Han grinede bredt. "Du smilede!" Så løftede han det ene øjenbryn - det så legende let ud, men han havde øvet sig på det i flere uger.
"Det lyder da besværligt at skulle tænde bål først. Og så vendte på, at det bliver varmt, og risikere at brænde sig og den slags. Vi bruger bare vores magere til den slags." Men det lød faktisk interessant. Prøv at tænk på alle de ting man kunne lave. Hans flyvebriller var faldet fra hinanden de første mange gange han havde forsøgt sig med dem, fordi han ikke havde haft noget ordentligt at lave dem med. Og han havde ikke turdet spørge en mager. De var altså ret skræmmende. Han rødmede lidt, og vidste ikke helt om han kunne spørge hende om det.
"Øhmm.. Tror du, at du kunne lære mig det? Altså, hvis vi fik tid til det på et tidspunkt?" Han havde ikke lyst til at kigge på hende, hvis nu hun skulle grine af ham. Okay, det ville være et mirakel hvis hun lo, men han ville foretrække at det ikke var af ham.

Hun smilte skævt og kikkede grundigt på ham. Hun vidste ikke om han ville være i stand til at smede. Man ville være nød til at lave udstyr i hans størrelse, og det ville jo være begrænset hvad han ville være i stand til at smede på grund af hans størrelse.
”Det er farligt jo. Det er ikke noget man gør kun for sjov skyld og det tager lang tid at lærer. ”Hun havde en alvorlig mine på, men mente ikke noget ondt med det overhovedet. Hun ville bare pointere hvor alvorlig en sag det var, for Ekko kunne nok godt komme til at tage lidt let på det. Hun ville ikke nævne alt det med udstyr og hans størrelse for hun ville ikke fornærme ham.
”Jeg har selv smedet mit sværd. ” svarede hun lidt stolt og var ked over at hun ikke kunne vise det frem.

Ekkos humør faldt lidt, men steg så hurtigt igen. "Jeg er hurtigt til at lære. Og jeg er god til at bruge mine hænder. Så hvis du lærer mig det grundlæggende kunne jeg selv øve mig på det. Det ville virkelig være praktisk. Jeg har sådan en ide, som jeg gerne ville føre ud i livet, men jeg mangler et ordentlig materiale, prøv at se - " Han vendte sig rundt og rodede lidt i sin oppakning til han fandt en bunke papirer, omhyggeligt pakket ind i vandtæt materiale. Det var ikke så stort, men han håbede at hun kunne se det. Tegningen forestillede et virvar af streger og cirkler og små tal rundt omkring. Det kunne måske ligne lidt en løftemekanisme ((ved ikke helt hvad det er endnu, men det kommer xD)).
"Jeg har prøvet med flere andre materialer, men de faldt altid fra hinanden."
Han tøvede lidt, mens han kiggede på tegningen i hånden.
"Den her slags ting - altså, at finde ud af sådan nogle maskiner og den slags - er faktisk en af mine hobbyer. Jeg synes det er vildt sjovt den slags. Men mine forældre syntes vist ikke, at det var noget som jeg skulle bruge for meget tid på. De mente, at de ting vi havde fungerede godt nok."

Cathrine kikkede først lidt undrende på alle papirerne og det gav ikke rigtig nogen mening for hende, men som hun så grundigt efter begyndte noget af alt dette at give mening, hvilket hun var dybt forundret over. Hun plejede ikke at være så god til sådan nogle ting i den stil.
”Hm…” tænkte hun højt og overvejede hvad det egentlig var for en maskine? Det kunne godt ligne noget til at løfte med, men hun var ikke sikker. Hun overvejede om man overhovedet kunne bygge denne… opfindelse, men det så ud til at Ekko havde lavet en masse gennemtænkte udregninger om den.
”Hvad er det helt præcis? Og nu skal du vide at det ikke altid er lige nemt at skaffe materialer..”

"Jeg vil forsøge at bruge princippet i en løftestang, hvor man overfører energi fra en ting til en anden. De tandhjul der - " han pegede på noget krimskrams med en masse tal - "skulle gerne virke selvforstærkende, så hvis du drejer i et håndtag - selvfølgelig tilstrækkelig hurtigt - ville du få denne her propel -" Han kiggede hurtigt op på Cath.
"En propel er en hjulformet ting, hvor egerne sidder en anelse skråt, så de bliver påvirket af luft til at dreje rundt. Nå, men den propel som ligger her ville - med fart nok på, ifølge mine beregninger - flyve op i luften, og svæve der et vist stykke tid. Jeg er kommet rimelig langt i mit forsøg en del andre gange, men det faldt altid fra hinanden, når man fik sådan en fart på. Så jeg havde egentlig opgivet det lidt."
Han smilede op til Cath, og kiggede så ned på sine beregninger for at se, om han havde fået det hele med. Det var et stykke tid siden han sidst havde haft den fremme, fordi han egentlig næsten havde opgivet projektet.

Cathrine kunne godt forestille sig hvordan det havde været at forsøge så mange som det lød til at han havde, og forstod derfor godt at han havde givet op. Trods dette vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke noget om opfindelser, kun at smede, og hun var ikke sikker på at hun ville kunne hjælpe ekko. Eller om hun havde tid til det? Hun vidste at hun blev nød til at gøre noget snart, om det så var at finde et ordentligt svar til Alzeid, eller at et var at finde et mørkt sted at være, vidste hun ikke endnu. Hun vidste bare hvad han havde sagt. 3 dage. Så var det slut med at se solen. Selvom solen føltes stikkende og ubehagelig lige nu, kunne hun ikke lade være med at nyde den. Om ikke anet fordi hun vidste at det var en af de sidste gange hun så den. Hun kunne ikke lade være med at misunde Ekko lidt. Han ville nok aldrig være blevet overfaldet af en vampyr. Det var nok egentlig de fleste der ikke ville. Var det bare hende der på en eller anden måde tiltrak opmærksomhed? Hun vidste det ikke.
Solen var efterhånden et godt stykke oppe på himmelen, og det var egentlig en meget smuk dag med kun få bløde skyer der strøg roligt rundt deroppe. Cathrine smilte lidt over vejret og prøvede at nyde det uden at tænke på hendes tilstand.
”Det lyder til at have været svært” svarede hun bare. Hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige til det.

"Det var fint nok." Ekko smilede stort. Det var sjældent at folk viste nogen interesse for hans arbejde. De fleste mente bare at han var mærkelig. Han tøvede lidt. Tegningen her, var bare den han havde haft til at ligge forrest. Han ville virkelig gerne lære at smede, men han havde mest forfulgt emnte for at se om han kunne få hende i bedre humør. Det havde virket ud over alle grænser. Nu stod hun endda og smilede ud i luften.
Han studerede hende lidt. Noget ved hende var ikke direkte menneskeligt, men han kunne ikke se hvad det ellers skulle være. Hun havde en meget stærk udstråling, han kunne næsten ikke lade være med at beundre hende. Og så var hun så bleg, selvom hun lod til at være en der færdedes meget ude. Selvfølgelig holdt hun sig nok meget ude af solen, når nu hun ikke kunne tåle den. Men alligevel. Han kunne ikke få det hele til at passe.
Og da han havde fundet hende. Han havde været alt for optaget af det adrenalinkick han fik af at være på eventyr, så han havde været påpasselig med ikke at tænke for meget over det. Han ville ikke ødelægge det spændende. Men han havde drømt om det i nat. Drømmen havde mest bestået af farver og følelser, men de havde alligevel foruroliget ham. Og så var han vågnet et par gange og havde haft svært ved at falde i søvn igen, mens han vendte og drejede det hele inde i hovedet. En enkelt gang havde han mærket urolige tanker fra et egern. De udtrykte billeder om en fare, som det ikke kendte, og ikke kunne beskrive, men det havde været skræmt fra vid og sans. Han orkede ikke at forfølge det, med så meget andet på hjernen, og selvom han havde følt at han svigtede egernet - der sikkert ikke havde regnet med, at nogen ville lytte efter den tanker alligevel - rakte han ud efter Carmens drømmetanker, og blev trukket med i dem. Men tankerne bekymrede ham stadig lidt.
"Hvad vil du gøre nu?" spurgte han, selvom han var bange for, at komme til at forstyrre den nogenlunde ro hun så ud til at have fået.

Spørgsmålet rungede allerede i Cathrine hoved og det gav hende ikke nemmere et svar at Ekko spurgte. Hun måtte se det i øjnene, hun var for nysgerrig til at blive væk, og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op uden mere end hans viden.
Hun havde brugt natten på at finde et svar på Alzeids spørgsmål, men var ikke rigtig noget frem til noget konkret. Hun var også begyndt at overveje det ikke var lydene og alt andet omkring hende der blev tydeligere, men måske hende der ændrede sig. Hun kunne ikke lide tanken om det, men det var jo en realitet hvad der skete.
Hun overvejede hvor lidt hun vidste om det, og hvor nødvendigt det egentlig var at hun vidste noget mere.
”Jeg… Jeg tror jeg bliver nød til at finde ham der var her og tale med ham” Uden det var meningen var det lidt som om der kom en skygge for hendes ansigt. Det så umådeligt dystert ud, selvom det slet ikke var meningen.

Ekko blev helt forskrækket, da han så hvordan Caths ansigtsudtryk ændrede sig. Han havde regnet med, at hun ville blive i lidt dårligere humør, men så dårligt?
"Fik du ikke snakket nok med ham igår?" spurgte han. Og svarede sig selv: Dumt spørgsmål Ekko. Hun har lige fortalt dig, at hun blev nødt til at tale med ham.
"Ved du hvor han holder til? Carmen og jeg kan godt hjælpe dig med at lede."

Et næsten rædselsslagent udtryk bredte sig et kort sekund over Cathrine ansigt og det var undgåeligt ikke at bemærke det. Bare tanken om Ekko i nærheden af Alzeid.

”Nej!” fik hun udbrudt, som hendes tanker nærmede sig underlige billeder af blod, had, vrede, kamp, ekko… Hun prøvede at ryste tankerne af sig, men det var svært. Langsomt fik hun hevet sine tanker vær og tilbage på ekko, som jo nok ville være blevet lidt bange for hendes reaktion. Hun kikkede undskyldende på ham.

”Jeg tror ikke du vil bryde dig om ham. Han er meget… speciel..” Svarede hun og kunne høre hvordan stilheden bredte sig mellem dem. Det var meget venligt af ham, men hun ville ikke lade ham komme i nærheden af Alzeid. Hun var jo begyndt at holde af den lille venlige alf.
”Jeg har været der før, det er ikke et problem at finde det”

Ekko kiggede bekymret på hende. Han havde stadig ikke helt styr på hendes humørsvingninger, men der måtte da virkelig være et eller andet helt galt med hende. Og hvis hun var så rædselsslagen for ham hendes 'ven'. Det faldt ham ikke ind, at det var ham hun var bekymret for, han plejede bare at klare sig alene.
"Det kan godt være, at det ikke er et problem at finde ham, jeg er nok mere bekymret for hvordan det ville gå hvis du skal snakke med ham alene." Han strøg forlegent en hånd gennem håret, og børstede lidt hår ned i øjnene, så han havde en bedre følelse af cover. Yeah, han gik hende knap til knæene, hvordan skulle han kunne hjælpe hende?
Han hørte en lille piben over sit hoved, og blev overvældet af den bølge af nervøsitet der skyllede ned over ham fra oven. Han klikkede med tungen for at berolige egernet over ham og få det til at komme ned til ham. Det krøb sammen ved træstammen og nægtede. Han kiggede bekymret op på Cath.
"Lige to sekunder." Hurtigt svang han sig op i træet. Egernet krøb længere væk, men da han satte sig et stykke fra det, og overbeviste det om, at han ikke var fjendtlig, kom det nærmere. Det krøb op i hans skød. Hele dets krop rystede.
"Såå, lille ven," hviskede han sagte. "Du burde da være ud og finde en mage lille nu, og være igang med at bygge rede. Hvad er der galt med dig?" Det forstod ikke alt hvad han sagde, men det forstod følelserne bag ved det. Det kiggede ned på Cath og tilbage igen, og dets følelser viste tydeligt fare. Han rystede på hovedet.
"Nej, det er fint nok. Hun er bare i lidt dårligt humør. Der sker ikke noget her. Se hvor fredeligt der er." Egernet stivnede, men slappede så lidt mere af, mens han langsomt sendte beroligende tanker til det. Så kom der et andet tankebillede. Det var rystet, egernet havde været skrækslagent og ikke langt mærke til tingene på samme måde som normalt. Det var nat. Cath stod i lysningen et stykke derfra, sammen med en anden... person. Han virkede skræmmende. Den fremmede kastede et hurtigt blik over på egernet, og så forsvandt billedet. Egernet rystede igen.
"Shh, han er væk nu. Se nu bare at komme videre, det er det bedste du kan gøre."Det lille kræ forsotd ham ikke. Han sukkede, og sendte det en række søvninge tanker. Ikke længe efter faldt det i søvn. Små dyrs var så nemme at manipulere med.
Han lagde egernet til rette, så det ikke ville falde ned, og satte sig på grenen, så han bedre kunne se Cath. Det var en mærkelig gæst hun havde haft. Ikke noget at sige til, at hun var skræmt.

Cathrine kom til at smile dystert af den ekstra viden hun jo havde som han ikke vidste noget om. Hun vidste ikke hvad Alzeid mere kunne gøre ved hende end han allerede havde gjort. Han kunne vel dræbe hende, men det gav ikke mening hvis det var meningen hendes straf skulle være. Han havde jo dræbt hende. Hun gyste. Det var første gang hun satte direkte ord på det og brød sig ikke om det. Hun kunne godt fornemme at Ekko ikke havde taget sig selv i betragtning og hun burde nok nævne det for ham. Hun kikkede efter ham mens han kravlede op i træet og hendes øjne faldt straks på egernet. Hun kunne kende det. Hun blinkede. Hvordan kunne man kende et egern? Hun vidste det ikke, bare at det var det egern. Hun lyttede efter og kunne til sin overraskelse også høre deres ”samtale”. Nu havde Ekko altså hørt om Alzeid? Kunne han snakke med dyr? Der gik lidt tid og Ekko kom ned igen.

”Der er ikke meget mere han kan gøre mod mig” hun havde ikke tænkt sig at lyve, men nok heller ikke tænkt sig at sige sandheden ”Jeg er mere bekymret for dig. Du skal holde dig fra ham” Svarede hun lidt bestemt, men bekymret. Hun prøvede at lade være med at tænke på at Ekko nu havde fået et glimt af Alzeid.

Ekko kiggede ned på hende. Det var en helt anden følelse at se hende fra oven. "Han virker ikke særlig rar, nej," svarede han, uden at vide, om han egentlig talte til hende eller sig selv. Han mærkede en velkendt personlighed i udkanten af sit sind. Carmen var på vej tilbage. Forsigtigt svang han sig ned fra grenen og landede på jorden med et let 'thod'.
"Men det virker nu alligevel som en del at skulle tage sig af. Har jeg ret, hvis jeg siger at du har mærket en del forandringer på det seneste?" Han vidste godt at han pressede hende, men nogle gange har man brug for at blive presset. Der var en lav skræppen over hans hoved. Carmen var enig med ham.
Han gik over til bækken for at pjaske lidt vand i hovedet og få noget at drikke. Fordi han faktisk var tørstig, men også fordi han ikke havde lyst til at stå ansigt til ansigt med hende, når han pressede hende sådan. Hendes humørsvingninger var faktisk lidt skræmmende og uforudsigelige, og han var ikke særlig stor.
"Men du skal vide," sagde han, stadig med ryggen til hende, "at lige meget hvad, skal Carmen og jeg nok hjælpe dig hvis du be'r om det."
Og nok også hvis du ikke be'r om det, tilføjede han for sig selv.

(Meget meget film lignende, med en masse billeder og sætninger der går ind over det hele.. Eh..)

Billeder i flashback kom foran hendes øjne, forvirring, mistænksomhed, kamp, smerte, had, de skarpe tænder der brød gennem hendes bløde hud. Blackout…
Pludselig befandt hun sig i Alzeids underjordiske stue. Den dundrende hovedpine og smerte i resten af kroppen.
”Hvor er jeg..? Endnu en bølge af smerte, forvirring, vrede.
”Du er i en krypt, i det nordlige krystalland." Kulde, sult, forvirring, men hukommelsen kom tilbage.
”Jeg tror nu stadig jeg kan komme på noget, der kan få Dem til at miste temperamentet,” Forvirring, vrede overskud. Nyt sted, markedet lys, sol, skræk.
” ved retten til arv, er De blevet kendt skyldig” endnu mere forvirring, undren, dundrende hjerte.
” Straffen heraf vil blive ubegribeligt meget værre end døden” puls helt oppe at køre, smerte… Ubegribelig smerte.

Gispende og med en arm knuget hen over brystet i smerten der føltes næsten ligeså kraftig som da den blev forsaget. Det var gået hurtigt, men man havde nok godt kunne se at hun var et andet sted et øjeblik. Nu var hun tilbage i den lille lysning, mellem de flotte grønne træer og den rislende bæk i baggrunden, men det gjorde hende ikke det mindste mere tryk.
”Jo” Fik hun fremstammet. Hun vidste simpelthen ikke hvad hun ellers skulle svare.. undtagen…
”Har du nogen som helst fornemmelse for hvad der kan være sket?” Hun gispede stadig lidt, men tvang sig selv til at flytte armen.

((Okay... Multi forvirrende indlæg, men jeg håber du forstår det^^))

(( Yiiiih! I'm the master of multi confusing indlægs!! ))

"Cath!" Ekko havde vendt sig om, da han hørte hende gispe, og skyndte sig hen til hende.
"Cath, jeg er ked af det, hvis jeg sagde noget forkert, undskyld!" Lige nu følte han sig frygtelig dum, når han stod og ikke engang kunne nå hende til hoften. Hans højde havde aldrig generet ham før, derhjemme var den ganske normal. Og da han først var begyndt at færdes mellem mennesker syntes han bare at det var deres højde der var noget galt med. Nu stod han bare og trippede og anede ikke hvad han skulle gøre. Carmen gled ned og landede ved siden af dem, og han kravlede op på hendes ryg. Så var han lidt bedre på højde emd Cath. "Undskyld, jeg er virkelig ked af det!"
Han anede ikke, hvad der skete med hende, og han var bange for at det var hans skyld. Og alligevel tog hun sig sammen til at svare ham. På trods af, hvor ondt hun havde. Han fik virkelig respekt for hende.
Han tog sig sammen, for at finde et ordentlig svar. Selvom det var svært..
"Tjoo. Ikke nogen speciel. Men jeg gætter, at det har involveret en masse blod," svarede han stille, med tanke på det mess ((øøhh, ja? hvad hedder det?)) hun havde været i da han fandt hende.
"du virker bare ikke som en der er så... uligevægtigt normalt. Og du hopper nærmest, hver gang der kommer en svag lyd eller en lille bevægelse, som om det alt sammen er helt nyt for dig." Han havde ikke tænkt over det før nu, men mens han sagde det kunn han mærke hvor sandt det var. Han lagde en lille hånd på hendes arm, og smilede til hende. "Jeg skal nok lade være med at spørge igen." Så hoppede han ned fra Carmen og aede hende blidt. Fjerene og den varme duft af moskus fik ham til at slappe lidt af igen.

Selv blev Cathrine nu næsten forskrækket over Ekkos reaktion. Hun troede ikke han bekymrede sig så meget og noget helt andet var, at det skulle han ikke. For hans eget bedste skulle han ikke bekymre sig, han burde ikke have hende som ven. Det var ikke godt for ham.

”Ekko det… Det er ikke din skyld. Du har i al din gode ret lov til at spørge om de her ting. De fleste var nok flygtet efter at have set mig i gyden, jeg…” Hun stoppede op. Hvad var hun egentlig ved at sige? Hvad hun var? Kunne hun erkende det for sig selv og så for Ekko?

”Alting er meget højere… Meget tydeligere... Kraftigere… Snart kan jeg slet ikke tåle solen mere og jeg bliver nok ikke ved med at kunne være mig selv ordentligt. Manden der har gjort det mod mig er jeg nød til at tale med” Hun trak vejret dybt ind. ” Det er derfor jeg er så… Underlig…”

Ekko anede ikke hvad han skulle svare. Han gyste næsten når han tænkte tilbage på, hvordan hun havde set ud i gyden. Han forstod egentlig ikke helt, at han havde hjulpet hende. For ja, sandt nok, en normal person var nok løbet skrigende væk efter at have set hende. Han virrede lidt med hovedet.
"Ok." Det var ikke meget af et svar, men han anede simpelthen ikke, hvad han ellers skulle sige. Og han forstod ikke helt, hvorfor hun havde brug for at tale med ham. Så vidt han forstod på hende, var hendes tilstand permanent, så var der overhovedet noget hun kunne gøre. Og hvad var hendes tilstand i det hele taget? Han satte sig ned på Carmen, og hun kurrede blidt.
Et stykke tid kiggede han rundt i den lille lund. Lydene fra dyrene omkring ham blev mere tydelige, efterhånden som han koncentrerede sig om dem.
Til sidst kiggede han op på Cath igen. Virkelig kiggede. Han havde jo hele tiden været klar over, at der var noget galt, men han havde forsøgt at finde en naturlig forklaring på, hvorfor hun var som hun var.
Helt ærligt, sagde han irriteret til sig selv. Hvor normalt er det, at folk, der tydeligvis er vant til at være udendørs, er så blege, at man skulle tro at de aldrig har set solen. Og folk har ikke normalt røde øjne nej. Eller ligger i gyder, dækket af blod, uden et eneste sår. Og de fleste mennesker kan godt tåle sol. Han havde godt nok en fætter, som fik udslet af solen efter meget kort tid, men det var vist ikke sådan det var med Cath.
De havde historier om blege, rødøjede væsner i skoven, men ikke sådan her. De væsner, som var i historierne, var krumbøjede, med gusten hud der var ved at falde af, og lange klolignende fingre. De kunne ikke tåle sol heller, men de var ikke det mindste som Cath. Han kunne heller ikke forestille sig Cath snige sig ind for at hugge småbørn fra vuggen. Og desuden var han holdt op med at tro på de historier for flere år siden. Det var bare noget hans søster fortalte ham, når hun skulle passe ham og ville have at han opførte sig ordentligt.
Han sukkede, og lod sit blik glide væk fra hende igen. Han ville virkelig gerne hjælpe hende, men der var jo nok ikke så meget han kunne gøre.

Hun betragtede grundigt Ekkos ansigt, da han betragtede hende. Han så tænksom ud. Hun vidste ikke om han var begyndt at regne det ud, men hun havde egentlig regnet med en lidt mere bange reaktion end denne hvis han havde. Hun ville pludselig ønske at hun kunne læse tanker og se hvad der var i Ekkos sind lige nu, men det var vel også forståeligt. Hun tog en dyb indånding og var efterhånden blevet vandt til den underligt tomme fornemmelse når hun gjorde det. Hun besluttede sig for at advare ham.

”Ekko… Jeg er farlig… Du burde ikke omgås mig, selvom jeg er meget taknemlig for din hjælp og venlighed. Jeg ville ønske jeg havde mødt dig lidt før tror jeg..” Sagde hun med et svagt, men venligt smil.

Ekko kiggede ikke op, og svarede uden at tænke synderligt meget over det.
"Carmen er farlig. Den kat i gyden i går var farlig for mig, hun kunne have gået løs på mig så let som ingenting. En hest er farlig for sin ejer, hvis den går i panik. Livet er farligt, især for en som mig. Det er derfor alle er så kedelige i min landsby, de frygter alt for meget, og tør ikke gå nogle steder hen. Jeg kommer ingen vejne, hvis jeg bliver ved med at være bange for det der er farligt." Han sukkede, og drejede hovedet mod hende.
"Og jeg vil ønske, at du ikke burde ønske at vi havde mødtes tidligere ((huh?))." Han sad tavs lidt, både for at lade ordene synke ind, og for at få styr på sine tanker.
"Og nej, du skal ikke begynde på noget med, at du er farligere end alle de andre ting tilsammen. Jeg har godt regnet ud at du er farlig, om ikke andet, så det som egernet fortalte om i nat. Men der er en hvis forskel på at være farlig, og ønske at gøre ondt, og det tror jeg godt selv at du er klar over."

((Woaw! Ekko blev jo helt filosofisk der xD ))

Cathrine skulle lige til at svare men blev distraheret af en stikken. Det gik op for hende at solen var kommet længere op og den havde ramt hende uden at hun havde tænkt yderligere over det. Dt var nok efterhånden ligeså stille var begyndt at blive aften eller i hvert fald eftermiddag. Til hendes forundring glædede hun sig faktisk. En lille del af hende jublede på at solen skulle forsvinde og mørket komme over dem. Hun ignorerede stemmen og blev trodsigt stående i solen.
Hvad hun havde tænkt sig at sige var nu langt væk og hun kunne ikke komme i tanke om hvad det havde været. Faktisk havde hun jo tænk sig at forklare ham at hun var farligere end disse ting tilsammen gik hun ud fra? I princippet vidste hun ikke noget om hvad hun var og hvor farligt det var. Hun vidste at hendes sanser var blevet mærkbart bedre, men var det bare det?
”Det har du nok ret i” fik hun sagt, bare for at sige et eller andet, stadig lidt distraheret af den sitrende, stikkende fornemmelse på hendes hud

((Og små forvirrende.. O_o))