Shrade brød sig ikke meget om at blive tiltalt som hun gjorde, og det havde da bestemt heller ikke været hans intention at skære sig selv. Han havde lyst til at råbe af hende. Råbe at hun skulle lade ham være, at han var farlig og hæslig og forkert. Han ville råbe at det ikke var hendes opgave at passe på ham. Han ville råbe at hun hellere skulle passe sig selv; han havde passet sig selv længere end han havde lyst til at huske, og han havde fortjent det. Men han råbte ikke. Jo mere han tænkte over det, jo mere blev han i tvivl om hvilke ord der ville være de rigtige at bruge, og om ord overhovedet ville være tilstrækkelige. Måske skulle han henvende sig til sin eneste loyale ven, og bede metallet få hende til at forstå? Han tog ham kortede tid at forkaste den tange end det havde taget ham at tænke den. Metal var uforståeligt, og alene det gjorde ham malplaceret og forkert. Han måtte bare bide sin vrede i sig, vendte til de kom ud og så lade hende gå sin egen vej.
Der var ikke meget følsomhed tilbage i hans halve fingre; nerverne var langsomt blevet dræbt af mange års hårdt arbejde og kolde vintre, men varmen fra hendes blod kunne han alligevel tydeligt mærke. Det gjorde ham lidt forvirret og samtidigt lidt mere vred.
”Du burde forbinde dit eget sår i stedet for at tage dig af mine småskrammer,” snappede han med undertrykt arrigskab. Han satte sin fod i jorden og stoppede deres fremgang. Han ville ikke lade hende fortsætte før hun gjorde noget ved sit sår. Hvis hun besvimede af blodmangel ville det blive hans arbejde at bære hende ud – eller det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv at hans grunde var.

Isis svarede ham ikke, men blev ved med at trække i ham ind til han satte en fod i jorden og dermed stoppede hendes domination af deres retning, hun sendte ham et opgivende blik, men kunne så mærke vreden stige op i hende med det samme "Hvad er dit problem?" snappede hun irriteret, måske lidt højere end nødvendigt, men hun var træt af at han skabte sig, og egentlig ikke snakkede til hende, og slet ikke fortalte hende noget som helst, på trods af at de var på en halsbrækkende flugt. "Jeg er af DYB havsfolket, vores blod er tykkere end jeres vandede stads, det er allerede holde op med at bløde, og desuden, kan jeg tåle at tabe væsentligt mere blod end i kan!" hvislede hun og tænkte kort tilbage på torturlokalet, hvor to store blodsøer måtte til at frarøve hende bevidstheden.
"Så hvis du holder op med at skabe dig og følger efter bliver det meget lettere for os begge to!" og med de ord greb hun ham stædigt i armen og trak i ham af alle kræfter.

Han havde desværre ikke det store valg, da hun først begyndte at hive i hans arm. Der var fornuft i det hun sagde, men ordene hun valgte og måden hun sagde det på fik vreden til at boble op i ham igen, denne gang kraftigere end før. Han havde aldrig bedt hende om at følge efter ham, han havde tilmed gjort hende en tjeneste ved at lade hende komme med, og selvom hun indtil videre havde været til mere besvær end gavn. Vreden flammede op i ham, men en del af den var alligevel vendt mod ham selv. Naturligvis blev hun vred på ham. Alle blev vred på ham hvis de fik muligheden for det. Han var for længst vokset over raseriet til dem der var vrede på ham, fortalte han sig selv. I virkeligheden valgte han bare at ignorere vreden, men da vred var det eneste der adskilte ham fra metallet, havde han gradvist mistet sin personlighed i takt med at vreden steg. Nu truede følelsen med at knuse hans mentale dam, og han glædede sig til at de kom ud af tunnelen og han ikke længere havde behov for hendes hjælp.
Den sidste del af tunnelen gik de igennem uden at han sagde en lyd. Hans stemme var blevet erstattet af et monotont hårdt åndedræt, der konstant pumpede luft ind og ud på en kold og stejl måde. Åndedrættet gav fornemmelse af metallets essens.
De kom ud under en lille høj et stykke væk fra byens havn. Det var nat, og uklart hvor mange gange solen havde været rundt. Så snart de kom ud hev han sin hånd til sig, og kiggede mod byen. Han gik stadig i bar overkrop og med sækken over hovedet. Han frøs, da det var en kold nat. (ja, her er det koldt :s)
”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte han efter en kort pause. Den var den mest fuldendte sætning han kunne lave uden at lyde arrig, og alt taget i betragtning var han næsten stolt.

Isis kunne godt mærke på hans opførsel, og generelt hele hans attitude at han var stærkt utilfreds, men det var hun ligeglad med, hun var trods alt en meget stærk kvinde, da hun var vant til at gøre alting undervand, hvor det var væsentligt hårdere, og krævede mange flare kræfter end tingene gjorde på land.
Idet de kom ud under den åbne nattehimmel åndede hun lettet og, og sendte ham et stort smil, ligeglad med at han havde revet sig løs af hendes greb. "Jo ser du, nu skal jeg finde mig et ste..." pludselig mærkede hun hvordan hendes vinger pressede på indefra, hun blinkede forbavset med øjnene, og nåede at sende ham et undskyldende men bekymret smil inden de to vinger brød igennem huden, og ligeledes hvordan horn begyndte at spire frem overalt på hendes krop, hendes negle blev til noget der mindede og kløer og hendes ben samlede sig til en lang, skællet hale ligeledes med horn.
Hun bed sig kort i læben, hvis dette syn ikke fik ham til at løbe skrigende væk, var der ikke meget det gjorde.
Hun kiggede kort op på ham med de store gule øjne, men slog så blikket ned i jorden "Jegkan ikke være i min menneskelige form i mere end 2 døgn!" mumlede hun så, væsentligt mere nedslået, hvis Spike havde set hende sådan her, havde han med sikkerhed hugget hovedet af hende med det samme, underskrift eller ej!

Shrade tvang sig selv til at falde mere til ro, og kiggede tilbage på hende da hun begyndte at tale. Hans overraskelse da hun begyndte at forvandle sig kom næppe som en overraskelse. Han tog et skridt tilbage og vendte sine håndflader ud mod hende, så alle ti klinger vendte mod hvad end hun var ved at blive. Hvordan skulle han vide om hun var forhekset, forbandet og ved at forvandle sig til et eller andet monster, som en varulv eller lignende? Det betalte sig at være forberedt, og han gjorde sig klar til at løbe fra hende, hvis det blev nødvendigt. Hun kunne jo nok ikke følge efter ham uden sine menneskelige ben, medmindre selvfølgelig hun kunne flyve hurtigt nok med sine vinger.
Da han hørte hendes stemme blev han mere afslappet. Hvad end hun var blevet, eller var ved at blive, berøvede det tilsyneladende ikke hendes fundamentale kontrol- i hvert fald ikke endnu. Han lod sine hænder vende sig ind mod sig selv igen, og kiggede nysgerrigt på hende gennem sækkens stof. ”Hvad er du?” spurgte han, selvom han godt kendte svaret. Hun havde fortalt ham det inde i tunnelen, og selvom det næppe havde været nogen dybdegående beskrivelse, var det rigelig information. ”Nej, glem det.” Han løftede afværgende hånden og signalerede at hun ikke behøvede at svare på hans spørgsmål. ”Gå hellere tilbage til det sted du kom fra, og håb at rygterne spreder sig langsomt der. Byen vil ikke være et sikkert sted i en tid, for nogen af os.” Han vendte ryggen til hende, og begyndte at bevæge sig tilbage mod havnens lys.

Isis skulle til at svare ham da han afbrød sig selv, og dermed hende, et kort øjeblik lænede hun sig tungt op ad en stor sten mens hun hurtigt vendede sig til at igen kun have mulighed for at bevæge sig via. sine vinger, hvis hun ikke skulle virke for skræmmende ved at kravle langs jorden, med den lange hale snoende bag sig.
Hun kiggede hurtigt op på Sharde, med et bebrejdende blik, han var ikke anderledes end alle andre mennesker, kun akkurat lige så bedømmende over for andre racer, på trods af deres minimale kendskab til væsnerne.
"Jeres fjollede rygter kommer ikke i nærheden af havbunden!" snærrede hun irriteret, før hun rejste sig ved at folde de nederste 30 cm i en cirkel, og dermed blev væsentligt højere end Sharde.
Faktisk så hun ret skræmmedne ud, som hun stod der i månens lys, med vinger spredt til hver side, og en skællet hale at hvile på, et syn der ville få mange mennesker til at råbe om dæmoner og dets lige, det var Isis dog ligeglad med, for hende var mennesker ligemeget, i hvert fald de næste dage.
"Men selvom rygterne ikke når til havets bund vil de spredes heroppe, og så kan det godt være at jeg kan gemme mig på bunden af havet de næste 100 år, men det har jeg ikke lyst til, og DU har desuden heller intet sted at flygte hen!" påpegede hun ig lagde armene over kors, mens hun slog de kraftige kæber sammen så det gav et smæld. "Vi er nødt til at finde det svin som myrdede mennesket, det vil få os fri for alle anklager, og så lukket munden på inkvisitionen, måske kan vi endda få skovlen under dem!" snærrede hun og fugtede de tørre læber. "Men jeg kan ikke rende rundt sådan her, folk bliver skræmt for vid og sans, jeg må til havet, og i morgen, når månen igen står på himlen kan vi begynde at lede i byen!" sagde hun så bestemt, som havde han intet valg, det havde han teknisk set heller ikke, det ville Isis i hvert fald ikke give ham!

Shrade nikkede langsomt. Hendes skræmmende udseende og den pludselige forvandling havde ikke skræmt ham, trods hans paranoia. I starten havde han stillet sig klar, bange for at hun var aggressiv og kunne finde på at angribe ham. Han indså at muligheden stadig var der; at han ingen garanti havde for at hun blev hvor hun var, og ikke fløj i ansigtet på ham og flåede hans nakke ud. Hvis hun valgte at gøre dette ville han tilmed ikke have det store at forsvare sig med. Det eneste der havde ændret sig var, at de banale instinkter havde lagt sig igen; den kropslige årvågenhed der var kommet var væk, og han havde ladet sig hensynke til den dødelige trussel hun konstant udgjorde. Hvis hun valgte at dræbe ham var det fint med ham. Han ville være for død til at kunne begræde tabet af sit liv, og der ville ikke være nogen tilbage, der ville gøre det for ham. Om han levede gjorde ingen forskel.
Gennem øjensprækkerne holdt han øje med hende, og en sky af varm luft forlod hans lunger og blev synlig i den kølige nat. Skyen var den eneste bekræftelse af at han trak vejret, og ikke var en menneskelignende statue. Han var tavs en tid, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Det havde været hans plan at efterfølge den rigtige morder selv, da hendes markante udseende ville fungere som en klods om hans ben; ingen vidste hvordan Shrade så ud. Han kunne tage noget normalt tøj på, og så længe hans ansigt ikke blev blottet, ville ingen kende ham. Isis ville være en ethjulet cykels andet hjul; ment til at hjælpe, men på forhånd bestemt til at vælte cyklen.
”Aftale,” sagde han trods sine tanker og sin person. Det føltes bare mere indbydende og rigtigt at sige god for hende, og lade hende være med til opklaringen. Måske gjorde han det fordi han var træt af at skræmme folk væk. Måske gjorde han det fordi han gerne ville have hendes selskab. Grundene var alle sammen ligegyldige, det var handlingen der talte og nu var den gjort. Han havde sagt okay, og så måtte fremtiden komme som den gjorde. I værste tilfælde døde han jo bare. ”Lad os mødes ved havnekajen ved midnat i morgen. Jeg holder udkig efter dig.”
Med disse ord vendte han sig om, og begyndte at gå. Han var på vej direkte mod havnen, hvor han havde tænkt sig at bruge den kommende dag i skjul.

Isis kiggede vurderende på ham, han virkede som om han tøvede, men hun havde ikke rigtigt lyst til at give ham et valg. Isis var i sin menneskeform forholdsvis let at skræmme, da hun endnu ikke havde fuldt kontrol over at have to ben, og ingen vinger, med mindre hun selvfølgelig valgte at have dem fremme, men det ville bare vække for meget opsigt. Når hun var i sin egen skikkelse til gengæld blev hun væsentligt mere selvsikker, da hun kendte kroppens begrænsninger, og for den sags skyld dens fordele, den var dækket af enormt hårde skæl, som virkede som en mindre rustning samt alle hendes horn, som var et fantastisk forsvarsværk, og ligeledes dødsens farlige for mennesker.
Sharde gav dog efter til hendes fulde tilfredshed og hun nikkede bestemt "I morgen aften ved kajen så, jeg vil nok ikke være svær at få øje på!" knurrede hun en anelse bittert før hun satte af fra jorden med vingerne, og satte retning mod havet, hvis hun allerede skulle optræde i sin menneskelige form efter 24 timer, havde hun småtravlt med at komme i vandet.

[Out, starter du bare ved kajen, og lige smider et link i en PM til mig ? :D]