En kildrende fornemmelse for igennem hendes krop, da han hjalp hende med at knappe sine bukser op. Hendes øjne forlod ikke et eneste øjeblik hans, først da han begyndte at kysse hende op af maven. Det føltes som om hun skulle sprænges indefra, da en ekstrem nydelse løb igennem hendes krop og hun bed sig svagt i læben. Et lille smil spillede let i hendes mundvige, da hun nussede ham i håret, lod en hånd glide ned over hans ryg, idet hun smøg sig ud af hans greb, puffede ham let på skulderen, som en hentydning til at han skulle vende rundt (?), så hun ikke længere lå nederst, men i stedet sad med et knæ på hver side af ham. Hun satte sig ikke helt ned endnu, vendte sig i stedet en hel omgang, så hun sad med fronten mod hans underdel, hvorefter hun begyndte at trække hans bukser helt ned til knæene i en blid bevægelse. Kørte på tilbagevejen hendes hånd op af hans inderlår, op over dét sted, før hun greb fat i kanten på hans underbukser og trak dem ligeså langt ned som bukserne. Derefter vendte hun atter fronten mod hans ansigt, idet hun meget langsomt begyndte at kysse ham fra under navlen, op af hans overkrop og op til hans hals.

Lyden af den stille sommervind, græshoppernes summen og nogle enkelte fugles lavmældte pippen lod ikke til at forstyrre dem, i deres færden på hinandens nøgne kroppe. Lucia lagde stille en hånd i hans nakke, for at presse ham tættere ind til hende, selvom de dog næsten ikke kunne komme tættere på hinanden. Selvom der kun var en meget, helt ubetydelig lille afstand mellem dem, føltes det som om der var flere meter. Hun ville bare have ham, hvilket hun heller ikke lagde skjul på, overhovedet. Hun afbrød langsomt kysset for at kunne få luft, hun følte sig forpustet, men det var ikke overraskende. Hun udåndede et støn af fryd, idet hun pressede sin overkrop ind mod hans og lod hovedet falde helt tilbage i et kort øjeblik. Hendes ene hånd søgte ned mellem hans ben for at kæle for dén, mens hendes forskelligfarvede øjne søgte hans. Hendes blik var utrolig intenst, mens hun koncentrerede sig for at kæle for ham, mellem hans ben. Hun ville have at han nød det fuldt ud, og hun ledte kort efter en reaktion i hans blik, før hun lagde sin nøgne underkrop mod hans mave, så han tydeligt kunne mærke på hende, at hun rent faktisk var utrolig tændt.

Lucia fulgte ham interesseret med øjnene, indtil et lettere højlydt gisp forlod hendes læber, da han trængte op i hende. Hvis han havde haft tøj på, ville hun helt automatisk have grebet fat i det grundet den enorme nydelse, som han påførte hende. Hun kneb let øjnene sammen, mens hun kom med et støn af fryd, hver gang han stødte til. Forstod ikke hvordan hun kunne have undværet dette, for hun kunne knap nok sætte ord på hvor skønt det føltes. Hendes brystkasse rejste sig utallige gange fra det kolde gulv af ren nydelse, idet hun lagde begge hænder op over hovedet, spredte benene en anelse mere, for at han bedre kunne komme til, og ønskede for sig selv at dette ville fortsætte hele natten.
* censur *

Lucia havde slet ikke sovet efter det der var sket. Ikke fordi hun ikke kunne, for nu når hun tænkte over det, så var hun faktisk ret træt, men det var ikke ligefrem fordi hun lå behageligt her. Og af en eller anden grund nægtede hendes tanker at falde til ro. Hun kiggede i et øjeblik rundt i lokalet, ud af et af vinduerne, hvor det var begyndt at lysne en smule. Der var kommet flere fugle til, end der var tidligere, hvilket der slet ikke var tvivl om. Hendes mørke hår var uglet, og hun mærkede hvordan hendes kinder var helt varme. Selvom der var koldt hernede frøs hun ikke efter alt det her. I starten ænsede hun ikke hans stemme, og hun blev nødt til at vente et øjeblik, før hun egentligt forstod hvad det var, han havde sagt.
,, ...... ja, ja, det er jeg." kommenterede hun stille, før hun satte sig op og greb ud efter sin kjole, for at beskytte sit nøgne bryst. Det var nok på tide hun kom op på hendes værelse, før det tidlige køkkenpersonale kom herned og begyndte at rengøre køkkenet, før morgenmaden stod klar. Hun rejste sig langsomt op, med ryggen til ham, og først da hendes kjole atter beskyttede hendes nøgne, let solbrune hud vendte hun sig mod ham og så for første gang på ham.
,,Spar på din hoveren." lød det spydigt fra hende. Efter alt det hun havde sagt om ham, alle de fornærmelser hun havde smidt i hovedet på ham, havde det her ikke ligefrem været smart.

Samson kom gående ned af gangen, i et forsøg på at gå snor lige. Dog holdt den ikke, men slængrede ind i de kolde stenvægge, som han ikke kunne mærke var kolde. Varmen i ham føltes anderledes end normalt. Normalt og normalt.. For tiden havde det været normalt for ham at forholde sig ædru, men det var stadig ''normalt'' at drikke sig i hegnet - i hvert fald engang. Det var en rar følelse, at det sådan snurrede i hovedet igen. Det fik ham til at føle sig fri, og han kunne blot grine af sine bekymringer lige nu. Grunden til at han havde trappet så meget ned på sit alkoholmisbrug, var simpelthen fordi at tiderne var for farlige. For blot 5 timer siden, havde han modtaget fem bestilt flaske fra køkkenpersonalet. Han havde bestilt den ja, men han havde ikke drukket den lige med det samme. Han havde været i gang med tænkeriet i løbet af natten, og følte først for ca. en time siden, at han kunne tillade sig selv, at bunde de fem flasker i et hug. Virkningen fra dem, var som forventet - dejlig dejlig glad, helt uden bekymringer, hvor var livet dog bare så skønt, så skønt!

Samson slængrede gennem gangene og ned mod køkkenet. Gangen til køkkenet var den bredeste gang og der undgik han da.. nogenlunde de hårde stenvægge. Heldigvis larmede stenvægge ikke, ellers ville han formodentlig have vækket alle på hele borgen. Men lyden var harmløs stille. Man skulle næsten tro, at der var en mening med de stenvægge. Det gav god mening i Samsons hoved, hvis dét var grunden til at borgen var bygget af sten. Da han havde fundet borgen i ruiner, havde han jo bare fortsat på det, med at fuldføre borgen - dermed bygge videre på de stenvægge som allerede var sat op, men bare faldet mere eller mindre sammen.

Hans øjne var røde og hans pupiller smalle som bare fandens. Et tydeligt tegn på fordrukkenhed. Han kløede sig lidt i skridtet med den ene hånd. Nætter havde været hans yndlingstidspunkt på døgnet, for det var dér hvor der kunne ske farlige ting i lagnerne. Det var i hvert fald dét tidspunkt, hvor de typisk skete hvis det ikke var en voldtægt og fik aller mest nydelse ud af det hele.
Samson nåede frem til døren til køkkenet. Han stod et øjeblik, svajende, som om han lige først skulle beslutte sig for at gå derind.

*Brøøøøød..* Samson tog sig til sin mave med den ene hånd, og lagde håndfladen mod stenvæggen med den anden, lige ved siden af trædøren. Han lavede nogen maveindtrækninger, som om han skulle kaste op, men alt der kom ud var en klam bøvs som man skulle tro kom helt nede fra mavesækken af. Stanken af sprut afslørede hans store mængde han havde drukket. Det var tydeligvis vin han havde drukket, men der var også en skarpere lugt i blandt, og man kunne tænke på hvad dét mon kunne have været. Højest sandsynligt, var denne stærke lugt ikke det mest harmløse mod et menneskes krop.
Øjnene i Samsons hoved så ud som om at tage en tur rundt i hovedet på ham, da bøvsen kom op. Han rystede kort på hovedet, for at komme ordentlig til sig selv. Ordentlig var måske ikke lige ordet.

Samson tog, slængrende i hele kroppen, fat i trædørens håndtag og trak ned i håndtaget, hurtigt efterfulgt af et ordentlig skub så døren blev smækket op til køkkenet. Endnu engang kløede han sig i skridtet, men stoppede ikke. Hans øjne var fraværrende og først efter noget tid så det ud som om, at han forstod hvor han befandt sig. Han kom snublende ind i køkkenet og stirrede direkte på Lucia, som stod der og fastgjorde sin kjole mens hun talte til... Han skulede ned og fandt.. Taylor?
Han stoppede ikke med at klø sig i skridtet endnu, men stod med tomme øjne og betragtede dem begge som slørede skikkelser. Først efter et nogen sekunder brød han ud i latter. Ikke en latter man normalt hørte fra ham. Han morede sig så sandelig, men selvfølgelig var den blandet lidt med hovering, da han ikke havde ventet at finde de to sammen.

"Der ka' man bare se... Hvorfor blev jeg ikke invitjeret? han kløede sig endnu stadig i skridtet i et par sekunder mere, før han fjernede hånden derfra. Hans øjne rullede rundt i hovedet på ham og gik med det samme over og fandt brødkurven. Hans gang var meget meget hurtig fremad, pludselig stoppe op og stå på tæer, for at være sikker på at han endnu kunne gå lige, før han gik videre i det samme høje tempo, indtil han nåede brødkurven. Han stak hånden ned og greb fat om flere brød. En efter en røg de over skulderen på ham, ingen af dem var gode nok, kun det i bunden. Brødene landede henholdsvis på gulvet og på borde, samt i gryder og andre ting som var let tilgængelige. Et farede endda mod Taylor og et andet ramte tæt på Lucia, dog uden at ramme hende.
Han vendte sig om og stod allerede og proppede brød i kæften og der gik kun et sekund eller to, før han slængrende var på vej over til Taylor og Lucia. Han stillede sig meget tæt på. Han så ind i Taylors øjne med sine røde, og prikkede til ham med sin pegefinger på hans brystkasse.

"Hva' er det I holder hem-lijt for mig?!?" Samson skulede mod Lucia, vendte sig med ryggen mod Taylor og så på hende i stedet.

"Har han char-armeret sig ind på darj Lucija? Hvem had' dog ventød dje?" snøvlede Samson. Han virkede som en helt anden person, når han var fuld, eller rettere, stang stiv. Han mumlede et eller andet for sig selv og stoppede mere brød i kæften. Hans røde øjne spillede hurtigt op og han så frem og tilbage mellem de to skikkelser.

"Hvor langt er jer's forhold kommet? Er I bjundet sammen nju? Som æk'tefælder?" Samson så med et spændt udtryk tilbage på Taylor, men stoppede ikke sit ævl.

"Har.. haaar du givet djen til hend'?" Samson holdt inde med brødspisningen. Havde de overhovedet nogen forlover?
Samson smed sit brød fra sig til siden og slog armene ud.

"Som leder, ville det vær' mig en ære... at være jer's forlover! FREM med den Tajlor!" Han forsøgte at puffe Lucia og Taylor sammen med begge hænder. Endnu ikke her, holdt Samson op med at tale.

"Jeg kan huske, da du bljev født, Taylor.. - altsjå ikke bogstjavelijt tjalt, men.. dja du blev født på ny, sjom medlem af RT. Og du, Lucia, som altjid liiige skjulle vise dig en ekstraj gang, for at fjå den erkjendelse af, at sjelvom dju er en kviiiinde, sjå kan du have en stjyrke som en mand, og sje hvor djet har bragt dig tjil." Samson slog atter armene ud, som at signalere at han mente stedet her. Han stod og tog skridt frem og tilbage, da han stod og svejede under talen, og nå ja.. så også efter den. "Med Tjaylors aflægning af sin stolthed og kampgejst og nå ja... mandlige udflugter, som hajn jo bliver nødt til at lægge fra sjig, sjå får han sjig i stedet sjin kæææære Lucia, som evigt og altjid vil elske Tjaylor. Et flot par som jer, skjal have et fiiiiiiint bryllup hjer på Borgen. Uuuuh! Vi må skåle for djet!" Samson satte sin hånd på Taylors skridt (?) og mærkede efter. ((og hvis dette ikke er okay, så tager han bare et kig xDDD ))

"Et gjot forhold stjarter sådjan..." Han rakte efter den nærmeste vinflaske, som var i hans lomme og stikkede op af lommen, trak den op og tog de nærmeste glas på et bord nogle skridt derfra. Tre glas. Han begyndte at skænke vinen op i hver af glassene. Meget af vinen røg ned ved siden af, så der kun kom bundsjatter i hver af glassene.

Lucia så på Taylor med et lettere bedrøvet blik. Præcis hvorfor det var bedrøvet anede hun ikke, men hun lod blot stilheden brede sig imellem en. Den uforudsigelig, utroligt tavse stilhed, som hun normalt ikke kunne andet end at foretrække, for det var som om den fuldendte hendes tanker, hendes ord. Men stilheden kunne ikke bruges som våben nu, for Taylor længtedes efter et svar, hvilket var tydeligt. Hun nåede knap nok at åbne munden, før Samson brasede ind i køkkenet og afbrød den stilhed, der herskede imellem dem. Et øjeblik var hun helt uforstående, mens gennemgik situationen for sig selv. Men det tog hende ikke lang tid, at konstatere, at det her overhovedet ikke var smart, før det til hendes lettelse gik op for hende, at han var fuld - ja, stang stiv.
,, ... Samson? Sikken... herlig overraskelse." svarede hun med en anelse sarkasme i stemmen, der ellers forholdt sig blid i øjeblikket. Hvad lavede han i køkkenet midt om natten? Og så så fuld, som han var? Han forblev også bare uforbederlig. Hun himlede kort med øjnene over situationen, før hun trak vejret tungt, for at få hendes mange overvejelser og tanker til at forsvinde ved udåndingen. Hun ignorede hans mange spørgsmål, og det var ikke til nogen tvivl for hende, at han var hånlig i sit tonefald. Men ja, hvem havde dog forventet, at hun ville ende i køkkenet med kvindebedåren Taylor? Et lettere arrigt hvæs undslap hendes splittede læber, idet han begyndte at tale om forlovelse, ægteskab... Hund og små skrigende unger.. Hans snak om hendes kvindelighed, om hvordan hun prøvede at få anerkendelse fra dem, men altid havde en fornemmelse af, at skulle kæmpe ekstra hårdt for tingene, netop fordi hun blot var en kvinde. Hentydede han til, at hun stadig ikke havde fået den? Og selvom Taylor fik Samson til at holde kæft med sin ævlen ved at slå ham, så kunne hun ikke skjule sin overraskelse. Det ville klart få sine konsekvenser. Ikke kun for Taylor, men helt sikkert også for hende selv. Hvordan kunne han være så dum!? Selvom Samson måske ikke kunne huske det imorgen, så ville han helt klart have et minde fra det, i form af et blåt øje eller noget i den stil.
,,Måske burde vi bare se det her an." kommenterede hun sammenbidt, idet hun kastede et kort blik hen på Samson, trak sig lidt væk fra Taylor og lænede sig op af dørkarmen. Afslappet, så godt som man nu kunne være i denne situation.

Samson smilte et kæmpe stort bredt smil, og hans øjne var blot sprækker, hvilket gav ham et utroligt irriterende ansigtsudtryk set udefra. Han prikkede et par gange til Taylor, prik, prik, prik med et eller to sekunders mellemrum for hver gang... Han så over mod Lucia, der blot stod og betragtede situationen. Så vidt han kunne se på de to, var han ikke velkommen. Han tænkte dog ikke så meget over den, tanken forsvandt lige så hurtigt at den var kommet.
I det næste øjeblik gabte han, men der var ikke meget gab i det, for det blev tvunget til at stoppe, idét han blev slået i gulvet. Hvis ikke at det var fordi at der havde ligget et flute brød på gulvet, der hvor hans hoved landede havde han højest sandsynligt fået hul i hovedet og blodet ville flyde udover stengulvet.
Man kan sige, at han var meget heldig. Det var jo ikke meget mere end et minut siden at brødet var blevet kastet lige derover.
Det var sortnet for hans øjne. Der lå han, midt på gulvet i køkkenet meget tidlig morgen.
I en flueovervågningssituation på væggen, måtte denne situation være yderst morsom at beskue. Det dunkede sådan for Samsons venstre øje, men han kunne ikke mærke noget. Ikke indtil videre i så fald. Men den skulle nok komme!
Samson var faldet i søvn på stedet alt imens alt havde sortnet for hans øjne. Efter et par minutter begyndte manden at trække torske i land. Hans snorken var yderst dyb og ganske umulig at overhøre. Hans snorken blev til en spruttende lyd, når han pustede luften ud, som han netop havde trukket ind i kroppen.
Det så ud som om, at Samson ville være ude af stand til kommunikation i et stykke tid, medmindre man var påtrængende på nogen måde.

Han begyndte at drømme...
Langt inde i en skov befandt han sig. Han var omgivet af træer. Kun træer. En lysning var der også, men ellers... træer! Det føltes som om at han havde gået i meget lang tid, for hans ben og hoved gjorde ondt. Hvorfor hovedet gjorde ondt, det vidste han ikke, for han havde ikke fået et stenslag altså af hvad han lige kunne huske. Det føltes som et stenslag efter smerten at bedømme, og dog var han alligevel i tvivl. Måske var det en advarsel der var blevet sendt? Måske ville der komme noget til ham? Han havde det godt i kroppen. Han havde som om at han gik til noget godt. Var på vej hen til paradis.
Så sortnede alt, men han følte ingen frygt. Noget lyste op. Noget der lignede et genfærd, og alligevel bare en brud. Samson gik tættere på. En pige som var tæt på at blive til kvinde, var denne brud. Hun var hævet over jorden og hendes hår flagrede rundt om hendes hoved. Janesca. Samson stivnede. Jamen! Hende havde han da dræbt for lang tid siden! Havde han ikke? Det havde han måske alligevel ikke? Samson kunne mærke hvordan lykken spredtes i sin krop. Men alt imens han gik tættere på, jo mere forsvandt hun fra ham. Han blev desperat og løb mod hende. Han havde ikke tænkt over sine evner, for af en eller anden grund så vidste han ikke at han havde dem, eller også, så vidste han bare at de ikke virkede der hvor han var lige nu. Janesca kaldte på ham idet hun forsvandt mere og mere. Samson blev desperat......."

"Jar ve ikke mist dej igjen!!!" Samsons ord lød som en rungende hulken midt i køkkenet. Sorgen over mordet på sin kæreste for meget lang tid siden havde fået ham til at tale i søvne. Hans ansigtsudtryk forandredes og ilden farede op fra kroppen der lå midt på stengulvet. Det var en større flamme, men den gjorde ingen skade. Selvom den kunne have grebet fat i træet som flammerne egentlig kunne have taget fat i, og som man forventede at de gjorde. Måske gjorde de ingen skade, netop på grund af drømmen hvor han ikke ville skade Janesca. Han vidste det ikke. Hvad kunne man også forvente af en drukkenbold?

Lucia stirrede chorkeret på Samson, idet han pludselig brød ud i en langt større hulken end hun nogensinde kunne have forestillet sig den mand var i stand til. Hvad var det han lavede!? Ifølge hende selv burde denne episode med Samson hurtigst muligt blive glemt og aldrig nævnes. Ihvertfald ikke foran Samson selv. Hun hævede let det ene øjenbryn i ren forvirring, mens hun betragtede den magtfulde og højt respekterede, og dog, leder, der nu lå på gulvet og hulkede. Hun kunne selvfølgelig ikke lade være med at fryde sig over den situation hun stod i. Det ville ikke være godt for hans omdømme - men på den anden side, det her ville ikke komme udenfor borgen. Hun blev pludselig hevet ud af sine tanker, da Taylor trak hende ind til sig, men hun lagde blidt hænderne mod hans muskuløse bryst og skubbede ham let væk. Til dels for at der ikke skulle begynde at sprede sig rygter blandt vagterne, og så vidste hun alligevel ikke helt selv, om hun kunne se dette i øjnene. Men det var uden tvivl for hende, at dette kunne Taylor uden problemer. Hun skulede let til vagterne, idet de drejede om hjørnet til køkkenet og med et nærmere forskrækket udtryk betragtede situationen og Samson på gulvet. Taylor klarede heldigvis det der skulle siges, og det så ikke ud til at vagterne fattede mistanke. De kendte jo trodsalt Samson og det her var vel ikke første gang, at han var kommet til skade selv? Hun sendte den ene af vagterne et overlegent, men bestemt blik, idet hun lod en hånd glide igennem sit mørke hår, der efterhånden var blevet ret uglet, for at få det hele til at virke så afslappet som muligt.
,,Se at komme afsted. Han skulle nødig ligge her hele natten, vel?!" beordrede hun skarpt og brød for første gang stilheden. Vagterne så ikke just glade ud for at blive kommanderet med af en kvinde, men hun var trods alt en del af banden og de havde ingen andre muligheder. De vendte sig hurtigt og greb fat i Samsons overarm for at trække ham op fra gulvet og bære ham ud. (?) Lucia vendte sig forsigtigt mod Taylor og lod en kærtegnene hånd glide om i hans nakke, før hun lænte sig frem mod ham og gav ham et lynhurtigt kys. Han skulle vel heller ikke få for meget af det gode.

Samson nåede aldrig Janesca, det eneste han så af hende til sidst, var at hun pegede. Hvor pegede hun hen? Hun pegede mod ham, og alligevel ved siden af ham, som om at han skulle se tilbage, og ikke længere følge hende. Skulle han virkelig til at skubbe hende fra sig helt, og se at komme videre? Latter lød pludselig højt rundt omkring ham. Barnestemmer. Igen, den svage, det var ham.
Flammerne, fra Samson var sum sunket ind i ham igen, og viste ingen tegn på at de havde været til stede.
Han følte sig så forfærdelig svimmel. Han åbnede sine øjne halvt og så utallige skikkelser omkring sig, selvom at der egentlig kun stod to vagter lige over hans hoved. Han lukkede sine øjne igen og væk var han. Lyset havde følt som en blænding på hans øjne. Det sted han var, havde også været helt lyst. Han troede stadig at han var dér, hvor han ikke helt vidste hvor var. Et sted, han ikke havde været før.
Vagterne tog ham ud af køkkenet. Brødkrummer lå lidt hist og her over hans overkrop efter brødene. En lav brummen var det sidste man hørte fra ham, da han blev slæbt ud af køkkenet og båret op til sig selv på sin egen sovesal.
Hvis han dog bare havde vidst, at Taylor og Lucia var i nærheden.. og hvad Taylor havde forvoldt af skade på Samson.. hvad ville der ikke ske næste dag? Dog, var det rimelig udelukkende at tro, at Samson nogen sinde ville kunne huske denne nat, når det engang blev tid for Samson at slå sine øjne op og mærke hvordan tømmermændene havde gået ind af døren, uden overhovedet at have nået at banke på Samsons bevidsthed.

//out - damn.. ydmygelse! Lol! XD

Kogende gryder og sydende pander! Alt i køkkenet virket livligt med Shak i det, især her ved tæt ved aftensmads tid hvor det lugter til at han har sat sig for at lave ordenlig gang suppe med en eller anden slags kød i, som er ved at steges på en pande nær den voldsomt store gryde.
Det lidt mindre charmerende ville nok være det at han ikke har andet på end et forklæde og det normale slør som dækker hans lavere religion, selvom hans helst fra fri for at gå med det slør... Bortset fra det, med hans blå skæl, finer og enorme dunk af hav salt på ryggen, lader han til at klare madlavning rimelig godt, af en fra havet.
Mens han står og snitter grønsager, nynner han en tonen af en gammel sang fra en bar, han har hørt.

Tara var endelig kommet på plads i borgen, det havde taget hende flere uger at få indrettet sig, så det var til at holde ud, og rengjort værelset med største omkyggelighed. Egentlig havde hun ikke stødt på mange på borgen, de holdt sig vidst mest for sig selv, ligesom Tara faktisk, men nu var det vel på tide at lære sit nye hjem at kende.
Langsomt gik hun mod køkkenet, hun var hundesulten, og havde ikke spist hele dagen, men det var ikke noget man kunne se på hendes tempo, hendes elviske natur forbød hende at haste til noget som helst, da hun trods alt havde mange tusind år foran sig.
Forsigtigt vendte hun en terning i hånden mens hun indgående studerede den, den havde ligget et tilfældigt sted på gulvet, hvor rengørringspersonalet ikke havde set den, men det havde Tara, og hendes kleptomanske tendenser.
RROligt skubbede hun døren op, som gav et lille klik, før hun trådte ud i køkkenet og gav et lille gisp fra sig da hun fik øje på Shak, det var ikke just hvad hun havde forventet at finde, men hun gik ikke. Den fantsktiske duft som slog hende i møde fik hende til at kigge rundt på hvad han havde gang i, mens døren lukkede bag hende med et lille smæld.
Hun skævede hen over Shaks skællede krop, hun vidste ikke hvad hun skulle tænke eller sige, hun havde aldrig set en som ham før, havfolk gættede hun på, men på trods af hendes 230 år havde hun aldrig set et havfolk med skællet hud i deres menneskeskikkelse, ganske enkelt stod hun bare der, uden rigtigt at sige noget, og stirrede.

Shak lod ikke til at opdage, eller hører Tara snige sig ind i køkkenet for lyden af den hakkene kniv og det højt fedt sprøjtende kød fra panden, overdøvede det en smule. Så hellere ikke at glemme den muntre sang han vipper sit hoved frem og tilbage til. Det måtte have været en sang med lute, violin eller noget andet med godt gang i, da han begynder småt at danser over til den store gryde med et bræt fuld af porrer som han skubber ned i den kogende væske grønsags suppe.
Fortsat hopper han omkring, hen til en skuffe og snupper en mindre ske, smækker skuffen i med sin hofte og glider tilbage til gryden, med det mindre lag af fedt på gulvet, som kødet har kastet fra sig.

Pludselig blinker han da han skulle lige til at smage på suppen, så han nu står med trut mund mod skeen, frosset mens han kigger mod Tara. Pinligt!

Tara stod bare og stirrede, det ville være høfligt at sige noget nu, men hun kunne ikke få et ord over sine læber, var det en del af køkkenpersonalet? Hun blinkede et par gange med de store honningfarvede øjne, før han fik øje på hende, et øjeblik blev hun befippet over at hun bare havde stået og gloet på den syngende og dansede, madlavende mand, uden at give sig til kende.
Hun bed sig kort i læben og havde best af alt lyst til at klaske en flad hånd mod panden, men det afholdt hun sig dog fra, der var grænser for hvor pinlig en situation man kunne stille sig selv i.
"Ærhm, hej ... Undskyld jeg forstyrer, jeg skulle bare .." hun rømmede sig kort og kiggede rundt i køkkenet, hvad skulle hun egentlig? "Jeg skulle bare ... finde et æble .. eller noget i den stil!" sagde hun så, og afsluttede med et bestemt nik, teknisk set var det slet ikke en sølle frugt hun var på jagt efter, hun kunne æde en ko, hvis det skulle være, men nu var det tilsyneladene optaget.
Hun skævede rundt i rummet, hvor fanden var lagret? Hun fik øje på den store dør i den anden ande af køkkenet, og gættede på at det var den, hun kiggede hurtigt væk fra Shak og lod sig glide gen over gulvet med de mest elviske bevægelser hun kunne præstere, for ikke at virke kluntet oveni alt det andet.

Shak stod også og stirrede tilbage, med de dybe orangegule øjne han har, selv totalt taget af overraskelsen af pinlighed. Men som den muntre fyr han er, får han hurtigt samlet sig selv op og suger suppen på skeen i sig med et hurtigt vip. Han får så svinget sig rundt og står sine fulde to meter op, ret i ryggen og med et bredt smil mod Tara. Han nikker til hendes kommentar, det gennemsigte dreadlock-agtige hår en meget noget blandet farve, mellem det hvide fra væggene i rummet og de mange metal redskaber som hænger rundt omkring.
Han blinker og læner sig lidt frem for at følge hendes elviske krop svæve med elegante skridt langs køkkengulvet, også som hende, en smule fascineret over den modsatte person, da han hellere ikke har set en elver før og da slet ikke en så tæt på.
Med et ryst på hovedet får han trukket sig selv tilbage til den virkelige verden igen og får endelig sagt noget med den dybe stemme som passer meget godt til hans højde og muskuløse kropsbygning. "Hej! Gider du ikke tag nogle kartofler med der fra?"

Kiggende efter hende, før hun forsvinder i døren, får han selv vendt sig om til det sprøjtende kød som han begynder at pille op fra panden og smider det i gryden af suppe, for så at tilsætte en smule af fedtet som smagsforstærker, dog tilsætter han alligevel en god gang salt og et par store nip af peber. Hans skæl langs arme og ben lader også til at glimte med en vis glans, da fedtet havde sprøjtet på ham, så han har også selv fået denne lugt af hvad må være kyllingkød. Mmm~himmelsk lugt.

Tara skævede diskret tilbage til Shak da hun nåede den store trædør, hun hvade lidt svært ved at slippe ham af syne, men vendte hurtigt koncentrationen mod døren, hun havde kvajet sig nok! Forsigtigt trak hun i dørens solide håndtag, men døren var ikke lige til at få op, hun sukkede kort, næsten lysløst, før hun af alle kræfter hev og sled i døren, for at den til sidst gav sig en smule og gik op. Hun himlede kort med øjnene og krydsede fingre for at Shak ikke havde set hendes lille stunt. "Mennesker og deres bygningsværker", knurrede hun lavmeldt før hun trådte ind på det overdådige lager.
Hun kiggede sig kort omkring, maden var sirligt delt op i grønt og kød afdelinger, hurtigt gaflede hun nogle stykker ludttørret kød og en håndfuld kartofler, seks burde kunne klare sagen.
Med favnen fuld af mad gik hun så mod Shak, og på vejen tilbage skubbede hun kort til døren med hoften, så den denne gang gjorde som Tara ville, og gled i.

"Kartofler!" sagde hun så med et lille smil, og lagde dem på bordet hvor Shak var igang med suppen, hun kiggede på ham med et roligt blik, det var sjældent hun mødte folk der var så høje, faktisk 25 cm højere end hende selv, og væsentligt bredere. HUn spærrede øjnene lidt op og kom til at tænke på Samson, han var ENORM, men Sharde fulgte godt med. Teknisk set havde hun kun mødt folk på borgen der var i stand til at slå hende ihjel bare ved at puste til hende, bortset fra ham der ..... sortelveren.
Hun fnøs for sig selv og lod sig rive tilbage til den virkelige verden med et lille ryst på hovedet, "Så, De bor her også?" sagde hun så for ikke at stå der og blomstre som en anden idiot, dog fortrød hun det med det samme, hun vidste jo udemærket godt, at borgen ikke bare var et sted, som man blev lukket ind for at lave mad.
Hurtigt smuttede hun over til det modsatte bord og fandt et nybagt brød frem hun skar nogle grådige skriver af, og gav det derefter et minimalt lag smør, før hun vendte sig mod Shak, man skulle nødig virke uhøflig.

Med et varmt blik tilbage mod Tara da han hørte den tunge dør ind til lagret lukke igen, smilte han bredt over det lidt komiske hold om de mange madvare i sine arme, som han dog lader ligge uden kommentar.
Stadig smilende stort da hun kommer hen til ham og lagde de kartofler, en mængde han var tilfreds med. Han gav et nik med hovedet og beholdte smilet, som var det stemplet oppe i deres skællede smilehuler og sagde så, "Tak skal De have," strækte en af hans lange arme ud og tog en af de grimme rodfrugt, som blev snittet til en velsmagende hvid-gul grønsag og fortsatte så med de mange andre, snittede dem i grove tern og dumpede dem i suppen.
Porre, kartofler og kylling. Den skal nok blive god! tænker han sulten og vender sig så med ryggen til madlavningen for at lade suppen simre i smag, et venligt blik hvilende på Tara mens hun smør brød.

"Jo, det gør jeg da" svare han muntert og følger med et nik eller to, så det lange gennemsigtige hår glider mod hans ryg og skuldre.
"Og det kan jeg forstå du også er, siden du er her. Jeg er Shak," fortsætter han og går så hen til bordet som Tara sidder ved, rykker den hårde træstol ud og bøjer sine lange ben under bordet som han må bøje hen ved siden af Taras fødder før han kan være der.
"Og De?" spørg han, mens han snupper et stykke tørt kød, hans blik holdt på Tara.

Tara kiggede efter Skak, hun kunne ikke beskrive hvad det var, men der var noget over ham, som de færreste havde, hun kunne dårligt slippe ham af syne, dog var hendes blik ret diskret, da hun var god til at aflede folks opmærksomhed, så de for det meste ikke lagde mærke til hvad hun egentligt kiggede på. Til tider var det så praktisk at have indsigt i det menneskelige sind, på trods af at Shak nu ikke var et menneske.
Tara tog hurtigt sine armskinner af og lagde dem på bordet foran hende, hun gik altid med dem, ikke fordi hun var bange for at blive overfaldet, men fordi det pyntede, og var der noget elvere kunne lide, så var det da pynt, men varmen i køkkenet havde bredt sig sammen med den liflige duft fra Shaks sydende gryder, og gjorde dem dermed uudholdelige.

Da Shak kom mod hende sendte hun ham et stort smil, så var det måske alligevel ikke alle på borgen der var så stride, som hun ellers havde fået indtryk af "Mit navn er Tarasika Keen!" sagde hun og kiggede bestemt på ham med et varmt blik "Men det er der alligevel ingen der kalder mig, så De kan bare kalde mig Tara!" fortsatte hun og rakte hånden frem mod ham til en venlig gestus, da hun i det samme fik strejfet hans ene lange ben med hendes, det gav et lille sæt i hende, hans hud var så blød og anderledes. Hun bed sig kort i læben mens en svag rødmen afslørrede hende.

Det lod ikke videre til at Shak lagde mærke til at hun strejfede benet, da det jo var dækket af disse specielle blå skæl, dog grunden til at de er bløde måtte være fordi han er i menneskelig form, så der går lidt hud touch i det, fordi når han er havform ville de være som en mindre rustning af hårde skæl.
De haj skarpe tænder tygger hurtigt igennem det sprøde stykke kød han havde fanget mens han tager Taras hånd med et godt tag, en smule svømmehud mellem hver en finger og selve håndfladen er uden skæl en mere lyseblå hud følelse over den. "Tara~ Smukt" kommentere han åbent og giver en kort latter, så de spidse tænder først kommer for alvor til syne nu. Lidt en kontra for det ellers okay look af aerodynamiske muskler og lange hår.
"Men jeg har hellere ikke set dig omkring før. Er du ny?" spørg han og tager sin hånd tilbage til at hvile på kryds af den anden, over bordet.

Shaks blik hviler stadig over Tara, smilende stort over hendes røde kinder og små uskyldige ansigtstræk hun kommer med. Der er noget over hende, han ikke kan beskrive... Noget som han aldrig havde set i en kvinde - og dem har han ellers set en masse af...
Han giver dog kort et blink og lader sine tanker blive forstyrret. Han læner sig lidt frem og kigger over hans skulder for så at trække en rimelig stor dunk frem fra ryggen.
Skruer låget af og lader det falde ned langs læderet af dunken i en snor, i det han uden videre bare vender dunken over ham i et hurtigt kast, rettet direkte mod hans ansigt, med et smil.
Med en latter, skruer han låget på igen; "Hehe.. Undskyld" siger han mens det gennemsigte hår dryppe af vand, så dråber løber mellem de mange folder og bakker af skællede muskler over hans krop. "Skulle genfugtes.."

Tara smilede fortsat sit lille diskrete smil, mens hendes fingre stille trommede rolige sytmer på de hårde armskinner som lå på bordet forean hende, det gjorde afstanden mellem hende og Shak en anelse større og deres samtale ikke så intim, hun havde det ikke så godt med mennesker hun lige havde mødt, men Shak påvirkede hende anderledes, han var total ulig andre hun var faldet i snak med.
"Tak!" sagde hun og fandt igen øjenkontakt med Shak mens hun tog hans hånd, hendes var blød og fin og havde tydeligvis aldrig lavet hård arbejde. Hun kiggede forundret på hans svømmehud og havde svært ved at skjule sin begejstring, smilet nåede helt op i øjnene på hende "Jeg er ny, jeg flyttede først ind for et par uger siden, og har ikke snakket med så mange på borgen!" sagde hun bestemt, mens hun fandt en tot af det lange røde hår, og begyndte at stryge den mellem fingrene, en smule rastløst.
"Hvor længe har De været her?" hun kiggede denne gang spørgende på ham, det var rart endelig med lidt kontakt, på trods af hends naturlige trang til at mistænke folk for sære ting.
Tara stoppede et øjeblik med at stryge sin tot hår, som efterhånden var helt gennemredt, for at betragte Shak mens han..... tog bad? Midt i køkkenet? Hun kiggede underligt på ham, indtil forklaringen kom, så nikkede hun forstående. "Hvis De ikke kan leve når Deres hud er tør, hvordan klarer De dem så her i borgen? Går De til stranden altid ... eller fugter De bare huden, som nu?" hun var tydeligvis interesseret, hun havde trods alt ikke så stor indsigt i bandemedlemmerne, hvad de kunne eller hvordan de boede, på trods af at hun ville være i stand til at finde ud af det, på få øjeblikke

Shak lod sin hånd kører igennem det gennemsigtige hår som nu var lidt hvidt i det, fra farven på murene omkring ham.
Han lader dunken glider ned til hans sidde igen, så stroppen hænger på kryds over hans brystkasse, over en skulder til den modsatte hofte. Nikkende i forståelse over at hun er ny, som han vist havde regnet ud fra første blik de havde.
"Hmm, hvor længe.. Jeg vil skyde på et år, men jeg har aldrig rigtigt talt det.." forklare han med et uskyldigt grin. Kort efter blinker han en enkel gang og kigger mod gryden af suppe og smiler så svagt, før han får vrikket sine lange ben ud fra under lave bord.
Med nu lidt våde trin og dryppene fra hår og hænder, går han hen til et skab nær gryden og tager en tyk skål frem. Alt imens han øser op af den fuldendte suppe, svare han på de næste spørgsmål med et tydeligt smil i hvert ord, selvom hans læber ikke kan ses. "Ja til det hele; jeg har dunken her som der kan være lige godt to liter vand i, mit eget værelse her i borgen, hvor næsten hele gulvet er skiftet ud med en pool til mig og så smutter jeg også tit i havet, da jeg føler mig mest hjemme og fri der."

Han vender sig om og går forsigtigt tilbage til bordet med en ske og skålen, i forsøg på ikke at spilde. Det lykkedes rimelig godt og han sætter skålen på bordet før han lader sig kravle ind til at sidde på den samme stol som før, benene endnu engang hen vedsiden af Tara's, denne gang fugtige af at vandet er løbet helt der ned til nu.
"Har du fået et værelse endnu?" spørg han og sænker hovedet ned for at suge den første gang suppe i sig, med en kogt kyllingestrimmel viklet ind i en blød porre. "Ohja. Og du tager bare noget suppe hvis du har lyst. Jeg kommer altid til at lave for meget mad..." siger han med en latter kvalt af den næste store skefuld mad.