Han glor på bøgerne og tager et par op i hånden. Han skubber lidt rundt på dem, betragter dem og går så straks videre til næste bog. "Mmm, interessant." mumlede han fraværende og slog op i nogle bøger. Han var i sin egen lille verden.
Pludselig stoppede han op og vendte sig imod hende. "Undskyld," beklagede han og rømmede sig, "Imod gamle mænd, siger du? Det lyder..." han holdt en pause. Han rystede på hovedet. "Nej det behøver vi ikke tale om." han viftede med hænderne. "Det behøver vi slet ikke tale om."
Han rømmede sig og lagde en hånd på hendes skulder. "Kom, lad os sætte os ned. Før vi futter hele skidtet af." han forsøgte at smile, men en tanke hang i hans hovede. Han rømmede sig og ville et eller andet sted ønske at han ikke havde spurgt hende om evnen.

Hun smilte skævt.
"Godt. så lader vi være med det." Hun så lidt på faklen.
"Jeg foreslår at vi sætter os ud foran pejsen. der er dejlig varmt, for ærlig talt så fryser jeg lidt. Så kan du bare skrabe så mange bøger til dig som du kan og hente nogle flere hvis du bliver færdig." hun så på faklen, og glippede lidt med øjnene imod det stærke lys, før hun smilede igen, og vendte om for at gå ud. noget af lyset fra pejsen strømmede stadig ind, så han var ikke helt forladt til mørket.
"Jeg slukker lige den her..." Hun gik ind i det lidt mere seriøse opbevaringsrum, og lagde faklen ned i et hul, og dækkede det til med løst sand der lå ved siden af. hun ventede i lidt tid, måske et halvt minut for at sikre sig at ilden var kvalt, før hun tog faklen op igen, og gravede sandet op. så lod hun faklen ligge, og småløb ud til Ray igen.

Rex så efter hende og følte sig en smule forladt. Han så rundt i rummet og overvejede hvad han skulle gøre. Han havde mest af alt lyst til at læse alle bøger, alle ORD der befandt sig i rummet. Men han ville hellere nyde et fredeligt menneskes selvskab. Han smilte for sig selv og konkluderede at han hellere ville snakke med Leara end at læse alverdens bøger.
Han gik hen til døren og skulle til at forlade rummet da Leara pludselig kom løbende imod ham. "Rolig rolig, dyrepige." Han smilte skævt og fjernede en tot hår fra hendes ansigt. "Så kom da, lad os gå ud og få dig varmet lidt." tilføjede han og smilte skævt. Han tog fat om hendes skuldre og drejede hende bidt rundt (?) hvorefter han roligt puffede hende ud af døren og hen til en af de mange sofaer.
"Her, sæt dig." kommaderede han blidt og smilte skævt og satte sig i det fjerneste hjørne af samme sofa. Det skulle nødig give et forkert indtryk så han holdt sig lidt på afstand.
"Så - Har du så læst alle de bøger? Eller har du dem kun for billedernes skyld?" det sidste var mest af alt for sjov, men nu måtte hun svare på det som hun ville.

Lee satte sig som hun fik besked på, med korstlagte ben. hun spekulerede lidt over hvad tid på aftenen det egentlig var, hvis det stadig var aften. tiden fløj afsted syntes hun.
"Billeder?" hun ser et kort øjeblik på ham som om han lige har fornærmet hende på det groveste, så smiler hun.
"Nej, billederne er ikke specielt iøjenfaldene. og ja, det har jeg. hvor meget jeg kan huske er så lidt mere kompliceret, for selvom jeg sluger bøgerne nærmest råt, kan jeg godt blande det sammen og sådan." hun kvalte et gab, og igen lod hun hånden køre om i nakken.

OOC: Undskyld ventetiden OO *at elske dokumentarprogrammer*

Han smilte. "Vidunderligt. Det er sjældent man møder folk med samme hungren efter viden som en selv." mumlede han og hvilte albuen på armlænet. Han hvilte ansigtet i hånden og betragtede hende. De to var meget ens.
Han bemærkede trækningen i hendes ansigt og kunne godt genkende gabet. Han smilte og sukkede.
"Jeg tror klokken er mange. Jeg skal nok lade være med holde dig oppe mere. Jeg har snaget længe nok." han rejste sig og satte hænderne i siden. Han betragtede hende i nogle sekunder og smilte roligt til hende. Det gik op for ham at han nok havde smilet mere end nogensinde før. Han sukkede og lod tungen glide over de tørre læber.

( Gør ikke spor xD logger nok snart o.o )

Hun himlede med øjnene og smilede da han påpegede hendes forsøg på at skjule et gab. hendes hovedet begyndte at gøre ondt igen, og hendes hænder rystede. ikke så det kunne bemærkes, men de gjorde det.
"Jeg tror også klokken er mange..." hun fjernede hånden fra sin nakke, og så kort på den. hun kunne ikke helt se om den rystede, men hun kunne på en eller måde mærke det. så knyttede hun den og rejste sig.
"Hvad vil du så nu? Hjem til dig selv? for hvis det er... så må du gerne... blive og overnatte.. Jeg tror ikke at mørkets skov bliver nem at færdes i I i det her mørke på den her tid af natten." Hun strakte sig, og bed sig lidt i læben. Ikke nok med at hun nærmest havde inviteret en komplet fremmed (det var han da næsten på det tidspunkt, syntes hun i hvert fald) men nu tilbød hun ham også at overnatte. hun kunne rigtig godt lide Ray, et eller andet gjorde at hun bare følte sig tryg ved ham, at hun kunne tale med dham om stortset alt, men gamle regler var svære at bryde. modviljen var blevet plantet i hende, men hun fik den skubbet væk.
"Så kan du også læse lidt i morgen."

Han betragtede hende og holdt vejret et par sekunder. Han hævede begge øjnbryn og trak på skuldrene. "Det var da..." han holdt enkort tænkepause før han forsatte, "et generøst tilbud," sagde han og lo. Han satte hænderne i siden og betragtede hende i nogle sekunder. "Men jeg kender dig jo knap nok, Leara. Ikke at jeg ikke er taknemlig for det hele men... Ville det nu også være en god idé?"
Inderst inde var han blot bange for at Samson benyttede sin opsporingsevne til at finde ham, og så var der ingen tvivl om at Leara ikke ville være sikker her. Han sank en klump. På den anden side så ville han hellere en gerne blive. Bøgerne trak, ligesom hendes selvskab.
Han tøvede i nogen tid, hvor han blot stod og betragtede hende tankefuldt. "Det er ikke fordi jeg ikke er taknemlig. Det er jeg. For at måtte være her. For at du deler alt det her med mig." Han tav.

( skriver et indlæg mere hvor han enten går hjem eller overnatter... er ved at falde om ... )

Hun lagde hovedet på skrå, på en måde lidt såret, og på en måde lettet. Og på en måde, bekymret. men hun viste ikke nogen af delene, lyttede bare. hun kunne mærke at der måske var noget andet, så hun ville ikke køre mere rundt i det.
"Du kan få nogle bøger med hvis det er, så. Og så skal jeg nok følge dig på vej. Vil du holde faklen, eller skal jeg? og det var da så lidt." hun smilede, og overvejede at gå ind og hente faklen med det samme.
"Jeg har bare lige et spørgsmål; kan du hoppe højt?"

( Næstsidste indlæg og så går jeg i seng xD )

Rex smilte til hende og skulle til at svare, da hendes sidste spørgsmål fik ham til at tabe tråden. "Hva'ba?" snøvlede han og hævede et øjnbryn af hende. Så gik det op for hende hvad hun snakkede om. "Oh! Træet! Ja. Øh. Nej det gør jeg ikke." han holdt en kort pause og følte sig lidt ynkelig.
"Men, ehem, jeg tror jeg kanøh..." han rynkede næsen. Han havde ingen anelse om hvordan han skulle komme op på grenen.
"Du... Det er jo sent og mørkt.. og KOLDT!" han rømmede sig, "og jeg ville da ikke have dig til at stå derude og fryse, på grund af mig."
Han så rundt i rummet og overvejede sine muligheder. "Du sagde jo at folk sov på sofaerne. Så måske om jeg kunne... Du ved... Bare til det bliver lyst. Så er jeg smuttet. Det lover jeg."
De sidste tre ord lød snarere som en ynkelig beden end som et forslag. Han kløede sig i hovedbunden og smilte skævt. Han var kommet i tanke om at han skulle balancere på en gren, over en tjørn. I mørke. Med en fakkel i hånden? Ja for så ville han kun falde ned i hækken og futte sig selv af i stedet. En kort og yderst smertefuld død.
Så var alt andet bedre. "Selvfølgelig hvis det er til for meget besvær eller hvis du føler dig ukomfortabel med det, så kan jeg godt forstå det. Virkelig det kan jeg, og så skal jeg da nok gå hjemad..."
Han foretrak alligevel også at være her. Stedet var stort, hyggeligt (sådan da) og så var der ingen Taylor, Samson eller Yang. Kort sagt: perfekt.

Lee grinte over hans tydelige tab af svar til hendes spørgsmål, og holdt sig for munden for at holde det lidt tilbage.
"Selvfølgelig er det ikke til besvær. jeg foreslog det jo selv. og du må selv bestemme hvor du vil lægge, selvom jeg tvivler på at du ligefrem kan se når det bliver lyst udenfor. vi er under jorden husker du nok. vil du have en dyne og en pude, så lægger de inde i sovekammeret. Toilettet ligger dér..." hun pegede på en dør bag ham, for der var trods alt en dør. Så gabte hun igen.
"hvis du står op før mig og gerne vil læse lidt, så er det fint med mig." hun smilede, en anelse træt den her gang.

OOC: samme her... skal have mindst 8 timers søvn, og bliver altid vækket klokken 12 xD

Han trak på skuldrene. "Og jeg springer bare morgenmaden over i morgen. Jeg er vegetar om morgenen." brummede han og smilte skævt. Han satte sig i en sofa og lænede sig ind over den. Han skubbede skoene af fødderne og svingede dem op på sofaen, også.
"Jeg håber ikke det gør noget," kommenterer han og pejer kort mod fødderne iklædt de (faktisk overraskende nok) nyvaskede sokker. Han løftede dem så de hvilte over sofaens overflade, indtil han havde fået tilladelse. (og det får han altså nu xD Fordi ellers kommer jeg jo aldrig i seng )
Han lagde fødderne ned og lavede en gestus med hånden. "Jeg sover bedst uden noget. Så bliver jeg hverken for varm eller får hold i nakken," svarede han, dedikeret til pude og dyne-spørgsmålet.
Han lavede en svag vinken til hende. "Godnat Leara. Og tak ig--en." sagde han men blev afbrudt af et gab, som han bravt forsøgte at stoppe. Han placerede hænderne bag hovedet, som han også hvilte på armlænet. Han smilte sagligt og tænkte over alle de interessante ting han havde lært, set og oplevet i dag.
Det var minsanten en succesfuld dag.

( du fryser i dit indlæg xD Og jeg går i seng......... godnat xD eller morgen... )

Hun smilede.
"selvfølgelig gør det ikke noget. og godnat, og... selv tak." hun gik ind i soverummet, hvor der var en del køligere. hurtigt satte hun sig på sengen og tog skoene af. Selvom de var dejlige og varme var de besværlige at få af og på. hun håbede på snart at kunne bruge nogle andre sko. Hun huskede også at tage jakken af, som hun lagde øverst i den nærmeste køjeseng.
Derefter gabte hun for 117. gang, og lagde sig ned. Hun trak dynen godt op om sig, og så på sine hænder. en anelse lys kom ind, og hun kunne se hvor meget de rystede. nu var det tydeligt. hun knyttede dem sammen om dynens kant, og faldt hurtigt i søvn.
Den nat lå hun helt stille.

//AT SNORKSOVE

OOC: undskyld mit lille indlæg her, jeg stenede bare virkelig meget, og fik lyst til at skrive om hendes mareridt xD og så syntes jeg det blev ganske okay og beskrivende for hvad hun kæmper med om natten, så jeg postede det xD

IC:
Jakken flagrede. Den hang i luften, den dansede i solskin. Der var ingen der førte den, udover vinden. Lee var ikke tilstede. Men det var hun jo alligevel, for hun kunne se det hele. Hun var vinden. Det vidste hun bare.
En sort skikkelse, som så forsvandt igen. Følelsen af at blive forfulgt. Hænderne ryster, tænderne klapre, synet sløredes.
Dér.
Nej. Nu er den væk igen.
Lee ved hvad det er hun kan se. Begrebet for ting, der ikke er under kontrol. Hvorfor det har form som et menneske ved hun ikke. Hun kan ikke huske det når hun vågner, men i drømmen ved hun, at hun har haft det her mareridt før. Men hvad fanden betyder den jakke? Den er hun næsten sikker på at hun aldrig har set før.
Fandens.
Den sorte skikkelse kom tættere på hver gang. Hun vidste, at hun skulle løbe nu. Flygte. Men hun ville ikke efterlade jakken. Af en eller anden grund, skulle hun passe på den, holde fast i den. Pludselig var hun Lee igen, et rigtig menneske, ingen flygtig vind. Mennesker kan genkende andre mennesker, men også kende godt fra ondt og hun fik et kort sekund øje på øjnene. Gud, hvor var de forkerte. De var der kun for at narre hende. Måske var det en menneskeskikkelse, med øjne, men øjnene tilhørte ikke et menneske. Det var en slags… amatørefterligning. Den hvide pupil snurrede rundt, og pludselig var skikkelsen væk igen.
LØB!
Hun skulle løbe, hver en fiber i hendes krop skreg til hende. Løbe, løbe, løbe. Det her væsen kunne man ikke kæmpe imod. Hvis man rørte ved det, inficerede det en, overtog ens krop og sind. Hun tog forsigtigt et par skridt bagud, da en stemme råbte et eller andet. Hun kunne ikke høre hvad, men hun genkendte stemmen, men hun kunne ikke sætte ansigt på, eller sige hvor hun havde hørt det fra.
Nej. Hun skulle løbe. Hun måtte ikke lade sig distrahere. Så løber hun. Først virker det tåbeligt, der er ikke noget bag hende, før en mørk skikkelse flimrer ude i hendes øjenkrog, højst to meter fra hende. Hun drejer ind i skoven.
Løb. Pas på. Den har dig!
Men hvad er det? Løber, braser ud igennem træerne.
Komplet. Stilhed.
Nej. Du skal løbe. Forsvind herfra. FLYGT!
Lysningen. Stilheden larmer, skriger om forfærdelige ting hun ikke kan høre, kun fornemmer. Som om de vil fortælle hende hvor dumt det er at stå her. Som om hun ikke har nogen chance for at flygte, hvis…
Væsenet er her. Det ser på dig. FLYGT!
Hun skriger.

Lee ligger helt stille. Der kommer ikke en lyd over hendes læber, hun forbliver tavs.

Det kravler ud af mørket. Selv tæt på er det kun en sort, flimrende masse. Ukontrolleret ondskab, skyggerne af den mangel på kontrol hendes familie ikke havde. Den mangel på kontrol, som så mange mennesker har oplevet.

Lee ligger stadig fuldstændig stille. Hendes krop ryster, men det er ikke fordi hun har abstinenser af nogen art. Eller, det har hun, men hun ryster af frygt.

Væsenet rækker hånden frem, og hvisker ud i natten.
Hvad? Natten? Det var da dag lige før… Hun skal tage dens hånd. Hun samler en pind op fra jorden, slår ud efter den, ved at hun bare går igennem den. Den ryster. Et kort øjeblik tror hun at den er bange, eller at den græder, men nej. Den griner. Så springer den, og øjnene er der igen. Hvid pupil i ren sort. Falsk.

Det gibbede i Lee da hendes drømmeverden tonede ud i ren sort. Hun var ikke helt vågen lige nu, lå allerede på grænsen til drømmeland igen. Hun vidste at den ikke havde været så tæt på de andre gange. Hun vidste, at jakken havde en eller anden betydning for det, at hun bare ikke forstod den. At væsenet følte sig truet af jakken, at det skulle skynde sig.
Så gabte hun, og strakte sig, og gned sine øjne.

( whut.. o.o .. nu vil jeg aldrig sove igen.. xD )

Rex øjnlåg vibrerede en smule. Somom han havde en kamp imod dem. Somom mikroskopiske usynlige hænder sloges med at få hans øjne op eller i. Til sidst vant den vågne, og han åbnede langsomt de trætte øjne. Han betragtede loftet og kom med et underligt langtrukkent suk, da han strakte hænderne over hovedet.
Så gik det op for ham at han ikke kendte det loft, og af gammel vane sprang han til konklusioner, hvilket fik ham til at springe op i sengen. Den hurtige bevægelse fik det til at sortne for hans øjne, og i den sorte verden kom han i tanke om hvor han befandt sig. Han lod sig sukkende dumpe ned i sengen igen og ventede utålmodigt på at han kunne se igen. Da dette endelig skete betragtede han igen loftet. Der var ikke meget lys, men igennem lugen/lemmen kom der da nogle klare lyssøjler der muntert oplyste lidt af rummet.
Rex svingede benene ud over kanten af sofaen og hvilte albuerne på knæene. Han placerede hovedet i sine hænder og gned søvnen ud af øjnene, samtidig med at han gabte ubehersket. En kuldegysning gled ned langs hans rygsøjle før han rejste sig. Han måtte endelig ikke vække Leara. Han listede så stille han nu kunne over på den anden side af sofaen. Så stoppede han op. Hvad skulle han?
Han overvejede at gå ind og hente en bog, og sætte sig på trappen hvor en lyssøjle dansede rundt. Han nikkede for sig selv, og som tænkt, så gjort. Han huskede fra rundvisningen dagen før, hvor biblioteket lå, trods rummet henlå i mere eller mindre mørke, så huskede han fra silhouetterne, hvor han havde stået dagen før, og hvor den bunke af bøger han havde rodet ved stod. Han tog den øverste i bunken, smilte af sig selv, og gik ud af rummet med en hovedrysten. Derefter gik han stille hen og satte sig på trappen, hvor han vendte og drejede bogen i lyset. Han smilte af sig selv. Teksten på forsiden var fuldstændig væk, men der var spor af at det da havde været skrevet med store smukke sammenhængende bogstaver.
Han slog op på første side, hvorpå der var et kort over krystallandet fra gammel tid.
Rex lod fingrene glide over pergamentet og gav sig til at nærstudere kortet.

OOC: xD

IC:
Lee åbnede forsigtigt øjnene. Mareridtet hang stadig ved, hun rystede og et kort øjeblik troede hun at den sorte skikkelse stadig var der. Så forsvandt fornemmelsen, selvom hun prøvede at holde fast på den. Den var ikke rar, men hun ville forstå. Og så… glemte hun alt igen. Nu vidste hun bare, at hun lå og rystede. Hun knyttede sine hænder et par gange, og en jagende hovedpine sneg sig ind på hende, en af dem der starter i nakken og går op til tindingen. Hun trillede om på den anden side, men da hun allerede lå helt ude på kanten af sengen, stoppede madrassen med at være der, og så lå hun på gulvet. heldigvis rev hun hovedepuden med sig, så hun ikke hamrede hovedet ned i gulvet.
"Forpulede satan..." mumlede hun lavt og rejste sig halvt op, på knæ. Hun plejede ikke at falde ud af sengen når hun vågnede. hvis det var, gjorde hun det i løbet af natten. hun lagde hovedepuden op igen, men lod bare dynen ligge. så tog hun søvndrukkent sine sko på, før det gik op for hende at de var taget omvendt på. hun bandede lavmeldt, for hun vidste ikke om Ray var stået op endnu eller ej, så hun ville ikke stå og råbe selvom det var det hun havde allermest lyst til. hun rejste sig derfter langsomt op, med lukkede øjne, indtil verden ikke kørte rundt længere. hun så på sine hænder. De rystede. hun tog sin handske som hun havde tageet af for natten, og satte den fast igen, og klikkeede en gang med metalfingrene. så gabte hun, og stak hænderne i lommen for at de ikke skulle ryste så meget. på listetæer trippede hun ud og så om Ray stadig sov. Næh. han lå ikke i sofaen længere. han sad hendes under lugen (muahahaha..) og læste. hun gik stille hen til ham, og så på bogen.
"Har du fundet noget?" spurgte hun, lavt og søvnigt.

Han hørte et bump fra værelset hvori han vidste at Leara sov. Han hævede et øjnbryn og skar en grimasse. Hun havde vidst allerede en dårlig morgen. Han så ned i bogen hvor han igen lod fingrene glide henover kortet, før han bladrede op på første side, hvorpå der var skrevet. Han missede med øjnene. Skriften var nydelig, med mange buer, strejer og store samt små bogstaver de mest mærkværdige steder.
Han forsøgte at læse sig igennem dét der i hans øjne lignede runer mere end et normalt 'civiliseret' sprog. Han fik da også hurtigt lært at s'er lignede et skævt n, og at e'er lignede en blanding af et æsel og et o. Han smilte for sig selv imens han tydede det gamle sprog. Bogstaverne var én ting. Gramatikken en helt anden. Han sukkede da han hverken forstod hoved eller hale af det han læste. Han så op og det gibbede lidt i ham da han så Leara.
"Godmorgen?" der var mere spørgsmål end hilsen over det, men det var måske fordi han havde hørt et højlydt bump derindefra. "Sovet godt?"
Han så ned i bogen og viftede lidt med den. "Jeg er ikke sikker, men enten er det en bog om krig, eller også er det en slags kogebog." svarede han og trak på skuldrene. Det var hans måde at sige at han ikke havde den ringeste idé om hvad i al verden den handlede om.

hun grinte lidt, stadig søvnigt, og blinkede med øjnene imens hun så på papiret.
”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har det som om jeg har glemt noget vigtigt… Hvad med dig?” hun lagde hovedet på skrå imens hun læste de første par linjer.
”Orv… det er en af dem fra biblioteket inde i byen… den handler om de gamle dyrearter. Jeg har læst den flere gang på trods af den mærkværdige skrift. Jeg tror ikke nogen af dyrene findes i dag, eller også er de meget truede eller lever kun på ét bestemt sted. Nogle af passagerne er helt ulæselige. Bogstaverne hopper nærmest rundt.” hun gabte og så hen imod pejsen. Der var stadig et par gløder tilbage, men hvis ilden ikke skulle gå ud, og hvis de skulle undgå at fryse røven af måtte hun finde noget mere brænde. Hun så op imod lugen.
”Jeg tror jeg går ud og finder noget mere brænde. Der er næsten ikke liv i den længere.” hun gjorde et kast med hovedet hen imod pejsen, før hun knyttede hænderne nede i lommen. De rystede stadig, så hun prikkede lidt til ham med sin sko.
”Såeh… medmindre jeg skal stå på dine skuldre må du hellere rykke dig lidt så jeg kan komme op og ud.” hun så lidt op imod lugen, træt og forberedt på den kolde luft. Hun gennemgik lidt i hovedet vejen til brændestablen. Den var så besværlig, men brændet skulle jo helst forblive tørt så det kunne tændes op nemt og hurtigt.

Efter at hun havde fortalt ham hvad den var om, lukkede han den i med et suk. "Skønt, nu kender jeg slutningen," sagde han med et skævt smil. Han rejste sig hurtigt, da han ikke var så interesseret i at få hende op på skuldrene.
"Får du brug for hjælp? Jeg tager gerne med. Hvis det er." mumlede han henkastet og proppede hænderne i lommerne. Han holdt bogen under armen og smilte skævt.
Han drejede rundt på hælen og gik hen til sofaen hvor han havde sovet. Han lægger bogen på sofaen, og greb skoene, som han endnu ikke havdet fået på. Han forsøgte at få dem på imens han stod op, og endda gik. Hvilket resulterede i at han hinkede et par gange imens han forsøgte at få dem helt på. Det lykkedes, og han rettede sig op og så en anelse stolt ud.
"Så? Eller måske kan den stærke lille pige bære det hele helt alene?" han satte hovedet lidt på skrå og lænede sig op af en væg. "Og med hensyn til din drøm, så er det jo meget normalt at man i drømmene kommer i tanke om ting, men man kan aldrig huske drømme. Hvilket irriterer mig gevaldigt." han trak på skuldrene og betragtede hende roligt.

hun skulle til at sige noget, da han spørger om han skal gå med. først vil hun protestere, men når hun tænker over det, så kunne det faktisk godt være at hun ikke kunne komme hele vejen tilbage med ti tons brænde i favnen.
"jaja, gå bare med. men jeg advare dig; vejen er pænt besværlig. og det med drømme... det sker bare pænt tit, og jeg ved at det næsten altid er det samme jeg glemmer." et øjeblik så hun et øje for sig, med en hvid, roterende pupil, før billedet forsvandt igen og hun fik en lidt forundret udtryk i ansigtet.
Så gik hun op af trappen, og skubbede med en anelse besvær lugen op, og hoppede op. der var forskel på luften udenfor og indenfor, men faktisk ikke så meget forskel som man skulle tro. alligevel skuttede hun sig svagt, og ventede på at Ray også ville komme op, medmindre han ombestemte sig.

( Argh undskyld... o.o vi har et par strømafbrydelser .. o.o )

Han trak på skuldrene, da han ikke mente at en besværlig vej skulle holde ham tilbage. Han fulgte efter hende og trådte ud i friheden. Han missede en smule med øjnene. Det fine lag sne reflekterede lyset en hel del.
Han fik en idé. En idé til hvordan der skulle kunne komme lys ned til hende. Han bed sig i læben; Han ville holde den for sig selv indtil han fik tænkt den igennem.
"Drømme er... Besynderlige." mumlede han lavmelt og så sig om. "Nå. Hvilken vej?" denne gang var stemmen som nyfunden energi. Han smilte for sig selv. Det sneede ikke og regnede ikke. Solen var dog ikke fremme. Blot en grå, dejlig dag.
Han tog en dyb indånding af den friske luft. "Jeg håber ikke vi skal klatre for meget."