”Snyde?” Salem så overrasket op. Han var ikke vandt til spøg og løjer. Og at anklage ham for at snyde, var dog lige godt frækt. ”Her prøver jeg at hjælpe dig, Theodore, og så mistænker du mig for det værste.” Men han smilte til ham, inden han gled blikket ned på brækket igen.

”Ah. Joh. Men så tager min bonde bare din springer i næste runde. Men hvis du stiller dig i skak mod min konge, med ham her,” Salem pegede på en af Theodores bønder. ”-Så er jeg nødt til at flytte min løber, for at tage din bonde. Og så kan du tage min løber, uden at miste din springer. Min konge tager så din bonde. Men det er en lille ofring for en løber.” Salem ville ikke rykke rundt for Theodore. Han ville have, at Theodore skulle gøre det. Men han pegede hvor Theodore skulle rykke sine brikker. Og det endte jo med, at han mistede sin løber. Der havde han vist sat sig selv op til at fejle, hmm?

Salem kunne lige så godt have spillet med sig selv. Men han nød selskabet. Nød at have en ung person at tale med, der endnu ikke var blevet træt af ham.

Han betragtede slagmarken af brikker på pladen og omkring pladen. Han lænede sig mageligt tilbage, med hænderne foldet på maven – Ikke at han havde fået mave af suppen. Men uldsweateren dannede bløde folder ”Jeg startede med at kigge på hos de ældre drenge, der spillede om ravstykker. Jeg fangede reglerne hurtigt nok, men jeg blev først god, da jeg i hemmelighed lånte en bog om skaktaktik på biblioteket og terpede den.”

Nå. Var det ham igen? Han lænede sig frem og koncentrerede sig om sit næste træk. Han endte selvfølgelig med at vinde deres spil, selvom han havde givet Theodore en lille håndfuld chancer undervejs. Men han nægtede nu at lade sig selv tabe til en nybegynder.

Teen blev drukket, og på et tidspunkt ophørte harpespillet ovre i hjørnet, fordi Ceelia havde spillet sig selv træt. Hun var træt, men hendes aftenrutine krævede meget, så hun gik over og kyssede sin far på hovedet. ”Jeg skal åbne klinikken i morgen tidlig. Så jeg går i seng.”

”Sov godt min pige,” Han rykkede sin arm om bag sig og gav hendes arm et klem, og lod hende gå op. Hans blik fandt Theodore. ”Jeg viser dig op på Selmys værelse. Du kan sove i hans seng, nu hvor han alligevel ikke kommer hjem.”

Theodore måtte le lidt af Salems forargelse over hans lille anklage. Han mente det jo ikke alvorligt. Det var bare morsomt at prikke lidt til den ældre doktor og se, hvordan han reagerede. "Hvad ved jeg? Det kunne jo være din taktik," fortsatte han lattermildt og rystede let på hovedet, så Salem forhåbentlig forstod, at det blot var sjov og ballade.

"Åh." Theodore gjorde sit bedste for at følge med i Salems forklaring på, hvorfor det ene træk var bedre end det andet. Han lænede sig længere frem og fulgte opmærksomt doktorens fingre, mens de pegede rundt mellem brikkerne. Han nikkede koncentreret og flyttede så sin bonde, præcis som Salem havde vist ham.

"Sådan dér og sådan..."

Efterhånden sank han lidt sammen over bordet med kinden hvilende i den ene hånd. Ikke fordi han var træt, men det var alligevel noget nyt at sidde og koncentrere sig om den samme ting så længe.

"Du sad ligefrem og terpede en hel bog om skaktaktik?" spurgte han med en lille rynke mellem brynene. Helt frivilligt? Så det var altså ikke kun Selmy, der var en bogorm. Salem var det åbenbart også. "Jeg troede, øvelse gjorde mester. Ikke at læse om det," tilføjede han med et skævt smil og flyttede endnu en brik med lidt hjælp fra Salem.

Det endte dog ikke synderligt godt for Theodore.

"Tillykke med sejren. Jeg er sikker på, at jeg ikke havde en ærlig chance," sagde han med et muntert smil og rakte hånden frem mod Salem. Med den anden hånd tog han den sidste slurk af sin te. Det var heldigvis en langt bedre te end det stads, Selmy havde tortureret ham med, dengang han var syg.

Han havde slet ikke bemærket, at harpemusikken var ophørt, før Ceelia pludselig stod ved sin fars side for at sige godnat. Theodore betragtede dem et øjeblik og sendte hende et lille, høfligt "godnat", inden hun forsvandt ovenpå. Vinden fik vinduesrammerne til at rasle, og han rettede sig en smule op. Et øjeblik troede han, at han havde hørt døren nedenunder, men nej. Der var stadig ingen Selmy.

"Er du sikker på, at han ikke kommer? Kan vi ikke vente lidt endnu på ham?" Theodore havde fuldstændig mistet fornemmelsen for tiden. Han havde jo egentlig slet ikke haft til hensigt at overnatte. Men uvejret var kun blevet værre, efterhånden som mørket var faldet på, og det virkede heller ikke ligefrem som nogen strålende idé at begive sig hjem gennem stormen.

”Jeg er ret sikker på, at det er en synd at snyde børn i spil.” Svarede Salem på et tidspunkt, mens de spillede, og bare så Theodore ikke fik for gode ideer; ” Eller snyde forsvarsløse, ældre mænd.” Lige disse former for synder, var vist aldrig blevet nævnt i Isari-præsternes prædikener, og ej heller stod det i de hellige skriftruller. Men det var bare sådan en fornemmelse Salem havde. Han var ikke en snydepels. Og hvis der skulle snydes, så ville han da ikke afsløre sig selv så tidligt. En taktiker skabte tryghed, så man kunne angribe, når ens bytte mindst ventede det.

Han begyndte at pakke brikkerne på plads på deres pladser i den æske de hørte til i. Hvem vidste om han mon nogensinde ville få børnebørn, som ville spille med ham? Salem tav, men var egentlig ganske tilfreds med dagens spil.

”Du skal tænke på, at der var ravstykker på spil,” Lo han ”Men jeg spillede mest for æren og respekten.” Han rejste sig op og lagde æsken på plads i det skab, hvor han havde taget det ud fra. De havde også et kortsæt, men Salem tog det ikke frem nu. Han lukkede skabet og vendte blikket overvejende mod hoveddøren. 

”Hmm... Det kan være du er heldig, at han kommer hjem til morgenmad, når du står op.” Han kiggede lidt opmuntrende hen på Theodore. Var han utryg? Eller bare skuffet? ”Du skal være velkommen til at vente hernede og læse. Men jeg vil trække i nattøjet.”

"Forsvarsløse ældre mænd?" Theodore kiggede rundt med en påtaget uvidenhed, som ledte han lige netop efter sådan en beskrivelse. "Jeg ser ikke sådan nogen i nærheden." Han trak drilsk på smilebåndet, så hjørnetanden kom til syne.

Salem havde skam været langt fra forsvarsløs i det her spil. Og som Theodore netop havde fundet ud af, havde doktoren åbenbart en klæbehjerne, der kunne rumme en hel bog om skaktaktik. "Hmmm..." brummede han til Salems bemærkning om, at han jo gjorde det for respekten og æren. "Jeg er nu sikker på, at det nok også havde liiidt med ravstykkerne at gøre." Igen var der den drilagtige tone, men den var mere underspillet og kammeratlig.

Han betragtede Salem pakke skakspillet væk, og smilet forstummede lidt på Theodores bløde læber. Han kiggede atter mod trappen med et ærgerligt udtryk, da Salem gav udtryk for, at Selmy nok først kom hjem om morgenen.
Theodore smilede lidt ad det opmuntrende smil, Salem sendte ham. Det var svært at være skuffet, når Selmys familie havde været så sød ved ham og taget så godt imod ham. Han følte sig efterhånden næsten adopteret af Salem. Må han altid føle, at han har et ekstra hjem hos familien Kiefer. Lige nu gjorde han.

Han rejste sig fra bordet. Det var nok også bedst at komme i seng. Hans dag begyndte jo tidligt, og han skulle helst kunne komme tilbage til væbnerkvarteret i ordentlig tid. Og da Salem foreslog, at han kunne sidde og læse, fik Theodore hurtigt besluttet sig.

"Mjah. Jeg må nok også hellere sove. Jeg skal jo også nå tilbage til mine pligter i morgen." I Selmys tøfler tøffede han et par skridt. Vent, havde Salem tilbudt Theodore at sove i Selmys seng? Han standsede. "Men... jeg skal ikke bare sove på sofaen?"