Isis nikkede bestemt "Det princip bliver vi også opdraget efter under vandet, dernede var det bare væsentligt mere konsekvens, hvis vi ikke lærer det hurtigt nok bliver det ens eget problem!" sagde hun og trak på skuldrene, lidt havde hun læst om menneskelig adfærd, og var da ganske klar over at man ikke kastede ungerne for løverne hvis de ikke kunne løbe hurtigt nok, men under vandet var der ikke meget andet at gøre når der kom en hel flok hajer eller det der var værre.
"Nårh ja, hvis de ville have mere indflydelse kunne de vel bare tage sig lidt sammen og stå op for sig selv, det er der vel ingen andre der gør for dem!" sagde hun med et lille smil og så op på krofatteren der stillede kanden med saft på bordet, samt lagde vindruerne, det var bestemt andet end hvad man så under vandet, nysgerrigt rakte hun ud efter en drue fra klasen Alexander sad med, mens hun ltyttede opmærksomt til hvad ham fortalte hende, hun havde ikke rigtigt noget at sige til det, alting på overfladen virkede meget overvældene, især når man fik det i vide på én gang.
Dog lyste hun pludselig stort op mod ham i en interesseret smil "Har du sådan et lille hus så?" sagde hun pludselig og sendte ham et stort smil, hun havde læst om sådan nogle, der efter beskrivelserne at dømme skulle ligne kroen lidt, det var bare noget man havde selv

Alexander smilede ad hendes tilsyneladende kyniske holdninger, et smil med strejf af bitterhed. Verden var fuld af egoister og selviske handlinger, og intet var der at leve for ud over øjeblikket. Den evige problematik omkring at agere eller observere strejfede ham atter, men han nåede ikke at tænke længe over det, før et nyt spørgsmål afbrød tankerne.
”Æh, nej, jeg er det, man heroppe betegner som en vagabond. Jeg lever, hvor jeg kommer frem, og sover, hvor jeg får mulighed for det. Det eneste jeg ejer, er en lille oppakning, tøjet jeg har på, og min hest og følgesvend Larissa. Mine forældre ejer en lille hytte ved kysten, men jeg har altid ønsket at se mere af landet end bare naboens marker, så jeg drog hjemmefra for… snart et år side.”
Alexander smilede venligt til hende og kørte en hånd gennem håret. Han havde åbnet inderjakken for at lette lidt på varmen. Krostuen var overfyldt og alt for varm, og han tog en tår mere af sin juice, blot for at opdage, at glasset var tomt.
”Vil De have mere at drikke?” spurgte han venligt, hævede det ene øjenbryn og lagde hovedet på skrå, mens han venten på enten en be- eller afkræftelse.

"Arh" sagde hun og så sig tænkende om, før hun skævede ned til vindruerne hun endnu ikke havde smagt på, de lignede ikke noget de havde under vand, så hun valgte at se dem an før hun gav sig i kast med at spise dem.
"Så du er faktisk ligesom fisk!" sagde hun med et smil, lettet over at der for engangs skyld var noget hun kunne relatere til, Isis selv og hendes folk holdt til i koralrev, det var først de seneste år at de var begyndt at bygge under vandet, deres bygninger var blot meget åbne, men det var typisk de mest velhavende slægte der havde råd til den slags, nogle havde store bygninger, mens andre bare nøjes med revet. Isis' slægt havde en halvstor bygning, der blev ved med at blive udviddet, men det var ikke rigtigt noget der sagde Isis noget. under vand var det jo som sagt ikke de velhavende der bestemte, men en ganske demokratisk tankegang.
Hun nikkede ivrigt da han spurgte om hun ville have at drikke, selvom det var underligt at have i maven i forhold til hvad hun var vant til, hvad hun ikke vidste var at hendes krop snart selv ville begynde at kræve væske med jævne mellemrum, hun havde været på land før, men aldrig i længere tid af gangen, og havde derfor ikke oplevet tørst.

”Fisk?!” udbrød han spørgende og så mystificeret på Isis. Så vidt han vidste, var han ægte krystaliener, af relativ fornem slægt endda! Godt nok havde familien valgt de store arvegods fra, men hans navn var almen kendt i hans hjemegn.
”Fisk…?”Gentog han, som havde han slet ikke forstået meningen med ordet. Pludselig lyste han op og smilede skvæt til hende.
”Er De da en fisk?” En latter lå gemt i mundvigen, der sitrede og havde svært ved at holde sig i ro. Han havde ikke troet, at en havfrue, hvad han mere eller mindre anså hende for at være, ville omtale sig selv som en fisk. Det stred generelt med hans opfattelse af folks psyke. Et menneske ville aldrig omtale sig selv som et pattedyr uden en vis distance eller ironi.
”Prøv at smage en af druerne. Det kan være, der er sten i, nogle små hårde kerner, men dem skal De ikke spise.” Han så opfordrende på hende og tog selv en, som for at vise hende, hvordan man brækkede frugten af de små stilke. Druen var saftig og sød og smagte lidt som saften i kanden. Han skænkede hende endnu et glas af dette, smilende, underholdt. Det var længe siden, han sidst havde haft mulighed for at snakke med en så interessant person.

Isis nikkede da han gentog ordet, og skævede kækt da han gentog det flere gange, hun forstod humor, eller i hvert fald det meste af det, havfolkets intelligens mindede trods alt om menneskets på mange punkter.
"Ja fisk, de flytter også hele tiden!" sagde hun og smilede inden hun pillede en drue af og trykkede prøvende på den, hvilket hurtigt fik den til at give en smugle efter før hun spiste den, stenene tog hun sig ikke af, men knasede dem uden problemer, selvom de skabte en tør smag som bredte sig på tungen.
"Det smager godt nok anderledes end dem under vand!" sagde hun og lagde hovedet på sned mod ham i en kæk mine "Det ved jeg faktisk ikke, ville du kalde mig en fisk?" lo hun og hævede det ene øjenbryn mod ham, udemærket om hendes egen sarkasme, men alligevel interesseret i hvad han villa svare, faktisk hvade hun ingen anelse om hvad menneskefolkene ville karakterisere hende som, hun var vel egentlig en slags fisk, godt nok en menneskelig en af slagsen, men hun havde trods alt både skæl og finner når hun ikke var i hendes menneskelige form

Alexander lo dæmpet og smilende af hende, da hun prøvende følte på vindruen. Hun mindede om en kat, der, når den møder noget nyt, men ikke helt ved, hvordan den skal forholde sig til det, dasker ud efter det med poten. Han nikkede bifaldende til hendes udsagn. Han havde ikke forventet andet end at smagen ville være anderledes end hendes normale spise. Højst sandsynligt var saften mindre salt, men han vidste det egentlig ikke helt.
Han tanker gik i en anden retning, da hun tog humoren og bad ham finde overveje hvad, han ville karakterisere hende som.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, jeg ville kalde Dem en havfrue.” Han glippede uskyldigt med øjnene, i den hensigt at drille hende lidt mere. Det var trods alt ikke hver dag, man havde muligheden for at more sig sammen med et så fantastisk væsen!
”Havfruen, et, for nogen, mytologisk væsen, der tillægges store evner og talenter, som der spindes fantastiske og romantiske historier om, samt det væsen, der siges at have reddet flest sømænd fra en våd grav.” Hvor meget af det, der var sandhed, var ikke til at vide…

//Undskyld det sene svar. Jeg har været på tur med min tyskklasse til Lübeck.

Isis pillede endnu en drue af som hun spiste den hurtigt, den havde en lignende smag med væsken som menneskene åbenbart indtog, forsigtigt strøg hun sig over øjnene og så rundt i kroen, hvor folkene tilsyneladene havde indfundet sig med hendes tilstedeværelse. Hun var slet ikke vant til at skulle blinke i det omfang man var nødsaget til på overfladen, men det kom ganske naturligt, selvom det skarpe lys fra lygter godt kunne genere i længden.
Hun skar en underlig grimasse da hun blev sammenlignet med en havfrue, selvom det vel egentlig var hvad hun var, men hun brød sig ikke om menneskets version af dem,
"Jeg kommer fra dybhavsfolket, altså dem der lever helt nede på bunden hvor solen sjældent skinder!" sagde hun og løftede øjenbrynene mod ham "Vi lever af fisk og andre havdyr, hvorimod lavvandsfolkene lever af tang og planter!" sagde hun og holdt endnu en pause for at sikre sig at Alexander var med "Mange lavvandsfolk mener at fisk har et liv som et mere intelligent væsen som skal respekteres, de har for vane at slæbe fiskere og den slags til bunds, liv for liv!" sagde hun og skar en grimasse, dog videde om at det ikke var sådan alle lavvandsfolk var, men dybhavsfolket havde altid set dem som værrende kulrede og sære, og omvendt for den sgs skyld!

Et slet skjult smil spille om Alexanders læber, da Isis reagerede på at blive tiltalt havfrue. Han havde ikke forventet reaktionen, men den morede ham. Det morede ham altid at finde noget, som folk kunne smile over.
”Jamen så kan De jo være min havfrue? De spiser trods alt vindruer, som heroppe er en frugt, en plante!” Han lo stille ad hende, før han atter blev alvorlig og sagde:
”Alle dyr har et liv og en eksistens, som man ikke bør foragte. Visse folkeslag ærer sjælen af alt, de bortriver fra naturen, det være sig træ til brænde, vildt til føde eller aks til mel.” Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende nysgerrigt. Mange foragtede denne fanatiske indstilling til livets værdi og naragtiggjorde idealerne.
”Livet er skrøbeligt, men netop derfor så smukt, at det er værd at leve.” Konstateringen var tonløs og uden bevægelse, men blikket i Alexanders øjne fortalte, hvor seriøst, han mente det. Det var hans opfattelse af livet, selvom han ikke altid kunne efterleve idealet.

Isis lyttede interessant til hvad han sagde, for hende lød det mest som poetri, ikke noget hun nogensinde havde gået op i, men noget hun havde læst meget om, at menneskene funderede meget over tingene og i dette tilfælde lød Alexander i hvert fald meget velovervejet.
"Din havfrue!" sagde hun med et glimt i øjet "Jeg ved ikk om det lyder sundt!" lo hun og trak på skuldrene, før hun igen nippede til glasset, det var som at være mæt, bare på en anden måde, med alt det hun havde drukket.
"Men pointen er bare at det altså ikke er alle der er gode folk, nogle af dem ville slå ihjel for et godt ord!" sade hun og kiggede rundt på fiskerene, hun havde set utallige af dem dale til bundt, for når de først nåede så dybt at dybhavsfolket levede, var de ikke til at redde igen, så sømandshistorierne om de flinke havfolk kunne man godt pakke sammen, i hvert fald i Isis' selskab.
"Der er også de rigtigt slemme, sirenerne, de synger så smukt og er så kønne, at folk er villige til at gå i døden for dem, de har en skrækkelig vane med at lokke mennesker i havet!" knurrede hun og så alvorligt på Alexander, uden at nævne at hendes egen mor havde sireneevnerne, hvilket til dels havde smittet af på Isis, som dig ikke lokkede folk i den våde død.
"Så.." Isis bed sig hurtigt i læben med et kækt smil, den alvorlige attitude var forsvundet som dug for solen "er det rigtigt at i mennesker kan sidde på de der store firbenede dyr? hmm,, æææh, jeg kan ikke huske hvad de hedder!" sagde hun og så spændt på ham, Isis havde aldrig reddet og kunne slet ikke forestille sig det, men hun havde set tegninger på nogle skrifter for nogle år siden

”Hvem siger, at det skal være sundt? Altså, jeg bider trods alt ikke i dén her skikkelse!” Han blinkede skælmsk til hende, vel vidende, at hun ikke vidste, hvad han snakkede om. Ikke mange vidste, at han kunne forvandle sig til en gepard efter lyst.
”Jeg vil tro, at det forholder sig på en lignende måde heroppe. Der er visse personer, man ikke skal være for nær, med mindre man direkte ønsker en blodig konfrontation.” Han tænkte med ubehag på mødet med Samson, der nær havde udviklet sig meget uheldigt, havde det ikke været for Karizma.
”Der findes elverne, hvis sangevner også er berømmet. Dog plejer de ikke ligefrem at drukne folk, snarere lokke dem ind i skoven. Det er oftest, hvis en elver finder behag i en person, at den uheldige person kan blive lokket ind i skoven for aldrig at komme ud igen. Selvfølgelig kan historierne være overdrevne, men der er altid et gran af sandhed i fortællingerne.”
”Firbenede dyr..?” Et øjeblik så Alexander dybt forvirret ud, idet han ikke havde hørt hele sætningen, fordi en fuld fisker i det pågældende øjeblik havde valgt at råbe op ved nabobordet. Han sad et øjeblik i tavshed, mens han forsøgte at lukke tumulten bagved ude og samtidigt stykke en mening sammen af de ord, han havde fået fat i.
”Ah, du mener heste! Jo, det kan vi da. Jeg har selv et eksemplar stående ved den kro, jeg bor på. Hun hedder Larissa og er, til stor irritation for min søster, opkaldt efter hende. ”

Isis smilede og trak på skuldrene, "Nææ, det har du vel egentlig ret i!" sagde hun med et smil, det var vel ikke alt der var eller for den sags skyld skulle være det. Dog studsede hun tydeligvis over det sidste i han sætning,, havde han en anden skikkelse? Måske ligesom hende "Nå da, hvilken skikkelse bider så?" sagde hun med et glimt i øjet for at fjerne sløret, det kunne være at han havde noget sspændende i ærmet.
Kort kløede hun sig på den ene skulder, men stirrede så på hendes hånd, hendes negle var ikke længere de halvlange 'kløer' ville nogle vel definere dem som, men skiftet ud med halvlange almindelige 'menneskenegle'. Hun rømmede sig kort og tog så hænderne ned under bordet, for kort at stirre på Alexanders hænder, der dog lignede hendes nuværrende, hvorefter hun roligt lagde hænderne op på bordet igen til en hurtig sammenligning.
Dog ændrede hun hurtigt fokuspunkt til hvad han sagde, elverene, dem havde hun ganske rigtigt hørt om, "Hvad gør elverene så ved folk?" sagde hun og løftede et nysgerrigt et øjenbryn, hun kunne ikke rigtigt forestille sig hvad man gjorde ved folk hvis man ikke druknede dem.
Isis nikkede bekræftende da han nævnte hestene og lyttede interessant "Er det svært?" spurgte hun fortsat opslugt af hvert eneste ord han sagde, spændende kunne man bestemt kalde overfladen!

”Se, det er jo ikke godt at vide!” Svarede han med et smil om læben og blinkede kækt til hende. Det var hans lille hemmelighed, som der skulle meget til for at blive lokket frem i lyset. Ellers ville det jo ikke være en hemmelighed mere. Det var altid rart at have noget i baghånden, hvis man kom ud for en ubehagelig situation, så han priste sin evne højt. Den havde hjulpet ham mere end én gang!
Et øjeblik sad han og tænkte over et fyldestgørende svar. Egentlig var han ikke på helt sikker grund i dette emne, for selvom han havde mødt en elver, havde han ikke haft mulighed for at diskutere sådanne spørgsmål. De havde været optaget af så meget andet.
”Det vides ikke med sikkerhed. De forsvinder blot for ikke at vende tilbage i deres familiers levetid.” Han så dystert på hende.
”Nogle mener, at de får forlænget deres liv, så de ikke ældes helt så hurtigt som et almindeligt menneske. Nogle siger, at de tortureres, mens andre igen mener, at de indlemmes i stammen.” Der var mange muligheder og skrøner at trække på. Elverne, deres mystiske skønhed og deres længere liv var til megen misundelse, og derfor udsat for mere sladder og mytedannelse end andre folkeslag.
”Nej, det vil jeg ikke mene. Så længe dyret er velskolet og har tillid til rytteren, er der ingen problemer, men som med alting er det noget, man skal vænne sig til. De fleste, der for første gang sidder på en hest, har svært ved at holde balancen, når den bevæger sig under dem.” Alexander smilede uanfægtet af larmen omkring dem til Isis, glad ved at have en så interesseret og deltagende lytter. Normalt havde folk ikke tid til at sætte sig ned for at diskutere verdens finurligheder, idet de med forpinte ansigtsudtryk hastede fra den ene gerning til den anden. Fiskerne her var ikke en undtagelse. Forbitrede over vejret havde de søgt sammen i rusens fællesskab for at afvente mere gunstige vejrforhold, så de atter kunne genoptage deres arbejde på havet.

Isis stirrede afventende på ham da han åbnede munden for at fortælle hende om en anden skikkelse, men det lod desværre ikke til, at det var noget, han havde tænkt sig at sige det til hende. Langsomt lænede hun sig en smugle ind over bordet mens hun trak kappen lidt tængere op, så den dækkede mere af hendes skuldre, før hun lokkende blinkede med de store øjne og sendte ham et kækt smil "Hvis jeg kan se din anden skikkelse, kan du se min!" sagde hun og lo let, med en drillende attitude, egentlig havde hun slet ikke lyst til at han skulle se hende i sin oprindelige form, han ville nok bare blive skræmt frr vid og sans, men hendes nysgerrighed lokkende hende til at gå på kompromis.
Kort strøg hun en finger over det ene lille horn der sad lige over øjenbrynet, mens hun interesseret lyttede til hans teori om elverene "Fakrisk er der nogle der mener at vi, altså havfolket, i bund og frund stammer fra elverene, delvist frundet vores levetid, og delvist grundet vores ører!" sagde hun og lagde hovedet en anelse på sned, før hun lænede sig tilbage i stolen hun sad på.
Hun bed sig kort i læben og stirrede ind i et lille sterinlys der stod på naboboret før hun så over mod Alexander, hun brød sig ikke om ild, faktisk skræmte den hende ret meget, hun anede ikke hvordan´hun skulle håndtere den "Så, er det normalt at have hest? Kan i alle sammen sidde på dem?" fortsatte hun ivrigt, hun ville gerne se sådan et kræ i virkeligheden, og se om den var lige så skræmmende som hajer eller hvaler for den sags skyld, hvaler kunne også tæmmes, hvis man arbejdede længe nok på det!

”Jeg tror desværre ikke, det vil være en god idé at optræde med andre skikkelser lige nu på dette sted.” Han så sigende over mod et bord ved siden af dem, hvor en lavmælt mumlen og skulende blikke indikerede en vis fjendtlighed over for den smukke, men mystiske, Isis og bordherren Alexander. Det havde muligvis ikke undgået deres opmærksomhed, hvad nogle af deres samtaleemner havde drejet sig om, hvilket måske ikke var helt heldigt.
Alexander betragtede eftertænksom hendes ansigtsform og de fine træk, der gjorde hendes ansigt så tiltrækkende. Ørerne bar rigtigt nok en umiskendelig form, der uden problemer kunne skabe associationer til elvernes. Alexander kom frem til den konklusion, at der ville være megen mening i, hvis de havde samme forfader. Elverne, der elskede skovene og beboede dem, og havfolket, der elskede havet og beboede dette. Det ambivalente aspekt var som en brik, der faldt på plads.
Et øjeblik var Alexander fraværende, da hans tanker havde været et helt andet sted. Han rettede sig en smule og løftede glasset til læberne for at tage en tår, mens han overvejede sit svar.
”Ja, det er rimeligt normalt. Et sådant dyr koster selvfølgelig en betragtelig sum, afhængigt af race, forældre og opdrætter, men mange ejer heste. De, der aldrig har været i nærheden af en hest har ingen anelse om, hvordan man rider dem, og kan derfor heller ikke sidde afslappet på dem. Så nej, det kræver træning, så at sige!” Et øjeblik sad han med spidsede læber og tænkte, inden hans fortsatte i samme emne:
”Men I må vel også have ridedyr på en eller anden måde? Eller, ridefisk, om man vil!” Han blinkede drilsk til hende og smilede skævt.

"Hvem sagde at det skulle være nu og her!" sagde hun med et glimt i øjet før hun igen frak af glasset, hun var ualminde nysgerrig over, hvad menneskene kunne forvandle sig til, hun havde i hvert fald aldrig hørt om atde havde en anden form, og havde levet i troen, at det kune var havfolkene der kunne forvandle sig til mennesker, det havde måske også været en naiv tankegang, men lige nu ville hun mest af alt vide hvad de kunne.
Hurtigt fulgte hun hans blik over til naboborret der meget åbenlyst sad og stirrede tilbage, og for den sags skyld snakkede om Alexander og Isis selv, kort kneb hun øjnene sammen mod dem i en sigende mine, og skulle lige til at give dem en reprimande, men stoppede så sig selv, det virkede ikke til at man var lige så åbem med sin mening på land, som man var under vand, et eller andet sted havde hun mest af alt lyst til at forvandle sig, og plante et solidt bid i armen på en af dem, men det ville nok ikke ændre på folks stirren tvært imod!
Hurtigt slog hun en latter op da hun hørte hans sidste bemærkning ´ridefisk´ hvad var dog det or et ord "Jooe, hvaler kan tæmmes, hvis man arbejder med dem fra fødslen, så kan man styre dem ved at kradse den på den side den skal dreje til, men det er kun hvis man skal meget langt, ellers kan vi lige så godt svømme selv!" sagde hun og trak på skuldrene hun havde selv kun transporteret sig på hvaler få gange, men det havde også været ganske vellykket. "Vil dui ikke vise mig en hest så?" sagde hun med et smil og pillede utålmodig ved en tot af det dybblå hår

[Hvordan går det med din SRP? ^^]

”Generelt tror jeg, det ville være en dårlig idé at skifte skikkelse i nærheden af nogle mennesker. Visse har et meget anstrengt forhold til dén form af magien.” Han trak sigende på skulderen og betragtede den slet skjulte trussel, som Isis fremviste for mændene ved bordet. Det kunne godt gå hen og give problemer, hvis de på den ene eller anden måde i deres alkoholpåvirkede tilstand kom frem til, at de ville have en oprejsning. Godt nok kunne han forsvare sig, men han havde ingen lyst til at ryge i klammeri med nogle af de klepperter, der sad omkring dem og tyllede stærk spiritus, som de drak frugtsaft.
”Det er en abnorm tanke for en person som jeg, at forestille sig et så stort dyre være underlagt kontrol. Selvom der er så mange forunderlige ting i verden, er havet nok den kilde, der generer mange af dem. Jeg vil tro, at det har noget at gøre med, at for os landlevende, er det umuligt at færdes under vand gennem længere tid.” Han nikkede en smule for sig selv og så tænksomt ned i bordpladens høvlede overflade, hvor pletter og skjolder dannede en mosaik af mørkere nuancer. Han sad meget langt væk i tankerne og forestillede sig hvalerne som et klassisk billede på ridedyr. Billedet virkede forvrænget, naragtigt, men samtidigt uhyggeligt reelt.
”Æh jo, det kunne jeg nu nok godt. Kroen vil sandsynligvis have en stald bag hovedbygningen, men jeg ved ikke, hvor glad gæsterne vil være, hvis vi begynder at betragte deres ejendom alt for grundigt. Hvis De ikke vil føle Dem generet vejret, kan vi finde mit herberg, hvor min følgesvend, mit ridedyr, befinder sig.” Han så spørgende på hende og skævede til mørket uden for ruderne. Regnen piskede til stadighed mod vinduerne og voldsomme vindstød fik murværket til at give sig med en sukkende lyd. Ind i mellem faldt en vind uheldigt i forhold til ildstedets udtræk, så flammerne slog ind i rummer og fyldte den allerede ramtlugtende krostue med yderligere røg.

[Jeg får opgaveformuleringen i morgen… Så jeg er slet ikke i gang endnu ;b ]

Isis fik kort et skuffet udtryk, men lod så til at indfinde sig med det, selvom hendes nysgerrighed hev og sled i hende for at få i vide havd det egentlig var han kunne, og vel ikk kun hvad han kunne, nok snarre hvad menneskeligheden kunne, hvad menneskene var i stand til, for der var stor forskel på havfolkets magi og på de landlevende, det var sikkert.
"Det er vel lige så uvirkeligt for jer, som heste og den slags er for os, jeg har læst om mange dyr på landjorden jeg nægter tro findes, men det gør de tilsyneladene!" sagde hun og trak på skuldrene før hun tog endnu en tår af glasset, de største trudsler under vandet var hajer, store blæksprutter og dødbringende gobler, heldigvis kunne havfolket klare en del mere af deres gift en et almindeligt menneske kunne.
"Skulle lidt regn afskrække en som mig?" sagde hun med et kækt smil og rejste sig øjeblikkeligt, hun havde ikke synderligt lyst til at blive i kroen, og slet ikke med den folk stirrede på hende, dog sendte hun et hurtigt blik ud af vinduet, regnen ville ikke blive et problem nej, men den kraftige blæst ville sikkert sinke hende ualmindeligt langt. "Er der langt?" sagde hun spørgende og så ned på Alexander udelukkende ventende på at han også skulle rejse sig så de kunne komme væk, nu da hun havde rejst sig var alt opmærksomheden rettet mod hende og det meste samtale forstummet til en ubehagelig tavshed

”Ja, hver verden har sine undere og mirakler.” Han blinkede drilsk til hende, som for at sige, at hun var et af dem. I hans øjne var hun. Han havde aldrig oplevet en person, der havde det udseende og det vid, som hun lagde for dagen. Den enkle samtale og det lette samvær var interessant. Aldrig havde han forestillet sig, at han skulle være så privilegeret at møde et havvæsen, der havde samme nysgerrighed angående andre verdener, som han.
”Efter Deres tonefald, nej… Men heroppe er det god tone at sikre sig velvilje, inden man begynder at slæbe folk med sig.” Det ville være trist, hvis hun fik lyst til at maltraktere ham lidt, hvis han gik imod hendes vilje. Efter det, hun havde fortalt om at dominans og selvforsvar, havde han ikke lyst til at mishage hende.
Han kiggede forundret op på hende, du han hurtigt rejste sig og mere eller mindre tiltrak sig hele kroens opmærksomhed. Han havde vist ikke behøvet bekymre sig om hendes lyst til at begive sig udenfor!
”Det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg har lidt svært ved at bedømme afstande herinde i byen. Vi kommer til at være ude i uvejret i et stykke tid.” Alexander rejste sig tilsvarende og begyndte at bane sig vej gennem kroens virvar af borde og bænke. Da han endelig kom til slutningen på labyrinten, døren, åbnede han den og holdt den for hende, så hun kunne gå ud. flere af de nærmest siddende kom med højlydte beklagelser over den kolde, våde vind, der slog ind gennem døråbningen og mindede dem om elementernes raseri. Selv skuttede Alexander sig en smule, ubehagelig ved tanken om at skulle ud og gennemblødes og gennemruskes.

[Hvordan går det med dit SRP?]

Isis sendte han et smil der for hende virkede en smugle forlegen, men for Alexander nok lignede alle hendes andre smil, hendes hudfarve havde ikke evnen til at rødme som et alment menneske kunne, men hendes blod var også væsentligt mørkere, nogle ville nok snarre definere det som sort.
Hun fulgte hurtigt efter Alexander gennem den tætte kro, og skyndte sig ud i regnen med et kort "Tak" til Alex da han holdt døren for hende. Den kolde våde regn gjorde godt mod hendes hud, selvom at det slet ikke var det samme som saltvand, hun kiggede kort over mod Alexander og skævede så op i himlen, så esn sti danneds, hvor regnen ikke faldt, mennesket havde det naturligvis bedst med at værre tørre, og med hendes kræfter kunne hun vel lige så godt hjælpe ham hjem i tør behold.
Dog var blæsten nådesløs, Isis håbede på at det ikke tog lang tid at gå, både for hendes og Alexanders skyld, bare han dog ikke frøs, når hun nu havde det så varmt med hans kappe på.
"Hvad vej?" sagde hun spørgende, og sørgede bestemt for at regnen ikke ramte ham, på den måde ville han lettere kunne hodle varmen og hun kunne beholde kappen og se nogenlunde anstændig ud eller hvad de landlevende nu engang kaldte det!

[indtil idag har jeg været i P A N I K, for jeg har om retsgenetik og og sandsynlighedsregning i denne sammenhæng, hvilket kræver at jeg slår hver andet ord op for at finde en sammenhæng. Men nu har jeg heldigvis fået fod på det og er nået til side 4. Hvad med dig?]

”Så lidt den dame.” Svarede han blot med en charmerende smil, bukkede galant og blinkede til hende. Han missede op mod den piskende regn, inden han lod døren falde i bag dem. Et øjeblik orienterede han sig for at finde den letteste vej mod det herberg, han havde efterladt Larissa, hesten på, og strakte så en hånd ud og pegede elegant til venstre for dem ud mod den brede hovedgade, der løb ortogonalt på den lille smøge, hvori kroen lå.
”Denne.” Svarede han og undrede sig over, hvor lidt regnen ramte ham. Han havde forventet et meget værre vejr, og det var først efter et par sekunder, at det gik op for ham, at Isis måtte have noget med fænomenet at gøre. Han bød hende sin arm, og nikkede mod vejen, der lå åben foran dem, forbavset hendes evner.

//Out.

[Jeg er faktisk nået helt til side 5, men det er kun det rå udkast. Der ligger mange timer foran med rettearbejde og notehenvisning. Men jeg ved, at jeg går i panik i næste uge, fordi jeg har meget lidt tid dér. Og lørdag render jeg rundt om mig selv og forbander, at jeg er så dårlig til at tage mig sammen omkring opgaver! x)]