillende til hende inden han greb fat i grenen og begyndte at klatre op i træet, langt hurtigere og mere elegant end noget almindeligt menneske ville kunne. Det var det praktiske ved at være høj og smidig.. Selvom Wen var det lille stykke højere end ham..

Ithilwen nikkede alvorligt. ”Hun har mest fået såret sin selvtillid og ære. Men han bedøvede hendes arm, og den fik forbrændinger. Ikke noget Thorn ikke kunne heale da de nåede tilbage, men hun er stadig påvirket af situationen. Jeg har valgt at være lidt voksen for en gangs skyld, og taget ansvaret for hendes nærkampstræning. Hun behøver det.” fortalte Ithilwen roligt, og sørgede for at få det hele med, at hvad hun selv havde fået at vide af Maerwen. Wen holdte meget af den yngre elverkvinde, og ønskede ikke at der skulle ske hende noget. Så derfor havde Ithilwen for første gang i en længere periode været mere voksen end nogensinde før, ved at påtage sig ekstra ansvar.

”Det tror jeg ikke rigtig der er nogen der ved hvorfor” svarede hun og blinkede til ham, som hun fortsatte tættere på. Ithilwen anede nemlig heller ikke lige hvorfor det var sådan, men der måtte vel være en eller anden grund. ”Det har vi snakket om, Rho. Så må du jo fri til mig, hvis du mener at du ikke kan undvære mig.” svarede hun drillende tilbage inden hun havde vendte sig, for at gå tilbage mod den skjulte sti, som hun skulle følge for at patruljere området. At Rho var lavere end hende, var ikke ligefrem noget hun lagde synderligt mærke til. Jo hun havde kommenteret det dengang de var yngre, da hun voksede ham over hovedet, men ikke sidenhen. Det var egentlig ikke så væsentligt, mente hun. ”Prøv at få sovet lidt. Jeg fortsætter ned af lidt endnu, men går snart den anden vej igen.” sagde hun dæmpet som hun kiggede op på ham. Hun smilede lige et sidste velkendt kækt smil, inden hun forsvandt bag nogle buske og gik videre ned af stien, hun nåede et styk ned inden hun hørte en ganske svag puslen, som var det blot et dyr, eller en lydløs elver. Rho var udenfor hendes øjenvide, så hun vidste at det ikke kunne være ham. Hun gik nogle få lydløse skridt videre af stien, men øjnene fikseret mod stedet. Kort tid efter kom der endnu en meget lav puslelyd, og hun stilte sig bag et af træerne med en kniv fremme. Hun regnede egentlig med at det bare var et dyr. En lille mus der måske var i gang med at lede efter mad, eller noget større som legede rundt. Alligevel fik hun en bange anelse om at det måske var noget endnu større som snusede rundt i skovens bund.

Det havde været noget tid siden, at Thorn havde været i nærheden af parret sidst. Han havde egentlig blot været ude for at finde lidt urter, da han havde overhørt deres samtale om, at dele Rhovandírs vagt. Det var naturligvis nobelt gjort af Ithilwen, men det var blevet gjort af forkerte grunde, især som de havde omtalt Toorah i deres samtale. Det havde været en straf til Rhovandír og en straf tog man bare ikke så let på. Ånderne skulle vide, at Thorn ikke havde taget let på de straffe han havde fået gennem sit lange liv.

Han havde valgt, at gå væk fra dem, mest af alt fordi han ikke gad blande sig. Det var ikke hans plads at belære dem. Men på vejen havde han ombestemt sig. Det var jo vitterligt dumt at skifte vagtposter, især med de trusler der var i skoven. Der var en grund til, at Thorn aldrig gik uden for Elverly uden sin læderrustning længere. Der var sortelvere, og især én af disse gjorde ofte Thorn meget bekymret. Han valgte at gå tilbage, stille og roligt, men de var ikke det sted de havde været før, så han valgte at spore dem.
Det var derfor, han puslede sådan rundt, da han endelig var fremme ved deres lokation. Han kunne høre dem tale, men da han rettede sig ordentlig op for at gå hen til dem, havde han trådt en gren over, hvilket jo nok ville skræmme enhver der gik på vagt. Selvsamme grund til, at han havde hørt dem, men nu ikke kunne se dem. I det mindste var de da årvågne. Det måtte man da give dem.

Miilaethorn gik ud i det åbne, noget bestemt, til han var fuldt ud synlig for enhver der lurede rundt. Der var ingen grund til, at snige sig rundt om den varme grød.

"Ithilwen, jeg ved godt du er her. Det samme gælder dig, Rhovandír,"

Konstaterede han roligt og næsten kalkuleret. Han var nødt til at holde følelser ude af dette spil. Hvis han blev venlig mod dem, ville det nok ikke stoppe der. De skulle have at vide, hvad de havde gjort forkert, så de undgik at gøre det igen. Derved ville der undgås flere dødsfald og overfald, og Toorah ville ikke have så stor en last oven på sit allerede meget tunge arbejde.

Han nikkede, idet mindste var det ikke noget mere alvorligt for den unge elver. Et lille smil balancerede kort på hans læber. '' Voksen+ Dig+ Burde jeg være bange nu~+ Men i hvertfald et godt initiativ. '' Han nikkede kort.

'' Man frier ikke på en vagt Wen. '' Kommenterede han ned imod hende, som han fik klatret længere op i træet, op til en gren der virkede forholdsvis stabil og konfortabel. Han satte sig ned med et ben på hver side af grenen som han stille lænede sig tilbage mod stammen, med armene over kors og skuldrene op om ørerne, forholdvis glad for at det var dagslys nu, så var det da ikke nær så koldt, og i nogle tilfælde ville solens stråler kunne give ham mere varme.
Han følte sig dog ikke nær så træt som han nok burde, hans sanser var stadig på højkant efter de 18 timers vagt, så selv den mindste puslen fik ham til at skæve mod hvad end det var der forstyrrede.
Fuglene sang omkring ham, en smule forstyrende, men bestemt ikke så meget som den anden dag.

Han var ikke helt sikker på hvornår han var faldet i søvn eller hvor lang tid der var gået, da han med et mindre spjæt vågnede fra sin slumrende position, måtte hæve hånden for at støtte sig til grenen over ham.
Et blik mod himlen, og solens position fortalte ham at han ikke havde sovet i så lang tid som han ellers næsten følte at han havde, hovedet var da også blevet en smule tungere af slumren.

Hans fokus gled fra himlen til træerne og området omkring ham.
Et eller andet havde vækket ham, og han var ikke helt sikker på hvad, ikke før han hørte Miilaethorns stemme.
Ungelveren skar en indre grimasse, selvfølgelig var de blevet opdaget, og bestemt ikke f en de bare kunne overtale til at lade som om han ikke havde set dem, hvor typisk.

En opgivende sukken forlod den rødblonde idet han begyndte at svinge sig ned fra træets øverste grene igen, kun akkurat anende Wens røde hår midt i al vegetationen. Lydløst landede han på jorden, overvejende om han skulle gå hen og erklære sig skyldig til den ældre, eller om det bare var bedst at blive nær vegetationen hvor det til dels føltes tryggere at være lige nu end ude i det åbne med en ældre der uden tvivl ville sætte dem på plads. Han valgte at gøre en mellemting, og gå tættere på Miilaethorn, men stoppede op nogle få meter fra denne, til dels for at vise at han godt vidste hvor han stod lige nu, såvel som for at vise den anden respekt.
Han holdt sin kropsholdning rank, men undgik så vidt muligt at møde healerens blik, alt mens han ventede på det næste der ville komme, samt at Wen snart ville indfinde sig ved siden af ham.
Han forholdt sig tavs indtil da.

Ithilwen havde haft ret i sine antagelser. Der havde været nogen der bevægede sig rundt på skovens bund, og selvom hun stod i dækning af træet og var forholdsvis skjult, vidste hun at der ikke gik lang tid før den velkendte skikkelse ville se hende. Så langsomt og ganske lydløst gled hun ned af stammen, med et ansigtsudtryk der tydeligt afslørede at hun lige nu ønskede at hun befandt sig i den anden ende af skoven. Hun satte sig helt ned til jorden, og tittede diskret frem. Men selvfølgelig var de blevet opdaget. Selvfølgelig var det gået galt. Hvad havde hun tænkt sig? Men der var stadig et spinkelt håb tilbage om at Thorn ikke havde set dem, eller i hvert fald ikke havde set Wen.

Dog blev det spinkle håb skudt helt i smadder, som Thorn trådte ud i det åbne og kaldte på dem begge.Ithilwen sukkede opgivende og bed sig i læben. Pis. Men hun rejste sig alligevel men rank ryg, satte kniven tilbage på plads og gik tilbage mod det mere åbne område, med blikket fæstnet til jorden. Kun en enkelt gang imellem løftede hun blikket lidt op, men det nåede aldrig helt op til Thorns ansigt. Hun ønskede i øjeblikket ikke at se det. Se det skuffede og strenge blik, som hun vidste enten allerede var der, eller som snart ville komme. Hun trådte ud af den sidste busk og stilte sig ved siden af Rhovan, som hun kort kiggede undskyldende op på, og derefter tilbage ned mod jorden. Hun havde lyst til at sige et eller andet. Lyst til at lette stemningen, og måske få overtalt Thorn til at det altså ikke var så slemt det her. Men hvem prøvede hun at nare? Det var skidt, og hun vidste det godt.

Meget diskret og forsigtigt kiggede hun op og mødte Thorns blik, og trak en dyb indånding. Nå ja, man kunne ikke slippe afsted med alting.

Hvad der nok ville overraske begge de to unge elvere, var Thorns ansigtsudtryk som han kiggede fra den ene til den anden. Han så langt fra skuffet ud. Men følelser var der heller ikke meget af. Han havde udmærkede lederegenskaber, men dette var mest fordi han ikke ønskede at få dem til at skamme sig mere end de allerede gjorde, og så fordi han ikke lod sit eget temperament løbe af sted. Han holdt sig dog alligevel rank med hænderne bag ryggen. En selvsikker position, der gav et klart budskab her; Han var den der stod med de bedste kort. Alder, titel, var blandt dem, men at han havde været herude for også at holde lidt øje med Rhovandír var også en ret god grund til, at han stod som han gjorde nu. Det var hans ansvar at der ikke skulle ske noget med Rhovandír på denne vagt, og grunden til, at han havde været tæt på at tage hjem var både fordi, han anså Ithilwens kampevner som ganske udmærkede til at kunne beskytte dem og så fordi han jo skulle aflevere en rapport.

"Hvad i alverden er det i alverden i foretager jer? Bryder vagtskemaet uden at afgive en rapport om det til vagtkaptajnen? I ved godt, at det er et brud på reglerne? Hvad tænkte I på?"

Spurgte han, uden strenghed eller skuffethed i stemmen. Igen var han kalkuleret og komplet afbalanceret. Der var ingen følelse at spore, hvilket måske nok godt kunne virke skræmmende. Det havde det i hvert fald været, da Toorah havde givet ham af præcis samme skuffe. Bortset fra, at han ikke var helt så hård i tonen i dette øjeblik. Han så forventende på dem. De måtte have noget at sige til deres forsvar, det var han fuldstændig sikker på. Om de skammede sig for meget til, at sige noget, var ikke hans problem. De måtte få tungerne på gled og få sig talt ud af den her situation, før Thorn bare sådan lige valgte at vende det døve øre og øje til.

I en langsom bevægelse sank Rhovandír en klump, som han skævede let mod Wen, hun lignede næsten en hund der var blevet sparket, han kunne kun forestille sig at han lignede noget lignende det i hendes øjne.
Hans fokus gled tilbage over på den ældre, alt mens han forsøgte ikke at pille ved læderstropperne i hans bælte - en dårlig vane han havde haft så langt tilbage han kunne huske, en ting han havde en tendens til at gøre når han vidste at han var i ballade og havde behov for et eller andet at bruge sine hænder og indestængte nervøse energi på. Det var dog en vane han forsøgte at bryde sig af med, hvilket også var grunden at han istedet for at pille ved stropperne, valgte at placere håndfladen fladt på hans ben, tvingende sig selv til at stå bare en smule stille.

Ja hvad havde de tænkt på+ At give ham en smule mere mulighed for søvn+ Men det kunne han vel sagtens få når vagten og den efterfølgende rapport var overstået+
''... Vi troede at hvis vi ikke sagde det til nogen, ville det ikke blive nødvendigt hvis.. Ingen opdagede os. ''
Han stemme rystede en anelse mens han forsøgte at tale højt og tydeligt, selom han nu godt selv kunne høre hvor dum forklaringen måtte lyde i Miilaethorns ører.
Om det var healerens nærmest monotone og følelsløse stemme, eller hans holdning, eller blot det at de var taget i at bryde reglerne af ham, der gjorde at Rhovandír følte sig lidt som en mus foran en sulten falk, var han ikke sikker på. Men han trøstede sig tavst med at det idet mindste ikke var Toorah der havde taget dem på fersk gerning, hun ville have været mere som en ørn end en falk, det var han næsten sikker på.
Han forsøgte at læse Thorns ansigt, uden videre held, følte at han burde sige mere.
'' Det var alt sammen en dumagtig og yderst barnlig idé. Amin hiraetha. ''
Han bukkede let mens han bøjede hovedet, kunne simpelthen ikke lade være.

Som Thorn igen begyndte at tale, slog hun automatisk blikket ned. Han havde ikke været skuffet i sine træk eller noget værre hun havde tænkt. Men alligevel gjorde det følelsesløse udtryk hende endnu dårligere tilpas. Det snurrede sig nærmest sammen i hendes mave over det. Havde det været en anden end Thorn, havde hun nok ikke sat så meget i det, for ikke at sige, at det knap nok ville havde rørt hende at blive taget på fersk gerning. Okay, lige med undtagelse af Toorah. Der var også en grænse for hvor meget hun kunne holde til at vredesudbrud eller skuffede blikke fra lederen. Men lige nu havde hun det faktisk ekstrem skidt, selvom hun stadig mente at det hun havde gjort, var på grundlag af en god og retmæssig gerning. Det var i disse øjeblikke at Ithilwen blev mindet smertefuldt om, at Thorn stadig var hendes overordnede og selvom hun følte de altid havde opført sig som ligemænd, var der alligevel en grænse, som konstant dukkede op. Som denne.

Ithilwen skævede over mod Rhovandír som han begyndte at tale, selvom der stadig kunne spores lidt usikkerhed og rysten i hans stemme. Ithilwen bed sig i læben, kæmpende for ikke at afbryde. Og Rho nåede da også at blive færdig, før Wens stemme nægtede at lystre hende til at holde sig tilbage. ”Det var ikke forsvarligt at han var her alene! Og straf eller ej, det kunne havde været farligt for ham!” greb hun ind, med klar og ikke mindst stærk stemme. Når først hun var gået i gang, blev hun straks mere selvsikker og mindre modtagelig overfor den effekt en overordnet måtte havde. Hun mærkede stadig skammen, selvom den blev bedre begravet under at hun mente, at det hun havde gjort var rigtigt. Problemet var nok mere, at det mente Thorn nok ikke. Wen vendte blikket tilbage til Rho og bed sig lidt hårdere fast i læben, inden hun lukkede øjnene kort. Hun kunne ikke holde løftet. Hun kunne ikke, og Rho kendte hende nok til at vide, at hun selv havde indset det nu.
”Det var min idé, Miilaethorn. Jeg overtalte ham til det. Så skylden er ene og alene min.” hendes blik var fæstnet til Thorn, uden at vise at hun på nogen måde fortrød sin handling. For det gjorde hun ikke. Hun ønskede blot at Rho, for en gangs skyld ikke skulle blande sig! Han havde rigeligt over hovedet som det stod nu, der var ingen grund til at han tog mere på sig.

Thorn så på Rhovandír som han forklarede sig. Første del af forklaringen virkede komplet fjollet, for det var præcis den opførsel en vagt ikke skulle opføre sig med. Det var sådan en opførsel der kunne få folk dræbt, men det lod han være med, at fortælle den endnu unge elver. Han så bare på elveren med et køligt blik, indtil han tilføjede mere og fik talt Thorn lidt mere ned til en mildere forståelse af deres situation. I det mindste var Rhovandír klar over sin idioti og havde også undskyldt. Det var da godt nok. Lige for nu. Indtil Ithilwen begyndte at hæve stemmen og gjorde som så tit gjorde; sagde en overordnet imod. Men i modsætning til alle andre overordnede, så var Thorn ikke typen der blev vred når hans autoritet blev sat på prøve. Han så det blot som en test.

"Og det mener du ikke, at Taurn Edhel er klar over, Ithilwen? Hun har ikke været leder i flere hundrede år af Elverly fordi hun er god til at sætte folk i fare, når hun straffer dem,"

Forklarede han, stadig i sit rolige tonefald. Han rystede en enkelt gang på hovedet af dem begge.

"Det her var lige så meget en prøve som det var en straf. Naturligvis bliver Rhovandír ikke sendt ud på en heldøgnsvagt med alvorligt søvnunderskud alene. Hvorfor tror I jeg er her? Jeg har brugt de sidste par timer på, at holde grundigt øje og sørget for, at der ikke skulle ske noget,"

Med den forklaring givet, kiggede han endnu en gang på Ithilwen, ganske køligt. Det var på tide, at hun også fik ros fordi hun rent faktisk tog sig af sine kammerater. Det var en utrolig vigtig ting.

"Men jeg beundrer virkelig din sympati for denne situation, Ithilwen. Du skulle bare have undgået, at gøre det på denne måde, så var det gået en hel del bedre. Og Rhovandír, det er godt, at du er i stand til at indse fejlen."

Han kunne tydeligt mærke den andens prikkende blik på sig, som han langsomt rettede sig op igen. Det var med lettelse, lige så meget som med frygt at Wen brød ind, han havde været lige på nippet til at skubbe hårdt til hende og bede hende holde sin kæft, han valgte det dog ikke. '' Nej, det var vores begges fejl. Din for at du forsøgte at overtale mig med den fjollede idé, og min fordi jeg rent faktisk accepterede den. Vi er lige gode om det. '' Kommenterede han dæmpet, forsøgte ikke at mumle mens han skubbede ikke helt så diskret til hende.
Han hævede dog et øjenbryn som Thorn forklarede at det havde været en test. Så han havde haft ret i de fornemmelser han havde haft fra starten.+ Han sendte Wen et 'hva-sagde-jeg'-blik inden han så alvorligt tilbage på Thorn.
Han havde lyst til at sige noget, som for at virke klog og smart som om han havde sty på tingene, hvilket han dog nok stadig langtfra havde. Det kunne godt være at han var færdiguddannet spejder, men det betød ikke at der ikke altid var et eller andet der kunne finpudses eller nye situationer han kunne finde sig i, situationer han ikke var blevet trænet op i.
De grønne øjne skævede imod den rødhårede ved hans side, givende hende et lille opmuntrende smil. De var lige gode om deres situation, så hvad end der nu ventede dem måtte de stå sammen om at komme igennem.

Ithilwen bed tænderne hårdt sammen, for ikke at afbryde Thorn mens han talte. Wen elskede sin leder, som hele elverfolket gjorde, og nærede hende også respekt. Måske bare ikke dyb nok. ”Med al respekt, Heruamin, er tilstanden her i skoven, ikke den samme som for hundrede år siden. Dengang, ville det ikke på samme måde havde været farlig, da skoven var mindre hjemsøgt af onde og farlige væsner. Har vi ikke for nyligt været angrebet af mørkelvere og orker i denne skov? Så hvor mægtig og vis Taurn Edhel end måtte være, kan du ikke fortænke mig i at frygte for min vens sikkerhed. Du får mig ikke til at fortryde mit valg Miileathorn.” svarede hun så roligt og respektfuldt hun kunne, selvom hun måtte lægge bånd om sig selv, for ikke at tale ud i et, med et talesprog, som ville være langt mindre respektfuldt. Hun fastholdte Thorns blik, og bakkede ikke tilbage. Han kunne ikke få hende til at fortryde hendes handling. Det var nok hendes skyld at det var gået så vidt, men hun ville stadig ikke fortryde det.

Ithilwen mærkede et puf i siden, og vendte lidt forvirret blikket, inden hun sendte Rho et strengt og fast blik. Hun rystede også ganske svagt på hovedet som han påtog sig noget af skylden. Hun sukkede dybt og puffede lige så hårdt tilbage, med et misfornøjet ansigtsudtryk. ”Du kunne simpelthen ikke finde ud af at holde kæft, bare et øjeblik.” hviskede hun irriteret til Rho og sendte ham endnu et strengt blik. Det kunne godt være at han ville få en smule ros for at påtage sig skyld, men det ville sikkert ikke kunne opvejes med en mulig straf. ”Okay, fint, vi var lige gode om det. Men da jeg begyndte, burde jeg tage straffen. Rhovandír har nok at se til, som i princippet sagtens kunne ligne en straf som det er allerede.” pointerede hun dog alligevel. Hun havde ikke tænkt sig umildbart at give op, med hvis skyld det var. Tåbeligt ville nogen nok sige, men i princippet var det for hans, og ikke hendes egen skyld hun gjorde det.

Som Thorn så den korte udveksling af albuestød mellem dem, hævede han let et øjenbryn. De var tydeligvis ikke så enige lige nu, men han nikkede kort anerkendende til, at Rhovandír også selv tog noget af skylden. Det var et godt tegn på deres kammeratskab, at han var klar til, at tage noget af straffen, selvom Ithilwen hurtigt brød ham af med et næsten hårdere albuestød. Igen hævede han et øjenbryn, men han lod være med, at kommentere det til at starte med. Ithilwens forklaring var skam logisk nok, og han kunne sagtens forstå at hun ikke fortrød sin handling.

"Hvad du kunne have gjort var, at tage vagten sammen med Rhovandír. En straf er en straf, jeg kan godt se din pointe i, at ville beskytte din ven. Men at lade én vagt sove, er næsten lige så farligt som at lade ham være alene. Man kan ikke både holde vagt efter fjender og samtidig våge over sin ven, uden at det forringer ens evne i det,"

Forklarede han, igen med hård og kold logik. Han håbede virkelig, at hun forstod hvad han mente. Han havde kun gode intentioner om dem begge og ønskede ikke, at være led ved dem. Men de havde behov for at vide klar besked.

Som Ithilwen begyndte at snakke om straffe, hævede Thorn for tredje gang et øjenbryn. Hans grimasse mildnedes lidt, som stoppede at stå på den autoritære måde.

"Straffen? Har jeg sagt noget, om en straf? Jeg har ikke tænkt mig at straffe nogle af jer, siden Rhovandír allerede er i gang med at gennemgå sin straf og du egentlig blot ville hjælpe. I kan betragte mine ord som en advarsel, for jeg har ikke tænkt mig, at straffe jer unødvendigt, så længe I forstår min pointe. Men hvis det får dig til at føle dig bedre tilpas, kan du tage vagten sammen med Rhovandír. Jeg har stadig tænkt mig at holde mig i nærheden dog, da jeg også har min opgave,"

Med de ord var han næsten sig selv igen. Mild og meget mere venlig. Den hårde skal han havde været omgivet af, var nu væk og han var meget mere sig selv igen. Og han virkede ikke engang synderligt træt mere. Tilsyneladende havde han netop fået nogle bedre nætters søvn.

Han hviskede lige så småirriteret tilbage til hende. ''Og det siger du!?'' Hun havde trods alt ramblet op først om at det hele var hendes skyld, dumme kvinde.
Mentalt rystede han på hovedet inden han bed let i sin kind og så på Miilaethorn igen, forsøgende at ignorere det hævede øjenbryn fra den anden, lige så meget som han forsøgte at ignorere den smule rødmen der var steget i hans kinder, ikke fuldstændigt synligt, men kunne dog stadig anes af det skarpe øje. Om det så havde været Thorns løftede øjenbryn eller blot irritationen på Wen eller noget helt tredje var ikke til at sige.

Han lyttede med et kort nik til belæringen, forstod hvad Thorn mente, mon Wen også gjorde det+ Han så imod sin veninde, indtil den blondes stemme igen fangede han opmærksomhed og han så lige frem for sig. Et lille lettelsesns suk forlod ham da det lød til der ikke ville blive yderligere straffe for hans vedkommende. Dog forandredes hans ansigt til at være en smule mere bekymret.
'' De har vel ikke tænkt Dem at rapportere dette til Taurn Edhel+ Og hvad med vagten+ Går en af os blot til ham og informerer ham om det+ '' Han kunne levende forestille sig Toorahs ansigt hvis hun fik af vide hvilken brud på reglerne han og Ithilwen havde været igennem. Han ville virkelig ikke risikere det, såvel som at hun da nok havde nok at tænke på med den forbistrede sortelver rendende rundt, plagende elvere udenfor såvel som indenfor Elverly. Noget måtte gøres ved det skadedyr og det i en fart, Elverly var bestemt ikke sikkert før den skabning var tilintetgjort, det var han helt sikker på.

Ithilwen mente jo også at det var hendes skyld! Nok havde han accepteret, men hun havde alligevel presset på og ikke accepteret et nej for et nej, så at han ikke lige for en gangs skyld kunne lade en anden tage skraldet, havde kort irriteret hende. Det vagte selvfølgelig også den respekt hun havde for ham. For hun vidste jo godt, at han aldrig nogensinde ville stå tilbage hvis han mente han havde skyld. Og han ville da aldrig lade hende tage det alene. ”Det ville han ikke havde fået mere søvn af.” mumlede hun lettere utrydeligt, men måtte alligevel give efter for den ældre elvers ord. ”Du har ret. Det var dumt gjort, at vi ikke tænkte det sådan. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt det sådan igennem. Men havde vi fået tilladelse til at gøre det på den anden måde? At jeg tog vagten med ham? Såfrem vi selvfølgelig havde indberettet det.” spurgte hun roligt, og forsøgte at lade hver med at blive forstyrret af hans distancerende måde at tale til hende på. Det var ubehageligt, for hun var ikke van til at han kun brugte hård og kold logik mod hende. Men hun forstod ham, og hvis der da skulle være lidt som hun fortrød, var det nok også at de ikke helt havde gennemtænkt situationen.

”Jeg gik bare ud fra at --” hun stoppede sig selv for ikke at rode sig ud i endnu flere problemer eller diskussioner. Nogle gange var hun heldig at få stoppet sig selv og derfor bøjede hun også hovedet til et mindre buk for at vise at hun forstod og havde tænkt sig at efterfølge hans ord. ”Jeg bliver her.” svarede hun som hun igen løftede hovedet. Ikke på vilkår om hun efterlod ham alene, selvom hun vidste at Thorn var der til at holde øje. Men ærligt, efter hvad der skete med Maerwen var hun blevet mere urolig.

Ithilwen rettede derefter blikket over mod Rhovandír som denne begyndte at tale igen, og hun mærkede hvordan modet igen sank helt ned til ingenting i hendes mave. Selvfølgelig, Toorah. Hun bed sig i læben, ganske diskret og kiggede lidt ned i jorden, som hun bevægede foden nervøst, som var hun et lille barn. En af de ting hun ikke helt havde fået lagt fra sig endnu. Ithilwen ville helt klart foretrække at de blot skulle informere vagten om at der kom en ekstra på, end at hele situationen skulle forklares, eller faktisk bortforklares, for Toorah. En samtale som Wen ikke ville se frem til.

Thorn kiggede igen fra Rhovandír til Ithilwen som de begge overdyngede ham med spørgsmål. Han lod det hele komme før han valgte at sige noget selv, og da de begge endelig var færdige og så på ham, næsten ængstelige, blev han enig med sig selv om, at der ikke var grund til, at smide den byrde over på Toorah. Og der var heller ingen grund til, at straffe de to yderligere. Det var en forseelse, sikkert af den kaliber, Toorah ville blive temmelig vred over, men for Thorn var det ikke så slemt. Desuden var de ved et punkt i skoven hvor Thorn vidste der hverken var andre vagter eller spejdere, så det kunne sagtens gå i glemmebogen.

"Gå videre med din vagt Rhovandír, og Ithilwen, du må godt følge ham. Skoven er trods alt fri til at bevæge sig rundt i for os elvere. Der er ingen grund til, at tage den videre til vagtkaptajnen,"

Svarede han til Ithilwens spørgsmål, mens han overvejede videre, om han skulle tage den videre til Toorah. Det endte med at han fuldt ud besluttede sig og han fik det lidt strenge blik tilbage i ansigtet, mens han så alvorligt på dem begge.

"Nej, det gør jeg ikke. Men sker noget lignende igen, har jeg ikke andre valg. For nu må I tage min advarsel op til overvejelse, men jeg har ikke i sinde at lægge den byrde på vores leder,"

Svarede han roligt, før han så sig lidt omkring. Der var stadig ingen spejdere omkring.

"Jeg går lidt væk nu, men hvis der sker noget, skal jeg nok komme igen,"

Med de ord sagt, forlod han parret for at finde sin egen vagtpost der var en mindre gåtur væk. Han ville stadig kunne høre dem og da han klatrede op i et træ, kunne han også godt se dem herfra.

//Out

Han skævede fra Wen til Thorn, forsøgte at virke langt mere sikker end han følte sig, ventetiden synes nærmest at være ulidelig som han ventede på svaret fra den ældre, selvom det var tydeligt at Wen ikke havde tænkt så langtsom til at Thorn muligvis ville se sig nødsaget til at indberette det til Toorah.
Derfor var det da også et lille lydløst lettelsens suk der forlod ham da han fik orre på blot at gå vidre med hans vagt.
Han nikkede kort, løftede en hånd til hjertet og bukkede kort, afmålt. '' Javel. '' Lød hans korte svar mens han lyttede efter hvad der efterfølgende blev sagt.
Selvfølgelig ville han tænke sig grundigt om næste gang og nok ikke lade Wen manipulere sig så let, hvis der da skulle komme en næste gang, hvilket han da ikke håbede. Akkurat som han ikke håbede på at skulle ligge flere byrder på sin leder, hun havde nok mere end rigeligt at se til med at holde Elverly, dets kontakter, forbindelser kørende såvel som i at finde ud af hvor den forbistrede sortelver kom fra og hvordan man bedst kunne tilintetgøre den.
Endnu et lille nik forlod ham, idet Thorn bevægede sig væk fra de to unge.
Hans eget ansigt var gået hen og blevet langt alvorligere som han selv drejede om på hælen og forsvandt ind mellem træerne, ind på den usynlige sti for at fortsætte sin vagt.
Den smule træthed han skulle have følt var forsvundet som dug for solen i det øjeblik han havde hørt Thorns autoritære stemme.
Om Wen fulgte med var vel op til hende.

Ithilwen ventede ængstelig på at Thorn skulle svare dem. Hun var rimelig nervøs over hvad svaret skulle blive, men blev strakt meget lettere om hjertet, da Thorn svarede. Hun nikkede og lagde ligesom Rhovandír hånden på hjertet og lavede et kort buk med hovedet, inden hun kiggede på Thorn med et lille smil.
Hun bed sig lidt i læben og Ithilwen havde lyst til at afvise at nogen som dette skulle ske igen, men lige nu følte hun at det var bedst blot at tie stille for en stund. Hun havde vidst sagt rigeligt den sidste tid, og ingen grund til at gøre noget som måske kunne ændre hvorhen situationen gik nu.

Ithilwen kiggede lidt efter Thorn som han gik, også i længere tid en Rho så ud til at gøre, for pludselig blev Wen forstyrret af den puslende lyd fra at nogen gik igennem nogle buske. Det var Rho som var vendt om på hælene for at gå tilbage til stien og følge sin rute. Wen havde tænkt sig at holde hvad hun havde lovet både sig selv og Thorn. Hun blev hos Rho gennem det resterende af vagten, også selvom at hun havde en lille frygt for at han muligvis var lidt gnaven på hende.
Hun vendte sig for at følge efter ham ind op den usynlige sti, og der gik ikke lang tid før hun var nået op på siden af ham. Her gik hun og kiggede lidt rundt uden at sige så meget som et eneste ord. Hun var som regel ikke bange af sig, men hun følte alligevel at stemningen pludselig var meget mere trykket. ”Er du sur på mig?” hendes stemme var stille, næsten uhørlig og lignede slet ikke noget som normalvis kom ud af Wens mund. Men hun var oprigtig bekymret for om han var sur på hende, for det havde hun ærlig talt ikke spor lyst til. De havde som så mange andre unge elvere, haft deres skænderier, men aldrig havde det varet særlig længe og aldrig havde det været så alvorligt som at blive snuppet med at overtræde regler. Hun kiggede diskret hen mod ham et øjeblik og bemærkede godt hans langt mere alvorlige mine.